Som de fleste af jer ved, er mit fokus over de sidste par år blevet mere intenst rettet mod økonomi og det at skrue ned for vores forbrug. Det betyder, jeg kommer nogle steder i cyber, jeg ikke frekventerede tidligere, og måske er det derfor, min oplevelse er, at intet længere er mejslet i sten i forhold til, hvad vi ejer, hvad vi deler og hvordan vi indretter os.
I dag giver det mening, hvis man på vejen deler haveredskaber og klapstole til livets store fester, folk lejer deres biler ud på timebasis og deres senge på weekendbasis (vigtigt ikke at få byttet om på de to..), og det er mit indtryk, at det ikke længere udelukkende er forbundet med prestige at eje materielle goder.
Måske er det derfor, jeg lægger mærke til det, når jeg blandt mine jævnaldrene støder på en holdning, som jeg ellers primært ville forvente at møde hos de ældre generationer, nemlig at det eneste, der boligmæssigt giver mening, er at eje de mursten, man omgiver sig med.
Når jeg fortæller, at jeg bor til leje, oplever jeg somme tider, at folk nærmest bliver pinligt berørte på mine vegne, og jeg bliver jævnligt spurgt, hvor jeg gerne vil købe hus om et par år, når det økonomiske fodfæste er genvundet.
Det giver altid et øjebliks vantro tavshed, når jeg siger, at det har jeg ingen planer om.
Og det forstår *jeg* faktisk ikke. For hvor jeg generelt får applaus og hep for at have taget det fulde ansvar for at få (re)etableret et voksenliv med en ordentlig økonomi, så er det som om, folk er lidt forblændede af ideen om, at det bare pr. definition er bedre at eje end at leje. Fordi man så “betaler ind til sig selv”, som de siger.
Og måske er der et eller andet, jeg overser. Det ville hverken være første eller sidste gang.
Men jeg kan ikke se, hvordan det for en kvinde som mig, der er enlig forsørger og virkelig ikke er noget blændende talent indenfor de håndværksmæssige discipliner, kan være en god ide at låne en kæmpe sum penge, og binde dem i noget, jeg ikke umiddelbart kan komme af med igen, hvis livet skulle smide en fyring, en langtidssygemelding eller noget andet træls i min retning.
Med én indkomst vil jeg udelukkende kunne låne til det, der i ejendomsmæglertermer hedder “et skønt håndværkertilbud med masser af potentiale”.
Men det potentiale vil jeg aldrig være i stand til at forløse, for jeg kan ikke sætte et nyt køkken op, eller grave en have ud eller anlægge en terrasse, om det så gjaldt mit liv. Jeg kan ikke skifte spær, isolering eller sanitære installationer, eller vurdere, hvilke mure, der er bærende, og hvilke, der kan rives ned. Eller være den, der gør det, hvis miraklet skulle ske og jeg gætter rigtigt.
Jeg ville skulle betale mig fra ALT – også når stormen river hul i taget, eller rotterne kommer ind i huset fra et sted på min egen grund og ikke fra gaden, hvor det ville have været kommunen, der samlede regningen op.
Og da jeg er 42, vil jeg med stor sandsynlighed ikke nå at betale huset ud, inden jeg fraflytter det igen, fordi børnene rykker ud eller en mand rykker ind.
Uanset hvordan jeg vender og drejer det regnestykke, kan jeg ikke se, hvordan den fortjeneste, jeg eventuelt ville kunne få, ikke bliver ædt op af renter, håndværkerregninger og bekymringer.
Hvor jeg bor nu, kan jeg søge boligstøtte, jeg kender min husleje, og jeg kan ringe efter en vicevært, hvis noget går i stykker. Jeg kan fraflytte med et par måneders varsel, og så er jeg ude-ude, hvis der skulle ske noget, der nødvendiggjorde dét. Jeg kan sove om natten, fordi jeg ikke behøver frygte uforudsete regninger – som jeg f.eks. hele tiden gør med min bil.
Jeg kan SAGTENS se, at det med to indkomster eller et andet økonomisk udgangspunkt end mit giver mening, men med min økonomiske historie forstår jeg ikke, at folk *ikke* kan se, at det for mig og os er det mest fornuftige og sikre, at vi kender vores udgifter og kan minimere dem med næsten øjeblikkelig virkning.
Det er, som om der i vores generation er opstået en følelse af berettigelse til ting, som vi glemmer at forholde os til, om vi rent faktisk har råd til. Ikke bare her og nu, men også på den lange bane. Når De Andre har råd til både at tage på ski i alperne og til Thailand efter sol, så må vi da også have råd? Når de andre køber huse og to biler, så må det da også være muligt for os?
Jeg tror sgu, at vi somme tider bare satser, fordi vi kan se, at de andre gør det, og vurderer, at hvis de lander på fødderne, så gør vi nok også. Problemet er bare, at vi jo aldrig kender hinandens historier i detaljer, og måske også, at vi sammenligner fragmenter af vores liv med andres, og ikke den samlede pakke. At vi leder efter det, der for os understøtter og retfærdiggør, at vi kan købe bilen, vi har forelsket os i, tage på den ferie, vi synes, vi trænger til og har fortjent, eller bygger til, så vi kan få det kontor, vi sådan mangler. Og så finder vi 3 par i omgangskredsen, der har truffet netop de valg, og glemmer, lidt belejligt, at ingen af dem har fået alle 3 ting. Eller kommer i skyndingen fra det faktum, at Jacob har arvet sin far, og Helene er en bad ass ørn til investeringer og afkast.
Jeg læste et sted, at man skal passe på ikke at stille sig i vejen for andres livslektier, og måske er det det, noget af det her handler om. At man først kan tage det ind, når man kan. Men jeg har stadig lyst til at prikke lidt til nogle af de etablerede sandheder, og sige, at det i hvert fald er en overvejelse værd, om det altid er den samme løsning, som de andre vælger, der også er den rigtige for én selv; om man med nogle valg lukker flere døre, end man åbner, og gør sit eget liv sværere, end det behøver at være.
Vi har købt et lille vrag af et sommerhus for nogle år siden, men lejligheden vi bor i, er heller ikke vores. Men jeg elsker den, og den er ‘min’ lige så meget som hvis jeg havde solgt min sjæl til banken for at kalde den for min ejendom. For det giver os frihed, og vi har – trods lange uddannelser og gode stillinger – ikke råd til at købe noget som helst i hovedstadsområdet. Sådan er det bare. Og jeg kan godt genkende din beskrivelse af, at det kan være svært for andre mennesker at forstå. (Og altså, det må de gerne ha’ svært ved for min skyld). Jeg tænker følelsen er det vigtige, altså hvorvidt man har hjemme, der hvor man er. Det sad jeg faktisk lige og klimprede lidt på et pt. temmelig rodet indlæg om, fordi vi på et tidspunkt flyttede ud af byen, og det var ikke nogen succes.
Home is were the heart is. Okay, shoot me now.
I hear you! Jeg ELSKER vores hus, jeg føler mig helt utrolig hjemme i det, og jeg tror faktisk ikke, jeg ville flytte, hvis jeg i morgen fandt et par millioner på genbrugspladsen.
Og hvor jeg aldrig kom til at føle noget som helst positivt for det sidste hus, vi boede i, så falder mine skuldre altid mindst 2 cm, når jeg træder ind ad døren, hvor vi bor nu. Det er fantastisk <3
Kan i den grad genkende det, særligt i fobindelse med, at jeg har valgt at studere i en retning væk fra ellers flere år som leder: ‘jamen vil du så BARE være lærer?’ Jeg føler let, jeg kommer til at forklare/forsvare mit valg, fordi en del simpelthen har svært ved at forliges med andet end den ‘normale’ vej at gå. Omvendt så kan jeg heller på ingen måde sige mig fri for også at have tænkt: ‘hvis de kan, hvorfor kan vi så ikke?’, særligt til nogles evne til at prioritere flere ferier og rejser om året 😉
Jamen, det ER sgu da også snyd:-D
Jeg øver mig i at huske, at den slags snakke godt kan fungere som oplæg til en snak om værdier, sådan mere generelt. Det kan der faktisk godt komme nogle rigtig fine samtaler ud fra.
(PS: Er det ikke Fru Lærer fra nu af?)
Interessant indlæg, men du misser forskellen på hvad man rent faktisk kan leje til rimelige penge og hvad man ønsker at bo i; både praktisk og luksus. Men her er der kæmpe forskel på hvor i landet man er.
Jeg bor nær København og i mit område findes minimalt med lejeboliger, som ikke er lejligheder, og hvis man sammenligner vores hus (før vi byggede til), så betalte vi det samme til en ejerbolig, som de andre gør hver måned i leje. Og mens vi laver opsparing i huset, er deres penge væk.
Vi ønskede samtidigt en stor grund med masser af have, det har jeg til gode at se i forbindelse med lejebolig.
Jeg ser heller ikke mange lejeboliger med en god stor stue, hvilket jo for nogle er en fordel. Vi er en familie på 5 og når nærmeste familie samles, så er vi 20. Jeg har ikke oplevet en lejebolig, hvor det er en fysisk mulighed i stuen og hvis man er så forvænt, at man både ønsker hvert sit værelse til 3 børn og et kontor? Det ses heller ikke hyppigt som leje.
Naturligvis lidt forkælet, at man ønsker plads, men jeg synes ikke det er urimeligt at ønske have og gerne mere end et frimærke og det findes ikke i mit område medmindre man er svineheldig med et bytte eller har ventet i 20 år.
Dertil ser jeg vores hus som en investering og pengene er dertil, så det er i min optik en god ide at putte pengene i nogle mursten og samtidigt nyde glæden ved, at vi kan lave køkken-alrum og udestue, hvis det behager os.
Og så må jeg tilstå, at jeg i tidligere lejebolig blev afsindigt træt af diverse lukninger for vandet i tide og utide, varme der ikke virkede, elevator der gik i udu regelmæssigt og vicevært der ikke gad afhjælpe.
Jeg tror, vi taler forbi hinanden, for vi er rørende enige om, at der er rasende stor forskel på, hvad der er af muligheder, både geografisk og udbudsmæssigt. Og jeg synes, at man skal pege på lige præcis den bamse i tombolaen, som man allerhelst vil have, uanset om det er m2, beliggenhed eller muligheden for ikke at være bundet.
Det, jeg gerne vil prøve at italesætte er, at det for nogle mennesker – f.eks. mig – ikke nødvendigvis giver mening at bruge de samme argumenter, når man vejer for og imod (l)eje, som andre bruger. For jeg kan virkelig, virkelig sagtens forstå, at man går efter at spare op i mursten, når man har muligheden. Jeg siger bare, at jeg synes, man som minimum bør gøre sig overvejelser om, om man har det – muligheden, altså. For det er der, jeg somme tider undrer mig, når jeg snakker om det her med andre mennesker. At de som automatreaktion antager, at det også for mig er bedst at eje, helt uden at skele til, at det f.eks. er langt mere økonomisk skrøbeligt at have én indkomst frem for to, at jeg er “gammel” ift. at være førstegangskøber (med lånets løbetid i baghovedet), at jeg ikke selv vil kunne sætte noget i stand eller bygge til, så dette vil medføre udgifter, som skal trækkes fra den opsparing, man med huskøbet prøver at lave osv.
Så ingen fordømmelse herfra over, at man sætter pris på alt det skønne et skøde kan give én. Blot en vinkel på, hvorfor det ikke nødvendigvis er den bedste løsning for alle:)
Men det er vel bare det, det handler om: At vi alle er forskellige og vil noget forskelligt med vores liv. Vi har jo forskellige forudsætninger, kompetencer og behov.
Jeg er fx også enlig mor til 3 (nu teenagere, hvilket egentlig ikke bliver billigere…), men har prioriteret at eje mit eget lille parcelhus i en landsby. Jeg kan svinge en malerpensel og slå græsset, men så holder handyman-færdigheder vist også op. Men jeg følte mig begrænset af at leje min bolig: Jeg kunne ikke få et nyt køkken eller rive en væg ned, hvis jeg havde lyst, tid og råd. Jeg skulle vente på en udlejer, hvis noget skulle fikses og måske oven i købet argumentere for, AT det skulle fikses. Jeg følte ikke, det var MIT hjem, når jeg ikke kunne personliggøre det sådan. Derfor købte jeg en billig ejerbolig (for hvis man flytter 30 km fra Esbjerg, er den slags ret billigt). Det var MIT behov (jeg fornemmer, at der er vi ret forskellige :)).
At det så overhovedet ikke er min bolig, fordi det er banken, der ejer, er en detalje 😉 Jeg har prioriteret at sidde billigt med afdragsfri flexlån, indtil børnene er flyttet hjemmefra. Jeg sparer op og bruger opsparingen bl.a. på boligforbedringer, efterhånden som pengene er puget sammen.
Forskellige forudsætninger – forskellige prioriteringer. Jeg respekterer dine fuldt ud. Og nyder at læse med 🙂
Helt enig. Jeg håber heller ikke, at jeg får det fremstillet som om, at det ene er bedre end det andet, for det synes jeg bestemt ikke. Min pointe er bare netop at det ene ikke er bedre end det andet, men jeg støder meget sjældent på mennesker, der føler, det giver mening at bo til leje, så det, jeg gerne vil med det her skriv, er bare at pippe, at det kan det faktisk somme tider godt gøre alligevel.
For som du er inde på, så er målet for os alle vel bare at føle, at det, vi gør, giver mening <3
Tak fordi du læser med.
Jeg gør det samme som dig, jeg bor i et lejet rækkehus med mine 2 piger, og jeg møder også ofte den, skal du ikke have et hus.
Jeg syntes det er fantastisk at jeg bare kan ringe efter en vicevært, ikke fordi jeg bruger ham ofte, men når jeg gør, kommer eller svarer han hurtigt (det kan godt være at vi er heldige med ham).
vi har fuld råderet over vores rækkehuse, så selvom det er leje, kan jeg lave alt det om jeg vil. Det ser jeg ikke som begrænsninger.
Det er ikke kun, for at man kan få tilskud jeg bor der, men på sigt kan det da godt være, at jeg kommer til at nedskalere min bolig, min den ældste bliver 18 til august.
Der drømmer jeg så om et lille bitte sted, med få m2 og de helt rigtige plads besparende løsninger, min kommune har bare ikke bygget den slags boliger endnu. For min drøm er, at jeg hellere vil bruge de næste år af mit liv, på at rejse og gøre de ting jeg kan lide, end at gøre rent i et stort hus.
Jeg gør mig mange af de samme overvejelser. Jeg er ret interesseret i hele ideen med at bo småt, og til gengæld kunne gøre, hvad man har lyst til, når børnene engang flytter hjemmefra. Men her spiller det også for mig en rolle, at jeg – som det ser ud lige nu – forestiller mig, at når børnene flytter, så flytter jeg med – MUHAHAHA! Ej, forstået på den måde, at skal børnene læse videre i en anden by, så har jeg – lige nu i hvert fald – svært ved at forestille mig, at jeg bliver boende i Esbjerg. For det ville være en ting for mig, at der skal være plads til, at mine børn kunne komme hjem og være/sove, hvis de havde lyst, og derfor er tiny living alligevel en tand for småt, men ender vi med at bo i samme by, er der nogle hensyn i den retning, man ikke behøver at tage.
Preach! For at gøre lang i historie kort. Køber andel i 2008 inden finanskrise, taber 240000 kr og er kun lige nu nået ud den side hvor er det fedt at betale renter, altså 10 år med afdrag i et stort hul. Min Kæreste er selvstændig, og må derfor ikke låne penge til fast ejendom til trods for vi tjener det samme. Det har taget os, især min kæreste, lang tid at acceptere at eje ikke bliver os, særligt fordi vi gerne vil blive på Amager. Så nu er vi på jagt efter noget større at leje der er til at betale, for at bo to voksne og en 3-årig i en toværelses på 3. sal med bad i kælderen er ligesom heller ikke holdbar løsning i længden, vel? 🙂
Nej – og SHIT, hvor jeg ikke misunder jer boligforholdene derovre:-/
Og selvom jeg virkelig, virkelig føler med dig ift. at stå og smide tusindkronesedler ud af vinduet i 10 år, så er jeg rigtig glad for, at du har lyst til at dele din historie her, for jeg tror, at en del af problemet er, at vi ikke rigtig er vante til at høre historierne om, når det ikke går; om de negative konsekvenser, som ikke får folk til at ende i fængsel og Ribers, men bare dem, som gør det almindelige hverdagsliv sværere, end man ville ønske det var.
For intet er jo rigtig eller forkert, og nogle fejl lærer man kun af ved at lave dem (her peger jeg højt og larmende på mig selv), men jeg tænker stadig, at jo flere nuancer vi får på, hvad der kan ende med at påvirke vores liv, jo mere kvalificerede beslutninger kan vi træffe. Målet må være at leve med åbne øjne, ikke?
Jeg bor selv i en leje lejlighed og er meget glad for det. Det at bo til leje er et velovervejet valg som jeg har truffet
på oplyst grundlag. Jeg oplever også til tider de samme holdninger, som du beskriver. Og jeg bliver til tider også irriteret over de holdninger. For jeg har undersøgt og lavet plus/minus lister og sat kvaliteter i skema. At bo til leje ER det rigtige for mig. Så irritationen er nok mere, at folk ikke anerkender mit bevidste valg. Jeg drømmer aldrig om hus og have og kunne aldrig finde på, at kritisere andre for deres valg af bolig. Kh. Birgitte
Det er en god pointe, at noget af det, man i den samtale stritter mest på, er at folk tror, man har truffet valget af uvidenhed.
For jeg er fuldstændig enig: Folk må bo, som de allerhelst vil. Jeg tror da, de fleste af os, som udgangspunkt ønsker, at de mennesker vi har omkring os er glade. Men det er lidt sjovt, at det den anden vej somme tider føles, som om der kun er én rigtig løsning.
Vi har lige købt hus, men jeg er stadig SÅ ENIG med dig! Med få undtagelser har langt de fleste af vores venner, familie og bekendte reageret med en attitude om, at nu er vi “endelig” trådt et skridt ind i voksenlivet. Jeg begriber det ikke. Rent økonomisk er der absolut ingen forskel på, om vi nu ejer vores hus eller om vi var blevet i vores lejlighed – udgifterne til renter på realkreditlån, skat, vand m.m. går meget pænt op med vores gamle husleje på Østerbro, og så har jeg slet ikke medregnet udgifter til vedligeholdelse (vi skal også betale os fra alt). Især det sidste er en ret stor udgift, når huset er 40 år gammelt.
Når man regner det sammen, så har vi fået under 30 kvadratmeter ekstra bolig, og jeg er lidt i tvivl om, om de penge vi skal bruge på vedligeholdelse, ikke kommer til at gå fint op med den huslejestigning, de 30 kvadratmeter ellers havde givet… Oven i hatten kommer så afbetaling på lån (=at binde sine penge i mursten/tvungen opsparing). Det betyder at vores økonomi nu er mere ufleksibel, mere følsom overfor svingninger i boligpriserne, en fyring vil give anledning til bekymring, og nu kan vi ikke længere bare flytte, når det passer os.
Med til historien hører at huset (som alt andet i Storkøbenhavn) var dyrt MEN at vi grundet Kaspers forældre har kunne slippe for udgifter til et banklån. Med andre ord er vi LANGT bedre stillet end størstedelen af dem vi kender, som har købt hus!
Hvordan det skulle være mere økonomisk forsvarligt at sætte sig i dén model, fremfor f.eks. at investere det beløb der pt. udgør vores månedlige afbetaling og så ellers bo til leje, det kommer jeg ikke til at forstå lige foreløbig.
Det er bestemt ikke fordi jeg fortryder vores valg. Grunden til vi tog springet og købte i stedet for at fortsætte vores lejemål var, at vi gerne ville korte den daglige pendlertid ned, og at vi gerne ville have eget udendørsareal (have eller stor, brugbar altan). Det har vi fået, og jeg er utrolig glad for det, men jeg forstår simpelthen ikke den der “ENDELIG er I trådt ind i de voksnes rækker!”-attitude, som vi bliver mødt med.
Måske noget af det handler om, at man netop bliver bundet? At folk tænker på det, som at man slår rødder? Det er den pæneste forklaring, jeg kan finde.
Sådan helt i luksusenden af skalaen, har vores valg også konsekvenser for, hvordan vi nu kan leve vores liv. Vi er flyttet langt væk fra takeout-som-ikke-er-pizza (=vi skal lave mad hver dag selv), og vores mange eksotiske rejser er et afsluttet kapitel – den slags skal vi spare op til over lang tid nu.
Jeg er spændt på at se, hvad det er der i sidste ende betyder noget… Hvad gør mig mest lykkelig? Spændende oplevelser + høj økonomisk tryghed, eller hverdagsopgraderinger som ekstra tid, mere plads og en have? Vi får se.
Hvor er det bare en fin kommentar, Nadia, og det giver meget mening det, du siger med, at det handler om en forventning om at slå rødder. Jeg tror egentlig – hvis jeg må løfte det lidt op – at vi mennesker generelt trives knap så godt omkring rastløse mennesker, og måske er det i virkeligheden det, det handler om?
Jeg håber, jeg får lov at følge med i dine overvejelser (#blogstalker), for jeg synes, det er sygt spændende med et menneske, der træffer valget, fuldt bevidst om, hvad det også betyder.
Gud, hvor har du lige sat en lang tankerække i gang i mig! Det gik nemlig op for mig, at jeg ubevidst har haft samme tankegang med “Jamen, du er voksen og derfor skal du eje/bo i et hus”. Jeg takker lige mine forældre for det, fordi min mor også er af meningen, at du skal have et job, for at være noget værd.
Jeg bor pt. til leje og vil gerne flytte i noget andet, og kigger udelukkende efter lejeboliger, såsom i lejligheder. Jeg har ikke råd til at eje noget, og kan heller ikke låne af banken, og jeg har heller ikke lyst til at sætte mig i noget fast, da jeg aldrig ved hvor jeg ender. Så at bo i noget lejet, giver for mig en større frihed i at flytte.
Men jeg forstår også fuldt ud dem, som gerne vil eje noget, fordi de ved, at de kommer til at bo i det samme område mange år endnu og derfor føler en større personlig frihed i at eje.
Så egentlig bare et stort tak, for lige at have vendt min tankegang omkring det ❤😊
Skøn kommentar at få – tak for det, og du er meget velkommen! <3
Vil gerne melde mig under fanerne her 🙂 Jeg er også opflasket med at “man” selvfølgelig ejer sin bolig. Jeg kan se, at det har været den optimale løsning for mine forældre at eje, og har slet ikke overvejet, at vi skulle ende med andet. Jeg tænker nu også, at det er den rigtige løsning for os. Men SELVFØLGELIG er det ikke den optimale løsning for alle, men der skulle åbenbart et indlæg til fra din hånd for at få mig til at indse det! Og jeg vil ellers gerne bryste mig af at møde folk med et åbent sind, fordi vi på andre punkter er en familie, der har valgt anderledes end gennemsnittet, så jeg kender godt det med, at folk slår automatpiloten til, hvis ens valg afviger fra gennemsnittet. Men det åbne sind virker åbenbart ikke i ejer vs. lejer-tankegangen facepalm Så tak for at åbne mine øjne der også!
Jeg tror, at det er en af de ting, som man faktisk lidt glemmer at forholde sig konkret til, fordi langt, langt de fleste vælger – og trives – i den samme løsning?
Men jeg er super glad for at være med til at vippe bare en smule med båden, så tusind tak for din kommentar <3
Åh, jeg har herre-meget været “that person”. Og hånden på hjertet, så var det udelukkende pga. uvidenhed! Det ér bare nemmere, hvis alle passer ned i de samme kasser og vil det samme 😀 Jeg har med tiden, fået større respekt for at folk vil noget andet (men fanger selvfølgelig stadig mig selv i, at være mega-forudindtaget og tro at jeg ved hvad alle vil med deres liv (facepalm), så dit indlæg var ikke en full-blown-aha-oplevelse, men det var fedt at læse (og forstå) dine argumenter for hvorfor du bor til leje (og læse nogle flere gode argumenter i kommentarsporet), så jeg forstår det bedre. Og dét er vel i virkeligheden lektien; At man hellere skal spørge “Fedt! Hvordan kan det være, at I har valgt at bo til leje?” i stedet for at tænke, at de nok vil købe senere eller lignende (som du skrev til en kommentar; få snakket lidt om værdier). Tak, Linda!
Jeg elsker, at du bare siger det, som det er <3
Og nu er det her lige et emne, som tager udgangspunkt i mig, men jeg får med garanti trampet uelegant rundt i andre spinatbede flere gange ugentligt:-D
Selv tak – og tak fordi du læser med:)
Jeg har været så heldig at kunne bo til leje på et landsted i himmelbjergskovene i de sidste 25 år. Der findes ikke smukkere beliggenhed, hvis man vil bo på landet tæt på de store byer i Østjylland. Og jeg ville aldrig i hele mit liv tjene nok til at købe et landsted med den beliggenhed.
At bo til leje til en relativ ok husleje, har også betydet, at da jeg stadig boede sammen med min mand, kunne vi rejse langt med vores børn. Og både dengang og nu har jeg råd til en meget dyr hobby (heste, som der er plads til her).
Og jeg kan selvfølgelig ikke sælge mit hus nu, da det ikke er mit, og rejse verden rundt for pengene. Til gengæld gjorde vi lige præcis det, da børnene var små og halvstore – og det var der sku ikke nogen af naboerne med børn og eget huslån, der kunne på det tidspunkt.
Men samme naboer fatter heller ikke hat af, at jeg har valgt ikke at blive ejer.
Det var også iblandt undrerne (er det et ord), at nogen hang på deres store landsted i 8 (otte) år efter de satte det til salg. Jeg har bare 3 måneders opsigelse.
Så, jeg hører dig og er ligesom dig noget træt af, at ejerne ikke forstår, at det rent faktisk er et tilvalg og ikke et fravalg at leje sin bolig
Det lyder sådan cirka som verdens fedeste sted!!
Tak for en historie om, hvordan det kan se ud lidt længere fremme på tidslinjen, når man træffer valg, der ikke helt følger normen. Og det med de 8 år? Det er virkelig min store, store skræk. Forestil dig at være nødt til at forpasse drømmehuset, fordi man hænger på det gamle? Eller at være blevet fyret eller langtidssygemeldt, og alle bestræbelser på at få styr på økonomien bliver bare mere og mere vingeskudte for hver eneste måned der går:-/
Ingen løsning er rigtig for alle, men det er virkelig rart at høre om konkrete virkeligheder derude. Både når de handler om eje og leje <3
Jeg bor også til leje og JEG HADER DET.
Af en eller anden grund, er jeg endt i lejemål med trælse
viceværter/boligselskaber/administrationsselskaber/udlejere…
ALTID. Og jeg er så træt af det.
Min sidste udlejer kunne ikke forstå brusenichen knækkede i bunden. Det måtte da være noget vi havde gjort… Ikke at den var over 10 år gammel og noget billigt lort (privat udlejer).
Min nuværende udlejer kan ikke forstå der er kommet fugt ind mens de satte tag op (fordi det regnede 14 dage i streg, da de havde pillet det gamle tag af), næh, det må være fordi han har set mig tørre tøj indendørs én gang (og det står der i min lejekontrakt, at jeg ikke må…)
Jeg er så træt af at leve med usikkerheden ved en tosset udlejer eller et boligselskab der tager dig hårdt bagfra lige så snart der er det mindste.
Men jeg har heller ikke råd til andet end et håndværkertilbud :/
Æv.
Det er et KÆMPE lotteri:-/ I Århus trak jeg også min del af nitterne, og fornemmelsen af at være prisgivet urimelige menneskers luner er rædselsfuld.
Når det er sagt kan jeg ikke lade være med at tænke på min bil. For den er købt (for bankens penge) og har ikke voldt mig andet end hovedpine og problemer. Værkstedet, der har serviceret den, har tørret mig et vist sted hver ENESTE gang – men forskellen er, at jeg hænger på den. For den er købt for lånte penge, og jeg kan ikke komme af med den, uden et kæmpe tab. Og det, jeg tænker er, at man jo kan risikere den samme form for uheld, hvis man køber et hus.
Det sidste hus vi boede i her i byen var en pisset rønne af format, og jeg var LYKKELIG, da jeg slap væk. Viceværterne lød som dem, du beskriver, og området var hæsligt. Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ville have gjort, hvis det havde været købt, og jeg havde været afhængig af at få det afhændet, inden jeg kunne finde noget nyt.
Jeg håber ikke, du forstår det som om, at jeg siger, at du bare skal tørre øjnene, for jeg kan næsten mærke din frustration på egen krop. Jeg vil bare forsigtigt nævne, at man kunne have risikeret noget af det samme, hvis man havde købt <3
Jeg købte en lejlighed nord for København i 2014 – i samme kvarter, som jeg er vokset op i og hvor min arbejdsplads ligger. Jeg har altid vidst, jeg ville tilbage og har været skrevet op i en boligoforening i området siden jeg var teenager (det var dengang, man godt kunne det). Jeg er nu i midt 30erne og er stadig kun nr. 100-og-noget i køen. At købe var den mulighed, jeg havde, hvis jeg villige gøre mit pendlerliv nemmere. Og det tror jeg måske ofte er tilfældet i Storkøbenhavn? Især hvis ønsket er en lejeforening og ikke en privat udlejer.
Og: når jeg forhåbentligt engang får tilbudt det lejerækkehus, jeg drømmer om, så bliver den lejlighed solgt med det vuns. Og jeg skal gerne leve lykkeligt (forhåbentligt!) som lejer resten af mine dage. Jeg er ikke økonomisk stavnsbundet til min lejlighed, men mentalt er det en kæmpe hæmsko for mig, at jeg har fast ejendom med dertilhørende realkreditlån, vedligehold osv. osv.
Det giver 400% mening, og jeg tænker, at lige præcis boligforholdene derovre er så specielle, at der nærmest hersker undtagelsestilstand ift. valg og muligheder.
Men jeg elsker, at du byder ind med endnu en vinkel, nemlig at man godt kan eje, men samtidig ønske at leje. Nuancerne er så gode at få med, så tusind tak for det <3
Jeg var ved at skrive side op og side ned om egne boligforhold (har ejet siden jeg fik dårlige nerver af at hoppe fra fremleje til fremleje). Men i virkeligheden er det irrelevant i sammenhængen, for det handler jo om at vi alle sammen skal have et åbent sind over for andres livsvalg også selv om de virker anderledes for os. Det gælder også (fravalg af) børn, bil, ferierejser og alt muligt andet. Respekt herfra, det lyder som om jeres bolig giver mening for jer!
Det gør det virkelig <3
Vi boede (virkelig billigt) til leje i en lejlighed på 3.sal, men drømte om hus og have da vi fik børn. Så vi købte et hus med stor grund til for ca 4 år siden. Der er ingen tvivl om, at jeg elsker vores hus og det område vi bor i. Men der er også virkelig mange udgifter forbundet med det og vi har et (stort) lån vi betaler af på. Der er dage hvor jeg ville ønske vi havde lejet i stedet for! Drømmen om at holde orlov og tage ud at rejse i flere måneder er pludselig blevet….besværligt. De faste udgifter er langt sværere at holde styr på og forudse. Og hvis jeg skal være helt ærlig ville jeg nok hellere have haft friheden og økonomien til at rejse end at eje mit eget hus. Ungerne er jo ligeglade, de er hjemme hvor vi og deres legetøj er! Grunden til vi købte spørger du? Jamen det gør man jo! Vi er voksne, vi har fået fast arbejde og vi har fået børn. Vi havde drømme om at tage børnene med ud i verden mens de var små og vise dem andre kulturer. Men vores egne værdier blev faktisk lidt glemt i en verden med klare forventninger fra omgivelserne om hvordan et familieliv bør se ud. Forstå mig ret, jeg er glad for der hvor vi er i dag og økonomisk ville vi nok også have råd til at holde orlov og rejse. Men der er jo pludselig en kæmpe barriere der gør den beslutning 1000 gange mere besværlig og som kræver langt mere planlægning end en opsigelse af et lejemål og evt opmagasinering af møbler!! Så der kan være mange gode grunde til ikke at eje. Jeg synes det er nogle fantastisk gode og fornuftige grunde du opremser. Og din begrundelse for at leje lyder mere velovervejet end min begrundelse for at eje:-) jeg håber, jeg får opdraget mine børn til at stole lidt mere på deres egne drømme og værdier og i hvert fald stille spørgsmålstegn ved den samfundsnorm der kommer til at omgive dem.
Sådan en fin krølle, du skriver til sidst <3
Og nu ved jeg godt, at jeg er kommunikationsmenneske til fingerspidserne, men jeg tror virkelig, at meget af det handler om, at vi bliver bedre til at fortælle om de alternative valg, og begrundelser for at træffe dem. Jeg får så kæmpe optur over, at folk i kommentarfelter som dette, deler så ærligt, for jeg tænker, at det NETOP er historier som vores/jeres, der gør, at man kan måske husker at præsentere sine børn (og andre interesserede) for valg, der er anderledes end dem, man selv har truffet.
Jeg er helt sikker på et indlæg som dette gør en forskel! Det var i hvert fald dine ord der fik mig til at reflektere😊 jeg har været alt for “god” til at følge strømmen og gøre som (mine forældre) forventer af os. Men vi er begyndt at snakke rigtig meget om, hvad der giver værdi for os og vores familie og hvilke værdier vi gerne vil give videre til vores børn. Det er ikke altid omgivelserne forstår os, men det er jo også i vores maver det skal føles godt/rigtigt. Og jeg er bestemt ikke en særlig god kommunikator (det afspejler sig faktisk også i den indre dialog) og har ofte svært ved at sætte ord på min uro/fornemmelse af, at alt ikke er helt perfekt. Og så hjælper det mig ofte, når en god kommunikator som dig, sætter ord på. Så tusind tak for det😊 (og så kan du jo varme dig ved at dit indlæg i hvert fald har hjulpet én)
Åh, jeg møder den også, den der med at man skal passe ind i en kasse, der helst skal være magen til den kasse afsenderen har placeret sig i. Jeg blev skilt for halvandet år siden og så ser ens økonomi altså bare anderledes ud end når man er to til at dele de faste udgifter. F.eks. har jeg fravalgt bilen, fordi jeg ikke skal bruge den i hverdagene, og så er det mange penge at have stående nede på gaden. Ofte har jeg heller ikke brug for den i weekenden, for jeg bor i København, hvor parkering er umuligt og offentlig transport kører døgnet rundt. Alligevel er flere bekendte overbeviste om at jeg ‘da snart skal have en bil.’ Jeg er også flyttet fra parcelhus til lejlighed (Ejer, men har også været heldig med friværdi og opsparing) og det ses også som et ’tilbageskridt’ af mine godt gifte veninder. Til trods for at min eksmand og jeg ikke befandt os godt i et hus og nok var flyttet tilbage i lejlighed, hvis vi altså ikke var blevet skilt. Ville ønske vi kunne være mere rummelige over for andres måder at leve på. Og have forståelse for at alle ikke bare har økonomi til alt.
Jeg tænker, at historie nok har meget at sige; at enlige mødre, der boede til leje for 50-60 år siden, sjældent selv havde valgt det?
Aj, du rammer hovedet på sømmet. Igen! Læser hvert af dine ord med kæmpestor fornøjelse. Tusinde tak! Bor selv i ejerbolig og i en familie på seks. En ydmyg rønne på 111 m2 i provinsen (plus kælder) Med dette (ejer-) valg følger, i mig, en daglig følelse af at slæbe på et ANSVAR for noget jeg dybest set ikke føler mig i stand til at tage på mig. Ansvar for alt fra tagsten til tårnhøje gamle træer på grunden til oldgamle vinduer, et ‘klimaanlæg’ mm! Dertil, naturligvis ansvaret for høns og kat og børn. Og det er faktisk rigeligt i sig selv. Dertil kommer de evige potentielt nye regninger – præcis som med bilen. Altså en grundlæggende bekymring, som skal holdes i skak. Summer tit over, om vi skulle sadle om. Ville vi vinde mere ‘livskvalitet’, alt i alt? Sagen er, at lejeboliger her er dyre ift. vores billige husleje. Og måske er vi groet lidt for fast Heldigvis ER her faktisk dejligt, trods alt ❤️
Jeg tror, man kommer til at gå gladere og mere tilfreds gennem livet, hvis man – trods alt – formår at fokusere på fordelene ved at være, hvor man er, præcis som du gør <3 Men derfor er det jo stadig fint at mærke efter, hvornår vippen tipper, og ulemperne kommer til at fylde mere i hverdagen end fordelene.
Tak for dine fine ord, og fordi du byder ind <3
TAK fordi du tog dig til at svare. Dine ord giver så meget mening! En tændt brændeovn, enkle fine blomster, nybrygger kaffe, og der er allerede meget at glæde sig over. Lillebitte hus og voksenansvar i rigelige mængder til trods.
Måske der vitterligt ER ‘fordele og ulemper ved alting’, og det er så DET regnestykke, det er værd at dvæle lidt ved i ny og næ. I kombination med klarhed omkring egne værdier, så tæt man nu kan komme på den slags, så tror jeg man er kommet et godt stykke… <3
Fedt indlæg og meget rart at høre, at vi ikke er de eneste der bliver mødt med “jamen I SKAL da købe?!”. Vi bor i udlandet, og lejer fordi vi på den måde kan flytte ofte og opleve forskellige dele af vores by, og fordi vi kan leje noget luksus, vi ikke har råd til at købe. Det er et aktivt valg. På sigt køber vi måske, men lige nu er der her den gode løsning, og det er der godt nok mange, som ikke kan eller vil forstå.
Det lyder som en vanvittig god måde at prioritere på! Jeg har aldrig tænkt over det p den måde, men det var jo egentlig det, jeg gjorde i Aarhus (uden at det dog var et aktivt valg fra min side #fremleje). For jeg har altid været glad for, at jeg fik lov at “mærke” de forskellige dele af byen, som man kun kan, når man bor der, og det giver da helt vild god mening, når man har mulighed for at gøre det under fremmede himmelstrøg. Jeg bliver helt misundelig <3
Word! Her bos til leje på 34. år, trods en økonomi og et familieliv, der tilsyneladende råber på køb af bolig. Så vi støder ofte på spørgsmålet, dels om vi ikke skal “ud af byen” og dels om vi ikke “drømmer om vores eget”. Sagen er bare den, at det giver meget lidt mening for os, at gøre nogen af delene. Vi er begge brostensbørn helt ind i knoglerne. Min familie har boet (til leje i øvrigt) i københavns arbejderkvarteret i mindst fire generationer, og jeg har tilbragt de fleste af mine leveår i almennyttigt boligbyggeri i midten af København, med en husleje, der får de fleste til at kaste en lille smule op misundelse. Både min mand og jeg har 20-30 års anciennitet i div. boligselskaber og kan derfor med ret kort varsel få billige boliger stillet til rådighed i storkøbenhavn, hvis vores behov skulle ændre sig – hvadenten en fyring, sygdom, eller lysten til at rejse jorden rundt. Og lige præcis de muligheder, giver mig en fremragende nattesøvn. Så vi fyrer alle vores penge ind på en opsparing i stedet – som ikke er bundet til noget og som kan bruges når vi ønsker. Og jeg har lavet regnestykket: Skulle vi købe noget tilsvarende til det vi bor i nu, samme stand, størrelse og location, så ville det være en virkelig ringe forretning. Vi ville smide flere penge efter renter, end vi pt. smider efter vores udlejer og jeg må
sande, at ingen af os har behovet for “fremtidssikring” i form af mursten (som jo ganske
vist heller ikke rækker længere end til næste finanskrise/skilsmisse/fyringsrunde). Så måske er finten, at man skal nyde at have “fundet nøglen” til det der giver mening for ens familie, netop som
du beskriver der. For mange børnefamilier ville et ejet parcelhus i forstæderne jo være drømmen som fungerede, men for mig giver små nervøse tics 😉
Jeg er virkelig enig; at det på bundlinjen handler om, at man føler, at det valg, man har truffet giver mening. For gør det det, vil de ulemper, der jo altid følger med bestemte valg, være langt lettere at bære, tror jeg.
Et nysgerrigt spørgsmål til de gode folk her i kommentarfeltet: hvis man bor ok billigt og ikke har mange penge bundet i stort huslån, sætter man så meget af til pension i stedet?
Og Linda, når du har betalt dit lån ud, skal du så spare op til pension?
Jeg bor selv billigt i andel, og tænker at dem der praiser det store huskøb gør det, fordi det er en slags økonomisk sikring på sigt/pensionsopsparing?
Så altså at “de andres” kritik ikke handler om boligvalg men økonomisk sikring? Og det stresser mig lidt, da vi nyder at have stor økonomisk fleksibilitet nu.
Help me out kloge kvinder!
Jeg tænker, at det første, man skal gøre sig overvejelser omkring er, om der reelt vil være tale om en opsparing/økonomisk sikring? For det er jo netop det, jeg i mit tilfælde ikke mener, at det er. Og så giver det jo ikke så meget mening for mig at gøre.
Der, hvor jeg er nu, handler det om at holde tungen lige i munden og øjnene på målet. Vi er lidt afhængige af at være heldige – det ville være virkelig kedeligt, hvis jeg f.eks. pludselig fik bøvl med tænderne og skulle smide en masse penge efter dét. Derfor er mit fokus lige nu nok mere på at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, indtil vi er i mål.
Men når vi er det, forhåbentlig om et par år, så forestiller jeg mig, at jeg i første omgang kommer til at spare mere op ved at forhandle min pensionsprocent op, når jeg er til lønforhandling. Det er jo meget forskelligt, hvad vi finder ro og tryghed ved, men det har farvet mit livssyn, at min veninde døde af en svulst i hjernen, da hun var i starten af 40’erne. Det har betydet, at jeg hele tiden forsøger at finde balancen mellem at leve, her og nu, men samtidig også fremtidssikre i det omfang, det giver mening. Jeg bliver ikke hende, der kommer til at spare op i vildskab til min pension. For mig vil det være vigtigere at omsætte den opsparing, som jeg helt sikkert kommer til at lave, til noget, der giver mening, f.eks. at tage mine børn med til USA et par måneder og køre rundt. Der er ingen lommer i den sidste skjorte, og for mig er det vigtigere, at jeg gør noget, mens jeg kan, med de mennesker, der betyder allermest, end at jeg som 50-årig ved, at jeg har rigeligt med penge på bogen til at kunne stoppe med at arbejde.
Men jeg har også brug for at sige, at jeg jo opererer ud fra det udgangspunkt, jeg har. Hvis vi havde været to, eller jeg ikke havde været en idiot med penge, da jeg var yngre, så synes jeg da, at det ville give mening at sætte til side til alderdommen. Det er bare fordi, at det i mit tilfælde lidt kommer til at være et valg imellem at leve nu og at leve på forventet efterbevilling, at jeg vægter nu’et højest.
Giver det mening?
Jeg håber, det er ok, at jeg byder ind her.
To pointer:
1) Jeg tænker, det er fint nok i princippet at spare op til sin pension i mursten – men jeg har en følelse af, at rigtig, rigtig mange glemmer at tænke på, at de mursten kun har en værdi som opsparing, hvis de bliver realiseret: altså, hvis du/I/man sælger og flytter til billigere/mindre.
2) Jeg har selv ejerlejlighed, eget firma og derfor et shit-ton af gæld i den større ende. Mit råd fra banken mht. pensionsopsparing har været, at jeg skal sørge for at få afviklet den dyreste gæld først, og så derefter betale ind til pension. Hvor jeg for mest for pengene? Er udgiften til min gæld (til x-antal % i rente) højere end den indtægt, jeg ville få fra samme afdrag, hvis jeg i stedet indbetalte til en pensionsopsparing? Så længe svaret er ja, kan det bedre betale sig for mig at afdrage min gæld. Når jeg forhåbentligt med udgangen af 2020 kan svare nej på ovenstående spørgsmål, så ryger de samme penge ind på pensionsopsparingen.
Selvfølgelig skal man spare op til sin pension, især hvis man vil have lov til selv at bestemme, hvornår man vil gå fra – men det er altså ret sundt at undersøge sine økonomiske forhold først, så man får klarlagt, hvor ens indtjening gør bedst gavn.
Meld endelig ind!! Ægte, oplevet virkelighed er altid fedt at få på bordet.
Jeg tænker også somme tider, at der er så mange ubekendte i det med at bruge et hus som opsparing, at det er lidt mærkeligt, at man ikke også nævner de ting? At det, som du siger, afhænger af at man realiserer den. Om man af den ene eller anden grund pludselig er tvunget til at sælge hurtigt, og derfor må æde en pris, der er væsentlig anderledes, end værdien egentlig lægger op til. At man kan komme til at skulle vælge mellem at betale til to huse, mens man venter på at få solgt, eller at lade det nye drømmehus fare. At man kan have udgifter til at vedligeholde på en masse plads, som man – når f.eks. børnene er flyttet – ikke længere har brug for.
Igen: Det er ikke fordi det ene er mere rigtigt end det andet. (Det hører jeg overhovedet heller ikke, at du siger. Jeg havde bare lige brug for at sige det igen, efter min smøre ovenfor). Men det er lidt sjovt, at man ikke tager de ting med i samtalen, når man snakker om, at et hus er en sikker opsparing.
Huset skal ikke nødvendigvis realiseres – hvis vi ikke tager yderligere lån i vores hus, så er det betalt ud inden vi går på pension, og så sidder vi langt billigere, end hvis vi ville leje en lejlighed af en hvis størrelse, eller et rækkehus med en fornuftig have. Blot et input 🙂
Vi har ikke valgt at købe fordi det var en pensionsopsparing – vi kan nemlig også bedst lide friheden ved at leje (leaser også bil) – men nu var drømmehuset der jo, og så blev en del af pensionsindbetalingen erstattet af afdrag på huslån, netop fordi vi kommer til at sidde billigere (eller sælger) til den tid.
Og et godt og vigtigt input <3
Jeg tror, at det er det scenarie de fleste har i tankerne, når de køber hus, eller når de undrer sig over fravalget. Men det, jeg somme tider oplever, at folk glemmer at tænke over er, at det stiller nogle krav til husstandens årsindkomst, om man er én eller to, hvornår man køber huset (altså, hvor gammel man er), husets stand osv.
Det må være den VILDESTE frihed at eje det sted man bor, fra kælder til kvist. Men det må også kræve nerver af stål og et ret skarpt blik for, hvad man kan forvente, der kommer af udgifter til vedligehold osv. Jeg er fuld af beundring over alle de gode mennesker, jeg kender, der har valgt at købe og har en plan. Det sidste tror jeg er det vigtigste, uanset hvilken løsning, man har valgt:-*
@Mette – jeg bor billigt til leje og jeg bruger ikke ekstra penge på pension. Har ikke sparet op til efterløn og har først lige igangsat en rate-pension (jeg er 44 år). Før det gik pengene til privatskole (to børn), opsparing så vi kan rejse sammen (bla. skiferie og solferie på samme år), samt hurtig afvikling af billån.
Mine bedsteforældre ejede en villa, som var betalt ud. Da det skulle sælges viste det sig, at der var en kæmpe forurening i jorden, som kom til at koste 800.000 kr. af boet. Fordi der var overskud tilbage, blev min mormor trukket i tilskudsydelse alle de år, hun boede på plejehjem. Summen blev, at trods en intention om opsparing til dem selv og deres børn, så var der stort set intet tilbage, da hun døede og boet var gjort op.
Selvfølgelig kan man ikke vide de ting på forhånd. Men én af de ting der gør, at jeg selv bor til leje er, at jeg hurtigt kan omstille min økonomi plus jeg kan bruge mine penge til hvad jeg vil. Uden at skulle tænke særlig langsigtet. (håber denne lange kommentar gav mening).
Jeg købte en andel i 2013/2014 og det besvær jeg havde da jeg skulle sælge den nogle år efter plus det jeg reelt fik af penge i hånden efter salget gjorde at jeg ikke synes det var det værd. I hvert fald ikke så længe det er mig alene der skal have et sted at bo. Indbetaling til lånet og min husleje den gang giver sammenlagt det samme som jeg betaler for en lækker lejelejlighed nu og her får jeg ikke den ekstra-regning der hedder renter. Jeg synes det giver mening at kigge på hvor i livet man er og hvad der giver mest ro i maven og mest frihedsfølelse til en selv 🙂
Min første lejlighed var en andelslejlighed, og min oplevelse er 1:1 identisk med din.
… Mens jeg læste dit indlæg, kørte de forgangne års sæsoner af “I hus til halsen” for mit indre blik. En gyserserie for folk med gæld og realkreditlån…. Og smækfyldt med hovedpersoner, der hver især satsede på afdragsfrie lån, og konjunkturudviklinger der aldrig blev som forventet. Det er fremragende TV.
Noget andet dit indlæg får mig til at tænke på, er hvad det er der gør at ellers rationelle mennesker kan mene at netop deres valg og erfaringer udgør en facitliste til det “rigtige liv”. Uanset om det drejer sig om famileform, partnervalg, eller boligtype.
…. Har du spurgt nogen af dem om hvad de giver i bidrag på deres lån hver måned? Et fantastisk begreb, det er ikke renter, bare en månedlig tak-fordi-jeg-måttte-blive-kunde-hos-jer-afgift ….. Vi giver 1300 om måneden på vores, fastforrentede, meget fornuftige lån…. Det er 15.000 om året ud i den blå luft!
Det behøver jo ikke altid at være fordi, man selv synes man har facitlisten. Det kan jo også være, at man blot er blevet så eksponeret for en bestemt bolig-/livs-/familieform i sin famile og netværk, at man glemmer at løfte blikket og se, at der også er andre muligheder 🙂
Jeg tror slet ikke, jeg har nerver til at være husejer:-/ Alene det, at du hiver en udgift frem, jeg aldrig har hørt om, er nok til at få mig til at svede.
Lige her tror jeg, at vi er oppe imod, at det for 3-4 generationer uomtvisteligt har været den bedste og mest sikre løsning at eje. Derfor tror jeg, at vi i vores generation er lidt uforberedte på og uvante med, at det faktisk kan have så store negative konsekvenser, at den bedste løsning er at leje. Så jeg tror egentlig ikke, at det handler om en følelse af overlegenhed; måske snarere en mangel på opmærksomhed på noget, man ikke har fået peget ud?
Du rammer 100 % mit ømme punkt her. Vi bor til leje og elsker det. Både lejligheden, beliggenheden og den lave husleje. Men. Vi vokser ud af lejligheden (2 børn i en 3-værelses) og vi savner at kunne lukke ungerne ud i en lille have. Dertil kommer, at vi jo også bor i Esbjerg (du kender formentlig til folkeskole-udvalget her i byen, og ja, jeg er lærer og kræsen nok til, at valget står mellem 2 skoledistrikter eller en privatskole). Så vi er ved at købe hus, og alle andre er ved at gå bagover af glæde på vores vegne (for det er jo klart på tide, når man har to børn etc. ::eyeroll::). I hjertet er jeg bare 100 % lejer, og jeg trøster mig med tanken om, at vi engang igen skal være lejere, når børnene ikke bor herhjemme mere. Tanken om lån giver mig klaustrofobi, jeg arbejder i en usikker branche, og i bund og grund gider jeg ikke sidde så stramt i det, som vi kommer til. Lejelivets frihed og sikkerhed kommer jeg til at savne. Men hensynet til børnene må veje tungest, og vi kan bare ikke få en lejebolig, der opfylder både plads og skoledistrikt.
Jeg synes, du bringer en fin pointe til bordet, nemlig det med, at det altid vil være summen af faktorer, der afgør, hvad der for den enkelte person eller familie, er det rigtige valg. Og at det valg faktisk ikke altid nødvendigvis er det, man helst vil gå med <3
Nå, man har et standpunkt, til man tager et nyt – eller får et angstanfald for første gang i 10 år på vej hen for at forhandle om det der hus! Vi har besluttet os for at tage det alvorligt og sætte det hele i bero. Den der indre lejer (som min mand også har), bliver vi nok alligevel nødt til at give en chance for at komme til orde. Ungerne har heldigvis stadig nogle år til skolealderen. Men ja, endnu et godt eksempel på, at tingene sjældent er så ligetil…
Det lyder virkelig træls:( Ikke mindst fordi det altid er ubehageligt at blive overrasket af egen reaktion, når man faktisk tror, at man er nået frem til, hvad den rigtige løsning er – og særlig, hvis den beslutning i forvejen er svær.
Jeg håber, I finder frem til det kompromis, der giver jer allermest af det, I gerne vil have <3
Vi ejer. Fordi det var, hvad var muligt med den beliggenhed vi ønskede (udvalget af lejeboliger i centrum af København er, som andre nævner, stort set ikke eksisterende). Jeg er super glad for vores lejlighed, som jeg aldrig har lyst at flytte fra. Ydermere ligger den i et godt kvarter, så den kan hurtigt afhændes til en skarp pris, skulle det blive nødvendigt. Det som jeg, trods min ellers ikke særlig kapitalistiske mentalitet, virkelig er glad for er, at værdien af vores lejlighed næsten er fordoblet siden vi købte. Den slags penge (knap 2 mio) kunne vi ikke selv have sparet op på knap 9 år, og jeg tænker, at de penge kan komme os til gavn i vores alderdom, hvor vi måske vil bo til leje….. Jeg er godt klar over, at ikke alle er i samme situation (hej 2006 købere!), men opsparing i bolig på den lange bane ER sgu nemmere end at leve på en sten….
Til gengæld kender jeg godt den der med, at folk dømmer ud fra egen situation. Nu, hvor vi er en familie oplever jeg tit, at folk ikke rigtig begriber, at det at bo i lejlighed ikke er fordi vi ikke har råd til hus, men et fravalg (OK, vi har ikke råd til hus på Frederiksberg, men et rækkehus i Hvidovre kunne nok lade sig gøre).
Tak for et interessant indlæg. Jeg har nok gjort mig skyldig i ikke helt at forstå dem, der ikke hopper på boligvognen, hvis de ellers har midlerne.
Jeg tror bare, at det for mig somme tider er lidt, som når vi snakker om aktier og obligationer: At værdier kun er tal på papir, som siger noget om boligmarkedet her og nu? Jeg ved godt, at boliger på jeres side af vandet, og særlig når man kommer tæt nok på hovedstadsområdet formentlig holder værdien, hvis ikke de endda stiger mere. Men jeg tænker altid, at det er mærkeligt, at man kan låne flere penge, f.eks. til et nyt tag, i en fiktiv værdistigning, som der jo ikke er nogen, der aner, om man kan realisere, når man engang vil videre.
Igen: Mit syn er jo skabt på baggrund af min historie, og havde jeg mødt manden i mit liv, da jeg var i starten af 20’erne, eller havde jeg haft bare et minimum af økonomisk fornuft, da jeg var yngre, havde jeg med stor sandsynlighed også købt, for kan man betale ind over en relativ kort årerække, så er det jo en opsparing, uanset hvor billigt, man bliver nødt til at sælge.
Men jo flere år, man smører betalingen ud over, jo flere renter løber på og jo flere udgifter til vedligehold skal man finde penge til, samtidig med, at man betaler af. Og i miniformat er det jo det problem, jeg har med min bil nu. At det kommer til at give et tab, jeg ikke har råd til at tage, hvis jeg vil af med den nu, fordi den bliver afbetalt over 7 år, og jeg derfor stadig skylder mere på den, end jeg kan få, hvis jeg sælger den.
Så. Egentlig er det, jeg bare vil sige, at hvis jeg havde været dig, havde jeg nok gjort det samme som dig:-D
Så i bund og grund er vi ikke så forskellige, lejere og ejere, men er bundet af omstændighederne….
Jeg kunne i øvrigt sagtens have købt hus i 2005 sammen med min dead-beat eks, have været teknisk insolvent og dermed bundet til ham i år efter bruddet. Den konstellation har jeg set nok gange.
Åh hvor er det sjovt at folk har sådan en “jeg er lejer i hjertet” eller “jeg er ejer i hjertet”. Fordi sådan har jeg det ikke. Vi ejer nu og jeg er glad for den frihed det giver fordi VI kan bestemme hvad vi vil. Det giver ulemper – f.eks. Det er os der skal sørge for det hele..det er lettere hvis boligselskabet fungerer. For mig har det faktisk mere været et spørgsmål om hvordan vi ville bo. Vi ville gerne have eget hus og lidt have..og det er ret svært at leje hvor vi bor. Vi har tidligere boet i byen i leje lejlighed og været ok med det. Derefter i et lejet rækkehus…men det var på faktisk lige så dyrt som vores eget hus er nu. Vi har fastforrentet lån for så sover jeg bedre (og nej det har ikke været økonomisk bedst). Men vi har valgt ikke at købe så stort som vi kunne. I erkendelse af det du skriver: vi kan ikke det hele. I vores område er der mange der bygger nyt. Det kan jeg godt blive lidt misundelig over. De er store og lækre huse. Vores hus er mindre men hyggeligt. Jeg undrer mig over hvor almindelige mennesker får råd til det hele. Vi ved vi bliver her et godt stykke tid da de ældste er startet i skole. Økonomisk ved vi i princippet ikke om det er et bedre valg før vi evt. Sælger men i det mindste er det ikke dyrere end det leje rækkehus vi boede i.
Jeg tror virkelig, at det her er et af de områder, hvor man er påvirket af både sin historie og de træk, man har i sin personlighed. Lidt ligesom mennesker, der er vokset op med trange, økonomiske kår har et andet forhold til penge og økonomi, end mennesker, for hvem det aldrig har været et tema. Og måske er det derfor, at det her valg for nogle sidder i hjertet, mens det for andre sidder i hovedet?
Vi bor også væsentligt mindre end børnenes kammerater, og det kan, hånden på hjertet, godt være en overvældende oplevelse at have legeaftaler (var lige ved at skrive “lejeaftaler” facepalm), så jeg kender alt til misundelsen, når man besøger de andre i deres store, rummelige huse. Men jeg har vendt og drejet det, og er nået frem til, at det for mig giver mest mening, at vi bor, som vi lever mest. At vi 85% af tiden bare er os 3, og at der kun er mig til at holde de m2, vi bor på. Så jeg prøver at huske en af mine livslektier, nemlig, at en beslutning godt somme tider kan være træls, men stadig være den rigtige <3
Jeg tror du har helt ret. Med sjovt mente jeg egentlig bare at det var sådan en pudsig erkendelse at andre har det helt anderledes end en selv. Det er jo skønt!
Og vi er glade for vores hyggelige lille hus. Det giver god mening for os at bo her. At vi ikke er mere bundet end som min mand sagde i efteråret da mit arbejde var rigtig træls: “vi har jo muligheden for at du kan sige op..også selvom du ikke har fundet noget andet.” Og det er nok det der er vigtigt for mig. At vi har et sted at høre hjemme men også en frihed til ikke at føle os helt lænket der. Selvfølgelig kan der ske alt muligt i fremtiden …men det må vi tage som det kommer.
Nej, præcis. Man kan ikke holde for alt – og heldigvis, egentlig😊
Rigtig god weekend⭐️
Jeg er i samme situation som dig: enlig mor (selvvalgt) og bor til leje. Og jeg løber også jævnligt ind i spørgsmålet: “Hvorfor køber du ikke bare et lille rækkehus? Det koster kun ca. 2 millioner!”
Jeg synes det er katastrofal mangel på sociale kompetencer, at man kan finde på at kommentere på den slags.
Jeg har en veninde, som har en gammel bil og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg tit har tænkt “Hvorfor køber de ikke en ny? Hende og hendes mand har begge gode jobs…” Men jeg kunne aldrig finde på at nævne noget overfor hende. Fordi jeg er bevidst om, at der kan være nogle forhold i deres liv jeg ikke kender til.
Jeg havde en bekendt, da jeg boede i Aarhus, som ikke begreb, hvorfor jeg gerne ville hjem til mit netværk i Esbjerg. De var to voksne om ét barn, og hans kone havde valgt at gå hjemme med barnet. Der var to sæt bedsteforældre og lidt tanter og onkler plus det løse. Hans svar til alt var “Jamen, kan du ikke bare bruge en barnepige?” Han forstod det vitterligt ikke, og til sidst opgav jeg at forklare det. Så jeg tror bare, der er nogen, der kommer til at tage så meget udgangspunkt i egen virkelighed, at de – ægte – ikke forstår, hvorfor alle ikke bare kan gøre brug af samme løsningsmodel, som de selv har gjort. Det er sgu lidt vildt.
Jeg læser ofte med hos dig men kommenterer sjældent. Det er altid en fornøjelse at læse med, og jeg går næsten altid klogere herfra, end da jeg kom. Jeg synes dog, at denne tekst mangler et perspektiv: en ejendom (hus eller lejlighed) er også et finansielt aktiv. Ved at eje sin egen bolig forøger man sine finansielle muligheder – og det er måske også det, som din bordherre til familiefesten antyder, når han spørger, om du ikke skal købe dit eget hus? Der er ingen, der siger, at terminerne pinedød skal betale med samme rate og hastighed hen over årene efter købet. Der skal selvfølgelig betales til realkreditselskabet, så der ikke går luksusfælde i den, men mulighederne for variation er til stede: afdragsfrihed, forøge lånet når ny bil skal købes (obligationsrenten vil formentlig altid være lavere end forbrugs-/billånsrenten), omlægning af den sidste gæld til nyt 30 årigt lån, når pensionistlivet kommer, så det ikke bliver for surt at være pensionist, omlægninger (og dermed kursgevinster) ved renteændringer osv.
Når alt det er sagt, så bor jeg selv i hovedstadsområdet, hvor en bolig nok er en mere sikker investering end så mange andre steder i Danmark. Min mand og jeg bruger desuden ustyrlig lang tid på at snakke om mørtelen skal kalk- eller cementbaseret, elforbruget på cirkulationspumpen, isoleringstyper, ejendomskatteprocenten og andre virkeligt sexede overvejelser, så jeg er helt med på, at der er masser af argumenter for at vælge noget end ejerbolig – men så mister man altså en finansiel mulighed, der ligger i et realkreditlån.
Når jeg læser kommentarfeltet til dette indlæg, tænker jeg egentlig, at det, det hele står og falder med er, hvordan man har det med det, der følger med at have hus; om man primært føler, at fast ejendom repræsenterer muligheder eller risici. Og den afvejening tror jeg hænger tæt sammen med, hvad man har med sig i bagagen.
For som jeg også har skrevet til nogle af de andre i kommentarfeltet, så kan jeg sagtens se, hvorfor man vælger at gøre det. Men jeg kan også mærke, at det ikke – lige nu – er for mig, for min historie gør, at jeg næsten får koldsved ved tanken om, at gæld – hvor fornuftig den end er – kan fungere som en løftestang til at stifte mere gæld, og at man er underlagt en masse udefrakommende faktorer, som kan få ret store konsekvenser for resten af livet. En skilsmisse, en fyring, et besværligt salg, en jordforurening, en vindmøllepark, en motorvej osv. osv. – alt sammen noget, man ikke selv har noget at skulle have sagt i.
Men det handler jo mere om mit udgangspunkt, end om eje kontra leje, og havde jeg nu ikke de erfaringer med mig, jeg har, ville jeg formentlig ikke have det perspektiv på det at eje et hus.
Ingen spørger for at være trælse, og der kan ligge masser af oprigtig omsorg og nysgerrighed i spørgsmålet. Men det føles stadig lidt som om, at de mennesker der spørger tror, at jeg har truffet valget af uvidenhed, og som om de ikke rigtigt hører efter, når jeg begrunder mit valg. Det er nok bare det, jeg stritter lidt på:)
Tak for et skarpt indlæg med flere gode pointer – er vild med vendingen “man må ikke sætte sig i vejen for andres livslektier”. Den havde jeg ikke hørt før, og den vil jeg formentlig skambruge fremover 🙂
Jeg synes virkelig også, at det er en sætning, der er god at huske, for man kommer så hurtigt til at ville fikse andres liv og udfordringer, eller til at irritere sig uforholdsmæssigt over noget, der dybest set ikke har noget med én selv at gøre. Så brug løs – jeg har tænkt mig at gøre det samme:-D