op ad bakke
Mandag i sidste uge havde jeg besøg af en ung kvinde, som overvejer at få et barn alene, og som derfor havde skrevet og spurgt, om hun måtte komme forbi og snakke lidt. De finder ind i mellem forbi mig, og efterhånden har jeg haft besøg af et par håndfulde af dem, kvinderne. Samtalerne giver altid anledning til at tænke tilbage og til at se hele vores situation i perspektiv, fordi disse kvinder står overfor at tage endegyldigt afsked med drømmen om kernefamilien som den traditionelt ser ud. Ganske som jeg selv gjorde.
Måske er det derfor, jeg for tiden er ekstra opmærksom på, at jeg er selvvalgt alenemor, for normalt er det faktisk ikke noget, der fylder for mig på dén måde. Jeg kan se, at en del af de kvinder, der får børn alene, føler en identitet omkring det; de deler artikler om det på fb og er med i samtlige fora, hvor soloforældreskabet er fællesnævneren.
Sådan har det aldrig rigtig været for mig. Jeg ved ikke hvorfor. For mig er det mere bare et livsvilkår, at jeg er selvvalgt alenemor; lidt ligesom jeg også er kvinde, dansk og tegnsprogstolk.
Men i aftes, da jeg gik i seng klokken 21, var mine øjne så hævede af at tude, at jeg næsten ikke kunne se ud af dem, og i går var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se andet end alle de steder, hvor jeg i al min alenehed ikke slog til.
Det startede egentlig udemærket. Jeg var planlagt på en opgave, hvor vi normalt sidder alene hele dagen, men hvor administrationen denne gang har fået det til passe med, at vi splitter den halvvejs, og jeg havde derfor forventet, at det ville føles nemt og overskueligt. Om det var mig eller opgaven ved jeg ikke, men det føltes som at tolke i flydende cement, og jeg var fuldstændig drænet, da jeg fik derfra.
Som jeg kørte fra opgaven, fik jeg en mail fra det nye busselskab, der henter Anton, som bare lige ville meddele, at Anton fra i dag, tirsdag, ville blive hentet kl. 7.
Og jeg ved godt, at de sulter i Afrika, og at vi er heldige, at vi har fået pladsen i taleklassen – men jeg blev simpelthen så stresset og ked af det, fordi jeg ved, at det for Anton er voldsomt at skulle køre Esbjerg tynd i en hel time og samle børn op, *inden* han skal ind og sidde stille en hel dag. Og jeg bliver vanvittig over, at det nærmest kræver, at man søger tabt arbejdsfortjeneste og går på deltid at få det til at hænge sammen, for hvor det for busselskab og skatteborgere er et spørgsmål om økonomi, og om, hvor få busser, man kan løse opgaven med, så er det vores liv og hverdag, der helt konkret bliver påvirket af det. Det kommer til at afgøre, hvordan hver eneste morgen ser ud for os, og det kommer til at betyde, at Frida også skal afleveres tidligt, og jeg kan næsten ikke forlige mig med, at jeg bare skal holde kæft og rette ind.
Men det er, som det er, og om 4 måneder er det slut (prøvede jeg at trøste mig selv med).
Da jeg kørte ud for at hente Frida tidligt, kvitterede hun med at tude af raseri i 20 minutter, fordi hun ville spise frugt i børnehaven. Da vi kørte ind efter Anton, var der omkørsel alle steder, og det, vi skulle bruge i butikken var udsolgt. Anton var skidesur over .. et eller andet, og fra vi kom hjem, var det bare det ene nederlag efter det andet og det trejde og det fjerde. Begge børn skældte ud og svarede igen, ingen gad spise den mad, jeg havde lavet – Anton indtog sine 9 ris med et ansigtsudtryk, man ellers kun ser på den lidende Kristus på korset i kirken, og spicede oplevelsen op med bræklyde – alle skabte sig og skreg over, at de ikke måtte sidde med iPad, og jeg tabte samtlige konfrontationer med dem. Som kirsebærret på toppen har Anton ekstra svært ved at sove i disse uger, hvilket betød, at jeg løb i pendulfart fra stuen til hans værelse 200 gange i omkring 2 timer efter, han var lagt i seng.
Og jeg græd og jeg græd og jeg græd, fordi jeg sideløbende var mindst lige så vred på mig selv, som jeg var på børnene, fordi jeg ikke formår at være den mor, jeg gerne ville være. Sådan én, der har sukkerpolitik og skærmtidsholdninger og principper, og som ikke lader sig køre over af terrorister. Sådan en, som godt forstår, at det handler om, at børnene er trætte og skal mødes; også efter de 20 minutter, hvor man uden held har forsøgt at køre dén strategi, og i stedet nu bare er tilskuer til egen film, der knækker. Sådan en, som husker, at alt, hvad de lige nu gør, faktisk er mit ansvar; at jeg ikke skal give efter for Frida, når hun får eftermiddagens 30. raserianfald over ikke at måtte tage en cola med fra mormor og morfar med i bilen, og at hvis jeg gør, så skal jeg ikke skælde ud over det, når hun spilder. I hele bunden af bilen. Mit ansvar.
Hvilket udelukkende bærer til selvhadets frådende flammer.
Jeg prøver normalt at bære over med mig selv ved at huske, at opdragelse af børn og dét at skabe et menneske, er lidt som at bygge et hus: Det ikke bliver skævt eller ubeboeligt, fordi der er enkelte sten hist og pist, som man ikke får lagt, helt som man gerne ville, men i går var sådan en dag, hvor en ækel, lille djævel med min egen stemme hele tiden sad og hviskede i mit øre: “Men du ved jo ikke, hvornår det er en hjørnesten, der er tale om.”
I dag stod vi klar med tornysteret på ryggen kl. 6.59. Og man må gætte én gang, hvad der manglede i billedet? (Hint: Det starter med b og slutter på -ussen.) Og eftersom jeg havde valgt at bytte om på afleveringerne for at være klar til bemeldte tid, sad Frida i bilen, og nu skulle vi pludselig alle 3 ud, og om i SFO’en – hvor chaufføren ringede, lige som vi trådte ind, og meddelte, at han ville være der om 3 minutter. Og selvfølgelig forventer jeg ikke, at den ene af de to pædagoger skal gå med ud til vejen for 3 minutter, så alle mand tilbage til buslommen.
‘3’ viste sig at betyde ‘7’, og de 3 minutter + indmarch i SFO’en, var i forvejen tid, jeg ikke havde, fordi jeg ikke er Chris, der bare kan ringe til min chef på chokoladefabrikken, så da bussen endelig kom, vil jeg gerne rose mig selv for at udtrykke mig meget assertivt, selvom jeg på det tidspunkt tudede af stress og raseri. Da Anton forsigtigt spurgte: “Mor, er du ked af det?” svarede jeg: “Nej. Jeg er vred, og så kommer jeg til at græde, fordi det lige bliver for meget.” Så… keeping it real, trods alt?
Bussen kørte, jeg afleverede Frida og det var så her, jeg opdagede, jeg havde glemt mine telefoner. Tilbage efter dem og afsted. Jeg havde kørt 12 km. da jeg opdagede, at jeg havde glemt mit tolkeskilt (for sent at gøre noget ved) og 20 km. da jeg lige ville tage en tår af min kaffe, og uden helt at forstå, hvordan det skete, hældte 1 dl kogende kaffe ud over benene på mig selv. Hvilket man godt kan se på lyseblåt tøj. Og på huden på mine lår.
Min ja-hat i forhold til den her uge ser på nuværende tidspunkt sådan her ud:
Men jeg har flere gange i dag mindet mig selv om et par kloge sætninger, jeg har læst:
Så. Det er trods alt kun tirsdag. Og i morgen skal jeg til Billund og spise med søde damer, og derefter ind og klappe og huje af verdens bedste Maren Uthaug.
Så du kan stadig nå det, uge 5.
Men word of advice?
M2019, uge 4
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
(Det bliver langt i dag – bare så I lige er advarede. )
I den forgangne uge har jeg:
1.
Smidt smør i fryseren. Jeg havde fødselsdag i lørdags, og havde bl.a. bagt en krydderkage, som jeg havde lavet appelsinsmør til. (Smør, appelsinsaft og appelsinskal). Desuden havde jeg haft rigtig smør på bordet til bollerne. Men i dette hus er det primært børnene, der spiser smør (og det er IKKE med min gode vilje #RundErOgsåEnForm), og i hverdagen har de ikke tålmodighed til at vente på, at smørret bliver blødt nok til at smøre ud på knækbrøddet. Derfor kører vi udelukkende med blandingsprodukter, og en halv pakke smør kan derfor ikke rigtig bruges. Men jeg smed både den neutrale variant og den med appelsin i fryseren (og huskede at veje det inden), så næste gang jeg bager, tester jeg, om dét fungerer.
2.
Irriteret mig over, at jeg stadig bruger mange poser til at fryse mad i. Min fryser er en skabsfryser med 3 skuffer, som altid er mindre, end jeg tror, så jeg skal tænke over, hvad jeg fylder i den, så jeg ikke pludseligt står med 4 portioner gullasch og intet sted at parkere dem. Derfor bruger jeg ofte plastikposer, fordi de ikke levner den mindste smule spildplads omkring maden , hvilket man ikke kan sige om plastik- og glasbøtter. Men efter at have lagt inderside til en portion lasagne, er der ikke så meget at gøre ift. at rengøre og genbruge poser. Hvad gør I? Jeg ved, at mange bruger mælkekartoner, men kan læse mig frem til, at de fleste putter poser i dem – og så er vi jo lige vidt. Ideer modtages med kyshånd.
3.
Fået de LÆKRESTE Kitchen Aid gryder i fødselsdagsgave. Jeg ved, at gaver er et stridspunkt i minimalistkredse, og at det er ugleset med ønskesedler, fordi det “bare er bestillingslister”. Derfor vil jeg gerne byde ind med min holdning. For jeg synes, at gaver kan være en god mulighed for at tilvejebringe noget, man ikke selv ville have haft mulighed for at købe, og hvor man kan gå efter en bedre kvalitet med længere levetid til følge. Jeg vidste allerede tilbage i september, hvor Bilka begyndte at reklamere med, at man kunne samle mærker og bruge dem til Kitchen Aid gear, at jeg ville ønske mig gryderne i fødselsdagsgave, så jeg har selv samlet mærker, og også smidt et par hundrede i puljen. Til gengæld har jeg nu for første gang i mit liv gryder, er ikke er arvede eller købt i Ikea, og jeg ELSKER dem.
4.
Fået et spørgsmål om, om ikke jeg vil prøve at skrive noget om vaner ift. at fokusere på sit forbrug. Lones spørgsmål var: “Hvad med at skrive noget om nye/gode vaner? Jeg er ved at lytte til A Slob Comes Clean, og det mest slående for mig er, at det handler om vaner og tankemønstre”
Jeg ved ikke, om det helt er, hvad du, Lone, har i tankerne, men A slob comes clean-Dana taler meget om 4 vaner, som har været grundlæggende for hende ift. at holde rodet i huset i skak. Jeg har derfor tænkt over, hvad der udgør skelettet i min proces, og det er det, jeg prøver at beskrive nedenfor.
(Inden jeg gør, er jeg nødt til at nævne, at jeg i går brugte et kvarter på at lede efter min telefon, mens jeg gik og talte i den, så om jeg er den bedste til at komme med gode råd, kan jeg godt selv være lidt i tvivl om).
Men jeg giver det et skud, og så må I tage det, I kan bruge.
A. Gennemgå en hylde eller to i køkkenskabe/fryser/køleskab, hver gang du kan.
Brug, hvad du har, send videre, hvad du ikke får brugt, og smid det ud, der er for gammelt, så du kan *se* hvad du har.
For mig har denne vane været rygraden i det hele, og den har indvirkning på stort set alle de områder, jeg gerne vil være (mere) opmærksom på: Den reducerer madspild betydeligt og sparer dermed også penge, den giver en bedre udnyttelse af ressourcerne, og så føles det bare på alle måder bedre at åbne et skab, man kan overskue indholdet af, i stedet for ét, der angriber, så snart man linder på lågen.
Jeg ved ikke, hvor mange skabe andre har med fødevarer, men jeg har to, og mit køleskab og min fryser er også af overkommelig størrelse. Derfor er det en ret overskuelig opgave at gå et par hylder igennem, når jeg alligevel bare står og venter på, at pastavandet koger.
Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er tanken, at man skal tage hele (køle)skabet eller fryseren hver gang, eller køre fuld rengøring og afrimning. For så bliver det Et Projekt, og dermed noget, der skal sættes tid af til, og som man ikke når i hverdagen, og det er ikke meningen.
B. Lav en kasse til salg/genbrug og stil den, hvor du kan se den.
Det har to formål. Tre, faktisk.
For det første betyder det, at det er nemt at rydde op, og giver mening at gøre det en kasse af gangen. For ingen starter bilen for at gøre på genbrugspladsen med to sæt forvasket børneundertøj, og hvad gør man med den Frost-dukke, som ingen længere leger med?
Jeg smider tingene i kassen, når jeg støder på dem, og en gang i måneden-ish, går jeg den igennem, hvilket er det andet punkt på formåls-listen. For så sætter jeg det til salg, som kan sælges, og tager det arbejde det giver i ét hug, fordi det betyder, at jeg faktisk kan se, at der kommer en reel indtjening ud af det; også selvom jeg sælger en kasse stearinlys til 25 kroner og en Spidermandukke til en 30 kr. Det, jeg ikke kan/vil sælge, kører jeg på genbrugsstationen med, for nu er der pludselig til en pose eller to, og så giver det mening.
Så Kassen minimerer dels rod, fordi man samler alt ét sted, den genererer lidt penge, og endelig betyder den, at du har fingrene i dine Tradono og DBA-apps ofte nok til at huske at bruge dem, når du selv står og mangler et eller andet.
Som et slags ps til dette punkt, er kassen for mig også en slags smertegrænse ift. hvor meget, jeg vil have til at ligge og flyde. I forbindelse med børnenes nye værelser, har jeg ryddet voldsomt op i tøjskabe og legetøj, og dér har jeg gjort kort proces: Alt tøj er blevet kørt på genbrugspladsen, alt legetøj er enten givet til Antons skole eller til Frelsens Hær, og alle små plastikdimser er røget i genbrugsspanden. Jeg ved, at mange synes, det kan være svært, for “den jakke er så fin, og den må da kunne sælges” – og det kan den sikkert også. Og man *kan* sortere, så man lige tager de mest salgbare ting fra – men der kommer aldrig et tidspunkt, hvor man får tid til at fotografere 600 kjoler og t-shirts og sætte dem til salg, så skyd det af, og glæd dig over, at det enten i tøjform eller omsat til penge, kommer børn i f.eks. Syrien til gavn.
C. Gør hvad du kan, når du kan. Og gør det færdigt.
Det her er det modsatte af KonMari – og har man tid og overskud til at køre hendes model, er jeg sikker på, at den er bedre. Men hvis ikke, er det her også en måde at nå virkelig langt på, på en meget overskuelig måde. For når jeg sidder og snakker med Frida, som er i bad, kan jeg sagtens lige sortere min æske med neglelak, og min kasse med sæbe/shampo/creme. Det tager vitterligt under 5 minutter. Når jeg leder en en undvegen strømpe, sorterer jeg kassen, nu jeg har fingrene i den. Og hylden med krydderier eller den, hvor du har bage-gear tager kortere tid at gå igennem, end det tager for kaffe-vandet at komme i kog.
Det har den KÆMPE fordel, at du ikke påbegynder noget, som du bliver afbrudt i, og pludselig ikke kan nå at gøre færdig, hvilket giver stress og surhed, fordi det ikke på nogen måde er fedt at have et køkkenbord FYLDT med indholdet fra ALLE skabe, som man startede med at hive ud, inden nogen pludselig trådte på et søm og skulle på skadestuen.
Og det, jeg efterhånden har fundet ud af, er, at jeg har ikke “Et skab”. Jeg har en trækasse med hylder, der indeholder en masse små beholdere og stakke. Og er de hver især sorterede – og det behøver ikke være samtidig – er der pludselig på magisk vis orden.
Det har også for mig vist sig, at overblik smitter. Når jeg åbner mit køkkenskab, og der stadig er plads på hylderne, så bemærker jeg det pludselig, når jeg åbner mit skab på badeværelset og det ser ud som om indholdet er smidt ind med en skovl. Og så begynder man stille og roligt at kopiere “bare lige den her hylde”-strategien til andre områder end køkken- og køleskab, og det gør en verden til forskel.
Sidst men bestemt ikke mindst er der et par råd fra A slob comes clean, som jeg selv har haft meget glæde af, når jeg har ryddet op. For lige når man står med fløjten, man havde om halsen til karnevallet i Aalborg i 1998, synes man pludselig, at det virker lidt dumt at smide den ud. For tænk, hvis man skulle bruge den igen? Til et arrangement med børnene eller sådan noget?
Der bruger jeg hendes spørgsmål:
Hvis jeg en dag i år 2022 skulle bruge en fløjte:
a. Ville jeg så overhovedet huske, at jeg havde én?
b. Ville jeg vide, hvor jeg skulle lede efter den?
c. Hvad koster en ny?
Det synes jeg virkelig er solid advise, for 3/4 af mine ting er røget på den konto, og jeg har ikke manglet en eneste af dem siden.
Det sidste lille punkt for i dag er et par billeder, jeg har lovet af vise, så dem, der er interesserede (ud over Sidsel) kan se, hvordan jeg bruger lyskæder og smålamper herhjemme:
Tanker om tilgivelse
For et par uger siden gik jeg forbi to kvinder på min egen alder, som sad i en kantine og snakkede, og lige da jeg passerede dem, hørte jeg følgende brudstykke af en samtale:
“Tror du, hun kan slippe det?”
“Jeg tror det sgu ikke. Hun er ikke lige den tilgivende type, vel?”
Af en eller anden grund tog jeg sætningen med mig videre, da jeg gik, og jeg har siden tænkt en del over den, fordi jeg faktisk er blevet i tvivl om, om jeg er?
Jeg tror nok, at jeg, set udefra, bliver opfattet som hård. One strike and you’re out-typen. Og det er jeg også med nogle ting, men over de sidste par uger er jeg kommet til at tænke lidt over, at det egentlig mest er i forhold til mennesker, jeg ikke har tæt på.
‘Tilgivelse’ er måske et lidt forkert ord at bruge i den forbindelse, for det er jo i sagens natur ikke noget, man typisk får eller søger af og hos fremmede. Men det smager alligevel lidt af det samme, når man – jeg – dømmer folk på baggrund af en enkelt handling, og ikke glemmer det igen.
I de tilfælde er det rigtig nok; der er jeg hård og uforsonlig, og ugerningen behøver ikke engang være noget, der direkte relaterer til mig. F.eks. så jeg en af tandlægerne fra børnetandplejen dytte af en handikap-bus, fordi den spærrede for 4 p-pladser, lige uden for tandklinikken, herunder tydeligvis hendes ‘faste’. Der var over 30 ledige pladser – jeg talte – alle under 10 meter fra døren. Ikke desto mindre var hendes valg at dytte af en bus, som henter handikappede børn, og selvom jeg faktisk tog den med hende på stedet, glemmer jeg det ikke igen, for der findes to slags mennesker, ikke? Jeg tænker på det HVER gang, jeg ser hende.
Ligeledes med dem, der som helt almindelige privatpersoner, tager billeder af trafikuheld og deler dem på de sociale medier. Dem kommer jeg heller aldrig til at se på på samme måde igen.
Uanset hvor høflige og venlige disse mennesker ellers er, er der bare for mig nogle handlinger, der afslører rådne pletter på personligheden, og jeg vil fremadrettet altid have en mistanke om, at de bare er dygtige til at skjule dem.
Til gengæld synes jeg faktisk, at jeg i de nære relationer har tilgivet nogle ret vilde ting. Og tilgivet dem ægte. For de gange i mit voksenliv, at nogen har gjort mig så ondt, at begrebet ‘tilgivelse’ har været bragt i spil, tror jeg faktisk, at jeg hver gang er endt med at kunne gøre det.
Sådan har det ikke altid været. Da jeg var yngre, klippede jeg enten bare folk ud af min film, eller åd kamelen og skøjtede rundt i en uskøn blanding af resentment og selvhad, fordi jeg sagtens kunne mærke, at jeg slet ikke syntes, at det gjorte var ok, men ikke kunne finde ud af at tage konfrontationen.
Og måske er det fordi jeg har fundet formlen og er sikker på at have mig selv med, når jeg giver slip, men i dag oplever jeg faktisk, at jeg formår at komme videre og – når jeg beslutter, at det er det rigtige at gøre – at tage folk med.
Jeg har lært, at når nogen gør noget, som rammer mig hårdt, så er det alfa og omega at lukke ned for al kommunikation, også med andre, indtil jeg finder ud af, hvor jeg står. Jeg melder det ud – for larmende tavshed er bare hævn – så jeg giver besked om, at jeg har brug for ro til at tænke. Og så bruger jeg den nødvendige tid til at føle på og prikke til det svære og holde det op i lyset. Jeg mærker efter, om jeg gerne vil bevare relationen, trods alt. Og når jeg ved, hvad jeg mener, vender jeg tilbage.
Herfra handler det om at få lavet en aftale hurtigst muligt, så man kan komme over og igennem det første møde, som altid er mærkeligt, uanset hvor voksent og assertivt, man griber situationen an. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører mennesker i Mads & Monopolet, som spørger, om de skal blive væk fra dette eller hint, fordi der kommer mennesker, der har såret dem; at jo længere tid, de venter, desto sværere bliver det, for i fraværet vokser det gjorte, mens det bliver relationen, der træder frem igen, når man vælger samværet. For nej. Gu er det sgu da ej i orden, at din veninde tog til Beyoncé-koncert i stedet for at komme til dit bryllup og løj om det – men når du er sammen med hende, er hun *hele* din veninde igen; ikke kun hende, der sårede dig, men også hende, der holdt dit hår, da du kastede op på Crazy Daisy, hende, der samlede dig op, da din kæreste knaldede praktikanten, og hende, der sad ved din side hver eneste dag på hospitalet, da du var indlagt.
Somme tider er det bare så svært at huske, hvor meget man egentlig har sammen, når man er såret, og ego og skuffelse blokerer for udsynet.
Så hvis det usandsynlige skulle ske, at de to damer, som sad og snakkede, læser med her, så vil jeg bare sige: Tak for at sætte gang i en masse gode tanker og overvejelser. (Og også lidt undskyld for at smuglytte.)
Og som ekstra bonus mindede ordet mig om en sang, jeg holder meget af, men som det er længe siden, jeg har hørt:
M2019, uge 3
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Erstattet flere af mine lysestager med lyskæder og små-lamper. Jeg har et svinsk forbrug af fyrfadslys, og selvom jeg på papiret bifalder de kunstige stearinlys, må jeg bare konstatere, at jeg ikke bruger dem, jeg selv har købt. Derfor har jeg over de sidste mange måneder købt og ønsket mig forskellige lyskæder osv. og jeg har efterhånden fundet en god håndfuld, som jeg selv synes er smukke. Jeg køber dem, der kan lades op, eller sættes i en stikkontakt, fordi jeg tænker, at intet er vundet, hvis de kører på batterier, og en fordel ved dét er, at man ikke har den lange fase, hvor man skal forsøge at beslutte, hvornår belysningen er blevet *så* fesen, at man kan forsvare at skifte batterier.
2.
Købt 4 dybe tallerkner i den lokale genbrugsbiks. Af en eller anden grund løber vi tør for dybe tallerkner 3 gange så hurtigt, som vi løber tør for alt ander service, og jeg har nu i 100 år irriteret mig over, at jeg enten er nødt til at bruge skåle, som bare passer virkelig dårligt i min opvaskemaskine, som derfor på ingen måde kan fyldes optimalt, eller at vaske, mens opvaskemaskinen egentlig ikke er *helt* fyldt. (Og ja. Man kunne vaske op i hånden. Men altså… Ja. Life.) I mandags gik jeg forbi en genbrugsbutik og fik øje på en reol med tallerkner, og 2 minutter efter gik jeg derfra med 4 nye tallerkner, jeg havde givet 20 kroner for. Jeg har siden holdt en daglig takketale og dedikeret den til mig selv.
3.
Konstateret, at det åbenbart stadig er svært for mig at være bevidst om mit forbrug, når jeg er i projekt-mode. For jeg har brugt for mange penge i januar, og der er ingen tvivl om, at det er Fridas nye værelse, der er synderen. Jeg har tænkt over, hvorfor det sker, og er nået frem til, at det handler om, at én af mine mest dominerende sider kolliderer med mit fokus på at nedbringe mit forbrug, nemlig min trang til at følge opgaver til dørs. Jeg bliver så forhippet på, at jeg vil have værelset lavet færdig, at jeg ikke når at stoppe og tænke over, om jeg egentlig har penge til at købe de 3 kurve til opbevaring, jeg har fundet, eller om jeg måske er nødt til at vente til næste måned. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med den her erkendelse, for jeg er typen, der stresser helt vanvittigt over løse ender, og det er, hvad et halvfærdigt værelse er for mig. Men nu har jeg i hvert fald opdaget, at det sker. Så må vi se, om jeg kan omsætte det til et mere fornuftigt handlemønster.
4.
Fået et spørgsmål i sidste uges kommentarfelt om, om ikke, jeg vil prøve at skrive lidt om mine erfaringer ift. at købe brugt på f.eks. DBA og Tradono. Og selvfølgelig vil jeg det.
Hvad ville jeg købe uden at blinke med øjnene:
Hårde ting uden “indmad”.
F.eks. brødbokse, legetøj, køkkenservice og haveredskaber. Disse varer kan man tjekke kvaliteten af, ganske enkelt ved at tage ud og se dem, eller ved at bede om flere billeder.
Børnetøj.
Prismæssigt typisk ikke en katastrofe, hvis tøjet viser sig at være for småt/stort, eller ikke ligner det, man synes, man så på billedet. Dog tjekker jeg altid, hvor længe tøjet har været til salg, og har noget været til salg i mere end en måned, spørger jeg, hvor det har været opbevaret. Jeg er én gang kommet galt afsted med at købe en flyverdragt, der havde ligget på loftet, som lugten ikke kunne vaskes ud af.
Hvad ville jeg være *meget* forsigtig med at købe brugt af fremmede mennesker:
Dyre ting, som det kan være rart at have garantien på.
F.eks. kan du ikke se, om en babyalarm har været med ude i regnvejr, og det er også svært at vurdere, om en barnevogn kører skævt, når man bare står og triller den frem og tilbage i stuen hos Lone i Varde.
Ting i stof.
Her medgiver jeg, at jeg er lidt hysterisk, men der er bare ikke rigtigt en måde at desinficere en bamse eller et sengetæppe på.
Stof har også den store ulempe, at det ret nemt suger lugt og fugt til sig, så under alle omstændigheder ville jeg altid spørge til, hvor det har været opbevaret. Og særlig, hvis man kan se, at noget har været sat til salg i lang tid. Jo større ting, man køber, desto mere relevant er dette spørgsmål, for hvis en sofa har været sat til salg i 36 måneder, så kan man jo give det en tanke, at de færreste har 3 sofaer stående i stuen i 36 måneder.
Ting, jeg ville være varsom med at købe:
Potentielle kopivarer.
Hvilket i 2019 er noget andet en det, man lige umiddelbart forestiller sig. I gamle dage var det designervarer, der var faldgruppen her, men i dag er det helt almindelige ting, som man måske ikke lige tænker over. F.eks. køber folk rigtig meget kopi-lego-merch på Wish, og sælger det som the real deal. Kopiparfumer “i ubrudt emballage!!”, købt med hjem fra en ferie i Ungarn, er også rigtig trælse at købe, hvis man tror, man har fat i originalen.
El og teknik.
Dels kan der være masser af fejl på, som man ikke med det blotte øje kan se, og dels er der noget sikkerhed, som er ret vigtigt. Jeg ville være ligeglad med at købe en stavblender eller en brødrister, fordi det er ting, der kun er i brug, når jeg er tilstede, men jeg ville ikke købe nattelamper til børn osv., som kan være købt på Wish, og produceret et sted, hvor der mildest talt er mere lempelige krav til ledninger og brandsikkerhed end i Danmark.
Ting med holdbarhed.
F.eks. parfumer. Vi har alle prøvet at købe/få en parfume, tage hul på den og efter 3 sprøjt konstatere, at den ikke lige falder i smag, og så er det jo oplagt at sælge den. Derfor er der ofte ret gode køb at gøre her – men man kan til gengæld også risikere, at sælger måske.. husker lidt forkert.. ift. hvornår parfumen blev åbnet. En ny parfume dufter bare bedre end én, der har stået og lumret på en hylde i 2 år.
Fodtøj til børn.
Den her har jeg lært på den hårde måde. Efter køb af 6 par brugte sko, må jeg bare sige, at der er for langt mellem de gode køb. For selvom jeg har købt sko, der var lagt op under betegnelsen “Fejlkøb” og som alle uden undtagelse fremstod som nye, har der kun været ét par, som reelt har været brugbare. Resten er flækket, har suget unaturligt meget vand til sig, eller har været utætte, formentlig pga. forkert opbevaring (på loftet) eller manglende imprægnering.
Små-tips:
*De fleste salgstjenester har en funktion, hvor man kan følge andre brugere. Brug den, hvis du finder én, der sælger gode ting i pæn stand til en god pris. Særlig hvis du finder en, der har børn, der er lige et nummer større end dit/dine, er det en god måde at spare penge på.
*Overvej om det bedst kan betale sig at købe online eller i en lokal genbrugsbutik. Udvalget er ofte størst online, men til gengæld kommer portoen oveni, hvis man skal have varen sendt.
*Tjek prisen på større ting i andre landsdele. Her er børnenes nyligt købte senge et godt eksempel. Jeg tjekkede 3 forskellige mærker af senge med samme liggemål: Alle kostede mellem 2 og 3 gange så meget på Sjælland/Fyn som i Jylland.
*Husk den sunde skepsis, hvis billedet, der ledsager annoncen, ikke er et, folk selv har taget, men er et, de har fundet på nettet. Det er der tit en grund til.
*Styr i en stor bue udenom varer, der er kategoriserede som “retro”. Det betyder i 9 ud af 10 tilfælde ‘slidt’ eller ‘umoderne’.
*Tjek, hvad sælger ellers har til salg. Flere annoncer/billeder kan være en god måde at tjekke på, om man deler smag, og om sælger generelt passer ordentligt på sine ting.
Hvis man tjekker, og det viser sig, at vedkommende har 700 andre varer til salg, skal man være opmærksom på, at der typisk er tale om et mellemled (f.eks. én, der opkøber dødsbo eller varer fra konkursramte virksomheder), og man derfor reelt ikke ved, hvem man køber noget af. Det kan gøre det svært have føling med stand og kvalitet.
*Hvis du som køber laver en aftale om at hente/komme forbi, så hold den, eller tilbyd at betale på forhånd, hvis du gerne vil være sikker på, at det er dig, der får varen. Som sælger oplever man MANGE, der tilkendegiver, at de vil komme på bestemte tidspunkter – for derefter at forsvinde ud i den blå luft. Personligt er jeg blevet benhård med den her. Jeg sælger ofte så billigt, at jeg har folk i kø. Derfor har jeg lært at sætte en tidsfrist på, og overskrider interesserede købere denne frist med så meget som fem minutter, har jeg lige præcis nul skrupler ved at lade buddet gå videre.
————————–
Ovenstående er, hvad jeg har gjort mig af erfaringer. Hvis I derude har andre tips og tricks, så del dem endeligt i kommentarfeltet.
I øvrigt:
*har jeg i dag været til opfølgende kontrol hos tandlægen med Frida, fordi hun i fredags faldt af en bænk og tog fra med fortænderne, og uanset hvor optimistiske, vi alle sammen forsøger at være, så er det et spørgsmål om uger mere end om måneder, før de falder ud. Selvom det bare er tænder, og det ikke er de blivende, så kan jeg næsten ikke bære tanken om, at hun de næste 3 år kommer til at gå rundt med et kæmpehul, lige midt i stakittet.
*er jeg begyndt at øve mig i at huske, at karma nok skal få styr på tingene, når folk opfører sig som idioter. Bl.a. fordi jeg har bemærket, at det sker, når jeg selv har været et røvhul.
*holder det dog ind i mellem en *liiiiille* smule hårdt, fordi jeg næsten ikke kan sove ved tanken om, at folk bare går rundt og tror, at deres opførsel er ok, indtil karma endelig svinger pisken.
*har min hjerne derfor hjælpsom tilbudt Gloria Estefan som en slags musikalsk reminder, og jeg er ved at blive bims #KarmaIsGonnaGetYou
*slog jeg min søsters fortænder ud, da hun var 4.
*har jeg slugt “Addicted to food” på Netflix på 3 dage, og vil gerne vide, hvorfor vi skal spises af med én sæson, Oprah?
*elsker jeg at leve i en tid, hvor man, når man savner en funktion i en app, kan skrive til dem, der har udviklet den, og forespørge på, om ikke funktionen kan lægges ind i en fremtidig version. Og særligt når svaret så er positivt. (Var ved at få spat af, at man ikke i biblioteksapp’en kan se, hvad nummer i rækken en bog er i en serie. Hvilket er det hvideste i-landsproblem, et menneske nogensinde har haft.) (-men stadig)
*sprang pærerne i mine lamper i garagen sidste lørdag, og meget M2019-agtigt, satte jeg et par energibesparende af slagsen i i stedet. Men efter i en uge at have famlet mig rædselsslagen igennem horder af ulve og øksemordere, når jeg skal ud med affaldsposen, må miljøet bare lige klare sig selv i denne omgang: Jeg skal bede om to af de pærer, man sætter i stadionspots.
*er jeg på jagt efter et sengetæppe til Fridas seng, hvilket har vist sig at være en næsten umuligt opgave. I mellemtiden er jeg rystet i min grundvold over, at man, helt stille og roligt, kan købe sengetæpper til børn på 2-3 år, til lige knap 1000 kr.
*synes jeg måske lidt, at vi får de nyheder, vi fortjener, når nej’et til Brexit-aftalen efter 1 time får vristet den gule BREAKING!-bjælke ud af hænderne, fordi den skal sættes på noget med håndbold.
*værsgo:
Vil du låne mine øjne?
Det er efterhånden et års tid siden, jeg som et forsøg skrev her på bloggen, at jeg kunne hyres til skriftligt arbejde, og jeg har været så heldig, at en god håndfuld mennesker har sparket opgaver i min retning. Indtil videre har jeg fået lov at lave korrekturlæsning af ansøgninger, større skriftlige opgaver, undervisningsmateriale og en enkelt bog, samt oversættelser af spørgeskemaer fra engelsk til dansk.
For mig er det en kærkommen mulighed for at bijobbe på et tidspunkt, hvor det ikke gør ondt ift. børnene, og det er samtidig også en slags afsøgning af, hvad jeg skal, hvis jeg en dag ikke længere skal være tolk.
Ikke, at det er en tanke, jeg bryder mig særlig meget om. Hvis det er muligt, håber jeg, at jeg kan få lov at være tolk, til jeg går på pension. Jeg elsker mit fag for dets uforudsigelighed, for alsidigheden og for det konstante krav om at holde hjernen skarp, fordi jeg skal forstå og videreformidle viden, som jeg ikke selv har tilegnet mig først. Jeg elsker at være ude blandt mennesker, og samtidig være the lone rider, men primært elsker jeg det, fordi sproget er mit element, og der, hvor jeg trives bedst.
Men som i alle andre fag bliver skruen strammet, og udbudsrunder med dertilhørende prispres gør, at vi løber hurtigere nu, end vi nogensinde har gjort. Da jeg startede, tolkede vi som udgangspunkt 21 timer om ugen; i dag er det 25 timer, og jævnligt mere. De 21 timer er ikke trukket ud af luften. De bygger på, hvad der findes af undersøgelser om slid og arbejdsskader hos tegnsprogstolke, og samtidig også, hvor længe man kan holde koncentrationen og tolke kvalificeret.
I dag sidder vi ofte alene på f.eks. AMU flere dage om ugen, hvilket er for mange timer på for højt niveau (for hvis man lider af den vrangforestilling, at AMU er easy peasy, kan man bare prøve at hente et foredrag på YouTube om skorstene eller de forskellige jordlag, og deres betydning for jordbundens sammensætning og genfortælle dem til kæresten), men da mange AMU-uddannelser ligger på landet-ish, betyder det, at det er for dyrt at lave et tolkeskift midt dagen, for den tolk, der kommer for at overtage, kan ikke nå at tolke noget inden, og den tolk, der ville være færdig til middag, kan ikke nå ud på andet.
Og vi er alle taget til fange i spændet mellem et inderligt ønske om at holde fast i de rammer, som vi ved giver det bedste produkt, og som forebygger slid og udbrændthed, og trangen til stadig at have en arbejdsplads at gå på arbejde på i morgen.
Det betyder, at stort set alle tolke, jeg kender, gør sig overvejelser om, hvad vi skal, hvis kroppen en dag siger stop, eller bunden falder ud af markedet. (Trods alt kan vi jo varme os ved, at vores produktion ikke sådan lige står til at blive flyttet til Asien eller østblokken.)
Fordi jeg er så glad for mit fag, er det svært for mig at forestille mig, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal tolke. Men mine bijobs giver mig mulighed for at tænke i nye retninger, og en ny ide er begyndt at spire:
For jeg gad virkelig godt at være sådan én, der tog ud og gav mennesker feed back på, hvordan de kunne forbedre deres kommunikation og performances.
Som tolk har jeg masser af erfaring i, hvad det er, der sker, når kommunikation ikke lykkes, fordi jeg sidder som fluen på væggen, og ikke har noget i klemme. Jeg har uddannet instruktører i små 10 år, og undervist i diverse sammenhænge i 15, og har også et par gange selv været den, der har holdt foredrag. Derfor ved jeg også lidt om, hvordan det er at stå der. Jeg har evalueret et hav af mennesker gennem årene, og jeg ved lidt om næsten alt. På en eller anden måde føles det, som om alle de her ting løber sammen i et knudepunkt, hvorfra jeg vil kunne hjælpe andre til bedre at blive hørt og få deres tanker og ideer igennem.
Men er en genial idé genial, hvis man får den i skoven og ingen hører den? Jeg ved det ikke. Så jeg tænker, at næste skridt er, helt lavpraktisk, at teste det.
Derfor skal jeg bruge 2-3 personer, der ganske gratis kunne tænke sig at blive kigget på. Det eneste, jeg beder om til gengæld er, at man efterfølgende giver noget feed back på, om det var brugbart at være under luppen.
Umiddelbart forestiller jeg mig, at målgruppen er konsulenter, coaches, oplægsholdere el.lign. Det skal være mennesker, der arbejder med voksne, og det, jeg skal kigge på, skal enten foregå om aftenen, eller i sammenhænge, som det er muligt at filme.
Er det dig eller en, du kender? Det er ok, at det først er noget, der foregår til foråret eller i løbet af sommeren.
Smid en mail på blogsbjerg@gmail.com, hvis du er interesseret; så tager vi den derfra.
M2019, uge 1 & 2
Ja. Man har et standpunkt, til man skriver et nyt.
Ovenpå årets første indlæg forstår jeg godt, hvis man som læser tænker, at det handler om, at jeg ikke kan skrive, hvis ikke jeg skriver de her indlæg, men det er ikke tilfældet. Efter snart 11 år som blogger ved jeg, at det bare er et spørgsmål om at blive ved med at skrive – så folder indlægscentret i hjernen sig ud igen.
Svare er så enkelt, at det næsten er deprimerende: Jeg glemmer at holde fokus på, hvordan vi forbruger, når jeg ikke skal aflægge ugentlig rapport. Mange af vanerne, jeg har fået over det sidste år er heldigvis så etablerede, at jeg fortsætter med dem, uden at tænke over det, men i de uger, der er gået, siden jeg skrev et reelt M2018-indlæg, har jeg ikke tænkt *videre* – og det savner jeg for meget til at være villig til at give slip, for jeg synes ikke, jeg er i mål endnu.
Så. Jeg laver en fuld Kopernikus, og går tilbage til at lave et ugentligt indlæg, dog med den lille ændring, at jeg lægger lidt elastik ind ift. antallet af punkter, og heller ikke holder mig for fin til at slå to uger sammen, hvis der ikke har været punkter nok på 7 dage.
Jeg ved godt, at ikke alle derude er begejstrede for de her indlæg, men lige her kalder jeg rang og siger, at når bloggen kan bidrage positivt til min selvudvikling, så bliver det det, jeg bruger den til. Til gengæld vil jeg indtrængende opfordre til, at jer, der ikke føler, indlæggene giver mening, springer dem over. Både for jeres og for min skyld.
Jeg holder fast i navnet, fordi indlæggene er en direkte udløber af M2018-indlæggene, men skriver en anden intro, så det forhåbentlig bliver lidt mere klart, hvad baggrunden for indlæggene er, så ingen sidder tilbage og synes, at tiltagene ikke er minimalistiske/økologiske/sparsommelige/veganske nok.
Til jer, der vil med på en tur mere: Velkommen tilbage.
I de forgangne uger har jeg:
1.
Fået Aben i firmajulegave, og efter mange overvejelser byttet den til et tilgodebevis til butikken, hvor den er købt. Vi har for mange Nerf-guns i dette hjem til at have et stykke træ til 700 kr. hængende, men i første omgang havde jeg tænkt, at jeg ville lægge den i skabet, og tage den frem igen, når der hersker lidt mere lov og orden i den her by. Det ér trods alt en klassiker, og den er fin.
Men efter at have tygget på det et par uger, nåede jeg frem til, at det gør jeg ikke mere, det der med at lægge nye ting væk til det fjerne og ikke nærmere definerede tidspunkt “Engang”. Så jeg traf i stedet en beslutning om, at tilgodesedlen skal være rygsøjlen i en opsparing til den Kenwood røremaskine, jeg har sukket efter i flere år, og at alt, hvad jeg sælger brugt fra nu af, skal gå i den pulje. I skrivende stund har jeg solgt for 1300 kr. siden jul, så vi er nu ca. halvvejs. (Med mindre selvfølgelig, at den pludselig kommer på bud). Det føles meget tilfredsstillende, at de småbeløb, jeg sælger for, kommer til at give mig noget konkret, jeg har ønsket mig så længe.
2.
Byttet øreringe, som jeg fik i julegave af Anton. Den her var ægte svær. For bytter man gaver, man får af sine børn? I første omgang havde jeg lagt dem på plads, men efter at have brugt en uge på at vende og dreje det (og noteret mig, at Anton lader til at have glemt alt om dem igen) nåede jeg frem til, at det ikke er værre at have dem liggende ubrugte i skabet, end at bytte dem til nogle, jeg rent faktisk bruger.
3.
Købt brugte senge til børnene. Som nævnt i sidste indlæg er begge børn skudt godt i vejret, og nye senge var nødvendige. Det her projekt har jeg næsten ikke kunne overskue, fordi det også indebærer overvejelser om, hvornår vi laver Lokale-Rokaden. Lige nu har jeg soveværelse i det største rum (fordi der er et indbygget skab, som alt mit tøj, sengetøj osv. kan være i), Anton har det næst-største, og Frida har tændstikæsken. Når Frida begynder at være mere på værelset, end tilfældet er nu, skal vi have rykket, så Anton får det største, Frida det mellemste, og jeg det mindste. Men når vi skal det, skal alt skrues ned, og der skal males. Og det kan. jeg. bare. ikke. overskue. lige. nu. Og så var der overvejelser om, hvorvidt der skulle nye senge til, eller om Frida skulle arve Antons aflagte og blablabla. Meget rodet og langstrakt. Men ved et tilfælde så jeg et billede af en halvhøj seng, og så begyndte tandhjulene at snurre, og jeg endte med at beslutte, at det var den vej, vi ville gå. Halvhøje senge er SYGT dyre fra nye, så jeg brugte nogle uger på at lede efter nogle second hand, der passede i mål til både børn og værelser, og var så heldig at finde nogle, der i hvert fald på billederne så fine ud.
Jeg er styret uden om alt, der “bare lige skal males” eller “måske mangler en skrue eller to *smiley*” og har valgt to, der er danskproducerede, og som fra nye prismæssigt ligger i den hidsige ende, så forhåbentligt kan de holde nogle år, og jeg synes, jeg har fået ret meget for mine penge. Jeg har bestilt nye madrasser til begge børn (fordi brugte madrasser creeper mig ud) og er endt med i alt at have betalt 1100 for Fridas seng (som ville have kostet 2700 fra ny) og 1900 for Antons (som ville have kostet kostet 4500 fra ny), og tanken er, at når vi rykker værelser, så overtager Frida Antons seng, fordi målet passer til værelset.
4.
Solgt Fridas puslebord og Antons gamle seng så billigt, at jeg havde 7 i kø til bordet og 12 i kø til sengen. Og hvor jeg for et år siden ville have ærgret mig over, at jeg kunne have solgt dem dyrere, var jeg nu bare glad for, at jeg vidste, at jeg ikke ville være nødt til at skille tingene ad, og flytte rundt på dem i månedsvis.
5.
Indført et begreb ift. arvet legetøj, jeg for mig selv kalder “Bryd smittekæden”. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, eller om det er noget kønsbestemt, men hvor jeg til Anton primært arvede “store” stykker legetøj (f.eks. en bil, et sværd, en bold eller en kappe), så oplever jeg, at jeg til Frida ofte modtager poser med småting. Og tanken er simpelthen så fin – men det er fuldstændig umuligt at gennemskue, hvad 600 stykker pink plastik i fri dressur skal bruges til, når er ikke er samlevejledning med, og hvor man *sagtens* kan få mange timers god leg ud af en mini-ovn, hvor lågen mangler, hvis man har haft den fra ny, så er det ikke min oplevelse, at det samme er tilfældet, når man arver den og ikke ved, hvad den skal bygges sammen med.
Og i flere år har jeg bare sendt det videre, for det virker simpelthen så forkert at smide legetøj ud. Men de sidste par gange, jeg har modtaget defekt legetøj, har jeg tænkt “Hvorfor smider folk det ikke bare ud?” – og derfor har jeg besluttet, at det er mig, der er final destination. For hvor plettet og hullet tøj kan bruges som twist og møbelpolstring, så kan ødelagt legetøj jo ikke rigtig bruges til noget. Og det er simpelthen ikke fair, at Erna og Jytte i Kirkens Korshær skal bruge deres generøst donerede, frivillige arbejdstimer på at stå og sortere i legetøj, fordi jeg ikke vil være den, der træffer beslutningen. Så det er jeg nu. Jeg affaldssorterer pligtskyldigt, og jeg kører på genbrugsstationen med det, der hører til dér, men det er slut med bare at sende aben videre (full-cirkle-moment) – også selvom det bliver gjort i bedste mening.
I øvrigt:
*Havde min barnepige i går premiere, og jeg kan ikke understrege nok, hvor god en idé det er at gøre tingene i omvendt rækkefølge: At booke hende først, og så bare have dagen i kalenderen, åben for lige præcis dét, man har lyst til at fylde i den – det var fanTASTISK!
*Irriterer det mig mere end jeg vil indrømme, at X-Faktor er rykket til TV2. Som man jo ikke rigtigt kan se, når man ikke har tv-kanaler #Øv
*Var Frida til gymnastik for første gang i tirsdags, og det var et af de øjeblikke, hvor man befinder sig det samme sted, som man gjorde for år tilbage, og derfor pludselig kan se forskellen på hvor man var, og hvor man er. For hvor Anton sjældent på forhånd interesserer sig for, hvad der skal ske, havde Frida glædet sig i ugevis, og kunne først finde ro mandag aften, da vi havde pakket rygsækken og sat den frem. Og jeg kunne have tudet over det lille menneske, da hun stod der, i sin mini-dragt med flæser, som hun genert og lidt usikker stod og trak i, mens hun knugede min hånd og med øjne så store som tekopper iagttog alt, hvad der foregik. Mit hjerte, mand. Og hvor jeg, da jeg gik der med Anton, ikke kendte en sjæl, kendte jeg i tirsdags ca. 90% af børnene ved navn, og ses privat med 3 af forældrene. Måske vi alligevel er faldet mere til, end jeg tror.
*Var jeg forleden i Bauhaus, og kom forbi en flok håndværkere, der stod og tø-hø makkede med noget træ. “Er den her i vinkel?” spurgte den ene mig for sjov, da jeg gik forbi, lidet vidende, at lige præcis vinkel og vater er to af mine superkræfter. “Den skal 1,5 mm. til venstre i toppen, så er den der” svarede jeg, lige som lærerdrengen kom ilende med vinkelmåleren, og et sekund senere kunne jeg fortsætte mod “El og belysning” med den her (meget tilfredsstillende) reaktion i ryggen:
*Plejer børnene og jeg at kunne nå til nogenlunde enighed om, hvad vi hører af musik i bilen. Men deres nye yndlingssang er George Ezras ‘Shotgun’. Og det er et problem. For hvis jeg én gang mere skal høre det provokerende elendige og alt for konstruerede omkvæd I’ll be riding shotgun//underneath the hot sun, understøttet af så gumpetung en rytme, at man føler sig hensat til en Birthe Kjær koncert, hvor folk klapper på 2 og 7, river jeg armene af mig selv og slår nogen i ansigtet med den våde ende.
*Kan jeg næsten ikke være i mig selv, når mennesker, jeg ellers kun kender som begavede og opvakte, copy paster et eller andet bullshit jura og slår det op på FB for at ‘bevare deres rettigheder til indholdet på egen profil’.
*Er bog-listen opdateret med følgende:
Pigen under jorden – Elly Griffith
Hvis man godt kan lide Sissel-Jo Gazans forsker-krimier (Dinosaurens fjer, Svalens graf) vil man formentlig også kunne lide denne bog.
Hovedpersonen i Pigen under jorden er arkeologen Ruth, der – på helt klassisk vis – bliver centrum i en efterforskning af to sager om forsvundne børn. Jeg har en ret lav smertetærskel ift. hvor hjerteskærende, det må blive, og jeg synes, at den her historie på fineste vis rammer det niveau, hvor man bliver grebet af historien, uden at det bliver følelsesporno.
Sproget er flydende og godt, scenen er en anden, end man er vant til, der er skæve personer og underspillet humor, og som i alle andre gode krimier, er der masser af luskede typer, der alle sammen sagtens kunne være bortføreren.
Den har et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg slugte den på et par dage, og har allerede bestilt den næste i rækken, så den er stadig absolut læseværdig.
I gang igen
Det her er ét af de indlæg, jeg skriver, fordi jeg ved, at hvis jeg ikke poster noget, så kommer der til at gå for lang tid, og så bliver jeg bange for mit tastatur. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det.
Egentlig tror jeg, det handler om, at jeg skal finde tilbage til at skrive, som jeg gjorde, inden M2018-indlæggene, for nu, hvor jeg ikke skriver dem, kan jeg mærke, i hvor høj grad, jeg har brugt dem, både til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i ugens løb, men også som en mulighed for at skrive – som jeg jo virkelig elsker – men uden først at skulle tænke form og indhold. Det har jeg manglet lidt i denne uge, så jeg skal lige reboote.
Min manglende tilstedeværelse har dog også været forårsaget af, at vi har haft meget om ørerne.
Dels har der været enormt mange af de små afbrydelser, der jo ikke betyder noget særligt, men som man alligevel skal forholde sig til. F.eks. er der sprunget hele 3 pærer her på matriklen siden nytårsaften, og naturligvis i de lamper, der er mest besværlige at pille ned.
Jeg var ét af de 473 mennesker, der havde handlet online hos Bahne, da deres hjemmeside blev hacket, hvilket gav lidt ekstra kvalitetstid med banken, og det busselskab, der plejede at køre Anton i skole, er meget pludseligt blevet skiftet ud med et andet, som har en sygt irriterende lidt anden måde at gøre tingene på.
Som sagt: Ingen er døde, og alt er godt – jeg har bare stadig skulle tage mig af det.
På magisk vis er alle børn også pludselig blevet for lange til deres senge, og da værelserne her i huset er virkelig små, kræver det snilde og kreativitet at finde på løsninger, så lopperne stadig har et rum, der reelt kan bruges, som samtidig er rart at opholde sig i. I al beskedenhed har jeg løst udfordringen til et 12-tal, men det har betydet, at Fridas seng måtte hentes på Fyn, mens Antons stadig står i Hørsholm og venter på at blive fragtet tværs over prærien af min søde kollega. Der er noget med madrasser og lagner i specialmål, der skal tages højde for, og med de nye senge følger også en udskiftning af kasser osv. til opbevaring, fordi nogle ting har fået nye pladser – men trods alt fik jeg forhandlet Frida ned fra “Jeg vil gerne have malet mit værelse som en REGNBUE!!” til accept af en plakat med regnbuemotiv (og sommerfugle og hjerter og det vil undre mig, hvis ikke der også viser sig at stå en enhjørning på den et sted).
Fridas værelse er 90% færdigt, og det er svært at sige, hvem af os, der er mest stolt af resultatet. Fordi sengen er en halvhøj én af slagsen, er dukkevognen, klapvognen, rengøringsvognen und so weiter flyttet ud af min stue, og jeg kan pludselig få vejret igen.
Endelig har jeg været så heldig at blive bestilt til endnu en oversættelsesopgave, engelsk/dansk. Jeg ved ikke, hvor mange gange kunder skal vende tilbage, før man må betegne dem som “stamkunder”, men der er nu et par stykker, der har brugt mig flere gange, og det må jo trods alt betyde, at de er tilfredse med resultatet. Det gør mig både glad og stolt.
Og således er vi nu i gang, synes jeg. Både her på domænet og ude i 2019.
Nytårsaften, 2018
Klokken er 23 på årets sidste dag, og jeg sidder i sofaen med et glas champagne. I køkkenvinduet hænger vores sølvglimmerglitrende banner og ønsker os et *HAPPY*NEW*YEAR! og i soveværelset bobler børnene.
Jeg har i år valgt at holde fast i den plan, jeg allerede havde i tankerne sidste år, men som jeg sprang fra i 11. time, nemlig at holde nytår herhjemme, bare os 3.
Ikke at vi ikke har hygget os de andre år; det har vi på alle måder. Men der er ingen, jeg hellere vil byde det nye år velkommen med end Anton og Frida, og det har været en fornøjelse i år at kunne gøre det 100% på deres præmisser.
Børnene har fået lov at bestemme aftenens menu (hotdogs), og vi har i fællesskab købt hatte, børnechampagne og lidt fyrværkeri.
I formiddag cyklede vi ud til den tankstation, jeg har valgt som vores bland-slik sted (fordi man ikke kan købe lego og enhjørninge på Cirkle K, og fordi jeg på den måde effektivt har klippet associationskæden over, og derfor ikke skal tage diskussionen med dem, hver gang vi er i Bilka), hvor vi blandede en skamløs stor pose slik, og eftermiddagen gik med at pynte stuen, afbrudt af konfettipistols-ekskursioner udenfor, og vores indkørsel ligner nu noget, Twilight Sparkle og Rainbow Dash har kastet op i.
Vi spiste klokken 17, tog de bedste raketter først, så alle kunne nå at være med, havde et par gode venner forbi til et glas champagne, og kl. 20 bad Frida selv om at komme i seng. Anton fulgte trop kl. 22, og jeg har brugt den sidste time på at nippe vin og champagne, lægge heksekort for det kommende år og fundere lidt over, hvad jeg har lært i og af 2018.
Jeg har lovet at vække lopperne om en time, så vi kan sætte os med dyner i stuen og se det nye år blive skudt ind.
Hvis det bliver ligeså fint, som i aften har været, er der virkelig noget at glæde sig til.
