M2019, uge 9
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Husket at foreslå – og praktisere – samkørsel, hvilket jeg ofte glemmer. Vi kører afsindigt mange kilometer om året som tolke, og selvom det umiddelbart ville være oplagt at carpoole, er det bare ofte ikke en ret god ide i praksis. Dels sker det jævnligt, at vi kommer ud på opgaver og bliver aflyst, og her er det smart, at vi med det samme kan omdirigeres til andre opgaver, som ofte vil ligge to forskellige steder, og dels har mange af os små børn, hvilket betyder, at vi ind imellem bliver ringet hjem, og her er én bil også noget rod.
Min nu har jeg 4 gange over de sidste par uger husket fylde bilen i forbindelse med private arrangementer, så jeg tror, vi vover det ene øje og kalder det en trend.
2.
Glædet mig over, at vi er kommet igennem februar og stadig har 600 kr. tilbage på kontoen. Den sidste uge var LANG! Og jeg har sjat-tanket, fordi det bare ikke er fedt at have 500 kroner skvulpende rundt i tanken, hvis man pludselig mangler rugbrød og mælk. Men mama, I made it, og vi er stadig in the game.
Til gengæld var jeg nødt til at købe stort ind i fredags, da lønnen gik ind, og efter et par uger med HYPER fokus, og knivskarp sondring mellem, hvad vi har lyst til, og hvad vi har brug for, havde jeg næsten kvalme over at købe *så* stort ind.
Men jeg forsøger at huske, at vi nu har fyldt op på det meste igen, og at der faktisk er flere ting, hvor jeg den kommende måned kan prøve at teste, hvor langt det indkøbte rækker. Hvis jeg kan se, at f.eks. min instantkaffe rækker til 3 ugers forbrug, så tror jeg egentlig, at jeg vil bruge den her model de næste måneder; at vi den sidste uge i måneden kører ‘hvad gemmer skabet’ og ‘det må vi undvære’ og så slår til med den store hammer til d. 01., for dels giver det nogle stordriftsfordele, og dels dæmmer det naturligt op for trangen til bare at give los, når man på forhånd sveder lidt over, hvor meget, man skal købe.
3.
Høstet fordelene af at have væbnet mig med tålmod ift. at gøre Antons værelse færdigt.
Jeg ved, at der altid sidder nogen derude og undrer sig over, at jeg prioriterer at købe wallstickers og opbevaring til Lego, når tingene ser ud, som beskrevet i punkt 2, så det vil jeg gerne knytte en kommentar til.
For jeg forstår godt, at hvis det virker vanvittigt, at vi ikke sparer de par hundrede op, i stedet for at bruge dem på noget, som vi jo ret beset ikke har behov for, for at overleve. Men sagen er, at vi bare også skal andet og mere end det. For livet er nu – også selvom jeg afvikler gæld. Og hvor børnene – forhåbentlig – ikke kommer til at hæfte sig ved, at de ikke var på ferie, før de blev større, eller studser over, at det meste af deres tøj var købt brugt, så håber jeg, de husker fornemmelsen af, at deres værelser var deres små, trygge øer, som måske nok var mindre end så mange andres, men stadig var mere og andet end 4 vægge og en madras på gulvet.
Til gengæld prøver jeg i videst mulig omfang at gøre det så billigt og så langsigtet som muligt, når jeg køber nye ting. Spandene til sværd er f.eks. skraldespande fra Ikea til 70 kr. (en ide jeg fik foræret i en boliggruppe på fb), som er pyntet med wallstickers (som er fundet billigt og købt af en veninde i Aarhus, fordi jeg meldte ud, at jeg var på udkig, og derfor fik meldinger, når folk i det ganske land løb på egnede emner). Spandene kan stables og bruges til 1000 andre ting, når de ikke skal agere våbenopbevaring længere – og kan også stå på både loftet og i haveskuret, så de ikke optager plads herinde, hvis de ikke lige er i anvendelse.
Lego-opbevaringen er små, afstivede stofposer med håndtag fra Søstrene Grene til 40 kr., som kan tages med rundt i huset, afhængigt af, hvor man gerne vil sidde og bygge. De kan bruges til alt muligt andet (derfor købte jeg 3 små i stedet for 1 stor), og kan trykkes flade, så de intet fylder i skabet, hvis de holder pause.
Gulvtæppet tog 1.000.000 googlinger og afsøgninger i diverse secondhand-grupper, fordi det – selvfølgelig – er på specialmål, men i fredags fandt jeg endeligt et fra nyt på bud, som nu er bestilt.
Det har taget tid, men til gengæld har jeg kunne gøre det inden for de budgetmæssige rammer, vi har, og Anton elsker det.
————————————————————————
I får lige en anbefaling med på falderebet.
Jeg efterlyste forleden ideer til nye podcasts, og fik anbefalet Mørkeland, som er 2 værter, der fortæller hinanden om mord.
Jeg hørte 3 afsnit, og det er bare ikke for mig. Ikke pga. emnet, men pga. værterne. Jeg er sikker på, at de begge er søde og sympatiske ude i virkeligheden, men jeg kan ikke forlige mig med måden, de går til emnerne på, og jeg stritter på, at de udtaler sig om strafferet og psykologi, som om de er eksperter på området. Samtidig kommenterer de på hinandens historier med kommentarer der, for mig, virker nærmest tilsigtet naive.
Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at de har kopieret konceptet 1:1 fra en amerikansk podcast, der hedder My favorite murder, og at de ikke på noget tidspunkt nævner dét, er også en dealbreaker i min bog.
Jeg prøvede at nappe et afsnit af den amerikanske original – og jeg er hooked. De to værter på dét program er fantastiske. De er voldsomt upassende og sjove, men på en virkelig charmerende måde, og der er ingen falske eksperter til stede i dén sofa. Det stikker af i alle retninger, og de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, men er man til true crime genren, synes jeg virkelig, at man skal give den et skud.
PS: Jeg har prøvet at pushe den på et par mænd i omgangskredsen, og det blev et nej. De synes, at værterne taler ALT for meget.
(- men er det ikke lidt ideen med en podcast, Suresen 1&2?)
Lige børn lejer bedst
Som de fleste af jer ved, er mit fokus over de sidste par år blevet mere intenst rettet mod økonomi og det at skrue ned for vores forbrug. Det betyder, jeg kommer nogle steder i cyber, jeg ikke frekventerede tidligere, og måske er det derfor, min oplevelse er, at intet længere er mejslet i sten i forhold til, hvad vi ejer, hvad vi deler og hvordan vi indretter os.
I dag giver det mening, hvis man på vejen deler haveredskaber og klapstole til livets store fester, folk lejer deres biler ud på timebasis og deres senge på weekendbasis (vigtigt ikke at få byttet om på de to..), og det er mit indtryk, at det ikke længere udelukkende er forbundet med prestige at eje materielle goder.
Måske er det derfor, jeg lægger mærke til det, når jeg blandt mine jævnaldrene støder på en holdning, som jeg ellers primært ville forvente at møde hos de ældre generationer, nemlig at det eneste, der boligmæssigt giver mening, er at eje de mursten, man omgiver sig med.
Når jeg fortæller, at jeg bor til leje, oplever jeg somme tider, at folk nærmest bliver pinligt berørte på mine vegne, og jeg bliver jævnligt spurgt, hvor jeg gerne vil købe hus om et par år, når det økonomiske fodfæste er genvundet.
Det giver altid et øjebliks vantro tavshed, når jeg siger, at det har jeg ingen planer om.
Og det forstår *jeg* faktisk ikke. For hvor jeg generelt får applaus og hep for at have taget det fulde ansvar for at få (re)etableret et voksenliv med en ordentlig økonomi, så er det som om, folk er lidt forblændede af ideen om, at det bare pr. definition er bedre at eje end at leje. Fordi man så “betaler ind til sig selv”, som de siger.
Og måske er der et eller andet, jeg overser. Det ville hverken være første eller sidste gang.
Men jeg kan ikke se, hvordan det for en kvinde som mig, der er enlig forsørger og virkelig ikke er noget blændende talent indenfor de håndværksmæssige discipliner, kan være en god ide at låne en kæmpe sum penge, og binde dem i noget, jeg ikke umiddelbart kan komme af med igen, hvis livet skulle smide en fyring, en langtidssygemelding eller noget andet træls i min retning.
Med én indkomst vil jeg udelukkende kunne låne til det, der i ejendomsmæglertermer hedder “et skønt håndværkertilbud med masser af potentiale”.
Men det potentiale vil jeg aldrig være i stand til at forløse, for jeg kan ikke sætte et nyt køkken op, eller grave en have ud eller anlægge en terrasse, om det så gjaldt mit liv. Jeg kan ikke skifte spær, isolering eller sanitære installationer, eller vurdere, hvilke mure, der er bærende, og hvilke, der kan rives ned. Eller være den, der gør det, hvis miraklet skulle ske og jeg gætter rigtigt.
Jeg ville skulle betale mig fra ALT – også når stormen river hul i taget, eller rotterne kommer ind i huset fra et sted på min egen grund og ikke fra gaden, hvor det ville have været kommunen, der samlede regningen op.
Og da jeg er 42, vil jeg med stor sandsynlighed ikke nå at betale huset ud, inden jeg fraflytter det igen, fordi børnene rykker ud eller en mand rykker ind.
Uanset hvordan jeg vender og drejer det regnestykke, kan jeg ikke se, hvordan den fortjeneste, jeg eventuelt ville kunne få, ikke bliver ædt op af renter, håndværkerregninger og bekymringer.
Hvor jeg bor nu, kan jeg søge boligstøtte, jeg kender min husleje, og jeg kan ringe efter en vicevært, hvis noget går i stykker. Jeg kan fraflytte med et par måneders varsel, og så er jeg ude-ude, hvis der skulle ske noget, der nødvendiggjorde dét. Jeg kan sove om natten, fordi jeg ikke behøver frygte uforudsete regninger – som jeg f.eks. hele tiden gør med min bil.
Jeg kan SAGTENS se, at det med to indkomster eller et andet økonomisk udgangspunkt end mit giver mening, men med min økonomiske historie forstår jeg ikke, at folk *ikke* kan se, at det for mig og os er det mest fornuftige og sikre, at vi kender vores udgifter og kan minimere dem med næsten øjeblikkelig virkning.
Det er, som om der i vores generation er opstået en følelse af berettigelse til ting, som vi glemmer at forholde os til, om vi rent faktisk har råd til. Ikke bare her og nu, men også på den lange bane. Når De Andre har råd til både at tage på ski i alperne og til Thailand efter sol, så må vi da også have råd? Når de andre køber huse og to biler, så må det da også være muligt for os?
Jeg tror sgu, at vi somme tider bare satser, fordi vi kan se, at de andre gør det, og vurderer, at hvis de lander på fødderne, så gør vi nok også. Problemet er bare, at vi jo aldrig kender hinandens historier i detaljer, og måske også, at vi sammenligner fragmenter af vores liv med andres, og ikke den samlede pakke. At vi leder efter det, der for os understøtter og retfærdiggør, at vi kan købe bilen, vi har forelsket os i, tage på den ferie, vi synes, vi trænger til og har fortjent, eller bygger til, så vi kan få det kontor, vi sådan mangler. Og så finder vi 3 par i omgangskredsen, der har truffet netop de valg, og glemmer, lidt belejligt, at ingen af dem har fået alle 3 ting. Eller kommer i skyndingen fra det faktum, at Jacob har arvet sin far, og Helene er en bad ass ørn til investeringer og afkast.
Jeg læste et sted, at man skal passe på ikke at stille sig i vejen for andres livslektier, og måske er det det, noget af det her handler om. At man først kan tage det ind, når man kan. Men jeg har stadig lyst til at prikke lidt til nogle af de etablerede sandheder, og sige, at det i hvert fald er en overvejelse værd, om det altid er den samme løsning, som de andre vælger, der også er den rigtige for én selv; om man med nogle valg lukker flere døre, end man åbner, og gør sit eget liv sværere, end det behøver at være.
M2019, uge 8
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt to gavekort på helt almindelige, gode ting. Vi har snakket om det før i denne indlægsrække, det med at bruge, hvad man har. Jeg er bare utrolig tilbøjelig til at synes, at gavekort skal bruges til Noget Særligt, men det sker så sjældent, at jeg køber noget helt ekstraordinært, at jeg ender med at glemme, jeg har dem. Da jeg i uge 51 ryddede op i min pung, fandt jeg ét fra Bestseller. Det var ikke dateret, men jeg ved, med sikkerhed, at det er tilbage fra da jeg boede i Aahus. Som var dengang, vi stavede det med Å. Det er sgu lidt åndssvagt. Derfor har jeg lagt de gavekort, jeg har, ned i en den kop, jeg smider penge i, når folk køber noget af mig og betaler kontant. Det betyder, at jeg ser dem med jævne mellemrum, og derfor husker, at jeg har dem. Samtidig har jeg besluttet, at målet bare er at bruge dem på noget, jeg mangler, så de gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen, til jeg står og skal købe den hellige gral.
For en måned siden brugte jeg kortet fra Bahne på Buddhalampen, jeg viste i uge 4, i går skød jeg Bestsellerkortet af på et sæt nattøj til Anton, og i onsdags var jeg forbi Matas, og købe for 100 kr. blandet te, som jeg bliver i godt humør af at kigge på.
2.
Besluttet, at jeg, når det kan lade sig gøre, tager/beder om en almindelig kop i stedet for en engangskop, når jeg er på arbejde. Det er klart, at det er en af dem, hvor det er meget kontekstafhængigt, om det kan lade sig gøre. Man stopper jo ikke et møde på en arbejdsplads, fordi tolken ikke er tilfreds med udvalget af kopper på bordet, men står jeg i en kantine eller lignende, og der er mulighed for at vælge, så går jeg med porcelænsvarianten. I denne uge har jeg sparet 5 engangskopper, så på årsbasis er der belæg for, at det kommer til at gøre en forskel.
3.
Modtaget en regning på den sundhedsforsikring, jeg har tegnet på mine børn, og brugt en time på at tjekke op på, om den reelt er nødvendig at have. For jeg har selvfølgelig ulykkesforsikring på dem begge to, ligesom de også er med i danmark, så jeg kom lidt i tvivl om, om det egentlig var overkill. Derfor ringede jeg til mit eget forsikringsselskab for at tjekke op på, om der var mulighed for at tegne noget sundhedsforsikrings-agtigt tillæg på ulykkesforsikringerne (det var der ikke), og jeg var omkring danmarks hjemmeside for at se, om de tilbød noget i den retning (det gjorde de ikke).
Jeg rodede derfor lidt rundt på nettet for at se argumenter for og imod, og enden på det blev, at jeg betalte regningen, primært fordi der er psykologhjælp med i pakken. Da jeg som 15 årig oplevede at blive omsluttet af komplet og totalt mørke, var der var 4 måneders ventetid på at komme til en psykolog, hvilke gjorde psykofarmaka til eneste mulige alternativ, for man kan ikke have det sådan i 4 måneder uden at noget afgørende i sjælen knækker. Det ønsker jeg ikke for nogle mennesker, og slet ikke mine børn, og da de genetisk er disponerede for at ende i samme situation, tager vi den her med.
Så den er ikke på listen, fordi jeg endte med at spare pengene, men mere fordi jeg i den nye version af mig selv ikke længere bare betaler regninger uden helt at vide, hvad de dækker over, og det føles rart og voksent.
4.
Ryddet voldsomt, voldsomt op i kasserne med arvetøj til Frida. Jeg er god til at trimme, før jeg lægger fra, men det til trods, var vi alligevel endt med at have for meget af det samme, f.eks. 3 flyverdrager størrelse 116, og 24 t-shirts og 6 par jeans i størrelse 104/110 (til barnet, der hader jeans) (- og som i går smed sig meget dramatisk på sin seng, og hulkeråbte: “Min sut er døøøøhøøhøøhød!!” #SuttestopSucks).
Da jeg har været så heldig i denne uge at få en pose tøj i lidt større størrelser, benyttede jeg lejligheden til at sortere efter sætningen: “Do I like it or do I love it?” Sidstnævnte røg tilbage i kasserne, mens resten blev lagt pænt sammen og sendt videre til andre, der kan bruge det.
Med fare for at gentage mig selv, så får vi bare så meget mere glæde af arvetøjet, når jeg hurtigt kan tjekke, hvad vi har, og derfor får det fundet, når det kan bruges, i stedet for at have 5 tætpakkede kasser stående, som jeg først har tid til at løbe igennem, når 3/4 af indholdet er blevet for småt.
Om krænkede læsere og uheldige ord
Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i nogle måneder nu, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skal skrive det. For jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne, og jeg er ikke hævet over at kunne mærke det i maven, når jeg på forhånd ved, at nogen bliver sure på mig.
Men jeg har vejet for og imod, og er nået frem til, at jeg synes, emnet er vigtigt, så her kommer det. Og det bliver langt.
Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tale om, hvor langt man som blogger/influencer/Instragrammer/mediefidus forventes at strække sig for at tage hensyn til sine følgeres følelser.
Baggrunden er både de kommentarer, jeg ser alle de steder, jeg selv færdes på nettet, men også, at jeg efter 11 års skriverier, de sidste år i stigende grad har fået kommentarer og mails fra mennesker, som føler sig trådt over tæerne af et eller andet jeg har skrevet.
I mine år her på domænet har jeg fået forbløffende få hade-kommentarer, selvom jeg både har fået og får de klassiske “Dø, din klamme so!”-mails, men eftersom de føles cirka ligeså upersonlige som spam, er det ikke noget, der fylder for mig. Og det er ikke dem, jeg taler om her.
Det er heller ikke dem, hvor vi diskuterer et emne, og nogen er uenige, eller hvor de bringer nyt til bordet, som betyder, at jeg ender med at ændre noget i et indlæg. Som f.eks. da jeg havde skrevet, at det var vildt meget billigere at få smertestillende på recept end at købe det i håndkøb, og en kittelklædt læser bød ind med noget faglig baggrundsviden. Jeg elsker, når vi alle sammen smider noget i gryden, og går klogere fra bordet.
De kommentarer, jeg gerne vil tale om her, er dem fra De Krænkede & Pegepindene.
Dem, jeg selv har fået, går f.eks. på, at jeg ikke kan tillade mig at lave sjov med psykisk sygdom eller præsident Trump. At jeg bør være mere neutral, når jeg skriver indlæg om klima og miljø. Eller forstilt undren over, hvad jeg vælger at bruge penge på, “når nu du skal spare”, eller at jeg vælger at vaske bilen manuelt, fordi “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”.
Men det er ikke kun ift. bloggen her, at jeg synes, det er relevant at tale om; det er generelt for debatkulturen på alle de sociale platforme, vi møder hinanden på.
For selvom kommentarerne er formuleret pænt – og det er de stort set altid – så er der for mig at se stadig tale om, at man går ind i noget, der ikke handler om emnet, når man f.eks. skriver:
“Jeg synes, det er meget uheldigt, at du laver sjov med at bruge vin som copingmekanisme.”
For det kan godt være, at din far var alkoholiker, og ovenstående derfor er en øm tå for dig. Men en anden læser kæmper med at få børn, og bliver ked af det, når jeg skriver om mine to, mens en tredje er glødende dyreaktivist, og bliver meget vred, når Maren i sine striber tager livet af sine katte. Så det, du griner af, røres af eller finder genkendelse i, trykker på andres knapper – og ville du synes, det var rimeligt, at de fik lov at bortcensurere den del af indholdet, som var svært for dem?
Jeg synes, det er en overset pointe, at man som læser/følger/lytter ikke har RET til at synes, at alt er sjovt eller giver mening for lige præcis én selv. Kreative udtryksformer starter og flyder fra de mennesker, der har dem i hovedet, og fælles for dem alle er, at det er afsenderen, der er epicenteret, mens cirklerne omkring udgøres af dem, som finder udgydelserne meningsfulde eller sjove. Uanset om vi taler om bøger, musik, fotos eller blogs, så er de et tilbud om at lade sig underholde af noget, så længe man føler, det giver mening. Jeg kender INGEN kreative mennesker, som ikke ville foretrække, at dem, som ikke længere henter værdi i det, de/vi skaber, stille og roligt ville søge andre steder hen. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi vokser. Vi udvikler os. Vi flytter os. De samme inspirationskilder kan ikke ramme os igennem samtlige af livets forskellige faser, og det er ok.
Det, jeg gerne vil prøve at opfordre til, er at man gør sig tanker om, om man interesseret i dét, man reelt beder om, når man lægger sådan en kommentar.
For hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så følger jeg bloggere og andet godtfolk, fordi de giver mig stof til eftertanke, får mig til at grine eller skriver, så sjælen synger. Somme tider maler de billeder med koste, andre gange bruger de et enkelt hår. Men det, der får mig til at blive hængende, er at jeg kan mærke, hvem de er. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg kender dem, men at jeg kan mærke, at de er autentiske, uanset i hvilken grad de vælger at åbne deres liv og hjerter op.
Og hvis vi accepterer, at vi som læsere hver især må begynde fjerne det, der lige præcis trykker på *vores* knapper, så bliver det meget hurtigt en underlig amputeret udgave af disse mennesker, vi kommer til at sidde tilbage med.
Hvis vi accepterer, at læserne pludselig må træde helt ind i bloggeres liv og valg, og må gå og prikke til alt med lange spidse pinde, så er en meget naturlig reaktion, at man lynhurtigt blænder dørene af til de rum, hvor det personlige og sårbare ligger, og udelukkende inviterer ind i det kunstigt opstillede showroom, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre.
Jeg ved godt, at nogen synes, det er fjollet, at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden, når nogen lægger ovennævnte typer af kommentarer på bloggen. At jeg hver gang går ind i den, og ikke bare er Den Gode Blogger, der giver læserne ret og “hvor er det godt du siger det!”
Andre skriver igen og igen, at jeg ikke skal tillægge det betydning og i stedet bare fokusere på dem, der godt forstår, hvad jeg mener.
Men jeg synes sgu, at det her er vigtigt. For det er noget med grænser, der bliver overtrådt, og hvor det føles virkelig mærkeligt, at det nærmest forventes, at man bare glider af og retter ind. Det giver ikke mening for mig. Længere. Ikke når vi taler om et medie, man selv aktivt opsøger.
Og inden den gamle traver om, at det er, hvad man må forvente, når man lægger en del af sit liv til skue, bringes i spil, vil jeg gerne lige spørge: Siger hvem? Andre offentlige personer? Ikke rigtigt, vel? Det er en præmis, som er blevet etableret og vedtaget som sand af de mennesker, der gør den nødvendig.
Og det, som jeg så gerne vil have, at man holder sig for øje er, at det for mennesker som mig, påvirker min lyst til at skrive, og hvis det gælder for mig, så gælder det med 110% garanti også for en masse andre mænd og kvinder, der også bruger tid på at producere underholdning. Så det, jeg egentlig gerne vil frem til er, at vi som læsere er med til at bestemme, hvor stort udvalget af underholdning skal være, fordi vi påvirker menneskene bag det med vores respons. Og hvor debat altid er fedt, fordi det vidner om engagement, som gør dét at blogge 100 gange mere interessant, end tomme, døde kommentarfelter, hvor vindheksene blæser ensomt rundt, så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet.
For mit eget vedkommende er mit formål med at blogge at blive klogere på mig selv. Men ligesom mennesker, der spiller musik, fordi de ikke kan lade være, skriver jeg også for at underholde, og det ville ikke for mig være det samme at skrive i en dagbog.
Jeg skriver også til Anton og Frida, og træder jeg en dag ud foran en bil, er der truffet foranstaltninger, så domænet bliver betalt til de fylder 25 og kan tage stilling til, hvad de vil stille op med siden her.
Til gengæld betyder det intet for mig, om jeg skriver til 50 eller 500 personer. Jeg er ikke til salg for annoncekroner, men jeg er heller ikke til salg for læsertal og likes. For mig er antallet ikke vigtigt; min proces opstår i det sekund, at jeg ved, at andre øjne skal læse, hvad jeg skriver, og andre hjerner skal forholde sig til indholdet. Om det altid har været sådan, kan jeg ikke længere huske, men faktum er, at sådan er det i dag.
Så inden du lægger en kommentar om, at et bestemt ord støder dig, eller at noget ikke er sjovt, så overvej lige en ekstra gang, om du faktisk er interesseret i, at det bliver modtagerne frem for afsenderen, der får lov at definere indholdet. ALLE modtagerne. Også dem, du synes er nærtagende og uden humor.
Og hvis du i et kommentarfelt eller under et billede er nødt til at skrive “Det er ikke for at være træls, men..:” eller “Det er ikke for at være en løftet pegefinger, men..:” så synes jeg faktisk, du skal lægge tastaturet og bakke langsomt. For så ved du godt, at du er på vej ud over en grænse, som de færreste er interesseret i at alle de andre får lov at krydse.
M2019, uge 7
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tænkt over, at noget af det, er er virkelig rart ved at køre denne indlægsrække er, at der er kommet langt mere transparence min omgangskreds.
I weekenden havde jeg besøg af en veninde, og i stedet for en blomst (som vi plejer at give hinanden) havde hun været på lageret i den virksomhed hun arbejder, og bl.a. fundet lidt rengøringsmidler, lidt luksuskrydderier og en pakke køkkenrulle. I torsdags havde en anden veninde et par flasker rødvin med, som var givet som firmagave til mennesker, der ikke bryder sig om vin, og for et par uger siden gav jeg selv en kogebog jeg ikke længere bruger, videre som værtindegave.
Jeg ELSKER, at vi er blevet langt mere åbne omkring brug, genbrug og økonomi. At vi kan videregive noget, vi hver især har adgang til, eller ikke længere bruger, uden at det virker usselt eller nærigt. Det føles, som om et lag er blevet fjernet, og som om relationerne er blevet endnu mere ægte.
(Men jeg sætter også pris på, at vi er enige om, hvornår vi kører genbrug; at det altid er til de små-gaver, som man ikke forventer at få. For jeg kan sagtens se, hvordan lige præcis det her emne kunne blive rigtig træls ift. jule- og fødselsdagsgaver, hvis man ikke er enige om reglerne).
2.
Ønsket mig – og fået – en termokande fra Contigo. Efter at have ransaget min sjæl ift. hvorfor jeg ikke bruger den udmærkede termokande jeg har, når jeg er på heldagsopgaver, hvor kaffen koster en million, er jeg nået frem til, at det handler om 3 ting: Den savler, hvilket gør, at jeg skal have den med i en særskilt pose, den fylder, fordi den er designet til at stå på et bord, og den kræver, at jeg medbringer en kop, hvilket nærmest gør sættet til et ensemble. Et træls ensemble.
Derfor undersøgte jeg, om ikke man kunne få en termoflaske i samme mærke, som de termokopper, jeg har, som holder så tæt, at jeg uden at svede kan smide dem på hovedet i min lædertaske, og sørme jo.
Jeg fik den i går, og den er skøn. Den rummer mere, fylder mindre, låget fungerer som kop og ingen kan stoppe mig nu.
3.
For første gang prøvet at købe ind gennem Bilka To Go (ikke spons). Og det kommer til at spare mig mange penge fremover, kan jeg se.
Fordi jeg selv har været sådan lidt “Ja ja. We get it. Man sparer impulskøbene. Men man *kan* jo bare styre sig, når man handler”, når folk lovpriser den her måde at handle på, vil jeg gerne prøve at beskrive, hvad der har overrasket mig, som helt konkret gør en forskel:
*Impulskøbene. Jamen, vi er nødt til at have dem på, for de udgør virkelig en latterlig stor procentdel af den samlede købesum, kan jeg se. Jeg ville have forsvoret at det forholdt sig sådan, for jeg er virkelig god til at følge min indkøbsseddel, og jeg smider ikke lige et par ekstra sko eller en parfume i vognen, fordi jeg bliver fristet. Men. Det, jeg pludselig kan se, er, at jeg måske har defineret ‘impulskøb’ forkert, for mine impulskøb er de mange, små opgraderinger, jeg laver, som jeg ikke engang opdager. At jeg ikke tager saften fra Budget (50 øre pr. færdig liter saft), men i stedet tager den økologiske rabarbersaft fra Den Gamle Fabrik (5 kr. literen), fordi den lige stod dér og var på bud. Jeg fraviger med andre ord ikke min indkøbsseddel, men tager andre og dyrere varer, end jeg havde planlagt, fordi de er på tilbud. Men de er stadig dyrere end dem, jeg havde tænkt mig at købe, og dét løber op.
*Man kan hele tiden i hjørnet se, hvor meget man nu har købt for, hvilket jeg skulle hilse at sige har en MEGET præventiv effekt. For hvor man i butikken bare står med en proppet vogn, og det derfor føles lidt lige meget, om man lige smider et par ekstra ting i, så bliver det bare meget tydeligt, at det gør en forskel, når man med det samme i kroner og ører kan se det samlede beløb kravle opad.
*Man kan justere sin kurv ligeså mange gange, man har lyst, så hvis man pludselig har for 200 kr. mere, end man havde kalkuleret med, kan man bare slette varerne i kurven. Det gør man ikke lige i forretningen, vel?
*Jeg er – åbentbart – sådan en, der normalt ikke tænker over, hvor mange bananer, jeg skal bruge, men bare tager en klase, der ser pæn ud. Vi spiser ret meget frugt og grønt, så alene det, at jeg hver gang, jeg skulle tilføje en varegruppe, udelukkende tog, hvad jeg vidste, jeg skulle bruge, og ikke bare lige en klase med 6, gjorde en forskel. Jeg tror aldrig, jeg har tænkt over, hvor meget jeg handler med øjnene og pr. refleks.
*Hver gang man søger, kan man vælge at sortere på tilbud. Det betyder, at man ikke overser en tilbuds-ø, hvor man kan få ekstra billig kokosmælk, fordi butikken har valgt at placere øen langt væk fra varegruppen ‘asiatisk mad’. Samtidig er der på hvert billede en kg/stk/liter-pris anført, så alle billeder i varegruppen står side om side, og man med det samme kan se, hvad der reelt er billigst.
*Og endelig er man fri for det evindelige problem med forkerte hyldeforkanter, hvor man står ved kassen og får at vide, at lige præcis de japanske citroner desværre ikke er med i tilbuddet, og man er nødt til at sige fuck it, fordi man har frostvarer, og derfor ikke har tid til at stå og være nummer 100 i køen ved kundeservice. .
Den eneste alvorlige irritationsfaktor er, at man er tvunget til at bruge de plastikposer, de pakker i. Jeg ville ønske, at man kunne tilvælge nogle mere robuste af slagsen, som man betalte pant for, og havde mulighed for at returnere, men mon ikke der på sigt bliver tænkt over et eller andet, som er mere bæredygtigt, end den model, de kører nu.
Vil man gerne hente varer inden kl. 14, kræver det også, at man er lidt på forkant, for handler jeg mandag, kan det først hentes fra tirsdag kl. 14. Så vil jeg gerne hente inden kl. 14, skal jeg bestille to dage før (altså, bestille mandag og vinge af, at jeg henter tirsdag efter kl. 14 – så kan det hentes onsdag fra kl. 6).
Men det til trods bliver det helt sikkert sådan, vi kommer til at handle fremover.
____________________
Til sidst får I lige et par anbefalinger med:
Leonora Christine Skov – Den der lever stille
Det, der gør, at man kan holde ud at læse den her historie, er måden, den er skrevet på. For selve fortællingen er simpelthen så grum og hjerteskærende, at det næsten overgår, hvad man som menneske kan forstå.
Kort fortalt er det historien om emotionel vanrøgt, og om hvordan man genskaber sig selv, bid for bid, når ens forældre ikke har givet én den omsorg og kærlighed, som de fleste af os tager for givet.
Bogen skifter mellem nutid og fortid, og fordi Leonora Christine er et halvt år ældre end mig, er der virkelig meget genkendelse i det billede, hun tegner af tiden, hun voksede op i.
Sproget er eminent, og det virker så nemt og ubesværet, når ordene flyder og stemninger, steder og personer vokser frem for øjnene af én.
Den er blevet rost til skyerne og det er umådelig velfortjent. Tusind stjerner herfra.
(Og endelig skal man skynde sig i biografen og se Bohemian Rhapsody, hvis ikke man har været afsted. SÅ fin og rørende og respektfuld.)
Rolig nu
Noget af det, jeg holder meget af ved podcasten ‘A slob comes clean’ er, at den ofte får mine tanker til at vandre.
På mange måder er de overvejelser, man gør sig, når man rydder op, minimerer og smider ud, faktisk er de samme, der fylder i livet, bare i mindre målestok. Mon ikke, det er derfor, man så ofte føler det nødvendigt at beskrive det som ‘en rejse’ eller ‘en proces’, når man snakker om det? For i virkeligheden er det jo ret store ord at bruge om det, der ret beset bare er oprydning.
Men når det kommer til netop oprydning, så er det min oplevelse, at selvom slutresultatet for det blotte øje bare er bedre plads på hylder og i skuffer, så er ting ikke bare er ting, men snarere små ankre, man gennem tiden har kastet ud i det vand, man er sejlet igennem, og som derfor somme tider hænger fast i dynd og gamle skrog, når man forsøger at trække dem fri.
I sidste uge hørte jeg podcast nr. 120, som hedder ‘Decluttering – giving up on dreams’ hvor udgangspunktet er en mail fra en lytter, som ved, at hun ikke får flere børn, men som har svært ved at skille sig af med alle babytingene, fordi det for hende har været en livsdrøm at få mange børn.
Dana (hende, der laver podcasten) kommer omkring mange ting i dette afsnit, men essensen er, at de ting, der er sværest at slippe, er dem, der hænger sammen med bestemte selvbilleder. Enten en person, du var eller én, du drømte om at blive. Og det kræver jo ikke en ph.d i psykologi at regne ud, at det f.eks. var derfor, det var svært for mig at rydde op i mit tøjskab; i det lå min identitet som hende, jeg var, og selvom det var svært, at den lå der, fordi den var en konstant påmindelse om alt det, jeg ikke længere var, var den også afsindig svær at slippe, fordi jeg faktisk ikke helt er klar over, hvem jeg er blevet i stedet.
Hele ideen med podcasten er at prøve at komme med konkrete bud på, hvordan man løser nogle af de her udfordringer, så rådet her var at starte med det nemme; at man, uanset hvad det er, man har svært ved at give sig i kast med, bare starter, fordi man så vil opdage, at nogle af tingene er ligeså svære at forholde sig til, som man havde frygtet – men rigtig mange af dem er ikke.
Så længe de ligegyldige ting står og fylder, er der ikke plads til det, der betyder noget, men når man får ryddet op i alt det, der står rundt om det svære, så *bliver* der faktisk plads til, at man kan lade det vigtige og svære stå, til man er klar til at kigge på det.
Alene det, at man har haft fat i det, der napper, gør, at det næste gang, man har fat i det, napper mindre. Ikke mindst fordi man, hvis man samler stafetten op efter et halvt år, faktisk har konstateret, at man ikke har brugt det, som man var bange for at skille sig af med, fordi man mente, man ville få brug for det et sted i fremtiden. Hun bruger et udtryk, som jeg godt kan lide: “You have lived the future”, og tesen er, at man måske kan se på tingene med mere realistiske øjne.
Og mens jeg sad og lyttede, tænkte jeg over, at de løsninger, der blev beskrevet, egentlig også gælder i relationer og i livet, sådan helt generelt. At man er nødt til at skille sig af med det, der larmer og fylder, for at få plads til det, der er vigtigt. Og at det somme tider kan være nødvendigt at bevæge sig i cirkler, fremfor i lige linjer, fordi man ikke ser ting klart, første gang man står overfor dem.
Det fik mig til at tænke på, at jeg har en oplevelse af at bevæge mig ind i en ny fase af mit liv. At hvor jeg i mange år har været frygtelig kompromisløs i mine relationer, og hvor det har været umådelig vigtigt for mig at stå vagt om mine grænser, så har det mål faktisk ændret sig til, at det i dag er vigtigere for mig at skabe ro i mit liv og i mit hoved.
Hvor jeg for 5 år siden ville have følt, at jeg solgte ud, hvis jeg bevarede relationer, som jeg måske egentlig ikke længere følte var rigtige, så oplever jeg i dag, at dét at klippe en relation over, somme tider bare kan være en anden måde at binde sin energi til den på, fordi der omkring nogle forbindelser er så mange eksterne faktorer, der spiller ind, at man ikke får lov at trække sin energi hjem ved at lukke ned for det, der frustrerer, men bare veksler frustration til en anden slags, som handler om drama og 3. parter.
Jeg oplever også, at hvor jeg for år tilbage næsten øjeblikkeligt vendte det indad, når jeg stødte på mennesker, jeg instinktivt ikke brød mig om (for hvorfor kan jeg ikke lide dem, skyggesider, projektioner, spejl, Freud og hvad med dig selv), så har jeg i dag sluttet fred med, at der simpelthen bare er noget, der hedder dårlig eller ingen kemi, uden at det har det fjerneste med mig at gøre.
Så selvom podcasten handlede om, hvordan man rydder op i det, der er svært, fik den mig til at tænke over, hvor langt jeg egentlig synes, jeg er nået i mit arbejde med mig selv og hvordan jeg går gennem livet og verden. Hvor meget af det, der er svært, jeg faktisk *har* fået ryddet op i. At nogle af de issues, der fyldte allermest for mig, da jeg første gang satte mig i stolen overfor Carl i Studenterrådgivningen i Ryesgade, i dag har fundet deres plads.
Jeg behøver ikke tage alle kampe, jeg bliver inviteret til. Jeg behøver ikke være i konstant fight-or-flight-mode. Jeg behøver ikke løse alle de store problemer nu; somme tider er det både bedre og nok at se på det, der omkranser problemet og rydde op i dét, fordi det giver et mere målrettet fokus, og en bedre og mere klar fornemmelse af, hvad der er vigtigt.
Og for mig, nu, i dag, er det først og fremmest ro.
M2019, uge 6
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Husket, at det er fastelavn om lidt.
Man kunne givetvis lave et eller andet finurligt, hvis man var den håndarbejds-efne type, men jeg er nærmest det modsatte. Samtidig er jeg rimelig priviligeret, fordi ingen af børnene har stærke holdninger til, hvad de gerne vil klædes ud som. Jeg ved ikke, om den bliver ved med at gå, men så længe den gør, kan jeg ligeså godt udnytte det.
Derfor tog jeg, da vi sidste år fik en pose tøj, hvori der var en udklædningskjole som Frida vil ELSKE, denne fra, og gemte den bagerst i skabet.
Til Anton fandt jeg i mandags på Marketplace et fint Super Mario outfit til den beskedne sum af 85 kr, inkl. forsendelse.
Så nu kan de bare komme an med den kat.
2.
Fået “nyt” sengetøj, som er en stak af min mors aflagte. Sengetøj har stået MEGET langt nede på listen over ting, jeg har prioriteret at bruge penge på, så det sidste år har jeg brugt en sikkerhedsnål, når jeg har lynet mine dynebetræk, fordi lynlåsene var i stykker, og at kalde sengetøjet ‘slidt’ ville være en kompliment.
Men min mor sendte en pose af deres god-kvalitet-og-ikke-specielt-brugte sengetøj i min retning, og efter at have sendt to sæt retur, som hun var så sød at sy kortere, var der nyt sengetøj til hele banden.
3.
Været ud-over-det-sædvanlige dygtig ift. sidste weekends aftensmad. Lørdag skulle vi til fødselsdag, og jeg ved, at når vi har været afsted hele eftermiddagen, så GIDER jeg ikke lave mad, når vi kommer hjem.
Samtidig vil jeg også gerne undgå at ty til fryseren i weekenden, fordi det er der, hvor jeg – i hvert fald på papiret – burde have bedst tid til at lave mad; de frosne retter vil jeg gerne kunne hive ud og frem i hverdagen.
Men når man har siddet og guffet kage i timevis, synes jeg også bare tit, at man har lyst til noget rigtig mad, når man kommer hjem, så jeg havde besluttet, at vi skulle have hjemmelavede sliders med pulled chicken og coleslaw, og det tager jo ca. 20 år at lave.
Men fordi det bare var os, og det derfor ikke betød det store, hvis jeg eksperimenterede og fejlede, prøvede jeg at koldhæve dejen til burgerbollerne, som jeg rørte sammen om morgenen, og satte i køleskabet. Kyllingen smed jeg i stegesoen og tilsatte lidt ekstra væske, og så fik den lov at stå og hygge sig, mens vi var til fødselsdag. Da jeg til frokost alligevel skar gnavegrønt til de kommende dage, rev jeg kål og gulerødder, så salaten var også lavet.
Og alt lykkedes, og det smagte så englene sang. Ridende på denne bølge af succes, gemte jeg fonden, som kyllingen havde kogt i, og dagen efter satte jeg den til at simre med en dåse hakkede tomater, et løg, en gulerod og en håndfuld rød peber af det, jeg allerede havde skrællet og skåret. Jeg blendede det med en rest smøreost og en sjat creme fraiche, der ellers var sat på dødsgangen, og så var der, sammen med resten af burgerbollerne, mad til både mandag og tirsdag, og det smagte fantastisk, og jeg har det nok lidt som om, jeg ene mand har skubbet klimakrisen 3-4 år #selvtak
Straffer vi psykisk sygdom med fængsel?
Der er noget, jeg har spekuleret over de sidste par uger, og jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der overser noget væsentligt.
Det drejer sig om sygeplejersken fra Skjern, som har tappet blod fra sin lille dreng over en periode på 5 år.
Inden jeg går videre, har jeg brug for at sige, at jeg på ingen måde synes, at det hun har gjort er i orden. Jeg får ondt i maven ved tanken om, hvad den lille dreng har været udsat for, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad det får af konsekvenser for ham på lang sigt, at hans primære omsorgsperson forsætligt har gjort ham ondt.
Og selvfølgelig skal det have konsekvenser – det kan der vist ikke være nogen, der er uenige i.
Men det, jeg bokser lidt med er, at moderen er blevet dømt efter voldsparagrafen, selvom lægerne vurderer, at hun sandsynligvis lider af Münchausen by Proxy.
For hvor man med stort set alle andre psykiske lidelser, jeg kan komme i tanke om, godt kan have diagnosen, uden at det nødvendigvis medfører, at man gør nogen ondt, så er det vel netop selve handlingen; selve det, at man skader sine børn med fuldt overlæg, fordi man gerne vil have opmærksomhed, der gør Münchausen by Proxy til en sygdom?
Eller hvad?
For hvis det er rigtigt, så idømmer man hende jo faktisk fængselsstraf, udelukkende pga. en psykisk lidelse – som man klassificerer som vold – og det ved jeg ikke helt, om jeg kan forlige mig med.
Havde forvaring eller behandling ikke været mere oplagt?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dommen måske er et udtryk for, at nogle psykiske lidelser i vores samfund er langt mere tabubelagte end andre.
Hvad siger I?
(PS: M2019-indlægget kommer på i morgen aften)
I øvrigt:
*fik jeg serveret en kyllingesalat med æg i forleden. Er jeg den eneste, der finder det en lille smule perverst? #MorOgBarnSalat
*ELSKER Frida at se de der skrækkelige YouTube videoer, hvor hele Kina og den samlede Østblok klæder sig ud og falskt og fuldstændig frygtløst synger soundtracket til Frost på det mest ubehjælpsomme engelsk, jeg nogensinde mindes af have hørt. Jeg er med på, at internettet er nyt på de kanter, men de har vel dog trods alt haft toner? Noder? Musik?
*var jeg hjemme med Frida forleden, og det er stadig noget af det, jeg har det sværest med i mit job; at når jeg eller børnene er syg(e), så ved jeg PRÆCIS hvem der med stor sandsynlighed sidder uden tolk, og hvad de går glip af. Det er hæsligt.
*trippede jeg i sidste uge nervøst rundt ved vinduerne og kastede lange blikke op ad vejen, lige fra vi stod op til vi kørte. Ikke fordi jeg ventede en sømand hjem fra de syv verdenshave, men fordi det var den dag, skraldemændene skulle komme og tømme papir- og genbrugsspand, og min angst for at misse dem er muligvis den mest deprimerende voksenreaktion, jeg endnu er stødt på.
*har jeg brug for, at vi med øjeblikkelig varsel stopper med at bruge ordet “Momtrepreneur”.
*og nu vi alligevel roder rundt i sprogkassen: Vidste I, at det fænomen, der om aftenen hedder ‘skumringen’ hedder ‘dæmringen’ om morgenen? Jeg ELSKER ord!
*undrer det mig egentlig lidt, at man endnu ikke har set nogle rabiate dyreaktivister hidse sig op over den indlysende mangel på nærvær, når hundeejere går tur med hunden i den ene hånd og mobilen i den anden.
*er jeg stadig ikke for gammel til at blive en lille smule excited, når DMI melder sne i løbet af natten.
*eller til at blive skuffet, når vi så bare står op til regn on the rocks.
*er dét at bo og samtale med en 3-årig lidt som at bo med en af de troldmænd fra eventyrfilmene, der siger underlige ting, fuldstændig ude af kontekst. Bare med den ret afgørende forskel, at bemeldte troldmænd sjældent får et anfald i 3 etaper, hvis man ikke lige kan hive et svar ud af hovedet på spørgsmål som: “Hvem er vores egern egentlig, mor?” (vi har aldrig haft – eller set – et egern) eller “Hvor er huset?” (Og troldmænd og torturbødler kan bare pakke sammen. Efter i 10 minutter at have forsøgt at stille opklarende spørgsmål a la “Hvad for et hus?” “Vores hus?” “Er det noget, du har set i børnehaven” for bare at blive mødt af en gradvist mere og mere hysterisk gentagelse af det oprindelige spørgsmål, har man lyst til at kravle sammen i hjørnet i katatonisk fosterstilling og skrige: “HVAD ER DET FOR ET HUS, DU SNAKKER OM!?!”)
(Men man gør det selvfølgelig ikke, vel?)
(Mest fordi hjørnet allerede er optaget af rasende 3-årig).
*hører jeg den her på repeat for tiden:
M2019, uge 5
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fundet og solgt en gammel mobiltelefon. Jeg fik 500 kr. for den, hvilket var fint, men shit det er godt nok også en anden gruppe af købere, man får henvendelser fra, end når man sælger børnetøj og tupperware. Jeg fik sygt mange bud på den, heriblandt virkelig mange skam-bud. Jeg tror også, jeg blev kontaktet af noget undercover politi; profilen så i hvert fald ualmindelig suspekt ud, og det var nogle MEGET specifikke spørgsmål, han/hun stillede.
Så det, jeg her har lært er, at hvis man skal sætte elektronik til salg, så skal man gøre det på et tidspunkt, hvor man har tid og overskud til at svare på mange (MAAANGHE!!) spørgsmål.
2.
Ryddet op i mine smykker, hvilket er et projekt, jeg har skubbet i 100 år. Uden egentlig helt at vide hvorfor, for det er meget få af mine smykker, jeg har et nostalgisk forhold til. Men jeg har AFSINDIGT mange øreringe, fordi det er noget af det, man må give den gas med i mit fag, hvor vi ellers helst skal være uden for meget juletræspynt. Så jeg sorterede ca. 2/3 fra, satte det hele til salg, solgte ca. halvdelen, og forespurgte i den lokale genbrug om de ville have resten. Det ville de gerne.
3.
I forlængelse af ovenstående fået vurderet et par armbånd og en halskæde jeg har i sølv. For jeg tror virkelig, at det somme tider er fint lige at afstemme idé om værdi og virkelighed. Og sættet, der har kostet – og stadig koster – omkring 1000 kr. fra nyt, kan man hos en sølvsmed få.. wait for it… 75 kr. for. I alt. Så nu er jeg helt i fred med, at det ligger og kigger, og venter på, at den rigtige modtager kommer forbi.
4.
Prøvet at lave flødekarameller af fløde, der har været frosset ned, og vil bare som serviceinfo videregive, at det ikke kan lade sig gøre. Det tykner ikke, uanset hvor meget sukker, man hælder i. Jeg har smidt det alt for bløde resultat i fryseren i en rugbrødsform, og tænker, at jeg lægger det imellem to bjælker chokoladekage og serverer det med is, næste gang jeg får gæster.
5.
Svedt over, at økonomien er lidt stram i februar, samtidig med, at Antons værelse stadig kun er halvvejs færdigt. Det har jeg det sådan her med:
Men klog af skade ift. at have brugt for mange penge på for kort tid på Fridas værelse, har jeg lavet en liste over, hvad der skal købes til Antons værelse, og valgt at starte med træet til hylderne. Det er noget af det, der kommer til at gøre en reel forskel at få op, og som får projektet til at skride fremad, hvorimod et nyt sengetæppe mere er kosmetisk nødvendigt.
Så selvom jeg er ærgerlig over, at jeg med Fridas værelse faldt lidt af minimalist-vognen, gør det mig alligevel glad, at min læringskurve er blevet så stejl, at jeg opdager, hvad der foregår, mens det går ned, og reagerer (stort set) med det samme, i stedet for at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne, som jeg ville have gjort for bare et par år siden.
