Noget af det, jeg holder meget af ved podcasten ‘A slob comes clean’ er, at den ofte får mine tanker til at vandre.
På mange måder er de overvejelser, man gør sig, når man rydder op, minimerer og smider ud, faktisk er de samme, der fylder i livet, bare i mindre målestok. Mon ikke, det er derfor, man så ofte føler det nødvendigt at beskrive det som ‘en rejse’ eller ‘en proces’, når man snakker om det? For i virkeligheden er det jo ret store ord at bruge om det, der ret beset bare er oprydning.
Men når det kommer til netop oprydning, så er det min oplevelse, at selvom slutresultatet for det blotte øje bare er bedre plads på hylder og i skuffer, så er ting ikke bare er ting, men snarere små ankre, man gennem tiden har kastet ud i det vand, man er sejlet igennem, og som derfor somme tider hænger fast i dynd og gamle skrog, når man forsøger at trække dem fri.
I sidste uge hørte jeg podcast nr. 120, som hedder ‘Decluttering – giving up on dreams’ hvor udgangspunktet er en mail fra en lytter, som ved, at hun ikke får flere børn, men som har svært ved at skille sig af med alle babytingene, fordi det for hende har været en livsdrøm at få mange børn.
Dana (hende, der laver podcasten) kommer omkring mange ting i dette afsnit, men essensen er, at de ting, der er sværest at slippe, er dem, der hænger sammen med bestemte selvbilleder. Enten en person, du var eller én, du drømte om at blive. Og det kræver jo ikke en ph.d i psykologi at regne ud, at det f.eks. var derfor, det var svært for mig at rydde op i mit tøjskab; i det lå min identitet som hende, jeg var, og selvom det var svært, at den lå der, fordi den var en konstant påmindelse om alt det, jeg ikke længere var, var den også afsindig svær at slippe, fordi jeg faktisk ikke helt er klar over, hvem jeg er blevet i stedet.
Hele ideen med podcasten er at prøve at komme med konkrete bud på, hvordan man løser nogle af de her udfordringer, så rådet her var at starte med det nemme; at man, uanset hvad det er, man har svært ved at give sig i kast med, bare starter, fordi man så vil opdage, at nogle af tingene er ligeså svære at forholde sig til, som man havde frygtet – men rigtig mange af dem er ikke.
Så længe de ligegyldige ting står og fylder, er der ikke plads til det, der betyder noget, men når man får ryddet op i alt det, der står rundt om det svære, så *bliver* der faktisk plads til, at man kan lade det vigtige og svære stå, til man er klar til at kigge på det.
Alene det, at man har haft fat i det, der napper, gør, at det næste gang, man har fat i det, napper mindre. Ikke mindst fordi man, hvis man samler stafetten op efter et halvt år, faktisk har konstateret, at man ikke har brugt det, som man var bange for at skille sig af med, fordi man mente, man ville få brug for det et sted i fremtiden. Hun bruger et udtryk, som jeg godt kan lide: “You have lived the future”, og tesen er, at man måske kan se på tingene med mere realistiske øjne.
Og mens jeg sad og lyttede, tænkte jeg over, at de løsninger, der blev beskrevet, egentlig også gælder i relationer og i livet, sådan helt generelt. At man er nødt til at skille sig af med det, der larmer og fylder, for at få plads til det, der er vigtigt. Og at det somme tider kan være nødvendigt at bevæge sig i cirkler, fremfor i lige linjer, fordi man ikke ser ting klart, første gang man står overfor dem.
Det fik mig til at tænke på, at jeg har en oplevelse af at bevæge mig ind i en ny fase af mit liv. At hvor jeg i mange år har været frygtelig kompromisløs i mine relationer, og hvor det har været umådelig vigtigt for mig at stå vagt om mine grænser, så har det mål faktisk ændret sig til, at det i dag er vigtigere for mig at skabe ro i mit liv og i mit hoved.
Hvor jeg for 5 år siden ville have følt, at jeg solgte ud, hvis jeg bevarede relationer, som jeg måske egentlig ikke længere følte var rigtige, så oplever jeg i dag, at dét at klippe en relation over, somme tider bare kan være en anden måde at binde sin energi til den på, fordi der omkring nogle forbindelser er så mange eksterne faktorer, der spiller ind, at man ikke får lov at trække sin energi hjem ved at lukke ned for det, der frustrerer, men bare veksler frustration til en anden slags, som handler om drama og 3. parter.
Jeg oplever også, at hvor jeg for år tilbage næsten øjeblikkeligt vendte det indad, når jeg stødte på mennesker, jeg instinktivt ikke brød mig om (for hvorfor kan jeg ikke lide dem, skyggesider, projektioner, spejl, Freud og hvad med dig selv), så har jeg i dag sluttet fred med, at der simpelthen bare er noget, der hedder dårlig eller ingen kemi, uden at det har det fjerneste med mig at gøre.
Så selvom podcasten handlede om, hvordan man rydder op i det, der er svært, fik den mig til at tænke over, hvor langt jeg egentlig synes, jeg er nået i mit arbejde med mig selv og hvordan jeg går gennem livet og verden. Hvor meget af det, der er svært, jeg faktisk *har* fået ryddet op i. At nogle af de issues, der fyldte allermest for mig, da jeg første gang satte mig i stolen overfor Carl i Studenterrådgivningen i Ryesgade, i dag har fundet deres plads.
Jeg behøver ikke tage alle kampe, jeg bliver inviteret til. Jeg behøver ikke være i konstant fight-or-flight-mode. Jeg behøver ikke løse alle de store problemer nu; somme tider er det både bedre og nok at se på det, der omkranser problemet og rydde op i dét, fordi det giver et mere målrettet fokus, og en bedre og mere klar fornemmelse af, hvad der er vigtigt.
Og for mig, nu, i dag, er det først og fremmest ro.
Hvor er det fint skrevet, Linda, og det vækker genklang her hos mig. Under en gevaldig svær tid for nogle år tilbage faldt jeg over bogen ‘Superwoman er en følelse’, der vel er en art selvhjælpsbog, men som er lysår bedre, dybere og klogere end titlen kunne antyde. Jeg har læst den og brugt den som opslag af flere omgange, den står nu i min bogreol, og jeg vender ofte tilbage til citater derfra. Et af dem er spørgsmålet: ‘Har du overvejet, hvad roen kunne gøre for dig?’ I den periode fik jeg klarhed over hvilke værdier, der er vigtige for mig, og hvad jeg har brug for for at have en hverdag, jeg trives i, og i dag er mit liv i høj grad indrettet for at tilgodese mit behov for ro. (Så meget som man nu kan med to små børn)
Jeg har bestilt Superwomanbogen på biblioteket nu – tak for anbefaling. Det er utroligt, hvor meget man kan hente i bøger (og andre inspirationskilder), hvis man falder over dem på det rigtige tidspunkt.
Jeg ved ikke, om du har læst Majbritte Ulrikkeholm, men hun har de seneste år skrevet bøger, som også virkelig prikker til nogle ting i mig. Måske er det noget med, at man helt intuitivt søger roen og forståelsen i takt med, at man bliver ældre?
Jeg kan godt relatere mig til kvinden, der har svært ved at smide babytingene ud. For 2 1/2 år siden havde min PhD-studerende lige fået sit første barn og jeg gik i gang med at pakke vores babyting til hende, for vi skulle ikke have flere børn – min mand havde på ingen måde lyst til at få flere end de to drenge, vi havde og det troede jeg faktisk, at jeg havde forliget mig med. Det endte så med, at han kom hjem og fandt mig i kælderen, tudbrølende med en sparkedragt i str 50 i skødet. Den arme mand blev noget forbløffet, men jeg skulle på vagt, så vi snakkede ikke så meget mere om det. Tre måneder senere sagde han så, ud af det blå, at han syntes vi skulle prøve at få et barn mere. Præcis et år senere fik vi vores lille pige. Og NU er jeg klar til at komme af med alle babytingene. Så jeg forstår virkelig godt, hun synes det er svært – hun siger endegyldigt farvel til den forestilling om sig selv, som du også skriver.
Jeg har også temmeligt meget tøj, og SKO, i skabet, som jeg ikke kan få mig selv til at sende videre fordi det var dyrt / brugt til særlige lejligheder / er virkelig pænt el.lign., men som jeg med al sandsynlighed ikke kommer til at bruge igen fordi mine fødder er blevet større (DAMN you, graviditeter!) og fordi jeg næppe nogensinde kommer ned i str 34 igen.
Så de ting, som reelt gør mig trist eller utilfreds med mig selv, burde jeg komme af med. Og det er nok en god ide at acceptere, at det ikke kommer i et hug. For ellers kommer min mand igen hjem fra arbejde og finder mig grædende på gulvet, denne gang med et par Christian Louboutin stilletter og en Chloé kjole i skødet. 😉
Jeg synes ikke, jeg har det så meget med relationer – jeg har aldrig holdt meget fast i folk, som ikke gør mig godt, og i disse år, som for mit vedkommende er fyldt med små børn og arbejde, synes jeg faktisk det er sværere at holde fast i folk, som jeg holder af fordi dagene bare forsvinder mellem hænderne på mig.
Men jeg er heller ikke på en rejse mod minimalt forbrug. Jeg synes, at jeg er blevet en mere bevidst forbruger og køber mindre men i bedre kvalitet. Hvis jeg forfalder til fx billige t-shirts i h&m ærgrer det mig når de bliver skæve / hullede i vask, så der bliver færre af den slags dumme, tilsyneladende billige køb. Omvendt synes jeg heller ikke, at der nødvendigvis er en direkte sammenhæng ml kvalitet og pris hvad angår tøj, så den del synes jeg er svær at få ordentligt hånd om. Ærgrelsen derimod er direkte proportional med prisskiltet, så what to do, når man 1) ikke er minimalist og 2) har tre snottede børn og derfor ikke kan klare sig med tre t-shirts i skuffen? 🤷🏼♀️
Jeg kan også sagtens følge det er svært at smide babyting ud/videre. Sådan havde jeg det selv.
Mht. Det sidste tænker jeg ikke det handler om at alle skal køre samme stil men jeg arbejder selv imod ikke at bruge mere end der er behov for. Og f.eks. duer det ikke med tre t-shirts og små børn men man behøver måske ikke 50? For mig handler det mere om at de ting jeg har bliver brugt og at jeg ikke køber ting som jeg ikke kan passe og overvejer grundigt de gange det kun kan bruges en gang. Så for mig handler det også om forbrug og her tænker jeg at andre måske vil kunne bruge de stilletter jeg ikke kan passe og de derfor ikke bare er spildte ressourcer. Samtidig kan der være ting jeg beholder bare fordi de gør mig glad men så har de den funktion. Så for mig handler det ikke om minimalisme men om balance i mit forbrug.
Det kan jeg sagtens følge, det er nok også meget sådan jeg selv har det – og jeg har bestemt heller ikke 50 t-shirts! 😊 Jeg er bare træt af, at dem jeg køber så hurtigt bliver ødelagt / skæve el lign, men det har nok noget at gøre med de førnævnte snottede unger og dermed alt for hyppig maskinvask. Og jeg må prøve at gøre noget ved de ting, som ikke gør mig glad, men mere er en påmindelse om hvem jeg ikke er længere både i livet og på badevægten. 😞
Det var også bare et eksempel med de 50. Det var ikke sådan jeg opfattede dig. Og jeg er fuldstændig enig med dig. Det er så svært at gennemskue om får mere holdbare ting ved at give ekstra for det. Jeg oplever at jeg gør sommetider og andre gange ikke.
Det er ikke altid let at slippe det man bærer rundt på men hvis det kun dræner dig og gør dig ked har du jo ikke noget at miste selvom processen er hård
Undskyld, jeg kommer lidt ind på bagkant her; vinterferie, så tiden til at blogge og tænke har været sparsom…
Men jeg ville bare byde ind med, at målet for mig heller ikke er at komme til at leve med 2 sæt tøj og et kosteskaft, vi bruger som både juletræ og rundboldbat. For mig er det netop, som I også begge skriver, det her med at være bevidst om, hvad der er vigtigt for lige præcis mig. Og i nogle situationer er det vigtigere for mig at have bestemte stykker tøj nok til, at vi ikke skal vaske konstant, end at bemeldte tøj kan holde i 18 år. Så jeg synes meget, det er en konkret afvejning fra situation til situation. (Og jeg synes også, at det er drønirriterende, at der ikke er mere system i, hvornår noget er god kvalitet, og hvornår det ikke er).
Men netop det her med at skille mig af med ting, der gør mig ked af det eller frustreret, når jeg støder på dem; dét synes jeg er vigtigt. Og her tænker jeg, at det kan være nødvendigt at gribe det an i etaper, fordi plasteret er for stort til bare at rive af i ét ryk. Man skal stadig kunne være med i hovedet, ikke?
Og hvor jeg i nogle tilfælde sagtens kan glæde mig over, at mine ting lever videre hos mennesker, jeg holder af, så er der også ting, der er for smertefulde at se på/hos andre, f.eks. det træningstøj, der i så mange år var min uniform. Jeg ville aldrig bytte for det liv, jeg har nu, men jeg er stadig blevet overrasket over, hvor meget jeg somme tider ville ønske, at man både kunne blæse og have mel i munden.
Tak fordi I engagerer jer, selvom jeg er midlertidig fraværende <3