Det her er ét af de indlæg, jeg skriver, fordi jeg ved, at hvis jeg ikke poster noget, så kommer der til at gå for lang tid, og så bliver jeg bange for mit tastatur. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det.
Egentlig tror jeg, det handler om, at jeg skal finde tilbage til at skrive, som jeg gjorde, inden M2018-indlæggene, for nu, hvor jeg ikke skriver dem, kan jeg mærke, i hvor høj grad, jeg har brugt dem, både til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i ugens løb, men også som en mulighed for at skrive – som jeg jo virkelig elsker – men uden først at skulle tænke form og indhold. Det har jeg manglet lidt i denne uge, så jeg skal lige reboote.
Min manglende tilstedeværelse har dog også været forårsaget af, at vi har haft meget om ørerne.
Dels har der været enormt mange af de små afbrydelser, der jo ikke betyder noget særligt, men som man alligevel skal forholde sig til. F.eks. er der sprunget hele 3 pærer her på matriklen siden nytårsaften, og naturligvis i de lamper, der er mest besværlige at pille ned.
Jeg var ét af de 473 mennesker, der havde handlet online hos Bahne, da deres hjemmeside blev hacket, hvilket gav lidt ekstra kvalitetstid med banken, og det busselskab, der plejede at køre Anton i skole, er meget pludseligt blevet skiftet ud med et andet, som har en sygt irriterende lidt anden måde at gøre tingene på.
Som sagt: Ingen er døde, og alt er godt – jeg har bare stadig skulle tage mig af det.
På magisk vis er alle børn også pludselig blevet for lange til deres senge, og da værelserne her i huset er virkelig små, kræver det snilde og kreativitet at finde på løsninger, så lopperne stadig har et rum, der reelt kan bruges, som samtidig er rart at opholde sig i. I al beskedenhed har jeg løst udfordringen til et 12-tal, men det har betydet, at Fridas seng måtte hentes på Fyn, mens Antons stadig står i Hørsholm og venter på at blive fragtet tværs over prærien af min søde kollega. Der er noget med madrasser og lagner i specialmål, der skal tages højde for, og med de nye senge følger også en udskiftning af kasser osv. til opbevaring, fordi nogle ting har fået nye pladser – men trods alt fik jeg forhandlet Frida ned fra “Jeg vil gerne have malet mit værelse som en REGNBUE!!” til accept af en plakat med regnbuemotiv (og sommerfugle og hjerter og det vil undre mig, hvis ikke der også viser sig at stå en enhjørning på den et sted).
Fridas værelse er 90% færdigt, og det er svært at sige, hvem af os, der er mest stolt af resultatet. Fordi sengen er en halvhøj én af slagsen, er dukkevognen, klapvognen, rengøringsvognen und so weiter flyttet ud af min stue, og jeg kan pludselig få vejret igen.
Endelig har jeg været så heldig at blive bestilt til endnu en oversættelsesopgave, engelsk/dansk. Jeg ved ikke, hvor mange gange kunder skal vende tilbage, før man må betegne dem som “stamkunder”, men der er nu et par stykker, der har brugt mig flere gange, og det må jo trods alt betyde, at de er tilfredse med resultatet. Det gør mig både glad og stolt.
Og således er vi nu i gang, synes jeg. Både her på domænet og ude i 2019.
Knus-elsker dig bare, Linda! Simpelthen! ❤️
Ej, men tak!! Og i lige måde, min ven! (Og jeg ved godt, at det her måske ikke er tiden eller stedet, men jeg bliver sgu lidt bekymret for dig ovre på bloggen<3)
Jaaa, Maude – sådan har jeg det også med Linda – og dig – knus-elsker jer bare 🙂
Ej, TAK, Anne! ❤️
Du er for sød, Anne. Tak! <3
Uh, jeg kender om nogen til tastatur-angst. Hvor er jeg glad for, at du fik afværget det 🙂
Det er en hård kamp, du. Og her i januar kan man jo ikke engang slå angsten tilbage med kage suk
Jeg accepterer din beslutning om ikke at skrive flere M2018-indlæg, men jeg forstår den overhovedet ikke. Kan du ikke opfinde et nyt F1029-koncept, så du kan skrive videre og droppe den der tastatur-angst? F for fremtid, vel at mærke 🙂 Eller fornyelse…
Jeg er gået i tænkeboks. Og jeg er ikke for fin til at lave et tilbagetog, hvis det er det, jeg når frem til er løsningen:)
F1029? Hvor kom det fra? mudderfingre, det sku’ sfø’li være F2019 🙂 Men det ved du nok godt. Jeg venter i spænding på resultatet.
Jeg kender helt godt til det med tastatur. Når jeg vælger at udsætte at lave indlæg, så mister bare hel lyst til at lave nogle indlæg.
Eller når jeg føler, at faste læsere stiger ikke eller ingen kommentarer, så gør det på måden at miste lysten til at lave indlæg.
Jeg har fravalgt alt, hvad der hedder statistik. Jeg får TOTALT præstationsangst af det. Det kan virkelig anbefales at leve i lykkelig uvidenhed:-D
Hvad med at finde en ny ugentlig ramme/klumme/tema, du kan lege i? Noget der er nemt at svare på, og som giver mening og udvikling for både dig og os der læser? Ved ikke lige hvad…. fx noget med det sværeste og det bedste fra ugen, eller hvad har du lært om livet. Hmm, svært at finde rammen, men måske du selv har en idé?
Jeg har lagt mig i fosterstilling i tænketanken. Så må vi se…;-)
Senge der ikke fylder for meget, det lyder lige som noget mine børn kan bruge. Er det et bestemt mærke du er gået efter?
Jeg har været nødt til at købe til de mål, der gav mening til værelserne. Fridas er 160×70, og Antons er 180×80. Jeg har brugt lidt tid på at tjekke, hvad der findes, og jeg tror/håber, at jeg har fundet nogen af god kvalitet. Jeg har købt dem begge brugt, og er gået uden om alt, hvad der “lige trænger til en klat maling” osv. (Og så har jeg været meget stram ift, at vi ikke skulle have de aflagte madrasser med😬)
Jeg kan prøve at smide et par billeder op, når jeg er færdig med begge værelser, hvis det har interesse?