For et par uger siden gik jeg forbi to kvinder på min egen alder, som sad i en kantine og snakkede, og lige da jeg passerede dem, hørte jeg følgende brudstykke af en samtale:
“Tror du, hun kan slippe det?”
“Jeg tror det sgu ikke. Hun er ikke lige den tilgivende type, vel?”
Af en eller anden grund tog jeg sætningen med mig videre, da jeg gik, og jeg har siden tænkt en del over den, fordi jeg faktisk er blevet i tvivl om, om jeg er?
Jeg tror nok, at jeg, set udefra, bliver opfattet som hård. One strike and you’re out-typen. Og det er jeg også med nogle ting, men over de sidste par uger er jeg kommet til at tænke lidt over, at det egentlig mest er i forhold til mennesker, jeg ikke har tæt på.
‘Tilgivelse’ er måske et lidt forkert ord at bruge i den forbindelse, for det er jo i sagens natur ikke noget, man typisk får eller søger af og hos fremmede. Men det smager alligevel lidt af det samme, når man – jeg – dømmer folk på baggrund af en enkelt handling, og ikke glemmer det igen.
I de tilfælde er det rigtig nok; der er jeg hård og uforsonlig, og ugerningen behøver ikke engang være noget, der direkte relaterer til mig. F.eks. så jeg en af tandlægerne fra børnetandplejen dytte af en handikap-bus, fordi den spærrede for 4 p-pladser, lige uden for tandklinikken, herunder tydeligvis hendes ‘faste’. Der var over 30 ledige pladser – jeg talte – alle under 10 meter fra døren. Ikke desto mindre var hendes valg at dytte af en bus, som henter handikappede børn, og selvom jeg faktisk tog den med hende på stedet, glemmer jeg det ikke igen, for der findes to slags mennesker, ikke? Jeg tænker på det HVER gang, jeg ser hende.
Ligeledes med dem, der som helt almindelige privatpersoner, tager billeder af trafikuheld og deler dem på de sociale medier. Dem kommer jeg heller aldrig til at se på på samme måde igen.
Uanset hvor høflige og venlige disse mennesker ellers er, er der bare for mig nogle handlinger, der afslører rådne pletter på personligheden, og jeg vil fremadrettet altid have en mistanke om, at de bare er dygtige til at skjule dem.
Til gengæld synes jeg faktisk, at jeg i de nære relationer har tilgivet nogle ret vilde ting. Og tilgivet dem ægte. For de gange i mit voksenliv, at nogen har gjort mig så ondt, at begrebet ‘tilgivelse’ har været bragt i spil, tror jeg faktisk, at jeg hver gang er endt med at kunne gøre det.
Sådan har det ikke altid været. Da jeg var yngre, klippede jeg enten bare folk ud af min film, eller åd kamelen og skøjtede rundt i en uskøn blanding af resentment og selvhad, fordi jeg sagtens kunne mærke, at jeg slet ikke syntes, at det gjorte var ok, men ikke kunne finde ud af at tage konfrontationen.
Og måske er det fordi jeg har fundet formlen og er sikker på at have mig selv med, når jeg giver slip, men i dag oplever jeg faktisk, at jeg formår at komme videre og – når jeg beslutter, at det er det rigtige at gøre – at tage folk med.
Jeg har lært, at når nogen gør noget, som rammer mig hårdt, så er det alfa og omega at lukke ned for al kommunikation, også med andre, indtil jeg finder ud af, hvor jeg står. Jeg melder det ud – for larmende tavshed er bare hævn – så jeg giver besked om, at jeg har brug for ro til at tænke. Og så bruger jeg den nødvendige tid til at føle på og prikke til det svære og holde det op i lyset. Jeg mærker efter, om jeg gerne vil bevare relationen, trods alt. Og når jeg ved, hvad jeg mener, vender jeg tilbage.
Herfra handler det om at få lavet en aftale hurtigst muligt, så man kan komme over og igennem det første møde, som altid er mærkeligt, uanset hvor voksent og assertivt, man griber situationen an. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører mennesker i Mads & Monopolet, som spørger, om de skal blive væk fra dette eller hint, fordi der kommer mennesker, der har såret dem; at jo længere tid, de venter, desto sværere bliver det, for i fraværet vokser det gjorte, mens det bliver relationen, der træder frem igen, når man vælger samværet. For nej. Gu er det sgu da ej i orden, at din veninde tog til Beyoncé-koncert i stedet for at komme til dit bryllup og løj om det – men når du er sammen med hende, er hun *hele* din veninde igen; ikke kun hende, der sårede dig, men også hende, der holdt dit hår, da du kastede op på Crazy Daisy, hende, der samlede dig op, da din kæreste knaldede praktikanten, og hende, der sad ved din side hver eneste dag på hospitalet, da du var indlagt.
Somme tider er det bare så svært at huske, hvor meget man egentlig har sammen, når man er såret, og ego og skuffelse blokerer for udsynet.
Så hvis det usandsynlige skulle ske, at de to damer, som sad og snakkede, læser med her, så vil jeg bare sige: Tak for at sætte gang i en masse gode tanker og overvejelser. (Og også lidt undskyld for at smuglytte.)
Og som ekstra bonus mindede ordet mig om en sang, jeg holder meget af, men som det er længe siden, jeg har hørt:
Godt indlæg. Min veninde meldte fornylig afbud en dag før en middagsaftale. Det var ikke første gang. Det gør ondt når besøgene i forvejen strækker sig til 1-2 gange om året.
Og det er drønsvært, når der er så lang frekvens imellem, fordi det faktisk bliver umuligt at lade relationen glide ud af sig selv.
Jeg har altid været en stor beundrer af Edvard Munck, men han var utilfreds med, at billedhuggeren Vigeland fik en park. Når jeg ser hans billeder nu, tænker jeg, hvordan kan man være så god en maler og så smålig et menneske. Vigelandsparken er et besøg værd, hvis man kommer til Oslo.
Hvis nogen kommer til København N, så tag ind på Blågårds Plads og nyd en anden stor billedhugger, Kaj Nielsen.
Trods alt rart, at større mennesker end mig/os har kæmpet med følelser, der ikke er specielt logiske <3
Du får mig AL-TID til at tænke, Linda! ❤️Jeg er sygt dårlig til at tilgive. Tilgive alle, i virkeligheden, og særligt mig selv. Paradoksalt nok, for jeg er i virkeligheden enormt bange for ikke-tilgivende typer. Jeg var en gang vred på min bedste veninde i to år fordi hun blev sur på mig i en taxa – det siger en del om hvor højt barren er sat hos mig, ikke? Det er pissepinligt. Hun er stadig min bedste veninde, jeg fatter ikke at hun orker. Men når det så er sagt, så er der faktisk en lille klog bemærkning, nogen engang sagde til mig, som jeg prøver at tage med i det daglige: Man kender aldrig baggrunden for et andet menneskes handlinger. Det prøver jeg virkelig at tage med mig. Vi ved ikke hvilken verden, de kommer fra, om den er helt og aldeles brast sammen, eller hvad den er. Men når det så er sagt, så havde jeg også haft præcist samme følelse omkring den tandlæge, som du beskriver. Til gengæld, så gik jeg for noget tid siden forbi en mand, der tabte en pose pastaskruer ud af sin indkøbspose. Og normalt ville jeg flyve afsted og samle den op for ham, men lige den dag var jeg simpelthen så ked af det, og manglede virkelig meget overskud, og han var allerede i gang med selv at bøje sig ned efter posen, så jeg gik bare lige forbi. Og nu var han jo hverken gammel eller på anden måde handlingslammet, men jeg følte mig som et råddent medmenneske. Men det er jeg ikke, mit afsæt var bare pisseråddent lige den dag. Kan du lokkes til at minimere min overflod af bandeord, Linda? Ved ikke helt hvor de kom fra, de er udelukket sendt i retning mod mig selv. Og hey: Hvis du er vild med ‘Forgiveness’-sangen, så lov mig, at du lige hører denne her (Going home, også sunget af Musen, og bragt i det allersidste afsnit af Ørnen. I love it):
https://m.youtube.com/watch?v=RD-WMfKKO44
Jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at finde Misen på Sportify. Hun er formidabel.
Jeg forstår 100% hvad du mener. Din kommentar fik mig til at tænke på, at jeg, når jeg har praktikanter med, altid gør meget ud af at snakke om, at man aldrig kan blive bedre end sit oplæg. Vi er et kvindefag, med en overvægt af perfektionister, og en tolkning man ikke er tilfreds med, kan ride én som en mare i ugevis. Særlig fordi der typisk ikke er andre tilstede, som både forstår tegnsprog og dansk, og derfor er vi de eneste dommere i lokalet, og også de hårdeste af slagsen. Det kan man godt blive slidt ned af. Nemt, faktisk. Og hurtigt. Derfor prøver jeg altid at italesætte, at vi ikke står alene. Hvis ikke vi kan få forberedelsesmateriele, hvis ikke, brugeren kommer, så vi lige kan nå at klappe tegn af osv. – så bliver tolkningen bare dårligere, end den ville være blevet, hvis alle de små ting omkring den, havde været optimale. Jeg tænker, at det er det samme med livet. Der er et ideal, vi alle gerne ville kunne nå, men det forudsætter et perfekt afsæt, fokus og nattesøvn at få fat. Og sådan er livet bare ikke altid, og det er ok. Sådan er det at være menneske.
Og så vil jeg sige, at hvis du finder et sted, hvor man kan køre sit sprog gennem en guldvask til en overkommelig pris, så er jeg frisk. Jeg læser bande-korrektur på mine egne indlæg.
Kram
Jeg går på jagt efter en vaskehal, der kan klare sådan et program (klimavenligt til discountpris), og som også lige skal kunne se autokorrekturen efter i sømmene (Misen, Musen, bugger også….)
Super godt skriv. Jeg er selv en som elsker med hver en nerve, men når man svigter og sårer mig, så som bærer jeg virkelig nag og glemmer aldrig.
Og nogle gange ville det være så meget nemmere, hvis man kunne gøre det første, uden at det sidste fulgte med, ikke?
Du har – sammen med Skøreliv – de bedste og mest tankevækkende indslag! Tak. Jeg er på mange måder også hård og uforsonlig, og havde jeg oplevet den med tandlægen, så havde jeg stoppet hende og sagt det. Jeg hader mennesker, der gør sådan noget og jeg er mange gange ikke bleg for at sige det.
Men samtidig er jeg blød og usikker på alt muligt og lader alt for mange gange folk træde på mig for at holde ikke at lave en scene eller for at holde “familiefreden”.
Jeg tilgiver også når det er nødvendigt, men kun sjældent mig selv, når jeg har fejlet.
Der er vist ikke sammenhæng i min besked, men tak fordi du får mig til at tænke.
Jeg genkender meget af det, du skriver. Særlig det med, at den, der er sværest at tilgive, er én selv. Det ville jeg forfærdelig gerne være bedre til <3
For mig er det at slippe en følelse noget helt andet end at tilgive. At give slip kan man gøre helt alene, men tilgivelse kræver 2 personer – først og fremmest kræver det en person, som ønsker at blive tilgivet.
Så for mig giver det ikke helt mening, måske fordi jeg heller ikke anerkender præmissen “der findes 2 slags mennesker”.
En af de store ting, jeg har lært i år, er, at følelser er gæster, de kommer og går. Nogle besøger mig kortvarig, andre slår sig ned lidt længere. Men de forsvinder altid igen. Jeg har øvet mig i at lade følelserne komme og gå som de vil, lige som skyer på himlen. Jeg kan ikke kontrollere deres kommen og gåen, men jeg kan vælge hvor megen opmærksomhed og fokus, jeg vil give dem og om jeg vil handle på dem.
Det lykkedes selvfølgelig ikke altid, men når det gør, oplever jeg det som en kæmpe frisættelse.
Jeg er ikke helt enig; jeg har tilgivet mennesker, der intet ønske har haft om at blive tilgivet – men tilgivet dem for min egen skyld. Givet slip, om du vil.
Men heldigvis behøver vores tanker og reaktioner jo ikke at være meningsfulde for andre; så længe de bare er det for os selv <3
Åh, jeg har det så svært med din kommentar om at “der findes to slags mennesker”. Der findes voldsomt hensynsløse handlinger, ja. Som den med at filme et trafikuheld – det gør man fandme ikke! Men jeg ved ikke, om jeg ville putte børnetandlægen i samme bås. For det første er der altid to sider af samme sag, og selvom chaufføren skal hente handikappede børn, kan hans parkering og handlinger jo godt være drønirriterende og uhensigtsmæssige, og at de har talt med ham 100 gange om, at han skal parkere 10 meter længere væk, og at det ikke gør afstanden længere for børnene, hvad ved jeg… Og selv hvis tandlægens handling var tankeløs/hensynsløs, er jeg ikke med på at hun for evigt skal være i boksen “et dårligt menneske”. Hun kan jo også ændre sig og forbedre sig. Det kan jo være, at din opsang havde en effekt. Og det har jeg godt nok set mange mennesker gøre, mig selv inklusive. Jeg er bestemt et bedre menneske i dag end for både 10 og 20 år siden, og håber da også at det fortsætter 🙂 Jeg gjorde mange ting, da jeg var yngre, som jeg aldrig kunne drømme om at gøre i dag, fordi jeg heldigvis er modnet og udvikler mig. Og det vil jeg gerne tro på, at andre mennesker også gør.
Til gengæld synes jeg du er for sej i håndteringen af dine personlige relationer og fedt, at du har fundet en strategi for det. Jeg tror du har helt ret i, at svesken skal på disken, og kender godt det med at det er svært at få sagt det, man gerne vil, på den måde, man gerne vil, når følelserne raser og bølgerne går højt.
Der findes to slags bloggere? 😀
Ej, spøg til side.
Lige præcis i den her situation kender jeg faktisk omstændighederne omkring den: Esbjerg Kommune havde en helt almindelige torsdag sidst på eftermiddagen gravet en stikvej op, som busserne holder på, og glemt at informere skole, SFO, busselskab og bo-sted (som deler vej med skolen) om det. Derfor stod alle op til absolut og komplet kaos, og ingen havde overblik. Busserne, der henter børn, både de handikappede og Anton, valgte at holde det eneste sted, hvor det er muligt at holde, indtil alle i løbet af dagen kunne finde en bedre løsning. Derfor ved jeg, at der ikke var tale en repeat offender.
Og med ledige pladser så tæt på som 2 båse ved siden af hendes faste plads, kommer det for mig til at farve synet på hende, når det er hendes reaktion på situationen.
Som udgangspunkt prøver jeg at gå gennem livet med den grundfilosofi, at alle gør det bedste de kan, med det, de har. Når jeg er ude i trafikken, prøver jeg at huske, at hende, der lige nu kører SYGT langsomt og er til gene for rigtig mange mennesker, måske faktisk er ude på sin første køretur efter et uheld.
Da jeg kørte bag to biler, som blot kørte videre, da vi passerede en dreng, som var væltet på sin cykel og tydeligvis havde det rigtig skidt, prøvede jeg at huske, at jeg ikke ved, om de er på vej hjem til en døende ægtefælle eller deres eget syge barn. Vi har alle en historie, og den har vi med os.
Men jeg står fast på, at det er nogle handlinger, som jeg synes siger noget om personligheden, og som for mig ikke har at gøre med, om man tager ved lære eller udvikler sig. F.eks. at dytte af handikappede børn. Prøv at mærke efter, sådan helt ind: Kunne du finde på det? For det tror jeg virkelig ikke. Ikke for at få en parkeringsplads. (Og i og med jeg talte med hende, kunne jeg høre, at det var det, det handlede om)
Jeg så engang en bekendt sparke flis i ansigtet på en sagesløs mand, der lå under et træ og sov på Skanderborg Festival. Min bekendte har et job, der nærmest gør den handling utilgivelig. Og hvor jeg er med på, at vi alle i kådhed, travlhed eller fuldskab kan gøre noget, vi normalt ikke ville have gjort, så er der – for mig – også nogle grænser, som jeg ikke kan forene mig med at man overskrider. Ikke uden at mit syn på personen påvirkes eller ændres.
Det er nok forskelligt, hvad der trykker på vores knapper. For nogle er det sexistiske bemærkeninger, der får dem til at ændre syn på folk. For andre vil det være det tegn på stejlhed, som mit indlæg jo inddirekte er udtryk for. Jeg tror egentlig, at det i bund og grund handler om, at der er nogle værdisæt, man ikke kan tilslutte sig, og derfor lægger man mærke til dem, der bekender sig til dem. Giver det mening?
Kh
Linda
Tak for virkelig god uddybende kommentar, jeg kan godt se, hvad du mener! KH B
Du er mere end velkommen <3 Kh Linda
Tak Linda. Du rammer igen spot on. Jeg har selv tænkt meget over tilgivelse på det sidste, Jeg var af den opfattelse at jeg er et tilgivende menneske. Jeg tilgiver og siger det højt. Men en snak med min fysioterapeut (?!) fik mig til at indse at jeg faktisk havde utrolig svært ved at tilgive. Uagtet at jeg havde sagt det højt. Det faktum, at jeg ikke kunne glemme en bestemt episode, måtte betyde at jeg ikke havde lagt den bag mig; at den ikke var tilgivet. Først når episoden ikke længere dukker op i mit hoved når jeg tænker på / taler / etc med en person, har jeg for alvor tilgivet og lagt det bag mig. Det er uendeligt svært. Og det hader jeg.
Og hende den ansatte hos tandlægen er nu også på min black list. Sammen med hende der i morges var 2 cm fra at stikke sin cigaret ind i hovedet på min 1-årige datter, fordi hun absolut skulle være ‘cool-type-der-går-hvor-hun-vil-og-svinger-med-armene-imens’. Jeg var ved at fortælle hende noget om venlighed og andre mennesker og hensyn, men tror alligevel at det havde været spildte kræfter. På en mandag morgen må man vælge sine kampe. Ihvertfald når det gælder fremmede…
Det er virkelig sjovt, at det er de mest uventede steder, vi lærer ting om os selv.
For mig tror jeg, at lakmusprøven er, at jeg kan tænke på episoden uden at føle andet end et svagt stik af .. gamle følelser, tror jeg? At det ikke genantænder, hver gang jeg tænker på det. Men det har været en proces for mig at lære, at jeg selv spiller en ret aktiv rolle i at nå derhen, og at jeg ikke kommer det, hvis jeg bare læner mig tilbage i min retfærdige harme.
Vi lærer så længe, vi gør noget for det, ikke? <3