Jeg er netop landet i sofaen efter den føste dag, der har smagt lidt af hverdag, siden vi gik på ferie. Julen er kommet og gået, alt har åndet (relativ) fred og idyl, og jeg synes, at jeg i år nåede at få sjælen med. Nok mest fordi juleaften faldt en mandag, og der derfor var et par dage til at opdage, at man endelig havde fået juleferie, inden den store december-finale skulle afvikles – modsat de to forgående år, hvor man lige nåede at fåferie!Nuerdetjul!Nuerdetoverstået!
Jeg har i år gået og luret lidt på Frida, fordi jeg kan se, at hun snart er så stor, at vi kan begynde at skabe traditioner. Ikke noget stort og forkromet, men bare noget, de engang vil komme til at tænke tilbage på og forbinde med deres barndoms jul, og som vi alle tre vil have som små, hyggelige fixpunkter i juledagene. F.eks. husker jeg selv, hvordan min mor altid lavede risengrød til frokost d. 24., da vi boede hjemme, og det var noget af det bedste. Hun er der ikke helt endnu, Frida, men det trækker derhenad.
Vi brugte d. 23. til at musse rundt herhjemme i nattøj, og ud på eftermiddagen tog vi vores respektive personligheder på, og kørte en tur ind i byen, hvor vi kiggede på julelys og folk, der løb på skøjter, mens vi drak varm kakao, og det ville ikke have overrasket mig spor, hvis det samlede Disney-entourage pludselig var trådt frem med et klap-træ og havde erklæret at “It’s a wrap!”
Juledagene er gået med familie, venner og afmålte doser af strand, og i går kunne jeg mærke, at jeg var ved at være ud-julet. Jeg når altid til et punkt, hvor jeg får ting-spat, fordi der er træer og legetøj og hjerter og nissehuer og glaskugler overalt, og lige pludselig kan jeg ikke have det mere. Så i morges væltede vi ud af sengen, så snart børnene havde fået øjne, og kl. 6:40 trådte vi ind i Bilka, hvor vi fik byttet en enkelt gave, og stucket op på mælk, grønt og brød. Da vi kom hjem, afmonterede vi julen, og eftermiddagen brugte vi i Ribe, hvor vi byttede gaver, fordi mindre by = færre mennesker.
Jeg har holdt mig selv fast på faktisk at holde ferie, de sociale batterier er ladet op, jeg har genopdaget gløgg, og det passer mig fint, at der er et år, til vi gør det hele igen.
Men inden jeg lukker mac’en sammen for i dag, vil jeg gerne adressere de helt utrolig fine kommentarer, jeg fik til det seneste indlæg. De gjorde mig simpelthen så glad helt derinde, hvor det betyder noget. Jeg foretrækker normalt at svare 1:1, men efter flere tilløb, må jeg erkende, at jeg ikke kan få det til at fungere her. For det virker tamt at skrive det samme til jer alle, men hver eneste kommentar gjorde mig 10 cm. højere, og det vil jeg så gerne have, at I ved. Jeg er vanvittig stolt og ydmyg over at have fået mulighed for at facilitere noget, der har haft den effekt på rigtige mennesker ude i verden, og jeg er umådelig taknemmelig over, at så mange tog sig tid til at skrive, hvordan de helt konkret har brugt indlæggene. Det betød alverden.
Tak!
Og endelig: Listen over serie-anbefalinger er opdateret med følgende:
The Bodyguard
Hvis man har bare den mindste bløde plet for britiske accenter, så skal – SKAL – man se den her. Hvis man tilmed synes, at Damon Albarn (ham fra Blur) er pæn, så spilder man allerede tiden ved at sidde og læse denne anmeldelse i stedet for at gå igang med The Bodyguard.
For hovedpersonen er ligner Damon, accenten får alt éns tøj til at falde af, og så er serien bundsolid – og spændende. Genremæssigt er vi ude i noget Homeland møder Flygtningen, og så elsker jeg, at helten ikke er lavet af 100% stoisk granit.
Min eneste anke er, at den gerne vil omkring *mange* emner undervejs (PTSD, Afghanistan, cyberpolitik osv), hvilket kommer til at betyde, at flere af emnerne berøres lidt perifert, men i det store billede betyder det ingenting. Jeg sidder klar i sofaen til 2. sæson.
Escape from Dannemora
Denne serie handler om 2 fanger og deres flugt fra et fængsel, som er muliggjort af, at de begge har et forhold til en kvindelig fængselsbetjent.
Jeg ved ikke, om serien ville have haft samme dragende effekt, hvis den ikke var baseret på virkelige hændelser, for i så fald tror jeg, at man flere steder havde tænkt: “Ej. Det er simpelthen *for* urealistisk”. Men som så mange andre steder i livet, overgår virkeligheden fantasien, og det var nok til at få mig til fortsat at hænge på.
Enkelte steder bliver den *lidt* lang – men når det er sagt, så synes jeg egentlig, at det bidrager til et stemningsbillede, som fungerer godt i denne historie. Jeg ville være gået død i den, hvis jeg skulle have set ét afsnit om ugen, for så falder kadencen for meget, men set i forlængelse af hinanden, synes jeg, at de enkelte afsnit kommer til at fungere som et drævende, skævt univers, som man langsomt, men sikkert bliver suget ind i.
Jeg ved simpelthen ikke, om du har smidt den på som serie-anbefaling tidligere, men jeg vil rigtig gerne tilføje: Luther (findes på Netflix). Jeg kan bedst beskrive det som den britiske version af ‘nordisk noir’, men med lidt færre problemer/forviklinger persongalleriet imellem? I al fald: hovedpersonen spilles af Idris Elba (som er en britisk snack), og er en mand med problemer, som løser grufulde forbrydelser i London. Ja, du bliver ikke glad af at se den. Men fuck, hvor er den velspillet. Det er kvalitets-tv og de første sæsoner (som er 4-6 afsnit/stk.) er på Netflix. Sæson 5 får premiere til januar. You are welcome.
Og ps: tak for anbefalingen af Discovery of Witches. Matthew Goode lå ikke under mit juletræ, men altså. Der er et helt år til næste jul, mirakler kan vel nå at ske?
Ej, ok – KÆMPE godt oplæg!? Hvorfor har jeg ikke hørt om den?? Den ryger STRAKS på listen. Jeg er lige – af ren desperation – gået igang med ‘You’ på Netflix, og modsat hvad jeg forventede, så tegner den faktisk godt.
PS: Du kan få MG, når jeg er færdig med ham😈
Har du forresten læst A Discovery of Witches? Bogen er altså heller ikke tosset!
Jeg (gen)lånte den på biblio i onsdags, så nu er jeg klar til at gå igang med den. Jeg håber, at den er bare halvt så god som serien<3
Hej Linda
Har du set serien “YOU” på Netflix? Det handler om en fyr, der møder en pige. En lidt af en nørd, der elsker bøger og er chef/medejer(?) af en boghandel. Han er desuden også en stalker. PÅ den lidt klamme måde. Psykopat-ish. Men spændende serie, der fanger fra første minut..
Jeg er lige startet på den. Først gik jeg faktisk lidt udenom den, fordi jeg bliver så vred af serier, hvor den kvindelige hovedperson træffer valg med hovedet under armen, men tænkte, at jeg ville give den et enkelt afsnit, bare lige for at se. Og du har ret. Man er FANGET!
Hvis du ikke har set The Americans, så kan det altså kun gå for langsomt! Den foregår under den kolde krig, hvor undercover spioner fra USSR udadtil lever som en helt almindelig amerikansk kernefamilie. Uheldigvis (for dem) får de en CIA-agent som nabo. Når jeg skriver det, lyder det kliché og plat, men den er virkelig godt skrevet med gode, troværdige karakterer, blændende skuespil og interessante dilemmaer for spionerne, fx balancen mellem at opretholde billedet som amerikansk kernefamilie, men samtidigt gerne at ville have sine børn til ikke at være ukritiske overfor det amerikanske samfund, etiske dilemmaer ift. hvornår målet helliger midlet, tvivlen på sagen, parforholdets dynamik når man som agent også bruger sex til at lokke viden ud af fjenden osv. Og derudover masser af spændingselementer ift at blive opdaget, fantastiske forklædninger, dækhistorier mv. Serien er skrevet af en tidligere CIA-agent og inspireret af de undercoveragenter han var med til at afsløre. Er helt misundelig på dig, hvis du har den til gode!
Ok, den lyder faktisk spændende, når du beskriver den sådan. For i første omgang er jeg styret udenom den, fordi jeg ikke er så god til spion-hvem-snød-hvem plot, men din beskrivelse vækker min nysgerrighed mere end .. hbo? netflix’s beskrivelse, så den får et skud, når jeg er færdig med YOU. (Med mindre True Detective når at komme. Så får den altså en forlomme <3 )