M2024, uge 15
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været inde og læse op på, hvad et årskort til WOW-park ellers giver rabat til, for de har fået nye samarbejdspartnere, og det betyder, at der nu er rabat på entre på mange af de steder, vi kommer, bl.a. Odense Zoo, Djurs Sommerland og Universe. Men alle med børn ved også, at ‘rabat’ kan være et meget bredt og bøvlet begreb (Legoland, jeg kigger på jer), så jeg brugte en time på læse det med småt.
Men lige her ER der faktisk meget reel rabat at hente. De steder, vi kommer, hedder den enten 25 eller 50%, og med en gennemsnitspris på en entrebillet på omkring 300 kr., kan det ikke betale sig *ikke* at gøre.
Sommerferien bliver af 100 forskellige grunde ikke Sverige, som jeg ellers havde tænkt, men med det her kort og de medfølgende rabatter, er der i stedet mulighed for flere, kortere ture, hvor vi kan køre B&B eller besøge gode mennesker, og så kombinere det med noget af det, ungerne synes er sjovt.
2.
Er jeg så småt gået i gang med at kigge på haven. Den er mit smertensbarn, for jeg ville så utroligt gerne være sådan én, der slentrede zenbuddhistisk rundt og fandt eksistentialistisk ro ved at nippe blade af frodige planter.
Desværre må jeg efterhånden sande, at jeg nok mere er sådan en, der er lidt grundrasende hele tiden, fordi det er støvet og meget varmt og der er dyr overalt. Planterne hader mig, fordi jeg vander i overensstemmelse med min personlighed, og de derfor enten kan vælge mellem for lidt eller for meget vand, og så er der den helt overordnede udfordring, at forhaven står i bagende sol fra morgen til aften, mens baghaven er i skygge det meste af dagen. Så. It’s complicated, som vi siger.
Men i år forsøger jeg at tackle det med realisme og minimal indsats, og derfor har jeg omtænkt hele konceptet. Min forhave, hvor jeg fik lagt fliser sidste år, egner sig fortrinligt til forårskaffe (og vin), men den er helt uafskærmet, og det kan godt give oplevelsen af at sidde i et udstillingsvindue, selvom vi bor i sidste hus på en lukket vej.
Baghaven er skideskøn om aftenen, og der er tagudhæng, der gør, at man også kan sidde derude, når det regner, hvis ikke vinden er alt for hysterisk.
Så med ‘brugsværdi’ som bærende koncept, besluttede jeg, at jeg manglede noget afskærmning ud mod vejen, mens baghaven ville det fungere bedre med et mindre bord, der kan stå under halvtaget hele tiden, og dermed være klar til bare at bruge, uanset vejr.
Jeg fandt nogle fine og billige kapilærskjulere i træ uden bund. Dem har jeg købt 4 af, og når jeg lige får dem samlet, kommer de til at stå langs kanten af forhaven – men i stedet for at fylde dem med jord, kommer jeg til bare at købe planter, der kan stå i, uden at skulle plantes om. Min tommestok og jeg kan se, at der er plads til 2-3 planter i hver, og dør der en enkelt, kan den bare skiftes ud, hvilket er billigere og langt mere overskueligt end fuld udskiftning, jord og flere lecanødder.
Ift. mit kæmpe bord på 200 x 100 cm., fik jeg den ide, at nogen med et mindre måske havde lyst til at bytte, så jeg smed en besked op i den lokale fb-gruppe og spurgte – og det var der sgu! Så i stedet for at bøvle med at sælge det, jeg har, og derefter finde et nyt, der passer, så byttede vi bare lige over. Jeg hentede det i eftermiddag, og det er perfekt.
Ovenikøbet betyder det, at de 6 stole, jeg har til det gamle bord, så kan fordeles, så de to af dem kan stå i forhaven med mit lille bord, mens de sidste 4 kan stå i baghaven om det nye, tilbyttede bord.
Jeg synes, i al beskedenhed, at jeg er genial.
3.
Tror jeg, at Bilka To Go har fået nye folk, for da jeg hentede varer i mandags, havde jeg fået 4 liter mælk med, jeg ikke havde bestilt.
Vi drikker, når bølgerne går højt, 1 liter mælk om ugen, så jeg smed 2 liter ind til naboen, 1 liter over til min mor, og da jeg alligevel skulle ud til oldefar med den sidste, fik han en pose boller fra fryseren og en bøtte frisklavet tomatsuppe med. Jeg fik plads i fryseren, og han fik ordentlig aftensmad. Win/win, som vi sagde i 90’erne.
Status, Månedens Mål, april (2/4)
Jeg har hængt godt i, synes jeg.
Jeg har fået sagt mit madblad op, har tjekket Patreon ift. kun at betale til de podcasts, jeg hører, og så har jeg tjekket de abonnementer, jeg har på min telefon. Jeg har ikke opsagt en eneste af dem, men jeg har lagt en reminder i min kalender i slutningen af juni, for der er et par stykker, jeg ikke har brugt de sidste 4-5 uger, og de skal siges op, hvis jeg til den tid stadig ikke bruger dem.
Derudover har jeg regnet på, hvad jeg bruger på de streamingtjenester, vi har, og sammenholdt med, hvad en tilsvarende løsning vil koste hos YouSee, og det viste sig at være billigere. Ikke meget, men lidt har også ret, og det ER smart, at det hele er samlet samme sted, fordi jeg så med det samme kan se, om jeg kan nedgradere til en billigere pakke, hvis jeg opsiger én af streamingtjenesterne.
Endelig opdagede jeg, at jeg faktisk kan spare penge ved at konvertere mine iTunes- og iCloud-abonnementer til Apple One, for ud over at spare 20 kroner i måneden, får jeg Apple+ (endnu en streamingtjeneste) oveni. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan det forholder sig med iCloud ift. at børnene kører på familieabonnement, men fordi priserne ikke er vanvittigt forskellige, synes jeg ikke, at der er noget at miste ved bare at skifte, og så må jeg se, om jeg ender med at få en notifikation om, at jeg er ved at løbe tør for lagerplads.
Jeg håber, at I også har fået skåret en hæl og hugget en tå, så det, I har nu, passer til det, I rent faktisk bruger?
Dermed er vi nået frem til næste uges fokuspunkt, som er telefon og internet.
Stort set alle udbydere har på deres hjemmeside en funktion, der hedder noget i stil med ‘Mit YouSee/Telia/Whatever, hvor du kan gå ind og se, hvad du/I konkret har forbrugt de sidste mange måneder. Jeg opdagede for et par år siden, at jeg, uden at opdage det, var blevet opgraderet til et abonnement, der var way overkill ift. hvad jeg faktisk forbrugte, så hvis man de sidste 3 måneder ikke har været i nærheden af at nærme sig sit max, så kan det vise sig at være time well spend at tjekke, om der findes en billigere løsning, man kan skifte til.

I øvrigt:
*Har Esbjerg fra og med i går fået nyt parkeringssystem; det samme, som bruges i alle andre storbyer – og aldrig har Vestjylland set så massivt et opbud af stærke følelser. oKAY, folk er rasende. Hvilket er virkelig vildt, taget i betragtning af, at der hernede er ledige p-pladser overALT, og at du, smackdown centrum, kan holde mellem 2 og 4 timer gratis. Men vi er ikke store på forandring på de her kanter, hvad mener du med apps, og HVAD MED OS, DER IKKE HAR MOBILTELEFON!!?
*Er det ved at være for varmt til min højtelskede rave-kedeldragt, når jeg er på Opgaven, Hvor Jeg Bliver Beskidt, men fordi jeg ofte skal videre til andre opgaver, har jeg brug for noget andet, jeg kan have over mit normale tøj. Noget, der beskytter, men uden at være varmt. Det udtryk, der falder mig ind, er ’Smuds-kedeldragt’ – har vi en ekspert i arbejdstøj på linjen, der kan være behjælpelig med en anbefaling?
*Så jeg forleden et opslag om, at Beyoncés version af Jolene er et ’power anthem for women everywhere!’ – og jeg ved godt, at jeg er meget alene her, men jeg synes, den er decideret irriterende. Dolly er tilgivet, fordi country og #DetVarEnAndenTid – men “I’m warnin’ you, don’t come for my man”? Really? Ej, men hvis det endelig skal være, så syng dog til din mand, at han skal stoppe med at knalde udenom.
*Var jeg i fredags på Moesgård for at se den nye udstilling ’Kriger’. Vi startede med at pre-game med hele det grå segment til noget morgenmad, hvor en blændende dygtig og engageret arkæolog fortalte om udstillingen, og hvad man havde gjort sig af overvejelser, da man satte den op. Det gav den en helt anden sammenhæng og dybde, og hvis man får muligheden for at høre et tilsvarende oplæg, enten om den her udstilling eller om en af de andre, så skal man KLART gøre det. Det var en gamechanger af de store.
*Fandt jeg forleden ud af, at Fridas veninde går til Kæphest. Hun bliver glad, når hun finder ud af, at Fridas mor er uofficiel verdensmester i selvsamme disciplin.
*Elsker jeg interne jokes, for der er ikke noget bedre, end når helt random ting kan få én til at trække på smilebåndet. For et par måneder siden var en veninde på date med en fyr, der, ganske u-ironisk, stillede i ruskindsjakke med frynser, og jeg har ikke TAL på, hvor mange cowboymemes og tvivlsomme TEMU-produkter, vi siden har været så hjælpsomme at sende hende. I sidste uge forsøgte min mor at beskrive, hvad det er for klip klappere, hun er på udkig efter, og det blev til en forklaring så vag, at jeg siden har sendt hende mellem 10 og 15 billeder af klip klappere og crocs med stilethæle, en version, der meget minder om 90’er-fænomenet Buffalos og et par, der var udformet som hajer. Altid ledsaget af teksten: ”Også en mulighed?” Jeg er skideheldig, at jeg har hende, og at hun også synes, det er sjovt.
*Har jeg reaktiveret min Tinderprofil, og det er ikke blevet mindre vildt, siden jeg var der sidst. Men det er stadig tankevækkende, hvor mange mænd, der lader til at have brug for, at du skal ville have en kæreste. Nu er det blevet et korstog for mig (fordi kæphesten er optaget), for det er 2024, og jeg nægter at bøje mig for den kønsnormative kliche om, at kvinder dater for at blive gift. Jeg har en god håndfuld kammerater, som er med på sidelinjen, og da jeg første gang forklarede, hvad jeg havde tænkt mig at skrive, udbrød den ene skrækslagent: ”VIL du gerne dø!?” mens den anden råbte: ”Er du blevet vanvittig!?!” – hvilket ikke på nogen måde styrker min tiltro til mænd som koncept, må jeg bare sige. Men alle kan være helt rolige, for 8 ud af 10 mænd læser alligevel ikke, hvad man skriver.
*Kan jeg læse, at SKAT bruger ”AI-systemer, som Skattestyrelsen har udviklet” til overvågning af danskerne. Altså, nogenlunde samme cast, som udviklede systemet, der blev brugt til at lave ejendomsvurderinger med, som denne gang forsøger at tøjle Sarah Conners værste mareridt, der – når det bliver bedt om at generere billeder af kvinder, der spiser salat – leverer det her:

Det kan ikke gå galt.
*Har jeg fundet 2 gode podcasts, som I også lige kan få glæde af, hvis I mangler lidt til ørerne:

M2024, uge 14
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Erkendt, at jeg ikke får brugt de to (ellers meget lækre) sprays fra Rituals, som jeg fik i fødselsdagsgave.
Årsagen er lige så simpel, som den er idiotisk: Jeg har haft begge dufte som håndcremer, og jeg er helt og aldeles ovre dem. Det har jeg brugt et par måneder på at parlamentere med mig selv om logikken i, men fact er, at jeg styrer udenom dem hver eneste morgen, og de er for dyre til bare at stå og samle støv.
Min veninde fik den ene, min søster den anden, og nu er jeg fri for at irritere mig over mig selv, hver eneste gang, jeg åbner skabet.
2.
Justeret min vaffelopskrift – og inden du tænker: “Ej, ok. HVOR små ting skriver vi på??” så lad mig lige forklare.
For vi har rigtig ofte små mennesker sovende her, og de ved, at de kan lokke mig til at lave vafler til dem uden at presse ret hårdt. Derfor er det faktisk lige nu noget, der er på menuen et par gange i måneden.
Og hvor jeg tidligere ikke bemærkede, om der var vafler i overskud, når børnene gik fra bordet – for hvis der var, kunne det skyldes mellem 50 og 100 forskellige ting – så kan jeg pludselig nu se, at der konsekvent er cirka 1/3 af portionen tilbage, når alle har sagt tak for mad.
Man kan jo egentlig godt fryse dem, for stakker du dem og pakker dem i bagepapir, så kan de lunes i ovnen uden at blive tørre – men jeg er blevet selektiv med, hvad jeg fylder fryseren med. Ganske enkelt fordi jeg efterhånden har fundet ud af, at stort set alt kan fryses, hvis du gør det rigtigt. Men det bliver rodet og uoverskueligt, hvis hylder og skuffer er fyldt med 100 små rester og ting, der kan bruges som snacks, og så ender jeg med enten pludselig at mangle mad-mad til de dage, hvor det ville være en hjælp at have, eller at opdage, at jeg har frosne retter nok til at bespise et mellemstort Hjemmeværnsarrangement, under alle vaflerne og bægrene med smøreost.
Men at smide en solid håndfuld vafler ud, hver gang jeg laver en portion, er ikke i orden, så nu har jeg haft lommeregneren fremme og har reduceret opskriften med en tredjedel.
3.
Fået ny ovn og emhætte (hurra!).
Inden den søde elektriker stak af med det gamle, sørgede jeg for at rapse de 2 riste fra den gamle ovn, for nu, hvor jeg ofte udnytter, når jeg alligevel har gang i ovnen, står jeg jævnligt med 3 varme bageplader, eller brød, der ikke er kølet nok af til at smide i poser, når jeg skal bruge pladen igen, og mangler en rist.
No more. Nu har jeg 3, og det er perfekt.
Status, Månedens Mål, april (1/4)
Jeg synes, det har været en krads start ovenpå påsken og De Uendelige Ugers sygdom. Føj, hvor jeg har løbet stærkt. Der har været svømning og læsning og dobbelt op på klub til Anton, mens Frida fik en tandbyld midt i det hele, og så har der været en del kommuner, der ikke har betalt deres fakturaer, for ‘det har jo været påske?’, som de siger, når jeg ringer. (Og ja. Jeg vil gerne bede om en medalje for at holde mit tonefald indenfor normaltregistret, når jeg spørger, om de udviser samme largeness over for de mennesker, der skylder dem penge, tak fordi du spørger).
Jeg øver mig i at kigge tingene kritisk efter i sømmene, når det bliver SÅ vildt, som den her uge har været, for selvfølgelig er der noget af det, som bare er #life.
Men der er også knapper at skrue på. F.eks. er jeg indtil nu gået med Anton ind, når han skal til E-sport, og har hjulpet ham med at logge ind. Samtidig har han fået lov at køre på nedsat tid – men det betyder, helt lavpraktisk, at vi onsdag kører hjemmefra 16.40, og at den er 17.15, inden Frida og jeg er hjemme igen. Det er røv og nøgler, når vi så skal afsted kl. 18.10 for at hente ham igen. Ikke mindst fordi vi om tirsdagen har et tilsvarende set up, hvor jeg afleverer Anton først, kører videre med Frida til svømning, venter 45 minutter, tager Frida med igen, og samler Anton op på hjemvejen.
Jeg vil strække mig ret langt for at få det til at fungere, men nu har jeg lavet et lamineret kort med hans login-oplysninger (på den analoge, krypterede måde, selvfølgelig) og sagt, at han skal være der de fulde 2 timer. Det betyder, at Frida og jeg faktisk får tid nok til, at den kan bruges til noget, f.eks. lektier eller aftensmad.
Det er ongoing work in progress, men det er ok. Det er fedt, at der er noget, han har lyst til og kan rumme, og vi skal nok få det til at fungere.
Nå, men alt det for at sige, at mit fokus på månedens mål har været laserfokus-glemt-glemt-glemt-LASER!-glemt-glemt-fokus. Og alligevel er jeg faktisk nået med. Så altså: Håb for os alle, I guess?
*Jeg har fået slettet ikke færre end 23 apps på min telefon. Derudover har jeg pakket nogle af de mapper ud, som jeg har lavet for at skabe overblik, men hvor jeg simpelthen glemmer, hvad jeg har liggende. Og det er jo ikke fordi jeg er ved at løbe tør for plads, vel? Men der er heller ingen grund til at have en masse crap liggende, som man bare swiper hen over 400 gange om dagen.
*Jeg har afmeldt omkring 20 nyhedsbreve, heraf flere, jeg ikke ANER, hvordan jeg er endt med at få. Det vilde er, at jeg ikke som sådan har forholdt mig til, at de dumper ned i min indbakke flere gange dagligt – men sikke dog en ro det har givet at melde dem fra.
*Min oprydning på insta har vist sig at være en lidt mindre strømlinet omgang, for jeg har gennem længere tid været i gang med at redesigne mit feed. Jeg har skruet voldsomt ned for folk, der mener en masse om mad og træning og politik og neurodivergens, og har i stedet tilføjet en ordentlig stak kunstnere, fotografer, sportsfolk – og dyr.
Derfor har jeg faktisk de sidste måneder unfollowed meget af det, der ikke længere giver mening for mig, og fordi jeg samtidig har været nogenlunde konsekvent i, hvilke typer af konti, jeg trykker ‘Følg’ på, rammer algoritmen plet meget af tiden med nye forslag.
Derfor følger jeg netto nogenlunde samme antal, som inden jeg begyndte at rydde op, men sammensætningen er en anden, og passer bedre til det, jeg bliver glad af at kigge på nu.
__________
Den kommende uges underemne er: Underholdning.
1.
Mit primære fokus bliver min tv-pakke og mine streamingtjenester. Det er et punkt, jeg har skubbet siden november, for det er sådan en opgave, jeg HADER. Min hjerne smelter, når jeg skal sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig, og det gør det her virkelig, virkelig ikke. Det er bare noget af det, der skal fungere, og hvor jeg, hånden på hjertet, kan komme til at køre alt for længe på dyre og/eller outdatede workarounds, fordi jeg ikke kan overskue at skulle læse op på alt det med småt.
Men da jeg ville tilkøbe TV2 i november, så Frida kunne se julekalender, var der sket en HELT masse med pakkerne hos YouSee. Det har derfor været på min mentale liste siden, for jeg kan formentlig samle de streamingtjenester, vi har, og tilkøbe de tv-kanaler, vi gerne vil have, for nogenlunde det samme, som vi giver nu.
Og jeg siger ikke, at hverken jeg eller I kunne finde på at dele login med andre mennesker. Men HVIS nu man hørte om nogen, der besudlede moralen med den slags, så kunne man lige lade gå videre, at det ser ud til at være en stakket frist, så man kan måske ligeså godt få fundet en mere holdbar løsning først som sidst.
2.
Jeg vil have taget stilling til mine abonnementer på podcasttjenester, blade og aviser.
3.
Og endelig kommer jeg til at tjekke de abonnementer, jeg har på min telefon. Der er helt sikkert nogen, jeg ikke bruger nok til at forsvare det, de koster.
(Hvis man lige har glemt, hvor man gør det, så er det Indstillinger -> Apple-id -> abonnementer)

M2024, uge 13
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået de forkerte frostvarer udleveret fra Bilka To Go.
Det var ikke fordi, der var så mange af dem, og der var nul problemer med at få de manglende varer udleveret, men fordi BTG ikke må tage fødevarer retur, når de først er udleveret, stod jeg med 3 poser frosne rundstykker, som vi aldrig får spist.
Jeg spurgte derfor naboen, om de kunne bruge dem, og det kunne de.
Nu er jeg fri for, at rundstykkerne optager plads i min fryser, og naboen har fået dem, mens der stadig er masser af levetid tilbage på holdbarheden.
2.
Brugt de 6 gange, jeg af min sundhedsforsikring fik bevilget til behandling hos akupunktøren.
Vi er et stykke ad vejen, men vi er der ikke helt endnu. Derfor lagde vii en ny plan, da jeg var der sidst, og jeg var egentlig indstillet på, at det ville blive for egen regning. Men hvis ikke man spiller, vinder man ikke, og derfor prøvede jeg at søge om 6 nye behandlinger – og dem fik jeg. Sgu.
Det er 3600 kr., jeg ikke selv skal have op ad lommen, og det er umådeligt værdsat.
3.
Har jeg igen haft Frida og slænget med i svømmehallen. Vi øver selvhjulpenhed og selvstændighed i vildskab, og som jeg vist har nævnt før, er de der næsten.
For mig er det ok at sidde med en bog eller noget arbejde et par timer eller tre, og damerne passer stort set sig selv, men fordi de efterhånden er store, og kan være i vandet længe, ender de ofte med at blive sultne, mens vi er der.
Det er helt fair, og om de får en is på en legeplads, eller en bolle i svømmehallen gør ikke den store forskel, men her ender det bare ofte med at blive lidt af en udskrivning, fordi de så også skal have noget at drikke, og det åbentbart er der, vores svømmehal har valgt, at avancen skal ligge.
Derfor købte jeg, sidst jeg var i Tyskland, en ramme 0,25 cl. kildevand med skruelåg med hjem, og dem er jeg begyndt at have med.
“Men Linda – hvorfor tager du ikke bare vandflasker med? Det er da meget mere bæredygtigt?”
Det er fuldstændig rigtigt. Og det er faktisk noget, jeg selv har brugt tid på at irritere mig over.
Men jeg må sande, at det her er et af de områder, hvor praktikken ender med at spænde ben for projektet, hvis jeg sætter ambitionerne for højt. Hvis jeg skal sørge for drikkedunke til 3-4 børn, alt imens jeg superviserer pakning af svømmetøj, sørger for, at Anton har, hvad han skal bruge herhjemme, mens vi er væk, og også husker det, jeg selv har planlagt at lave eller fikse, mens jeg sidder vagt, så ender det med, at jeg glemmer det, og så bliver det købte kildevand til priser, der kun *lige* ligger under det, en nyre på det sorte marked står i.
Det er en af de erfaringer, jeg har gjort mig over de sidste par år; at man kan inkorporere gode, bæredygtige vaner, men det er ikke dem alle sammen, der holder ved, når hverdagen ruller, og man har mange bolde i luften.
I starten fik jeg nærmest stress over det, fordi det føltes som 2 skridt frem og halvandet tilbage, men efterhånden er jeg nået til en slags fred med, at ambitionsniveauet er nødt til at matche det generelle overskud, og at det, der er en god løsning den ene måned, ikke nødvendigvis er det den næste.
Status, Månedens Mål, marts (4/4)
Jeg er ved at være godt med ift. at få brugt ned af det, der bare har ligget og gjort sig til, så der har ikke være store områder, der har stået og kaldt på fokus.
Derfor har der været plads til et par små-projekter, som dels har været fryseren og dels har været snack-kurven.
Om et par uger afholdes der påskefrokost i Fridas klasse, og traditionen tro er det sammenskudsgilde. Da Anton var lille, var jeg ret strømlinet med de ting, og bød jeg ind med pizzasnegle bagte jeg, så der var til hele flokken.
8 år senere har jeg lært, at børn er fuldstændigt ligeglade til arrangementer af den her slags. Derfor har jeg sænket ambitionsniveauet betydeligt, og denne gang meldte jeg ind med ‘sødt’. Det giver mig nemlig mulighed for at få lunet og medbragt de 2 poser fastelavnsboller, æbleskiverne og den halve chokoladekage, der trænger til at blive spist. Der er INGEN, der går op i, om der er den mindste smule sammenhæng eller tema i det, der medbringes, så på den her måde får vi både arbejdet lidt med madspild, samtidigt med, at vi sørger for, at der er lidt til alle små smagsløg.
Derudover har jeg købt en pose vaniljeproteinpulver, så jeg kan få lavet smoothies af de poser med restfrugt, jeg har smidt i fryseren de sidste måneder, og så har jeg samlet alle de rester af kiks, nødder og tørret frugt, som altid ender i forskellige kasser og bokse, mine forsøg på at holde dem samlet til trods. Om 10 minutter er vi så langt, at sommerferien begynder at tegne sig i horisonten, og så er det omsonst af have madpakkesnacks liggende. Derfor gør vi lige en indsats for at få brugt det, vi har, og så sørger jeg for at være lidt systematisk med indkøb de sidste måneder frem mod ferien.
Med marts i ryggen og april i fjæset, er vi således klar til en ny runde.
Månedens Mål, april:
Målet for april er at få luget ud i abonnementer og tilmeldinger.
Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle køre de hårde hvidevarer nu, hvor strømmen falder til sommertarif, og fryseren (forhåbentlig) er nogenlunde tom ovenpå marts’ fokuspunkt, men fordi der på en del abonnementer er en opsigelsesperiode, synes jeg, at det er smart at få dem kigget igennem, så de kan siges op, inden vi rammer sommerferien.
Denne gang vælger jeg, at vi følges ad, så jeg varsler ugens fokuspunkt på forhånd. På den måde bliver det forhåbentligt overskueligt nok til, at I derude kan få det flettet ind; også selvom vi snubler rundt i sommertid og helligdage.
Vi starter stille og roligt ud, og den kommende uge handler det om at få luget ud på de sociale medier.
Mine 3 punkter bliver:
*at tjekke min telefon igennem og slette de apps, jeg ikke længere bruger.
*at bruge de 10 sekunder der tager at afmelde nyhedsbreve og reklamemails, der brager ind i indboksen, fordi jeg engang i tidernes morgen købte noget, der fortaber sig i tågerne.
*at unfollower de profiler på insta, som jeg lidt for længe bare har scrollet hen over, fordi jeg ikke længere er et sted, hvor de giver mening for mig at følge. Jeg synes ubetinget, at det er nemmest at gøre, når profilerne popper op i feedet, for går jeg ind på min følger-liste, kan jeg ikke huske, hvem der poster hvad. Jeg har god erfaring med at have det som fokuspunkt, og er man den lidt resultatdrevne type, kan man tjekke, hvor mange man følger i dag, og så sammenligne med tallet om en uge.
Det handler ikke kun om at være en ordentlig følger, der faktisk gerne vil se det, afsenderen poster (for ingen af os kan lide at blive iagttaget af mennesker, der dybest set ikke bryder sig om os), men også meget om, at algoritmen giver dig det, du gerne vil have. Følger du 100 bageprofiler, bliver det det, den foreslår, igen og igen, og det er der jo ikke rigtigt nogen grund til, hvis du er ovre surdejsbrød og banankager.

I øvrigt:
*Vil jeg bare lige til den fyr, der forleden kom gående fra dyrlægen med sin cocker-spaniel i armene, og ikke sansede noget som helst, fordi han havde så travlt med at trøste og kramme, sige, at jeg måske godt kunne være villig til at forhandle på mit ellers ufravigelige standpunkt om ikke at skulle have flere børn, hvis det er.
*Lykkedes det mig igen i sidste uge at blive underlagt et ban på fb. Mig. Det måske mest anti-voldelige og konsensussøgende menneske i Vestjylland. Det bliver ikke i år, AI overtager verdensherredømmet.
*Kørte den personlige træner og jeg i sidste uge en status på, hvad der er sket, siden jeg startede dernede. Jeg har øget med mellem 300 og 900% i, hvad jeg kan løfte på samtlige øvelser. Hvis zombierne kommer, kan jeg kke løbe fra dem, men jeg tror måske godt, at jeg efterhånden kan rive dem over på midten.
*Er jeg simpelthen så ambivalent med hele dækningen af Kate Middleton-sagen. For selvom de fleste af os måske nok havde en fornemmelse af, at der var en lavpraktisk, sygdomsrelateret forklaring bag fraværet, må jeg indrømme, at jeg har trukket på smilebåndet over et par af de konspirationsteorier, jeg har set. (Min favorit er stadig den om Pete Davidson). Nu, hvor forklarigen så er givet, er der mange, der kører en MEGET fordømmende tone over, at ‘Kvinder altid skal forklare sig!’ og ‘Lad hende være i fred!’. Det synes jeg faktisk er for letkøbt. For selvfølgelig er det skidesynd for hende og for børnene, og ingen ønsker kræft for deres værste fjende. Men sat på spidsen er kongehusene en institution, som i sidste ende er ansat af befolkningen, og håndteringen af den her sag har været decideret problematisk. Hele monarkiets eksistensberettigelse ligger vel nærmest i at være galionsfigurer for det land, de regerer over, og selvom det ikke betyder, at befolkningen har krav på detaljerede forklaringer og 1:1 redegørelser for de kongeliges gøren og laden, så må man enten have en redigeret version af sandheden klar til situationer som den her, eller lyve bedre end det har været tilfældet her, hvis man har brug for at blive ladt i fred.
*Spiser mine børn Yum Yum nudler h.e.l.e tiden i de her dage, og jeg har det efterhånden så stramt med lugten af krydderiblandingen, at jeg nærmest må stå ude på marken, mens de spiser.
*Tror jeg aldrig, at jeg, før jeg fik børn, forstod, hvor mange børn, der lever i familier, der måske ikke kan klassificeres som socialt belastede, men hvor der fandme godt nok stadig er vilkår, som børn ikke burde være underlagt. Over de sidste måneder har vi hentet børn til legeaftaler, som bare er sat ud på gaden til afhentning af mig; et menneske, forældrene aldrig har mødt, når vi kommer, og som, når jeg spørger lidt ind til, hvad de er for nogle små størrelser, fortæller om papfædre, der har skubbet dem, så de har slået hovedet (wtaf?!), om at være alene hjemme 8-10 timer om dagen, og om at passe mindre søskende om natten. Et par stykker har lugtet så voldsomt af tobaksrøg, at det hænger i hele huset, når de har været her, og selvom jeg prøver at sige til mig selv, at en lykkelig barndom er mange ting, så er der godt nok stadig elementer her, der får mig til at tænke over, hvor absurd priviligeret, jeg med mine forældre og min opvækst har været. (Og bare for at tage den i opløbet: Jeg har fagfolk i omgangskredsen, som jeg (anonymt) løber de mest bekymrende udsagn forbi).
*Har jeg, som eksperiment, været ret konsekvent med at køre tjekke LinkedIn hver eneste dag de sidste 3 måneder. Jeg har sørget for at interagere, like og kommentere hist og pist, og har gjort mig umage for at finde en bred vifte af personer og organisationer at følge. Algoritmen burde med andre ord ikke køre rent ekkokammer. Og det, som virkelig, virkelig undrer mig er, hvor ukritisk en platform, LinkedIn er. Ikke, at jeg ønsker, at der går fb i den, hvor mennesker uden nogen form for relevant uddannelse lige nu lader til at vide mere om broer og bærende konstruktioner end alle ingeniører og bygningskonstruktører i verden til sammen – men det er GODT nok glat og velfriseret inde i det blå segment.
*Sad jeg i går i kø, og fik, for gud ved hvilken gang, tiden til at gå med at udregne tværsummen af de nummerplader, jeg kunne se. Og så var det, at jeg kom til at tænke på, hvorfor vi egentlig skulle lære det? Hånden op, alle dem, der bare én gang har brugt det til noget konkret?
*Kan jeg ikke finde én eneste serie eller film, jeg gider at se, og de sidste uger har jeg i desperation kørt reruns af gamle actionfilm. Speed? Yes ma’am. Speed 2? Tjek. Alle Mission Impossible OG John Wick? Naturligvis. (“Igen?” hører jeg den vantro menneskemængde mumle. Ja. Igen.) Nogen må snart komme og redde mig fra mig selv.
*Synes jeg, at du skal gøre dig selv den tjeneste at lytte til de her 4 numre, næste gang, du kører bil:

M2024, uge 12
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet lidt lavpraktisk fb-empiri ift. en termo-beholder til mad. Frida er ofte så sulten, at hun kunne æde en ulv, når hun kommer hjem fra SFO, så vi har talt om, at det måske kunne være fint at have nogle rester eller nudler med.
Jeg har selv haft en termo-beholder på ønskesedlen, for jeg har også somme tider rester med, så nu syntes jeg, at der var en lejlighed til at købe én, som vi så kan deles om.
Men når man googler, kommer der 16.000 forskellige mærker og typer frem, og i de tests, der er lavet, er der intet system i, hvilke der får hhv. gode og dårlige anmeldelser.
Jeg smed derfor en fb-forespørgsel ud på den, jeg selv havde forelsket mig i, og hele 3 forskellige mennesker i min omgangskreds havde præcis den model. De sagde god for den, så nu er den købt og prøvet – og den *er* god.
2.
Returneret et par svinedyre sko, jeg havde købt til mig selv online, som simpelthen var så fine.
Men jeg syntes, de svuppede en lille smule i hælen i den ene størrelse, og var lige til den lille side i den anden.
Det er en milepæl for mig at få dem sendt retur. Faktisk. For tidligere ville jeg have beholdt de største af dem og sagt til mig selv, at det ikke var et problem, eller at det kunne løses med en sål. Selvom det virker fuldstændig idiotisk, og blottet for logik, så er der et eller andet i, at når pengene er trukket på kortet, 5 dage inden jeg får varen i hænderne, så føles det ikke som et ÆGTE-ægte køb – og derfor bliver jeg mere tilbøjelig til at trække på skulderen af detaljer, som ville få mig til at lægge varen tilbage på hylden, hvis jeg stod i en fysisk butik og skulle betale for varen, her og nu.
Når jeg shopper tøj, har jeg lært, at det ofte er en god ide at bestille så meget på én gang, at jeg VED, at noget skal retur. For hvis jeg kun bestiller to ting, og den ene er perfekt, mens den anden er ok-ish, så kan jeg sgu godt komme til at beholde dem begge, fordi det virker lidt bøvlet at skulle igennem returmøllen for én ting. Ikke, at jeg er så klar omkring det inde i hovedet, men når jeg lige dvæler ved det, kan jeg godt se, at det er det, der sker.
Derfor er enkelt-items altid lidt et sats, og derfor tæller den her sejr tredobbelt.
3.
Haft besøg af min søde veninde fra Aarhus.
Jeg havde derfor pakket de ting fra Den Store Oprydning, som andre Aarhus-folk havde lagt billet ind på, så hun kunne få dem med retur, og så bladrede jeg for et par uger siden mine parfumer igennem, og sorterede dem fra, jeg ikke bruger.
Hun er et af de få mennesker, jeg deler duft-smag med, og derfor er vi de sidste par år begyndt at give hinanden de parfumer, der bare står og glor, eller dem, der kun er en smule tilbage i. Det er en ret fin måde at teste dufte på, inden man selv køber dem full size, så ud over, at det altid er sjovt at få noget i hænderne, man ikke selv er stødt på eller havde tænkt på at vælge, så er det også en god måde at undgå kommende fejlkøb på.
Hun nappede et par af dem, jeg havde fundet frem, fik en med til en fælles veninde, og den sidste fik min mor.
Det gav lidt plads på hylden, hvilket var perfekt – for hun havde nemlig også en med til mig:)
Status, Månedens Mål, marts (3/4)
I den her uge har jeg fået brugt noget af det, som egentlig ikke er bøvlet at have stående, fordi det er noget af det, vi stadig spiser, f.eks. pesto, pizzasauce og nødder.
Men jeg har tænkt over, at der faktisk ikke er grund til at have et basislager af den type fødevarer, når det nu er så forskelligt, hvad jeg laver af mad.
Selvfølgelig er det rart at have lidt mel, sukker og salt på hylden, ligesom hakkede tomater og tomatpure også bliver brugt i så mange retter, at det nok skal få ben at gå på.
Men derudover giver det mere madspild, end det giver mening at have hylderne pakkede med nudler, kokosmælk, havregryn og peanutbutter, for det når at blive for gammelt, inden jeg får det brugt.
Derfor har jeg besluttet, at vi prøver at køre med den model, hvor jeg kun har det allermest nødvendige i skabet, og så ellers køber fra scratch, når jeg pludselig forelsker mig i wok, bowls eller det græske køkken. Det kommer til at give nogle lidt højere emissionsomkostninger, end jeg har nu, fordi jeg somme tider er heldig, at jeg har soya eller en orientalsk krydderblanding til at stå, men mit bud vil være, at det på bundlinjen bliver udlignet af det, jeg køber, men ender med at smide ud, fordi jeg ikke når at bruge det.
Så hvis omkostningerne er de samme, så kan jeg ligeså godt vælge den model, der ikke giver madspild, så det prøver jeg nu.

May the bridges I burn light the way
Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.
Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.
Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.
Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.
Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på.
Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde.
De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.
Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.
Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.
Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes.
Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.
I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.
Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.
Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år.
Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.
Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.
Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.
Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.
Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se.
Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.
Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.
Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.
Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.
“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.
Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)
M2024, uge 11
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har vi, som nævnt, haft besøg af Omgangssygen Fra Helvede.
Så snart der er sygdom her i huset, forvandler jeg mig til den menneskelige autoklave, for der er kun én ting, der er værre end at skulle håndtere opkast, og det er at skulle håndtere det, mens man også selv kaster op.
Derfor koger jeg tandbørsterne dagligt, jeg er superhysterisk med, at ingen deler noget som helst, og alle håndklæder ved håndvasken bliver erstattet med vaskeklude, så man tager en ren, tørrer hænder og smider den i vaskespanden, jeg har sat derud.
Jeg kan ikke huske, at vi før har været ramt i 3 fulde døgn, men det var vi denne gang. Derfor oplevede jeg for første gang, at jeg ikke kunne følge med til at vaske vaskeklude, så der blev ved med at være rene at tage af.
Men i sidste uge smed jeg en dug over til min mor og spurgte, om ikke hun kunne sy viskestykker af den. (Den er af bomuld, hvid og kan koges). Nu har jeg ringet til hende og spurgt, om jeg kan bestille klude i stedet; bare klippet og zigzagget, så de ikke trevler.
For det er for træls at stryge ud og købe 20 nye vaskeklude for de få gange, det her er et problem; ikke mindst fordi de også fylder en del. Men den her dug var smidt i vulkanen alligevel, de klude, den kan forvandles til, fylder ingenting, og i en snæver vending kan de faktisk også bruges som servietter.
2.
Har jeg haft gang i en skruetrækker og lidt let vold.
Jeg har ikke noget at lade nogen høre for ift. at elske pynt og ekstravagance, men jeg har aldrig pyntet op til påske. Fordi.. jamen, det ved jeg ikke? At æg og kaniner ikke lige står øverst på min æstetiske ønskeliste?
Men så fik jeg Frida, og Frida skal bede om all things extra, så nu er vi sådan nogle, der også pynter til påske.
For 3 år siden købte jeg nogle ret fine keramik-æg med lys i. Men de er trælse, fordi det er tænd/sluk-modellen, og jeg glemmer at tænde dem, fordi vi er så langt henne på året, at det er lyst til langt ud på aftenen.
I år slog det mig, at jeg jo egentlig bare kunne brække batterimodulet og pæren ud af dem, og i stedet fylde mine højtelskede, meget brugte lyskæder i dem.
Det har jeg gjort, og nu er de timet til at tænde 4 timer hver aften, startende kl. 19.
Det er svært at insistere på, at påskepynt er decideret minimalistisk, men det er stadig og altid vigtigt for mig, at det, vi har; det bruger vi.
(Og så sendte jeg vores oprydningsprojekt en varm, varm tanke, fordi jeg i år samlede alle lyskæder og kunstige stearinlys i en kasse i bryggerset. Indtil nu har de ligget i 16 forskellige kasser og æsker, men nu har jeg hele svineriet samlet ét sted, og det tager 10 sekunder at finde den/dem, jeg skal bruge).
3.
Er jeg så småt gået i gang med at sortere det legetøj, vi fik sluset ud af Antons værelse. Første runde handlede om at få det delt op i 2 bunker: Det, der kan sælges, og det, der kan bruges.
For der er altid noget, som der er mange flere timers leg i, men som bliver for irriterende at forsøge at sælge, f.eks. bamser, legosværd med hakker i bladet, eller 19000 ukurante actionfigurer, som man ikke kan huske navnene på.
Da jeg havde taget det fra, som min venindes søn kan bruge (og havde spurgt hende først, for vi er ikke Dem, Der Tørrer Vores Affald Af På Andre mere), fotograferede jeg resten og lagde det på markedsplace til en meget symbolsk pris.
Et par dage senere så jeg pludselig et opslag fra en kvinde, der stod og skulle ekvipere en førskole (tror jeg? Der var noget mere forklaring, men den har jeg glemt), og som derfor efterlyste legetøj. Jeg sendte hende alle billeder, spurgte, hvad de kunne bruge, og hun ville gerne have det hele. Hun kunne hente i næste uge, men jeg er ved at gå til over at have ting overalt, så jeg smed poserne forbi i går, og hun blev simpelthen så glad for at slippe for at skulle køre efter det.
Det var en fin måde at få det ud af huset på, og jeg har smidt 100 kroner på Antons opsparing for at belønne ham for at slippe det, han ikke længere bruger. (Hvad? Jamen, jeg er sgu ikke for fin til Haribo-pædagogik).
Status, Månedens Mål, marts (2/4)
Selvom vi har været ramt af pest, har jeg forsøgt at holde fast i månedsmålet, og i den forgangne uge har jeg haft fokus på morgenmad. For JA, vi har mange slags til at stå!
Det er én af dem, hvor jeg, helt oprigtigt, synes det er svært at finde ud af, hvad den rigtige løsning er. For madvarer, både smag og tekstur, er en ting ift. mennesker med ND-diagnoser, og jeg er selv ret hårdt ramt. Jeg får ofte lyst til én bestemt ret, og så spiser jeg (variationer af) den i 2 måneder – for så nærmest at føle væmmelse ved tanken om den i al evighed, amen.
Jeg tolkede engang et foredrag af en muslimsk mand, der blev spurgt, hvordan det var for ham, hvis hans danskfødte børn gerne ville have pølsehorn eller noget andet med svinekød i. Hans svar var, at det ikke for ham var noget religiøst, men at han var opdraget i en kultur, hvor svin er urene, og det derfor var sådan, de føltes for ham.
“Det ville svare til, at I besøgte et land, hvor man ved pølsevognen kunne købe hotdogs med pølser lavet af rottekød.”
Det har jeg simpelthen sådan tænkt på siden.
For jeg har prøvet at blive tvunget til at spise nogle af de madvarer, jeg ikke kan have, og jeg har flere gange, også som voksen, været tæt på at græde over det. Det er svært at forklare graden af ubehag, når det hele føles forkert, halsen lukker til og konsistensen er ved at få dig til at kaste op.
Af samme grund bliver jeg ualmindelig stram, når lærerne i børnenes skoler til f.eks. julefrokost insisterer på, at mine børn SKAL spise rugbrød, før de må få andet. Skik følge eller land fly – men hvis det er en ufravigelig regel, så meld det ud på forhånd, for så sørger jeg for, at mine børn selv har madpakke med, eller taler med dem om, om det er et hard-hard no, eller om der kan gøres noget, så de kan spise det uden at kaste op.
Nå, nu kom min kæphest til at ride ud af et sidespor. ANYWAY:
Derfor er jeg ret nem at overtale, når mine børn gerne vil have noget bestemt til morgenmad, fordi jeg kender det fra mig selv.
Men jeg kan, trods alt, godt se, at der her også er et element af hedonisme, og derfor har jeg sat de åbnede, men uspiste produkter på morgenbordet med beskeden om, at man må mixe og matche, men at det er det, vi spiser, i hvert fald 3 dage om ugen, indtil vi er i bund. I sympati er jeg så gået i gang med noget af al den skyr, jeg har købt, men pludselig ikke rigtig orker mere…
(Ej, men så send sgu da en voksen..!)
Jeg har sat et decilitermål morgenbordet, så ungerne også kan øve sig lidt i øjemål kontra appetit, og på den måde får vi også snakket om madspild.
Det synes jeg egentlig er ret godt gået på en uge, hvor overskuddet nærmest har været ikke-eksisterende.
Begynder der at være plads på hylderne i jeres køleskabe rundt omkring?

I øvrigt:
*Har vi kørt 48 timer med omgangssyge, og jeg identificerer mig 1:1 med Danny Glover, da han proklamerede: I’m too old for this shit. Jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, der er mere nedtur, end klokken 3 om natten at skulle køre fuld ISS på et værelse og et barn, der oralt har vendt vrangen ud på sig selv.
*Forsøger jeg at være et åbent og rummeligt menneske, og det lykkes noget af tiden. Men jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig bliver venner med mennesker, der får speciallavet nummerplader med teksten ‘My Toy’ til deres Porscher.
*Er netværk for erhvervsdrivende nærmest at sidestille med beliggenhed for boliger – men det sidste år har også for mig understreget, hvor givtigt det er på kundesiden. For selvom jeg efterhånden har boet i Esbjerg i 12 år, synes jeg stadig, at det kan være svært at gennemskue, hvilken frisør, man kan lægge sit hår i hænderne på, hvem der kan lave en voksbehandling, der ikke ender med mord, og hvilke fysioterapeuter, der elsker elastikker så højt, at det er bedst for alle parter, at jeg ikke ender hos dem. Men finder man først én fagperson, der rammer den lige i røven, så får man pludselig adgang til *deres* netværk. Og det betyder, at man ikke længere famler i blinde, men faktisk har fået et screeningsfilter foræret. Det er uvurderligt.
*Og apropos netværk, så ER min nye akupunktør lige så dygtig, som jeg var blevet lovet. Men FØJ, hvor nåle på ydersiden af foden og i den øverste del af lænden er trælse. Og 25 er ikke mange, hvis vi taler om lakridser, bandeord eller reels – men målt i nåle føles det som 2500.
*Kørte jeg i går på job i tåge så tæt som ærtesuppe, og jeg KAN ikke forstå, at biler i dag er udstyret med sensorer og kameraer og alarmer på seler og døre – men at baglygterne, altså noget af det eneste på en bil, du *ikke* selv kan se, stadig på alt, alt for mange biler er manuelt betjente. 3/4 af de biler, jeg kørte bag i dag kørte uden baglys. Med en sigtbarhed på 5? 10? meter. Det er RÅDDENT farligt.
*Har jeg besluttet at vie mit liv til at stikke strikkepinde i en voodoodukke af den oversætter, der er ansvarlig for Vinted’s danske reklame på YouTube. “Bære det ikke? Sælg det!” What. The. Actual. Fuck.
*Har jeg ofret mig i god sags tjeneste og taget et profilbillede i min selvlysende kedeldragt, som jeg har koblet til min Appleprofil. For oldefar på 96, som har fået sig en iPhone 15, ser meget, meget dårligt, men nu ved han, at når skærmen lyser op, og det ligner et raveparty fra midt-halvfemserne, så er det bare mig, der ringer.
*Modtog jeg i sidste uge en mail fra Esbjerg Kommune. De har valgt at lukke min sag, da jeg ‘ikke har gjort brug af tilbuddet om de fire timer, jeg har fået tilkendt’. Meanwhile ovre i Ankestyrelsen beklager de – igen – at de ikke overholder behandlingsfristen. Kafka virker efterhånden mere synsk end vanvittig.
*Har jeg de sidste uger fået tilsendt så mange GIF’s af Ciillian Murphy med et tilhørende: “Hahaha – se skat. Det er dig!” at jeg faktisk begynder at blive en lille smule bekymret.
*Så jeg for snart længe siden et opslag med teksten: ‘Sometimes you have to make peace with the fact, that you’re the villain in someone else’s story’. Den har jeg tænkt meget over, og de sidste par uger har været én stejl læringskurve i, hvordan den sandhed føles. Føj, hvor jeg synes, at den er svær at æde. Specielt, når man har gjort sig inderligt umage, eller selv synes, at alle regler var klappet af på forhånd. Men det her bliver én af dem, hvor øvelsen kommer til at være at vende ryggen til og bare blive ved med at gå, selvom jeg *næsten* ikke kan være i mig selv over, hvor uretfærdigt, jeg synes, det er.
*Betaler det sig somme tider – jævnligt, faktisk – at være sådan én, der ikke altid fatter, at ‘det kan man da ikke spørge om!’. For jeg har længe gerne ville finde et fritidstilbud, som kunne give Anton lidt mere netværk, end han har nu. Flere af de børn, han går i klasse med, er relativt udfordrede, enten af vilkår på hjemmefronten eller af tillægsdiagnoser, og fordi Anton falder lidt mellem den neurodivergente og den neurotypiske stol, er det begrænset, hvad der dér er at bygge videre på. Men alle mine googlinger til trods, har jeg intet kunne grave frem. Derfor skrev jeg i starten af februar en mail, som jeg sendte til alle, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, som kunne være relevante, herunder lederne for de nye, spektrumvenlige uddannelser i byen, alle, der har noget med eSport at gøre, Ungdomsskolen, formanden for Børn & Skoleudvalget osv. og spurgte, om nogen kendte til et tilbud til de her børn, f.eks. et hold, hvor man mødes og gamer en gang om ugen. Nærmest alt, hvad der udbydes lige nu, har fokus på ‘at fremme udvikling af sociale kompetencer’ – og det er fint. Men deres diagnoser til trods, så er de her børn sgu også bare børn, der gerne vil lave noget med andre børn, som de deler interesser med; fuldstændig ligesom helt almindelige børn. Og de fleste af dem er i forvejen på overarbejde ift. at være i verden – måske det ville være meget fedt med et sted, hvor de bare kunne komme og være børn?
Jeg har fået virkelig god respons på min mail, og er også blevet rodet ind i udviklingen af sådan et hold til efteråret, fordi nogle af dem, jeg skrev til, syntes, at det var en helt *vildt* god ide. Samtidig blev jeg ringet op af et par herrer, der stod for hold, som egentlig ikke er tiltænkt autister, men hvor min beskrivelse havde fået dem til at tænke over, at de faktisk passer ret fint ind i målgruppen. Vi har været afsted til to forskellige ting, og jeg er så råddent stolt af Anton, der i sidste uge kom og sagde: “Mor, hvis man nu synes, at det er lidt svært at vælge – må man så godt gå til begge dele?” Anton, Anton, min allerbedste Anton. Du må gå til alt, hvad du nogensinde kunne drømme om i hele, hele verden.
*Og apropos Anton skulle jeg lige kigge hans tænder efter forleden – og han er simpelthen ved at få skæg. Det har jeg det sådan her med:
M2024, uge 10
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lagt de overskydende køkkenting op på min egen fb-profil; de fleste af dem er væk nu, og jeg kan ikke forklare, hvor rart det er at kunne trække vejret, nu hvor jeg pludselig er ved at have mine bordplader og gulve frie igen.
2.
Er lynlåsen i Fridas jakke gået i stykker. Fordi ugen har været et olympisk clusterfuck af misforståelser, sygdom og ekstra arbejde, var jeg ude af stand til at vurdere, hvad jeg skulle stille op med jakken, da jeg fik den overrakt.
Men det hele begynder langsomt at lysne og løsne, og dermed får jeg også langsomt ilt til hjernen igen. Jeg er derfor blevet enig med mig selv om at lægge den i regntøjskassen i bryggerset, for om 10 minutter er den for varm, og til næste år kan hun ikke passe den.
De par uger, vi kommer til at få brug for en vinterjakke i løbet af foråret, tror jeg faktisk, at det kommer til at fungere at have den på stående åben, eventuelt med en hoodie indenunder. Hvis ikke, må vi købe en ny/brugt, men jeg prøver lige i første omgang at trække den.
3.
Har jeg besluttet, at jeg er nødt til at prøve at bage pizza-focaccia i stil med dem, de har i Lidl, selv.
Min spinkle, småt-spisende Anton, der kun vil have det, han vil have, og ellers bare spiser ingenting, lever lige nu af dem, og de er ret dyre at købe færdige.
Jeg har fundet en opskrift, der ser fornuftig ud, men sidder nogen derude med én, der skamløst kopierer smag og konsistens, så er der tusind point og et distancekram, hvis man smider den i kommentarfeltet.
Status, Månedens Mål, marts (1/4)
Jeg har kørt lidt spredt fægtning, fordi det hele har været så idiotisk, at jeg ikke har kunne mønstre et systematisk overblik, men jeg har:
*Lavet en slags bootleg-pesto af 3 forskellige krydderurter, en halv pose salte mandler og et bæger feta. Planen var ellers at få brugt det sidste af den parmigiano-reggiano-ost, jeg har haft liggende (for) længe. (Jeg havde en periode, hvor jeg hele tiden bagte knækbrød med dén og timian, men så gik jeg død i det, og osten har ligget og set forpint ud siden). For at straffe mig for mit fravær, valgte den at være muggen, da jeg havde smidt alle andre ingredienser i blenderen, og bare manglede dén, og så stod jeg dér. Men fetaen reddede mig, og resultatet blev virkelig godt.
*Fået brugt et glas rød karrysauce sammen med lidt kylling og en pose frosne grøntsager fra fryseren.
*Bagt grovboller med alle rester af både kerner og mel, jeg havde stående i skabet. (Har man planer om det, skal man lige have i baghovedet, at almindeligt hvedemel hjælper brød med at hæve. Som tommelfingerregel kan man udskifte 20-25% af melet med grovere varianter uden at det påvirker hæveegenskaberne mærkbart). Halvdelen af bollerne har jeg brugt i madpakken, (smurt med den grønne fetacreme fra første punkt), og den anden halvdel er frosset ned, så de kan spises til den suppe, jeg planlægger at lave af andre rester senere på måneden.
Er I kommet i gang?
(Og måske skal vi aftale, at man holder det i overskrifter, hvis man fortæller, hvad man har omsat diverse madvarer til? Bare så kommentarfeltet er overskuelig inspiration og ikke kilometervis af reelle opskrifter? Eller hvad?)
(Jamen, der er *vores* projekt, jo, så I må gerne have en holdning).