Bloggen

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg sendt en mail til Skat.

Siden vi sagde farvel til oldefar i december, har jeg hjulpet mine forældre med alt det papirarbejde, der følger med, når vi siger farvel til mennesker, vi elsker, herunder de forskellige attester og opgørelser til Skifteretten. I den forbindelse har vi længe ventet på, at hans årsopgørelse skulle blive tilgængelig på skat.dk.

Min far er for længst godkendt til at ‘logge på med autorisation’, som det hedder, og dermed kan vi uden problemer logge på hjemmesiden og tjekke, men eftersom livet jo (heldigvis) går videre, selvom man står med den slags tunge opgaver, så ville det være fedt nok, hvis man bare fik besked, når der var nyt.

Vi tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede igen.

Til sidst rykkede jeg for den (fra min egen profil), og modtog en besked, der startede med “Som jeg skrev i min sidste besked” et-eller-andet om boopgørelsen.

Det undrede vi os over, for vi havde intet modtaget, og årsopgørelsen var stadig ikke kommet.

Pludselig slog det mig, at det kunne være fordi, min bedstefars mail stadig stod anført under kontaktoplysninger hos Skat, så den fik vi gravet password frem til – og bingo. Der lå ALT muligt i indbakken; også fra virksomheder og offentlige myndigheder, der for længst har modtaget besked om, at han ikke er her mere.

Hvilket, objektivt set, er udueligt.

Men jeg gik derfor, sammen med min far, ind på min bedstefars profil på skat.dk for at ændre kontaktoplysningerne til min fars mailadresse i stedet – men det kan man ikke.

Og altså. Jeg er med på, at det selvfølgelig er fordi, man ikke som bostøtte eller forældre skal kunne indsætte sig selv som modtager af notifikationerne, men i forbindelse med dødsfald burde det simpelthen være noget, som Skat automatisk ændrede, når de nu alligevel skal ind og tildele autorisation manuelt.

Egentlig havde jeg parkeret min irritation, for det gør jo ikke længere nogen forskel for os, men så kom jeg i tanke om, at vi i 2025 følger tingene til dørs, så nu har jeg sendt Skat en besked, attesteret den til deres techsupport og gjort opmærksom på problemet.

Så har de da i hvert fald muligheden for at gøre noget ved det, hvis de vil.

2.

Har jeg gjort mig fortjent til et meritudløst jagttegn på baggrund af alle de hvepse, jeg har fanget og dræbt herhjemme.

Det er varmt, og derfor står hoveddøren åben meget af tiden – men vi bor på landet, så jeg har selvfølgelig et flueforhæng hængt op for at forhindre en regulær invasion.

Om det er fordi, vores døre er højere end gennemsnittet, eller om det er fordi, jeg har fået købt et forhæng, der er lavet til Herredet, ved jeg ikke, men det *har* lignet et par lidt for korte bukser på en lidt for høj mand, når jeg har hængt det op.

Og hvor flyvende insekter ikke kan finde UD af dit hus, om du så fjernede alle vinduer og rev begge gavle ned, så skal jeg *love* for, at de kan finde ind af en 15 cm’s sprække under et forhæng.

Efter 2 gange at være blevet ringet op i bilen af paniske børn, der har gemt sig på badeværelset, fordi en hveps har fundet ind, mens jeg var ude, kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at gøre noget.

Men fordi vores økonomi er, som den er, og sommeren trods alt begynder at lakke mod enden, har jeg trukket nogle af alle Fridas perler på snore, som jeg har bundet på den nederste del af forhænget, så det nu er langt nok.

Er det så flot, at det læner sig op af at blive sat i produktion? Nix. Men det fungerer, og så lever vi med det lidt alternative. æstetiske udtryk.

Når jeg piller det ned for i år, vil jeg undersøge, om jeg kan sætte nye, længere snore i skinnen, for kan jeg det, prøver jeg selv at lave et nyt forhæng til næste år.

3.

Har jeg prøvet at købe genanvendeligt bagepapir.

Det tikker flere af mine bokse af, fordi det både er et skridt væk fra engangs-kulturen, og fordi det reducerer mit emballageforbrug.

Samtidig går det fint i spænd med preppermindsettet.

For noget af det, vi ikke har talt så meget om ift. prepping, er hvordan det påvirker forsyningskæden, hvis net eller strøm ryger i mere end et par timer.

Og hvis man tænker: “Ej, slap af. Hvor galt kan det gå?” vil jeg bare nævne, at det i månedsvis var nærmest umuligt at skaffe byggematerialer, puslespil og vådservietter, da verden først blev ramt af Corona, og et skib så sidenhen satte sig på tværs i Suezkanalen.

Det er så usandsynlig en sammenhæng, at de færreste ville sætte udfald i forbindelse med årsag.

Ligeledes er nogle typer af medicin lige nu svære at skaffe pga. den udenrigspolitiske situation mellem EU og USA, så det er ikke kun regulær krig, der kan påvirke vores adgang til varer og forbrugsgoder, vi i dag tager for givet at have ved hånden.

Derfor er jeg begyndt at prøve at tænke ind, hvordan jeg kan gøre vores lille husstand mere .. uafhængig (i mangel af bedre ord), hvis forsyningskæden lider et knæk. For det hjælper ikke meget at have mel og gær at bage med, hvis du ikke har noget at bage på.

Og ja. We will always have the bageforms, og i en snæver vending kan man også (gen)bruge tørrede bønner som bagepapir, men min pointe er bare, at jo mindre, man løbende mangler, hvis der bliver knaphed på noget, jo bedre er man kørende ift. at udnytte det, man har.

4.

Har jeg sendt 4 mobilepay-anmodninger afsted.

Som tidligere nævnt er det ofte her, Frida og veninderne hænger ud, og det er også meget ofte mig, der tager dem med i svømmehallen, Barfodsparken eller på tur.

Men af alle stempler i hele verden, er ‘nærig’ nok det, jeg er mest bange for at få knaldet i panden.

Kombineret med tolkehjerne, som er det, man får, når man lever af at lytte, huske og smide informationerne væk igen med det samme, har jeg været virkelig dårlig til at (huske at) opkræve entre og forplejning hos de andre børns forældre.

Inden jeg går videre, vil jeg lige nævne, at det ikke er noget, jeg praktiserer med dem, hvor vi på skift har hinandens børn med, og jeg ville aldrig tilbyde børn en is, for så at opkræve deres forældre penge for den.

Men vi har en lille håndfuld børn, som kun og udelukkende er her, og hvor forskellige vilkår og omstændigheder gør, at det altid er mig, der har dem med.

Og hvor det bare over tid er blevet sådan, at forældrene ikke lige af sig selv tilbyder at betale på bagkant.

Da jeg for nyligt var alle vores udgifter igennem med en tættekam, prøvede jeg at regne på, hvad det render op i i løbet af en måned – og det går ikke, kan jeg godt se.

Derfor er jeg begyndt at skrive i min besked til forældrene, hvad det koster i entre, når jeg spørger, om deres børn vil med på tur, og at spørge, hvad de må bruge af penge, når jeg henter dem/de bliver afleveret her.

Jeg køber stadig en is eller en slush ice, som er on me, hvis jeg synes, det giver mening, men frokost, entre osv. kan jeg ikke længere tilbyde at stå for til hele banden.

Det er rettidig omhu og Respekten For De Små Beløb, som vi har talt om før, og det bliver tydeligt, hvor meget disse faktisk løber op i, når man regner dem sammen for en hel sommer.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har mine forældre adopteret to planter fra min forhave, fordi jeg nu er blevet SÅ have-ferm, at de var vokset ud af deres (kæmpe)potter – og jeg har ikke jord at plante dem ud i.

Jeg brugte faktisk et par uger på at gå og stresse lidt over bemeldte forhave, for et par af blomsterne derude var ved at være færdige, nogle af planterne kom aldrig rigtigt fra start, og så er der en håndfuld, der nærmest ser ud som om, de har været på steroider.

Når man har solidt fokus på økonomi, kan planter godt virke lige rigeligt luksus, ligesom det også kan føles ret nedtur bare at smide dem ud.

Men dem, der ikke havde det godt, har jeg forsøgt at genoplive ad flere omgange, og selvom vi stadig har dage med sol og varme, er vi tættere på efteråret end på foråret.

Derfor mindede jeg mig selv om, at det her er work in progress. Jeg er Ny I Have, og derfor er det ok, at noget lykkes, mens andet fejler.

Og når jeg sammenholder med mit udgangspunkt, er jeg nået længere, end jeg troede, det var muligt for én som mig, der normalt kun synes, at nye hobbyer er sjove, hvis jeg er god til dem med det SAMME.

Nu har jeg noteret i min almanak, hvilke blomster og planter, der trives i min meget solbeskinnede forhave, og hvilke jeg ikke behøver at købe igen, og indtil næste forår vil det her være mig, hver gang jeg passerer mine hortensiaer i mine forældres have:

2.

Var jeg til fest i aftes, og fordi det var hos et menneske, jeg kender virkelig godt, skrev jeg inden og spurgte, om jeg skulle tage lidt fetacreme og aïoli med, som trængte til at blive spist.

Jeg ville ikke gøre det, hvis det havde været en kæmpe fødselsdag for 100 mennesker, hvor menu og påklædning var farvekoordineret, men her, hvor der var lagt op til vin på terrassen og en lille, sluttet skare, vurderede jeg, at det ikke ville være træls at blive spurgt.

For Den Gyldne Regel med mad og ting er stadig, at vi gerne vil forbruge bevidst og være med til at stoppe spild, men det er forbudt at bruge andre mennesker som skraldespande eller til at slippe for selv at tage stilling til, hvad der skal ske med det, vi ikke længere kan bruge. Altid spørge først – og gøre det på en måde, hvor de kan svare ærligt, selvom de måske er de lidt konfliktsky typer.

3.

Har jeg brugt nogle af pengene fra jeres gavekort på at købe en Sodastream, og til dem, der hypede den, da jeg i sin tid spurgte: Jeg er med jer hele vejen.

Jeg elskerelskerELSKER, at vi ikke længere skal have dåser og plastikflasker til at stå og fylde, vores emballageforbrug er markant reduceret, det er LANGT nemmere at styre, hvor lidt/meget, børnene drikker, og jeg står ikke længere og hælder sjatter ud om aftenen (for flaskerne holder fint på kulsyren, når bare låget skrues på med det samme).

Pladsmæssigt fylder den nærmest ingenting. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde forestillet mig, at den havde ledning, men det har den ikke, så den er nem at flytte rundt med, og kan også bare stå i et skab, når man ikke bruger den.

Men det bedste…

Det ALLERbedste er….

*drum roll*

AT LÅGET KAN SKRUES HELT AF FLASKERNE!

Ej, men jeg har nærmest tårer i øjnene, mand.

Det er muligt, at det bare er mig, men SHIT, hvor jeg hader at være ved at prikke mit øje ud 17 gange med et rasende skruelåg, fordi jeg forsøger at drikke en dansk vand.

En sidste fordel jeg lige vil nævne er, at jeg også har fået mere plads i køleskabet, fordi jeg nu kun skal have to 1 liters flasker stående. Jeg har købt 6 stk. 0,5 liters flasker, så vi har to hver, men dem fylder jeg bare op med vandet fra de to store. På den måde har jeg også hele tiden koldt vand i køleskabet, hvis det bare er dét, jeg har lyst til.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg sprøjtet for myrer i min have.

Vi bor på landet, og naturen skal være her – men det skal vi også, og nu blev de sgu lige frisky nok.

Jeg har længe haft noget pulver stående, som jeg, når de blev lidt for aktive ét sted, rystede med vand i en plastikflaske og hældte på, helt lokalt, men denne gang var det nødvendigt at sprøjte langs kanten af mine fliser, som de arbejder meget aktivt på at erodere.

Jeg har ikke sådan en sprøjte, man bruger til det, og min eneste vandkande er den, jeg også bruger til at vande krydderurterne med. Den vil jeg derfor ikke så gerne have gift i, selvom det er den miljøvenlige udgave af slagsen. Jeg var nærmest på vej i Bauhaus, da det slog mig, at jeg kunne prøve at spørge min vej-nabo, som jeg arbejder på et fællesskur med, om han havde én, jeg kunne låne. Vi har jo allerede talt om de mange fordele ved at køre deleøkonomi med haveredskaber og handy-tools, så det var egentlig en oplagt forespørgsel.

Og selvfølgelig havde verdens bedste Lars en sprøjte, som nu er VORES sprøjte, og den er fyldt med min myregift, som nu er VORES myregift, og jeg vil virkelig gerne slå et slag for, at man prøver at åbne den samtale med sine naboer. Tænk på, hvor meget vi kollektivt kunne sænke det generelle forbrug, hvis vi kunne nøjes med 1 eller 2 af hver af de ting, vi godt nok alle sammen bruger i haven, men meget sjældent bruger samtidigt.

Det eneste, der er vigtigt at huske er, at det skal være en ordning, som alle bidrager nogenlunde ligeligt til, hvis den skal fungere, for det er ikke deleøkonomi, hvis Allan altid skal låne alle andres hækklippere og trillebøre, og intet selv smider i puljen. Det er bare irriterende.

2.

Har jeg købt firkantede flasker til min fryser.

Det startede egentlig som et prepper-projekt, fordi jeg igen måtte hælde en liter langtidsholdbar mælk i vasken, fordi den var gået på dato. Det er 3. gang, og denne gang irriterede mig nok til, at jeg begyndte at tænke over, hvad jeg EGENTLIG bruger mælk til; om det overhovedet er nødvendigt for os at have på lager.

Lang historie kort endte jeg med at beslutte, at jeg vil prøve at fryse de rester af mælk, jeg ikke kan nå at bruge. Det har jeg gjort før, men kun med iskaffe eller madlavning for øje.

Men hvorfor egentlig ikke fryse det, for at bruge det til det, jeg køber det til? For det burde man kunne – og det ville både give mig noget at bruge resterne til, og samtidig begrænse spild.

Det, der indtil nu har stået i vejen for mig ift. at fryse væsker, har været, at det er nærmest umuligt at hælde af de bøtter, jeg fryser det i.

Og det problem er jeg med på, at man kan løse. Ret nemt, endda. Men det gør jeg bare ikke – og lang tids fokus på det her har lært mig, at lavpraktiske benspænd som oftest er dem, der ender med at sabotere de gode intentioner.

Derfor gik jeg i gang med at undersøge, hvad man kan få af plastikflasker, der kan desinficeres, fryses, genbruges og som er godkendte til at indeholde fødevarer.

I dén jagt blev jeg gjort opmærksom på *firkantede* flasker – hvilket nærmest fik mit hoved til at eksplodere. Det er sgu da genialt!? Se MIG pakke den fryser, mand!

Jeg har fundet nogle på en tysk hjemmeside, hvor de koster under 10 kr. stk., så nu har jeg prøvet at bestille 6 stk, i 3 forskellige størrelser, hjem, så jeg kan teste dem til både mælk, saft og til mad, som f.eks. suppe.

Der kommer en anmeldelse, når de er kommet og testet.

3.

Har vi holdt miniferie i Aarhus, fordi jeg var så heldig, at sødeste Sofie, som læser med herinde, skrev og spurgte, om vi ville låne hendes dejlige hus i midtbyen.

Jeg havde – ved et tilfælde – fået lavet 3 aftaler i Aarhus i denne uge, så efter at have rykket lidt rundt på tingene, fik jeg det planlagt, så vi kunne blive deroppe, når vi nu pludselig havde en base.

Jeg synes, at ferie og økonomi er svært, fordi det (for mig) er mere vanskeligt at bevare overblikket, når alle faste vaner og rytmer er sat på hold. Samtidig ER der et element af force majeure i det, når man er væk for længe til at kunne nøjes med en madpakke, men ikke længe nok til at fylde et køleskab på feriedestinationen.

Dertil kommer de skjulte udgifter, man ikke har i hverdagen, som f.eks. parkering, skabsleje og entre; udgifter, som er nemme at glemme, og som man dermed ikke tager med, når man laver løse overslag i hovedet på, hvad man har brugt af penge.

Og jeg er virkelig, virkelig god til at være til stede i nuet, når jeg er væk hjemmefra – hvilket jo egentlig er en kvalitet. Men det betyder, at jeg ikke skænker en tanke, hvad vi tog afsted fra, og hvad vi skal hjem til, når først jeg er ude ad døren, og jeg har flere gange oplevet at komme hjem til breve, jeg har lagt frem, fordi de er vigtige, men som jeg vitterligt ikke har den fjerneste erindring om at have modtaget.

Derfor ved jeg efterhånden, at det godt kan gå meget stærkt i den meget forkerte retning, og det har vi selvsagt ikke økonomi til at lade ske lige nu, så selvom det betød, at jeg ikke trak stikket helt så absolut, som jeg plejer, så formåede jeg at holde øjnene på bolden.

Vi tog landevejen, så langt deropad, som det kunne lade sig gøre – og helt ærligt: Med alt det vejarbejde, der er på motorvejen, var det ikke noget stort offer. Det sparede os en kvart tank diesel.

Min kammerat havde i fødselsdagsgave givet Frida en tur i biografen for os alle 4, så den indløste vi tirsdag aften, hvor vi var inde og se Jurassic World i 4D, hvilket var HELT forrygende.

Vi var i Djurs Sommerland, hvor de voksne gik ind på ledsagerkort, så det “bare” var børnene, der skulle købes billet til, vi tog i Ikea efter et gulvtæppe til Antons nye værelse, så praktikken i, at han skulle have mulighed for at mærke tæpperne og vælge et, der IKKE kradser, kom til at føles som en lille udflugt, vi drak kaffe med gode mennesker, og vi var forbi Moesgaard til Vikingedage, hvor vi igen havde glæde af ledsagerkortene.

Ift. mad havde jeg medbragt morgenmad og (meget) let aftensmad hjemmefra; det sidste var mest bare rester fra mit køleskab, jeg havde smidt i en køletaske, og så en håndfuld instantnudler.

Det viste sig at fungere fuldstændig fantastisk, for dermed spiste vi (sen) frokost ude, hvilket er noget af det bedste, børnene ved – og det var stadig billigere, end hvis vi skulle have købt ind til madpakker og aftensmad til en lille uge. Det var ubeGRIBEligt varmt de fleste dage deroppe, så den liter koldskål, jeg havde medbragt, fungerede strålende som aftensmad de to af dagene, hvor ingen alligevel var særligt sultne.

Jeg sluttede alle dage ved køkkenbordet med en sen five o’ clock, mens jeg skrev dagens udgifter ned, og det fungerede godt ift. at realitetstjekke, hvad en dag, hvor man ikke føler, man har brugt særlig mange penge, alligevel har kostet.

De udgifter kan man ikke gøre noget ved, og de blev alle betalt med vidtåbne øjne, men ved dagligt at logge dem, har jeg ikke på noget tidspunkt haft den mindste lyst til bare at lade stå til og trække kortet igennem.

Og selvom jeg måske ikke har sluppet taget helt denne gang, har det været en fuldstændig fantastisk getaway til byen, hvor solen altid skinner, og hvor så mange af mine mennesker bor.

Aarhus. For fanden, altså. Du er og bliver mit smertensbarn.

Jeg savner dig stadig, så det synger i knoglerne.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Skrevet til min revisor og bedt om et ekstra tjek af Rigets Tilstand i starten af oktober, fordi 2025 er året, hvor vi får styr på tingene – også fremadrettet.

Min (delvise) sygemelding kommer til at påvirke min årsindtægt negativt, og det havde jeg egentlig først tænkt ville være en god ting, fordi jeg jo så slipper for den restskat, der i år er ved at save benene af mig.

Men en tal-klog veninde, der også har fået børn alene, mindede mig om det forhøjede fradrag, man får som enlig forsørger; det fastsættes på baggrund af den estimerede årsindtægt, og er denne sat for højt, vil fradraget således også blive for højt. Og så får vi det samme problem én gang til.

Jeg hader, at det skal være så komplekst – og det er det måske heller ikke, hvis man har bare en *anelse* mere talsnilde end mig.

Men i det mindste begynder jeg at have styr på fælderne, og det må trods alt være et skridt i den rigtige retning.

2.

Solgt Antons cykel.

Den var blevet for lille, men jeg havde egentlig tænkt, at Frida måske kunne køre på den nu – men selvom hun er vokset 24 meter siden sidste år, er den af en eller anden grund stadig for stor til hende.

Ting skal bruges, så i stedet for at lade den stå her og ruste et år mere, fik jeg den lagt på Marketplace, og den blev solgt næsten med det samme.

De 600 kr. den gav, får børnene med som lommepenge, når vi skal på ture i næste uge, for det er penge, der ikke var indregnet i budgettet. Samtidig er det væsentligt nemmere for mig at styre, hvor meget vi (de…!) bruger, når jeg på forhånd har besluttet, hvad de må købe for, og jeg giver dem pengene i hånden, så de selv kan administrere dem.

I første omgang venter jeg med at købe en ny cykel til ham, for han hellere vil bruge det løbehjul, vi købte sidste år, og skulle han pludselig få lyst til at cykle igen, kan han bare nappe min. (Lange unge, mand!)

3.

Tømt seriøst ned i køleskab og skabe. Den næste uges tid kommer vi ikke til at være meget hjemme, og derfor ved jeg allerede nu, at alt med kort holdbarhed vil ende i skraldespanden.

Jeg har lavet madplan for 1-2 dage ad gangen, og i takt med, at vi har fået tømt hylderne, er menuen blevet mere og mere simpel på ingrediensfronten, men tilsvarende kreativ på sammensætningen. Old nordic, som vi kalder dét køkken.

De sidste dråber af min gode chiliolie blev hældt over en håndfuld krydderurter fra haven og to fed hvidløg, spædet op med lidt god olivenolie og står nu og trækker smag den næste uges tid.

Gær, æg og en gammel gulerod (kan du få – for en KRONE!) brugte jeg til en pladefuld grovboller, og al frugt er blevet ternet og spist.

Den sidste rest jordbærmarmelade og en enkelt Danonino er røget i en smoothie, parmesanosten blev til pesto, og bunden af en Heinz blev rystet med lidt vand og smidt i en mexicansk tomatgryde.

Jeg forbarmede mig *også* over de to tonic, der stod helt inde bagved på øverste hylde – for #StopMadspild, jo.

Det har virkelig sjældent været så tomt. Men til gengæld kan jeg se, hvad jeg mangler, og hvad vi lige skal lægge os i selen for at tænke ind i madplanen om en uges tid, når vi er back for good, som Take That sang.

5.

Har jeg oprettet et virtuelt Klubhus til os.

Gruppen finder du her.

Den er privat, men synlig, hvilket betyder, at den bør kunne søges frem af alle, men at indhold ikke vises for andre end os, der er derinde.

Som tidligere nævnt bliver det en relativt passiv gruppe, som kun bruges til info og koordinering af fysiske netværksmøder, og jeg har ikke gjort meget andet end bare at oprette den.

Fyld, info osv. følger, når vi alle er ved at være tilbage på vores respektive pinde, og når vi når så langt, tager vi stilling til detaljerne.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været bagud med alting pga. Projekt Værelse – for denne gang er børnene så store, at de gerne vil hjælpe, og det er jo virkelig dejligt. Det opfordrer jeg dem til, og det gør det nemmere for mig at tilvejebringe de løsninger, som de gerne vil have.

Det betyder til gengæld, at det ikke går så hurtigt, som når jeg arbejder alene, og da der samtidigt har været en helt uhyrlig mængde lavpraktiske benspænd, trækker projektet mere ud, end jeg egentlig kan overskue.

Men det begynder at ligne noget, og når punktet finder vej til ugens liste, er det fordi jeg mange gange undervejs har tænkt over, at mit overskud faktisk stadig er relativt skrøbeligt.

Ikke sådan at forstå, at jeg ligger i fosterstilling i et hjørne og bider i mine knoer, men da jeg for et par år tilbage for alvor gik i gang med at træne igen, gjorde jeg det, fordi jeg kunne se, at jeg var nået til at sted, hvor jeg havde et nogenlunde stabilt grundoverskud.

Indtil da havde mønsteret været kronisk uforudsigeligt Hver eneste gang, jeg nåede at tænke, at nu var vi endelig et sted, hvor der var ro nok på til at begynde at træne/melde mig til foto på aftenskole/oprette en profil på Tinder, blev jeg fældet af syge børn, bøvl i privatlivet, nye kampe mod systemet, flytninger, firmaer der gik konkurs osv. osv.

Erkendelsen af at være nået til et sted, hvor jeg ikke kun kunne nå at gispe efter en mundfuld luft, men faktisk også at flyde lidt i en nogenlunde fast og forudsigelig rytme, fik det til at virke realistisk at vende tilbage til træningen – og gjorde mig samtidig virkelig skarp på, hvad jeg gerne ville bruge mit nyerhvervede, sprøde overskud på. Det gjorde det nemmere at sige nej og skære fra, og det er nogenlunde i dét spænd, jeg har befundet mig siden.

Derfor har det været sundt at opdage, at 10% overskud trods alt stadig kun ER 10%. For jeg har ikke nået ret meget andet end at lave værelse. Forleden var jeg ude at vande mine krukker kl. 00.30, fordi jeg, mens jeg børstede tænder, kom i tanke om, at de ikke havde fået vand i snart 3 dage, og dem har jeg ellers passer med en nidkærhed, der ville have gjort sig godt i Tyskland i starten af 40’erne.

Jeg tror, det er sundt at blive mindet om, hvor skrøbelig balancen egentlig er, for jeg har de sidste 5 dage tænkt flere tanker om, hvad jeg gerne vil bruge mit efteråret på, end jeg har gjort længe.

(Men al den selvudvikling til side: Hold KÆFT, hvor jeg glæder mig til at blive færdig!)

2.

Købt en vakuumpakker.

Ikke spontant eller foranlediget af en fiks ide, men fordi den er et led i hele planen med at skære ned på emballage, at købe lokalt og spise efter årstiderne, og at spare penge på at købe større mængder, varer på dato og frugt/grønt, når sæsonen er ved at gå på hæld.

At vakuumpakke kød forlænger holdbarheden 5-6 gange, og dertil kommer, at man kan udnytte fryserpladsen meget bedre.

Frugt og grønt kan vakuumpakkes, så længe det løsfryses først, og her er planen, at jeg det kommende år vil teste, om det giver mening at fryse jordbær, blommer, solbær osv.

Jeg har ligget på lur på Marketplace, og har haft en agent på DBA og endelig fandt jeg en, der var både billig og i pæn stand.

I den forbindelse vil jeg høre, om der tilfældigvis er nogle af jer, der har plader (af dem, man f.eks. kan lægge pålæg på), som kan genbruges? F.eks. af stål eller lign.?

3.

Glædet mig over, at mit daglige tracking-system af udgifter har vist sig at være ualmindelig effektivt, ligesom det ophængte budget og (modificeret) inddragelse af børnene i vores økonomi også fungerer langt over forventning.

Det er jo ikke fordi, jeg har gennemskuet noget, som 10.000.000 andre ikke har opdaget før mig, men det er alligevel ret vildt at finde ud af, at hele forskellen mellem tusind fejlslagne forsøg på husholdningsbudget og dét, der endelig virker, ligger i at koble en ny vane på en allerede eksisterende.

For, som tidligere skrevet, så taster jeg kørsel og fakturaer hver eneste aften, og derfor er der ikke ret langt til også at logge dagens udgifter.

Jeg har hørt mange tale varmt om Spiir, og den ser ud til at gøre nogenlunde det samme, som jeg nu gør manuelt, men når jeg for alvor skal koncentrere mig om noget, fungerer kuglepen og notesbog bedre for mig, end en app på min telefon.

Vanen har bestået #life-testen ved at være en, jeg har holdt fast i, selv mens jeg har stået med værelse til op over begge ører, og selvom jeg stadig er presset ved tanken om, hvordan de næste 17 måneder kommer til at se ud, føles det mindre sårbart, fordi jeg, for første gang i mit voksenliv, monitorerer alle dele af min økonomi i realtid.

4.

Kører vi med Klubhuset. Sgu.

Jeg får lavet en fb-gruppe inden næste uges indlæg, og i det skal jeg nok poste et link til gruppen.