M2025, uge 32

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg sendt en mail til Skat.

Siden vi sagde farvel til oldefar i december, har jeg hjulpet mine forældre med alt det papirarbejde, der følger med, når vi siger farvel til mennesker, vi elsker, herunder de forskellige attester og opgørelser til Skifteretten. I den forbindelse har vi længe ventet på, at hans årsopgørelse skulle blive tilgængelig på skat.dk.

Min far er for længst godkendt til at ‘logge på med autorisation’, som det hedder, og dermed kan vi uden problemer logge på hjemmesiden og tjekke, men eftersom livet jo (heldigvis) går videre, selvom man står med den slags tunge opgaver, så ville det være fedt nok, hvis man bare fik besked, når der var nyt.

Vi tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede igen.

Til sidst rykkede jeg for den (fra min egen profil), og modtog en besked, der startede med “Som jeg skrev i min sidste besked” et-eller-andet om boopgørelsen.

Det undrede vi os over, for vi havde intet modtaget, og årsopgørelsen var stadig ikke kommet.

Pludselig slog det mig, at det kunne være fordi, min bedstefars mail stadig stod anført under kontaktoplysninger hos Skat, så den fik vi gravet password frem til – og bingo. Der lå ALT muligt i indbakken; også fra virksomheder og offentlige myndigheder, der for længst har modtaget besked om, at han ikke er her mere.

Hvilket, objektivt set, er udueligt.

Men jeg gik derfor, sammen med min far, ind på min bedstefars profil på skat.dk for at ændre kontaktoplysningerne til min fars mailadresse i stedet – men det kan man ikke.

Og altså. Jeg er med på, at det selvfølgelig er fordi, man ikke som bostøtte eller forældre skal kunne indsætte sig selv som modtager af notifikationerne, men i forbindelse med dødsfald burde det simpelthen være noget, som Skat automatisk ændrede, når de nu alligevel skal ind og tildele autorisation manuelt.

Egentlig havde jeg parkeret min irritation, for det gør jo ikke længere nogen forskel for os, men så kom jeg i tanke om, at vi i 2025 følger tingene til dørs, så nu har jeg sendt Skat en besked, attesteret den til deres techsupport og gjort opmærksom på problemet.

Så har de da i hvert fald muligheden for at gøre noget ved det, hvis de vil.

2.

Har jeg gjort mig fortjent til et meritudløst jagttegn på baggrund af alle de hvepse, jeg har fanget og dræbt herhjemme.

Det er varmt, og derfor står hoveddøren åben meget af tiden – men vi bor på landet, så jeg har selvfølgelig et flueforhæng hængt op for at forhindre en regulær invasion.

Om det er fordi, vores døre er højere end gennemsnittet, eller om det er fordi, jeg har fået købt et forhæng, der er lavet til Herredet, ved jeg ikke, men det *har* lignet et par lidt for korte bukser på en lidt for høj mand, når jeg har hængt det op.

Og hvor flyvende insekter ikke kan finde UD af dit hus, om du så fjernede alle vinduer og rev begge gavle ned, så skal jeg *love* for, at de kan finde ind af en 15 cm’s sprække under et forhæng.

Efter 2 gange at være blevet ringet op i bilen af paniske børn, der har gemt sig på badeværelset, fordi en hveps har fundet ind, mens jeg var ude, kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at gøre noget.

Men fordi vores økonomi er, som den er, og sommeren trods alt begynder at lakke mod enden, har jeg trukket nogle af alle Fridas perler på snore, som jeg har bundet på den nederste del af forhænget, så det nu er langt nok.

Er det så flot, at det læner sig op af at blive sat i produktion? Nix. Men det fungerer, og så lever vi med det lidt alternative. æstetiske udtryk.

Når jeg piller det ned for i år, vil jeg undersøge, om jeg kan sætte nye, længere snore i skinnen, for kan jeg det, prøver jeg selv at lave et nyt forhæng til næste år.

3.

Har jeg prøvet at købe genanvendeligt bagepapir.

Det tikker flere af mine bokse af, fordi det både er et skridt væk fra engangs-kulturen, og fordi det reducerer mit emballageforbrug.

Samtidig går det fint i spænd med preppermindsettet.

For noget af det, vi ikke har talt så meget om ift. prepping, er hvordan det påvirker forsyningskæden, hvis net eller strøm ryger i mere end et par timer.

Og hvis man tænker: “Ej, slap af. Hvor galt kan det gå?” vil jeg bare nævne, at det i månedsvis var nærmest umuligt at skaffe byggematerialer, puslespil og vådservietter, da verden først blev ramt af Corona, og et skib så sidenhen satte sig på tværs i Suezkanalen.

Det er så usandsynlig en sammenhæng, at de færreste ville sætte udfald i forbindelse med årsag.

Ligeledes er nogle typer af medicin lige nu svære at skaffe pga. den udenrigspolitiske situation mellem EU og USA, så det er ikke kun regulær krig, der kan påvirke vores adgang til varer og forbrugsgoder, vi i dag tager for givet at have ved hånden.

Derfor er jeg begyndt at prøve at tænke ind, hvordan jeg kan gøre vores lille husstand mere .. uafhængig (i mangel af bedre ord), hvis forsyningskæden lider et knæk. For det hjælper ikke meget at have mel og gær at bage med, hvis du ikke har noget at bage på.

Og ja. We will always have the bageforms, og i en snæver vending kan man også (gen)bruge tørrede bønner som bagepapir, men min pointe er bare, at jo mindre, man løbende mangler, hvis der bliver knaphed på noget, jo bedre er man kørende ift. at udnytte det, man har.

4.

Har jeg sendt 4 mobilepay-anmodninger afsted.

Som tidligere nævnt er det ofte her, Frida og veninderne hænger ud, og det er også meget ofte mig, der tager dem med i svømmehallen, Barfodsparken eller på tur.

Men af alle stempler i hele verden, er ‘nærig’ nok det, jeg er mest bange for at få knaldet i panden.

Kombineret med tolkehjerne, som er det, man får, når man lever af at lytte, huske og smide informationerne væk igen med det samme, har jeg været virkelig dårlig til at (huske at) opkræve entre og forplejning hos de andre børns forældre.

Inden jeg går videre, vil jeg lige nævne, at det ikke er noget, jeg praktiserer med dem, hvor vi på skift har hinandens børn med, og jeg ville aldrig tilbyde børn en is, for så at opkræve deres forældre penge for den.

Men vi har en lille håndfuld børn, som kun og udelukkende er her, og hvor forskellige vilkår og omstændigheder gør, at det altid er mig, der har dem med.

Og hvor det bare over tid er blevet sådan, at forældrene ikke lige af sig selv tilbyder at betale på bagkant.

Da jeg for nyligt var alle vores udgifter igennem med en tættekam, prøvede jeg at regne på, hvad det render op i i løbet af en måned – og det går ikke, kan jeg godt se.

Derfor er jeg begyndt at skrive i min besked til forældrene, hvad det koster i entre, når jeg spørger, om deres børn vil med på tur, og at spørge, hvad de må bruge af penge, når jeg henter dem/de bliver afleveret her.

Jeg køber stadig en is eller en slush ice, som er on me, hvis jeg synes, det giver mening, men frokost, entre osv. kan jeg ikke længere tilbyde at stå for til hele banden.

Det er rettidig omhu og Respekten For De Små Beløb, som vi har talt om før, og det bliver tydeligt, hvor meget disse faktisk løber op i, når man regner dem sammen for en hel sommer.