Da vi talte om prepping sidst, var det i kølvandet på Putin og Trumps nyligt annoncerede kærlighedsaffære, hvor en regulær krig måske ikke var så langt væk, som man kunne ønske.
Dengang, såvel som nu, er prepping et emne, der deler vandene, og jeg kan stadig mærke, at det for nogen smager lidt for meget af paranoia og konspiration.
Det er helt fair; det er ikke min agenda at piske en stemning op eller at tvinge min generelle mistillid til verdens ledere ned i halsen på nogen, og vi bor i et land, hvor man godt kan tillade sig at forvente, at der i krigs- og krisetider er nogen, der holder hånden under os alle; også dem, der ikke har preppet.
Men siden vi så småt begyndte at have samtalen, primært udløst af den udenrigspolitiske situation, har vejret lagt sig i selen for at illustrere, hvorfor det også kan give mening at være forberedt på DMI-relateret bøvl.
På mine breddegrader har regnvejr og blæst to gange på under et år udviklet sig kritisk på rekordtid, og selvom det ikke er endt fatalt, så er der på bagkant kommet historier frem om situationer, der kunne være endt markant anderledes, hvis ikke heldet havde været med dem, der klarede frisag.
Hver gang vejret har opført sig vanvittigt, har det undermineret veje og forvoldt anselig, materiel skade, og dermed er vi tilbage ved den forhøjede sandsynlighed for, at forsyningskæden inden for (u)overskuelig fremtid lider et knæk. Vandskader og logistiske forhindringer kan i hvert fald gøre det svært for virksomheder og producenter at holde den leveringskadence, vi som forbrugere er vante til.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi tog en prepperrunde mere, hvor fokus ikke så meget er på de 3 dages hjemmeberedskab, men mere på, hvad vi hver især er blevet mere opmærksomme på at tænke ind i hverdagen.
Det kan være eksempler på konkrete, oplevede problemstillinger, som er kommet bag på én, som f.eks. at man på en arbejdsplads i Jylland kan have problemer med at kopiere, fordi en papirfabrik er eksploderet i Kina.
Det kan også være små tiltag, man har gjort for at gøre sin husholdning mere resilient ift. udefrakommende påvirkninger, eller for at gøre situationen nemmere og mere overskuelig, hvis strømmen går, eller absurde mængder regn forhindrer dig i at komme hjem.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne fremhæve min nøgleboks, som jeg har monteret på væggen i min garage. Da jeg sidste år sad på en opgave, 30 km. fra Esbjerg, og motorvejen på under en time blev oversvømmet, var det betryggende at vide, at uanset om jeg selv, mine børn eller min veninde, der var på vej fra Aarhus landede først, så var der mulighed for at komme ind i sikkerhed og tørvejr.
Derudover slog det mig, da strømmen gik sidst, at det måske ikke var særlig smart, at mine pandelamper, lommelygter, stearinlys og lightere lå 6 forskellige steder. For lige nu er det lyst hele døgnet, men det vil være træls at stå i blæksort mørke en vinteraften kl. 22 og skulle rode 5 kasser igennem, fordi det ikke hjælper at have skrevet på en label, hvad der er i hvilken kasse, hvis det er for mørkt til at læse den. Derfor har jeg omdannet oldefars chatol til prepperstation, og nu ved jeg, at alt, hvad vi i første omgang kan få brug for, ligger dér.
Dernæst er jeg begyndt at tænke over, at jeg på mit lager har ting, som er extra drøje i brug. Altså, en version af noget, som måske ikke er den, jeg bruger til hverdag, men som kan holde længe, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.
Jeg har f.eks. købt en helt old school deodorant af den type, der ligner en forvokset læbepomade. Sådan én kan holde i cirka 28 år, og jeg har købt den med neutral duft, så den kan bruges af os alle 3, hvis det strammer til.
Jeg har købt en lille pakke vaskepulver, et stykke håndsæbe af den gammeldags slags, en shampoobar, et par pakker tørgær, genanvendeligt bagepapir – og en migrænehat.
Samtidig har jeg en on-going liste over ting, jeg enten ønsker mig eller kan købe, hvis jeg finder dem på bud, som f.eks. en trimmer og et godt slibestål.
(Her minder jeg om, at vi i dette indlæg ikke taler om samfundets endelige kollaps og cyberkrig, men ‘bare’ om forsyningsknaphed og en periode, hvor noget er svært at få fat i. Hvis verden imploderer, kommer vi formentlig alle sammen til at lugte lidt af sved, og der er nok ingen, der på 2. dagen uden internet slæber Raadvad-gryden ud i haven og går amok med sæbespåner og vaskebræt).
Jeg gemmer vores gamle sygesikringsbeviser og pas i en kasse, så vi stadig har nogle fysiske af slagsen, hvis nettet går ned i en længere periode, og jeg runder boghylderne, når jeg i en mellemtime kommer forbi en genbrugsbutik. Mit lille bibliotek herhjemme tæller nu en begynderbog om strikning/hækling, en bog om reparationer i hjemmet, en bog om at sylte og henkoge – og en smuk, ny bog om selvforsyning, som jeg ikke kunne stå for.
Som en sidste krølle vil jeg nævne, at jeg i preppergruppen på FB for nogle uger siden spurgte, om vi skulle prøve at lave en dame-preppertråd, for jeg har en mistanke om, at de lister, der er tilgængelige rundt omkring, er lavet af mænd. De er MEGET vage ift. udfordringer, der primært rammer kvinder, og bærer i det hele taget præg af, at det i 90% af danske familier stadig er kvinder, der står for alt, hvad der vedrører børn, gamle og sygdom.
Derfor var jeg nysgerrig på, hvad andre damer har gjort sig af tanker om emnet.
På en klar førsteplads over bekymringer lå blærebetændelse – hvilket også er min egen. Jeg bøvlede med det som ung, og ud over at være afsindigt smertefuldt, er det ikke ufarligt. Jeg har prøvet at køre en fuld penicillinkur til ende, for så, 12 timer senere, at blive indlagt med hvidglødende smerter og nyre/bækkenbetændelse. Det var fuld morfin og antibiotika i drop, for når først blærebetændelse begynder at kravle baglæns op i nyrerne, bliver det ret hurtigt ret kritisk. Derfor har jeg ekstra vand i vores prepperlager, både til at drikke og til at opretholde god hygiejne, jeg har tranebærkapsler, og så har jeg en gammeldags varmepude til smertelindring.
Derudover har jeg anskaffet mig et gammeldags termometer (og sprit), for ligeså bange jeg er for blærebetændelse, ligeså meget frygter jeg meningitis. Begge dele er lumske som ind i helvede, fordi de ikke ser ud af noget i starten, udvikler sig hårrejsende hurtigt og kan ende med at blive livstruende, hvis man ikke reagerer i tide.
Derfor vil jeg gerne sikre mig, at jeg, hvis en af os bliver dårlig, kan holde øje med, hvor hurtigt feberen stiger.
Vaskbare bind var en genganger på damelisten; både til menstruerende piger/kvinder og til ældre damer, der lækker lidt, og sidst men ikke mindst havde mange tænkt nogle lidt mere bløde ting ind, som f.eks. nål og tråd til reparation af tøj, garn og pinde til kreative projekter, samt bøger om lægeurter og naturmedicin.
*
Ovenpå alle de ord vil jeg gerne slutte med at skrive, at jeg synes, at det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvad man anskaffer sig og hvorfor. For det ER en balancegang, og det er nemt at tabe hovedet, når katastrofetankerne tager over. Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser på det, men covid må have sat os år tilbage ift. forbrug af engangsprodukter, og vi har ikke brugt 4 år på at prøve igen at bevæge os væk fra hamstring og overforbrug for at fylde vores hjem op med unødvendigheder, som vi anskaffer i panik over en usikker verden.
Der VIL være anskaffelser, som kun giver mening, hvis det hele vælter, for Politikens Store Handyman-bog kan jo ikke på NOGEN måde måle sig med Google og AI – men den bliver nok meget rar at have, hvis man ikke længere har et søgefelt at skrive ‘tætning af vinduer’ i.
Men derfor kan vi stadig godt prøve at være bevidste forbrugere, som tænker bæredygtighed og madspild ind, så det, vi anskaffer, er noget, vi også har lyst til at bruge, spise og læse i, hvis solen bliver ved med at skinne, og alle verdens ledere til evig tid er på kram og kærlige kindkys.
*
Men nu er det jeres tur til at komme på banen. Har I ændret vaner for at dæmme op for noget, vi andre måske ikke har tænkt over? Eller oplevet bøvl, som var en uventet konsekvens af vejr eller det politiske klima?
Man behøver ikke have fundet en løsning; det handler bare om at hjælpe hinanden med at blive opmærksom på nogle af alle de små sprækker, der kan opstå, når det hele forskubber sig og intet er, som det plejer.
Fandt ud af under corona, at et par ekstra briller er godt at have liggende som kontaktlinse bruger.. er jo ikke helt urealistisk at vi kommer til at stå i samme situation igen, at alt lukker ned.. enten pga. Pandemi eller it nedbrud..
Det har jeg ikke skænket en tanke, men det har du da fuldstændig ret i. Den lader jeg lige gå videre til kontaktlinsefolket i min omgangskreds. Tak!
Sikke en interessant post.
Men jeg er lidt forvirret.
Hvilken situation er det, du forbereder dig til? Hvor man skal have ekstra holdbar deodorant og håndsæbe? Hvorfor ikke bare sørge for altid at have en ekstra af den normale?
Vil du være klar til ikke at kunne handle deodoranter i månedsvis? Og hvis ja, hvad så med resten af dit liv? Mormon-stil med mad til et år på lager?
Det lyder mega surt, når jeg skriver, men det er som om du forbereder dig på civilisationens endeligt. Flere gamle sygesikringsbeviser? Mon ikke det selv ved strømsvigt er nok at have det nuværende fysiske?
Hos mig er det lidt mere low key. Men jeg ved, hvor lommelygten står. Tror jeg. Jeg tjekker lige i aften
Det er en god pointe, at den måde, man forbereder sig på, hænger sammen med, hvad man normalt har i skabene. For det giver 100% mening at have en ekstra stående af det, man bruger – men det kan jeg ikke finde ud af, mange forsøg til trods. Jeg køber shampo, når jeg mangler, eller når jeg falder over noget af det, der er godt i mit hår, som er på bud, men uanset hvor mange gange, jeg har forsøgt at sætte det i system, er det ikke lykkes for mig.
Jeg har derfor tusind gange prøvet at opbygge et lager, som jeg så tager fra, når jeg har glemt at købe – med det resultat, at jeg jævnligt løber tør-tør, og først opdager det, når jeg åbner skabet for at tage en ny, og hylden er tom. Derfor giver det for mig mening at have noget stående, som ikke bare bliver sluset ind i hverdagsforbruget, fordi det er den eneste måde for mig at sikre på, at vi har noget stående, hvis det bliver bøvlet at skaffe dette eller hint.
Ift. sygesikringsbeviser udspringer mit valg af, at appen i dag spørger cirka en gang om ugen, om jeg ville være tilfreds med udelukkende at have en digital version – og det ville jeg ikke. Da vi skiftede læge sidst, lagde jeg vores aflagte sygesikringsbeviser hos mine forældre, fordi det altid er dem, der henter børnene, hvis jeg ikke selv kan nå det, ligesom de også er dem, der vil blive ringet til, hvis der sker noget med mig. I den situation vil jeg gerne, at de har børnenes personnumre ved hånden. Derudover vil jeg gerne fortsat have fysiske kort, for nu så vi for ganske nyligt, at et nedbrud hos Nets betød, at tusindvis af familier ikke kunne komme hjem fra ferie – hvilket jo ikke er to situationer, man automatisk ville forbinde.
Dette blot for at sige, at det ikke behøver være alt eller intet; altså, net/intet net, strøm/nul strøm, men at der sagtens kan være situationer, hvor et system bryder ned eller bliver hacket, og man derfor, f.eks. på apoteket, er nødt til at gå et par teknologi-niveauer tilbage ifm. udlevering af medicin.
Men den løsning og det forberedelsesniveau, der giver mening for én, giver ikke nødvendigvis mening for en anden, og så længe du bare lover mig, at du har fundet ud af, hvor lommelygten står, er jeg glad:)
I går var der indbrud i et hus på vores vej. Mens en teenager var alene hjemme i huset. At opleve, hvordan hele vores lille grundejerforening står sammen og hjælper hinanden i sådan en situation, er fantastisk. Der blev taget hånd om alt, og det synes jeg giver en stor tryghed. For det samme vil gælde i andre krisesituationer. Jeg synes også det er rart at tænke på, at der på vores vej er en sygeplejerske, et par håndværkere og en tidligere militærmand. Vi behøver ikke have planer for alt muligt, men her er en stiltiende opfattelse af, at vi hjælper hinanden. Nabohjælp styrer.
Det er noget af det, Rasmus Dahlberg faktisk taler rigtigt meget om; at det næste niveau af prepping er dannelsen af fællesskaber. At det bliver vores evne til at samarbejde og finde sammen med andre, der bliver vigtig for, hvordan vi kommer igennem diverse kriser.
Det er faktisk også nogle af de tanker, der ligger bag mit fællesskursprojekt; at det giver mening at arbejde på at etablere nogle gode fællesskaber i nærmiljøet. Det kan der aldrig komme noget dårlig ud af.
Jeg tror måske, det mest lavpraktiske, jeg skal i gang med at vænne mig til i den sammenhæng er, at vores bil jo for filan ikke BEHØVER ramme “nu tanker du mig kraftedme eller jeg går AMOK”-diesel-niveau, før jeg (lets be real, min mand) tanker den. Der er absolut intet i vores økonomi, der forhindrer, at vi bare tanker meget tidligere, det er bare en dårlig vane. Det skal slutte. Nu.
Jeg kørte på dampe, da jeg trillede ind på tankstationen i dag, og jeg bandede over mig selv, så de mest forhærdede sømænd ville rødme. Det er ufatteligt, at det kan blive ved med at ske!?
Jeg har en kronisk sygdom, så jeg prepper medicin, så jeg har til lang tid – jeg kan ikke overleve uden medicinen. Derudover har jeg aftalt med min kusine, at hvis noget skulle ske, så kører vi ind til hende med vores elbil (som altid er ladet), den kan vi tage strøm fra, hun har en brændeovn, og så skal vi nok klare os. Vi har desuden preppet vand og dåsemad, og min mand har købt en radio. Og resten er jeg naiv nok til at tro, at vi finder ud af.
Jeg går utrolig lidt op i det, jeg kan simpelthen ikke holde ud at leve i frygt, så hellere fornægtelse (undtagen medicin). Min mand går lidt mere op i det.
Men det tænker jeg da også er godt tilrettelagt? Der er lavet en plan for, hvad I gør, de livsvigtige behov er tænkt ind, og samtidig er der lidt elastik i hovedet til at forholde sig til den konkrete situation, hvis den opstår.
Det tror jeg er den optimale måde at gribe det an på.
Jeg nåede lige at sige nej til plastikkort i sundhedsapp’en og ombestemte mig så – for godt nok bruger jeg aldrig det fysiske kort mere, men er alting internettet nede, så er lige nøjagtig det vigtig tror jeg – at kunne få sin medicin. Efter Corona har jeg altid håndsprit i bilen, og spritter stadig hænder når jeg har været ude og handle. Det er så også mit “spritlager” tænker jeg 😉 Udover det kører jeg også “dobbeltmodellen” som en anden foreslår – har altid ekstra af håndsæbe, deodorant og toiletpapir osv. og køber ny når jeg tager den ekstra i brug, så sikrer jeg rotation i tingene. Det har jeg altid gjort i en eller anden grad og er tidligere blevet drillet med at jeg vist gjorde klar til 3. verdenskrig – nu gør jeg det mere bevidst…
Jeg er de sidste år blevet virkelig god til at køre rotation i køkkenet, men jeg er den største skovl til at gøre det med vores non-food-ting. Så kæmpe respekt for at have overblikket til at styre den model på sin fulde husholdning!
Lifehack til vasketøj uden adgang til strøm: – kan også bruges på ferier uden adgang til vaskemaskine: En dry bag – helst i sort – kan proppes med vasketøj, vand, vaskepulver. Den lægges derefter i solen og rystes fra tid til anden. Efter 2-3 timer kan vandes skiftes med rent vand og rysteprocessen gentages (dog hurtigere denne gang). Tøjet bliver ligeså rent som i vaskemaskinen og kræver ikke meget. Vores tøj bliver altid renest på økoprogrammerne, fordi de lader tøjet ligge i blød længe og det er det samme som sker når man vasker tøj i en drybag.
Det lyder genialt!
Jeg har hørt udtrykket drybag 100 gange, men aldrig vidst, hvad det var.
De fåes i alle prisklasser, kan jeg se. Hvad er din erfaring? Kan man købe dem for billigt? Eller for dyrt?
Der findes også én med indbygget “vaskebræt”: Scrubba Wash Bag. Men den er nok dyrere, mindre og ikke sort, som jeg godt kan se det smarte i. Vi købte den til en rejse, men fik aldrig testet den (fordi vi kørte luksusversion med vasketøjsservice i stedet!), så Astrids erfaringer er nok mere relevante.
Man kan også købe “vaskeblade” som er sæbe som små “papirlapper”, der er nemt at opbevare, dosere, og opløse. Fx Sea to Summit pocket laundry. Nok mere friluftsliv end prepping, men ihf smart og pladsbesparende.
Jeg er en af dem, der ikke går all in på prepping, for jeg synes det genererer mere frygt end tryghed, men så krydser vores typer alligevel her i friluftsgrej. Og sådan noget synes jeg er vildt sjovt at nørde, for at finde de gode løsninger!
Vi bor i hus og med almindeligt kolonialager, diverse værktøj, haveredskaber, friluftsgear, mv, så tænker jeg vi kan klare de fleste mindre nedbrud, uden at verden ramler helt for os, så jeg har kun tilføjet vand til lageret. Men det er interessant for mig at læse dine prepper-indlæg, fordi det giver et indblik i en anden måde at tænke på. Hatten af for din forberedelse og grundighed, og for at dele!
Jeg elsker, at du bare tager det, for hvad det er – for det er vitterligt også sådan, jeg selv har det. Jeg bliver ikke bekymret af at tænke på det; om noget giver lister, planlægning og system mig faktisk bare mere ro. Men jeg har nemlig også bemærket, at der er overlap, hvor prepping lægger sig op ad andre emner, jeg prøver at arbejde ind, som f.eks. selvforsyning, minimalisme osv.
Det er ikke på nogen måde et korstog for mig, men jeg kan stadig mærke en lyst til at hjælpe andre med at have bare et minimum af beredskab på plads, så vi sammen kan cruise videre, mens vi hygger os her i klubhuset, selvom verden omkring os står i flammer:)
Den billige Asivik fra Spejder sport fungerer fint til formålet. Den medmed vaskebræt i er dyr, og da jeg dykkede ned i anmeldelser lød det til at den ikke var pengene værd.
Vaskeark lyder på papiret smart (og dyrt), men jeg forstår ikke helt hvad vaskearkene kan, som ikke pulveret allerede kan? Jeg sværger til Rema 1000s parfumefri vaskepulver: Det er superbilligt, farverne holder og er uden duft.
Vaskearkene er nogle bittesmå som vi har brugt på rejse. Og i denne sammenhæng tænkte jeg at det kunne være til Lindas lager af tørre deodoranter og bittesmå sæbeark 😂 Kan godt høre det lyder skørt! Men altså, det er et gennemgående tema, synes jeg, at prepping (uanset niveau) bliver subjektivt prioriteret og subjektivt usammenhængende, så vi forbereder os på noget, men slet ikke på noget andet. Men at det alligevel giver mening for én selv…
Det er 500.000% det, der er allervigtigst: At det giver mening for én selv. For det er SÅ forskelligt, hvad vi vægter og har brug for, og det er vores gear og niveau af prepping nødt til at afspejle. Jeg tror f.eks. ikke, at 3 glas Nutella er basis i ret mange andre husholdninger, men lige her, hvor det er det eneste, Anton spiser, når han er presset, er det bare ret essentielt.
Asivik drybag er hermed sat på ønskesedlen – tak!
Det lyder som et kæmpe hack. Men hvordan spiller det ind, at det skal ligge i solen?
Så bliver vandet varmere og den vasker bedre. Specielt hvis du er ude i at vaske håndklæder, sengetøj osv som kræver mere varme end 40 grader.
Ja, selvfølgelig, det tænkte jeg ikke på. Tak 🙏🏻
Med et autist barn der ikke kan sluge piller eller drikke panodil, har jeg et større lager af stikpiller. I vinteren 23/4 var de i restordre og kun på recept😱 jeg måtte gå tiggergang for at smertedække mit barn. Det kommer ikke til at ske igen.
Åh, det er også svært! Anton ville heller ikke sluge piller, og har stadig svært ved det.
Du har sikkert prøvet alt, men jeg vil alligevel vove det ene øje og pitche den model, jeg brugte: Jeg knuste piller mellem to spiseskeer, og rørte pulveret ud i Pepsi Max. Jeg har aldrig selv forstået ideen med at røre piller ud i yoghurt eller Nutella, for jeg kan næsten ikke selv forestille mig noget værre, end en besk pille, omgivet af syrnet mælk eller sukkersød chokolade. I en Pepsi Max bliver teksturen af den knuste pille skjult af brus, og der er ikke noget i smagsprofilen, der forværrer pillesmagen.
Har man et barn, der ikke bryder sig om brus, er man selvfølgelig lige vidt, men jeg ville bare lige give den videre <3
Lille ikke-så-prepper-agtigt tip: på apoteket kan man købe en lille “pilleknuser”-æske. Den sørger for at den pulveriserede pille ikke flyver hid og did og kræver ikke mange kræfter at betjene. Jeg kan ikke huske hvad jeg gav for den, men det kan ikke have været meget for jeg er en nærig hund 😄
Det lyder smart, og føles sikker lige en kende mindre pusher-agtigt, end det system, jeg bruger..:)
Ja, det er ulempen. Meget pensionista, meget lidt gangsta 😂😂😂
Måske har I prøvet det, men jeg vil bare lige give tippet videre alligevel.Vi brugte 2 teskeer, hvor vi tog yndlingsis på hver af dem og lagde pillen på den ene og så isen fra den anden teske ovenpå. Det gav et en teske med top på med en pille indeni.
Først øvede vi at sluge en stor skefuld is uden en pille, og herefter aftalte vi at prøve med en pille i (eller eventuelt 1 m&m’s i stedet for først, så det ikke blev farligt). Til sidst blev det bare sådan, vi gjorde. Det lyder omstændeligt, men det er jo ikke al medicin, der kan fås i stikpiller, og mine børn kunne ikke sluge flydende medicin. Så efter en virkelig lang vinter med alle infektioner i verden, måtte vi finde på noget. M&m’s og is virker til at være meget nemmere at gå med til.
Som barn fik jeg piller gemt i marmelade, der er en grund til at jeg ikke bryder mig om marmelade mere, derfor er jeg lidt varsom med at skulle gemme piller i noget