M2025, uge 28

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været bagud med alting pga. Projekt Værelse – for denne gang er børnene så store, at de gerne vil hjælpe, og det er jo virkelig dejligt. Det opfordrer jeg dem til, og det gør det nemmere for mig at tilvejebringe de løsninger, som de gerne vil have.

Det betyder til gengæld, at det ikke går så hurtigt, som når jeg arbejder alene, og da der samtidigt har været en helt uhyrlig mængde lavpraktiske benspænd, trækker projektet mere ud, end jeg egentlig kan overskue.

Men det begynder at ligne noget, og når punktet finder vej til ugens liste, er det fordi jeg mange gange undervejs har tænkt over, at mit overskud faktisk stadig er relativt skrøbeligt.

Ikke sådan at forstå, at jeg ligger i fosterstilling i et hjørne og bider i mine knoer, men da jeg for et par år tilbage for alvor gik i gang med at træne igen, gjorde jeg det, fordi jeg kunne se, at jeg var nået til at sted, hvor jeg havde et nogenlunde stabilt grundoverskud.

Indtil da havde mønsteret været kronisk uforudsigeligt Hver eneste gang, jeg nåede at tænke, at nu var vi endelig et sted, hvor der var ro nok på til at begynde at træne/melde mig til foto på aftenskole/oprette en profil på Tinder, blev jeg fældet af syge børn, bøvl i privatlivet, nye kampe mod systemet, flytninger, firmaer der gik konkurs osv. osv.

Erkendelsen af at være nået til et sted, hvor jeg ikke kun kunne nå at gispe efter en mundfuld luft, men faktisk også at flyde lidt i en nogenlunde fast og forudsigelig rytme, fik det til at virke realistisk at vende tilbage til træningen – og gjorde mig samtidig virkelig skarp på, hvad jeg gerne ville bruge mit nyerhvervede, sprøde overskud på. Det gjorde det nemmere at sige nej og skære fra, og det er nogenlunde i dét spænd, jeg har befundet mig siden.

Derfor har det været sundt at opdage, at 10% overskud trods alt stadig kun ER 10%. For jeg har ikke nået ret meget andet end at lave værelse. Forleden var jeg ude at vande mine krukker kl. 00.30, fordi jeg, mens jeg børstede tænder, kom i tanke om, at de ikke havde fået vand i snart 3 dage, og dem har jeg ellers passer med en nidkærhed, der ville have gjort sig godt i Tyskland i starten af 40’erne.

Jeg tror, det er sundt at blive mindet om, hvor skrøbelig balancen egentlig er, for jeg har de sidste 5 dage tænkt flere tanker om, hvad jeg gerne vil bruge mit efteråret på, end jeg har gjort længe.

(Men al den selvudvikling til side: Hold KÆFT, hvor jeg glæder mig til at blive færdig!)

2.

Købt en vakuumpakker.

Ikke spontant eller foranlediget af en fiks ide, men fordi den er et led i hele planen med at skære ned på emballage, at købe lokalt og spise efter årstiderne, og at spare penge på at købe større mængder, varer på dato og frugt/grønt, når sæsonen er ved at gå på hæld.

At vakuumpakke kød forlænger holdbarheden 5-6 gange, og dertil kommer, at man kan udnytte fryserpladsen meget bedre.

Frugt og grønt kan vakuumpakkes, så længe det løsfryses først, og her er planen, at jeg det kommende år vil teste, om det giver mening at fryse jordbær, blommer, solbær osv.

Jeg har ligget på lur på Marketplace, og har haft en agent på DBA og endelig fandt jeg en, der var både billig og i pæn stand.

I den forbindelse vil jeg høre, om der tilfældigvis er nogle af jer, der har plader (af dem, man f.eks. kan lægge pålæg på), som kan genbruges? F.eks. af stål eller lign.?

3.

Glædet mig over, at mit daglige tracking-system af udgifter har vist sig at være ualmindelig effektivt, ligesom det ophængte budget og (modificeret) inddragelse af børnene i vores økonomi også fungerer langt over forventning.

Det er jo ikke fordi, jeg har gennemskuet noget, som 10.000.000 andre ikke har opdaget før mig, men det er alligevel ret vildt at finde ud af, at hele forskellen mellem tusind fejlslagne forsøg på husholdningsbudget og dét, der endelig virker, ligger i at koble en ny vane på en allerede eksisterende.

For, som tidligere skrevet, så taster jeg kørsel og fakturaer hver eneste aften, og derfor er der ikke ret langt til også at logge dagens udgifter.

Jeg har hørt mange tale varmt om Spiir, og den ser ud til at gøre nogenlunde det samme, som jeg nu gør manuelt, men når jeg for alvor skal koncentrere mig om noget, fungerer kuglepen og notesbog bedre for mig, end en app på min telefon.

Vanen har bestået #life-testen ved at være en, jeg har holdt fast i, selv mens jeg har stået med værelse til op over begge ører, og selvom jeg stadig er presset ved tanken om, hvordan de næste 17 måneder kommer til at se ud, føles det mindre sårbart, fordi jeg, for første gang i mit voksenliv, monitorerer alle dele af min økonomi i realtid.

4.

Kører vi med Klubhuset. Sgu.

Jeg får lavet en fb-gruppe inden næste uges indlæg, og i det skal jeg nok poste et link til gruppen.