M2025, uge 30

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg sprøjtet for myrer i min have.

Vi bor på landet, og naturen skal være her – men det skal vi også, og nu blev de sgu lige frisky nok.

Jeg har længe haft noget pulver stående, som jeg, når de blev lidt for aktive ét sted, rystede med vand i en plastikflaske og hældte på, helt lokalt, men denne gang var det nødvendigt at sprøjte langs kanten af mine fliser, som de arbejder meget aktivt på at erodere.

Jeg har ikke sådan en sprøjte, man bruger til det, og min eneste vandkande er den, jeg også bruger til at vande krydderurterne med. Den vil jeg derfor ikke så gerne have gift i, selvom det er den miljøvenlige udgave af slagsen. Jeg var nærmest på vej i Bauhaus, da det slog mig, at jeg kunne prøve at spørge min vej-nabo, som jeg arbejder på et fællesskur med, om han havde én, jeg kunne låne. Vi har jo allerede talt om de mange fordele ved at køre deleøkonomi med haveredskaber og handy-tools, så det var egentlig en oplagt forespørgsel.

Og selvfølgelig havde verdens bedste Lars en sprøjte, som nu er VORES sprøjte, og den er fyldt med min myregift, som nu er VORES myregift, og jeg vil virkelig gerne slå et slag for, at man prøver at åbne den samtale med sine naboer. Tænk på, hvor meget vi kollektivt kunne sænke det generelle forbrug, hvis vi kunne nøjes med 1 eller 2 af hver af de ting, vi godt nok alle sammen bruger i haven, men meget sjældent bruger samtidigt.

Det eneste, der er vigtigt at huske er, at det skal være en ordning, som alle bidrager nogenlunde ligeligt til, hvis den skal fungere, for det er ikke deleøkonomi, hvis Allan altid skal låne alle andres hækklippere og trillebøre, og intet selv smider i puljen. Det er bare irriterende.

2.

Har jeg købt firkantede flasker til min fryser.

Det startede egentlig som et prepper-projekt, fordi jeg igen måtte hælde en liter langtidsholdbar mælk i vasken, fordi den var gået på dato. Det er 3. gang, og denne gang irriterede mig nok til, at jeg begyndte at tænke over, hvad jeg EGENTLIG bruger mælk til; om det overhovedet er nødvendigt for os at have på lager.

Lang historie kort endte jeg med at beslutte, at jeg vil prøve at fryse de rester af mælk, jeg ikke kan nå at bruge. Det har jeg gjort før, men kun med iskaffe eller madlavning for øje.

Men hvorfor egentlig ikke fryse det, for at bruge det til det, jeg køber det til? For det burde man kunne – og det ville både give mig noget at bruge resterne til, og samtidig begrænse spild.

Det, der indtil nu har stået i vejen for mig ift. at fryse væsker, har været, at det er nærmest umuligt at hælde af de bøtter, jeg fryser det i.

Og det problem er jeg med på, at man kan løse. Ret nemt, endda. Men det gør jeg bare ikke – og lang tids fokus på det her har lært mig, at lavpraktiske benspænd som oftest er dem, der ender med at sabotere de gode intentioner.

Derfor gik jeg i gang med at undersøge, hvad man kan få af plastikflasker, der kan desinficeres, fryses, genbruges og som er godkendte til at indeholde fødevarer.

I dén jagt blev jeg gjort opmærksom på *firkantede* flasker – hvilket nærmest fik mit hoved til at eksplodere. Det er sgu da genialt!? Se MIG pakke den fryser, mand!

Jeg har fundet nogle på en tysk hjemmeside, hvor de koster under 10 kr. stk., så nu har jeg prøvet at bestille 6 stk, i 3 forskellige størrelser, hjem, så jeg kan teste dem til både mælk, saft og til mad, som f.eks. suppe.

Der kommer en anmeldelse, når de er kommet og testet.

3.

Har vi holdt miniferie i Aarhus, fordi jeg var så heldig, at sødeste Sofie, som læser med herinde, skrev og spurgte, om vi ville låne hendes dejlige hus i midtbyen.

Jeg havde – ved et tilfælde – fået lavet 3 aftaler i Aarhus i denne uge, så efter at have rykket lidt rundt på tingene, fik jeg det planlagt, så vi kunne blive deroppe, når vi nu pludselig havde en base.

Jeg synes, at ferie og økonomi er svært, fordi det (for mig) er mere vanskeligt at bevare overblikket, når alle faste vaner og rytmer er sat på hold. Samtidig ER der et element af force majeure i det, når man er væk for længe til at kunne nøjes med en madpakke, men ikke længe nok til at fylde et køleskab på feriedestinationen.

Dertil kommer de skjulte udgifter, man ikke har i hverdagen, som f.eks. parkering, skabsleje og entre; udgifter, som er nemme at glemme, og som man dermed ikke tager med, når man laver løse overslag i hovedet på, hvad man har brugt af penge.

Og jeg er virkelig, virkelig god til at være til stede i nuet, når jeg er væk hjemmefra – hvilket jo egentlig er en kvalitet. Men det betyder, at jeg ikke skænker en tanke, hvad vi tog afsted fra, og hvad vi skal hjem til, når først jeg er ude ad døren, og jeg har flere gange oplevet at komme hjem til breve, jeg har lagt frem, fordi de er vigtige, men som jeg vitterligt ikke har den fjerneste erindring om at have modtaget.

Derfor ved jeg efterhånden, at det godt kan gå meget stærkt i den meget forkerte retning, og det har vi selvsagt ikke økonomi til at lade ske lige nu, så selvom det betød, at jeg ikke trak stikket helt så absolut, som jeg plejer, så formåede jeg at holde øjnene på bolden.

Vi tog landevejen, så langt deropad, som det kunne lade sig gøre – og helt ærligt: Med alt det vejarbejde, der er på motorvejen, var det ikke noget stort offer. Det sparede os en kvart tank diesel.

Min kammerat havde i fødselsdagsgave givet Frida en tur i biografen for os alle 4, så den indløste vi tirsdag aften, hvor vi var inde og se Jurassic World i 4D, hvilket var HELT forrygende.

Vi var i Djurs Sommerland, hvor de voksne gik ind på ledsagerkort, så det “bare” var børnene, der skulle købes billet til, vi tog i Ikea efter et gulvtæppe til Antons nye værelse, så praktikken i, at han skulle have mulighed for at mærke tæpperne og vælge et, der IKKE kradser, kom til at føles som en lille udflugt, vi drak kaffe med gode mennesker, og vi var forbi Moesgaard til Vikingedage, hvor vi igen havde glæde af ledsagerkortene.

Ift. mad havde jeg medbragt morgenmad og (meget) let aftensmad hjemmefra; det sidste var mest bare rester fra mit køleskab, jeg havde smidt i en køletaske, og så en håndfuld instantnudler.

Det viste sig at fungere fuldstændig fantastisk, for dermed spiste vi (sen) frokost ude, hvilket er noget af det bedste, børnene ved – og det var stadig billigere, end hvis vi skulle have købt ind til madpakker og aftensmad til en lille uge. Det var ubeGRIBEligt varmt de fleste dage deroppe, så den liter koldskål, jeg havde medbragt, fungerede strålende som aftensmad de to af dagene, hvor ingen alligevel var særligt sultne.

Jeg sluttede alle dage ved køkkenbordet med en sen five o’ clock, mens jeg skrev dagens udgifter ned, og det fungerede godt ift. at realitetstjekke, hvad en dag, hvor man ikke føler, man har brugt særlig mange penge, alligevel har kostet.

De udgifter kan man ikke gøre noget ved, og de blev alle betalt med vidtåbne øjne, men ved dagligt at logge dem, har jeg ikke på noget tidspunkt haft den mindste lyst til bare at lade stå til og trække kortet igennem.

Og selvom jeg måske ikke har sluppet taget helt denne gang, har det været en fuldstændig fantastisk getaway til byen, hvor solen altid skinner, og hvor så mange af mine mennesker bor.

Aarhus. For fanden, altså. Du er og bliver mit smertensbarn.

Jeg savner dig stadig, så det synger i knoglerne.