M2025, uge 29
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst har jeg:
1.
Skrevet til min revisor og bedt om et ekstra tjek af Rigets Tilstand i starten af oktober, fordi 2025 er året, hvor vi får styr på tingene – også fremadrettet.
Min (delvise) sygemelding kommer til at påvirke min årsindtægt negativt, og det havde jeg egentlig først tænkt ville være en god ting, fordi jeg jo så slipper for den restskat, der i år er ved at save benene af mig.
Men en tal-klog veninde, der også har fået børn alene, mindede mig om det forhøjede fradrag, man får som enlig forsørger; det fastsættes på baggrund af den estimerede årsindtægt, og er denne sat for højt, vil fradraget således også blive for højt. Og så får vi det samme problem én gang til.
Jeg hader, at det skal være så komplekst – og det er det måske heller ikke, hvis man har bare en *anelse* mere talsnilde end mig.
Men i det mindste begynder jeg at have styr på fælderne, og det må trods alt være et skridt i den rigtige retning.
2.
Solgt Antons cykel.
Den var blevet for lille, men jeg havde egentlig tænkt, at Frida måske kunne køre på den nu – men selvom hun er vokset 24 meter siden sidste år, er den af en eller anden grund stadig for stor til hende.
Ting skal bruges, så i stedet for at lade den stå her og ruste et år mere, fik jeg den lagt på Marketplace, og den blev solgt næsten med det samme.
De 600 kr. den gav, får børnene med som lommepenge, når vi skal på ture i næste uge, for det er penge, der ikke var indregnet i budgettet. Samtidig er det væsentligt nemmere for mig at styre, hvor meget vi (de…!) bruger, når jeg på forhånd har besluttet, hvad de må købe for, og jeg giver dem pengene i hånden, så de selv kan administrere dem.
I første omgang venter jeg med at købe en ny cykel til ham, for han hellere vil bruge det løbehjul, vi købte sidste år, og skulle han pludselig få lyst til at cykle igen, kan han bare nappe min. (Lange unge, mand!)
3.
Tømt seriøst ned i køleskab og skabe. Den næste uges tid kommer vi ikke til at være meget hjemme, og derfor ved jeg allerede nu, at alt med kort holdbarhed vil ende i skraldespanden.
Jeg har lavet madplan for 1-2 dage ad gangen, og i takt med, at vi har fået tømt hylderne, er menuen blevet mere og mere simpel på ingrediensfronten, men tilsvarende kreativ på sammensætningen. Old nordic, som vi kalder dét køkken.
De sidste dråber af min gode chiliolie blev hældt over en håndfuld krydderurter fra haven og to fed hvidløg, spædet op med lidt god olivenolie og står nu og trækker smag den næste uges tid.
Gær, æg og en gammel gulerod (kan du få – for en KRONE!) brugte jeg til en pladefuld grovboller, og al frugt er blevet ternet og spist.
Den sidste rest jordbærmarmelade og en enkelt Danonino er røget i en smoothie, parmesanosten blev til pesto, og bunden af en Heinz blev rystet med lidt vand og smidt i en mexicansk tomatgryde.
Jeg forbarmede mig *også* over de to tonic, der stod helt inde bagved på øverste hylde – for #StopMadspild, jo.
Det har virkelig sjældent været så tomt. Men til gengæld kan jeg se, hvad jeg mangler, og hvad vi lige skal lægge os i selen for at tænke ind i madplanen om en uges tid, når vi er back for good, som Take That sang.
5.
Har jeg oprettet et virtuelt Klubhus til os.
Gruppen finder du her.
Den er privat, men synlig, hvilket betyder, at den bør kunne søges frem af alle, men at indhold ikke vises for andre end os, der er derinde.
Som tidligere nævnt bliver det en relativt passiv gruppe, som kun bruges til info og koordinering af fysiske netværksmøder, og jeg har ikke gjort meget andet end bare at oprette den.
Fyld, info osv. følger, når vi alle er ved at være tilbage på vores respektive pinde, og når vi når så langt, tager vi stilling til detaljerne.

21. juli 2025 @ 14:26
Man bliver bare så inspireret af dine få-brugt-alle-rester, fedt.
Dejligt med klubhuset, sender straks en anmodning om medlemsskab.