Bloggen

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Er jeg gået i gang med at lave et svaleskab udenfor efter den model, som Stine A. beskrev i kommentarfeltet for en måned siden.

Jeg fandt umiddelbart efter et Ikea-skab på Marketplace, som var perfekt til formålet, som jeg hentede hjem.

Herefter brugte jeg lang tid på at prøve at finde den bedste placering, for det skal være nemt; ellers får jeg det ikke brugt. Derfor SKAL det stå i baghaven, tæt på min havedør. Men har jeg sol deromme sidst på dagen, og derfor satte jeg det op, og lagde en af sensorerne til den vejrstation, jeg i sin tid købte, ind i det.

De næste uger holdt jeg øje med, hvordan temperaturen opførte sig, og det er faktisk først nu, at der ikke længere varme nok i solens stråler, til at få temperaturen til at stige.

Jeg har stillet det på 4 Lecablokke (som jeg troede var gasbetonblokke, men som jeg nu, 4 timers foredrag i Jem & Fix senere har lært INTET har med gasbeton at gøre..) for at løfte det fri af jorden. Når det regner, som det har gjort de sidste par dage, er der så meget opslag fra jorden, at tingene i skabet ville blive snaskede, hvis skabet stod direkte på fliserne.

Lecablokke suger fugt, så ovenpå dem har jeg lagt en dørmåtte i gummi, som jeg har klippet til, så skabet ikke ruster (for hurtigt).

Ideelt skulle det stå vandret, så det flugtede med huset, fordi det så står helt i tørvejr, og det ender jeg måske med at gøre. Men jeg tester lige at have det stående vinkelret på, så jeg slipper for at skulle helt ud, hver gang, jeg skal i det, og så det ikke tager for meget af det sparsomme dagslys.

Jeg har købt to store bordskånere af kork/keramik, som kan ligge ovenpå skabet, så varm mad kan stå på det til afkøling, og allerede nu er det perfekt til grøntsager og drikkevarer, som måske ikke er køleskabskolde, men som stadig er koldere, end de ville være, hvis de stod herinde. Om en uge eller to får de selskab af hyldebærsirup, tonic og salte citroner, og jeg glæder mig til at få lidt mere plads i mit køleskab igen.

Pris for projektet:

Skab: 100 kr.

Lecablokke: 68 kr.

Gummimåtte: 39 kr.

Bordskånere: 85 kr.

2.

Har jeg stillet en lille kasse i skabet i mit bryggers, hvor jeg samler småting, jeg finder, der kan bruges til værtindegaver.

Der er altid en million arrangementer henover efterår og vinter, og jeg hader at komme tomhændet. Men jeg er også træt af at smide 100 kroner efter 4 halvvisne kviste, eller købe vin i blinde, og jeg snuser alligevel ofte rundt ved (udvalgte) spothylder, når jeg har tid til det.

Det kræver en vis selvdisciplin ikke at lade sig friste af alt muligt, men mange runders oprydning har installeret en vis form for mådehold i mig.

Jeg gider ikke spotsektioner, hvis det bare er 6 bure, hvor ting er tyret ned i én stor rodebunke, og man skal selvsagt også styre udenom dem, hvis man er typen, der uforvarende kan komme til at købe et trommesæt og 7 sæt matchende spisepinde.

Men min lokale Normal har en hylde, hvor de kører sirligt restsalg med *virkelig* gode priser, og på min Harald Nyborgs velfriserede restsalgs-reol fandt jeg i går nogle kasser, som passer PERFEKT over mine køkkenskabe og en lampe til mit mørke hjørne. Jeg har været på udkig efter begge dele i flere måneder, og her stod de pludselig til hhv. 20 kr. stk. for kasserne og 45 kr. for lampen.

Den slags steder kan man godt være heldig, at finde en fin, lille skål eller en luksus-opvaskesæbe, så dem køber jeg nu og lægger ud i ‘gavekassen’, så jeg med en pose karameller eller en hjemmehæklet karklud kan have noget med, når nogen inviterer på sushi eller gløgg. (Jo. Gløgg. Vi er forbi 01.10. Lev med det, som Mette og Triple-B sagde).

3.

Har jeg endelig knækket Nutellakoden.

(Det kan godt ske, at det her hack mest er til andre forældre med ND-børn, men der *kunne* jo sidde andre i salen, der godt kan lide en Nutellamad).

For prisen på Nutella har for længst overhalet prisen på råolie, og det himmelråbende håbløse design betyder, at man ikke KAN få den sidste Nutalla ud af glasset uden at stå tilbage og ligne én, der ville blive cancelled hårdt til fastelavn.

En dejskraber.

En DEJSKRABER, mand!!

Der er til MINIMUM 3 ekstra madder i hver eneste glas.

Jeg har sådan en smal bandit fra Tupperware, men jeg er sikker på, at den findes i tusind andre udgaver, og den efterlader glasset så rent, at man godt i en snæver vending kunne foretage en operation i det.

Tippet er hermed givet videre til de af jer, der kan bruge det.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Døde min vandslange. Som en gigantisk diva gik den ud med manér og valgte at eksplodere, så jeg det éne øjeblik stod i al fredsommelighed og vandede min citrontimian og det næste lignede noget fra et undersøisk eksperiment.

Til alt held havde jeg, da vi ryddede op hos oldefar, taget hans haveslange med hjem, selvom jeg på dét tidspunkt ikke manglede.

Jeg har bandet over den flere gange, for mit skur er ikke særlig stort, og oldefar havde valgt modellen på fod, men det var vidUNDERLIGT, at jeg ikke skulle afsted efter en ny, da jeg stod med vandet løbende ned ad nakken.

Jeg bor så småt, at stativet er gigantisk overkill, men selve stativet har en lille ekstraslange påsat, som er den, man klikker på hanen. Den klippede jeg til, så jeg nu både har en normal vandslange og én, der passer ned i min vandkande. For om et par uger er det ikke længere nødvendigt at bruge slangen, når jeg skal vande, og så er det både rart og effektivt med et stykke slange på 30 cm. der kan stikkes ned i vandkanden, når jeg fylder den, så vandet ikke plasker ud over det hele.

Som en ekstra lille bonus, sender jeg nu søde oldefar en tanke, hver gang jeg vander.

2.

Har jeg købt en tripod til mit bålfad.

Jeg er ved at miste fornemmelsen af, hvor preppingindsatsen stopper og den bevidste måde at leve på starter, for det hele flyder sammen nu, synes jeg.

Jeg har længe haft fokus på at lave mad med de råvarer, der er i sæson, og de sidste mange måneder er gået med at øve mig i også at tænke mit lille haveprojekt ind i madlavning og konservering.

For jeg kan ret godt lide at lave mad. Og selvom jeg ikke er i overhængende fare for at blive scoutet til et Michelinkøkken, så slipper jeg det meste af tiden ret godt fra det.

Men i takt med, at jeg er blevet bedre og bedre til at tømme køleskabet, bruge mine rester og nøjes med at købe, hvad jeg skal bruge, så er det blevet tydeligt for mig, at jeg kan være slem til at lave det, jeg umiddelbart forbinder med en råvare, i stedet for det, jeg egentlig spiser. Altså, at jeg f.eks. laver pesto af min basilikum, selvom jeg meget sjældent *spiser* pesto.

Derfor har jeg i år været optaget af at finde ud af, hvad jeg/vi FAKTISK spiser, og så bruge mine krydderurter og det, jeg kan plukke og finde i naturen, til dét.

Eksempelvis at lave saft og fryse det. Eller at nøjes med at lave 2 glas marmelade og 3 brikker suppe i stedet for 9. For selvom det er lækkert med hokkaidosuppe i fryseren, så skal der ikke være så meget, at vi stadig til maj sidder og ligner en fejlplaceret halloweenudstilling – for det ødelægger flowet og hele processen med at lære at spise efter årstiden.

Jeg er begyndt at henkoge tomater, fordi jeg faktisk BRUGER hakkede tomater, jeg husker at tørre og støde mine krydderurter, så jeg altid har hjemmedyrket pizzakrydderi og myntete på hylden, og så har jeg fundet en opskrift på en basilikumolie, der kan holde i månedsvis, og som jeg derfor kan nå at spise – og som ovenikøbet er meget smuk at se på.

Det er ét af de projekter, som man ville gå fuldstændig kold i, hvis man fik det pålagt, men som føles meget meningsfyldt, når det opstår organisk, og bare er noget, man går og hygger sig med.

Næste skridt i hele den proces er at lære at lave mad over åben ild – og efter en uge med droner galore, giver det mening ud fra flere perspektiver.

Jeg har efterhånden lært, at jeg skal gribe det an nedefra, når jeg skal lære noget nyt; altså, at jeg her f.eks. skal lære at lave et bål, der brænder på den rigtige måde, inden jeg kaster mig over en 3-retters menu i det fri.

Men det ER sjovere, hvis man bygger bålet op for at bruge det til noget, og derfor har jeg købt en gryde og en kedel, nu hvor alt bålgrej er på udsalg, fordi winter is coming, så vi kan varme suppe, kakao og krydret æbletoddy derude. Tricket er at gå efter de lavthængende frugter, fordi det er der, man kan se formålet med at bøvle rundt i færdigheder, man endnu ikke mestrer – indtil man gør.

3.

Har vi afholdt, hvad jeg håber bliver en ny familietradition.

Vi har utrolig mange fødselsdage i efteråret i vores familie, og egentlig er der ikke noget ‘plejer’ ift. om og hvordan vi fejrer det. Men både børnene og de ældste i familien bliver ældre, og jeg er stor fortaler for, at man løbende retter tingene til, så de passer til den virkelighed, man befinder sig i.

Derfor foreslog jeg sidst på foråret, at vi skulle booke bålhytten i skoven, hvor jeg holdt fødselsdag for bloggen, og mødes der.

Det gjorde vi i går, og det var simpelthen så hyggeligt.

Der er flere i familien, der har lidt neurobaks, og derfor fungerer det exceptionelt godt at være et sted, hvor akustikken ikke er ren tortur. Stedet lægger op til mange små gåture, så alle nåede at tale rigtigt med hinanden, ungerne kunne gå til og fra, for der er masser af skov at gå på opdagelse i, og endelig betyder en neutral lokation, at alle kan være med, så længe nervesystemet kan holde til det. Ingen står med huset fuld af gæster, når det sociale batteri crasher, og ingen føler sig forpligtede til at blive længere, end de reelt kan overskue, fordi man kan takke af anytime, uden at efterlade et gigantisk hul i bordplanen.

Jeg har lavet en note i min telefon med vores erfaringer ift. tidspunkt på året, forplejning osv. så vi ikke igen til næste år må lide den tort (#TriggerWarning) at løbe tør for kaffe.

Punktet er på her, fordi jeg gerne vil videregive ideen til de af jer, der måtte kunne bruge den. For mit eget vedkommende har jeg nok mest tænkt fødselsdage i skoven som noget, der var oplagt til børnefødselsdage, men det fungerer mindst ligeså godt for voksne, kan jeg konstatere.

Jeg vil dog, lige på falderebet, opfordre til, er at man på forhånd tjekker, om man kan booke den hytte, man har kig på. Det havde vi gjort, og mens vi sad der, kom en familie, som havde tænkt, at de skulle bruge stedet til en børnefødselsdag. Det er en træls situation at stå i, så prøv eventuelt at google ‘bålhytte booking’ og søge på din by, hvis du overvejer at flytte et arrangement ud under semi-åben himmel.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået solgt de kjoler og forklæder, som Frida de sidste 3 år har brugt til høstfest på skolen.

Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle børn skal klædes ud og medbringe noget spiseligt under temaet ‘Høst’. Man kan nok ikke længere kalde området her en landsby, men det har det været, og der er stadig masser af marker og landbrug i området. Derfor giver traditionen mening, både ud fra et lokalpatriotisk og miljømæssigt perspektiv.

Jeg har alle år forsøgt at finde tøj, som også kunne bruges til hverdag, og i det store og hele er det lykkedes. Men der er stadig lidt, som er *for* tema-agtigt, og derfor pakkede jeg det sidste år i salgskassen og lavede en note i min telefon, om at huske at sætte det til salg i starten af september i år.

Det nåede at være til salg i 2 timer og 13 minutter, så var det væk, og dermed blev jeg endnu engang bekræftet i, at det – hvis man har plads – godt kan betale sig at have meget årstidsbestemte ting, man gerne vil sælge, stående i skabet et år, for ingen kan overskue at købe halloweentøj i november og glaskugler i januar. 

2.

Lavet en liste over, hvad jeg gerne vil have gjort, før der igen ryger vintertarif på strømmen.

Og altså: Man kan jo ikke hamstre strøm, så man har på lager til de mørke måneder, men de devices, der skal oplades, er der ingen grund til IKKE at oplade på den rigtige side af 01.10.

Jeg vil have afkalket vaskemaskine og opvaskemaskine, og vasket vores dyner og puder, så jeg kan tumble dem uden at blive ruineret.

De sidste tomater skal henkoges, timeruret tilbage i dokken, så opladerne slår til kl. 00.00 og fra kl. 06.00 og endelig vil jeg bruge den næste uges tid på at genetablere husets gode vaner med at huske at slukke lyset, når man forlader et rum.

3.

Har jeg fået svar på den ansøgning, jeg sendte til Nykreditfonden i håb om, at vi kunne komme i betragtning til midler at opføre et fællesskur for.

Og det kunne vi sgu! 64.000 kroner har vi fået, og jeg er stadig helt paf over, at jeg fik dét til at ske.

I et ukarakteristisk anfald af fremsynethed tjekkede jeg i god tid, hvornår vi i boligforeningen havde beboermøde, hvilket vi havde i forrige uge. Dermed var timingen meget lidt optimal, for ændringsforslag skal fremsættes, udsendes rettidigt og stemmes igennem, hvis man skal have lov at køre med dem.

Dermed stod jeg i den situation, at jeg enten skulle have forslaget på, inden jeg vidste, om vi fik midlerne, eller også skulle søge midlerne, og så (hvis vi fik dem) sætte det på dagsordenen til beboermøde et helt år efter. Det sidste er ekstra træls, fordi man typisk skal have brugt fondsmidler inden for en afgrænset periode.

Jeg har derfor haft meget korrespondance med boligforeningen, som synes, at ideen er helt fantastisk, og som derfor har været virkelig søde til at hjælpe med, hvordan man kan gribe de lavpraktiske benspænd an. Punktet blev derfor sat på dagsordenen og stemt igennem ‘på betingelse af’ – og det betyder, at vi nu bare kan gå i gang.

Her kan man jo godt lige kortvarigt blive overvældet af opgavens omfang, men heldigvis har jeg en god allieret på vejen, der har sagt ja til at hjælpe mig med at finde ud af, hvordan vi skal gribe projektet an, og viceværterne har også givet mig deres pledge of Allegiance.

Vi får det til at ske, og det bliver godt.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Denne uges indlæg bliver en opfølgning på vores lille fælleseksperiment: Kirppu.

(Jeg tager den lige forfra, så alle kan læse med uden at skulle tilbage i arkivet).

For en måned siden besluttede jeg mig for at prøve Kirppu, som er en slags pimpet loppemarked: Du lejer en stand, som du betaler for på ugebasis og derudover trækkes 19% i kommission for det, du sælger.

I den lejede periode er standen din, så du kan fylde varer op løbende, du kan bytte dem ud og flytte rundt på opstillingen, og du står selv for at trimme den.

Butikken er bemandet, så det eneste du skal gøre, er oprette prismærker i en app, som så kan printes i butikken.

Jeg trak min mor med i faldet, og vi valgte at booke 2 uger, så vi havde tid til at se, hvordan det artede sig, og samtidigt var nogenlunde sikre på at kunne nå at sælge nok til i hvert fald at få dækket omkostningerne til standleje.

Den første uge koster 200 kr., uge nummer 2 koster ligeledes 200 kr. og derfra falder prisen uge for uge. Ved at være 2 om at splitte udgiften, havde vi dermed kun 200 kroner ude pr. mand, og 14 dage til at sælge ting i.

Vores periode slutter i morgen klokken 15, så herunder prøver jeg at sammenfatte de erfaringer, vi har gjort os.

Jeg håber, at de af jer, der har erfaringer fra andre byer (og andre loppekæder end Kirppu) har lyst til at byde ind i kommentarfeltet, så vi kan få en lille bootleg-vidensbank banket sammen.

1. Hvorfor vælge Kirppu i stedet for Marketplace?

Grunden til, at jeg havde lyst til at prøve noget andet end MP er, at det simpelthen er blevet FOR populært. (*cue-Min-Klub-Først*). Det lyder jo ikke umiddelbart som et problem, at udvalget er blevet større – men det er det. For det betyder, at din standerlampe eller kettlebell LYNhurtigt ryger så langt ned på sitet, at folk, der søger på de varer, aldrig scroller langt nok ned til at se din.

Derudover kræver Marketplace, at du er til rådighed, når folk spørger om alt mellem himmel og jord, og der skal koordineres afhentning af tingene.

Med en stand er der selvfølgelig lidt indledende arbejde med at få lavet prismærker, men derfra passer tingene stort sig selv.

2. Kan det betale sig?

Jeg var spændt på, om det ville ende med at være en underskudsforretning, for selvom 400 kroner ikke lyder af meget, så skal der jo stadig sælges lidt, når gennemsnitsprisen på det, man sætter til salg, er 50 kroner.

Men til min glædelige overraskelse har det faktisk givet ret pænt. Vi har solgt for lidt over 1600 kroner på de 2 uger – når kommissionen ER trukket fra.

Med en udgift på 400 kroner til standleje har vi dermed tjent 1200 kroner. Det kan man jo ikke rejse sydpå for, men det er stadig langt mere, end vi ville kunne have tjent, hvis vi havde prøvet at sælge tingene på Marketplace – og det er gået meget hurtigere.

3. Hvad sælger – og på hvilke dage?

Jeg tror, at det er forskelligt fra by til by, men når det er sagt, er der nok alligevel fælles tendenser.

Det, vi har solgt allermest af, er puslespil og pynteting. Det kom bag på mig, fordi det sjældent er det, jeg selv går i genbrugsbutikker efter.

Til gengæld har vi næsten ingen køkkenting solgt, og tøj er der heller ikke gået meget af.

Men da jeg lige tyggede på, hvorfor det forholdte sig sådan, kom jeg til at tænke på, at det jo formentlig handler om netop det; at man ikke går i Kirppu efter én bestemt ting – for det er for uoverskueligt. Mangler man et piskeris, er det nemmest at køre i Frelsens Hær eller Røde Kors, for her står alle køkkentingene samlet, og man kan med det samme se de 5 piskeris, de har.

I Kirppu er det intet system i, hvad der står hvor. Standen ved siden af vores er fyldt med 3D-printede garnskåle og overfor er der nogen, der kører Pink Tema med en imponerende samling pandebånd som centerpieces.

Du kan derfor godt være heldig, at Hanne, der bare browser rundt, tilfældigvis mangler den rugbrødsform, du har til salg – men det er nok ikke dét, man skal satse på.

Ift. de enkelte ugedage kan jeg ikke umiddelbart se et system, ud over at tirsdag her er en død dag. Måske nogen i detailbranchen kan byde ind med noget her?

Søndag: -/260 kr.

Mandag: 135/165 kr.

Tirsdag: 0/0 kr.

Onsdag: 130/105 kr.

Torsdag: 425/260 kr.

Fredag: 240/40 kr.

Lørdag: 90/50 kr.

Tallene skal læses med det forbehold, at de bedste ting selvfølgelig går først, og det vil, alt andet lige, påvirke salget i slutningen af perioden.

Vores salg fordelt på kategorier:

Legetøj: 180 kr.

Nips: 235 kr.

Puslespil: 910 kr.

Køkkenting: 55 kr.

Tøj: 140 kr.

Smålamper: 215 kr.

Sy-ting: 100 kr.

Diverse: 190 kr.

4. Hvad kan man tænke over?

Jeg havde inden min egen entre på Kirppu-scenen aldrig været i butikken. Derfor startede jeg med at tage derud og bruge en halv time på at snuse rundt og få en fornemmelse af stedet.

Allerede her noterede jeg mig, at det kan være smart at skrive på prismærket, hvis din vare er af et bestemt mærke, som du gerne vil fremhæve, for det er der, du kan skrive, at dine kopper er ægte Nespresso-kopper eller vasen er fra Georg Jensen.

Jeg prøvede også hos mig selv at bemærke, hvilke stande, jeg fik lyst til at udforske, og hvilke, jeg bare gik forbi. De overfyldte var (for mig) for uoverskuelige, og én træls vare diskvalificerede (for mig) resten af tingene på hylderne.

Når jeg køber ting på Marketplace, kigger jeg godt på billederne, for hvis jeg bag skrivebordet, der er til salg, kan se, at hjemmet ligner en krigszone, eller at bordet står i en beskidt garage, springer jeg over. Det samme princip gjorde sig gældende her, kunne jeg mærke, for hvis du sætter en parfume til salg med et “TESTER”-klistermærke på, som er halvt pillet af i den ene side, så vurderer jeg, at vi nok ikke har helt samme holdning til, hvad der er i god nok stand til at kunne videresælges.

Derudover skal man (som altid) huske, at en vare er det værd, nogen vil betale for den, og ikke det, du som sælger FØLER den er værd. Folk er ligeglade med, hvad du har betalt for en vare – desværre.

Min erfaring er, at en vare kan sælges til cirka 1/4 af, hvad den har kostet fra ny, og det har vist sig også at holde stik her.

Sidst, men ikke mindst: Man kan faktisk ikke tage for givet, at køberne kender konceptet, når de går ind i butikken. Jeg hørte en dame sige til sin veninde, at det var den mest rodede genbrugsbutik, hun nogensinde havde besøgt – og hvis man tror, at det er en finsk Blå Kors, man er gået ind i, kan jeg godt forstå, at man bliver svimmel ove manglen på system.

Derfor tror jeg, at man skal være lidt ekstra omhyggelig med at holde sin stand pæn og overskuelig, hvis man gerne vil sælge noget, for kunderne er ikke kun de garvede loppemarkedgængere, der gerne vil grave sig igennem 5 mandshøje bunker af skrammel for at finde en skat.

Hellere fylde op lidt ad gangen, så man kan se, hvad der står på den, end proppe den med alting på én gang. Det giver lidt ekstra kørsel, men jeg tror klart, at det er besværet værd.

5. Hvordan griber man det an

Min mor og jeg har vi begge haft en kasse til at stå, som vi har smidt ting i, efterhånden som vi har fundet dem/er kommet i tanke om dem. Det er en ret god ide, tror jeg, for der kan faktisk være ret meget på sådan en dobbeltreol, og man kommer også i tanke om flere ting, man gerne vil prøve at sælge, mens man har standen. Det er derfor smart at have en god stak, når man starter.

Derudover tog jeg imod et råd fra én af jer om at tænke ind, hvornår folk har penge. Derudover kunne man godt forestille sig, at legetøj ville sælge ekstra godt omkring tidspunktet for børnepenge eller i løbet af november, hvor folk begynder at købe kalendergaver.

6. Fordele og ulemper

Hvis jeg kort skal liste fordelene, vil jeg fremhæve:

*Convenience. Det er virkelig nemt.

*Man skal ikke beskrive varens stand. Det er overraskende rart at slippe for. Folk kan se, præcis hvad du sælger, og så kan de købe det eller de kan lade være.

*Der går lidt sport i det, fordi man får notifikationer på sin app, og derfor kan følge med i, hvor meget man tjener. Det er noget andet end 25 kr. overført på MobilePay.

*Man kan (prøve at) sælge ting, som det ellers ikke ville være besværet værd at sætte til salg. Lysestagen til 5 kroner eller fadet, der ligner pis på billeder.

*Man er anonym.

*Du slipper for at have tingene stående derhjemme, og du slipper dem også mentalt, når du ikke kan se dem. Dermed tror jeg, det er nemmere for de fleste at sende det, der ikke bliver solgt, videre til genbrug efter endt lejeperiode.

Til gengæld:

*Kan du ikke holde øje med dine ting. Jeg har haft en duftlampe sat til salg, som var i ubrudt forsegling. Det er den ikke mere.

*Du skal vedligeholde standen i lejeperioden.

*Du aner ikke, hvad du sælger hvornår, og dermed kan du i princippet risikere, at du lejer en stand i 3 uger, sælger alt på to dage, og så skal betale for tid, du ikke bruger.

7. Konklusion

Jeg synes, det er lidt for dyrt, hvis man skal gøre det alene, men er man 2 eller 3, der går sammen, kan det godt betale sig. Her er det så nok bare vigtigt på forhånd at klappe af, hvordan man fordeler pladsen, både når man sætter op og i løbet af lejeperioden, så der ikke opstår sure miner undervejs.

Men alt i alt var det en god oplevelse, og jeg tror, vi kommer til at gøre det igen.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg været i gang med en redningsaktion på mine spanske maeguritter, som jeg klippede helt ned for en måneds tid siden.

Jeg fik dem plantet et par uger for tidligt tilbage i april, fordi jeg gjorde det inden min operation, og de blev aldrig helt så flotte, som dem, jeg havde sidste år. Men for en måned siden, syntes jeg, at det var blevet så jammerligt, at jeg gjorde kort proces.

Egentlig var formålet med at klippe dem ned bare, at jorden i plantekasserne så kunne tørre, så jeg kunne hælde det i havespanden uden at få skæld ud af skraldemændene, men så tog den ene dag den anden, og jeg kom fra det.

For 14 dage siden kunne jeg pludselig se, at mange af de visne stumper var begyndt at skyde igen, og nu har jeg prøvet at grave de pæneste af dem op og plante dem over i krukker.

Mens jeg gik og pottede om, kom jeg til at tænke over, at det bedste, der er kommet ud af mit haveprojekt, er, at jeg er blevet langt, langt bedre til at blive i det, der i alle mine kort hedder ‘beginners mind’.

Det har jeg ellers ikke for vane; jeg vil være god til ting første gang, jeg prøver dem – ellers kan det være lige meget.

Det er hverken særlig klogt eller sympatisk, men det er den plantegning, jeg fik udleveret, og det prøver jeg at leve med.

Men det har hjulpet forbløffende meget på min vedholdenhed, at jeg hele tiden minder mig selv om, at jeg øver mig. Det gør mig mere .. modig, i mangel af bedre ord, fordi det er lige meget, hvad resultatet af det, jeg prøver, bliver. Enten bliver det godt, hvilket er skønt, eller også lærer jeg noget mere om, hvordan noget ikke bliver godt – og begge dele har værdi.

2.

Har jeg været i gang med at undersøge, om man kan lave en form for svaleskab, når man ikke lige bor, så man kan bygge ét.

For jeg er stille og roligt ved at blive bedre til at henkogte, sylte og plukke årstidens frugt og grønt – men jeg mangler et sted at opbevare det, som egner sig bedre end mit køleskab. Jeg mangler plads, og eksempelvis æbler og tomater taber smagen, hvis de ligger på køl, men rådner for hurtigt, hvis de opbevares ved stuetemperatur.

Sidste år købte jeg en vejrstation med 3 målere, og satte én i skuret, én på loftet og én i stuen, og derfor ved jeg, at temperaturen er stort set den samme i huset/på loftet, og udenfor/i skuret.

Gulvvarmen er serieforbundet, og der er sensor i alle rum, så slukker jeg for varmen i ét rum, vil temperaturen stige i de andre i forsøget på at reetablere en jævn temperatur i hele huset.

Dermed er der ikke lige et oplagt sted at etablere noget, der holder omkring 10 grader og en fornuftig luftfugtighed.

At grave et hul i jorden virker meget lidt optimalt; ikke mindst ift. hygiejne.

Men jeg tænkte, at der måske var nogen opfindsomme typer derude, der havde fundet på en smart løsning, så jeg spurgte ud i diverse fora.

Det var der bare desværre ikke, så nu prøver jeg at sende den videre ud til jer i stedet.

Er der nogen, der har en god ide?

3.

Har jeg brugt 1000 mandetimer på at grave i, hvordan jeg er dækket på tandfronten.

Efter Henriettes fuldstændig fantastiske gennemgang af, hvad de forskellige begreber i en tandforsikring dækker over i sidste uges M2025-kommentarfelt (gør dig selv den tjeneste at læse den), fandt jeg min police frem.

Lige nu har jeg ‘tyggeskade’, hvilket er utrolig specifikt, så jeg har brugt 2 aftener på at google, hvordan jeg tilkøber bedre dækning.

Jeg er endt med at give op, for mit eget forsikringsselskab har ikke andre typer af dækning, og det eneste sted, jeg kunne finde noget, som ligner det, jeg gerne vil have, var hos Alka. Men for at få fingrene i det, skal jeg skifte forsikringsselskab, og alene ulykkesforsikringen koster det dobbelte af, hvad jeg betaler nu. 

Sygeforsikringen danmark har samme dækning på de 3 grupper, helt op til de VIRKELIG hidsige operationer og indgreb – og her skal man have været i gruppe 1 og 2 i en sammenhængende periode på 5 år for at kunne få tilskud. Jeg er i gruppe 5, så det kan heller ikke på nogen måde svare sig for mig, for merudgiften ved at stå i de grupper, overstiger langt den faktiske omkostning ved en rodbehandling eller en krone.

Jeg spurgte derfor min egen tandlæge i torsdags – og han havde opgivet at følge med, fordi de forskellige forsikringer er blevet så specifikke.

Hans råd var, at jeg måske bare skulle fortsætte med mine faste eftersyn, for i og med, at jeg pga. medicin har fået frekvensen sat op, vurderede han, at intet vil kunne nå at udvikle sig kritisk, inden vi fanger det. Det giver mening, synes jeg.

Efterfølgende har mit eget forsikringsselskab skrevet til mig, at de er i gang med at lave en tandforsikring, men endnu ikke ved, hvornår den er klar.

Derfor er enden på det hele blevet, at jeg forholder mig afventende – og børster tænderne ekstra godt så længe.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg fået svar fra Skat, som godt kan se, at det ‘lige i denne situation er uhensigtsmæssigt’, at man sender mail til en afdød.

Vi kan kontakte dem, hvis vi gerne vil have min bedstefars e-mailadresse slettet, men de ‘har ikke mulighed for at ændre den’. Og det kan hende, jeg har skrevet med, jo ikke gøre for, men det virker for mig helt forrykt, at det bliver opfattet som noget ekstraordinært; det må vel være et issue, hver eneste gang, den sidste ægtefælle i et par afgår ved døden?

Anyway. For os er det ikke længere et issue, så jeg kommer ikke til at bruge mere tid på det, men nu er den i hvert fald givet videre, hvis nogen derude er i den trælse situation, at de har brug for det.

2.

Har min bil været på værksted. 3 gange.

Den skulle egentlig bare til service, og min faste mekaniker er på ferie. Han er af den gamle skole, og jeg er ikke sikker på, at han bliver stående i smøregraven 10 år mere, så jeg har flere gange tænkt, at jeg måske så småt skulle til at se mig om efter et nyt sted at koble mig på.

Efter min operation havde jeg 3 uger, hvor jeg ikke selv måtte køre bil, og derfor, meget GLS-agtigt, blev fragtet rundt. Det gav mig chancen for at teste siddekomfort i mange forskellige bilmærker, og jeg sidder ubetinget bedst i Suzukis modeller – hvilket passer perfekt, da jeg arbejder målrettet på at manifestere deres nye elbil. Der er venteliste til den, og min økonomi er lagt i kunstig koma, men håbet om, at de to kurver ender med at krydse hinanden, er lysegrønt.

Da jeg ved, at det er planen, har jeg derfor valgt, at mit nye værksted er det, der er tilknyttet Suzukis forhandler her i byen, fordi jeg har en formodning om, at det bliver nemmere at lave en god aftale om bytte, når de selv har serviceret bilen.

I forbindelse med ugens værkstedsbesøg kørte jeg i lånebiler derudefra, og det (eneste), der var fedt ved de 3 hele dage i forskellige modeller var, at jeg dels fik lov at teste, hvordan de var at køre i, og at børnene også fik lov at sidde i dem. Og selvom de biler, jeg fik, var samme modelstørrelse, som min nuværende Renault, udbrød de begge, i samme sekund, de satte sig ind: “Ej, hvor fedt! Der er plads til benene!” Det er vigtigt, for Anton er tæt på 1.80 nu, Frida gør, hvad hun kan for at indhente ham, og der er ikke udsigt til, at vækstkurverne stopper lige foreløbigt.

Suzukis designer må også enten selv være høj eller ikke hade høje mennesker helt så intenst som deres franske kolleger, for vinkler og vinduer er tilpasset mennesker, der ikke kun lige akkurat kan kigge hen over rattet.

Værkstedsregningen lyder på 20.000 kr., og jeg har det som en falleret bokser, der bare bliver ved med at blive slået i gulvet. PræCIS hvor står vi på sexarbejde?

Sådan noget lort, mand.

Men altså. Hvis vi tvinger jahatten ned over ørerne, så har det fået mig til at tjekke, hvor meget restgæld, jeg har i bilen, og vi er faktisk ved at være så langt med afbetalingerne, at det ikke er urealistisk, at jeg kan få det for den, jeg skylder. Det er relevant, fordi jeg også har været i gang med at kigge på, om der er kommet nye muligheder for at lease.

Det fik jeg uforvarende taget hul på i kommentarfeltet til sidste uges indlæg, for allerhelst i hele verden vil jeg have den eldrevne Suzuki, når den bliver givet fri. Men jeg er trods alt også realistisk nok til at kunne se, at den får jeg ikke råd til på den korte bane.

Med en fransk bil, der er 5 år gammel, kan jeg imidlertid godt risikere, at værkstedsregningerne på et tidspunkt inden alt for længe, bliver for dyre ift. hvad bilen er værd.

Det, jeg har fundet ud af er, at lige præcis Suzuki nu faktisk tilbyder leasing med MANGE kilometer til en ydelse, der ligner den, jeg betaler på bilen i dag. Kilometerne har været dealbreakeren indtil nu, for med et gennemsnit på 3200 km. kørt i måneden, bliver langt de fleste leasingaftaler for dyre.

Det var good news, og har fået mine skuldre til at falde en smule, for det betyder, at jeg ikke er stavnsbundet til min bil, når den bliver for dyr i reparationer, men stadig heller ikke behøver at stifte ny gæld for at få noget at køre i.

3.

I forlængelse af ovenstående har jeg de sidste uger kigget på de regninger, der (atter) har fået det hele til at vælte, for mit nervesystem kan ikke tage mere, Hans Christian.

Faktuelt taler vi om et gigantisk skattesmæk, en efterregning fra 2022 på for meget udbetalt boligstøtte og så nu en krads værkstedsregning, som alle 3 er faldet indenfor 4 måneder, og lige oveni en operation, der har givet et betydeligt fald i indtægt.

Men der er jo ikke andet for end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, så skatten er delt op i 12 rater, hvoraf de 2 første er betalt, boligstøtten er delt op i 9, og her er 5 betalt, og værkstedsregningen har jeg fået delt i 3.

Når min vejrtrækning bliver lidt hurtig, minder jeg mig selv om, at det hele er overstået, når det bliver sommer igen, og gudskelov VÆLTER opgaverne ind lige nu.

Men noget skal ændres, for det her mønster har været det samme de sidste 6 år:

Jeg sparer op + (der sker noget uventet + jeg får en ekstraregning) = Tilbage til start.

Derfor har jeg denne gang brugt meget tid på at finde ud af, hvordan jeg kan forebygge, at det sker igen-igen-igen-igen.

Jeg har, som jeg vist også har skrevet tidligere, hevet revisoren end til et ekstra tjek i oktober.

Derudover holder jeg selv øje med min årsindtægt og sammenholder den ugentligt med min forskudsopgørelse.

Jeg har dobbelttjekket, at der ikke er flere offentlige ydelser, der kan komme efterregninger på, og da både fripladstilskud og boligstøtte er afmeldt i 2022, er den nuværende regning det sidste svirp med halen fra dén side.

Det bliver leasing, når jeg skal skifte bil næste gang, for uanset hvad kilometerne koster, så er det stadig med en leasingaftale en kendt, månedlig udgift, som for en hjerne som min er væsentligt nemmere at arbejde ind i budgettet, end en løs indbetaling til en buffer til et ukendt formål.

Da jeg bor til leje, er der ikke noget dér at bekymre sig om, for tag, dryppende vandhaner og køleskabe, der går i stykker, er omfattet af viceværter og lejekontrakter, så det eneste, jeg derudover kan komme i tanke om kan producere regninger af problematisk størrelse er Dumme Tænder.

Dem har vi heldigvis ikke tradition for at slæbe rundt på i vores familie, men jeg har på min weekend-to-do, at jeg skal have tjekket op på, hvad min tandskadeforsikring dækker, så jeg eventuelt kan tilpasse den og også dér være nok på forkant til, at det ikke bliver et problem.

Jeg tror, jeg har været omkring det meste. Eller hvad? Har jeg glemt noget indlysende?

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg booket en stand på Kirppu sammen med min mor – og takket være Helene og Signe i kommentarfeltet lært, at Kirppu ud over standleje også tager 19% i kommission.

Vi har standen de første to uger af september, fordi S i en anden kommentar gjorde opmærksom på, at det kan betale sig at tænke lønningsdag ind.

Nu laver jeg på klubhusets vegne et antropologisk feltstudie; så får I på bagkant en opsummering af, om indsats og arbejde stod mål med udbytte, hvilke varer, der solgte godt, hvad vi ikke kom af med osv.

Der vil givetvis være forskel fra by til by, men vi samler vores erfaringer i kommentarfeltet, så alle interesserede kan få glæde af dem, uanset hvor man bor.

2.

Gør jeg mig stille og roligt erfaringer med de småting, jeg anskaffer mig i forsøget på at nedbringe mit emballageforbrug, og på at tænke mere bæredygtighed ind i hverdags-husholdningen.

Mit genbrugelige bagepapir, som jeg fortalte om for nogle uger siden, virker som det skal – men har også sine ulemper.

Meget af det, man laver i ovnen, afgiver saft, fedt eller andet snask, og da mit bagepapir (som jo egentlig er silikone) er mikroperforeret, løber det ud på pladen.

Dertil kommer, at jeg måske ikke ville have lyst til at bage cookies på det samme ark, som jeg et par dage forinden lunede fiskefilletter på.

Men når jeg bager brød fungerer det upåklageligt, og kan klare mange runder uden at skulle vaskes af.

Min sodastream er (stadig) vidunderlig, og den har sat vores indtag af kulsyredrikke markant ned (kæmpe undskyld til tandlægerne iblandt jer). At man skal lave sin sodavand først, i stedet for bare at hive den ud af køleskabet, synliggør hvor meget, man egentlig drikker, hvilket virker ret præventivt.

Til gengæld synes jeg, at det er bøvlet at slæbe flaskerne med, når jeg kører langt. I forvejen har jeg vandflasker og plastikbokse med mad og frugt/grønt med, og det bliver nærmest en halv opvask, man dagligt slæber med, ind og ud af bilen. Det fungerer ikke for mig.

Derudover savner jeg en mindre flaske, så man kan lave mindre end 0,5 liter ad gangen – for du er nødt til at fylde den, for at kunne tilsætte kulsyren.

Når alt det er sagt: Jeg sparer med 100% garanti både penge, emballage og plads med de her løsninger, selvom jeg ikke kun kan nøjes med dem, men så længe verden stadig drejer nogenlunde stabilt om sin akse, er der jo heller intet til hinder for at køre både/og.

3.

Har jeg opdateret min strøm-app, og lagt den tilbage på forsiden af min telefon, så jeg stille og roligt igen kan begynde at vænne mig til at tjekke priser og lægge tøjvask, opladning osv. til rette efter de billige perioder.

Der sker meget på strøm-området i disse dage. Fra oktober, hvor vi er tilbage på vintertarif, sker der nemlig også det nye, at priserne ændrer sig hvert kvarter, i stedet for en gang i timen, som de gør i dag.

Argumentet skulle være, at man som forbruger får fordelen af fald i prisen allerede når den indtræder, i stedet for at vente til næste, hele time – men om den fordel ædes op af, at man skal holde styr på 96 søjler i stedet for 24, og det dermed bliver så uoverskueligt, at man giver op, ved jeg ikke.

Det er, så vidt jeg forstår, frivilligt, om elselskaberne vil tilbyde modellen, og jeg tænker også, at de kan få deres sag for ift. at sætte deres apps og prisoversigter op, så forbrugerne kan følge med.

Det andet, der sker på området er, at Regeringen har varslet, at strømmen bliver billigere de næste to år for at skubbe til den grønne omstilling.

Det er svært at være sur over.

Jeg prøver lige alligevel.

For som almindelig forbruger vil det største enkeltbidrag her jo nok være at skifte dieselbilen ud med en elbil, og når prisen på strøm falder over så lang en periode, vil det for mange være incitament til at fremskynde beslutningen.

Og selvfølgelig skal vi væk fra fossile brændstoffer – i går.

Men.

Prisen på strøm og prisen på benzin/diesel indeholder begge skatter og afgifter, men sidstnævnte er der flere aktører, der har indflydelse på, og markedskræfterne får dermed stadig lov at arbejde.

Prisen på strøm er markant sværere for den enkelte at påvirke. Den rene elpris bestemmes suverænt af udbud og efterspørgsel, men den udgør samtidig den absolut mindste del af den pris, vi som forbrugere betaler for strømmen.

Lad mig illustrere:

I aften kl. 17-18 koster en kWh 2,08 kr. Prisen er sammensat af:

Den rene elpris: 0,59 kr. (28,5%)

Netomkostninger: 0,59 kr. (28,5%)

Elafgift: 0,90 kr. (43%)

I går (lørdag d. 23.08) kl. 06.00-07.00 kostede en kWh 2,04 kr.:

Den rene elpris: 0,81 kr. (40%)

Netomkostninger: 0,33 kr. (16%)

Elafgift: 0,90 kr. (44%)

(Kilde: Watts)

Vi er i vores hverdag 100% afhængige af strøm, uanset om vi har elbil eller ej. Vi kan slukke lyset, og tørre tøjet ude i stedet for i tumbleren for at reducere vores forbrug, men køleskabet skal stadig virke, tøjet skal vaskes, og telefonen skal lades op.

Derfor kan jeg godt, som helt almindelig forbruger, være lidt bekymret for at lægge alle mine æg i én kurv, for jeg synes, det er svært at gennemskue, hvad det kan få af konsekvenser. Hvis hele min husholdning OG min transport er bundet op på det samme produkt, som jeg ikke har nogen mulighed for at påvirke prisen på, bliver jeg ramt hele vejen rundt, hvis regeringen efter de 2 år sætter priserne op igen.

Det føles mærkeligt at skrive noget, der jo ret beset lyder som et argument imod grøn omstilling, og det er ikke det, jeg ønsker.

Men jeg savner en ordentlig udmelding om en gennemtænkt, helhedsorienteret og ikke mindst gennemskuelig plan for den grønne omstilling, som ikke står og falder med, hvem der sidder i regering, eller bare består af opportunistisk brandslukning.

Det kan jeg jo ønske mig til jul.

Men inden da ryger vintertarifferne stadig på, og derfor kan jeg jo starte med at refokusere på mit elforbrug, så jeg i det mindste kan spare lidt på det forbrug, jeg allerede har.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Har jeg sat de overskydende møbler fra børnenes værelser til salg. Da jeg også, nu jeg var i gang, fik rykket lidt rundt i køkkenet og sorteret mine ting i soveværelset, er jeg endt med et par kasser med ting, der også bør kunne sælges.

Men jeg er ved at være træt af Marketplace, kan jeg mærke. Måske handler det om, at det i dag er blevet så udbredt, at det er blevet sværere at sælge ting derinde, fordi dine opslag lynhurtigt ryger så langt ned i feedet, at du reelt er usynlig, eller også har jeg bare vænnet mig til at skibe ting, jeg er færdig med, ud af mit hjem med det samme.

Men dels vil jeg faktisk lige nu gerne have de penge, tingene kan indbringe. Beggars can’t be choosers, og så må jeg leve med at der står en rumdeler i stuen; i hvert fald indtil den har været sat til salg så længe, at det ikke giver mening at blive ved med at forsøge.

Og dels er det her ting og møbler, som er i så god stand, at jeg, (helt objektivt, selvfølgelig), vurderer, at det vil være et godt køb for eksempelvis de nye studerende, der lige om lidt skal til at møblere kollegieværelser. Derfor vil jeg gerne give det et forsøg.

Og her er det så, at det bliver en fordel, at telefonen efterhånden kan læse tanker, for jeg havde ikke andet end lige konstateret, at det var lidt uoverskueligt at skulle til at fotografere alle de ting, da jeg fik en reklame for Kirppu i mit feed.

Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad det var, så i fald andre er i samme situation: Det er et fysisk loppemarked, hvor du lejer en stand, prismærker dine ting, og så er der et par ansatte i butikken, der sælger tingene for dig. Selve butikken minder lidt om en kaotisk genbrugsbutik, for hvor man normalt har porcelæn ét sted, tøj et andet og tasker et tredje, så er det intet system i, hvad folk har stående på deres stand. Så altså: Et loppemarked, flyttet ind i et stort lokale, kan man sige.

Jeg har spurgt mig lidt for, og det lader til, at folk her i byen har gode erfaringer med det. Prisen er 200 kr. for en uge, og efter et par uger bliver det lidt billigere. Jeg har ikke nogen referenceramme her, så jeg ved ikke, hvordan det prismæssigt ligger ift. f.eks. en stand på et ægte loppemarked.

Det får et skud, hvor jeg benytter lejligheden til også at tage de stole og lamper med, der står på loftet. For ud over, at jeg ikke skal tage billeder af alle tingene og svare på tusind spørgsmål, så har den her model også den store fordel, at tingene kommer ud af mit hus. Det giver plads omkring mig og ro i mit hoved – og så betyder det, at det er nemmere at aflevere det, der ikke bliver solgt, til genbrug. For min erfaring er, at i det sekund, tingene er ude af øje, så er de virkelig også ude af sind.

Men økonomisk kan jeg ikke over for mig selv forsvare ikke i det mindste at prøve at sælge dem, så det gør jeg.

De nye møbler, børnene har fået, er valgt ud fra, at de er multianvendelige, skal kunne bruges i alle rum, og at de ikke skal fylde en masse. Eksempelvis består Antons nye skab af to sektioner: Ét smalt skab, som står op ad sin dobbeltfløjede bror, men de kan uden problemer skilles ad. Fridas nye reol er væghængt, og i stedet for hylder i bøjlesektionen af hendes skab, har jeg købt et rullebord, som står i bunden og hængt stofposer op i kroge på stangen.

Det ser sådan her ud:

2.

Har jeg varslet morgenmadsoprydning de kommende uger.

Jeg har undervurderet vigtigheden af at have børnene med ombord ift. vores økonomi, for det er en stor hjælp.

Jeg er meget opmærksom på, ikke at overdele med dem, for det er ikke meningen, at de skal føle ansvar eller være bange for, om vi har råd til mad og tag over hovedet. Omvendt må de gerne udvikle en grundlæggende forståelse af, at økonomi og muligheder hænger sammen.

Det er overraskende rart at kunne være (nogenlunde) ærlig og sige, at det er smart at spise de (mange) rester af cornflakes, müsli osv., vi efterhånden har stående, op, fordi vi så kan køre ud og spise en is (som holder en kilopris på omkring det dobbelte af heroin) på stranden.

Det har også afledt nogle gode samtaler, når særligt Frida forelsker sig i noget nyt, eller én af veninderne får et større værelse, som Frida ville elske at have. For nu har vi en kontekst at tale ind i, og dermed kan vi snakke om, at jeg sagtens kan arbejde mere, end jeg gør. Og det vil jeg gerne, for jeg elsker mit job. Men det vil betyde, at de skal være mere i klub og mere alene hjemme, end de er nu, og at der også vil være aftener og weekender, hvor jeg skal afsted.

Jeg er HYPER opmærksom på at tale neutralt om det, så det hverken kommer til at lyde som om, jeg hænger på mit moderkors for deres skyld, eller som om, jeg ikke gider være sammen med dem. Men det ER et valg, og jeg synes egentlig, at de er så store nu, at de godt må have noget at skulle have sagt, ift. hvad vi vælger.

3.

Har jeg været inde og tjekke priser hos YouSee.

Jeg skiftede til Telmore for et års tid siden, og jeg synes egentlig, at de to selskaber er nogenlunde lige gode, dog med en marginalt bedre dækning på netsiden hos YouSee.

Men priserne på vores teleabonnementer er høje, sammenlignet med YouSee, og det er de, fordi der er streaming med i prisen. Derfor kræver det lige en uforstyrret halv time og en lommeregner at sammenligne, hvad det samme produkt (vil) koste(r) forskellige steder.

Konklusionen på mit lille pristjek var, at det stadig på bundlinjen er billigst at være hos Telmore, men jeg ville ønske, at YouSee tilbød en løsning, der udelukkende indeholdt streaming, i stedet for en old school TV-pakke med et tombolaagtigt pointsystem, der snedigt nok er sat sådan op, at du ikke i den billigste løsning kan få mere end én af de store streamingtjenester.