M2024, uge 18
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg modtaget den kvartalvise sending af collagen-pulver. Da jeg satte dem på plads, kunne jeg se, at jeg efterhånden har glemt at tage det så mange gange, at jeg nu har en hel pakke i overskud.
Det mærke, jeg bruger, kommer i 3 pakker á 30 breve, og kører på abonnement, så der bare kommer en ny sending, når man er næsten igennem. Tilskuddet skal tages dagligt, og det husker jeg det meste af tiden, men ind imellem smutter det; særligt når vi har fri.
Men nu kan jeg faktisk godt skubbe næste sending en måned, og selvom det ikke står og bliver for gammelt i skabet, er der jo heller ikke grund til at have ekstra pakker stående, bare fordi. Så nu har jeg lagt en reminder i min kalender, så jeg husker at skubbe bestillingen inden for tidsfristen om et par måneder.
2.
Havde Frida sine HELT nye Sketchers på til konfirmation søndag, og da hun beklemt kaldte på mig ude ude fra gangen på restauranten, vidste jeg godt, at det nok ikke var glædestrålende nyheder, jeg skulle overbringes.
Og altså. På plussiden havde hende og veninden haft det sjovt. På den knap så plussede side havde de haft det i en form for sumpområde, så de nye, pastelfarvede sko var blevet MØGbeskidte.
Hun var helt knust, for hun har haft skoene sat frem i over en måned, så jeg var relativt desperat, da jeg googlede ‘sneakers beskidte’ – men efter 5 hurtige minutter kunne jeg godt se, at den magiske ingrediens, der gik igen i alle links, var bagepulver.
Jeg lavede derfor en pasta af Vanish og bagepulver (1:1), som jeg, efter at have skyllet skoene i rent vand, smurte på med den bløde side af en skuresvamp. Jeg skyllede efter med det samme og altså:
De ser jo nye ud igen!? Mit hoved eksploderede lidt, og jeg har nu selv 3 par sko på listen som står for tur den kommende uge. Vi ELSKER multiversatile produkter.
(Prøver man det her hjemme, vil jeg bare lige nævne, at det måske kan give mening at stoppe skoen ud med 4-5 par strømper i en plastikpose, inden man starter, så man får så lidt vand, som det nu er muligt ned i sålen. Limen og den eventuelle stødabsorbering har ikke *super* godt af det).
3.
Har jeg haft stille-uge.
Og det her er én af dem, som jeg er i tvivl om, om det giver mening for jer, at jeg sætter på. Men den giver mening for mig. For ovenpå de sidste par uger, har jeg været kørt helt i bund. Der har været absurd meget at forholde sig til, og jeg har været ramt på min ømme punkt, nemlig mine aftener. Det er dem, jeg bruger til at catche up, når jeg er presset på tid, og det er også der, jeg restituerer, når der er meget at se til i dagtimerne. Men når jeg er afsted 3-4 aftener på en uge, kommer jeg bagud, både på praktik og på mentalt overskud.
Jeg er forFÆRdelig tilbøjelig til at fylde alt muligt i min tid, når den pludselig er til rådighed, men jeg har den seneste uge forsøgt at holde fast i, at der er pauserne, der gør tempoet muligt. Det har ikke være lige nemt alle dage, men jeg har vredet armen om på mig selv, og nu, hvor det er weekend, kan jeg mærke forskel. Ægte. Jeg snubler ikke ind over målstregen, stakåndet og underskudsramt, og det er vildt nok at prøve. Jeg har hele ugen haft en oplevelse af, at alting har taget længere tid, end jeg egentlig havde estimeret det til, og derfor har jeg kæmpet mod følelsen af ikke at være effektiv nok, men jeg har mange gange tænkt på min gamle blender, som godt nok kunne køre længe, men som efter 5 minutter begyndte at lugte brændt. Det ville være en fin vane at tillægge sig i sine 40’ere, at kunne stoppe maskinen, inden jeg når dértil.
Status, Månedens Mål, maj (1/4)
Jeg var lige ved at tro, at jeg måtte baile på projektet, men fredag nåede jeg at tømme både køleskab og fryser, og afrime og rengøre begge dele. Jeg har i samme ombæring smidt det ud, jeg godt kan se, at vi ikke får spist, herunder også de is, jeg har købt til børnene, som åbentbart er kedelige – og så har jeg lavet en madplan til den kommende uge, der får bugt med de varer, som jeg faktisk gerne vil have brugt.
Jeg håber, at I også har fået den vinget af listen, så der allerede nu er plads til det, man gerne vil have på grillen, så man kan købe det, når det er på bud, og at der ligeledes også er en skuffe fri til den aftensmad, som pludselig er i overskud, når solen skinner, og man ryger i en spontan picnic med dertilhørende takeaway.
——-
Den kommende uge er det opvaskemaskinen, der står for skud, og for at gøre det så nemt, som overhovedet muligt, kommer her en meget lavpraktisk how-to:
*Kør et program på den højeste temperatur, du kan vælge. Det opløser eventuelle sæberester og slår de fleste bakterier ihjel.
*Rens filteret i opvaskemaskinen. Brug en tandbørste og sæbevand.
*Kør en gang kalkfjerning med citronsyre eller eddike. (Køber du citronsyre, står det på pakken, hvor meget, du skal komme i sæbeskålen).
*Rengør låge og gummiliste med sæbevand. Brug evt. lidt Rodalon eller klorin til listen, hvis den er slem.
*Rengør sprøjtearmen; du kan bruge en tandstikker eller påmontere en plastikpose med en smule vand og eddike/afkalker i, hvis nogle af hullerne er tilstoppede af kalk.
*Afslut med at påfylde afspændingsmiddel og salt.
The rooms are all on fire
For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.
Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.
Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.
For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.
Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler.
Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.
For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.
Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.
Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.
Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.
Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.
For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.
Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.
For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.
Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.
Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.
Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér.
Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.
Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.
Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.
Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?
For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.
Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.
For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.
Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.
Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.
Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres.
Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.
Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.
Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.
Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.
Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.
Det virker heller ikke optimalt.
Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.
Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.
M2024, uge 17
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
Den forgangne uge:
… har været vanvittig. Og det ved jeg godt, at jeg meget jævnligt skriver, men for lige at synliggøre, hvad jeg mener, så har jeg på syv dage været i Århus, Ålborg, Egtved, Hvide Sande, Sønderborg, Kolding og Oksbøl. Der har været arbejde, 2 x konfirmation, en retssag og et foredrag, der har været svømning, klub og soveaftaler, og kun 2 ud af 7 nætter har vi sovet under samme tag, alle 3.
Derfor er ugens sædvanlige 3 punkter samlet i ét enkelt punkt, for det har været alt rigeligt at komme bare nogenlunde helskindet igennem.
Når det hele bliver så hidsigt, compartmentalizer jeg så hårdt, at Box It må ringe any day now for at høre, hvordan jeg bærer mig ad, for hvis jeg forsøger at overskue mere end én dag ad gangen, brænder mit nervesystem sammen.
Det kan jeg godt – det meste af tiden, i hvert fald. Men der er opgaver og praktiske gøremål, som bliver et problem at opdage PÅ dagen, hvor de skal være fuldført, så derfor er mit første underpunkt den ekstra kolonne, jeg laver på min ugeliste. Herpå skriver jeg de ting, som skal gøres i god tid, og jeg klamrer mig til den, som en skibbruden til en redningskrans.
Det kan f.eks. være tøj og gave til konfirmationsfesterne, lektier, særlige remedier til skoleprojekter osv.
På madfronten går jeg helt lavpraktisk og tænker madspild ind på den måde, at alting skal kunne stå selv. F.eks. køber jeg små proteinyoghurt til min morgenmad, fordi jeg ikke kan nå at spise en halv eller en hel liter, når jeg ikke er hjemme til morgenmad halvdelen af dagene. Jeg erkender på forhånd, at jeg ikke kan fastholde overblikket på madpakker, fordi børnene har haft flere dage, hvor de har sovet hos mormor og morfar, og det derfor er dem, der har stået for at smøre dem, og her bliver det ganske enkelt for uoverskueligt at huske brød og pålæg og 3 slags skåret frugt. Derfor købte jeg i lørdags en stak pizzasnegle og focacciaboller og frøs dem ned enkeltvis, jeg købte frugt, der ikke skal skæres, men bare skylles, små poser popcorn, små yoghurt osv. og madpakkerne har derfor hele ugen bare skulle “samles”.
Til mig selv har den stået på knækbrød med ost, som lynhurtigt kan vippes sammen og medbringes i bilen (i et kaffefilter, så man ikke krummer ned ad sit sorte tolketøj #influencer #lifehack), proteinbarer, æbler og andre ting, der udmærker sig ved at kunne medbringes – og tages med hjem igen, hvis man ender med at spise frokost ude, eller der er mad, der hvor man kommer. Aftensmaden har, de dage, jeg har været hjemme, bestået af Fryser, Greatest Hits, Vol. II.
På den mentale front har jeg hver dag lukket og slukket med en idé, jeg har tyvstjålet fra podcasten A Slob Comes Clean: ‘The 5 minute pick up’. Og altså. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker det konkret og står med et stop-ur, vel? Men efter at have ordnet og fikset og husket og sørget for, og efterfølgende at være besvimet i sofaen, er man (= jeg) tilbøjelig til bare at skride i seng, når man er mør. Men det skyder bare den efterfølgende dag skævt i gang for mig, hvis jeg står op til et hus, der roder. Og hvor jeg kan have svært ved at overskue tanken om at Rydde Op, så kan jeg godt rumme at allokere 5 minutter til lige at tage det værste – og det ender 9 ud af 10 gange med at være nok til at genoprette ro og orden. Det er vitterligt kun 5 x 60 sekunder – men det er hele forskellen på at stå op og med det samme føle sig bagud, og på at kunne fokusere på den kommende dags indhold.
Sidst men ikke mindst har jeg kørt med to huskelister. Én i min telefon og én i min notesbog. På dem har jeg skrevet ALT, hvad der er kommet i indbakken, i det seKUND, jeg har set det. Aula, e-boks, arbejdsmail, tekstbeskeder, Messenger, påmindelser om aflevering af biblioteksbøger osv. osv. Når jeg samler det på de to lister (hvoraf jeg altid har den ene ved hånden), slipper jeg for at glemme noget, og samtidig er jeg fri for at skulle bruge en time på at sidde og rode rundt på alle platforme hver aften for at finde det, der er kommet i løbet af dagen, som jeg helt sikkert allerede har glemt.
Status, Månedens Mål, april (4/4)
Efter inspiration fra sidste uges kommentarfelt, ringede jeg i onsdags til YouSee igen, og råbte “MENNESKE!!!!” så snart robot-Josefine lod mig komme til orde. Og det virkede sgu! (Selvom hun lød en lille smule såret, da hun sagde: “Ok. Jeg forstår. Du vil gerne tale med en af mine menneskelige kolleger.”) Jeg fik, til alt held, Matthias i røret, som jeg havde en fin, fin samtale med. Da jeg forklarede, at jeg egentlig bare gerne ville se mit dataforbrug i ét helt tal for en måned, blev han nærmest vantro over, at det ikke kunne lade sig gøre. “Hæng lige på; jeg ser lige, om jeg kan få lov med mit eget” sagde han – for så, 30 sekunder efter, at udbryde: “Ej! 87 sider!? Det giver sgu da ingen mening?”
Vi talte i 5 minutter, og da jeg lagde på, havde jeg fået dobbelttjekket, at mine telefonabonnementer stadig passede til vores behov, OG jeg havde fået internet, der er 30 kroner billigere pr. måned, men stadig 3 gange så hurtigt, som det, vi har nu.
Time well spend.
Mine forsikringer er jeg stadig i gang med, for da jeg kastede mig over vores policer, kunne jeg se, at det ville give mere mening at gennemgå dem sammen med en medarbejder. Jeg ved ikke, hvad de har af nye produkter, så selvom jeg kan læse, hvad jeg har, så ved jeg ikke, hvad der ellers er af muligheder, og det vil jeg gerne bruge en halv time på høre om.
Jeg er blevet lovet et opkald i midten af næste uge, så jeg giver en update i næste uges indlæg.
——-
Således godt igennem april, er vi klar til at tage hul på maj måneds mål, som er de hårde hvidevarer. For mig bliver det køleskabet den første uge, fordi det er det nemmeste af dem, jeg gerne vil igennem, og det egentlig bare kræver en klud og en gang sæbevand.
De næste 3 uger er vaskemaskinen, tørretumbleren og opvaskemaskinen på programmet, og jeg skal nok til hver maskine poste en lille how-to, så det er lige til at gå til.
I øvrigt:
*Ser jeg simpelthen så tit mennesker, der ryger i bilen. Helt, helt afslappet. Hvordan kan det stadig være en ting??
*Havde jeg sidste weekend børnene med i biografen for at se De Raske & De Rå. Vi har set mange, MANGE biofilm gennem årene. Der kan være lidt udsving på kvaliteten, og jeg har også et par danske voice-overs, jeg har brug for at undgå, hvis ikke jeg skal hamre gafler i ørerne, men i det store og hele synes jeg faktisk, at kvaliteten er fornuftig. Den her? Den er, uden sidestykke, den dårligste film, jeg nogensinde har set, på tværs af både genrer og sprog. Elendigt tegnet, jammerligt animeret, plothuller på størrelse med planeter, referencer, der INGEN mening giver for kernepublikummet (f.eks. en helt, helt random sekvens, lavet som A-ha’s musikvideo til Take On Me), osv. osv. Det var, som om, nogle marketing-aliens havde sat sig ned og kørt en hurtig brainstorm på ‘hvad vil menneskevæsnerne have’ og så bare kylet det i en blender.
*Var jeg i søndags til foredrag i Aarhus med en profiler ved navn Florence McLean. Jeg havde måske ikke lige helt fået læst op på detaljerne, men havde ikke engang tænkt på at tjekke hendes nationalitet, som jeg bare antog var amerikansk. Jeg var nær faldet af stolen, da hun åbnede munden og begyndte at tale på det mest århusianske århusiansk, jeg nogensinde har hørt. Ever.
*Havde jeg søndag formiddag tjekket vejrudsigten for mandag, og vurderet, at det ikke var nødvendigt at medbringe min kedeldragt (som jeg utroligt gerne vil kalde ‘flyverdragt’?) på min opgave mandag. Big mistake. Big. Huge. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har frosset så meget, men jeg fik løbende flashbacks til den praktikant, jeg engang havde med ude at tolke et stilladskursus, hvor vi stod på tundraen i 9 stive timer i minus 10 grader og en chillfactor på 1000, som til sidst frøs så meget, at hun begyndte at græde. Det var næsten der, jeg var.
*Har jeg fået afslag på min klage fra Ankestyrelsen. Ud af begrundelsen kan jeg se, at Esbjerg Kommune enten ikke har noteret, hvad jeg gentagne gange har forklaret, eller også har de været selektive ift., hvad de har sendt med sagen. En del af mig har lyst til at gå fuld korstog, søge aktindsigt og brænde lortet ned til grunden. Men jeg har vejet for og imod, OG sovet på det, fordi jeg er en stor pige nu. Og jeg er done. Jeg kan *næsten* ikke holde ud, at de får lov at slippe af sted med det, men det har taget 1 år og 8 måneder at få afslag på én (1) (uno) (one) time om ugen. Frida er 9 om lidt, Anton bliver 14 næste gang, og de kan faktisk godt være alene hjemme en time eller to i dagtimerne nu. At søge aktindsigt og lave en ny klage vil, helt realistisk, ende med at tage så lang tid, at vi er langt forbi det punkt, hvor det giver mening at få timerne tildelt. Så jeg slipper den – også fordi jeg faktisk har kunne mærke, hvor rart det er ikke hele tiden at bære rundt på en klump af grundraseri, der ætser dig op indefra og tærer på dit overskud. Som et slags PS kunne de i øvrigt oplyse, at de ikke kan tage stilling til langsom sagsgang; her blev jeg opfordret til at ‘klage til min borgmester’.
*Kørte jeg i går min bil igennem en bilvask, and I am once again asking you, hvorfor de alle sammen er så dårlige? Er det min bil, der er særlig problematisk bygget? #CarShaming
*Har jeg brugt et par timer her til formiddag på at ringe rundt for at indhente betalingstilsagn og ean-numre og på at rykke for betalinger, der for længst er forfaldne. Arrogancen hos mange medarbejdere i kommunerne holder aldrig op med at overraske mig. “Nå, men de er nok bare lidt forsinkede” var svaret fra ét jobcenter, da jeg rykkede for de 10.000, de har skyldt mig i et par uger. Et andet sted blev jeg mødt af en af de sekretærer, der kunne have haft glimrende karrierer som parkeringsvagter, hvor jeg hver gang spekulerer på, om de ved, at pengene til tolkeudgifter ikke bliver trukket direkte af deres løn. Det vilde er, at det aldrig er dem, jeg spørger om hverken lov eller holdning. Jeg beder altid høfligt om at tale med en regnskabsmedarbejder eller en sagsbehandler, men når de beder mig forklare, hvad det drejer sig om, forvandler forbløffende mange af dem sig til ubehagelige gatekeepere, og det kommer jeg aldrig til at forstå.
*Vil jeg bare gerne give the shoutests of outs til de f*cking helte, der trykker på ‘Rapporter fartkontrol’ på deres apple CarPlay. Ikke fordi jeg generelt kører for stærkt, for jeg skal bruge mit kørekort. Men i går var jeg i Aalborg, og turen fra motorvej og ind i byen er en ekstremsport i lynlæsning, for der er strøet byskilte, motorvejsskilte og hastighedstavler ud med rund hånd, og jeg var blevet blitzet med 80 et sted, hvor hastigheden LIGE var nedsat til 60, hvis ikke en venlig sjæl havde adviseret mig. Not all heroes wear capes.
*Har jeg lovet at smide et par billeder op af kjoleløsningen i mit soveværelse, og de kommer her:
M2024, uge 16
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft et par aflysninger på tolkefronten, og derfor har der været tid til at komme omkring noget af det, jeg har skubbet.
Kassen med ting fra Antons værelse, der har stået i bryggerset, har været en torn i øjet på mig længe. Cirka halvdelen af det, vi sorterede fra, er sat til salg, og noget af det er solgt. Men der er stadig en stak ting, som er lidt in-between: De er sat til salg, og bør kunne sælges, men er ikke gået endnu, og samtidig er der en pose med ting, jeg mangler at fotografere og lægge op.
Men det fylder og jeg mangler pladsen, de optager, og derfor gik jeg dem igennem igen. Nu har jeg samlet alt udklædningstøj (og dertilhørende plastikvåben) i en pose, og lagt den ind bagved i hans skab. MEN. Jeg har samtidig sat en reminder i min kalender d. 10. oktober, så jeg dels får det sat til salg op til halloween, og jeg har OGSÅ haft selvindsigt nok til at skrive i remindere, hvor jeg har lagt posen…
Spillene i kassen fylder også godt, og en hurtig tur på DBA og Marketplace indikerede, at det er noget af det, der er rigtig svært at sælge, for der lå MANGE spil derinde – og også mange af samme slags. Derfor besluttede jeg, at de skulle videre ud i verden, så jeg fik fat i en ansat på Børnepsyk. for at spørge, om de manglede – men fordi de ikke længere har sengepladser her i byen, men kun tilbyder ambulant behandling, (hvilket man sagtens kan få lyst til at skrige ind i en pude over) gav det faktisk ikke så meget mening for dem at tage imod. TUSIND point til hende for at sige det, som det var.
Jeg har i stedet foræret det til indskolingen på specialafsnittet på Antons skole, og det er rart, at det ikke længere står på bordet og glor.
2.
Været i gang med at tænke nye løsninger i mit soveværelse. Jeg har efterhånden temmeligt mange kjoler, og det er noget bøvl, at jeg ikke har et bøjleskab at hænge dem i.
Vi bor småt, men jeg elsker mit soveværelse. Det er så f*cking verdensklasse at have vindue ud til garagen, fordi lyden af regn på et tag er tæt på at være det bedste, jeg ved, og ungerne har langt mere brug for de ‘store’ værelser, end jeg har. Derfor kan der ikke rykkes rundt, og der er ikke plads til et skab eller et tøjstativ derinde.
Efter at have tænkt min hjerne i skiver, endte jeg på en løsning, som er 3 væghængte stænger, med bøjler på de to nederste og S-kroge på den øverste til de kjoler, jeg hopper i og ud af, fordi én tolkeopgave kræver én dresscode, mens en anden kræver en anden.
Men de helt spidse kroge laver mærker i tøjet, så derfor har jeg købt de bolde af uld, man bruger, når man tørrer tøj i tumbleren og banket dem på S-krogene. Nu har kjolerne en stor, blød bold af uld at hænge på, og finder jeg ud af, at den her løsning af en eller anden grund ikke er gangbar, kan stængerne bruges til alt muligt andet (IKEA, I love you!) og boldene kan bruges til deres oprindelige formål.
3.
Haft et madplansdogme som har heddet ‘Fryser’.
Jeg har før haft som fokuspunkt, at jeg skulle bruge én eller to ting fra det kolde dyb i løbet af ugen, men den her gang var min selvpålagte regel, at aftensmaden hele ugen skulle være noget, jeg hev op – og det har jeg holdt.
Samtidig havde vi i fredags påskefrokost i Fridas klasse, hvor jeg havde skrevet mig på ‘kage’, og jeg endte med at medbringe 2 poser fastelavnsboller, en stor kage og en pose æbleskiver; alt sammen også fra fryseren – og det forsvandt som dug for solen.
Det har frigivet rigtig meget plads, hvilket dels er rart, og dels gør det nemmere at holde øje med, hvad man har derude, og jeg har nu allokeret en hylde til mad, vi skal have spist den kommende uge. For lad os bare være ærlige: Den her uge har jeg taget alt det, vi godt gad spise. Men der er også en solid håndfuld plastbøtter med de retter, som måske ikke står øverst på ønskelisten – men som bestemt stadig kan spises.
Det er en klassiker at styre udenom det, man enten er træt af, eller som måske ikke blev *helt* som man havde forventet, da man lavede det – men det strider imod alt, hvad vi jo her prøver at fremelske, bare at smide det ud.
Når det er sagt, er livet også for kort til at slæbe sig igennem 14 trøstesløse retter, så aftalen med mig selv er blevet, at vi kører på den kommende uge, og næste weekend tager jeg så en ærlig gennemgang af det, der er tilbage, og smider det ud, vi ikke har fået spist.
Status, Månedens Mål, april (3/4)
Det her tegner til at blive den korteste statusopdate på et ugemål so far.
For allerede tirsdag kastede jeg mig over opgaven. Loggede ind på Mit YouSee og begyndte at lede efter oversigten over mit dataforbrug, som jeg SVÆRGER, at jeg har set derinde tidligere.
Torsdag gav jeg op. Det eneste, jeg kunne grave frem, var en detaljeret oversigt over mit forbrug, der var SÅ detaljeret, at den var ubrugelig. Jeg satte den op til at vise dataforbrug for marts – og KUN dataforbrug. Den kvitterede med 90 (og det var altså: 90) sider.
Go. Fuck. Yourself.
Og YouSee har på mange måder fungeret godt, de år, jeg har haft dem. Men de MÅ være den virksomhed, på tværs af samtlige brancher i verden, der har den RINGSTE robotservice, både på chat og telefon. Jeg vedkender gerne, at jeg måske har fået lige rigeligt temperament udleveret, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at tyre min telefon ud ad vinduet i raseri. Uanset hvor T-Y-D-E-L-I-G-T jeg forsøgte at tale, forstod talegenkendelsen ikke ét ord af, hvad jeg sagde. Chatfunktionen var ikke meget bedre, og da jeg endelig nåede frem til et rigtigt menneske, gik det så langsomt, at jeg var ved at rive min hud af i strimler i afmagt. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at det kan være mere rentabelt at bemande chatten med personer, der MÅ køre ét-fingersystem i et tempo som snegle på valium, end bare at køre old school-opkald.
Men da vi efter 20 (TYVE!!!) minutter var nået frem til, at 1) hun kunne hjælpe mig med at finde de samme tal, som jeg selv havde fundet, at 2) man kan se forbruget i telefonen, nå, ok, du vil gerne se for FLERE måneder, nej, det ved jeg ikke, hvordan man gør, smed jeg håndklædet i ringen. Jeg er nødt til at ringe til dem en dag, hvor jeg har 16 timer i overskud til at nå forbi deres forpulede gatekeeper-robot, så jeg kan tale med et rigtigt menneske, og så få vedkommende til at gennemgå mine abonnementer med mig i røret.
Der kommer en update, når jeg har en, enten fra mig eller fra et af mine oldebørn.
———-
Det sidste fokuspunkt i denne måned er forsikringer, med hovedfokus lagt på autohjælp og rejseforsikringer, fordi sommerferien venter om hjørnet.
Helt lavpraktisk kommer jeg selv til at læse de policer, jeg har på de enkelte forsikringstyper, måske kombineret med en enkelt googling på, hvad man typisk glemmer at forsikre.
Hvad snakker du om?
Jeg tænker meget over samtaler for tiden. Hvordan vi taler med hinanden, og hvad vores samtalemønstre gør ved vores relationer over tid.
Det kom sig af, at jeg mødte et menneske, jeg for år tilbage havde meget at gøre med, fordi vi var tilknyttet samme arbejdsplads. Da vi forlod den, var vi i starten gode til at sætte aftaler op, men, som det så ofte sker, gik der længere og længere tid i mellem, at der blev taget initiativ, og når vi endelig fik kalenderne til at gå op, blev det efterhånden tydeligt, at det, vi primært havde haft til fælles, var arbejdspladsen.
Men hun er stadig skideskøn, og derfor blev jeg lige ramt af den der ’Ej, hvor er det egentlig ærgerligt, at vi ikke ses mere!’, da vi sagde farvel – men jeg er også blevet gammel nok til at vide, at sympati og nostalgi ikke kan holde sammen på noget, der ikke kan stå af sig selv.
For ligesom de sidste gange, vi sås, havde den her samtale også karakter af bytte-bytte købmand. Ikke på den sure eller nidkære måde – men det var reelt bare en udveksling af statusopdateringer, et hurtigt vue over fælles bekendte, og så et knus og videre ud i livet.
Det var lige, som det skulle være.
Men mødet fik mig til at tænke over, at personlige samtaler måske i bund og grund falder i én af tre kategorier.
Den ene er den ovenstående slags, hvor alt er bagudvendt og nye kapitler i gamle historier. Hvor man reelt ikke ved ret meget om hverken nutid eller fremtid hos den, man står overfor, og hvor man sorterer i de emner, man selv tager op, fordi meget af det, der fylder, kræver for meget intro, hvis det skal give mening for én, der ikke har fulgt med i realtid.
Den anden type er dem, hvor man stille og roligt opdager, at der er sket en skævvridning af rollerne over tid. For hvor man egentlig, samtale-wise, startede med at give og tage nogenlunde lige meget, så er der et sted undervejs sket noget, og nu har relationen mere karakter af klient/terapeut eller monolog/publikum. Den type samtaler er jeg over de sidste år blevet bedre til at spotte og til at overveje, om jeg fortsat har lyst til at være til stede i. For de mangler det, den tredje og sidste type af samtaler har, nemlig passager af small talk og noget, der på overfladen kan ligne ligegyldig ping pong.
For det, jeg oplever er, at det er i den lille samtale, at tingene folder sig ud. Det er dér, der associeres frit, og hvor en samtale, der starter med spørgsmål som: ”Hvordan går det med din mors knæ?” eller ”Er du også faldet i padel-gryden?” ender med at handle om, hvad man frygter mest ved at blive gammel, eller at mange år med en syg bror sætter sig i systemet og reducerer batteritiden og dermed det, man kan overskue, permanent.
Det er dér, man bliver klogere, både på sig selv og på livet; måske fordi man ikke har harddisken låst fast i at skulle huske rækkefølgen i opdaterings-historierne eller skal zappe mellem viden om 4 fællesbekendte, men har godt med RAM fri til bare at lade samtalen vokse og kravle, vildt og organisk, og blot følge med, som den udvikler sig.
Paradoksalt nok oplever jeg selv, at netop den måde, vi taler sammen på, kan være med til at bevare en relation, der måske har løbet sin bane. Særligt, hvis man har en fælles fortid, for man kan holde kunstigt liv i noget længe, hvis man har et stort bagkatalog at samtale ud fra. De mange fælles referencer skaber en illusion af fortsat forbundethed, fordi samtalen jo sådan set flyder problemfrit, og samtidig tror jeg, at de fleste af os kan være tilbøjelige til at glemme at forholde os til relationen, som den *konkret* ser ud. Vi har, tror jeg, en tendens til at se det, vi så, da vi lærte hinanden at kende, og når vi ikke forholder os til selve fundamentet; venskabet, så kan der gå lang tid, før vi opdager, at irritationsmomenter og samtaler, der føles utilfredsstillende og ufrugtbare, faktisk ikke udspringer af misforståelser eller dårlige dage. De er bare, helt grundlæggende, et udtryk for, at man ikke længere har noget til fælles, og ikke ville ende som venner, hvis man mødte hinanden som de mennesker, man hver især er i dag.
Heldigvis rummer langt de fleste relationer fint alle 3 samtaletyper, for der kan ikke altid være tid til at gå i dybden med alt. Korte opdateringer fungerer strålende som trædesten, så man stadig er nogenlunde med, når man mødes næste gang, og vi har alle sammen brug for at være den, der ligger på briksen engang i mellem.
Men jeg tænker meget over, at venskaber ikke bare består automatisk, og at de ikke kan leve videre på minder alene. De kræver, at man tjekker ind og spørger til sine mennesker, oprigtigt og vedvarende, hvis man gerne vil bevare dem i sit liv og i en meningsfuld relation – og at man ikke falder i hokus-pokus-mig-i-kronisk-fokus-fælden alt for ofte.
For når jeg taler med mennesker, der, helt selvfølgeligt, caster sig selv som hovedrollen i alle interaktioner, de har, tænker jeg altid på, at de går glip af ret meget. For på et tidspunkt holder omverdenen jo op med at engagere sig i samtaler, og så er det spændingsfelt, der kan give så meget godt, pludselig reduceret til et tomrum, hvor det eneste, man hører, er lyden af sit eget ekko.
M2024, uge 15
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været inde og læse op på, hvad et årskort til WOW-park ellers giver rabat til, for de har fået nye samarbejdspartnere, og det betyder, at der nu er rabat på entre på mange af de steder, vi kommer, bl.a. Odense Zoo, Djurs Sommerland og Universe. Men alle med børn ved også, at ‘rabat’ kan være et meget bredt og bøvlet begreb (Legoland, jeg kigger på jer), så jeg brugte en time på læse det med småt.
Men lige her ER der faktisk meget reel rabat at hente. De steder, vi kommer, hedder den enten 25 eller 50%, og med en gennemsnitspris på en entrebillet på omkring 300 kr., kan det ikke betale sig *ikke* at gøre.
Sommerferien bliver af 100 forskellige grunde ikke Sverige, som jeg ellers havde tænkt, men med det her kort og de medfølgende rabatter, er der i stedet mulighed for flere, kortere ture, hvor vi kan køre B&B eller besøge gode mennesker, og så kombinere det med noget af det, ungerne synes er sjovt.
2.
Er jeg så småt gået i gang med at kigge på haven. Den er mit smertensbarn, for jeg ville så utroligt gerne være sådan én, der slentrede zenbuddhistisk rundt og fandt eksistentialistisk ro ved at nippe blade af frodige planter.
Desværre må jeg efterhånden sande, at jeg nok mere er sådan en, der er lidt grundrasende hele tiden, fordi det er støvet og meget varmt og der er dyr overalt. Planterne hader mig, fordi jeg vander i overensstemmelse med min personlighed, og de derfor enten kan vælge mellem for lidt eller for meget vand, og så er der den helt overordnede udfordring, at forhaven står i bagende sol fra morgen til aften, mens baghaven er i skygge det meste af dagen. Så. It’s complicated, som vi siger.
Men i år forsøger jeg at tackle det med realisme og minimal indsats, og derfor har jeg omtænkt hele konceptet. Min forhave, hvor jeg fik lagt fliser sidste år, egner sig fortrinligt til forårskaffe (og vin), men den er helt uafskærmet, og det kan godt give oplevelsen af at sidde i et udstillingsvindue, selvom vi bor i sidste hus på en lukket vej.
Baghaven er skideskøn om aftenen, og der er tagudhæng, der gør, at man også kan sidde derude, når det regner, hvis ikke vinden er alt for hysterisk.
Så med ‘brugsværdi’ som bærende koncept, besluttede jeg, at jeg manglede noget afskærmning ud mod vejen, mens baghaven ville det fungere bedre med et mindre bord, der kan stå under halvtaget hele tiden, og dermed være klar til bare at bruge, uanset vejr.
Jeg fandt nogle fine og billige kapilærskjulere i træ uden bund. Dem har jeg købt 4 af, og når jeg lige får dem samlet, kommer de til at stå langs kanten af forhaven – men i stedet for at fylde dem med jord, kommer jeg til bare at købe planter, der kan stå i, uden at skulle plantes om. Min tommestok og jeg kan se, at der er plads til 2-3 planter i hver, og dør der en enkelt, kan den bare skiftes ud, hvilket er billigere og langt mere overskueligt end fuld udskiftning, jord og flere lecanødder.
Ift. mit kæmpe bord på 200 x 100 cm., fik jeg den ide, at nogen med et mindre måske havde lyst til at bytte, så jeg smed en besked op i den lokale fb-gruppe og spurgte – og det var der sgu! Så i stedet for at bøvle med at sælge det, jeg har, og derefter finde et nyt, der passer, så byttede vi bare lige over. Jeg hentede det i eftermiddag, og det er perfekt.
Ovenikøbet betyder det, at de 6 stole, jeg har til det gamle bord, så kan fordeles, så de to af dem kan stå i forhaven med mit lille bord, mens de sidste 4 kan stå i baghaven om det nye, tilbyttede bord.
Jeg synes, i al beskedenhed, at jeg er genial.
3.
Tror jeg, at Bilka To Go har fået nye folk, for da jeg hentede varer i mandags, havde jeg fået 4 liter mælk med, jeg ikke havde bestilt.
Vi drikker, når bølgerne går højt, 1 liter mælk om ugen, så jeg smed 2 liter ind til naboen, 1 liter over til min mor, og da jeg alligevel skulle ud til oldefar med den sidste, fik han en pose boller fra fryseren og en bøtte frisklavet tomatsuppe med. Jeg fik plads i fryseren, og han fik ordentlig aftensmad. Win/win, som vi sagde i 90’erne.
Status, Månedens Mål, april (2/4)
Jeg har hængt godt i, synes jeg.
Jeg har fået sagt mit madblad op, har tjekket Patreon ift. kun at betale til de podcasts, jeg hører, og så har jeg tjekket de abonnementer, jeg har på min telefon. Jeg har ikke opsagt en eneste af dem, men jeg har lagt en reminder i min kalender i slutningen af juni, for der er et par stykker, jeg ikke har brugt de sidste 4-5 uger, og de skal siges op, hvis jeg til den tid stadig ikke bruger dem.
Derudover har jeg regnet på, hvad jeg bruger på de streamingtjenester, vi har, og sammenholdt med, hvad en tilsvarende løsning vil koste hos YouSee, og det viste sig at være billigere. Ikke meget, men lidt har også ret, og det ER smart, at det hele er samlet samme sted, fordi jeg så med det samme kan se, om jeg kan nedgradere til en billigere pakke, hvis jeg opsiger én af streamingtjenesterne.
Endelig opdagede jeg, at jeg faktisk kan spare penge ved at konvertere mine iTunes- og iCloud-abonnementer til Apple One, for ud over at spare 20 kroner i måneden, får jeg Apple+ (endnu en streamingtjeneste) oveni. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan det forholder sig med iCloud ift. at børnene kører på familieabonnement, men fordi priserne ikke er vanvittigt forskellige, synes jeg ikke, at der er noget at miste ved bare at skifte, og så må jeg se, om jeg ender med at få en notifikation om, at jeg er ved at løbe tør for lagerplads.
Jeg håber, at I også har fået skåret en hæl og hugget en tå, så det, I har nu, passer til det, I rent faktisk bruger?
Dermed er vi nået frem til næste uges fokuspunkt, som er telefon og internet.
Stort set alle udbydere har på deres hjemmeside en funktion, der hedder noget i stil med ‘Mit YouSee/Telia/Whatever, hvor du kan gå ind og se, hvad du/I konkret har forbrugt de sidste mange måneder. Jeg opdagede for et par år siden, at jeg, uden at opdage det, var blevet opgraderet til et abonnement, der var way overkill ift. hvad jeg faktisk forbrugte, så hvis man de sidste 3 måneder ikke har været i nærheden af at nærme sig sit max, så kan det vise sig at være time well spend at tjekke, om der findes en billigere løsning, man kan skifte til.
I øvrigt:
*Har Esbjerg fra og med i går fået nyt parkeringssystem; det samme, som bruges i alle andre storbyer – og aldrig har Vestjylland set så massivt et opbud af stærke følelser. oKAY, folk er rasende. Hvilket er virkelig vildt, taget i betragtning af, at der hernede er ledige p-pladser overALT, og at du, smackdown centrum, kan holde mellem 2 og 4 timer gratis. Men vi er ikke store på forandring på de her kanter, hvad mener du med apps, og HVAD MED OS, DER IKKE HAR MOBILTELEFON!!?
*Er det ved at være for varmt til min højtelskede rave-kedeldragt, når jeg er på Opgaven, Hvor Jeg Bliver Beskidt, men fordi jeg ofte skal videre til andre opgaver, har jeg brug for noget andet, jeg kan have over mit normale tøj. Noget, der beskytter, men uden at være varmt. Det udtryk, der falder mig ind, er ’Smuds-kedeldragt’ – har vi en ekspert i arbejdstøj på linjen, der kan være behjælpelig med en anbefaling?
*Så jeg forleden et opslag om, at Beyoncés version af Jolene er et ’power anthem for women everywhere!’ – og jeg ved godt, at jeg er meget alene her, men jeg synes, den er decideret irriterende. Dolly er tilgivet, fordi country og #DetVarEnAndenTid – men “I’m warnin’ you, don’t come for my man”? Really? Ej, men hvis det endelig skal være, så syng dog til din mand, at han skal stoppe med at knalde udenom.
*Var jeg i fredags på Moesgård for at se den nye udstilling ’Kriger’. Vi startede med at pre-game med hele det grå segment til noget morgenmad, hvor en blændende dygtig og engageret arkæolog fortalte om udstillingen, og hvad man havde gjort sig af overvejelser, da man satte den op. Det gav den en helt anden sammenhæng og dybde, og hvis man får muligheden for at høre et tilsvarende oplæg, enten om den her udstilling eller om en af de andre, så skal man KLART gøre det. Det var en gamechanger af de store.
*Fandt jeg forleden ud af, at Fridas veninde går til Kæphest. Hun bliver glad, når hun finder ud af, at Fridas mor er uofficiel verdensmester i selvsamme disciplin.
*Elsker jeg interne jokes, for der er ikke noget bedre, end når helt random ting kan få én til at trække på smilebåndet. For et par måneder siden var en veninde på date med en fyr, der, ganske u-ironisk, stillede i ruskindsjakke med frynser, og jeg har ikke TAL på, hvor mange cowboymemes og tvivlsomme TEMU-produkter, vi siden har været så hjælpsomme at sende hende. I sidste uge forsøgte min mor at beskrive, hvad det er for klip klappere, hun er på udkig efter, og det blev til en forklaring så vag, at jeg siden har sendt hende mellem 10 og 15 billeder af klip klappere og crocs med stilethæle, en version, der meget minder om 90’er-fænomenet Buffalos og et par, der var udformet som hajer. Altid ledsaget af teksten: ”Også en mulighed?” Jeg er skideheldig, at jeg har hende, og at hun også synes, det er sjovt.
*Har jeg reaktiveret min Tinderprofil, og det er ikke blevet mindre vildt, siden jeg var der sidst. Men det er stadig tankevækkende, hvor mange mænd, der lader til at have brug for, at du skal ville have en kæreste. Nu er det blevet et korstog for mig (fordi kæphesten er optaget), for det er 2024, og jeg nægter at bøje mig for den kønsnormative kliche om, at kvinder dater for at blive gift. Jeg har en god håndfuld kammerater, som er med på sidelinjen, og da jeg første gang forklarede, hvad jeg havde tænkt mig at skrive, udbrød den ene skrækslagent: ”VIL du gerne dø!?” mens den anden råbte: ”Er du blevet vanvittig!?!” – hvilket ikke på nogen måde styrker min tiltro til mænd som koncept, må jeg bare sige. Men alle kan være helt rolige, for 8 ud af 10 mænd læser alligevel ikke, hvad man skriver.
*Kan jeg læse, at SKAT bruger ”AI-systemer, som Skattestyrelsen har udviklet” til overvågning af danskerne. Altså, nogenlunde samme cast, som udviklede systemet, der blev brugt til at lave ejendomsvurderinger med, som denne gang forsøger at tøjle Sarah Conners værste mareridt, der – når det bliver bedt om at generere billeder af kvinder, der spiser salat – leverer det her:
Det kan ikke gå galt.
*Har jeg fundet 2 gode podcasts, som I også lige kan få glæde af, hvis I mangler lidt til ørerne:
M2024, uge 14
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Erkendt, at jeg ikke får brugt de to (ellers meget lækre) sprays fra Rituals, som jeg fik i fødselsdagsgave.
Årsagen er lige så simpel, som den er idiotisk: Jeg har haft begge dufte som håndcremer, og jeg er helt og aldeles ovre dem. Det har jeg brugt et par måneder på at parlamentere med mig selv om logikken i, men fact er, at jeg styrer udenom dem hver eneste morgen, og de er for dyre til bare at stå og samle støv.
Min veninde fik den ene, min søster den anden, og nu er jeg fri for at irritere mig over mig selv, hver eneste gang, jeg åbner skabet.
2.
Justeret min vaffelopskrift – og inden du tænker: “Ej, ok. HVOR små ting skriver vi på??” så lad mig lige forklare.
For vi har rigtig ofte små mennesker sovende her, og de ved, at de kan lokke mig til at lave vafler til dem uden at presse ret hårdt. Derfor er det faktisk lige nu noget, der er på menuen et par gange i måneden.
Og hvor jeg tidligere ikke bemærkede, om der var vafler i overskud, når børnene gik fra bordet – for hvis der var, kunne det skyldes mellem 50 og 100 forskellige ting – så kan jeg pludselig nu se, at der konsekvent er cirka 1/3 af portionen tilbage, når alle har sagt tak for mad.
Man kan jo egentlig godt fryse dem, for stakker du dem og pakker dem i bagepapir, så kan de lunes i ovnen uden at blive tørre – men jeg er blevet selektiv med, hvad jeg fylder fryseren med. Ganske enkelt fordi jeg efterhånden har fundet ud af, at stort set alt kan fryses, hvis du gør det rigtigt. Men det bliver rodet og uoverskueligt, hvis hylder og skuffer er fyldt med 100 små rester og ting, der kan bruges som snacks, og så ender jeg med enten pludselig at mangle mad-mad til de dage, hvor det ville være en hjælp at have, eller at opdage, at jeg har frosne retter nok til at bespise et mellemstort Hjemmeværnsarrangement, under alle vaflerne og bægrene med smøreost.
Men at smide en solid håndfuld vafler ud, hver gang jeg laver en portion, er ikke i orden, så nu har jeg haft lommeregneren fremme og har reduceret opskriften med en tredjedel.
3.
Fået ny ovn og emhætte (hurra!).
Inden den søde elektriker stak af med det gamle, sørgede jeg for at rapse de 2 riste fra den gamle ovn, for nu, hvor jeg ofte udnytter, når jeg alligevel har gang i ovnen, står jeg jævnligt med 3 varme bageplader, eller brød, der ikke er kølet nok af til at smide i poser, når jeg skal bruge pladen igen, og mangler en rist.
No more. Nu har jeg 3, og det er perfekt.
Status, Månedens Mål, april (1/4)
Jeg synes, det har været en krads start ovenpå påsken og De Uendelige Ugers sygdom. Føj, hvor jeg har løbet stærkt. Der har været svømning og læsning og dobbelt op på klub til Anton, mens Frida fik en tandbyld midt i det hele, og så har der været en del kommuner, der ikke har betalt deres fakturaer, for ‘det har jo været påske?’, som de siger, når jeg ringer. (Og ja. Jeg vil gerne bede om en medalje for at holde mit tonefald indenfor normaltregistret, når jeg spørger, om de udviser samme largeness over for de mennesker, der skylder dem penge, tak fordi du spørger).
Jeg øver mig i at kigge tingene kritisk efter i sømmene, når det bliver SÅ vildt, som den her uge har været, for selvfølgelig er der noget af det, som bare er #life.
Men der er også knapper at skrue på. F.eks. er jeg indtil nu gået med Anton ind, når han skal til E-sport, og har hjulpet ham med at logge ind. Samtidig har han fået lov at køre på nedsat tid – men det betyder, helt lavpraktisk, at vi onsdag kører hjemmefra 16.40, og at den er 17.15, inden Frida og jeg er hjemme igen. Det er røv og nøgler, når vi så skal afsted kl. 18.10 for at hente ham igen. Ikke mindst fordi vi om tirsdagen har et tilsvarende set up, hvor jeg afleverer Anton først, kører videre med Frida til svømning, venter 45 minutter, tager Frida med igen, og samler Anton op på hjemvejen.
Jeg vil strække mig ret langt for at få det til at fungere, men nu har jeg lavet et lamineret kort med hans login-oplysninger (på den analoge, krypterede måde, selvfølgelig) og sagt, at han skal være der de fulde 2 timer. Det betyder, at Frida og jeg faktisk får tid nok til, at den kan bruges til noget, f.eks. lektier eller aftensmad.
Det er ongoing work in progress, men det er ok. Det er fedt, at der er noget, han har lyst til og kan rumme, og vi skal nok få det til at fungere.
Nå, men alt det for at sige, at mit fokus på månedens mål har været laserfokus-glemt-glemt-glemt-LASER!-glemt-glemt-fokus. Og alligevel er jeg faktisk nået med. Så altså: Håb for os alle, I guess?
*Jeg har fået slettet ikke færre end 23 apps på min telefon. Derudover har jeg pakket nogle af de mapper ud, som jeg har lavet for at skabe overblik, men hvor jeg simpelthen glemmer, hvad jeg har liggende. Og det er jo ikke fordi jeg er ved at løbe tør for plads, vel? Men der er heller ingen grund til at have en masse crap liggende, som man bare swiper hen over 400 gange om dagen.
*Jeg har afmeldt omkring 20 nyhedsbreve, heraf flere, jeg ikke ANER, hvordan jeg er endt med at få. Det vilde er, at jeg ikke som sådan har forholdt mig til, at de dumper ned i min indbakke flere gange dagligt – men sikke dog en ro det har givet at melde dem fra.
*Min oprydning på insta har vist sig at være en lidt mindre strømlinet omgang, for jeg har gennem længere tid været i gang med at redesigne mit feed. Jeg har skruet voldsomt ned for folk, der mener en masse om mad og træning og politik og neurodivergens, og har i stedet tilføjet en ordentlig stak kunstnere, fotografer, sportsfolk – og dyr.
Derfor har jeg faktisk de sidste måneder unfollowed meget af det, der ikke længere giver mening for mig, og fordi jeg samtidig har været nogenlunde konsekvent i, hvilke typer af konti, jeg trykker ‘Følg’ på, rammer algoritmen plet meget af tiden med nye forslag.
Derfor følger jeg netto nogenlunde samme antal, som inden jeg begyndte at rydde op, men sammensætningen er en anden, og passer bedre til det, jeg bliver glad af at kigge på nu.
__________
Den kommende uges underemne er: Underholdning.
1.
Mit primære fokus bliver min tv-pakke og mine streamingtjenester. Det er et punkt, jeg har skubbet siden november, for det er sådan en opgave, jeg HADER. Min hjerne smelter, når jeg skal sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig, og det gør det her virkelig, virkelig ikke. Det er bare noget af det, der skal fungere, og hvor jeg, hånden på hjertet, kan komme til at køre alt for længe på dyre og/eller outdatede workarounds, fordi jeg ikke kan overskue at skulle læse op på alt det med småt.
Men da jeg ville tilkøbe TV2 i november, så Frida kunne se julekalender, var der sket en HELT masse med pakkerne hos YouSee. Det har derfor været på min mentale liste siden, for jeg kan formentlig samle de streamingtjenester, vi har, og tilkøbe de tv-kanaler, vi gerne vil have, for nogenlunde det samme, som vi giver nu.
Og jeg siger ikke, at hverken jeg eller I kunne finde på at dele login med andre mennesker. Men HVIS nu man hørte om nogen, der besudlede moralen med den slags, så kunne man lige lade gå videre, at det ser ud til at være en stakket frist, så man kan måske ligeså godt få fundet en mere holdbar løsning først som sidst.
2.
Jeg vil have taget stilling til mine abonnementer på podcasttjenester, blade og aviser.
3.
Og endelig kommer jeg til at tjekke de abonnementer, jeg har på min telefon. Der er helt sikkert nogen, jeg ikke bruger nok til at forsvare det, de koster.
(Hvis man lige har glemt, hvor man gør det, så er det Indstillinger -> Apple-id -> abonnementer)
M2024, uge 13
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået de forkerte frostvarer udleveret fra Bilka To Go.
Det var ikke fordi, der var så mange af dem, og der var nul problemer med at få de manglende varer udleveret, men fordi BTG ikke må tage fødevarer retur, når de først er udleveret, stod jeg med 3 poser frosne rundstykker, som vi aldrig får spist.
Jeg spurgte derfor naboen, om de kunne bruge dem, og det kunne de.
Nu er jeg fri for, at rundstykkerne optager plads i min fryser, og naboen har fået dem, mens der stadig er masser af levetid tilbage på holdbarheden.
2.
Brugt de 6 gange, jeg af min sundhedsforsikring fik bevilget til behandling hos akupunktøren.
Vi er et stykke ad vejen, men vi er der ikke helt endnu. Derfor lagde vii en ny plan, da jeg var der sidst, og jeg var egentlig indstillet på, at det ville blive for egen regning. Men hvis ikke man spiller, vinder man ikke, og derfor prøvede jeg at søge om 6 nye behandlinger – og dem fik jeg. Sgu.
Det er 3600 kr., jeg ikke selv skal have op ad lommen, og det er umådeligt værdsat.
3.
Har jeg igen haft Frida og slænget med i svømmehallen. Vi øver selvhjulpenhed og selvstændighed i vildskab, og som jeg vist har nævnt før, er de der næsten.
For mig er det ok at sidde med en bog eller noget arbejde et par timer eller tre, og damerne passer stort set sig selv, men fordi de efterhånden er store, og kan være i vandet længe, ender de ofte med at blive sultne, mens vi er der.
Det er helt fair, og om de får en is på en legeplads, eller en bolle i svømmehallen gør ikke den store forskel, men her ender det bare ofte med at blive lidt af en udskrivning, fordi de så også skal have noget at drikke, og det åbentbart er der, vores svømmehal har valgt, at avancen skal ligge.
Derfor købte jeg, sidst jeg var i Tyskland, en ramme 0,25 cl. kildevand med skruelåg med hjem, og dem er jeg begyndt at have med.
“Men Linda – hvorfor tager du ikke bare vandflasker med? Det er da meget mere bæredygtigt?”
Det er fuldstændig rigtigt. Og det er faktisk noget, jeg selv har brugt tid på at irritere mig over.
Men jeg må sande, at det her er et af de områder, hvor praktikken ender med at spænde ben for projektet, hvis jeg sætter ambitionerne for højt. Hvis jeg skal sørge for drikkedunke til 3-4 børn, alt imens jeg superviserer pakning af svømmetøj, sørger for, at Anton har, hvad han skal bruge herhjemme, mens vi er væk, og også husker det, jeg selv har planlagt at lave eller fikse, mens jeg sidder vagt, så ender det med, at jeg glemmer det, og så bliver det købte kildevand til priser, der kun *lige* ligger under det, en nyre på det sorte marked står i.
Det er en af de erfaringer, jeg har gjort mig over de sidste par år; at man kan inkorporere gode, bæredygtige vaner, men det er ikke dem alle sammen, der holder ved, når hverdagen ruller, og man har mange bolde i luften.
I starten fik jeg nærmest stress over det, fordi det føltes som 2 skridt frem og halvandet tilbage, men efterhånden er jeg nået til en slags fred med, at ambitionsniveauet er nødt til at matche det generelle overskud, og at det, der er en god løsning den ene måned, ikke nødvendigvis er det den næste.
Status, Månedens Mål, marts (4/4)
Jeg er ved at være godt med ift. at få brugt ned af det, der bare har ligget og gjort sig til, så der har ikke være store områder, der har stået og kaldt på fokus.
Derfor har der været plads til et par små-projekter, som dels har været fryseren og dels har været snack-kurven.
Om et par uger afholdes der påskefrokost i Fridas klasse, og traditionen tro er det sammenskudsgilde. Da Anton var lille, var jeg ret strømlinet med de ting, og bød jeg ind med pizzasnegle bagte jeg, så der var til hele flokken.
8 år senere har jeg lært, at børn er fuldstændigt ligeglade til arrangementer af den her slags. Derfor har jeg sænket ambitionsniveauet betydeligt, og denne gang meldte jeg ind med ‘sødt’. Det giver mig nemlig mulighed for at få lunet og medbragt de 2 poser fastelavnsboller, æbleskiverne og den halve chokoladekage, der trænger til at blive spist. Der er INGEN, der går op i, om der er den mindste smule sammenhæng eller tema i det, der medbringes, så på den her måde får vi både arbejdet lidt med madspild, samtidigt med, at vi sørger for, at der er lidt til alle små smagsløg.
Derudover har jeg købt en pose vaniljeproteinpulver, så jeg kan få lavet smoothies af de poser med restfrugt, jeg har smidt i fryseren de sidste måneder, og så har jeg samlet alle de rester af kiks, nødder og tørret frugt, som altid ender i forskellige kasser og bokse, mine forsøg på at holde dem samlet til trods. Om 10 minutter er vi så langt, at sommerferien begynder at tegne sig i horisonten, og så er det omsonst af have madpakkesnacks liggende. Derfor gør vi lige en indsats for at få brugt det, vi har, og så sørger jeg for at være lidt systematisk med indkøb de sidste måneder frem mod ferien.
Med marts i ryggen og april i fjæset, er vi således klar til en ny runde.
Månedens Mål, april:
Målet for april er at få luget ud i abonnementer og tilmeldinger.
Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle køre de hårde hvidevarer nu, hvor strømmen falder til sommertarif, og fryseren (forhåbentlig) er nogenlunde tom ovenpå marts’ fokuspunkt, men fordi der på en del abonnementer er en opsigelsesperiode, synes jeg, at det er smart at få dem kigget igennem, så de kan siges op, inden vi rammer sommerferien.
Denne gang vælger jeg, at vi følges ad, så jeg varsler ugens fokuspunkt på forhånd. På den måde bliver det forhåbentligt overskueligt nok til, at I derude kan få det flettet ind; også selvom vi snubler rundt i sommertid og helligdage.
Vi starter stille og roligt ud, og den kommende uge handler det om at få luget ud på de sociale medier.
Mine 3 punkter bliver:
*at tjekke min telefon igennem og slette de apps, jeg ikke længere bruger.
*at bruge de 10 sekunder der tager at afmelde nyhedsbreve og reklamemails, der brager ind i indboksen, fordi jeg engang i tidernes morgen købte noget, der fortaber sig i tågerne.
*at unfollower de profiler på insta, som jeg lidt for længe bare har scrollet hen over, fordi jeg ikke længere er et sted, hvor de giver mening for mig at følge. Jeg synes ubetinget, at det er nemmest at gøre, når profilerne popper op i feedet, for går jeg ind på min følger-liste, kan jeg ikke huske, hvem der poster hvad. Jeg har god erfaring med at have det som fokuspunkt, og er man den lidt resultatdrevne type, kan man tjekke, hvor mange man følger i dag, og så sammenligne med tallet om en uge.
Det handler ikke kun om at være en ordentlig følger, der faktisk gerne vil se det, afsenderen poster (for ingen af os kan lide at blive iagttaget af mennesker, der dybest set ikke bryder sig om os), men også meget om, at algoritmen giver dig det, du gerne vil have. Følger du 100 bageprofiler, bliver det det, den foreslår, igen og igen, og det er der jo ikke rigtigt nogen grund til, hvis du er ovre surdejsbrød og banankager.
