M2025, uge 39

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Døde min vandslange. Som en gigantisk diva gik den ud med manér og valgte at eksplodere, så jeg det éne øjeblik stod i al fredsommelighed og vandede min citrontimian og det næste lignede noget fra et undersøisk eksperiment.

Til alt held havde jeg, da vi ryddede op hos oldefar, taget hans haveslange med hjem, selvom jeg på dét tidspunkt ikke manglede.

Jeg har bandet over den flere gange, for mit skur er ikke særlig stort, og oldefar havde valgt modellen på fod, men det var vidUNDERLIGT, at jeg ikke skulle afsted efter en ny, da jeg stod med vandet løbende ned ad nakken.

Jeg bor så småt, at stativet er gigantisk overkill, men selve stativet har en lille ekstraslange påsat, som er den, man klikker på hanen. Den klippede jeg til, så jeg nu både har en normal vandslange og én, der passer ned i min vandkande. For om et par uger er det ikke længere nødvendigt at bruge slangen, når jeg skal vande, og så er det både rart og effektivt med et stykke slange på 30 cm. der kan stikkes ned i vandkanden, når jeg fylder den, så vandet ikke plasker ud over det hele.

Som en ekstra lille bonus, sender jeg nu søde oldefar en tanke, hver gang jeg vander.

2.

Har jeg købt en tripod til mit bålfad.

Jeg er ved at miste fornemmelsen af, hvor preppingindsatsen stopper og den bevidste måde at leve på starter, for det hele flyder sammen nu, synes jeg.

Jeg har længe haft fokus på at lave mad med de råvarer, der er i sæson, og de sidste mange måneder er gået med at øve mig i også at tænke mit lille haveprojekt ind i madlavning og konservering.

For jeg kan ret godt lide at lave mad. Og selvom jeg ikke er i overhængende fare for at blive scoutet til et Michelinkøkken, så slipper jeg det meste af tiden ret godt fra det.

Men i takt med, at jeg er blevet bedre og bedre til at tømme køleskabet, bruge mine rester og nøjes med at købe, hvad jeg skal bruge, så er det blevet tydeligt for mig, at jeg kan være slem til at lave det, jeg umiddelbart forbinder med en råvare, i stedet for det, jeg egentlig spiser. Altså, at jeg f.eks. laver pesto af min basilikum, selvom jeg meget sjældent *spiser* pesto.

Derfor har jeg i år været optaget af at finde ud af, hvad jeg/vi FAKTISK spiser, og så bruge mine krydderurter og det, jeg kan plukke og finde i naturen, til dét.

Eksempelvis at lave saft og fryse det. Eller at nøjes med at lave 2 glas marmelade og 3 brikker suppe i stedet for 9. For selvom det er lækkert med hokkaidosuppe i fryseren, så skal der ikke være så meget, at vi stadig til maj sidder og ligner en fejlplaceret halloweenudstilling – for det ødelægger flowet og hele processen med at lære at spise efter årstiden.

Jeg er begyndt at henkoge tomater, fordi jeg faktisk BRUGER hakkede tomater, jeg husker at tørre og støde mine krydderurter, så jeg altid har hjemmedyrket pizzakrydderi og myntete på hylden, og så har jeg fundet en opskrift på en basilikumolie, der kan holde i månedsvis, og som jeg derfor kan nå at spise – og som ovenikøbet er meget smuk at se på.

Det er ét af de projekter, som man ville gå fuldstændig kold i, hvis man fik det pålagt, men som føles meget meningsfyldt, når det opstår organisk, og bare er noget, man går og hygger sig med.

Næste skridt i hele den proces er at lære at lave mad over åben ild – og efter en uge med droner galore, giver det mening ud fra flere perspektiver.

Jeg har efterhånden lært, at jeg skal gribe det an nedefra, når jeg skal lære noget nyt; altså, at jeg her f.eks. skal lære at lave et bål, der brænder på den rigtige måde, inden jeg kaster mig over en 3-retters menu i det fri.

Men det ER sjovere, hvis man bygger bålet op for at bruge det til noget, og derfor har jeg købt en gryde og en kedel, nu hvor alt bålgrej er på udsalg, fordi winter is coming, så vi kan varme suppe, kakao og krydret æbletoddy derude. Tricket er at gå efter de lavthængende frugter, fordi det er der, man kan se formålet med at bøvle rundt i færdigheder, man endnu ikke mestrer – indtil man gør.

3.

Har vi afholdt, hvad jeg håber bliver en ny familietradition.

Vi har utrolig mange fødselsdage i efteråret i vores familie, og egentlig er der ikke noget ‘plejer’ ift. om og hvordan vi fejrer det. Men både børnene og de ældste i familien bliver ældre, og jeg er stor fortaler for, at man løbende retter tingene til, så de passer til den virkelighed, man befinder sig i.

Derfor foreslog jeg sidst på foråret, at vi skulle booke bålhytten i skoven, hvor jeg holdt fødselsdag for bloggen, og mødes der.

Det gjorde vi i går, og det var simpelthen så hyggeligt.

Der er flere i familien, der har lidt neurobaks, og derfor fungerer det exceptionelt godt at være et sted, hvor akustikken ikke er ren tortur. Stedet lægger op til mange små gåture, så alle nåede at tale rigtigt med hinanden, ungerne kunne gå til og fra, for der er masser af skov at gå på opdagelse i, og endelig betyder en neutral lokation, at alle kan være med, så længe nervesystemet kan holde til det. Ingen står med huset fuld af gæster, når det sociale batteri crasher, og ingen føler sig forpligtede til at blive længere, end de reelt kan overskue, fordi man kan takke af anytime, uden at efterlade et gigantisk hul i bordplanen.

Jeg har lavet en note i min telefon med vores erfaringer ift. tidspunkt på året, forplejning osv. så vi ikke igen til næste år må lide den tort (#TriggerWarning) at løbe tør for kaffe.

Punktet er på her, fordi jeg gerne vil videregive ideen til de af jer, der måtte kunne bruge den. For mit eget vedkommende har jeg nok mest tænkt fødselsdage i skoven som noget, der var oplagt til børnefødselsdage, men det fungerer mindst ligeså godt for voksne, kan jeg konstatere.

Jeg vil dog, lige på falderebet, opfordre til, er at man på forhånd tjekker, om man kan booke den hytte, man har kig på. Det havde vi gjort, og mens vi sad der, kom en familie, som havde tænkt, at de skulle bruge stedet til en børnefødselsdag. Det er en træls situation at stå i, så prøv eventuelt at google ‘bålhytte booking’ og søge på din by, hvis du overvejer at flytte et arrangement ud under semi-åben himmel.