Det er en mærkelig tid.
Jeg har svært ved at rumme dobbeltheden i, at fjenden ikke længere kun stamper i øst, men også rasler med sablerne i vores luftrum, samtidig med, at livet og hverdagen fortsætter, som om intet er hændt.
Det føles som om, historien ikke har rustet os godt nok til krig, fordi vi er flasket op med en version, som ikke længere findes. Fjenden er blevet – næsten – usynlig, og vi har aktier og holdninger til den militære strategi, fordi vi læser med over skulderen på vores folkevalgte, som vi har adgang til 24/7.
Dermed står vi også i en situation, hvor vi bliver om ikke løjet for, så i hvert fald holdt hen i en grad, der gør mig utryg. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men fordi frygt vokser i skyggerne.
Jeg er med på, at de ikke kan gå ud og sige, at de har 3 droner liggende på Panuminstituttet, spaltet i atomer, og at de nu ved, hvem afsenderen er. Gør de det, lukker de ned for muligheden for IKKE at reagere, så de er tvunget til at spille dumme – men det er bizart og surrealistisk og MEGET lidt beroligende at være vidne til.
For selvfølgelig har de pløkket droner ned. Jeg havde én hængende over marken i min baghave hele mandag aften, og hvis jeg havde haft et bedre boldøje, end tilfældet er, er jeg LIGE ved at tro, at jeg kunne have pillet den ud af himlen med en lasso.
Jeg var ikke bange-bange, men der var noget ved den måde, den bare hang der på, der gav mig myrekryb. Det føltes afventende.
Først havde jeg egentlig besluttet mig for bare at ignorere den, fordi jeg formodede, at myndighederne var (og er) ved at drukne i anmeldelser.
Men jeg bor 900 meter fra lufthavnen, og jeg ville sgu også være træt af, at en af helikopterne fik en drone galt i rotorbladene, fordi alle drog samme konklusion, så jeg filmede den, og sendte klippet til min politiven.
“Det behøver jeg ikke reagere på, gør jeg?”
“Det får du lige meldt ind, det der!”
Frida er nervøs over hele situationen, så for ikke at hælde benzin på bålet, gik jeg ud i baghaven og ringede. Jeg var nummer 14 i køen, og på plussiden gav det mig rig mulighed for at stå og iagttage dronen, så jeg kunne besvare de spørgsmål, politiets FB-side havde varslet mig, at jeg ville blive stillet.
Da jeg havde stået der i 5 minutter, kørte en politibil ind på den lille grusvej, der 800 meter herfra grænser op til min mark. De parkerede vinkelret på, så deres lygter lyste ind over marken, i retning af dronen – hvilket fik den til at slukke sit lys.
Så stod og sad vi dér.
Efter 10 minutter vurderede de, at den måtte have taget flugten (antager jeg), så de kørte deres vej.
Hvorefter dronen tændte sit lys igen.
Det var moderat foruroligende.
Det hjalp ikke på den George Orwellske stemning af sælsom uvirkelighed, at dyrene samme aften opførte sig helt bizart, da jeg kørte Fridas veninde hjem. Da vi i mørket kørte gennem skoven, s-l-e-n-t-r-e-d-e et dådyr ud midt på vejen, stoppede op og kiggede direkte på os. Længe. Selv pigerne blev stille. “Plejer de ikke at flytte sig, mor?” spurgte Frida beklemt.
Et par kilometer længere fremme kørte vi forbi 10? 12? katte, der bare stod i vejkanten, og inden vi nåede hjem, mødte vi også en hare med sin harekilling. Ingen af dyrene stak af, da vi kørte forbi.
Det er en mærkelig tid, og fremtiden føles lige nu som en dystopisk serie på Netflix.
Plejer er ophævet, Normalt er ude af drift, og stadig smører jeg madpakker, tolker møder og kører mine børn i klub, alt imens jeg er ved at kaste op over at høre og læse om droner. Droner, droner, droner. OverALT. Det føles som foråret 2020, hvor det eneste, der fandtes i verden, var covid og nedlukning og skænderier om masker.
Det er liv og død og leverpostej, det er altafgørende, skelsættende og ingenting overhovedet, og jeg ved ikke, hvordan man navigerer i en verden og en virkelighed, hvor alting, hele tiden, er uden fortilfælde.
Ej det er fandeme også creepy x 1000 😳😳😳 (jeg tør næsten ikke spørge om du har set Leave the world behind? Den gav mig samme (ubehagelige) mavefornemmelse som jeg lige fik da jeg læste det her indlæg)
Det har jeg – og det er måske nok en del af problemet… 😬
Jeg ved heller ikke hvordan jeg skal eksistere i den verden der er lige nu. Min overlevelsesstrategi pt er at lade være med at læse/se nyheder. Min i forvejen overbelastede neurodivergente hjerne revner hvis den skal forholde sig til mere uvished. Og jeg kan som individ ikke gøre noget som helst ved den globale opvarmning/uro/oprustning/ustabilitet. Jeg er nødt til at have tillid til/tro på at der sidder nogle dygtige og kompetente mennesker der har bedre viden og handlemuligheder end mig. Og at de gør deres bedste for at passe på mig og min familie og vores land. Og at de træffer gode nok beslutninger. Ellers går jeg til i frygt og rædsel for fremtiden.
Jeg tænker på Cuba krisen og truslen om atomkrig i 80’erne, og husker at de gik over og verden ikke gik under.
Vi sørger for at have ekstra toiletpapir og dåsemad, men jeg kan ikke holde til at leve i konstant frygt.
Jeg synes faktisk, at det, ud fra dine kommentarer, lyder som om, du er rigtig god til at mærke, hvad du/I har brug for, og hvor det er bedre at knalde døren i. Jeg kan huske, at jeg engang hørte et afsnit af Mads & Monopolet, hvor en deltager sagde: “Nogle rum i hovedet, skal man aktivt vælge at lade være med at gå ind i”.
Det minder jeg jævnligt mig selv om.
Det med dyrene er som raget ud af Knausgårds Morgenstjernen – helt Twin Peaks-uhyggeligt.
(Kæmpe anbefaling til bogen though!)
(Ved ikke, hvorfor jeg fik den her kommentar til at rode rundt heroppe som et svar <3)
Ej, men SÅ CREEPY! Jeg så en (ellers ret flot lavet, faktisk) serie på HBO engang, der hed.. Zoo? Tror jeg? Hvor apokalypsen også viser sig at være dyrene, der til sidst får nok og bare overtager herredømmet. Det var meget den, jeg sad i bilen og tænkte på.
Tak for tip til bog. Den er tilføjet min huskeliste på biblioteket <3
Jeg læste et indlæg på linked i går omkring situationen skrevet af den tidligere FE (og før det PET) chef Lars Findsen. Et indlæg han havde haft i Berlingske tror jeg. Det beroligede mig faktisk lidt – jeg er ikke naiv og det er uhyggeligt. Men hans erfarne analyse af, at formålet ER at skræmme os op som befolkning, det satte alligevel tingene lidt i relief.
Jeg synes faktisk, at medierne i denne ombæring, har været ukarakteristisk gode til at prøve at belyse flere vinkler, hvilket jeg også finder beroligende. Det giver en fornemmelse af, at der trods alt er mange øjne på sagen, og dermed også et mere fintmasket sikkerhedsnet under os.
Den anden dag da jeg kørte på arbejde, var der en dansk mand igennem på P1 Han boede i Kyiv med sin familie og emnet der skulle tales om var de voldkomme angreb der netop havde været på byen. Han blev spurgt til hvordan han kunne opretholde en hverdag og hans svar var: hvad skal jeg ellers gøre? Det var hans hverdag. Han var træt af at blive vækket nat efter nat, men efter hans mening var angrebene ikke så tæt på (et par kilometer). Han var SÅ rolig og hans rolighed smittede lidt af på mig kunne jeg mærke.
Den menneskelige evne til at omstille sig og finde plads til stadig at leve et normalt-ish liv, når man er sat under det mest ekstreme pres, stopper aldrig med at overraske mig.
Årh, Linda, jeg er med dig.
Jeg fik mit første barn på et tidspunkt, hvor forfærdelige beretninger fra krigen i Syrien fyldte meget i nyhederne. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde undrende (og skamfuld) til min mor, at jeg slet ikke kunne tage det ind: Døde børn, lemlæstelser, udslettelse, fordrivelse, og jeg følte – ingenting. Hvor var min empati, hvorfor følte jeg, der selv lige var blevet mor, intet for andre mødre på flugt og i frygt og sorg og rådvildhed?
Hun er klog, min mor, så hun forklarede, at min empati ikke var forsvundet, mit moralske og etiske kompas var intakt, men vi kan kun rumme så meget, og har man nogen, man selv skal beskytte, kommer det først. Det ligger i urhjernen, og det er overlevelse.
Og vi er ikke hardwired til at kunne rumme så store informationsmængder over så store afstande og om så mange emner i det tempo, den moderne verden pålægger os, er vi? Jeg mener, jeg ved det ikke, men vi er vel gearet til at skulle forholde os til stammen og landsbyen, og om den umiddelbare nabo er ven eller fjende, er vi ikke?
Det tænker jeg selv nogle gange på, når skismaet mellem ‘alt det der foregår’ og mit eget lille leverspostejshverdagsliv bliver for stort, den kognitive dissonans banker på, og det føles, som om jeg lukker øjnene for virkeligheden. Madpakkerne er også virkeligheden, hente-bringe er virkeligheden.
Jeg er 100% enig med både dig og din kloge mor. Jeg tror, at vi er skabt til at kunne navigere i begge dele – men ikke kontinuerligt og ikke i så ekstrem grad, som de sidste 10-15 år har tvunget os til. Det afføder en slags apatisk metaltræthed, der – i hvert fald hos mig – kommer til udtryk som distance og .. numbness, i mangel af et bedre dansk ord.
Jeg tænker meget over, hvad det kommer til at gøre ved os, at vi lever i en tid, hvor vi næsten er nødt til at dissociere og/eller kompartmentalisere vores tanker og indtryk på daglig basis, fordi ingen kan rumme at ligge på en 10’er på bekymringsindekset hele tiden.
HVAD er det med dyrene!? Det lyder for crazy jo!
Jeg har set ALT for meget creepy Netflix til at være okay med dét!!
I forgårs var der en politisk kommentator der på tv udtalte, at hvis nogen ville os det ondt, ville dronerne ikke have lysene tændt, så ville de være slukket. Jeg ved ikke, hvad man skal tro.
Egentlig er det nok det, der er det primære problem? At vi ikke ved, hvad vi skal tro? For jeg er mere utryg ved manglen på info, end ved dronerne, hvis jeg lige mærker efter; fordi det efterlader mig usikker på, om den manglende tilbagemelding handler om, at dem, der passer på os, holder en stram need-to-know linje, eller om det er fordi, de ikke ved, hvad de står overfor.
Fuck – seriøst en creepy drone-oplevelse du har haft!
Jeg bor i Kbh og synes også den seneste uges tid har været for vild: droner, topmøde med kæmpe politiopbud, afspærringer etc. Overvejer kraftigt, om ikke det er nu, man skal rykke langt ud på landet i fx Nordjylland og være selvforsynende med eget viktualierum og køkkenhave og bare arbejde remote. Naturligvis et godt styk væk fra lufthavne og planlagte kommende våbenfabrikker..
Jeg har godt nok også tænkt flere gange, at det ville være nemmere, hvis man boede i en selvbygget hytte i en svensk skov, og bare kunne klare sig selv:-/
Du er fantastisk til at sætte ord på.
Tusind tak, Ida.
Dronerne har vel lys på så vi skal vide at de er der – og vænne os til det. På samme måde som vi vænner os til alt andet. Og så slår de til når vi går der i fred og fordragelighet.
Jeg havde en veninde på besøg i går som skulle hjælpe mig med noget indretning af stuen, da fik jeg nogle SMSer fra min datter, om en i nær familie som opfører sig problematisk overfor hende. Vi har levet med det meget længe, uden at der faktisk er sket noget. Da jeg havde svaret vendte jeg mig til min veninde og sagde “Jeg synes det er svært”. Ja, det kunne hun søreme godt forstå, og din stakkels datter osv osv. “Nej, jeg mente nu placeringen af skabene”. Ja, altså man kommer til å lære at leve med det meste.