M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at lave et svaleskab udenfor efter den model, som Stine A. beskrev i kommentarfeltet for en måned siden.
Jeg fandt umiddelbart efter et Ikea-skab på Marketplace, som var perfekt til formålet, som jeg hentede hjem.
Herefter brugte jeg lang tid på at prøve at finde den bedste placering, for det skal være nemt; ellers får jeg det ikke brugt. Derfor SKAL det stå i baghaven, tæt på min havedør. Men har jeg sol deromme sidst på dagen, og derfor satte jeg det op, og lagde en af sensorerne til den vejrstation, jeg i sin tid købte, ind i det.
De næste uger holdt jeg øje med, hvordan temperaturen opførte sig, og det er faktisk først nu, at der ikke længere varme nok i solens stråler, til at få temperaturen til at stige.
Jeg har stillet det på 4 Lecablokke (som jeg troede var gasbetonblokke, men som jeg nu, 4 timers foredrag i Jem & Fix senere har lært INTET har med gasbeton at gøre..) for at løfte det fri af jorden. Når det regner, som det har gjort de sidste par dage, er der så meget opslag fra jorden, at tingene i skabet ville blive snaskede, hvis skabet stod direkte på fliserne.
Lecablokke suger fugt, så ovenpå dem har jeg lagt en dørmåtte i gummi, som jeg har klippet til, så skabet ikke ruster (for hurtigt).
Ideelt skulle det stå vandret, så det flugtede med huset, fordi det så står helt i tørvejr, og det ender jeg måske med at gøre. Men jeg tester lige at have det stående vinkelret på, så jeg slipper for at skulle helt ud, hver gang, jeg skal i det, og så det ikke tager for meget af det sparsomme dagslys.
Jeg har købt to store bordskånere af kork/keramik, som kan ligge ovenpå skabet, så varm mad kan stå på det til afkøling, og allerede nu er det perfekt til grøntsager og drikkevarer, som måske ikke er køleskabskolde, men som stadig er koldere, end de ville være, hvis de stod herinde. Om en uge eller to får de selskab af hyldebærsirup, tonic og salte citroner, og jeg glæder mig til at få lidt mere plads i mit køleskab igen.
Pris for projektet:
Skab: 100 kr.
Lecablokke: 68 kr.
Gummimåtte: 39 kr.
Bordskånere: 85 kr.
2.
Har jeg stillet en lille kasse i skabet i mit bryggers, hvor jeg samler småting, jeg finder, der kan bruges til værtindegaver.
Der er altid en million arrangementer henover efterår og vinter, og jeg hader at komme tomhændet. Men jeg er også træt af at smide 100 kroner efter 4 halvvisne kviste, eller købe vin i blinde, og jeg snuser alligevel ofte rundt ved (udvalgte) spothylder, når jeg har tid til det.
Det kræver en vis selvdisciplin ikke at lade sig friste af alt muligt, men mange runders oprydning har installeret en vis form for mådehold i mig.
Jeg gider ikke spotsektioner, hvis det bare er 6 bure, hvor ting er tyret ned i én stor rodebunke, og man skal selvsagt også styre udenom dem, hvis man er typen, der uforvarende kan komme til at købe et trommesæt og 7 sæt matchende spisepinde.
Men min lokale Normal har en hylde, hvor de kører sirligt restsalg med *virkelig* gode priser, og på min Harald Nyborgs velfriserede restsalgs-reol fandt jeg i går nogle kasser, som passer PERFEKT over mine køkkenskabe og en lampe til mit mørke hjørne. Jeg har været på udkig efter begge dele i flere måneder, og her stod de pludselig til hhv. 20 kr. stk. for kasserne og 45 kr. for lampen.
Den slags steder kan man godt være heldig, at finde en fin, lille skål eller en luksus-opvaskesæbe, så dem køber jeg nu og lægger ud i ‘gavekassen’, så jeg med en pose karameller eller en hjemmehæklet karklud kan have noget med, når nogen inviterer på sushi eller gløgg. (Jo. Gløgg. Vi er forbi 01.10. Lev med det, som Mette og Triple-B sagde).
3.
Har jeg endelig knækket Nutellakoden.
(Det kan godt ske, at det her hack mest er til andre forældre med ND-børn, men der *kunne* jo sidde andre i salen, der godt kan lide en Nutellamad).
For prisen på Nutella har for længst overhalet prisen på råolie, og det himmelråbende håbløse design betyder, at man ikke KAN få den sidste Nutalla ud af glasset uden at stå tilbage og ligne én, der ville blive cancelled hårdt til fastelavn.
En dejskraber.
En DEJSKRABER, mand!!
Der er til MINIMUM 3 ekstra madder i hver eneste glas.
Jeg har sådan en smal bandit fra Tupperware, men jeg er sikker på, at den findes i tusind andre udgaver, og den efterlader glasset så rent, at man godt i en snæver vending kunne foretage en operation i det.
Tippet er hermed givet videre til de af jer, der kan bruge det.
Nutella-hack:
*Fyld vanilleis i, og spis is med nutella direkte af glasset.
*Put meget varmt vand i. Låg på. Ryst. Tilsæt blandingen til en chokoladekage i stedet for anden væske.
Oh. My. GOD!! Sara!
DEN SLAGS MÅ DU SGU DA IKKE HOLDE HEMMELIGT!?😱
Eller kaffe. Ryst og giv det ikke til børn.
Med mindre man elsker meget vågne børn…:)
1)Fyld det næsten tomme glas med mælk (mængden varieres afhængigt af hvor meget nutella der er tilbage)og ryst til chokolademilkshake.
2) Gem glasset indtil badetid og lad barnet muntre sig med at få så meget Nutella ud som muligt (lidt som de der slikkemåtter til hunde) mens du gør badekarret klar.
Ps: jeg elsker hvordan du både skriver om jordens undergang og nutellaproblemer 😄
Jeg elsker til gengæld, at du kører hundetricks på børn – det er genialt! 🙂
Spøg til side, så er vi jo allesammen pattedyr og fra min tid som hundeejer lærte jeg en del tricks som i en lettere justeret udgave virker glimrende på mennesker også. Tyggeben til hunde beroliger via aktivering af kæbemuskler, til mennesker bruger vi rå gulerødder, tyggegummi eller selleri (gys) hvis man kan lide den slags. Positiv opdragelse, beløn den opførsel du gerne vil se i stedet for at fokusere på uønsket adfærd. I stedet for hundekiks er ord/italesættelse fint 😄. Thundershirts der beroliger hunde under tordenvejr bliver erstattet af tyngdedyne, trykmassage eller et langt fast kram. Hunde der ikke bliver stimuleret nok mentalt og fysisk laver ofte “ballade” , og det samme har jeg flere gange observeret hos egne og andres børn 😅
😄❤️
Nå, men hvis vi lige tør sige det helt ærligt her: som pædagog igennem 30 år…. Har jeg fået en af mine største “faglige” åbenbaring ved at se Cesar Milan, som er (🙈)hunde (🙈)træner.
Fordi han har et begreb ift den måde, man går ind til (et levende, intelligent væsen uden menneskets sprog ( eller et lille barn) som han kalder “din energi”. En rolig, positiv og klar forventning om, det du ønsker i samspillet.
Og jeg har set, igen og igen, hvordan jeg i det mind set når de børn, som ingen andre kan “klare”. Det er en slags “dans”, hvor min egen udstråling OG en kropslig “lydhørhed” overfor barnets udspil kan skabe kontakt til børn i “nedsmeltning” og hvor vi finder hinanden, og sammen finder vejen frem.
Og inden nogen får nutella kaffen helt galt i halsen – så har jeg aldrig haft en hund, og er aldeles uinteresseret i trænings-delen.
Det er evnen til at bruge min “energi” bevidst og positivt, som jeg er fan af.
(Ikke hunde-adfærds-træning til børn)
Og nu går jeg i flyverskjul!!!😂😂
Nej, det skal du slet ikke; det giver SUPER god mening, synes jeg! Det er faktisk også noget af det, jeg gør, når jeg har været sammen med de børn, der har det rigtig, rigtig svært i nogle af de sammenhænge, jeg er kommet, både som mor og som tolk. Det ender stort set altid med, at jeg har dem, der kæmper allermest, til at sidde ved siden af mig, og jeg tror netop, at det handler om, at jeg prøver at kommunikere med krop og stemmeføring, at jeg ikke er farlig, at jeg intet forventer, og at vi sagtens bare kan sidde her lidt.
Jeg har ikke tænkt over, at det jo egentlig er de samme redskaber, man bruger, når man er sammen med dyr, men det giver god mening, at det, der virker, når vi er hyperpressede, er det, vi kan afkode med vores primalcenter i hjernen.
Godt input!
Et lille pip ift. værtindegaver. Hvis man kender sin omgangskreds og ved, at det man kommer med, giver glæde, så kør-kør-kør! Men for mit eget vedkommende, så vil jeg faktisk helst være fri.. jeg har ViRKELIG ikke brug for små skåle – og slet ikke nogen jeg selv har valgt, jeg kan godt blive glad for noget, jeg kan bruge fx god kaffe, men jeg kan kun bruge det, hvis det er hele bønner, og nogle gange får man også the, ølvarianter, særlige olier, marmelade etc som i princippet kan bruges men som ikke lige er i vores smag. Ligesom Jane Piper vist har sagt, så sætter jeg også relationer over idealer, så det er ikke en kamp man skal tage, hvis nogle bliver kede af det, men hvis man har en god relation, hvor man kan snakke om de her ting, så kan det måske godt give mening at tage snakken om, hvorvidt værtindegaverne er noget, vi sætter pris på eller bare en pligt/noget vi plejer at gøre uden at overveje værdien af det. 😊
Enig med M i, at værtindegaver gerne må dø som tradition. Som minimum kun være spiselige/drikkelige ting.
Dejskraberen er også genial i skyrbøtten, mayonnaise flasken- alle steder. Og særligt den smalle.
Jeg kvæler lige den her i fødslen:
Jeg er – selvfølgelig – helt enig i, at man ikke skal prakke folk alt muligt tingeltangel på, som de hverken har bedt om eller har brug for. Det synes jeg måske også, at 8 års blogindlæg om lige præcis det emne understøtter min holdning til.
Vi har, som jeg også tidligere har været inde på, i min nære omgangskreds taget snakken, og vi medbringer intet, som ikke på forhånd er klappet af, og som modtageren ikke udtrykkeligt har sagt ja til. Det sætter jeg stor pris på, for jeg har heller ikke selv lyst til at modtage alt muligt, som jeg aldrig har manglet, men stadig skal finde plads til.
Men der findes en kreds udenom den nærmeste, hvor jeg stadig følger de mere gængse etiketteregler. Klassekammeraters mødre, der inviterer på tapas, nye kolleger/relationer, der inviterer hjem for første gang, eller venners venner, jeg ikke kender personligt endnu. Her ville jeg aldrig stille til fuld forplejning uden at medbringe et eller andet til den, der har inviteret.
Jeg er selv ret stram med, at jeg ikke har lyst til havregrynskugler, som Barbara har lavet i børnehaven, og jeg vil også meget gerne være fri for at modtage pynteting og ting, der fylder.
Det her punkt er på, fordi jeg synes, at der er områder, hvor man måske ikke har mulighed for at gøre det, man selv synes er optimalt – men hvor der stadig kan være overvejelser, der understøtter den overordnede ideologi; f.eks. at det ikke skal koste mere, end man kan undvære og/eller, at det, man giver væk, skal være noget, der ikke optager skabsplads/har begrænset levetid/er praktisk anvendeligt.
Det har vi det forskelligt med, og det er helt ok. For mig er det ikke afgørende, at vi alle gør det samme. Mit helt overordnede ønske er bare, at man træffer sine valg bevidst.
Helt fair – jeg tog dig heller ikke som typen, der lige medbragte et stort lerfad, ingen havde bedt om 🙂 så se slet ikke mit input som kritik. Mere som et forslag til andre læsere om at gentænke traditionen.
Det er en fuldstændig fair pointe, og du har ret: Der kan være nye læsere, der ikke kender “vores” bagkatalog, og som derfor kan have glæde af at vi genbesøger nogle af de emner, vi før har været omkring.
Grunden til, at jeg lige lavede en cease and desist er, at når to kommenterer på det samme, så er det somme tider et signal til mig om, at der er noget, jeg ikke har fået formidlet, som det så ud i hovedet på mig. Og jeg lever lidt i kronisk angst for at begynde at begrænse mig selv i, hvad jeg skriver om, fordi jeg på forhånd ved, at jeg risikerer at det bliver misforstået. Jeg synes, det ofte er det, der sker med blogs, talspersoner og sager, helt generelt; at de, når de har eksisteret et stykke tid, bliver så overkorrekte af frygt for at blive kaldt ud, at de mister deres konkrete hverdagsværdi.
Derfor er jeg nok lidt tyndhudet her, men din pointe er reel og det er godt, du skriver.
Jeg blev ked af det, da jeg læste din kommentar, for jeg gjorde mig virkelig umage med at formulere mig ordentligt for at formidle hvad jeg mente (og ikke mente), men lykkedes tydeligvis ikke…
Jeg tænker ikke, at nogen af os bevidst stilede efter at ramme den ømme tå hos hinanden, som vi øjensynligt endte med at træde lidt på alligevel.
Skriftsprog kan være en bøvlet omgang, og egentlig er det utroligt, at vi 98% af tiden alligevel lykkes med at kommunikere uden at tale forbi hinanden. Det sætter jeg uendeligt pris på, for det er det, der gør det sjovt at blive ved med at blogge, og – håber jeg – meningsfuldt at blive ved med at kommentere.
Der er i hvert fald no hard feelings herfra, så måske vi bare kan arkivere den under mandagsmisforståelser og skåle for en ny dag i morgen i nutellakaffe?
Deal! 🙂 På nær det med nutellakaffen, jeg kan (som måske den eneste i kommentarfeltet) ikke lide nutella! 🙂
😄❤️
Min søster havde fornylig en lakseside med som værtindegave. Den kostede 120 kr og var dermed billigere end en dusk. Modtageren var lykkelig.
Jeg tror, at det vigtigste ift. værtindegaver er at kende den, man giver den til. One mans trash, another mans treasure, som de siger over there. Min omgangskreds består af 50% vinsnobber og 50% mokaïtyper. Bizart nok arbejder sidstnævnte alle i virksomheder, hvor de jævnligt modtager hysterisk dyr vin i reklamegaver. Derfor er førstnævnte ofte heldige at få en flaske virkelig god vin i værtindegave, som så er påtrykt logo for en virksomhed, de aldrig har hørt om.
Der findes faktisk en Nutellaglasskrabekniv fra Nutella 😉 Den er ret god, altså.
Nu blev jeg nysgerrig nok til at google, og jeg er faktisk lidt imponeret over, at de er lykkedes med at lave én, der faktisk er ret nydelig i designet.
Jeg vil også helst gave lidt med når jeg skal hjem til nogen første gang, som du Linda beskriver. Jeg strikker og hækler, så jeg har et par grydelapper og/eller nogen karklude med. Det tænker jeg, er noget alle bruge 8g det falder ALTID i god jord. Helt enig i at man ikke skal prakke folk noget på, de ikke gider have.
Min mor har somme tider en hjemmestikket karklud med til mig, og jeg ELSKER dem. Det er en af de få ting, som jeg virkelig oprigtigt mener, at man ikke kan få for mange af.
Jeg hækler selv, men jeg hader den slags karklude! Så det vil nok se ud på mit høflige smil som om det falder i god jord, men så bliver de afleveret i genbrugsbutikken dagen efter!
Men selvom jeg er en der er svær at købe noget til, og godt kan blive helt utaknemmeligt irriteret over selve tingen, så synes jeg faktisk at gestussen alligevel skaber glæde. Uafhængigt af relation og uskrevne regler, så er en blomst, en troldegren fra haven, en lille gave eller lign. bare en betænksomhed og “tak fordi du inviterer”, som jeg sætter pris på.
Så ja, det er ikke nemt! Men lad os se på intentionen bag, uanset konteksten.
På baggrund af alle jeres gode kommentarer føler jeg mig meget inspireret til at pakke et glas nutella fint ind sammen med en dejskraber og bruge det som værtindegave fremover 😀
OMG bedste værts/værtindegave EVER!
Husk en *smal* dejskraber 😉 Og så er der jo af og til nutellaglas med seje, sjove eller festlige etiketter – og på tilbud – så man kan have et lille lager 😀
Det er en sjov idé.
Nu føler jeg mig nærmest kaldet til at invitere til brunch, så jeg kan få fingrene i den værtindegave OG vise mine skills udi dejskrab!:)
Jeg har for nylig opdaget, at Nutella som indkøbes på Amazon.de kan fås til noget billigere penge end i danske supermarkeder. Tror det var noget i omegnen af 750 g for samme pris som et normalt glas købt i DK. Selvfølgelig kommer der noget fragt oveni, men hvis man alligevel skal købe noget derfra, giver det mening at smide et par glas med i ordren 😊 Tip hermed delt😊
Etniske grønthandlere er også gode til Nutella 😉