M2025, uge 41

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst:

1.

Skal vi i morgen på tur med min søster og niece.

Jeg har brugt en halv time på at researche destinationen, og det er en af de turistfælder, hvor de baaaaare godt ved, hvad de vil have for det hele.

I et aktivt forsøg på at undgå ‘så kan det være lige meget’-fælden, tjekkede jeg, hvad parkering kostede, og havde nær fået kaffen galt i halsen, da svaret viste sig at være 100 kr.

I det store regnestykke føles det ikke, som om det gør den store forskel. Men hvis nogen skulle have glemt den massive restskat og min værkstedsfaktura, kan jeg berolige med, at det har hverken Skat eller Bakke Auto, og som Jane/Project Handmade har lært os: Vi skal have respekt for de små beløb.

Derfor snusede jeg rundt på kortet, til jeg fandt et sted i nærheden, hvor man kan parkere gratis, og her mødes vi og kører derfra i én bil, så vi slipper med 50 kr. hver.

Det havde været optimalt, hvis samkørsel var en mulighed, men det er, som om alle børn pludselig er blevet 7 meter høje, og de kommer til at sidde i spænd på et bagsæde. Der må man kigge indad, og personligt ville jeg hellere spændes fast på tagboksen end at køre en time, kilet ind mellem to andre, uanset hvem det var, så det skal de selvfølgelig heller ikke.

Den her løsning er det næstbedste, og samtidig er det min erfaring, at det er godt at gøre noget konkret, der kan tjene som en reminder om at holde fast i de gode vaner; også når hverdagen er parkeret for en stund.

2.

Har jeg opdaget et uTROlig lavpraktisk trick, som jeg gerne vil give videre – og den er måske mest til my fitnessbabies.

For mange år siden lærte jeg et trick af en gammel økonoma, nemlig at pulverkartoffelmos kan bruges til at justere konsistensen på en sammenkogt ret, der er blevet for våd. Jeg har brugt det meget ift. mad, der er lavet i min stegeso (dengang el-priserne stadig tillod simreretter…), hvor det kan være virkelig svært at vurdere på forhånd, hvor meget væde grøntsager afgiver på 4 timer. Løftede jeg låget til noget, der var for sjappet, rørte jeg et par skefulde pulverkartoffelmos i, og *vupti*, så hang retten sammen.

For et par uger siden havde børnene bestilt varm kakao med flødeskum, og i 1/4 liter piskefløde er der rigeligt til et par dage. Men der er få ting i verden, jeg hader mere end flødeskum, der sveder, som det kommer til, når det står i køleskabet. Jeg ved ikke hvorfor, for rationelt forstår jeg godt, at det også bare er fløde, men der er noget ved de små søer af væske, der får det til at vende sig i mig.

Samme dag havde jeg, da jeg handlede, købt en pose vaniljeproteinpulver, som jeg ikke havde nået at sætte på plads. Da jeg fik øje på den, kom jeg til at spekulere på, om ikke det i flødeskum ville opføre sig, som pulvermos gør i sauce – og det gør det.

Så hvis du skal have kage med på arbejde i morgen eller vil piske fløde til crumblecake nu, selvom gæsterne først kommer i aften, så kan en skefuld proteinpulver eller to give dig det flotteste skum, der holder konsistensen i dagevis. 

3.

Har jeg splattet de sidste tomater fra mormor og morfars have og lagt indmaden til tørre i mit tørreskab, så jeg til næste år kan prøve at plante frøene selv.

Jeg har lavet en slags frø-almanak, hvor frøene er sat ind under den måned, de skal plantes til forspiring, for hvis ikke jeg gør det, ved vi alle sammen, at jeg glemmer det.

Nogle af frøene har jeg i fryseren, så dem har jeg bare lavet en seddel på, og sat ind under den pågældende måned, så jeg ved, hvor de skal hives ud og lægges i jorden.

Grunden til, at frøene er på listen er, at jeg efterhånden godt ved, at jeg får 24 nye ideer om dagen – og det er skønt, jo! Men min mange runder med oprydning har også tydeliggjort, hvor meget gear det akkumulerer, fordi jeg meget sjældent gør noget halvt. Dermed kan det godt blive en slags ubevidst undskyldning for at anskaffe ting, som så bare ender med at ligge i skabene og glo, når jeg er ovre det, der udløste behovet for dem.

Og overforbrug er ikke kun vaser, parfume og nyt tøj. Det er OGSÅ pensler, bålgrej, mapper, krydderier osv., hvis det er noget, der bliver indkøbt, men ikke brugt. Det har faktisk taget mig noget tid at få øjnene op for. For jeg et fripas i hovedet, der hedder ‘nødvendigt’, og når noget kan trækkes ind under dén undskyldning, køber jeg det uden at se mig tilbage. (Apotek, her kigger jeg også MEGET på dig).

Det prøver jeg at arbejde med ved at fjerne de lavpraktiske benspænd (f.eks. at skulle researche forspiringstidspunkt på et ikke-nærmere-fastsat tidspunkt ude i fremtiden), og ved at sænke barren for, hvornår noget er Godt Nok. Det har forbløffet mig at opdage, hvor stor betydning de to små greb har ift. at holde liv i de initiativer, jeg sætter i gang. 

På den måde prøver jeg at sikre, at det, jeg køber, har reel værdi, samtidig med at jeg undgår, at skabe og skuffer sander til med ting, som jeg om et år har glemt, hvorfor jeg købte.

Ift. mine blomsterfrø er jeg endnu ikke *helt* sikker på, hvordan vi løser udfordringen med mange frø vs. jordløs have, men den bro må vi bygge, når vi rammer bredden.

Der skal trods alt stadig være en *lille* smule kaos tilbage at rulle sig i.