M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fundet mit wifi-stik frem og har lavet en ladestation på mit køkkenbord, i nærheden af en røgalarm og på en del af bordet, hvor der ikke er papir eller andre let antændelige materialer.
Da vi talte om det her første gang, var vi omkring batteriers holdbarhed og det hensigtsmæssige i at køre sine devices flade, inden man ladede dem op igen, men ovenpå #CurrentEvents, vurderer jeg, at førsteprioriteten lige nu er at sørge for, at der er mest muligt strøm på flest mulige devices 24/7.
Stikket er sat op til at slå til kl. 00.01 og fra igen kl. 06.00, og jeg har en stikdåse liggende i skabet lige under, så jeg, inden jeg går i seng, får det hele sat til opladning, og (trods alt) suger strømmen, når den er billigst.
2.
Har jeg returneret en solcellelampe, der pludselig gik død, og et sæt halvdyrt sengetøj, som godt nok er købt for 6 måneder siden, men som kun har været brugt 2 gange.
Solcellelampen købte jeg hos et dansk firma, som reklamerede med, at den også (via stik) kunne lades og bruges inde. Derfor pillede jeg den ned, da jeg gjorde haven vinterklar, tog den med ind, tørrede den omhyggeligt af, og ladede den op – for så at konstatere, at den var død.
Jeg skrev til firmaet, som allerede næste morgen svarede mig med 5 konkrete bud på, hvad der kunne være galt. “Skriv endelig igen, hvis det stadig driller!” sluttede mailen. Det gjorde det, så jeg filmede, hvad jeg forsøgte at gøre, sendte videoen retur – og 6 timer senere modtog jeg en mail om, at der var en ny kæde på vej til mig med GLS, at de var kede af fejlen, og at jeg bare kunne kassere den gamle kæde. 5 ud af 5 stjerner for dén service!
Sengetøjet er en lidt anden historie.
Jeg købte det til Anton i nonfirmationsgave, men da jeg lagde det på, passede det overhovedet ikke.
Dengang tænkte jeg, at det måtte handle om, at hans sommerdyne var så tynd, at dynebetrækket blev for stort, men nu, hvor jeg har fundet hans vinterdyne frem, var problemet det samme.
Jeg fandt derfor målebåndet frem – og det forklarede meget. For betrækket, der skulle måle 140 x 200, viste sig at måle 150 x 190 cm. Jeg skrev til firmaet (i sikker forvisning om, at det måtte være en produktionsfejl) – som kvitterede med en mail med spørgsmål til, hvordan det var vasket.
Jeg har fulgt anvisningerne, så det skrev jeg – hvorefter jeg modtog en mail med spørgsmål til, hvordan det var tørret. Jeg svarede igen, at jeg havde fulgt anvisningerne (mens jeg skar tænder, for uanset hvordan fanden det er vasket og/eller tørret, så bliver det vel næppe 10 cm. bredere??), og endelig fik jeg lov at aflevere sengetøjet ’til vurdering’.
Efter et par dage fik jeg en mail om, at det var blevet ‘gennemgået’, og at det var ‘krympet en del’ hvilket ‘typisk skyldes, at der er blevet vasket eller slynget for hårdt’. Jeg kunne hente et nyt sæt, men de ville ‘dog gøre opmærksom på, at sengetøjet maks. må vaskes ved 40 grader og 1200 omdrejninger for at undgå at det krymper.’
Jeg skrev ikke den mail, jeg havde lyst til at skrive, fordi jeg vurderede, at livet er for kort, så nu har jeg hentet et nyt sæt, og har for en sikkerheds skyld målt det, inden jeg tog det i brug – og det passer.
Jeg kommer ikke til at købe mere hos det firma, og det kommer de over, for det er der mange andre, der gør. Men jeg vil stadig holde fast i, at man som forbruger stemmer med sin pengepung, og at vi ved at sende defekte varer retur gør, hvad vi kan, for at sende op i systemet, at vi gerne vil bede om varer, der holder og ikke bare varer, der er billige.
3.
Har jeg gjort min bil vinterklar, netop som vi har haft den første nattefrost på disse kanter.
Inden jeg viser billederne, vil jeg gerne minde om, at jeg kører ca. 3000 km. i måneden. Det betyder, at jeg ofte er langt væk hjemmefra, og det afspejler min klargøring.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at de scenarier, jeg har haft i baghovedet, ikke er grebet ud af den blå luft. Modsat det, jeg har preppet efter i hjemmet, har jeg ift. min bil taget udgangspunkt i konkrete oplevelser, jeg har haft.
De tre, der har haft størst indflydelse, er hhv. Roskilde Festival for 25 år siden, et par færdselsuheld, hvor jeg har været første forbipasserende på stedet, og sidste vinters afsindige regnvejr og de afledte oversvømmelser i området omkring Esbjerg.
For da vi stod på Roskilde den nat, hvor regnen også piskede ned, og Pearl Jam pludselig stoppede med at spille, men The Cure ikke gik på, var der ingen der anede, hvad der foregik. Rygtebørsen arbejdede hurtigt, så der gik trods alt ikke mange timer, før vi vidste, at nogen var døde, men hvem, hvor mange og hvorfor anede vi ikke.
Og der gik under 20 minutter før telefonnettet var så overbelastet, at det gik ned. Nul service på mobilen, og ingen mulighed for at ringe hjem og fortælle, at man var ok.
Det er ikke min historie at fortælle, for jeg kendte ikke de mennesker, der døde, og jeg så og oplevede ikke noget den nat, der traumatiserede mig. Det var tungt, trist og uvirkeligt at være der, men det er, tragedien til trods, ikke noget, jeg har båret med mig videre ud i livet.
Men det gjorde mig opmærksom på noget, jeg ellers ikke tror, jeg ville tænke ret meget over, nemlig at nettet, selvom det er gearet til at tackle meget, har en smertegrænse, når der sker noget, som påvirker mange mennesker på et begrænset, geografisk område.
Og da vejene på under 3 timer sidste år stod under så massive mængder af vand, at man i dagene efter jævnligt passerede Teslaer, der – helt apokalyptisk – var efterladt i grøfter eller skyllet halvvejs op ad skråninger, holdt nettet stand.
Men jeg tænkte flere gange, at jeg var glad for, at jeg har købt mig et old school papirkort, for i takt med, at vejene omkring mig druknede, kom jeg længere og længere væk hjemmefra, og i dén situation er det sgu praktisk at kunne finde et kort frem og se, hvad man skal pejle efter for at komme hjem.
Samtidig gjorde oplevelsen det også tydelig, at det ikke kræver mere end 2 timers regnvejr at lukke så mange veje, at det bliver en reel risiko at skulle overnatte i sin bil.
Derfor har jeg papirkort i handskerummet og varmt tøj og et tæppe i bagagerummet.
Jeg har en pandelampe (med batterierne sat i), så jeg kan læse i min bog (som jeg har med), hvis jeg skal sidde på en mark og glo i 8 timer, et spil med til ungerne, så der er noget at fordrive tiden med, og vand og snacks, og en powerbank, som er opladet.
Jeg har en refleksvest til mig selv, og refleksbånd med lys i til børnene, og så har jeg regnslag til hele banden. Min førstehjælpskasse er tjekket igennem, advarselstrekanten er sat, så den er nem at få fat på, og Lommelygten Med Det Hysteriske Lys har fået nye batterier.
Det lyder som om, jeg kører rundt i en lastbil, men i virkeligheden ser det sådan her ud:
Sidst men ikke mindst:
Det har været vigtigt for mig at pakke ting, der også kan bruges i en helt almindelig hverdag. At både regnslag og det uldtøj, jeg har i bilen, er noget, der kan bruges i Legoland, hvis man er kommet afsted i for lidt tøj, eller vejret er en idiot.
Hvis vi er tørstige, drikker vi det vand, jeg har med, men sørger for at erstatte det, når vi kommer hjem, og powerbanken bruger vi i bund et par gange om året, så den kommer med ind til en frisk opladning, og jeg er sikker på, at den virker.
Man skal ikke have alt det her med, hvis man kun kører 20 km. i måneden; det siger sig selv. Men tænk igennem, hvad det kunne være rart at have ved hånden på en kold, mørk landevej i silende regn, hvis uheldet er ude.
Du kan downloade offlinekort fra Google Maps. De virker, selvom nettet er nede (bare der er strøm på din telefon). Man bestemmer selv, hvor stort et område, man vil downloade (jo større kort, jo mere plads optager det), og man kan downloade flere, så man har offlinekort over de områder, hvor man af og til kommer, men alligevel ikke er helt stedkendt. De kan også navngives.
Da jeg brugte dem (før jeg blev så moderne at mit mobilabonnement også inkluderede data) udløb de automatisk efter en måned, med mindre man opdaterede dem.
Det er smart. Der er også udviklere i gang med at lave apps med topografiske kort, der kan hentes ned og derfra køres offline. Jeg har også fået anbefalet at tjekke op på, hvad motorcykelfolket bruger til navigation, for nogle af de mere hardcore har også kort liggende, som virker, selvom der ikke er forbindelse.
For mig, der tolker et nyt sted hver dag, er papirkortet nok det bedste bud, fordi det ikke kræver vedligehold, og fordi jeg trods alt er så velbevandret i den jyske højderyg, at jeg nogenlunde kan pejle efter landmærker, hvis bare jeg kan komme ud af de allermest øde områder. Men ideen er virkelig god, hvis man ind i mellem færdes, hvor man ikke er stedkendt overhovedet.
Meget enig med prep af bilen. Jeg kører mellem Randers og Århus hver dag. Hende jeg kører med har tidligere grint af mine tæpper, vandflasker, muslibarer og tykke trøjer.
Hun stoppede med at grine den dag, hvor folk sad en hel nat på den strækning (ikke os dog- vi arbejdede hjemmefra)
Til gengæld er jeg et fjols til at tanke. Tanker først, når den røde lampe lyser. Det er jo idiotisk dobbeltmoralsk. Jeg skal blive bedre.
Det er sjovt, at man kan være så velforberedt på nogle områder, og så alligevel ikke følge den helt til dørs.
For 2-3 måneder siden havde jeg en af de dage, hvor alt gik galt, og alle marginaler stillede sig i vejen for hinanden. Derfor endte jeg med at suse fra opgave til opgave med 0.01 sekund at løbe på mellem hver, og af samme grund nåede jeg ikke at tanke, før jeg nærmest kørte på dampe.
Men fordi jeg var endt uden for lands lov og ret, var der kun to tankstationer – som begge var af den slags, der kræver et fysisk betalingskort. (Jeg kan ikke huske, hvad det er for nogle, men jeg har lyst til at sige F24?). Problemet var bare, at min pung lå i min taske, som stod hjemme i min entre.
De første par minutter var jeg bare irriteret over det, men jeg nåede at blive næsten hysterisk af stress, før jeg fandt en lokal Brugsen, hvor man gudskelov kunne betale med telefonen indenfor. Ellers ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort?
Den dag besluttede jeg mig for, at den nye regel er, at jeg aldrig – aldrigaldrig – kører hjemmefra med så lidt i tanken, at jeg ikke kan nå hjem, og det har jeg holdt. Bander jeg, når jeg BARE gerne vil hjem, men selvpåført er tvunget til at stoppe og stige ud af bilen for at tanke? STORT ja. Men jeg gør det.
Det er så tosset, at man skal lære det på den hårde måde, men somme tider er det åbenbart nødvendigt.
Med fare for at jeg gentager allerede kendt viden🙈 Så er det ikke tilrådeligt at lade ting der bruger litium batteri at løbe helt tør for strøm. Et par gange skader nok ikke, men batterierne har tendens til at klappe hvis man gør det tit eller hvis batteriet har været tømt for længe. Der er også større chance for at batteriet bryder i brand.
Jamen, så passer den nye praksis jo helt perfekt:)
Tak for heads up <3
Inspireret af dig, gik jeg til tasterne, da et meget skattet 6-produkt gik kold ud af det blå kun 11 måneder efter indkøbt. Jeg var lige ved bare at købe et nyt – et par hundrede og der var alligevel rabat lige nu – men nej! Jeg har købt og betalt for et produkt, der virker, så jeg skrev, sendte videodemo af, at den faktisk ikke tændte, når man trykkede på tænd og vupti, en ny i min postkasse. Hurra! Og tak for at minde om, at det (jo!) er vejen frem som forbruger.
Jeg sender dig også en kærlig vred forbrugertanke hver gang jeg reklamerer på mine børns vinterstøvler der har for vane at opgive ævred efter ca 3 måneder. Førhen plejede vi jo bare at sige øv, men det er faktisk ikke i orden at dyre børnestøvler ikke engang kan holde en sæson. Så nu er det sgu et princip og der gemmes kvitteringer og gøre klar til den årlige ‘næ hov, hvor ‘sjovt’ at støvlen igen dør efter et par måneders brug. Jeg vil gerne have pengene tilbage tak.’ Så står vi jo så uden vinterstøvler midt i sæsonen igen igen, men i det mindste kan vi lune os på principperne…🤣
@Monika og @C:
Ja, det kan jo godt føles lidt som at bruge ilden fra de broer, man brænder til at lyse vejen op:D
Men helt ærligt så kan det jo faktisk ikke være rigtigt. Selvfølgelig skal der være en eller anden form for bagatelgrænse, men det giver ikke mening at sælge et produkt med ét brugsformål, uanset om det er vinterstøvler eller udendørs lyskæder, der ikek kan holde til at blive brugt til deres primære formål i mere end 3 måneder.
Jeg har for nyligt tænkt på, at der også er noget kønspolitisk i det. For jeg kan mærke, at noget af det, der for mig har været svært, at tanken om at fremstå besværlig og træls. Derfor blev jeg helt glad, da der i lørdags skete følgende:
Jeg var kørt i T. Hansen for at hente to regnslag, jeg havde bestilt via click og collect. Jeg fik dem udleveret, og kunne se, at det ene havde været åbent, og først tænkte jeg: ‘Ej, det er vel også lige meget’ – men uden for butikken stoppede jeg op. For det slog mig, at jeg ikke behøver at forklare eller forsvare, hvorfor jeg ikke vil have et produkt, der har været åbent, når jeg bestiller et nyt. Så jeg gik tilbage, sagde: “Jeg vil gerne bede om et, der ikke har været åbent” og bed mig i tungen for ikke at komme til at undskylde overfor den unge mand, der helt tydeligt syntes, at jeg var latterlig. For det er et fuldstændig rimeligt krav.
Det skal jeg bare lige hjælpe mig selv med at huske, men det bliver nemmere, jo længere tid man øver sig, og hurra for det!:)
Jeg er så glad for at høre, at du sender vinterstøvler retur, Monika.
Det er virkeligt min akilleshæl, da alle mulige forklaringer har gjort, at butikkerne ikke tager imod reklamation. Den ene gang sagde en ekspedient helt alvorligt: Jamen du kan ikke regne med at hummels goretex er ligeså god som eccos goretex!
Fra nu af vil jeg tænke: Jeg ved, at Monika også gør det! Når jeg så reklamerer sko for titusinde gang.