Og husk solcreme

Jeg skylder et M2021-indlæg – og at reagere på kommentarer, både her og på fb, til sidste indlæg.  Men der er bare så mange gode mennesker og steder, der lige skal passes, og så er det, som om, jeg glemmer, at internettet eksisterer. 

Egentlig har jeg bemærket, at det lader til at gøre sig gældende for de fleste, jeg kender; at vi ikke længere har telefonen limet til hånden for at foto-dokumentere alt og svare på alle henvendelser i det sekund, de tikker ind.

Det giver en helt anden tilstedeværelse, og det er virkelig rart.

Jeg tror ikke, det er fordi jeg eller nogen i min omgangskreds er specielt zenbuddhistiske eller indsigtsfulde. Jeg tror måske bare, at alderen og den gradvise erkendelse af, at internettet og Apple også er her i morgen, gør, at vi ikke længere opfører os som om, at vi og vores oplevelser og minder forsvinder, hvis ikke de øjeblikkeligt lagres i cyber.

-og apropos ovenstående har 85% af jer sikkert så travlt med at slikke sol og nyde *jeres* mennesker, at I slet ikke har opdaget, at jeg er MIA.

Lige om lidt er jeg tilbage på min pind, og så er regler og rytme som de(n) plejer at være.

Pas godt på jer selv og hinanden så længe.

Pigen ud af Aarhus

Der er noget med lydene i Aarhus. Lige meget hvor man er, kan man altid høre en bas et sted i det fjerne, mennesker, der lever og fugle i de træer, der snyder og springer ud før alle andre i landet.

Det er noget med lyset i Aarhus. Med vejret. Selv når det regner, mener skyerne det ikke helt alvorligt, og solen er gylden og står præcis lige så lavt, som Peter AG påstår.

Der er noget med de mennesker, der bor i Aarhus. Som er så fulde af liv, fordi en stor del af dem står på tærsklen til det hele, og endnu har til gode at opdage, hvordan livet også kan være. Deres livsappetit og vovemod smitter af på alle, og åbenheden, der kommer af, at så mange var tilflyttere, da de kom, betyder, at småsnak ikke er sært, at øjenkontakt ikke er for de desperate, og at man hilser på dem, man møder, fordi man selv engang var ny og ved, hvor svært det er at føle, at man endnu ikke hører til.

Jeg savner det, så det svider i hjerte og sjæl, og det føles som et varmt knus på en kold dag at være her igen. 

I går, da jeg trådte de 6 trin ned i kælderen, og slog med armene med et: “Min ven!!” til min yndlingsgrønthandler i hele verden, som stadig holder hovedet og humøret højt, råbte han ligeså begejstret og uden ét sekunds tøven lige tilbage: “Min ven!! Det er længe siden! Hvor har du været?!”

Væk. Fordi det er sådan, det må være lige nu.

Men.

Aarhus.

Min ven.

Jeg kommer tilbage en dag.

M2021, uge 26

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Dobbelttjekket, at jeg har fået feriepenge udbetalt gennem Lønmodtagernes Garantifond.

Mit bud var ‘ja’ – men fordi pengene bliver ved med at stå på borger.dk som nogle, jeg selv kunne sende til udbetaling, blev jeg alligevel i tvivl. Lige nu, hvor jeg er på dagpenge, er det bare én af de små detaljer, der måske ikke ser ud af meget, men som kan komme og bide mig noget så eftertrykkeligt i r*ven, hvis jeg gør noget forkert, så jeg brugte de 10 minutter, det tog at tjekke.

De var gået med i den samlede udbetaling, jeg i sin tid fik, og der var en lang, teknisk forklaring på, hvorfor de stadig figurerede på min selvbetjeningsside, som jeg allerede har glemt igen, men nu er der tjekket op på det, og det føles voksent og ansvarligt at have fulgt tingene til dørs.

2.

Ferie-gennemgået køleskabet i god tid.

Den klassiske fejl, når det kommer til madspild i ferien, er at rydde op køleskabet, lige inden man tager afsted på ferie. Problemet er, at ingen kan overskue at gøre noget med noget, 10 minutter inden man sætter sig ud i bilen, og det betyder, at mere end nødvendigt ender i skraldespanden.

Jeg ved, at vi de kommende uger har ting planlagt, hvor vi er afsted flere dage ad gangen, og dermed skal der ryddes op i køleskabet, som om vi strøg afsted på ferie-ferie. Derfor brugte jeg sidste weekend på at beslutte, hvad der skulle ske med tingene – og få det eksekveret.

Jeg fik skrællet og kogt overskuds-æblerne i den brik-æble-juice, der havde tabt sugerøret, og som jeg derfor bare har flyttet rundt på, så jeg nu har 5 små bøtter med æblemos til luksushavregrød i fryseren. 

Alt det grønne blev skyllet, snittet og hakket, og blandet med en blok feta, et glas god pesto og en rest pasta, og forvandlede sig dermed til en luksuspastasalat, der fungerede som nem frokost og aftensmad flere dage i træk. 

Jeg tjekkede datoer på det, jeg ellers havde derinde, og fik lavet madplan, så jeg får brugt det, der ikke kan fryses (f.eks. den friske mozzarella), mens det, der kan (f.eks. pålæg) røg i det kolde dyb med det samme: Når jeg allerede nu ved, at vi ikke når at spise det, er der ingen grund til at opbruge holdbarhed ved at vente med at fryse det til sidste øjeblik. (Her er det nok lidt forskelligt, hvor hys man er, men hvis jeg fryser noget på den sidste anvendelsesdato, har jeg dette i baghovedet, når jeg tager det op).

3.

Købt frosne citronskiver.

Jeg bruger ofte citron som syre, når jeg laver mad, fordi jeg synes, at eddike har en bismag, der ikke fungerer med alt. Men det er sgu også lidt irriterende at bruge 1/8 citron og så bare have resten til at ligge og glo. I denne uge opdagede jeg så, at man kan købe frosne citronskiver, så det har jeg prøvet.

Jeg kan ikke umiddelbart se, at citronerne, der er brugt, er økologiske, og derfor er der trods alt grænser for, hvad jeg vil hælde dem i, men når det bare er til at runde en guacamole eller en rødbede/feta-creme af, så fungerer de upåklageligt.

I øvrigt:

*Har jeg besluttet mig for målrettet at gå efter statsministerposten, udelukkende for at kunne forbyde, at folk lægger billeder af eksem og udslæt på facebook med teksten: “Hvad tror I, det her kan være?” Gå dog til lægen!? Eller læg som MINIMUM de klamme, vamle, opkastfremkaldende billeder i kommentarfeltet. Andre mennesker, mand.

*Satte Anton sig for et par måneder siden på mine briller. Inden jeg fik børn, havde jeg kun hån til overs for mødre, der slæbte sig gennem dagene med pletter på tøjet og defekte telefoner og cykler pga. manglende tid, for ‘vI hAR FAktIsk aLlE sAmMeN 24 TimER I dØgneT’. Jeg har nu i 8 uger set sådan her ud, når jeg kører bil:

Jeg fik brillerne rettet i torsdags, og det føles som om, jeg har fået nyt hoved. 

*Spekulerer jeg uforholdsmæssigt meget på, om Mads Steffensen har det godt ovre på Podimo. 

*Hader-hader-HADER jeg gyserfilm. Det er derfor meget beklageligt, at min hjerne altid er mere end imødekommende ift. at spotte situationer, der ville egne sig strålende til et plot, som f.eks. når jeg skal rulle mit gardin i soveværelset ned om aftenen, og den – lige som jeg tager fat i snoren – hvisker: “Tænk, hvis du kiggede ud og i bilen så spejlingen af en mand, der bare stod i din garage og ventede…” Jeg er min egen værste fjende. 

*Så jeg forleden et skilt, man kan sætte i sin biodiversitetsfremmende have i forsøget på at undgå at blive stenet af vejens ligusterfascister pga. manglende vedligehold: “Vild med vilje”. Hvis jeg nogensinde har set et udtryk, der ville egne sig bedre på en t-shirt til Frida, kan jeg ikke huske det. 

*Skal vi lige have en frivillig til at ringe til det reklamebureau, der har lavet Pägens seneste radioreklame, som starter med ‘Der er så meget, svenskerne ikke kan finde ud af’ og sige, at tiden er løbet fra hate speech forklædt som onkelhumor.

* – og til dem, der sidder og synes, at jeg er hysterisk: Lakmusprøven er altid at skifte én nationalitet/minoritet ud med en vilkårlig anden og se, om vi stadig griner. “Der er så meget, jøderne ikke kan finde ud af.” “Der er så meget, tyrkerne ikke kan finde ud af.” Ikke rigtigt, vel? Drilleri er godmodigt, når den, man driller er fysisk eller digitalt til stede i samtalen og kan sige fra, give igen eller forsvare sig – og er enig i, at vi bare puffer hinanden i siden nu. Når vi gør det i det offentlige rum, uden tilstedeværelse af dem, vi “driller”, er det bare med til at underbygge en virkelig uhensigtsmæssig Dem vs. Os’, som ingen – INGEN – hverken savner, mangler eller har efterspurgt.

*Har jeg opdaget noget, jeg næsten synes mindre om end hedebølge: Den Pletvise Hedebølge. 30 grader den ene dage. 19 grader den næste. To dage med 21 grader og skyer. Hysterisk sol og nul skyer om formiddagen. Regn og torden om eftermiddagen. Det er UMULIGT at klæde sig på, det kan ikke betale sig at fylde poolen (… eller kan det? #LOL) og alt, hvad man har stillet sine børn i udsigt dagen før, er vejrmæssigt uladsiggørligt, når man vågner.

*Ved jeg ikke, om det er fordi, man primært at vant til at se børn på løbehjul, eller om det kun er virkelig høje mennesker, der køber el-løbehjul, men jeg har flere gange været ved at vælte på cyklen af skræk over, at væsner, der kortvarig skaber associationer til lange, sorte, armløse monstre fra en Stephen King-film haler ind på mig med 80 km/timen.

*Skal alle i hele verden skynde sig over på HBO og se Mare of Easttown. EJ, men den er så god! Kate Winslet er fuldstændig formidabel og gennemtroværdig som udslidt, sorgtynget politibetjent, historien er intens og spændende, og der er plottwists og virkelig fint skuespil hele vejen igennem. 

*Fik jeg i sidste uges M2021-indlæg nævnt mit nye panini-jern. Der var i kommentarfeltet efterlysning på både fyld og brødtype; jeg er pt. ved at teste denne opskrift på brød, men har også haft fint held med friske flutes fra bageren. Min yndlingspanino pt. er Cæcar-paninoen, som er et brød smurt med Cæsardressing og fyldt med avocado, agurk, romainesalat og kylling. Hvis nogle af jer derude ligger inde med en EKSTRA lækker opskrift på enten fyld eller brød, så spill endelig the beans i kommentarfeltet.

*Har jeg betalt af på mine banklån i over 20 år. Jeg har betalt omkring en kvart million tilbage. Men nu er champagnen lagt på køl, for om 31 dage sende den her til min bankmand:

M2021, uge 25

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en paninigrill. KÆMPE yay! Og som altid, når jeg i de her minimalistindlæg skriver om at købe noget, vil jeg gerne lige knytte et par ord til, hvorfor jeg synes, det hører til her. 

For jeg har sukket efter en paninigrill i flere år. Men altså – vi er jo også nødt til at være enige om, at man ikke *dør*, hvis man ikke har sådan en, og allerede dér er vi jo lidt forbi målskiven ift. stram minimalisme. 

Men for mig har det aldrig været målet at leve med så få ting, som muligt. For mig har målet været at sørge for, at de ting, jeg har, er nogle jeg har erhvervet mig bevidst, og som jeg rent faktisk bruger.

For mig er det lykkelige liv ikke det, hvor man sover på gulvet og familien har én gaffel til deling – men jeg vil gerne være et sted, hvor de ting, jeg ejer, har gjort sig fortjent til at optage plads på hylden, og hvor jeg tænker potentielle nykøb ordentligt igennem, og ikke bare køber på impuls. 

Jeg synes, at et år er ok-god betænkningstid, og den udløsende faktor blev en frokost med en veninde, hvor hun lavede mad til os på sin paninigrill. Jeg besluttede, at jeg måtte få én, næste gang jeg så den på spot – og det gjorde jeg dagen efter. Hvis det ikke er Mano de Dios i aktion, så ved jeg snart ikke. 

Tidspunktet er ideelt, for på en sommerdag, hvor man ikke gider lave mad, der kan man vist altid klemme en hjemmelavet sandwich ned.

2.

Reageret på noget, jeg lærte i kommentarfeltet i sidste uge, nemlig at jeg ikke skal betale fragt for varer ved både køb og retur, når jeg handler på nettet.

Køber jeg en kjole til 500 kr., som jeg betaler 50 kr. i fragt for, når jeg bestiller den, skal jeg have 550 kr. tilbage på kontoen, når jeg sender den retur. Firmaet må gerne opkræve fragt for returforsendelsen, men ikke både ‘ud og hjem’.

Da jeg sendte kjolen, jeg nævnte i sidste uges indlæg, retur, var det præcis det, der skete. Jeg fik refunderet kjolens pris, fratrukket 2 x 49 kroner for fragt – og det må de jo så ikke.

Jeg skrev høfligt tilbage til dem, og efter et par mails, endte de med at sætte yderligere 49 kroner ind på min konto.

Jeg er sgu lidt rystet over at opdage, at det her ikke er lovligt, for SHIT, jeg har betalt dobbeltfragt i mange år.

Tak for heads up, Mette, og har man brug for at sende teksten med i en mail, kan man finde Forbrugeraftaleloven, paragraf 22 her.

3.

Tænkt virkelig mange gange, at jeg er glad for, jeg bor til leje. Jeg var omkring i det her indlæg, men de sidste par måneder har bare endnu en gang bekræftet mig i, at det for os er den rigtige og mest ansvarlige løsning. 

For et par uger siden, da det haglede helt vildt, smadrede det taget på min carport. (Spørg mig, om jeg havde lyst til at lægge mig ud ovenpå min nye bil og beskytte den..!) Der er store huller i samtlige plader, og det koster lige omkring 25.000 at få lavet.

Mit køleskab har været lidt træt af livet de sidste par måneder, og onsdag blev erstattet af et nyt og friskt ét af slagsen. 

Og for et par måneder siden trak alle mine afløb virkelig dårligt. Jeg havde et hyggeligt rend af viceværter, VVS’ere, slamsugere osv., indtil de fandt ud af, at det var en hældning på et rør, der var forkert.

Jeg tør ikke engang tænke på, hvad det havde kostet #plusMoms, hvis jeg skulle have betalt det hele selv, men jeg tror ikke, jeg er helt off, hvis jeg sætter den samlede udgift til omkring 50.000 kr. 

Den regning samler boligforeningen op, og selvom man kan argumentere for, at man selv betaler tilbage gennem huslejen, gør det for én som mig al forskel i hele verden, at jeg ikke skal ud og finde pengene selv. 

4.

Bandet længe og inderligt over forsikringsselskaber og deres diabolske kreativitet ift. at finde på måder at hive penge ud af dig på. 

Jeg har lidt en kæphest med, at jeg ikke så godt gider, når mennesker, der har en eller anden form for ekstra eksponering i det offentlige rum, bruger deres platform til at pege fingre af navngivne virksomheder, og selv om jeg blot er en mikroskopisk fisk i et gigantisk akvarium, så har jeg stadig ikke lyst til at være en shitstorm-trooper. 

Når jeg sætter den her på alligevel, er det fordi, der er noget dyrtkøbt erfaring i min oplevelse, som nogle af jer måske kunne bruge til at undgå, at det samme sker for jer. 

Jeg har, som vi har snakket om for nyligt, skiftet forsikringsselskab. Det nye selskab gjorde mig ved tegning opmærksom på, at de fleste af de selskaber, der tilbyder månedlig betaling, opkræver et gebyr på 70 kr., hvis man opsiger en udenfor tidspunktet for hovedforfald.

“Sådan må det være” svarede jeg, og så var vi videre.

I dag kom oversigten fra Betalingsservice, og imagine my surprise, da jeg kunne se, at jeg er opkrævet 70 kr. PR. forsikring – undtagen bilen, hvor jeg er opkrævet over 400 kr. Helt sikker på, at det var en fejl, ringede jeg til det gamle selskab – som kunne fortælle mig, at der kommer et EKSTRA tryllegebyr på, når bilforsikringen er under ét år gammel.

Nok fordi dén knap kræver mange flere kræfter at trykke på, forestiller jeg mig. 

Jeg tror, jeg sleb 4 millimeter af emaljen på mine kindtænder, da jeg sammenbidt hvislede, at jeg jo for fanden bare har skiftet bil; forsikringen har jeg haft i 10 år. Og han sang ikke: “Bare ærgerligt, Sonny Boy” – men det gjorde han lidt alligevel. 

Jeg måtte tage 10 dybe indåndinger og en aktiv beslutning om at slippe det og lade karma fixe det, før jeg var god igen. 

Men altså. Det kan I jo ligeså godt få glæde af, hvis I overvejer at skifte forsikringsselskab, for det er åbentbart det samme alle steder.

Så tjek hovedforfald og tænk over at time et skift, hvis du kører månedsvis betaling, og køber du ny du bil, så sørg for at få den gamle forsikring opsagt og den nye tegnet, så den er trådt i kraft, når du får nøglerne overrakt.

Midsommermærket

Jeg elsker stemningen op til ferier. Jeg har tænkt det hver eneste morgen i denne uge, når jeg har afleveret. Det hele knitrer og bobler, alt er lidt løst i sammenføjningerne og det er, som om vi allerede har sluppet hverdagen.

Madpakkemæssigt set læner vi os op ad en indberetning, jeg er hele tiden lidt bagud med vasketøjet, og aftensmaden er også virkelig so-and-so, fordi.. jamen, Sankt Hans og alt det der. Det kan jo næsten ikke betale sig at starte. På noget, egentlig.

De små hverdagskameler bliver nemmere at sluge, for lige om lidt, unger, og ferieplanerne ligger i gryden og bobler. 

Hedebølgen kommer og går, vi har købt en kæmpepool og jeg græder lidt, hver gang jeg læser noget om landsholdet.

På en mærkelig måde hænger det hele sammen.

I aften skal vi have sat ild til noget sammen med familien, og når vi kommer hjem, og ungerne sover, tror jeg, at jeg skal ud i haven at sidde med et glas champagne og fundere lidt over hekserelaterede emner, mens de små lamper lyser og sommeren og og selskaberne summer i det fjerne.

Om lidt er det ferie og med det kommer andre udfordringer og benspænd, men for nu er det nær ved og næsten, og alting føles både gyldent og potent.

Voksen og følsom

Jeg bøvler for tiden rigtig meget med en påtvungen relation. Jeg er af indlysende årsager lidt ulden omkring detaljerne, men det er én af dem, jeg ikke kan vende ryggen til, selvom jeg virkelig gerne vil.

Hos mig er det et et grundlæggende karaktertræk, at jeg gerne vil reparere det, der er i stykker. Det gør mig til en strålende holdkammerat, når der er problemer, der skal løses og udfordringer, der skal nytænkes, men det spænder ben for mig, når jeg møder mennesker, der grundlæggende modarbejder mig.

Det har taget mig mange år at lære, at det ikke er meningen, man skal svømme imod strømmen hele tiden. Hverken ift. mennesker, relationer eller situationer. Hvis der aldrig er flow, er det fordi man ikke er, hvor man skal være.

Med dén erkendelse kommer forståelsen af, at der er mennesker, der ikke er for mig. Mennesker, som jeg ikke kan eller skal have et godt forhold til, og som har deres egen dagsorden og bagage der gør, at vi ikke kan sameksistere. For i de tilfælde handler det jo ret beset ikke om ydre vilkår eller opgaver, vi skal samarbejde omkring løsningen af. Det handler om modvilje og ønsket om at være på tværs, hvilket kan bunde i alt muligt, det intet har med mig at gøre – men fordi jeg har den personlighed, jeg har, bliver jeg taget til fange i krydsfeltet mellem min hårdt tilkæmpede erfaring med at slippe det, jeg ikke vil have min energi taget til fange i, og ønsket om at skabe et klima, alle kan være i.

Det bliver KUN værre, når der er tale om en relation, hvor mine handlinger og beslutninger ikke kun falder tilbage på mig, men også på mennesker, jeg holder af – hvilket er tilfældet her.

Og hende her er ulidelig. Hun taler kun i ordrer, blander sig i ALT, modarbejder mig aktivt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg stille op.

For jeg plejer at skære de mennesker væk, jeg ikke bryder mig om, eller som altid er omgærdet af drama. Jeg har ingen problemer med at slippe en sag, hvis jeg kan se, at mit engagement i den leder til konflikter; i hvert fald laver jeg en benhård cost-benefit analyse af, om det er frustrationerne værd. Det er det sjældent.

Men problemet her er, at jeg ikke kan slippe væk, og derfor virker mine værktøjer ikke. For selvom jeg forsøger at skære *hende* væk, så består relationen – og dermed skal vi stadig forholde os til hinanden. Hvis jeg træder tilbage, vil hun med 100% garanti tolke det som en sejr, hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg aldrig skulle have noget med hende at gøre igen. Men det skal jeg, og dermed oplever jeg for første gang en begrænsning i den frihed, det er at passe på sin energi ved at lade ting fare – for det virker åbentbart kun, hvis man ikke fortsat skal have med personen at gøre. Hvis jeg stepper ned, vil hun tage det som en bekræftelse af, at hun bestemmer over mig. At jeg er hende underlegen. Og det kan. jeg. ikke holde ud.

For at føje spot til skade har hun en wingman, jeg heller ikke kan undslippe, og de er usigeligt uelegante omkring det. Det hele foregår med smileyer og ‘hejsa’, men giften driver ned af både skærme og samtaler, og egentlig forværrer den kniplingstynde fernis af civiliseret høflighed hele situationen, fordi kommunikationen hele tiden foregår på to plan.

Derudover har hendes person og adfærd en anatomi, der til forveksling ligner den, jeg led under i ni rædselsfulde år i folkeskolen, og det betyder, at når andre, der ikke aner noget om vores betændte forhold, i nogle situationer, der intet har med noget at gøre, og hvor det kan være hip som hap, hvad man mener, og hvor jeg ikke har *noget som helst* på spil, mener det samme som hende – så føles det helt VILDT meget som dengang i folkeskolen, hvor alle rottede sig sammen, jeg altid var udenfor og jeg aldrig følte, jeg hørte til.

At være tvunget til at blive stående og fortsat at skulle interagere med hende, øger min frustration og foragt for hende med astronomiske højder, og lige nu føles det som om, at jo mere afstand, jeg forsøger at lægge til hende, jo mere forsøger hun at trænge ind i mit space. Min fight/flight refleks står og banker helt oppe i det røde felt, men ingen af de strategier, jeg over årene har udviklet er brugbare, når man er voksne mennesker, der af omstændigheder er tvunget ind i hinandens sfærer, og man *skal* kunne samarbejde.

Nogle gange er det sgu op ad bakke at være en del af den her race.

M2021, uge 24

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Forsøgt mig med en hjemmelavet jordbærtærte til Fridas fødselsdag, og det var en succes. Jeg bagte en mazarintærte, smed den halve æske pålægschokolade, jeg har flyttet rundt på i 100 år, på toppen, mens tærten stadig var varm, nøjedes med at anrette halvdelen (med skum af halv vanilieskum og halv blødt-pisket fløde), og lidt jordbær ovenpå.

Resten af jordbærrene serverede jeg i en skål ved siden af, hvilket betød, at de overskydende kunne bruges i madpakken samt i koldskål til morgenmad dagen efter. Den del af kagen, der ikke var anrettet, smed jeg i fryseren, og det stykke, der var i overskud, kørte jeg ud til oldefar med.

Pålægschokoladen blev brugt, der var intet madspild, og oldefar blev glad.

2.

Købt en kjole – og sendt den retur. 

Det her lyder sikkert for mange meget indlysende – men det har det ikke altid været for mig. Jeg har en krop, der gør, at jeg ikke bare kan gå ind i en butik og vælge, hvad jeg vil. Derfor kan jeg være slem til at købe det, når jeg finder noget, der passer til min højde og drøjde.

Men min gradvise trimning af mit tøjskab over de sidste år har tydeliggjort, at det er både unødvendigt og tosset. Jeg har længe det tøj, jeg skal bruge, og de ting, jeg synes, der er “noget” ved, når jeg prøver dem, ender i 9 ud af 10 tilfælde bagerst på en hylde, hvorfra de aldrig skal komme frem og dømme levende og døde.

Den her kjole fra My Little Curvy Love var neonpink, og jeg var SÅ forelsket i farven. Kvaliteten fra MLCL er uovertruffen – men den sad bare ikke godt. Da jeg prøvede den på, var jeg allerede i gang med, at man måske kunne bukke kraven ned, for se, hvor lang den er! Og farven, Linda – den kan du da ikke sende tilbage?!

Men det kan jeg, og det gjorde jeg. Og som en slags bekræftelse fra universet af, at det var den rigtige beslutning, fandt jeg dagen efter en anden kjole, som var så fin, så fin, og som sad MEGET bedre. 

3.

For sjov prøvet at regne på, hvor mange engangs-vatrondeller, de strikkede, som en sød læser (hej Grete) sendte mig for et år siden, har sparet mig for. 

Jeg bruger 4 vatrondeller hver eneste dag. Der er 70 stk, i de pakker, jeg plejede at købe. Det betyder, at jeg på et år har sparet – og hold nu fast – 21 pakker engangsrondeller. ENOGTYVE!! 

Det er sgu da helt vildt, og et glimrende eksempel på, hvorfor det gør en ret stor forskel at skifte de produkter, man bruger dagligt, ud med noget mere bæredygtigt. 

4.

Købt Fridas fødselsdagsgave – en iPhone 7 – gennem Swappie.

Inden jeg købte den, snusede jeg rundt på Marketplace, og spurgte også på min egen profil, om nogen kendte nogen, der stod og skulle af med en telefon. Jeg fandt et par stykker, der ville sælge for 500 kr – men de var alle ærlige nok til at sige, at telefonen skulle have nyt batteri. Og med dén udgift oveni, endte jeg faktisk med en pris, der var så tæt på Swappies, at det ikke gav mening at købe privat.

Der er 2 års garanti på telefonen, hvilket jeg synes er rart, når nu den nu ikke, hverken brugs- eller versionsmæssig, er ny, og det er rart at den er købt af en objektiv 3.part, så der ikke er følelser i klemme på nogen sider af hegnet, hvis den viser sig at være i stykker. 

Den kom i en fin æske, og der var ledning med til opladeren – men ingen oplader med, og det synes jeg faktisk trækker lidt ned.

Men jeg elsker, at man har fundet en måde at klemme al levetid ud af telefoner på, så de ikke bare får lov at ligge i en skuffe, når de stadig kan bruges, og indtil videre er vi godt tilfredse.

I øvrigt:

*Tror jeg måske stadig ikke, jeg helt er klar over forskellen på en hare og en kanin?

*Tror jeg til gengæld, at jeg har fundet ud af, hvornår jeg er ALLERmest i-landsagtig: Når jeg ruller øjne så hårdt, at jeg kan se min rygrad, fordi min emailadresse ikke autoudfylder, når jeg skal bestille varer. 

*Blev jeg forleden overhalet af hele 4 Audier, som kørte langt over 100 km/t på landevejen. Ved I, hvad jeg finder allermest ulideligt ved fartbilister? Selvovervurderingen. Idéen om, at man er SÅ god en bilist, at man kan nå at reagere på det, ingen andre kan. Sæt dig ned, Lewis Hamilton. Helt ned.

*Ville jeg, nu vi taler om trafik, ønske, at jeg havde et skilt på taget, jeg kunne tænde, når jeg overhaler kassevogne og lastbiler, og holder næsten samme fart, når jeg er kommet forbi. “Ja hej. Jeg er ikke idiot. Jeg er bare kontrolfreak, og jeg kan. ikke. holde ud, at jeg ikke kan se, hvad der sker længere fremme på vejen. Hav en skøn dag! Møs”.

*Har min nye telefon og jeg den første krise i vores ellers så perfekte forhold. Den anden morgen, da jeg ville læse nyheder, fik jeg “Ansigt kan ikke genkendes”. Det vil IKKE blive glemt.

*Lærte jeg i går, at hende, der synger ‘Gonna make you sweat (Everybody Dance Now)’ og hende der synger ‘It’s raining men’ er én og samme person. Mit hoved eksploderede. Hvis ikke man har hørt podcasten Crime Show på Spotify, så skal man virkelig, virkelig gøre det. Afsnittet om tyveri i musikbranchen hedder ‘The Secret Billboard Chart-Topper’.

*Fik jeg første, gyldne stik i lørdags #TeamPfizer og har siden flere gange glædet mig over, at jeg ikke er sådan én, der går og sysler med lidt nazisme. Av min arm.

*Fylder Frida 6 år på torsdag, og det kan jeg næsten ikke forstå. Det er både 10 minutter og 400 år siden, hun møffede rundt i gennemknappet body og hagesmæk, hun går mig nu til midt på den mave, hun nægtede at komme ud af, og hun er det største og fineste livsstykke, jeg nogensinde har mødt.

*Speaking of podcasts var jeg, sådan helt ægte, lige ved at græde, da jeg havde hentet den nye iOs-update i søndags, og det viste sig, at podcast-app’en er redesignet til ukendelighed. Som et *ekstra* træls feature, har de valgt, at de podcasts, man ikke abonnerer på, bliver slettet ved den her update – hvilket betyder, at ALLE de podcasts, jeg bare har hentet et enkelt afsnit af, når jeg har hørt dem anbefalet, men lige er i gang med at binge noget andet, er væk. Væk-væk. Det er IKKE i orden, Apple. (Og jeg ved godt, at det hjælper podcastere, når man anmelder, rater og abonnerer på dem, men der er bare virkelig mange af dem, der kører med halvugentlige lytter-episoder eller julekalendre med gamle afsnit, og alt det gider jeg ikke have i mit bibliotek). 

*Ville jeg somme tider ønske, at jeg havde Anton på bånd. Som da jeg forleden sagde tak for hjælpen til ham, og han med perfekt fodboldcoach-entusiasme svarede “Teamwork makes the dream work, mor”. Eller da han i går, mens jeg stod i køkkenet, kom forbi og spurgte: “Hey mor – hvornår kan vi køre ud til en klippe og skrige?” Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så set.

*Er jeg igang med bøgerne bag HBO-serien A discovery of witches, og de er GODE. Hvis andre kunne have lyst til at kaste sig over dem, kan jeg bare lige som serviceinfo oplyse, at de 3 bøger hver er på 800 sider. Så man behøver måske ikke bestille dem alle 3 på én gang. (Det er primært mig selv, jeg taler til her). 

*Har jeg smågrædt nærmest uafbrudt, siden Christian Eriksen faldt om. Over ham. Over holdet. Over tilskuerne. Og sgu også over, at det er første gang, jeg synes, jeg har set, at seerne og læserne – altså, dem, som sladderbladene altid hævder, er grunden til affaldsjournalistik og slibrige fotos – for første gang har råbt rungende: NEJ! TAK! til billeder af både ham og kæresten. Det kan godt ske, de sidste par år har været vanvittige, men der sker langsomt noget med hele racen og den måde, vi er med hinanden i verden på.

*Har jeg tænkt virkelig meget over, hvorfor det tilsyneladende kun er fodboldspillere, det her sker for? Og det er et oprigtigt, u-ladet spørgsmål, helt uden sølvpapirshat eller konspirationsbriller. Men har vi hørt om svømmere, håndboldfolk og tennisspillere, der falder om med samme frekvens?

*Har jeg det sådan her, når min far på 69 pludselig er meget indsigtsfuld på følelser og forhold, for “nu hører jeg jo Mads & Monopolet*, Linda”:

*For min far er Mads og Sara det samme.

M2021, uge 23

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt mine krus til den pris, jeg havde sat dem til #RCGate

Det bedste ved dét var næsten at kunne pille dem af Marketplace og slippe for flere ‘Alle 6 for 200 kr?’ og ‘Har du stadig æskerne?’ beskeder. Hvis det var sådan her hver gang jeg satte noget til salg, ville jeg ikke gide bruge tiden på det. 

2.

Købt nye sædelommer til bilen til børnene (dem, der hænger på bagsiden af forsædet, hvor man kan have alle sine skatte i). 

Da jeg skiftede bil, måtte de gamle lade livet, og fordi jeg er den, jeg er, ville jeg helst have nogle nye på samme dag, som vi fik bilen. Jeg er SÅ slem til at ville fixe alting NU! så jeg kan strege det ud på min to-do – men fordi jeg tænkte, at vi nærmede os sommerferien og dermed tidspunktet, hvor den slags bil-accessories er i sæson, satte jeg mig på hænderne. (- efter lige at have tjekket på nettet, hvad de ville koste, hvis jeg bestilte dem med det samme. 250 kr. stk). 

Jeg har patruljeret området med spotvarer i Netto og Lidl siden, og i denne uge blev min tålmodighed belønnet. De fineste lommer til 29 kr. pr. stk. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

3.

Solgt 9 puslespil, og hevet 550 kr. hjem.

Hvor krusene har kostet mig megen tid og tænderskæren, tog det her til gengæld under 3 minutter.

Når jeg sætter mine puslespil til salg, starter jeg med at gøre det i den lokale fb-gruppe, jeg selv har oprettet til formålet. Jeg sætter prisen lavt, og giver rabat, hvis man køber flere, og jeg har endnu ikke oplevet at brænde inde med noget.

Dette blot for at sige, at de ting, man gerne bare vil af med, kan det godt betale sig at prissætte derefter. For selvom jeg i den landsdækkende puslegruppe kunne have solgt dem for mere, ville der her være hele bøvlet med at skulle pakke og sende dem, og for mig har det jo også værdi at slippe for dét. Det vil jeg gerne kvittere for ved at sætte prisen derefter. 

4.

I kommentarfeltet til sidste uges M2021-indlæg blevet spurgt, om ikke jeg vil skrive lidt om, hvordan jeg indtænker økonomi og madspild i ferien.

Og selvfølgelig vil jeg det. 

Det største problem ift. ferie og madspild er nok uforudsigeligheden; at ferien giver mulighed for at gøre noget spontant og ændre på planer og aftaler på dagen. 

Dertil kommer, at de fleste børnefamilier også er på flere ture og udflugter, end de/vi plejer at være. 

Hvis jeg skal tage hjemmedelen først, så tænker jeg over, at det, jeg køber ind til, skal være noget, der kan holde sig. Jeg og vi spiser f.eks. flere grøntsagsstave end vi spiser salat i ferien, simpelthen fordi ingredienser til salat har kortere holdbarhed end f.eks. gulerødder, agurker og peberfrugter. 

Jeg tænker over at have noget, der kan laves uden for mange dikkedarer, f.eks. altid at have noget, vi kan grille, eller at have noget i fryseren, der kan hives op og passe sig selv i ovnen, mens jeg pakker en bil ud. Rema laver nogle ret anstændige nuggets, man kan få en hel del udmærkede kopnudler efterhånden, toppings til pizza kan holde sig ret længe, og de frosne grøntsagsposer (også fra Rema), kan holde nærmest uendelig, og kan lynhurtigt gøres sjove med et glas salsa, en dåse kokosmælk ell. lign. Jeg løsfryser færdigstegt kylling og frikadeller, fordi det så er superhurtigt at tage den mængde ud, man skal bruge, og de tør lynhurtigt op, når de ikke er klumpet sammen i en beholder. 

Ting med kortere holdbarhed kan man købe i mindre mængder (f.eks. 2 små bægre creme fraiche i stedet for ét stort) og sidst men ikke mindst kommer her det bedste råd jeg har, som også gælder ift. ture: Beslut dig på forhånd, hvis du overvejer købemad/take away. For har du først taget mad op eller købt råvarer ind, så bliver take away ofte årsag til ret meget madspild. Men det er sgu en ærlig sag at være lidt overvældet af livet, sådan helt generelt, og specielt når det er varmt og alle er sammen hele tiden. Slut fred med det, men beslut dig på forhånd. 

Og således glider vi ubesværet over i den del, der handler om ture.

Igen: Beslut dig hjemmefra for, om I køber mad på stedet. Hvis I gør, så lad være med at pakke en kæmpe madkurv oveni. Det er ikke forbudt at være taktisk: Hvis du har besluttet, at I smører madpakker til ture, men tager noget take away med, når I kører hjem, så brug det, når ungerne med længsel i stemmen spørger, om I ikke godt kan spise burgere i Tivoli/Legoland/Wow-park. “Vi spiser madpakker her – men jeg vil godt gå med til, at vi tager sushi/en pizza med hjem til aftensmad.” Alle vinder.

Det andet trick, jeg altid bruger er, at jeg har noget med, som ungerne (og evt. jeg selv) får, lige når  vi ankommer. F.eks. en bolle, som de får, når vi står ud af bilen og går mod indgangen/dyrene/dem vi skal mødes med. For mig har det været én af dem, der gør en ret stor forskel. For når alle har fået fyldt på, lige inden man lander, så er blodsukkeret for det første væsentligt mere stabilt, men man ved også, at ingen kan påberåbe sig hungersnødslignende sult 4 minutter efter, at man er landet. En yderligere fordel er, at man ikke behøver tænke så meget på holdbarhed, fordi maden ikke skal kunne holde en hel dag i en varm rygsæk.

Jeg vælger en mellemvariant, hvor jeg køber noget, børnene gerne vil spise. Bedre forældre end mig tager formentlig kampen og insisterer på rugbrødsklappere, men jeg har på pragmatisk vis gjort op med mig selv, at hovedpointen her er, at børnene får så meget i maven, at de ikke er sultne lige med det samme, og derfor har jeg noget med, de godt kan lide og spiser uden diskussion.

For mig har det været en hjælp at tænke over, hvordan de spiser i børnehaven/skolen, for det er langt oftere, end jeg selv spiser. Men hvis man er vant til at få lille mad kl. 9 og frugt kl. 14, så mangler der noget i maven, hvis man pga. en tur bliver ‘tvunget’ ind i et voksenskema, hvor det, der kommer efter morgenmaden, er frokost kl. 12.

Man kan med fordel overveje, om der er noget af det, der normalt lokker, som det giver mening at købe med hjemmefra. Mine børn synes, at cola er det vildeste i hele verden, og derfor køber jeg ofte 1/2-liters colaer et par dage forinden, når jeg alligevel er ude at handle, og smider dem i køleskabet. Væsentligt billigere og som ekstra bonus har de skruelåg, hvilket modsat åbne papbægere gør dem væsentligt nemmere at tage med, når man er færdig med at spise frokost, og børnene kun har drukket 3 mundfulde. 

Jeg har et par gange prøvet, at vi gik tilbage til bilen og spiste frokost, og de gange, vi har gjort det, har det været en super god oplevelse. Det var rart med en pause fra støj og hurlumhej, de voksne kunne lige regruppere og der var ingen franske hotdogs i farvandet, der ødelagde fornøjelsen ved de medbragte boller og pølsehorn. Men. Det forudsætter, at man kan parkere rimelig tæt på indgangen (som man f.eks. kan i legoland), og jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke ville orke at gøre det, når jeg er alene afsted med børnene. Jeg synes, det kræver flere voksne hænder, fordi man dels skal ud at gå, man skal finde frem og pakke væk, og man skal gå tilbage. Det – synes jeg – er omstændigt, hvis man er eneste voksne indslag, der både skal stå for praktik og hep. 

Og endelig tænker jeg over, hvilke snacks, jeg har med. Efter at have opdaget tricket med at spise, når vi ankommer, har jeg væsentligt færre snacks med end tidligere, men derfor giver det stadig god mening ift. både økonomi og madspild at tænke over, hvad man tager med. Jeg har for længst droppet posen med idealistisk grønt efter at have smidt pose efter pose med agurk og gulerødder ud, når vi er kommet hjem. Derudover køber jeg ting, der kan holde sig, hvis de ikke bliver spist på dagen, f.eks. tørvarer (kiks, riskiks, popcorn), ting, der er enkeltindpakkede og kan bruges senere, selvom de har ligget i en varm rygsæk (figenstænger, rosiner, små juice) og evt. lidt slik, der kan aflede fra alt det, der lokker (små pakker karameller, en slikkepind osv.). Alt sammen noget, der er til at betale sig fra, og som kan smides tilbage i skabet og medbringes næste gang, man har det med hjem.

Kort sagt:

Ferie hjemme:

*Mad med lang holdbarhed

*Lidt på lager, der er nemt at tilberede og som kan laves til én dag ad gangen.

*Mindre mængder af madvarer med kort holdbarhed

Ferie på tur:

*Mad-mad, der spises lige inden/ved ankomst, men inden man kommer ind til alle fristelserne

*En forhåndsbeslutning om, hvad man evt. vil købe på stedet

*En forhåndsbeslutning om, hvad man gør med aftensmad 

*Snacks, der er billige og kan holde sig længe

Ovenstående er de redskaber, jeg selv bruger til at styre indtag, madspild og økonomi, når vi holder ferie. Har I derude andre tips og tricks, så smid dem endeligt i kommentarfeltet. 

Jeg håber, jeg har fået svaret på det, du spurgte om, Anita. Hvis ikke, eller hvis noget er uklart, så spørg endelig yderligere ind.

God weekend.