Dagene går, og vi går med

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Både på den konstruktive måde, hvor jeg tænker tanker, der giver indsigt og forståelse, men også på den måde, hvor tankerne føles som at træde på speederen i en bil, der ikke er i gear: Høje, larmende og uden fremdrift.

Jeg har fået meget ud af det, jeg lærte af at skrive lege-indlægget, for efter at have opdaget, at den manglende leg i bund og grund handler om, at Frida er langt, langt mere socialt anlagt end Anton og jeg, forstår jeg bedre, hvad det er, der sker.

Det har, lidt uventet, taget luften ud af nogle konflikter også, fordi jeg nu pludselig fatter, hvad de handler om. Jeg har f.eks. aldrig forstået, hvorfor Frida lod til nærmest at blive vred over hjemme-eftermiddage, men nu forstår jeg, at hvor Anton og jeg bliver drænet af selskab, når vi er trætte, så får Frida energi af at være sammen med andre mennesker. Og så giver det hele meget mere mening, og jeg kan kravle ned fra mit ‘når jeg nu har prioriteret en rolig hjemmeeftermiddag for JERES skyld…’-kors.

Hun er stadig for lille til selv at cykle ud i verden og besøge sine små mennesker, men alene det, at jeg ved, at det bliver anderledes på et tidspunkt og i mellemtiden kan prøve at fylde på med så mange aftaler, jeg kan lave – og overskue –  hjælper på det. 

Irriterende nok har det også betydet, at jeg pludselig kan se min egen rolle i det her. For nu, hvor jeg ikke har opmærksomheden parkeret i at forsøge at forstå, er der frigivet overskud til at se indad. Og jeg kan se, at jeg faktisk heller ikke kan aktivere mig selv. Hej nedtursmenneske. For inden jeg fik mine børn, havde jeg hænderne i 1000 projekter, og hvis jeg ikke var i gang med nogle af dem, var jeg i gang med noget fitnessrelateret. Men eftersom jeg ikke underviser mere, og helt selvvalgt har skåret både fra og væk, fordi jeg gerne vil ned og stå på flad fod, har jeg faktisk ikke længere noget, der ligger og venter på, at jeg kaster mig over det. 

Hvilket jo var det, jeg ville.

Og så alligevel. 

For problemet er nok, at jeg nu har mere overskud i hovedet, end jeg har haft de sidste 4 år, men jeg har stadig 90% af min tid besat med praktiske gøremål og børn. De 10 overskydende procent er nye og uvante, og jeg ved ikke, hvad jeg skal fylde i dem, for det stadig skal være noget, jeg kan tåle at blive afbrudt i, og som ikke stresser mig, hvis jeg ikke når det.

Så altså. Det er da i hvert fald gået op for mig, hvor meget jeg også selv har aktier i følelsen af, at jeg enten skal lave noget praktisk eller underholde børnene – for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Og måske er det alderen, eller måske er det et resultat af at have løbet så stærkt så længe, men når jeg uventet pludselig har tid i overskud, så kan jeg slet ikke finde ud af gøre noget med den. Jeg har hele tiden sådan en sitrende, kravlende rastløshed i kroppen, der byder mig at gøre noget, så jeg er med og foran. Jeg har det som om, jeg er på flugt fra mig selv, men jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den erkendelse, og tankerne kører i ring.

Men med det stigende antal legeaftaler i vores liv, begynder Anton også at efterlyse selskab, hvilket glæder mig inderligt, og det er endnu et af de steder, hvor Frida har vist sig at være en lille, fin motor, der trækker Anton med ud på nye, uopdagede vande. Timingen kunne ikke være bedre, for vi begynder så småt at forberede hans skoleskifte, og jeg bruger hans nyopståede ønske om legeaftaler til at nudge ham til at deltage i legegrupper og fødselsdage herude; noget, han ellers indtil nu har undslået sig, fordi det har været for meget for ham at engagere sig to steder. 

Jeg har haft det første møde med hans kommende lærer, som virker dygtig og empatisk, både klassen og forældregruppen virker god, og jeg glæder mig som et barn til juleaften til at sige farvel til skolebusser og logistik. Det bliver fantastisk at få alle mand samlet under næsten samme tag, og kun at have ét hold børn og voksne pr. barn at forholde sig til. 

Så som jeg hørte en kvinde sige for nyligt: Vi er i en tid, hvor det på overfladen ikke ser ud som om, der sker så meget – men det betyder ikke, at der er ikke er forandringer på vej.

M2019, uge 14

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom Frida igen hjem med en stort set u-spist madpakke, fordi der var blevet delt fødselsdagsfrugt og -kage ud på gul stue. Det er 4. gang på en måned, og torsdag skrev jeg til børnehavelederen, om ikke der kunne sendes en opfordring med ud i nyhedsbrevet til, at man lige giver et heads up, hvis ens barn har noget med, enten over Tabulex eller med en old school seddel på døren.

Det kan godt være, at det virker som en lille ting, for de får jo også jævnligt mad med, de ikke spiser, så madspild er svært helt at undgå. Men der er omkring 120 børn i institutionen, hvilket i gennemsnit betyder 10 fødselsdage i måneden, så mængdemæssigt er der rasende meget mad, der går direkte fra køleskabet til skraldespanden hver eneste uge.

Opfordringen kom med i nyhedsbrevet allerede fredag, og jeg håber, at bare nogle af de andre forældre har lyst til at bakke op om initiativet. 

2.

Har jeg tørret alt mit vasketøj ude, og bare givet håndklæderne 10 minutter i tørretumbleren efterfølgende, så vi slipper for fornemmelsen af at tørre os i pap.

3. 

Døde min kaffemaskine, hvilket er et af de meget få husholdningsapparater, jeg erstatter pronto. Som i: Jeg kører ud og henter en ny, så SNART det sker. 

Det gjorde jeg så i lørdags, men den model, jeg plejer at købe, som er til at betale sig fra for penge, var udsolgt i El-giganten, som kun havde en mere luksuriøs – og dermed naturligvis også dyrere – model af samme mærke.

Mens jeg i desperation stod og googlede, hvor i byen, de mon havde mit sædvanlige weapon of choice på lager, kom den dyre model frem som sidebar-reklame, fordi Føtex havde den på bud.

Jeg handler meget sjældent i El-giganten, og jeg HADER at forsøge at forhandle mig til rabat i butikker (af en eller anden grund har jeg det anderledes, når jeg køber brugte ting privat), men da der i det samme kom en gigant-medarbejder gående forbi, spurgte jeg, om de tilfældigvis havde prisgaranti. Det havde de, og sådan gik det til, at jeg 10 minutter senere stod på p-pladsen med en ny og mere pimpet version af min sædvanlige kaffemaskine under armen, som jeg havde fået til lidt under den pris, jeg normalt giver for standardudgaven.

4.

Så jeg på fb et opslag om, hvordan folk lægger uge-budget, og det slog mig, at jeg faktisk har eksperimenteret med lidt forskellige udgaver, men ikke har skrevet om det her. 

Sidste år prøvede jeg kuvert-modellen, hvor jeg fordelte månedens rådighedsbeløb i 4 små portioner, og således vidste, hvad jeg havde til den enkelte uge. Jeg har hørt om mange, der er glade for dét system, men det fungerede ikke for mig.

For det første syntes jeg, at det blev enormt omstændigt med alle de kontanter. Både at huske at hæve dem og at have dem liggende et sted, hvor jeg kunne komme til dem, men hvor de ikke lå og gjorde sig til for alle, der kom forbi. 

For det andet endte jeg ofte med at købe dyrere, end det var nødvendigt, fordi jeg ikke kunne gøre brug af mængderabat, uden at bruge en uforholdsmæssig stor andel af ugens beløb.

Og endelig var vores økonomi bare ikke særlig velegnet til det, fordi vi ikke har feriekonti og opsparingskonti og tøjkonti osv. osv. osv. Alt kommer samme sted fra, og er der nogen, der pludselig har brug for nye gummistøvler eller kaffemaskiner –  jamen, så går de penge fra husholdsbudgettet, og vi har bare det mindre at gøre godt med resten af måneden.

Mit næste forsøg var en elektronisk version, hvor jeg fik lavet en ekstra konto (det er gratis i min bank), som jeg så flyttede et ugebeløb over på hver søndag. 

Det virkede langt bedre, fordi jeg nu bare kunne regulere, når jeg alligevel sad ved computeren, og også samtidig kunne lægge en buffer over til netop storkøb med mængderabat, eller til ‘den dims, jeg har ledt efter længe, og derfor SKAL købe, næste gang jeg ser den’. Bufferen kunne gå videre fra uge til uge, hvis den ikke blev brugt, men skabte ikke Rockefeller-illusioner, når pungen pludselig virkede helt fuld af kontanter.

Siden har mit indkøbsmønster ændret sig, fordi jeg er blevet langt, langt bedre til kun at købe det, vi mangler, og sjældent fraviger min indkøbsseddel, og derfor er det ikke længere helt så nødvendigt at skille ugerne ad. Men når jeg om et par år har betalt min gæld ud, tænker jeg, at min ekstra-konto bliver en slags mellemstation, hvor jeg flytter de penge over, som ikke direkte er en del af husholdningsbudgettet, men som stadig ikke er så meget i overskud, at de kan parkeres på opsparingen (f.eks. børnepengene, indtil vi har købt, hvad vi mangler, eller det beløb, jeg sætter af til service på bilen, indtil jeg ved, hvad det kommer til at koste osv.).

Mit mål er, at opsparingskontoen skal være fredet, så de penge, der står på den, faktisk er nogen, vi har i overskud, og som derfor kan bruges til fester, rejser og alt det andet, som ikke er livsnødvendigt, men som tilfører livet reel værdi.

I øvrigt:

*har mine børn udviklet et genetisk uforklarligt crush på MGP, og vi skal høre det helehelehelehele tiden. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud. Og jeg ved godt, at MGP-børnene i følge reglerne selv skal have skrevet både sang og musik, men nu har jeg hørt alle sange så mange gange, at jeg føler mig i stand til at ekspert-udtale, at det er med løg på. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ægte børn med dét ordforråd. Og jeg bliver nærmest aggressiv ved tanken om voksne mennesker, der sidder og udtænker “sjove” tekster, der skal synges af børn til børn, men som i virkeligheden er rettet imod forældrene, som skal synes, det er sødt og fresh.

*var Frida og jeg for omkring 3 måneder siden på vej ud at handle, da en kat pludselig sprang LIGE ud foran bilen, og vi ramte den. Ubehageligt og trist, men vi har snakket om det, og jeg synes egentlig, at vi er klar til at lægge det bag os. Frida er ikke enig. Hver gang – H.V.E.R gang – jeg fortæller om et dyr, jeg har set på min vej, spørger hun alvorligt: “Kørte du den så over, mor?”

*ved jeg godt, at det er mig, der er uptight og ikke kan tage en joke og alt det der – men med det massive fokus, der er på fake news, synes jeg faktisk, at det burde være et krav, at virksomheder, der lægger 1. april-jokes på nettet, fjerner dem igen d. 01.04 kl. 23.59. Eller sætter et kæmpebanner på det oprindelige opslag med teksten “APRILSNAR!” For jeg kan se, at Erna fra Sønderborg stadig her d. 03.04 synes, det er virkelig smart med den lego-app, der kan finde bestemte klodser, og det skulle ikke undre mig, om der allerede er en paramilitant fraktion under Dyrenes Beskyttelse i gang med at udarbejde et manifest om de kritisable forhold, de nye hash-heste hos politiet skal arbejde under. 

*vil jeg dog gerne, apropos Politiet, sende et kæmpe highfive ud til både det danske og det udenlandske af slagsen for deres måde at være på sociale medier på.

*har jeg slået min mos-plæne for første gang i år, og hvis der er en frisk gartnertype på linjen, er jeg klar til at slå mig ned og falde til ro i rollen som trofæ-kone. 

*var jeg forleden på storindkøb i Bilka. Ved kassen nåede jeg lige at få lagt alle mine varer op, før kassedamen med dyster stemme bad mig om at “gå i gang med at pakke dine varer. For din egen skyld.” Jeg undskylder naturligvis for at komme rendende med alle mine penge og forstyrre dig.(*)

*har jeg hver dag den seneste uge passeret et skilt, hvorpå der med store bogstaver står: “Kultur” og har dermed også hver dag den seneste uge tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke er et eller andet up-and-coming smykkefirma, der har lanceret et kultUR. (Det er utroligt, at jeg endnu ikke er blevet scoutet af et reklamebureau).

*har de i Antons klasse sået karse, og selv lavet de små bakker, karsen står i. Jeg elsker, at vi bare kører fuld snemand/kyllinge-hybrid. Sgu da også omstændigt og forvirrende med alle de højtider. (Og ja. Det karse der… Igen: Plantesæk søger træmand)

Blogsbjerg Inc. proudly presents: “Snekyllingen”

(*)Og bare lige så vi alle er enige: Kunder kan være de vildeste røvhuller. Jeg har selv siddet ved kassen i Føtex, så I so know. Men det er de trælse af slagsen, vi kanaliserer vores job-had ud på og straffer ved f.eks. at klemme deres krydderboller til kanonkugler og deres cornflakes til støv, eller køre servietter og poser fast i båndet. Ikke dem, der kigger én i øjnene og hilser, og vender alle varerne med stregkoden opad.

M2019, uge 13

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge:

1.

Er jeg faldet af parfumevognen med et brag. Jeg siger ikke, at det er jeres skyld. Jeg siger bare, at hvis man bliver ved med at sende en narkoman links til billig heroin, well….

Nå, men i det mindste gjorde jeg det på den rigtige måde. For jeg fandt den på tilbud, købte den og fik sat byttebevis på, og sikrede mig, at jeg kunne få pengene retur, hvis det blev nødvendigt. Og så ventede jeg ellers på at nå til slutningen af måneden, så jeg kunne se, hvordan lønsedlen for marts kom til at se ud, nu hvor jeg har rettet mine fradrag. 

Den var bedre end frygtet, og da jeg samtidig fik 3000 kr. tilbage i varme (tak til den globale opvarmning, som i 2018 holdt temperaturen på jævne 39 grader fra 01. april til 31. oktober og dermed overflødiggjorde gulvvarme) lod jeg propperne springe og tænkte: 

Jeg bliver glad i låget, hver eneste gang, jeg får øje på den og 

2.

har jeg repareret min bruser med en plastik-kile. Vippefunktionen i brusestangen er så slidt, at bruseren nu hele tiden taber hovedet, sad-lonely-man style. Det er til at gå amok over at stå under, og selvom en ny formentlig ikke koster alverden, og jeg gætter på, at jeg ville kunne få den af boligforeningen, fungerer plastik-kilen, man kan ikke se den, og jeg er miljømæssigt meget tilfreds med mig selv. 

3.

Har jeg planlagt mellemmåltider ud fra, hvad jeg havde, der skulle bruges.

Jeg er efterhånden ret god til at få brugt rester til hovedmåltider, men de små ting, der hverken er noget eller ingenting, er svære at tænke ind i en madplan, synes jeg.

I denne uge besluttede jeg at bruge dem til mellemmåltider i stedet. F.eks. havde jeg en pakke knækbrød, som jeg har flyttet rundt på i 100 år. Jeg købte en god ost, og fik dén onduleret. Lidt forskellige mandler og nødder blev fordelt i små poser, jeg fik brugt de mandariner og kiwier, der har leget gemme i grøntsagsskuffen, og jeg købte en liter appelsinjuice, så vi kunne få gule smoothies ud af de frosne poser frugt og risengrødsrester, jeg ikke har kunne finde anvendelse for.

De fleste af tingene krævede et tilkøb af en slags for at kunne bruges, men på bundlinjen gav det stadig mening, fordi vi dels fik tingene brugt, og fordi vi under alle omstændigheder skulle have købt noget til mellemmåltiderne. 

4.

Har jeg taget lyskæden af min bænk ude foran, og gjort den klar til forår og sommer. Den er vasket grundigt og tørret pænt af, alle alger og pletter er fjernet, og jeg har skrevet på min seddel, at jeg skal have købt lidt træolie til de steder, hvor malingen er skallet af.

Ligeledes har jeg pudset mine vinterstøvler pænt, inden jeg pakkede dem væk, for det er efterhånden gået op for mig, hvor meget jeg kan forlænge levetiden på ting og tøj, hvis jeg passer ordentligt på det.

Det handler selvfølgelig også om, at der er lidt mere tid nu, end der var, da Frida var spæd og vi lige var flyttet, men jeg kan godt lide tanken om, at et biprodukt af at blive bedre til at passe på mine penge, også er at blive bedre til at passe på de ting, jeg vælger at veksle dem til. 

Om at huske, hvad man ved

I morges havde vi en af de morgener, hvor alle de små ting rottede sig sammen og spændte ben. Nogen var kede af det, da de vågnede, der var sko, der drillede, og alle bukser var forkerte. Da jeg skulle sætte Anton på skolebussen var den forsinket, og lige som jeg havde afleveret ham i SFO’en, og løb tilbage mod bilen, trillede den ind på p-pladsen, så jeg måtte lave en u-vending, hente ham igen, og nærmest kaste ham ombord, alt imens jeg kunne mærke, at jeg virkelig, virkelig – set i forhold til, hvor på måneden jeg cyklusmæssigt befinder mig – allerede nu burde finde et toilet. I børnehaven gik det hele lige så skævt, hvilket nok kke kunne være anderledes, når jeg var så stresset, at jeg havde bly-smag i munden, så jeg måtte køre fra Frida, mens hun græd, hvilket jeg ellers aldrig at gør.

Det er vel overflødigt at sige, at jeg snøftede mig igennem de første 20 minutter af min egen køretur til arbejde. 

Men som jeg skrev i det her indlæg, hvor det hele også var lidt svært, så øver jeg mig meget i at vurdere, om der reelt er en tale om en dårlig dag, når jeg har det sådan, eller om det bare er 5 dårlige minutter, der stikker af med opmærksomheden, og bliver det filter, jeg ser resten af dagen igennem.

Jeg synes, det er sværest, når det er morgenerne, der vælter. Fornemmelsen af at komme skævt fra start er svær at ryste af sig, synes jeg, og det byder mig inderligt imod, at mine børn og jeg skilles på dårlig fod. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget farvet af, at min far og hans kollega kørte galt, da jeg var på Antons alder, for min far kom hjem efter et langt ophold på hospitalet, men så heldig var hans arbejdskollega desværre ikke. Det sker. Og det er først i mine voksne år, det er gået op for mig, hvor tungt et aftryk, den oplevelse har sat i min tiltro til, at alle, der går ud ad en dør, også kommer ind ad den igen.

Men i morges prøvede jeg at grave lidt i følelsen af, at det hele var forkert, og i den iboende rædsel jeg har for, at det netop vil være en af de sjældne dage, hvor vi skilles med tårer eller stressudløst utålmodighed, jeg bliver torpederet af en Audi. 

Jeg nåede frem til, at følelsen egentlig består af to dele.

Den ene er min instinktive reaktion, som er, at jeg bør få mig et andet job. Et job, hvor jeg ikke har skæve arbejdstider og uger, hvor det føles som om, mine forældre henter mere, end jeg gør. Et job, der ikke har trafik som den ubekendte faktor i ligningen, og hvor jeg ikke behøves at stresse, men bare kan ringe til lægen og skifte en tampax, når det er nødvendigt.

Sagen er bare, at den snak har jeg taget med mig selv. Masser af gange, faktisk, for det er altid, når alting går skævt, eller vi har voldsomt travlt, at jeg får lyst til at hjemmeskole og være selvforsynende. Det er aldrig på de gode dage, og det er for mig det afgørende. For selvfølgelig har man lyst til at gøre alting anderledes, når man har en af de dage, hvor intet føles rigtigt – men jeg tror bare, at de er et grundvilkår ved at være menneske. Uanset hvordan man indretter sig. Og derfor er min aftale med mig selv, at så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage, så er de svære af slagsen en del af den pakke, som hører med, og det må og skal være ok. 

Den anden del af min forkerthedsfølelse handler om min frygt for, at der sker noget forfærdeligt, og at mine børn dermed resten af livet skal bære med sig, at vores sidste morgen sammen var stresset og tårevædet. Men i morges tænkte jeg over, at selv hvis det værste skulle ske, så er vores bånd så solidt, at de godt ved, at den ene, dårlige morgen ikke var andet end dét; en dårlig morgen, som primært står ud, fordi der er flest af de andre. Når jeg siger: “Jeg elsker jer!” til dem, svarer de ofte: “Det ved vi godt, mor” og det er det bedste, jeg ved. At de hviler så trygt i visheden om min kærlighed til dem, at de ikke har behov for at høre mig sige det.

Jeg ved godt, at der kommer flere morgener, som ikke bliver, som jeg helst ville have det; morgener, hvor jeg bliver nødt til at tjekke min mascara i bakspejlet, inden jeg går ind. Men jeg synes faktisk, at der var noget, der faldt på plads i morges, og det håber jeg, at jeg husker, næste gang vi er løbet ud ad døren i jagten på minutterne og bussen og os selv.

M2019, uge 12

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pillet mit “Tøjpakke sælges”-opslag med tøjet, jeg har ryddet op og ud af Fridas skab, af diverse salgssteder, lagt det op på en anden måde – og solgt det hele. 

Udfordringen med at sælge brugt er, at man i høj grad er afhængig af, at nogen specifikt er på udkig efter det, man sælger, lige når man lægger det op, for hvis opslaget er bare en uge gammelt, er det min erfaring, at det sjældent resulterer i et salg. Og for mit eget vedkommende, springer jeg altid over de salgsopslag over, som folk har op’et 3-4 gange, fordi jeg – strengt nok – tænker, at der må være noget i vejen med varen, når nu den ikke bliver solgt. (Hashtag: #WhyImSingle)

Når jeg har meget tøj, jeg sælger, tager jeg altid opdelte billeder af det, så jeg har ét billede med alle bukserne, ét billede med alle kjolerne osv. i stedet for at have alt tøjet i én stor stak på samme billede. Dels ville jeg aldrig selv købe en tøjpakke, hvor jeg ikke på billederne kunne se, præcis hvad jeg købte, og dels ser det pænere ud, rent opslagsmæssigt.

Men det har også en anden fordel, nemlig, at hvis ingen bider på at købe den samlede pakke, så kan jeg lægge tøjet op i adskilte opslag, som jeg gjorde her. 

“Kjoler, 1 stk 15 kr/5 for 50” – billedet under.

“T-shirts, 1 stk 10 kr/7 for 50” – billedet under. 

Osv.

Har man fotograferet tøjet opdelt, kan man bare genbruge de første billeder, og det tager to sekunder at gøre. 

Jeg solgte det hele, og fik – ironisk nok – mere for det, end jeg ville have fået, hvis jeg havde solgt tøjpakken. 

Somme tider virker det ene, somme tider virker det andet, men på den her måde er det i hvert fald nemt at give begge modeller et skud. 

2.

Købt undertøj til Frida og bevidst gået efter noget i farver, der kan vaskes sammen med Antons og mit (mørke) tøj. 

Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge hende til at gå i tøj, hun ikke vil have på, men man kan jo godt nudge med billeder af fint undertøj, der ikke er pink eller sart rosa, så jeg ikke enten skal starte vaskemaskinen, når den er kvart-fuld, eller skal købe 14 sæt undertøj.

Vi fandt nogle fine sæt i grå med billeder af diverse fabel-dyr og alle var glade. 

3. 

Fået et glas marmelade af min mor, som jeg selv har givet hende i gave.

Jeg ELSKER, at vi har snakket så meget om de her ting, at min mor faktisk også begynder at tænke over, at det vejer tungere, at ting bliver brugt, end at Emma Gad kan ligge stille i sin grav.

Så bare for at sige, at har du fået en gave af nogen, som du ikke bruger/får spist/kan passe, så overvej, at man ofte giver gaver, man selv elsker, og som man derfor – præsenteret på den rigtige måde, selvfølgelig – faktisk mange gange ville blive himmelhenrykt over at få retur.

___________________________________

Jeg har desuden opdateret anbefalingslisterne øverst på siden med følgende emner: 

Bøger:

Kridtmanden + Dengang Annie Thorne forsvandt – C.J. Tudor

Jeg læste disse to bøger i den rækkefølge, de er angivet ovenfor, og da jeg havde læst Kridtmanden, tænkte jeg, at jeg skulle huske at skrive den på listen her, for den er fandenfløjteme god! Bogens fortæller er voksen, men han fortæller i tilbageblik, og der er en ret superfed Stranger Things vibe i bogen, som minder om Stephen Kings måde at skrive på, minus gys og overnaturlige skrækelementer. 

Dengang Annie Thorne forsvandt? Full blown Stephen King, inklusiv klamme dukker, børn, der forsvinder og kommer tilbage, huse, med scary ass karaktertræk og. så. videre. Den er SYGT uhyggelig, og overdrevet velskrevet, og jeg synes, man skal skynde sig at låne dem begge to. 

I en mørk. mørk skov + Kvinden i kahyt nr. 10 – Ruth Ware

Her er vi ude i genren domestic noir, men disse bøger har fået væsentlig mindre opmærksomhed end f.eks. Kvinden i toget og Naboparret. Og det forstår jeg faktisk ikke, for jeg synes, de er fuldt ud på højde med den første og niveauer bedre end den sidste.

Lige præcis i denne genre, hvor historierne er bygget op om en hovedperson, der af forskellige grunde bliver mere og mere i tvivl om noget, de (måske?) har set/oplevet, synes jeg somme tider, at de små hints og antydninger bliver for fortænkte. At man allerede på side 35 sidder og tænker: “Så stop dog med at æde piller og drikke whisky, hvis du ikke fatter, hvad der foregår!?” Sådan syntes jeg ikke, det var her. Jeg troede på plottet hele vejen, og sproget er også væsentlig over middel.

Har man brug for en let-læser, som man stadig bliver fanget af, er de her to gode bud. 

Farvel, kære sofa – Majbritte Ulrikkeholm

Jeg har en blød plet for MU. Jeg synes, hun er ualmindelig sympatisk, og jeg elsker måden, hun skriver på. Hun har haft en svær barndom, og jeg har læst de fleste af hendes selvbiografiske bøger gennem årene. Det er de store emner, hun er optaget af, men hun er poet af hjertet, og hendes tekster er som bløde klavertoner for sjælen. Også når de handler om de svære ting. 

Jeg tror ikke, at hendes bøger egner sig til at læse fra en ende af, for de er en beskrivelse af den proces, hun over årene er gået igennem, og handler naturligt nok om mange af de samme ting. Men har man ikke stiftet bekendtskab med hende før, er den her bog et godt sted at starte, for den er – tekstmæssigt – let læst, og stadig tordnende smuk. 

Serier: 

The disappearance of Madeleine McCann

Stikord: Dokumentar. Den 3-årige Madeleine McCann forsvinder fra et hotelværelse, mens forældrene spiser på hotellets terrasse, da familien er på ferie i Portugal. Hun er aldrig fundet, og man ved stadig ikke, hvad der skete og om forældrene var indblandet. 

Jeg synes, at Netflix true crime-dokumentarer kan være en blandet omgang. Jeg var vild med serien om OJ Simpson, mens jeg opgav halvvejs igennem den om mordet på Versace. 

Men den her er mesterligt lavet. Ligesom retsagen mod OJ, blev denne historie dækket massivt af pressen fra første sekund, og det betyder, at store dele af serien er bygget op om de faktiske optagelser fra dengang. Det gør den ualmindelig troværdig. Og så er den lavet, så man efter det ene afsnit er 100% sikker på, at det var forældrene, der slog hende ihjel, mens man efter det næste er 100% sikker på, at de intet havde med det at gøre, men at en international pædofiliring stod bag. Man skifter fra afsnit til afsnit, frem og tilbage, fra første til sidste episode. 

Jeg var i tvivl om, om den ville være for hjerteskærende at se, men jeg synes faktisk, at Netflix-folkene har fået den skåret, så det er sagen og ikke den lille pige, man fokuserer på. Der er et par øjeblikke undervejs, hvor man lige må have fat i en pakke kleenex, ikke mindst i forhold til nogle af de andre børn, der nævnes, og den ualmindelig grimme underverden, man så gerne vil glemme findes, sætter sig også som et fedtet, uønsket lag på både øjne, hjerne og sjæl, men jeg husker stadig sagen, som var det i går, og jeg ville sådan ønske, at man fandt svaret på, hvad pokker det var, der skete. 

Mr. Robot

Stikord: Occupy Wall Street møder Train spotting. 

Rami Malek spiller overfor Christian Slater i en serie om en temmelig ustabil nørd, som er så dygtig til det, han gør, at han bliver head huntet af et undergrundsnetværk, som forsøger at bekæmpe kapitalisme i form af den virksomhed, som Rami Malek arbejder for. Det lyder DØD-sygt, men er overraskende underholdende, ikke mindst pga. et par plottwists undervejs, som man SLET ikke ser komme. 

Jeg startede på 2. sæson, som blev for hacker/matrix-agtig til mig, men første sæson kan varmt anbefales. 

Broadchurch

Stikord: Britisk krimi med ham fra Dr. Who. 

En 11-årig dreng findes død for foden af en skrænt, og herfra optrævles skæbner og sager til højre og venstre.

Serien er helt klassisk, britisk tv-krimi, og er ikke på højde med Marcella, men den er til gengæld heller ikke så dyster. Der er et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg syntes, at den blev mærkbart bedre undervejs, og lige nu lusker jeg rundt på noget amerikansk BBC, for at se, om jeg kan få fingrene i 3. sæson, som af en eller anden grund ikke ligger på Netflix. Den er bestemt et skud værd, hvis man er til tør humor, gode plots og britisk accent. 

Tickled

Stikord: Dokumentar. En journalist fra New Zealand ser et klip på facebook om ‘competitive endurance tickling’, og synes, det lyder *så* obskurt, at han beslutter sig for at se nærmere på, hvad dét går ud på. Dermed træder han uforvarende ind i en verden af afpresning, chikane og trusler på livet. 

Det her må være den mest vanvittige dokumentar, jeg nogensinde har set. Man starter med at synes, at det er mærkeligt, men lidt latterligt, grænsende til patetisk, men efter 1,5 time sidder man med håret blæst tilbage efter et indblik i noget, man ikke kan finde ud af om er soft porn, pyramidespil eller forsøg på at ødelægge unge menneskers liv. 

Den blev vist på Sundance Festival i 2016, men ligger på You Tube, hvis man har lyst til at se den.

I øvrigt:

*spekulerer jeg på, om vi nogensinde fandt ud af, om Beyoncés lemonade-koncentrat var reelt, eller om det bare var et PR-stunt, der skulle give Jay-Z’s bad-boy image kunstigt åndedræt og redde hans karriere?

*var jeg meget i tvivl om, om jeg skulle poste det sidste indlæg, fordi det en lille smule føltes som om, jeg udleverede Frida. Men I var – som sædvanligt – awesome, og jeg har forstået noget, jeg ikke ville være nået frem til, hvis ikke jeg havde skrevet indlægget. Jeg er glad for, jeg gjorde det. 

*har jeg så hidsige Rami Malek abstinenser, at jeg nappede første sæson af Mr. Robot på HBO. Og nogen i PR skal fyres, for det må være årets mest røvsyge serietitel – men den var super cool. Meget Trainspotting, tech-version. Den blev dog desværre for cyboid til mig i sæson 2, men første sæson holder. 

*hører jeg muligvis for meget My Favorit Murder (haha – #NoSuchThing), men jeg kørte forleden forbi en byggeplads en meget tidlig morgen, og det slog mig, at det absurd skarpe lys, der er den slags steder, når det er mørkt, er den mest øksemorder-agtige belysning overhovedet.

*forstår jeg ikke de bilister, der bare er helt A-okay med at køre 2 meter bag en lastbil på motorvejen. Du kører 130 km/t og kan ikke se vejen. How are you ok with that!?

*er jeg for tiden voldsomt plaget af spam-opkald. Jeg har diverse filtre instaleret, men det er som om, de altid ender med at finde veje omkring det alligevel. I går var der én, der var særlig insisterende, og til sidst rev jeg røret af (jeg ved godt, at det teknisk set ikke er det, vi gør med iPhones, men ‘besvarede opkaldet’ dækker ikke helt her) og brølede: “HVAD!!!?!” ned i det. Det var Jørgen fra Udbetaling Danmark, der bare lige ville tjekke op på noget, så jeg kunne få nogle penge.

*var Frida til gymnastikopvisning i weekenden, hvilket jeg imødeså med en vis spænding. Ikke kun fordi jeg stadig er traumatiseret af min 2015-oplevelse, hvor jeg måtte bære en panisk skrigende Anton ud, allerede inden indmarchen, men også fordi de små gymnaster var blevet indskærpet, at “pigerne skal have opsat hår”. Og ligeså meget jeg hader at have løst hår, ligeså inderligt hader Frida at have hestehale. 

*gik det så fint, så fint, og jeg måtte trække på smilebåndet, da hun på vej af gulvet gik forbi mig, pegede stift på hestehalen og hvislede: “Den skal ud. NU!!”

*gav og fik jeg 8 oprigtige knus dernede, og hilste på omkring 50 mennesker – jeg kendte ingen af dem, da vi flyttede herned for 7 år siden. Det skal jeg lige huske, næste gang jeg drukner i selvmedlidenhed over, at vi INGEN kender i den her by. 

*fortalte Frida mig forleden morgen, at mormor og morfar har fået ‘påskeniljer’ i haven, and I’m here for it. 

*skal jeg bede Apple om at skrue lidt ned for sine meget insisterende password-autosuggestions, når man for 179.483 gang skal på netbank. Nej. Tak.

*ved jeg godt, at der går lige præcis 20 minutter fra jeg har postet det her, til en tech-wizz fortæller mig, at ovenstående skyldes noget, jeg selv har glemt at slå fra. 

*tænker jeg på, hvem det er, der udbryder: “Det lyder som en super ide!” når deres børn på 5 år kommer og siger, at de vil have en You Tube kanal. Nej, virkelig. Hvem?

*var jeg forleden i Matas, og den mandlige ekspedient spurgte medfølende, om ikke jeg ville prøve en øjencreme, de havde på bud, som var “ekstra god til sorte rande og hævede øjenomgivelser?”

Kan du lege?

Jeg har aldrig været god til at lege. I hvert fald ikke på den traditionelle måde, hvor rollespil og “så sagde vi jo, at…” er en del af setup’et.

Jeg har til gengæld altid været god til at underholde mig selv. Jeg har haft snuden i bøger, siden jeg fandt ud af, at bogstaver kunne sættes sammen, og jeg har tegnet og lavet perleplader i ét væk.

Derfor ved jeg, at en manglende evne til at lege ikke handler om mangel på fantasi eller lyst til fordybelse – snarere om, at man bare er på en lidt anden måde i verden end de børn, der kan underholde sig selv i timevis, hvis de får en pind og en piberenser udleveret.

Når jeg tager det op her, er det fordi, Frida lader til at slægte mig på; hun kigger også lidt skeptisk på sine dukker, når jeg foreslår, at hun leger med dem, og det er ret tydeligt for mig, at hun bare ikke *ser* det, andre børn ser, når de kigger på en kasse med dukkegear. 

Hvis det bare var selve valget af aktivitet, der skilte sig lidt ud, ville jeg være cool med det, for jeg har ikke selv savnet at lege med Barbiedukker eller My Little Pony, så jeg er med på, at et børneliv kan være fint og rigt uden plastik og hestetrailere. Problemet er, at det lader til at være rigtig svært for Frida selv at finde på, hvad hun skal lave, og det går mig på. 

Jeg har tænkt over det et stykke tid, og kan se, at det primært er en udfordring herhjemme. Når hun er i børnehave, er det mit indtryk, at hun leger fint med sine små kompaner, både ude og inde, men når hun er alene herhjemme, er det som om, det eller den, der skal sætte gang i legen, mangler. 

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg kunne gøre. Både fordi jeg virkelig under hende at kunne gå ind i det rum, hvor timerne forsvinder, og kreativiteten blomstrer, men også fordi jeg – hånden på hjertet – somme tider ville ønske, at hun var mere selvkørende end tilfældet er. For lige nu pendler jeg mellem at lave noget praktisk og at deltage i spil, sidde med ved tegnebordet, stå på vejen eller lave perleplader. Og fordi jeg selv er handikappet i legecenteret, ved jeg simpelthen ikke, hvordan man gør, og derfor kan jeg ikke vise hende det. 

Jeg synes, jeg har prøvet at skubbe til det på mange forskellige måder. Jeg har fundet legesager frem, jeg har ladet hende kede sig bravt, jeg har gemt skærme og film væk osv. osv. men det lader ikke til at hjælpe.

Ipads og film er ift. Frida ikke det store problem. Hun får ret hurtigt nok, så det løser sig selv, og da jeg også er hyperbevidst om ikke at sidde med min telefon eller med snuden i en skærm, når børnene er til stede, er det ikke fordi jeg er uden for rækkevidde på den elektroniske måde, at hun rykker i mig. (Og her vil jeg gerne pointere, at jeg ikke prøver at være hellig. Jeg bliver simpelthen bare afbrudt så afsindig mange gange, at et potentielt misbrug bliver kvalt i fødslen).

Min oplevelse er, at det måske til dels handler om, at jeg er alene; at der altid er adgang til mig. For når vi er sammen med andre, og jeg er i samtale med flere voksne, er hun trods alt bedre til selv at gå i gang, men når vi er sammen med andre voksne, er der også ofte andre børn, som kan fungere som igangsættere. 

Men når vi er alene, og jeg er færdig med at hænge vasketøj op og lave mad, så er det som om, at vi har fået etableret et mønster, hvor jeg skal finde på og deltage i legen, og det ville jeg forfærdelig gerne have brudt. Ikke mindst fordi sommerferien lurer om hjørnet, og hvis jeg skal spille Vildkat 12 timer i døgnet, 4 uger i streg, bliver jeg alkoholiker. 

Så nu spørger jeg jer: Er der nogen derude, der har gode erfaringer med, hvordan man kan gribe sådan en problematik an? Enten selvgjorte eller i form af teori, litteratur eller lignende?

(PS: Og vi taler ikke om, at jeg mangler ideer til, hvad jeg kan lave med dem. Jeg er god til at tage dem med ud, til at finde tegnesager frem, til at læse højt og synge og til at finde steder, hvor de kan udfolde sig fysisk. Ligeledes har vi også rimelig styr på det med at involvere dem i den daglige drift i det omfang, det giver mening. Det er legen, sådan i sin reneste form, der driller).

M2019, uge 11

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Fået et skattesmæk på 9.000 kr., hvilket jeg på ingen måde havde forventet, fordi jeg sidste år netop valgte at indbetale min restskat, for ikke bare at skubbe den videre. 

Da jeg var færdig med at hamre hovedet ned i bordet, prøvede jeg at sammenligne min årsindkomst fra min december-lønseddel med tallene på både årsopgørelse og forskudsopgørelse, og jeg havde det som om, jeg forsøgte at læse noget på kinesisk. Så snart der er tal involveret, bliver min hjerne nærmest lidt vantro over, at jeg overhovedet gør forsøget. 

Men jeg gider simpelthen ikke, at det her skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, så jeg ringede til Skat, og brugte 20 minutter med en sød og pædagogisk voksen, som post for post (linje? Gruppe?) gennemgik min årsopgørelse med mig, og sammenholdt den med, hvad jeg havde stående på min selvangivelse, og fordi jeg kunne følge med på min egen skærm, forstod jeg faktisk, hvad hun forklarede mig.

Det viser sig, at ens rentefradrag bliver mindre i takt med, at man betaler sit lån ned og dermed har færre af dem. Hvilket jeg føler mig som en kæmpeidiot over ikke at have gennemskuet selv, men.. ja. Som sagt. Ikke min stærke side. Derudover var mit kørselsfradrag også helt i skoven, fordi jeg til nogle opgaver får fradrag for min kørsel, mens jeg til andre får kørepenge. Jeg har indtil nu bare rettet det, når jeg har fået min årsopgørelse, men har aldrig skænket en tanke, at når fradraget er opgivet for højt, så giver det selvfølgelig et smæk.

Det er alt sammen rettet nu, og jeg føler mig ret revisor-agtig. 

Sidst men ikke mindst har jeg bedt vores lønkontor om at sætte min trækprocent lidt op, så alt i alt i alt i alt skulle det gerne ende med, at jeg til næste år ved denne tid ikke skal åbne til røde tal og kraniebrud. 

2.

Forelsket mig i en parfume og undladt at købe den. Hvilket lyder ret u-M2019-agtigt, men parfume er en af de få ting, der sætter min logik og fornuft fuldstændig ud af funktion. Jeg har 16.000 krav til, hvordan en parfume skal opføre sig, og når jeg med års mellemrum finder én, der kommer gennem nåleøjet, plejer jeg at købe den uden at se mig tilbage. 

Den her gang venter jeg. For det er jo ikke noget, jeg som sådan mangler (jodeter!), og bilen skal til service på mandag. Plus pkt. 1. You do the math. Og det *bliver* jo jul igen engang.

Mig, der tænker på min parfume, som stadig står på hylden i Matas og spekulerer på, hvad den gjorde galt.

3.

Købt 3 dåser Heinz tomatsuppe og sat dem i skabet, fordi det er gået op for mig, at stort set alle mine rester kan hældes i tomatsuppe, uanset om vi snakker om lasagne, chili sin carne, en rest kylling, lidt pasta m/kødsauce el. lign.

Mine børn er svære at lave mad til, og det svinger meget, om jeg kan få dem til at spise det, jeg laver til mig selv. Men målet er at udvide deres kulinariske horisont, så jeg nægter at give op på forhånd, og de smager altid pænt på det, jeg laver. 

Men det betyder, at når jeg fryser maden i portioner, så er jeg nødt til at fryse nok til, at der er til dem, hvis de godt kan lide det, men hvis ikke, ender jeg med sådan en lille, åndssvag rest, som har været varmet og derfor ikke kan genfryses, men som ikke er nok til at udgøre aftensmaden den efterfølgende dag. Somme tider kan det bruges i madpakken, men hvis jeg har en af de dage, hvor jeg er på vej fra Vejen til Viborg, når klokken er 12, er det bare mere hensigtsmæssigt med en klap-sammen. 

Men nu har jeg opdaget, at de smårester er fantastiske i tomatsuppe, som dermed forvandles til lasagne-suppe, mexi-suppe, rod-sammen-suppe osv., og dåserne fra Heinz indeholder 4 dl. og giver dermed lige præcis den portion, vi skal bruge til et aftenmåltid. Som en ekstra fordel fylder suppen ikke i fryseren, og den kan holde sig nærmest evigt.

————————————————

Jeg lovede for to uger siden, at jeg ville lægge et par billeder op af børnenes værelser, og så kom jeg fra det. Men I har været med hele vejen, så selvfølglige skal I se det færdige resultat:


Feminist anno 2019

I lørdags postede jeg indlægget ‘Kampdag på bagkant’, og på baggrund af kommentarfeltet, og hvad jeg de sidste dage har læst forskellige andre steder på nettet, har jeg lyst til at brede emnet lidt mere ud. Derfor vælger jeg at konvertere mine svar til de nævnte kommentarer til et indlæg af den lidt længere slags. 

For at starte midt i det hele, er der et par stykker, der har skrevet til mig, at de synes, det er rart, at jeg tager emnet op, og at det er lidt mærkeligt, at ikke flere bloggere og influensers gør det. Til det vil jeg sige: Man skal gide det. Og det lyder måske lidt martyragtigt, men det er et indlæg af den slags, der altid afstedkommer korslagte arme, og hvor man godt på forhånd ved, at nogle kommer til at synes, man er sur, hellig eller rabiat. Så er det nemmere bare at skrive om ufarlige emner, hvor man ikke risikerer at blive uvenner med nogen, eller bliver kritiseret for at tro, at man taler på alle kvinders vegne. 

Faktisk tror jeg, at det sidste er et af de primære problemer i hele debatten, nemlig at emnet er *så* bredt og qua sit udspring jo mere eller mindre involverer alle, hvad enten man er kvinde eller mand. (Eller intetkønnet for nu at få alle med). Samtidig handler nogle af de problemstillinger, vi diskuterer, om holdninger, f.eks. om man mener, at barsel til mænd skal øremærkes, mens andre er spørgsmål, vi kan slå op i tabeller og få svar på, f.eks. hvordan det ser ud med ligeløn, både konkret og når vi taler om indtægt set over et helt liv. 

Og når de to udgangspunkter bliver rodet sammen, er det, at der opstår en tendens til at diskvalificere hele debatten, når man ikke er enig; at fordi jeg mener noget andet end dig, når vi taler om barsel til mænd, så bliver ligeløn pludselig også et holdningsspørgsmål, som man kan mene væk. Og det er det altså ikke. 

At mændene står på skuldrene af en lang række forfædre og deres måde at indrette samfundet på, er ikke deres skyld, og jeg er med på, at det er SUPERtræls at blive stillet til regnskab for at spille efter regler, som generationer, der ligger langt forud for vores, har stillet op. Men jeg undrer mig over den blanke afvisning af, at der er et problem, bare fordi man ikke mærker det på egen krop. For mig er det lidt som at høre en kridhvid dansker sige, at racisme ikke findes.

Men jeg undrer mig endnu mere over det, når det for nogle kvinder tilsyneladende er vigtigt at markere, at de i hvert fald ikke mener, at kvinder stadig har brug for en kampdag. (Her ser vi bort fra Pia Kjærsgaards rabiesbefængte udtalelse, for det er tilladt at notere sig sammenfaldet mellem hendes tweet og den netop opgjorte meningsmåling, der viser, at vælgerne forlader DF, fordi Thulesen Dahl bliver opfattet som usynlig – det går naturligvis ikke, når der er udsigt til valg). Men at kvinder som du og jeg mener, at der ikke længere er brug for at tale om kvinders rettigheder og mangel på samme, går over min forstand.

For mig er det fagforeningsdebatten om igen; hvis de, der ikke mangler noget, fravælger solidariteten, så stiller vi de dårligt stillede endnu dårligere. For det er skønt, hvis den nuværende barselsordning passer til lige præcis det, du synes er Det Bedste Liv. Det er herligt, hvis du er født med bad ass forhandlingsevner, og sidder på højeste løntrin og troner. Eller at du bor et sted, hvor hustruvold ikke er noget, vi opfatter som et problem, og hvor man kan slentre hjem om natten i lårkort og bh uden at bekymre sig det mindste – kæmpe high five herfra. Men det er et udtryk for en afsindig privilegieblindhed, hvis man ikke kan se, at det skyldes en kombination af held, muligheder og at have valgt de rigtige forældre. Synes jeg. 

Og der, hvor jeg må bide tænderne så hårdt sammen, at jeg får spændingshovedpine bare af at tænke på det er, når vi latterliggør de kampe, som andre kæmper. For synes jeg, at vi skal bruge skattekroner på at flå alle trafiklys op af betonen og sætte billeder i af grønne damer og mænd? Nej. Jeg vil sgu da også hellere have en ekstra pædagog i børnehaven eller to sygeplejesker mere pr. afdeling. Men jeg *synes* det giver mening, at vi i takt med, at lysene skal udskiftes, udskifter dem med noget ganske kønsneutralt, som en rød og en grøn pære. Ligesom jeg også synes, at det er en god ide, at vi har kønsneutrale udtryk i erhverv, så vi ikke allerede i folkeskolen typecaster børnene, når de skal vælge, om de vil være politimænd eller sygeplejesker.

Men det er min holdning, og den behøver man ikke være enig i. Jeg synes, at det er SÅ fint, at kønsdebatten har ligeså mange udtryk, som der er mennesker, der gider engagere sig i den. Men hvis vi nu legede, at der på alle skilte i Sydafrika kun var hvide mennesker afbilledet, og nogen så begyndte at snakke om, at det måske kunne være fint, hvis den sorte del af befolkningen også var repræsenteret i gadebilledet, ville vi så også synes, at det var i orden at pege fingre og hån-le? For det er jo absolut i orden, at man ikke har en holdning til emnet – men så kan man jo bare krydse gaden og gå videre?

En anden klassiker, der altid kommer op d. 08. marts, er den biologiske forskel på mænd og kvinder. At mænd fysisk er stærkere end kvinder, og at det derfor ikke hjælper at diskutere voldtægt og hustruvold, for “det er jo svært at gøre noget ved” og “ingen mænd, jeg kender, synes det er i orden”. Nej. Men nogen gør. Og derfor skal vi snakke om det. Det er jo deri kampen består. Kampen er ikke længere protester i gaden med stenkast og skilte, men en daglig opmærksomhed på det, der ikke er i orden. For det er udtryk for et syn på kvinder, som ikke ændrer sig hverken i dag eller i morgen, men som de fleste af os dog alligevel håber har flyttet sig, når vores børn skal ud og være nogens kærester og ægtefæller.

Og måske er et af de problemer, jeg har med debatten omkring det her emne, at vi har en masse standardargumenter, vi altid kører frem og sætter op, og meget få lader til at interessere sig for, hvad der gemmer sig bag. 

F.eks. er et af de argumenter, jeg altid støder på, når vi snakker om ligestillingskvoter i bestyrelser og på ledelsesplan, at det ‘jo skal være den bedst kvalificerede, stillingen skal gå til’ og at man ikke  skal ansættes ‘bare fordi man er kvinde’. Og det er vi jo sådan set enige om. Men hvorfor er der ingen, der undrer sig over, at mændene åbentbart altid er bedre kvalificerede? For det må jo være den logiske slutning af det argument, når de nu sidder så tung på den del af arbejdsmarkedet. Det er jo ikke sådan, at mænd har adgang til hemmelige, magiske uddannelser, der gør dem bedre kvalificerede end de kvindelige ansøgere. Tværtimod har kvinderne overhalet mændene i dele af uddannelsessystemet. Så når mænd er så overrepræsenterede på ledelsesgangene – hvor er det så, de har samlet al den kvalificering op henne? 

Når vi snakker om øremærket barsel til mænd, kommer det også ofte til at lyde som om, folk antager, at hvis man synes, dét er en god ide, så ønsker man, at vi gennem lovgivning skal tvinges til at æde færdigsyede løsninger, som EU dikterer. Det mener jeg på ingen måde. Jeg synes, at den enkelte familie skal indrette sig, som det giver mest mening, både økonomisk, biologisk og ift. menneskelige værdier.

For mig at se er problemet bare, at vi har fået skabt et system, hvor vi bliver ved med at vælge, som vi altid har gjort, fordi det er det eneste, der giver mening. Far tjener mest, fordi han er ansat i det private, mens mor er ansat i den offentlige sektor, som typisk har bedre barselsvilkår. Det mønster tager vi med videre, når børnene er syge, og nogen skal blive hjemme og passe dem. 

Og siger jeg, at man gennem lovgivningen skal gennemtvinge, at forældre tager barslen 50/50? Nej. Men jeg synes det er en god ide, at man øremærker noget barsel til mændene, som de kan tage, og som ikke bare kan vippes over på mor. For der vil være nogle familier, for hvem, det ikke giver mening; familier, hvor man f.eks. gerne vil fuldamme barnet det første år, familier, som vil komme til at gå så meget ned i indkomst, at alle vil lide under det, osv. osv. Men så længe det er en mulighed at mor så bare kan overtage barslen, så bliver det forsvindende få mænd, der vælger at blive hjemme. Så gør vi, som vi altid har gjort, og det bliver, som det altid har været.

Og så er det, at vi, når vi 5 år længere fremme søger de lederjobs, som også har mandlige ansøgere, sidder der med en schweitzerost af et cv, mens mændene kan fremvise én lang, uafbrudt perlerække af pligttro tjeneste og fremmøde. 

Ingen vil ansættes, udelukkende på baggrund af køn – mig selv så utrolig inklusiv – men problemet lige nu er, at vi netop *ikke* bliver ansat på baggrund af vores køn. For hvis vi fagligt kan fremvise de samme papirer, hvad er det så, der diskvalificerer os, hvis det ikke er vores køn? Og det er derfor, jeg synes, at kvoter kan være nødvendige. 

Sidst, men ikke mindst, er der også altid whataboutism-kommentarerne, når vi taler om ligestilling. At mænd ikke kan få børn/adoptere alene, at de er overrepræsenterede i fængselsstatistikken og underrepræsenterede i uddannelsessystemet. Og her vil jeg gerne sige: Kæmp endelig! Og kan jeg hjælpe? For det vil jeg virkelig gerne. Hvilket måske ikke helt er den vibe, jeg modtager den anden vej rundt.

Men det er jo ikke sådan, at verden kun kan forholde sig til ét problem af gangen. Vi kan godt kere os om de hjemløse, samtidig med at vi ikke synes, at de afrikanske bådflygtninge må klare sig selv.

Så. 

Ja.

Det har jeg en holdning til. 

Og det blev skidelangt, og jeg er med på, at jeg med dette indlæg har sagt farvel til nogle læsere, både de mandlige og kvindlige af slagsen. Sådan må det være. Nogle kampe er værd at stille op til, og for mig er det her én af dem.