M2019, uge 26

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Læst min My Favorite Murder bog færdig, som min veninde Tina var så sød at forære mig. Og fordi hun har været med hele vejen, både i mit liv, på bloggen, i M2019 processen og på MFM-fan-toget, ved jeg, at jeg kan spørge hende, om hun vil have bogen nu, så hun også kan læse den. 

Jeg ved godt, at jeg ofte kommenterer på, hvor stor betydning, det har haft, at vi i min omgangskreds og familie snakker om de her ting, men det er fordi det virkelig slår mig, gang på gang, hvor stor lavpraktisk betydning det har for vores forbrug, at vi har pillet alle signalerne ud af de ting, vi omgiver os med. At jeg f.eks. bliver virkelig glad for en flaske værtinde-vin, som en venindes mand har fået i firmagave, selvom der er reklamer på. At jeg kan give en bog tilbage, som tak for, at en veninde i første omgang gav mig den, og ikke behøver være bange for, at det bliver tolket som en afvisning af noget i vores venskab. At jeg kan spørge min chef, om hun ikke kan tage en håndfuld sennepskorn med, så jeg ikke skal købe en hel pose, når jeg skal teste den opskrift, hun sendte mig – og at jeg ikke behøver frygte, at hun tror, det er fordi jeg er nærig.

Det er alt sammen noget, der har ændret sig i løbet af de sidste to år, og kun fordi vi snakker om det. Så hermed en kæmpe opfordring til at begrunde de ting, man gør i miljøets og minimalismens navn, så vi synliggør det og skaber nysgerrighed omkring det, hvilket er en helt anden motor, end når nogen med hønserøv fortæller én om alt det, man gør forkert. 

2.

Givet ferie-rundstykker på arbejde og ved samme lejlighed tømt mit køleskab for pålæg, som vi ikke selv ville kunne nå at bruge, så det bliver spist og ikke bare smidt ud. 

3.

For alvor opdaget bibliotek.dk.

Jeg hører en del amerikanske podcasts, hvori der ofte bliver anbefalet bøger. Og. Jeg. Elsker. Bøger. Indtil nu har jeg købt dem på Amazon, når der har været nogle, jeg ikke kunne leve uden, hvis det lokale bibliotek har ikke haft dem. (Det har de aldrig).

Og jeg er lidt blandet her, for på den ene side vil jeg faktisk gerne støtte forfattere ved at købe deres bøger, for på den måde at sikre, at de stadig har råd/tid til at blive ved med at skrive. (Og bare lige for at aflive den med, at de tjener kassen på udlån på bibliotekerne, så kan man se reglerne her). Omvendt virker det også ekstravagant-hældende-mod-ødselt at bestille en bog og få den sendt halvvejs rundt om jorden, bare fordi jeg lige nu er besat af true-crime genren.

Jeg har flere gange overvejet en kindle, men de er dyrere end hvad budgettet rækker til lige nu, og jeg får ondt i hovedet af at læse bøger på en iPad. Papirbøger it stadigvæk is.

Men sidste weekend manglede jeg to nye, amerikanske bøger, (jo. Jeg MANGLEDE dem, Hans Christian!) som hverken var at finde i danske boghandlere eller på det lokale bibliotek. En pludselig indskydelse fik mig til at tjekke bibliotek.dk og Lord behold: De havde dem begge to.

Efterfølgende var der en fyr, der havde fundet bloggen via en googlesøgning, fordi han var på jagt efter en lydbog, jeg har hørt som barn og skrevet om. Om jeg vidste, hvor man kunne finde den? Om jeg gør? bibliotek.dk.

Så hvis andre derude oplever, at deres lokale biblioteker lader lidt tilbage at ønske på udvalgssiden, er tippet hermed givet videre.

Crazy, crazy nights

Vi er i gang med den sidste uge inden sommerferien, og det gør ikke noget. Egentlig ville jeg gerne skrive et indlæg, der emmede af overskud og feriehormoner, men jeg er bare stadig træt og træg i hovedet.

I sidste uge havde vi besøg af børnehaven, som kom for at fejre Frida, og hvor der sidste år var mandefald på 60%, stillede samtlige 22 gule humlebier til mønstring denne gang. Gudskelov var vejret med os, så vi kunne smide haven og vores kæmpe trampolin ind i ligningen, for 22 børn plus voksne fylder godt på 100m2. Det var en fin, fin dag, og de var ualmindelig velopdragne og søde – og sultne. 40 pølsehorn, en hel bradepande pizza, 3 poser chips og en kæmpe chokoladekage satte de til livs. På 3 timer. Det indgyder ærefrygt, synes jeg. 

Søndag havde vi familien til kage og pizzasnegle, og mandag var det Den Ægte Fødselsdag, og til næste år bliver det brunch for familien og børnehaven på selve dagen; det her udviklede sig til en form for festival, og det var nærmest for meget af det gode for alle involverede parter. 

Til gengæld fik Frida sit største ønske opfyldt, og kører nu rundt på en Elsa & Anna-cykel, komplet med cykelkurv og babystol bagpå, og mit hjerte truer med at hoppe ud af brystet på mig, hver eneste gang, vi kører afsted, og hun nærmest er selvlysende af stolthed.

Anton har været til bælteprøve til taekwondo og i denne uge er der afslutningsarrangement i klubben. Begge børn har udflugter og dagsture på programmet, og jeg har i al stilhed gået og tænkt lidt over, hvor få af alle de overaktiviteter, som eksperterne påstår, børn trækkes igennem, forældrene reelt står for. 

Netop fordi jeg har en oplevelse af, at vi alle 3 herhjemme snart har akut brug for at blive lagt i nato-stilling, havde jeg overvejet, om vi skulle springe Skt. Hans-festen over. Fordi Anton bliver så utrolig overkørt af alt for meget hurlumhej, har jeg været meget nazi med at styre udenom de arrangementer, som koster overskud, hvis ikke jeg vurderer, at de giver Barndomsminder i oplevelsesbogen, og derfor overvejede jeg i første omgang at aflyse.

Og det var IKKE lysten, der drev værket, da jeg planlagde, hvad vi skulle have med, og hvordan vi skulle komme derned, og samtidig på forhånd havde stress over at komme sent hjem med to overtrætte børn, som med garanti ville skulle forbi en bruser, før de kunne kastes alt, alt for sent i seng, og så på en søndag. 

Det, der endte med at afgøre for mig, at vi skulle afsted var, at jeg, når jeg tænker tilbage på min egen barndom, ikke kan huske en eneste morgen af dem, der *må* have fulgt i halen af de aftener, jeg stadig har med. Jeg kan kun huske de lyse sommeraftener, de afslappede voksne, duften af bål og grill, de klistrede is og fornemmelsen af være fri, men stadig tryg, når vi drønede rundt og legede. Og derfor nåede jeg frem til, at det her var én af dem, hvor jeg som forælder er ved at lære, at det, der for børn føles som løse tøjler og frihed, bare ofte på voksensiden er forbundet med lidt mere arbejde. 

Det blev den bedste aften. Det var de lokale spejdere, der faciliterede arrangementet, og de havde lavet forskellige aktiviteter på pladsen, som man for meget rimelige penge kunne købe klippekort til. Anton piskede rundt, blev ansigts-malet som Batman, kørte i svævebane og kastede dartpile efter balloner, når han ikke lige guffede pizza og drak cola, alt imens han snakkede til højre og venstre med nye børn, som han genkendte fra skolen. Frida, der gav den fuld gas med glimmer og sommerfugle i hele 5-øren, fandt sine små kolleger fra børnehaven, og jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt så dem stå stille. Jeg fungerede som en slags pedel, der bare blev hentet, når der var noget, jeg skulle se, hjælpe med eller betale for, og vejret var perfekt.

Jeg tænkte mange, mange gange undervejs, at jeg var så utrolig glad for, at vi tog afsted. 

Da vi kom hjem, gik det som man kunne forvente, med træthedsgråd og sammenbrud over, at vand er vådt og noget med en pude. Anton fik lov at slippe, da vi havde fået 3/4 af Batman vasket af, med det resultat, at han mandag morgen lignede et undveget medlem af Kiss. Vi var uldne og groggy af træthed alle 3, og i aftes var der ro kl 21.30 – men det var det hele værd. 

I morgen, når jeg kører fra arbejde kl 13, har jeg ferie, og bruger ugens sidste to dage på at få købt ind, gjort rent og skabe overblik, og fredag, når jeg henter lopperne, venter 4 ugers ferie forude. Med dage, der starter kl. 5.30 og slutter kl. 21.30 og mig selv som eneste voksne indslag, kommer det til at koste lidt ekstra kaffe og hvidvin, men jeg glæder mig usigeligt til en pause fra madpakkerne, og til selv at sætte dagsordenen.

God tirsdag derude.

Når spejderne kører grupperabat på ansigtsmaling, og alle vil være Batman

M2019, uge 25

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg foræret de her fine folieballoner fra Fridas fødselsdag væk gennem den lokale fb-gruppe:

De kan holde luft i flere måneder, og derfor syntes jeg, at det var en skam bare at overlade dem til deres skæbne på gulvet, så nu er de sendt videre til en anden lille pige, der har skal fejres. 

Egentlig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til skrive punktet på, fordi jeg ved, at der vil være nogen, for hvem folieballoner er så langt fra et minimalistisk livssyn, at det nærmest diskvalificerer hele temarækkens eksistensgrundlag. Men jeg besluttede at skrive den på alligevel, først og fremmest fordi jeg gerne vil holde det ægte. Men også fordi jeg synes, det er et godt eksempel på, at man stadig godt kan have bevidst forbrug i baghovedet, når man opfylder andre behov end sine egne. 

For er folieballoner livsnødvendige? Nej. Ville jeg købe dem til mig selv? Heller ikke. Men Frida fik stjerner i øjnene, da hun så dem, og for hende er de vigtige. Fuldstændig ligesom enhjørningepynt i kager.

Det i sig selv er jo ikke som sådan et argument, og egentlig havde jeg først sagt nej, netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen, og der derfor nok er noget unødvendigt fremstilling, der bliver holdt liv i, når jeg køber dem. 

Men.

Jeg endte med at omstemme mig, fordi jeg dybest set ikke tror på, at børn får lyst til at følge i deres forældres fodspor, hvis valg og handlinger er dikteret af tvang og forældreværdier, som børn ikke forstår. Jeg tror, man på den lange bane kan flytte meget mere ved at tage snakken med dem, når emnet naturligt kommer op – som når jeg f.eks. forklarer, hvorfor jeg ikke selv skal have folieballoner. Eller hvorfor vi giver hendes videre.

Så den kommer på, fordi jeg gerne vil minde os alle sammen om, at det ikke behøver være enten-eller, men at man godt, når man går på kompromis med sine principper, stadig kan overveje, om der er noget, man kan gøre, for trods alt at trække valget i en mere bæredygtig retning. 

2.

Glædet mig over, at vi i familien og omgangskredsen får mere og mere gang i en form for sektionsopdelt storkøkken. At jeg, når jeg skal bruge 5 dråber rød frugtfarve, starter med at spørge min mor, om hun har noget stående, at hun får et af mine tre deciliter-mål, fordi hendes er gået i stykker, og jeg ikke har brug for tre, og at vegetarmad og specialingredienser vandrer på kryds og tværs, fordi vi alle sammen snakker åbent om at stoppe madspild og prøver at inspirere hinanden til flere kødfri dage. 

3.

Skåret frugtstængerne, som mine børn ikke gad at spise, i små stykker og hældt dem ned i den sidste rest müsli, sammen med alle de halve og kvarte poser nødder og tørret frugt, jeg havde i skabet. Jeg fyldte op med et par dl. havregryn og lidt kokosmel, og rystede det hele sammen, så nu er der ryddet op i skabet, og jeg har müsli (som ac bliver ved med at rette til ‘muslim’. Det skal vi nok have gjort noget ved..) til de næste mange uger.

Vejen videre

Forleden så jeg et opslag i en af minimalistgrupperne på FB, fra en kvinde, som havde valgt at gå hjemme. Som jeg forstod det, var beslutningen truffet ud fra et ønske om at leve mere minimalistisk og nærværende; altså at bruge mere tid med børnene, aktivt at nedbringe familiens forbrug af diverse goder og leve for mandens indkomst. Hendes opslag gik på, om andre oplevede at blive spurgt til, hvordan de har det med ikke at “bidrage til samfundet”, når nu man stadig er forbruger af de ydelser, der bliver finansieret over skatten.

Diskussionen er ikke ny, men jeg synes sjældent, at den kommer længere end til, at man jo bidrager ved at passe sine børn, og at argumentet om, at “hvis alle gjorde det” er latterligt, for det gør alle ikke. Derudover bliver der også altid budt ind med, at man ikke vil opretholde et kunstigt højt forbrug, udelukkende for at holde hjulene i gang; og jo særligt ikke når alle efterhånden er enige om, at de pågældende hjul drejer alt for hurtigt.

Det er reelt nok. Man kan ikke gå baglæns. Hvis nogen bad mig gå tilbage til det madspild, jeg havde for 5 år siden, eller pålagde mig at købe tøj og nips med samme frekvens, som jeg gjorde i starthalvfemserne, ville jeg også takke pænt, men bestemt nej. For det er jo ikke kun sit forbrugsmønster, man ændrer; det er også hele tankegangen bag.

Men jeg tror faktisk, at problemstillingen er noget, vi bør begynde at forholde os til, sådan helt konkret. For i takt med, at der bliver flere, der forbruger mindre og et stigende antal familier melder sig ud, og måske endda arbejder på at blive selvforsynende, så vil der ske ændringer i den måde samfundet er skruet sammen på.

Vi bliver nødt i hvert fald at begynde at snakke om, hvad vi gør, når mange mennesker nok har flyttet sig fra den ene side af vippen og over på den anden. På et tidspunkt *vil* det blive et problem at udbygge og vedligeholde infrastruktur, skolesystem og sundhedsvæsen, hvis gruppen af mennesker, der bidrager økonomisk gennem skatten til driften, svinder ind.

Et faldende forbrug af både ydelser og varer vil også på et tidspunkt få konsekvenser for, hvor mange mennesker, der kan være ansat i de forskellige brancher, mens færre turister vil blive et kæmpe problem for nogle områder og lande, som lever af det.

Som global gruppe bliver vi nødt til at begynde at overveje, hvordan de mennsker, der bliver i overskud på arbejdsmarkedet, skal forsørges eller forsørge sig selv. 

Jeg er med på, at det her ikke bliver et problem i morgen, og at vi stadig har mennesker, der ikke helt forstår, hvorfor sugerør og plastikposer er et problem, og heldigvis ser jeg, når jeg kigger på gruppen af mennesker, der er nået et stykke længere hen af den minimalistiske vej, mange, der vender sig om og lærer fra sig bagud; som prøver at få de mennesker med ombord, der stadig synes, at røde bøffer er en menneskeret, og at Pia K. har ret i det med klimatosserne. 

Men jeg mangler måske lidt, at flere af os også begynder kigge fremad. For håbet er vel, at vi om 100 år har et samfund, hvor forbruget er faldet til et niveau, hvor vi ikke smadrer kloden, og hvor familien er den struktur, der holder sammen på samfundet. Men lige nu er det svært for mig at se, hvordan vi når derhen, uden at en masse mennesker falder gennem de huller, vi ufrivilligt kommer til at skabe i underlaget i vores iver efter at nå målet. 

For vi river jo ikke alle huse ned og bygger træhuse på én gang, så der skal helst være håndværkere og skadedyrsbekæmpere og folk, der kan komme og lægge nye tag på de huse, der allerede står en god rum tid endnu. Der skal helst være læger, tandlæger og kiropraktorer, og gerne nogle, som ikke er selvlærte. Det giver også mening, at de børn, hvis forældre måske ikke er så bogligt stærke, ikke bliver tvunget ind i en livsbane af praktisk arbejde, fordi forældrene eller naboen ikke kan undervise dem på det niveau, de er klar til at blive undervist på.

Og på den knap så nødvendige skala er det jo også rart nok at have adgang til gode bøger og aviser og blade, som kan gøre os klogere og skabe debat. Det kan sagtens foregå online – men hvis ingen vil betale for det, og alle låner på biblioteket, så *er* der sgu ingen, der har råd til at leve af at skrive. 

Og så længe dét er virkeligheden, er der stadig brancher, vi har brug for, uddannelser, der skal fungere og et sundhedsvæsen, der skal vedligeholdes og forbedres gennem forskning og dygtiggørelse. Hvordan muliggør vi det, samtidig med, at vi redesigner samfundet og måden vi lever på? Det mangler jeg nogle gode bud på, synes jeg. For lige nu er det min oplevelse (min. Kun min. Andre kan have oplevet noget andet), at mange føler, at de har gjort deres, hvis de bruger muleposer, skærer ned på kødet og husker at tage cyklen, og at opgaven derfra består i at fortælle andre, hvad de gør forkert. 

Vi kan ikke allesammen gøre alt, og lidt er bedre end ingenting, men for mig er der næsten et element af økologisk egoisme i, at man udelukkende vil fokusere på, hvordan man selv finder det rigtigt at leve, og bare lukker den her del af debatten ned, fordi den er ubekvem. For de valg, vi træffer ud af et hensyn til miljøet, burde vel også i en eller anden udstrækning træffes ud fra en bekymring om den samlede gruppe?

Som det er lige nu, er det dem, der er længst fremme, der sidder med privilegiet at leve i overenstemmelse med deres værdier. Fordi der stadig er et sikkerhedsnet, som bæres oppe af dem, der ikke har meldt sig ud. Det er muligt at flytte langt ud i skoven og leve af det man kan hive op af jorden og bytte sig til, uden at tænke specielt meget over, om der sættes penge af til at forske i grøn energi og sclerose.

Det er på mange måder vaccine-debatten om igen: At man kun kan træffe et alternativt valg, som bygger på individuelle principper og værdier, så længe flertallet træffer et andet.

Lige nu er vi alle voldsomt optagede af, hvordan vi undgår at køre ud over kanten, og det ér det vigtigste. Men vi skal også have fundet ud af, hvordan vi finder en alternativ rute, og kommer videre – alle sammen. Også de syge, de små og de gamle, og dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at snakke om.

(Og bare lige til sidst: Jeg er selvfølgelig ikke den første, der tænker over de her ting, så hvis nogle af jer derude følger med på blogs, IG-profiler osv., eller som har links til gode udsendelser, der mener noget klogt om emnet, må I endelig smide det i kommentarfeltet. Det eneste, jeg gerne vil bede om er, at det ikke bare er resultatet af en googlesøgning, men rent faktisk noget, man selv har set og finder lødigt og troværdigt).

M2019, uge 24

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Holdt fødselsdag for Fridas børnehave (I know. That is BRAND! NEW! INFOMATION!)

Det her bliver lidt langt, men jeg håber, at en smule forklaring til de enkelte punkter måske kan gøre ideerne nemmere at overføre til eget liv.

Jeg lånte tallerkner og kopper i børnehaven; mit eget forslag, som jeg stillede sidste år og som blev vedtaget. At dømme efter pædagogens lidt forbløffede ansigtsudtryk, er det ikke noget, som ret mange gør brug af, men om ikke andet kan mit en-mands-hærs-forsøg bruges til at skrive om her, så andre måske kan tage ideen med videre. (Prøv lige at tænke på, hvor meget engangsservice, vi kunne spare, hvis det blev almindeligt at låne i institutionen til fødselsdage i stedet for at køre pap og plastik).

Jeg smed to lagner på som duge (= kan kogevaskes), og pyntede med små træflag (= kan genbruges).

Ligesom sidste år valgte jeg at køre den pragmatiske fremfor den idealistiske stil ift. menuen.

Børnene fik pølsehorn; nogle Brugsen jævnligt lægger på FB som ‘ja tak – tilbud’, og som kommer på frost i en pose med 50 stk. De skal hives lige ud af fryseren og varmes, og derfor kan man afvente og se, hvor mange børn, der møder op. 

Derudover bagte jeg pizza, som jeg lavede på dagen, for at eventuelle rester ville kunne bruges som nem aftensmad eller fryses. Helt lavpraktisk bagte jeg pizza for et par uger siden, hvor jeg lavede 3 x tomatsauce og fyld, som derfor bare skulle tages op af fryseren. Dejen lavede jeg efter min sædvanlige opskrift, men med halv mængde gær, så den kunne røres sammen fra morgenstunden, og bare stå og hyggehæve på pladen. Nemt, hurtigt og uden spild.

På snacksiden bagte jeg en enhjørning-kage, som var så nem, at det næsten var snyd, og til dem, der ikke ville have kage, var der slikpinde og flødeboller; begge dele er guf, der ikke forgår, hvis der er noget i overskud. Derudover har vi de sidste par år kørt chips i stedet for slik, fordi børnene ELSKER det. Som bonus er chips langt, langt billigere, og jeg har endnu ikke haft besøg af børn, der ikke nærmest græd af begejstring over synet af de små skåle – modsat de par gange, hvor jeg har forsøgt mig med slik, og ingen kan lide det samme.

Jeg synes, det er SÅ svært at gætte, hvor meget kage, børn kan spise, og jeg overvurderede dem. (Måske fordi 40 pølsehorn og en bradepande pizza lå tungt i maven…) Men jeg er begyndt at test-fryse de ting, jeg i første omgang ikke tror kan fryses, fordi jeg ofte finder ud af, at det kan de faktisk godt. (F.eks. har jeg fundet en opskrift på chokoladekage med glasur, hvor glasuren ikke tager det mindste skade af en tur i fryseren. Det er smart at vide, når man skal have gæster, og derfor hellere vil bage lidt for meget end lidt for lidt). Lige nu har jeg derfor en kvart enhjørning med frosting i fryseren, som godt nok blev i overskud, men stadig tjener et højere formål, end hvis den bare skulle tvangsspises, fordi alternativet var at smide den ud.

Hva… kommer du her tit?

(Og nu har jeg opbrugt kvoten af ordet ‘fryser’ for resten af 2019).

2.

Tjekket Netflix for to film til Anton, som jeg havde skrevet på min to-do, at jeg skulle se, om jeg kunne finde brugt til sommerferien. Og til min store overraskelse lå de der begge to.

3.

Tjent små 500 kr., fordi jeg har gjort en indsats for at sælge de småting, jeg har fået samlet i min oprydningskasse i bryggerset. 

Igen får I de konkrete eksempler, både fordi jeg gerne vil vise, at små beløb ender med at blive til rigtige penge, hvis man sælger nok.

100 Plus Plus Maxi brikker: 80 kr. 

9 Lego film: 50 kr. 

15 stykker tøj af Fridas: 75 kr. 

2 uåbnede æsker glow-in-the-dark stjerner: 50 kr. 

5 specialdesignede Captain Amerika greb til kommode: 100 kr. 

Flexi Trax, 2 biler og 4,5 meter skinner: 80 kr.

Kunne jeg have fået mere for det? Måske. Men jeg solgte det hele på 5 dage, og det vil jeg langt hellere end at flytte rundt på det i en evighed for en 20’er ekstra. 

Da jeg satte Flexi Trax til salg kom jeg til at tænke på noget, som mange måske er opmærksomme på, men som nogle helt sikkert glemmer: Når man sælger brugt, er mange tjenester sat op til at vise det første billede, du lægger på din annonce, hvilket giver mening, fordi det gør det nemmere at se, hvad du sælger. Problemet er bare, at hvis man har flere ting til salg i samme “pakke” (fx. 2 biler og et sæt skinner), og har taget billeder af tingene enkeltvis, så vil det på f.eks. Tradono se ud som om, det er én bil, der koster 80 kr, og det er ingen, der vil give for en brugt legetøjsbil. Så hvis du sælger noget, der består af flere dele, kan det være en god ide at bruge en collageapp, så du kan lægge ét billede på din annonce, hvor man kan se det hele på én gang. Så ser dit forsidebillede sådan her ud:

Hav en fantastisk weekend derude.

Sometimes the snow comes down in june

Ovenstående snekugle er en 1:1 gengivelse af, hvordan jeg har set ud inde i hovedet den sidste måned. Fy for pokker, hvor har jeg været bims og træt og sneblind.

Jeg synes egentlig, at jeg har en forholdsvis høj stresstærskel, men der har bare været afsindigt mange småting, som alle har været vigtige, og hvor jeg er god til at nedbryde store projekter til enkeltelementer, der kan struktureres og overskueliggøres, så bliver jeg rundtosset, når intet af det, der skal gøres, hænger sammen. Det kræver meget mere af hukommelsen, fordi der ikke er en rød tråd i det, jeg skal huske. Har jeg tømt et klædeskab, er det nemt nok at huske, at det skal slibes ned, males, og fyldes igen – i dén rækkefølge – mens overflytning fra ét skoleintra til et andet ikke har det fjerneste at gøre med pensionsopsparing, 4-års vaccine og lån af bordplader til børnefødselsdag.

Antons skoleskifte har stået for stor en del af snefnuggene, med udmeldelse af én skole og indmeldelse i en ny, 7.000 mails med nye og gamle lærere og administrativt personale om læseplaner, bøger, opgavehæfter, intra og Ude-Ugen; et projekt hvor hele indskolingen på den nye skole skulle cykle til en tredje skole, 16 km hver dag, og blandes på kryds og tværs, alt sammen tilsat nye voksne og antihistamin, fordi det hele foregik på en græsplæne. Allergiramte, trafik-usikre Anton tog det som en champ, mens jeg meget u-cool sad med det ene øje klistret til min telefon mellem kl. 8 og 9, og igen mellem 13 og 14, hvor jeg vidste, at de cyklede frem og tilbage, og du altforbarmende, hvor bliver man træt i hovedet af at bekymre sig. 

Sideløbende med dette, har jeg på mit arbejde for nogle måneder siden sagt ja til at overgå til en anden funktion, og stjerner har stillet sig således, at det *også* var nu. Hej kontrakter, fagforening, skat, bank og nye rutiner. 

På mandag har Frida fødselsdag, og hun har siden børnehaven gik ud ad døren sidste år, glædet sig til de kom igen. Det gør de på torsdag, alle 22, og det sker heller ikke af sig selv. Jeg har valgt, at vi ikke holder det på den rigtige fødselsdag, for hvis min hukommelse ellers tjener mig rigtigt, så får vi alle sammen brug for weekenden efter besøget til at stirre tomt ind i en væg og lade fimrehårene i ørerne rejse sig igen.

Meget i-landsagtigt har det nærmest været en ekstra stressfaktor med de mange klat-helligdage, fordi de har ødelagt alt, hvad der minder om flow. Vi har ikke haft fri så længe, at vi er kommet ned i gear, men alligevel længe nok til, at maskinen gik i stå og skulle løbes i gang *helt* forfra, når vi skulle afsted igen.

Vi er ved at være på den anden side af det nu. Ude-ugen er overstået, og det er igen almindelig hverdag for Anton. Jeg er landet i den nye jobfunktion, vi har så småt fået den nye rytme ind under huden herhjemme, og det meste af det papir, der skal sættes underskrifter på, er ved at være på plads, eller i hvert faldt sendt ud i verden, og dermed ud af mine hænder. Jeg har styr på fødselsdagen, vi har holdt den fineste afslutning for Anton på den gamle skole, og selvom jeg har været ved at vælte bagover over alt det, der pludselig og uventet landede i skødet på mig, begynder det så småt at smage af den sommerferie, som vi nu kan nyde i fulde drag, fordi vi på den anden side ikke skal i gang med noget nyt, men bare tilbage til noget, vi kender.

Abort mission: Om igen

I går lagde jeg et indlæg op, som tog udgangspunkt i en artikel fra TV2, som handlede om at nedbringe antallet af ufrivillige aborter. 

Jeg valgte sent i aftes af tage indlægget ned igen, fordi jeg kunne se på mails og kommentarer, at det, jeg gerne ville sige, og det, flere af jer hørte, var to meget forskellige ting. 

Det vil virke underligt bare at fjerne det uden at knytte en kommentar til, hvorfor jeg har gjort det, så for de af jer, der ikke nåede at læse indlægget, vil det her skriv ikke give ret meget mening. Sådan må det lige for en sjælden gang være. 

Mit indlæg var en kritik af en udtalelse fra overlæge Ole Bjarne Christiansen, som i artiklen blev citeret for at sige:

“Man kunne screene for visse risikofaktorer og tage blodprøver. Man kunne også tage en kort samtale for at få en fornemmelse af, om der er tale om en meget sårbar kvinde, der er ved at gå i panik eller udvikle depression, og som derfor kræver ekstra omsorg.”

Jeg vidste på forhånd godt, at abort er et følsomt emne, så jeg havde været ret omhyggelig med at skrive “som jeg læser det” og “synes jeg” efter alt, hvad jeg skrev ud fra, og ikke på noget tidspunkt anfægtede jeg mandens dygtighed eller faglighed. 

Det gør jeg stadig ikke. Bare lige, så det er helt klart. 

Det, jeg finder problematisk er, at hans udtalelse bliver hentet ud af en inderkreds, hvor folk kender manden og ved, hvad han står for, og bliver flyttet over i det store, offentlige rum, hvor den bliver læst og fortolket af mennesker, som ikke nødvendigvis færdes i de samme miljøer som ham og de mennesker, han har hjulpet. Den bliver brugt som den ene halvdel af startskuddet til en artikelserie på et af landets største medier, og bliver dermed en del af den offentlige debat, og derfor synes jeg, at den er mere end almindelig uheldig, for selvom ord bare er ord, bliver de til virkelighed, når der er nok af dem. 

Dette var grunden til, at jeg trak paralleller til abortdebatten i USA og til Kristendemokraternes retoriske røgslør, der skal få deres abortmodstand til at virke som en slags politisk sidebemærkning, der ikke rigtig er vigtig for nogen. Og det er dét virkelighedsbillede, jeg synes, at Ole Bjarne Christiansens udtalelse bidrager problematisk til – uanset hvor dygtig og sympatisk, han er.

Der er for nyligt skrevet en ret spændende artikel i POV, som handler om netop det; hvordan man ved at flytte grænserne, et lille ord ad gangen, ender med en virkelighed, som ingen ville have troet muligt i udgangspunktet.

Jeg er fuldstændig 100% med på, at det ikke er Ole Bjarne Christiansens dagsorden, og at han med garanti ikke har skænket en tanke, at det kunne udlægges sådan. 

Jeg er også med på, at andre læser citatet anderledes end mig, og at vi alle ser verden gennem de briller, som vores opvækst, vores liv og vores historier har udstyret os med. 

Men du siger ikke det, du siger. Du siger det, andre hører du siger.

Det gælder både mig og Ole Bjarne Christiansen.

M2019, uge 23

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tænkt over, hvor stor betydning det har for mit forbrug, at jeg sjældent drysser rundt på strøget og i butikscentre. (Og hvordan dét, at snuse rundt, når man lige har fået løn, på mange måder føles som at købe ind på tom mave). For jeg har været på jagt efter lidt forskellige småting til Fridas fødselsdag, og har i den forbindelse været i nogle af de butikker, hvor det er nemt at bruge en formue på dimser og småting. Og jeg må bare sige det, som det er: Jeg er stadig ikke så inkarneret minimalist, at forbrugslysten er forsvundet, når jeg står face to face med papirblomster, der ville være så fine i vinduet på Fridas fødselsdag, notesbøger (åh, notebøger..) med glimmer og patinatryk af gamle glansbilleder, en kjole med sommerfugle, som jeg ved, at Frida ville ELSKE, og bægre til popcorn, som Anton synes er det vildeste i verden. Jeg købte ingen af delene, men jeg havde virkelig, virkelig lyst.

Når jeg fortæller om det, kommer det hurtigt til at lyde farveløst og glædesforladt, synes jeg, og som om, jeg bevidst prøver at frarøve mig selv de små glimt af hverdagslykke, som et par fine øreringe, eller en neglelak i en særlig smuk nuance kan give. Sådan føler jeg det egentlig ikke. Øvelsen for mig går både på at styre uden om impulskøb af ting, jeg reelt ikke mangler, eller som ikke vil tilføre mig nogen særlig glæde, når først de er hjembragt. Men også på at nå at bremse mig selv, når jeg har lyst til at købe de småting, der er så billige, at det ikke føles som om, de tæller, for da jeg regnede sammen, hvad de ting, jeg havde været fristet af, ville have kostet mig, hvis jeg havde købt dem, nåede jeg op på 350 kr. For lal og bananer. Og jeg ville *aldrig* have opdaget det, for tingene befandt sig i 6 forskellige butikker, og ingen af dem kostede over 50 kr. 

Så alt i alt var det bare en fin reminder om, at det er nemmere at være tørlagt alkoholiker i kirken om søndagen, end fredag aften på en bar.

2.

Hængt en seddel op i Fridas børnehave (som jeg sidste år skrev i min højtids-bog, at jeg ville gøre) hvorpå forældre kan skrive, hvis deres børn holder fri på torsdag, hvor børnehaven er inviteret herhjem til fødselsdag. Sidste år havde jeg forberedt mad til 24 mennesker: der kom 11. Sygdom kan vi ikke holde for, men med et sommerbarn bliver man vist bare nødt til at tænke ind, at der godt kan være nogle, som er smuttet tidligt på ferie.

3.

Har jeg fået brugt makeup og body lotion, som jeg har flyttet rundt på i flere måneder. Jeg tror, jeg ligner de fleste andre: Når jeg køber noget nyt til øjnene, så gider jeg ikke længere bruge det gamle – med det resultat, at der ligger en masse rester og glaner på bunden af min makeup kasse, som stadig er for gode/fyldte til at smide ud.

Ift. bodylotion fik jeg i julegave en parfume, som kom i en gaveæske med bodylotion on the side. Det ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal gøre ved, for jeg synes næsten, det kan blive aggressivt, hvis man kører både parfume og lotion med samme duft, så jeg kommer ofte til bare at flytte rundt på tuberne med creme, uden helt at vide, hvad jeg skulle stille op med dem. (Og jeg får et nervøst sammenbrud ved tanken om at bruge creme med én duft sammen med en parfume med en anden).

Så for 5 uger siden fandt jeg en lille æske, som jeg stillede frem på bordet i badeværelset, hvori jeg smed både makeup-rester og body lotion. I denne uge nåede jeg igennem det hele, og det var virkelig tilfredsstillende at få det brugt.

4.

Har jeg flere gange tænkt på, at jeg ville huske at linke til indlægget, jeg lavede sidste år, hvor jeg med jeres hjælp samlede gratis ideer til sommerferie-aktiviteter i hele landet. Inden I suser derover: Hvis nogen skulle have have ideer, der ikke er på listen, så vær søde at skrive dem i kommentarfeltet under sommerferieindlægget, og ikke her. På den måde sikrer vi, at alle de gode ideer stadig er samlet ét sted. Indlægget finder du her.

I øvrigt:

*vil jeg gerne vide, om det *er* farligt at stirre direkte ind i pæren på en lommelygte, eller om det bare er noget, forældre siger for at slippe for at blive blændet i tide og utide?

*så jeg for et par uger siden carpool karaoke med Celine Dion og bagefter gik jeg en tur i kommentarfeltet, og der er INGEN, der hader hende. Ingen. Ikke én. Det er en præstation på linje med at gro vinger og flyve. 

*elsker jeg, når Frida med al selvsikkerhed i verden fortæller, at hun glæder sig til at besøge Engel & Pære (Inge og Per), og at hun skal bede om at være iført sin yndlings-t-shirt med en stiktus på maven. Kaktusser kommer herfra aldrig til at hedde andet.

*har jeg købt hendes fødselsdagsgave, og jeg glæder mig mere end hun gør, til hun pakker den op:

*er jeg igang med at arrangere et førstehjælpskursus for familier i lokalområdet. Hvis andre kan bruge ideen, så planlægger vi et 4 timers arrangement, hvor de to første timer er for børnene (med forældre), hvor vi bl.a. skal snakke om, hvad man gør, hvis en bedsteforælder falder om, mens de sidste to timer er genopfriskning af hjertemassage osv. for voksne. Røde Kors har instruktører, der tager ud lokalt, og hvis ikke man skal bruge et kursusbevis, er det væsentligt billigere end de priser, man kan finde på nettet. Jeg håber, vi får det stablet på benene. 

*har jeg brug for, at nogen forklarer mig, hvorfor det hedder EfterRETningstjenesten? What’s with the trykforDELing, guys?

*vil jeg gerne vide, hvor støv kommer fra. Nej, seriøst – hvorfra? Jeg fjerner det med meget jævne mellemrum, og alligevel når jeg kun lige at vende mig om, før det er der igen. Det er jo ikke fordi, der er tale om havepartikler eller nullermænd fra tøj. Hvor. Kommer. Det. Fra?

*vil jeg gerne tage den her på forkant, i tilfælde af, at der i fremtiden kommer en serie, der når GoT-agtige højder: Når vi har en serie, som 90% af verden ser, og de enkelte afsnit bliver lagt op på bestemte dage, så bliver det et langt liv, hvis du forventer, at hele internettet holder mund og venter på, at du catcher op. Vi er enige om, at folk er røvhuller, hvis de uopfordret sender en fællesmail ud til hele arbejdspladsen med en spoiler af det samlede plot, men du *har* ikke noget, du skal-skal på Instagram, så her synes jeg, vi vedtager, at al færdsel sker på eget ansvar. 

*brækker jeg midt over af irritation, næste gang jeg i Mads & Monopolet hører “Du ved jo heller ikke, om de har et åbent ægteskab” hånligt fremført som argument for ikke at fortælle sin kollega, at man har set hans kone knalde pedellen. Den her går ud til alle deltagere på A-holdet: Hvis kollegaen og konen har et åbent ægteskab, så SKER DER IKKE NOGET VED AT FORTÆLLE DET!! 

*delte jeg et link til min nye favoritstandup’er på fb, og der var én, der klikkede på det. Jeg er misforstået af min samtid. (Det er her, hvis nogle af jer skulle have bedre smag end mine venner)

*vil jeg gerne, ganske uopfordret, komme med et kæmpe s/o til de oversættere, der acer deres job. De er i sandhed the unsung heroes, for bøger som Stillidsen og Alt det lys, vi ikke ser, kunne med lethed forvandles til sprogmæssige blodbad, hvis de kom i hænderne på amatører. 

*er bog-listen (- apropos..) opdateret med følgende:

Den første, De tolv og Spejlbyen – Justin Cronin

Jeg fik anbefalet denne trilogi af en følger på Instagram, og Oh. My. God. 

Jeg blev færdig med den sidste i aftes, og havde med vilje gemt de sidste 100 sider, fordi det er en af de historier, som man har brug for at læse færdig, når skyggerne bliver lange og verden er faldet til ro. Efter små 3000 sider føles persongalleriet som gode venner, og universet næsten selvoplevet.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det præcis er, der gør bøgerne så gode, for hver for sig er enkeltelementerne glimrende, men uden at være ekstraordinære. Sproget er smukt, historien er troværdig og grusom, den religiøse parallel er underspillet nok til, at man ikke føler sig talt ned til, og personerne er fyldige og tegnet i alle nuancer af gråt. Men der er en form for 6. element, der gør kombinationen fuldstændig formidabel; en slags æterisk kvalitet, der hele vejen igennem tilføjer et lag af blå, luftig melankoli, selv i de passager, der er virkelig, virkelig spændende. 

Min eneste lille bitte anke er, at jeg synes, oversætteren har sjusket i den sidste af bøgerne. Der er for mange fodfejl med forkerte endelser, engelsk syntaks osv. og så måtte jeg tage 4 stesolid og en whiskey på hver af de ca. 600 steder, hvor der stod, at en af hovedpersoner “talte i tegnsprog” og “sagde det med tegnsprog”. Vi siger det med blomster, men vi taler på tegnsprog. På. Ligesom vi siger tingene PÅ norsk, PÅ svensk og PÅ fransk.

Men det er ikke forfatterens skyld, og bortset fra det, er det her nogle af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

M2019, uge 22

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg taget en dyb indåndning, for juni bliver en af de måneder, der bider, rent økonomisk. Frida har fødselsdag, nogle af de udgifter vi får til sommerferien, flytter jeg over til denne måned, så de bliver fordelt en smule, og min månedsløn, som svinger meget, er lidt til den lave side denne gang.

Det kommer til at kræve fuldt fokus og nul slinger i valsen, men til gengæld husker jeg at glæde mig over, at jeg i dag er et sted, hvor jeg stiller mig foran det med åbne øjne, i stedet for bare at køre på og lade være med at tjekke netbank. This is what we trained for.

2.

Er min mor nået til det næste skab i sin oprydnings-tour, hvilket betød flade-og-frokost tallerkner til mig. Jeg skrev til den unge mand, der var her og hente køkkenting i sidste uge, og spurgte, om han ville have mine aflagte, samt lidt skåle osv, som jeg også var kommet i tanke om, at jeg ikke rigtigt brugte. Det ville han gerne, så jeg smed dem forbi ham, da jeg alligevel skulle ud at køre.

Jeg er i det hele taget begyndt at gøre brug af faste aftagere, både med det, jeg forærer væk, og det, jeg sælger. Jeg har flere gange haft gengangere, når jeg har solgt babyting og børnetøj, og derfor er jeg begyndt at spørge, om dem, der køber, er interesserede i, at jeg skriver til dem (no strings attached) når jeg har næste størrelse klar – som de kan få ekstra billigt, fordi det også gør arbejdet lettere for mig. Det skal selvfølgelig ikke føles brugt-bilsælger-agtigt, men indtil nu har alle sagt ja tak.

3.

Har jeg været på roadtrip til Tyskland, hvor man – til manges overraskelse – kan spare penge på meget andet end slik og alkohol.

Jeg forberedte mig, som var det invasionen af Normandiet, jeg var ved at lægge strategi for, fordi punkt 1, og da jeg sad og kiggede i de forskellige reklamer, opdagede jeg noget, som jeg senere har tænkt over, at jeg også kommer til at gøre herhjemme. For når jeg f.eks. så, at der var tilbud på Fun saftevand til 8 kr., skrev jeg den på sedlen med det samme, for “dét er billigt!” Men så var det, at jeg kom til at tænke over, hvad jeg køber herhjemme. Og det er *ikke* Fun. Det er bare Nettos den bedste, og den er stadig billigere end Fun på tilbud.

Jeg ved ikke, om andre er hævet over den reaktion, men for mig var det faktisk lidt en aha-oplevelse; at jeg ikke skal sammenligne med, hvad varerne koster herhjemme/normalt, men derimod hvad jeg plejer at købe. 

4. 

Har jeg besluttet at vente med at købe nye hjemmesko til Anton til SFO’en. Han vil helst bare gå rundt uden, men skal alligevel have et par dernede til dage, hvor det regner og gulvet er vådt.

Men nu er han vokset ud af dem, han har, og med 28 dage tilbage, synes jeg, at det bliver for kort tid, han kan bruge et nyt par, for de vil helt sikkert være for små, når de starter op igen efter sommerferien. Han har til gengæld lige fået nye sandaler, og de er stadig så pæne, at de også kan bruges indedøre, så de må gøre det ud for hjemmesko de sidste 4 uger. 

5.

Har jeg eksperimenteret med en vegetaropskrift på Tikki Masala, som er blevet virkelig, virkelig god, og da vi før har snakket om vegetarretter i det her tema, får I den her. 

Den er lavet ud fra den her opskrift fra dygtige, fine Emma Martiny, og jeg nærer ingen illusioner om at kunne optimere hendes ting, for hun er niveauer over mig. Hendes original smager med garanti fantastisk, når hun laver den, men når jeg forsøgte, blev den en lille smule tør (HELT sikkert et eller andet, jeg gør forkert), og da jeg jo ofte har mad til to dage pga. de to kræsenpinde, jeg bor med, har jeg prøvet at gøre den lidt mere cremet, så den også er lækker dagen efter.

Jeg spiser den med naanbrød i stedet for ris som tilbehør, and it goes a little something like this:

Vegetar-Tikki Masala, 2-3 personer:

1 aubergine i tern

1 dåse godt afdryppede kikærter

1 sød kartoffel i bittesmå tern

Ovenstående marinerer natten over i:

3 fed presset hvidløg

1 cm revet ingefær

3 dl græsk yoghurt 10%

Saft af 1 lime

1 tsk gurkemeje

1 spsk stærk paprika

3 tsk garam masala

2 tsk salt

Hældes ud på en bageplade og bager i ovnen ved 225 grader i 20 minutter. Vend et par gange undervejs.

Herefter hældes det denne sauce, som gerne må laves aftenen før også, så den kan stå og trække smag:

2 løg

3 fed hvidløg

1 cm revet ingefær

50 gr finthakkede mandler (eventuelt salte mandler, hvis man har)

100 gr tomatpure

1 bouillonterning, kylling

1 lille sjat vand

1 tsk gurkemeje

2,5 dl fløde

1 dl gr. yoghurt, 10%

Evt. salt og stærk paprika

Svits løg, hvidløg og ingefær. Tilsæt mandler, tomatpure, gurkemeje og bouillonterning og bare lige en smule vand, så det ikke brænder på. Rør godt. (Hvis du laver saucen i god tid, tager du den af varmen, tilsætter fløde (vent med yoghurt til du laver den færdig) og sætter den i køleskabet nu).

Herefter tilsætter du dine grønsagstern fra ovnen, fløde og yoghurt, og så lader du det simre 5 minutter, så det lige bliver ordentligt assimileret.

Server med:

Persille (Masser, masser af persille. Bredbladet eller alm)

Peanuts

Humus

Naanbrød