Angst & vacciner, II. del

For et halvt år siden skrev jeg dette indlæg om mine overvejelser omkring at lade mine børn vaccinere imod meningitis. Efter at have læst kommentarerne og vejet yderligere for og imod, endte jeg med at beslutte mig for at tilkøbe vaccinen. 
Det har været overraskende svært at finde noget lødig information på nettet, som i grove træk beskriver, hvilke typer af meningitis, der findes, og hvilke man er beskyttet imod, når man følger det almindelige børnevaccinationsprogram. Og måske er det fordi vi bor i Esbjerg, hvor frygt ikke er noget, vi bruger, men der har også været forbløffende lidt hjælp at hente på apoteket og hos lægen/sygeplejersken hos vores alm. praktiserende læge. De steder, jeg har spurgt, er jeg blevet mødt med undren over, at jeg overvejer det, og ingen har på stående fod kunne svare på, hvordan sagsgangen helt lavpraktisk er, hvis man gerne vil have vaccinen. 
Jeg er selvsagt ikke læge, så det følgende skal man ikke læse som et fagligt velunderbygget udsagn, men som jeg forstår det, findes der to hovedtyper af meningitis. Den ene er man beskyttet imod gennem det almindelige børnevaccinationsprogram, mens den anden ikke er medtaget heri, fordi risikoen for at blive smittet med den, er så lille, at det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at vaccinere imod den.
(Herudover kan man få meningitis af nogle typer af mikroorganismer, som meningitisvaccinen ikke indeholder, men eftersom det er den, man giver, hvis én i husstanden har været smittet, tænker jeg alligevel, at man må være fornuftigt dækket ind.)
For mig betyder den lave risikoprocent imidlertid ikke så meget, for det er i jo fuldstændig ligegyldigt, om der kun er 1% risiko for at blive ramt af noget, hvis man er så uheldig at være den éne procent. Siden jeg fik Frida, har der været 3 tilfælde af mistanke om meningitis i institutionerne i Esbjerg, og vi har 2 børn i omgangskredsen, der har været ramt; det ene af børnene var millimeter fra at dø af det. Og min hjerne kan ikke give slip på det faktum, at hvis ungerne får feber i løbet af natten, så kan de timer, vi sover, ende med at have fatale konsekvenser, hvis det ér meningitis, der er tale om.
Lang historie kort: Jeg besluttede mig for at købe den til mine børn.
Jeg bestilte en tid hos lægen, hentede vaccinen på apoteket, og med kirurgisk præcision, vågnede Frida med feber, da vaccine-dagen oprandt; hun fik derfor lov at vente hos mormor og morfar, mens jeg tog Anton med til lægen. Da jeg hentede hende igen, kunne jeg godt se, at feberen var steget, siden jeg tog afsted, og det fortsatte den med, til den stabiliserede sig omkring de 40+. Efter lidt konfereren frem og tilbage, endte det med, at Anton (efter eget ønske) fik lov at sove hos mormor og morfar, så jeg bare havde Frida at passe på.
Her klipper vi så til scenen kl. 23.30, hvor Frida i ren, blind panik krabbede sig væk fra mig, mens hun skreg og skreg og skreg og skreg og skreg af noget, som kun hun kunne se. De første 2 minutter var jeg ok-cool med det, de næste 2 begyndte jeg at blive urolig, og efter små 10 minutter turde jeg ikke andet end at ringe til vagtlægen. Han stillede de obligatoriske tjek-spørgsmål, men uanset hvad jeg forsøgte mig med af lys og gøgl og klokker og blink, kunne jeg ikke få Frida til at kigge ned eller på anden måde bøje nakken.
Her vil jeg godt indrømme, at en moderat panik begyndte at brede sig. 
“Nu må du ikke blive forskrækket, men jeg bestiller en ambulance og en lægeambulance nu, og jeg gør det med mistanke om meningitis. De kommer med udrykning, for er det det, hun har, så skal det gå stærkt.”
De næste 10 minutter gik med at gå op og ned ad gulvet med Frida på armen, og holde angstscenarierne på afstand ved at tænke på, at skæbnen ville være ualmindelig tarvelig, hvis éns barn fik meningitis, den dag, hun skulle have været vaccineret imod det. 
Kl. 24 stillede det medicinske kavaleri, og hvis jeg nogensinde har været gladere for at se nogen i mit liv, kan jeg ikke huske det. Hun blev undersøgt på kryds og tværs – og de kunne heller ikke få hende til at bøje nakken – men efter grundig og betryggende målen, følen og vurderen, var diagnosen ondsindet influenza med febervildelse galore on the side. Det virkede billigt sluppet, og hårdt presset må jeg tilstå, at jeg måske kom til at lettelseskramme dele af det refleksklædte korps i min stue. 
I sidste uge fik Frida så endelig sit stik, og jeg er simpelthen så glad over, at jeg valgte at gøre det. Ikke mindst på en dag, som idag, hvor hun virkede lidt slatten, da jeg hentede hende i vuggestuen: Det er alle 700 kroner værd, at jeg ikke skal bruge hele natten på at sidde ved hendes seng og være bange.
(Service-info: Den skal gives 2 gange med et års interval, koster ca. 700 kr. for begge vacciner, og beskytter i 5 år).

Feriefinalefornemmelser

Klokken er næsten 20.30, og jeg sidder i min stue, hvor solen vælter ind af de tæskefedtede ruder, og giver en illusion af, at det er varmere udenfor, end det er. Jeg har skænket mig et glas rødvin, der lyder stille snork fra værelserne, og i hjørnet af stuen står vores nyopsatte tipi og puster ud efter en hård debut. . 
Vores ferie lakker mod enden – eller rettere: Anton og Fridas gør. På mandag starter Anton i 0. klasse, og Frida er tilbage på sin vuggestuepind, mens jeg har taget en ekstra uges forældreorlov, så jeg kan tage med i skole, give ungerne en blød start, og få samlet op på det efterslæb, der opstår, når man holder 3 ugers ferie med 2 toptunede børn, og sig selv som eneste voksne indslag.
Hver eneste dag har jeg sendt en tanke tilbage i tiden, fordi kontrasten til sommeren 2015 har været så stor. Det var vores første sommer som familie på 3, og jeg kan huske, hvordan jeg, i ugen op til ferien, græd hver eneste dag af stress (og hormoner!) over, hvordan jeg skulle slå til i døgndrift i 3 uger for en lillebitte, helt ny baby, og en dreng på 4 år, der skulle finde ud af at være blevet storebror og lære den ædle kunst “at dele”. 
For ferien i år har været så dejligt. Den har været alt det, jeg håbede, den ville være og mere til. Primært har den været tid, som ellers normalt er den knappe ressource her på fabrikken, fordi det forbistrede græs gror, som fik det penge for det, vaskemaskinen hele tiden er fyldt, og aftensmaden endnu ikke har lært at lave sig selv. Det har været fuldstændig fantastisk. Dagene er flydt sammen, jeg har suspenderet mit ellers så militante overblik og ungerne har fået lov at holde bestemmepinden.
Jeg havde på forhånd besluttet, at vi kun skulle én “ting” pr. uge – altså, afsted til en af de mere traditionelle juhu-forlystelser, og det har jeg holdt fast i. Det har vist sig at være helt perfekt, fordi jeg 1) er en federe mor, når jeg ikke er ved at brænde sammen af stress over planlægning og vil hun nu sove i klapvognen og er det for varmt med dyne og hvor meget mad skal jeg pakke og bliver det regnvejr eller skal vi have badetøj med? 2) oplevelserne har gjort meget større indtryk på børnene, end de ville have gjort, hvis de 3 uger havde været én lang tivoli-tur og 3) det har været ok at gå behersket amok i merch-butikkerne. Alle har vundet. 
De andre dage har jeg om morgenen spurgt lopperne, hvad de kunne tænke sig, vi skulle lave, og stort set hver dag har svaret været “være herhjemme” eller “hjem til mormor og morfar”. Det giver stof til eftertanke.
Min hjerne begynder så småt at indstille sig på at skulle op i gear igen, og det føles også godt, men inden vi når så langt, har vi heldigvis 3 dage tilbage med dovne morgener, håndmadder og bare tæer.

Dyret må ikke fodres

I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre – et forfærdeligt moderne fænomen”  og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange. 
Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det. 
Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.
Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet. 
Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.
Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok. 
Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait. 
Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem,  havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.
Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig – ikke en eneste gang – stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.

Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed. 

Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.
Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere. 
Stop feeding the troll. 
Også selvom den er forklædt som debattør. 

Linda & The Juice

Fordi det er lørdag, kommer her opskriften på en smoothie, jeg har drukket 80 liter af, siden jeg  fik den fremstillet ved et tilfælde for et par uger siden, da jeg tømte mit køleskab i min blender. 
Den egner sig fortrinligt som læskedrik på varme sommerdage, og imens vi venter på dem, kan man bare drikke den som en virgin daiquiri. (Slår man korsets tegn for sig ved dén tanke, tror jeg bestemt ikke, den bliver dårligere af en sjat hvid rom.)
Til 2 store glas skal du bruge:
1 lime (saften)
1 avokado
2 store håndfulde frosne jordbær (- og jeg har store hænder, så altså .. rigeligt)
(ps: Jeg kører bare, helt hard core, bær direkte fra posen, come E.coli or high water, men er man lidt mindre løs på bakterietråden end mig, kan man koge bærrene, blende dem og fryse dem som cubes)
1 dl. koncentreret hyldeblomst-saft
Mynte efter smag (20-25 blade)
(Jeg kan varmt anbefale en krukke med mynte på altanen/i haven. Jeg har det modsatte af grønne fingre, men selvom jeg behandler min mynte som Justin Bieber behandler sin omverden, er den to skud fra at falde i kategorien ‘busk’)
Pæresaft (fra Bilka – står på juice-hylden), så konsistensen passer. Jeg har ikke målt, men tror, jeg bruger 4-5 dl. 
Tilbage er bare at blende og begejstres. 

Skål og god weekend!

Blogsbjerg – en præ-teen

Idag har bloggen 10 års fødselsdag.

10 år.

Shit.

Jeg kan stadig huske, da jeg sad i min lejlighed i Aarhus, og skrev det første indlæg på min stationære computer, som stod på bordet, lavet af to bukke og en frostet glasplade fra IKEA. Jeg vidste ikke, hvad en blog var, før min veninde Lene oprettede én og begyndte at skrive. Vores venskab byggede på lige dele kaffe ved åen og cyberkaffe i hver sin ende af byen, hvor vi skrev og skrev og skrev og skrev til hinanden over msn. Min logiske slutning var, at hvis Lene, der elskede ord mindst ligeså højt som jeg gør, syntes, at en blog var en god idé – så syntes jeg nok også.

Siden er der sket så meget. Jeg er blevet voksen, Lene er her ikke mere, jeg har fået Anton og Frida og er flyttet tilbage til byen, jeg aldrig troede, jeg skulle se igen, og jeg skrev mig hele vejen gennem det hele. 1634 indlæg er det blevet til, hvilket omregnet til biblioteksbøger alligevel er en hyldemeter eller to.

Fordi det mig, der har fødselsdag(-ish), må jeg bestemme, hvad vi skal lave, og i dagens anledning har jeg lyst til at genudgive dét indlæg, som står klarest for mig at have skrevet. Jeg lærte noget af at skrive det. Måske er der en eller to af jer, der kan hente noget i at (gen)læse det.

Hip hurra og tillykke til bloggen.

Lad os tage 10 år mere.

Og uden yderligere ophold:

FREDAG DEN 11. APRIL 2014

En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet.

Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.

Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv.

Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget:

Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af.

Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig.

Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.

Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.

Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.

– hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.

Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.