M2018, uge 33

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1.
Brugt 3 aftener på at finde en brugt vinterjakke og et par brugte sko til Frida.

I den bedste af alle verdener købte jeg nye sko til hende (jakker er jeg mere loose med), men – med fare for at gentage mig selv – vi er pressede pt. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv og nåede frem til, at jeg hellere vil have sko i en ordentlig kvalitet og leve med, at de er let brugte, end at købe billige, syntetiske sko – som stadig vil være dyrere. Jeg kiggede på kurven med ting, jeg selv har sat til salg, som også indeholder sko i varierende grad af brugt, men nogle par er brugt max. 10 gange, og andre er mærket ikke engang klippet af. Fejlkøb, gaver og perioder, hvor børnene vokser gennem 2 størrelser på 2 måneder. Jeg konkluderede, at det samme måtte ske i andre børnefamilier, og gik i gang fra en ende af. (Her må jeg så lige indskyde, at jeg igen forbløffes over, hvad nogle mennesker mener, de kan få for noget, der ret beset er affald) MEN: Efter mange timers intensiv jagt, fandt jeg et par næsten nye Ecco til 100 kroner, og en meget-lidt-brugt LEGO jakke til 100 kroner. Nu er vi fri for at skulle bruge penge på dét, når vi får børnepenge næste gang, hvilket betyder, at der kan flyttes penge over i julepuljen.

2.
Speaking of jul: Begyndt at spekulere på, hvad jeg skal finde på til kalendergaver. Der er bare ret mange penge at spare, hvis man køber på bud, eller har tid til at finde noget ordentligt brugt. Sidste år købte jeg 4 Flunkerne-bøger brugt, som Frida fik hver søndag, sammen med en anden lille ting (vi kører adventsgaver), og de er læst ca. 1 million gange siden. Hvis nogen har gode ideer (ud over klassikerne med at give noget, de alligevel mangler) så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.

3.
Solgt brugte ting og tøj for 300 kr, hvilket betyder, at jeg – når portoen kommer oveni sko og jakke – faktisk har et nulsumsregnskab kørende.

4.
Færdigbrugt et par flasker med forskellige rengøringsmidler, hvilket bringer mig tættere på mit mål om at reducere kassen med diverse rengøringsremedier væsentligt. Jeg har læst lidt på det, og flere steder nævnes det, at man faktisk kan nøjes med 3-4 stykker. Jeg kommer måske ikke helt så langt ned, men ligesom med bodylotion/ansigtscreme-eksperimentet, kan jeg godt lide tanken om, at det samme produkt kan bruges til flere formål, så man både har et bedre flow i sine ting, og et bedre overblik over, hvad man har/mangler.

5.
Taget hul på noget, jeg har danset rundt om et par måneder, nemlig at træne herhjemme. Jeg har altid HADET hjemmetræning, fordi jeg synes, man får tingene blandet sammen. Det hører med til historien, at jeg meget hurtigt synes, at jeg ikke træner nok, så jeg har måske også været lidt afmålt ift. at forvandle mit hjem til et mini-fitnesscenter: Hvis jeg hele tiden har muligheden, synes jeg også hele tiden, at jeg burde. Det er svært at forklare, men jeg føler aldrig helt, at jeg har fri. Og hvis mit mentale helbred skal bevares, bare nogenlunde, så er jeg nødt til at have mine aftener fri. Ellers bliver jeg sur og tosset, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Men jeg savner at træne, og der er bare ikke penge til et medlemskab i et fitnesscenter lige nu, så jeg har sat mig ned, og prøvet at skrive alle de punkter ned, som står i vejen for at træne hjemme; helt ned til “jeg synes, det er irriterede at tage stilling til, om jeg skal have træningssko på indenfor”. Da jeg havde skrevet listen, gennemgik jeg punkterne og besluttede, hvordan de kunne løses.

I sidste måned fandt jeg lidt flere håndvægte til samlingen på Tradono, jeg har lavet et program, der er kort men hårdt, og nu tester jeg frem til jul. Hvis jeg stadig hader det, når jeg står og sveder ved siden af juletræet, men har fundet tiden til det, må jeg prøve at kigge på, om jeg ikke på en eller anden måde kan stampe penge op ad jorden til et medlemskab i et fitnesscenter. Har jeg ikke fundet tiden til det, ville jeg heller ikke have haft den i et center, og så er det under alle omstændigheder spild af penge, og skulle det utrolige være sket – at jeg er kommet til at holde af det – kan pengene bruges på noget andet.

I øvrigt:

  • Vil jeg gerne vide, hvordan nogle mennesker kan klippe deres hæk så sociopat-agtigt jævnt? Jeg er ved at have et par års rutine, og min ligner, post-klipning, stadig pandehår, jeg har trimmet med en neglesaks.
  • Har Frida for alvor opdaget Frozen, og jeg kan mærke, at jeg – igen – bliver helt uproportionalt irriteret over, at ingen kommenterer på, hvad Elsa laver på det skide slot, hun bygger af sne. Holder kæft og er pæn, eller hvad, Disney?
  • Ville jeg virkelig, virkelig ønske, at der snart kom en funktion på køb/salgs-siderne, hvor man som sælger fik lov at rate købere. Ja. Jeg snakker til jer, der stiller 600 spørgsmål, for så bare at leave me on read.
  • Har jeg for nyligt overværet en mand skrive på en tavle, og hver gang han skrev X, 9 og O startede han nedefra. Jeg håber, vi alle kan være enige om, at det er forkert?
  • Sidder jeg lige nu og spekulerer på, om jeg starter en ny toiletpapirs-gate #AltidUdad
  • Tømte jeg forleden min vaskepulver og min skyllemiddel på samme tid, og det var nærmest dagens højdepunkt. Så. Utrolig. Tilfredsstillende.
  • Er temperaturen endelig, endelig, endelig faldet. Praised be.
  • Har jeg taget hul på gløgg-sæsonen. Ja. Den bliver lang, og det er BARE skønt!
  • Har jeg, i et forsøg på at gøre det muligt at træne med børnene, købt et sæt håndvægte til dem hver. De følger ikke takterne i musikken, og jeg kan ligeså godt sige allerede nu: Det bliver et problem.
  • Har jeg nu endelig fået stukket kanter af rundt om hele min plæne, og det har jeg det sådan her med:

  • Har Anton i dag haft første skoledag, og her er et billede af ham og af Frida, som har besluttet, at alt, hvad Anton gør – det gør vi (#ThereIsNoIInWe).

  • Tænkte jeg, da jeg stod og bandt buket nummer to, at hendes temperament, vedholdenhed og usvigelige sikkerhed ift. hvad hun vil, muligvis somme tider giver mig grå hår. Men det bliver også det, der kommer til at betyde, at hun aldrig nogensinde bliver nogens dørmåtte, og den tanke gør mig så glad.

M2018, uge 32

(Serviceinfo: Serielisten under ‘Anbefalinger’ er opdateret med ‘Ozark’ og ‘Marcella’)

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Evalueret på et eksperiment, jeg har kørt de sidste 4 uger, hvor jeg har brugt min helt almindelige nivea bodylotion som ansigtscreme. Jeg har ikke kunne mærke forskel overhovedet. Eftersom literprisen på ansigtscreme er 10-15 gange højere end den gennemsnitlige på bodylotion, kommer jeg vist bare til at køre den model fremover.

2)
Smidt et decilitermål i mine morgenmadsprodukter som op-øser-ske. Jeg er træt af, at mit mangel på øjemål betyder, at jeg stort set hver morgen smider et par skefulde morgenmad ud fra os hver. Appetit varierer selvfølgelig, men jeg syntes, det var forsøget værd, og det fungerer perfekt. (Jeg ved godt, at nogle af jer derude gemmer morgenmadsrester, og ikke et ondt ord om det. Jeg er bare lidt ekstra hys med bakterier, for det eneste, der er mere træls end at være syg og skulle tage sig af andre, er at være syg og skulle tage sig af andre, der også er syge)

3)
Oplevet noget, jeg sætter på her, som kommer til at grænse til reklame. Jeg skriver det alligevel, fordi de mennesker, der stod for det, ikke har den fjerneste idé om, hvad ‘blogsbjerg’ er, og derfor med 400% garanti ikke har gjort det i håb om omtale.

Jeg har en bil, hvor der fra fabrikken er konstateret en fejl på motoren, så den bruger langt mere olie, end den bør. Det gælder en stribe af biler fra lige præcis dén produktion, og de har alle været kaldt ind gennem Det Centrale Motorregister og fået skiftet en hætte, som skulle afhjælpe problemet. Det gør det bare ikke sådan rigtigt. I hvert fald fylder jeg langt, LANGT mere olie på min bil, end alle, jeg nogensinde har mødt, og de gange, jeg har skiftet mekaniker, har de være decideret vantro. Det giver ikke megen mening at tjekke oliepinden for mig, for min bil mangler stort set altid olie, men når det er ved at være kritisk, får jeg en advarsel i instrumentbrættet, som jeg har mekanikerens ord for, at jeg kan køre ca. 100 km med, uden at ødelægge noget.

I torsdags var jeg kun lige kørt på motorvejen, da advarslen poppede op. Den var ualmindelig vedholdende, og eftersom jeg skulle tolke i Fredericia, turde jeg ikke køre hjem uden at fylde olie på. Heldigvis lå der et værksted lige bagved det sted, jeg tolkede. De fyldte over 2 liter olie på, og jeg gik ind for at afregne.

“Får du normalt lavet service hos os?”

“Nej. Jeg er ikke her fra byen, men jeg tør ikke køre hjem, uden at fylde olie på.”

“Nej selvfølgelig. Nå, men ved du hvad, vi siger sgu bare, at det er på huset.”

“Øhm.. hvad?”

“Ja, altså, det havde været gratis for dig, hvis du fik lavet service her, så jeg synes bare, vi lader som om, du er kunde hos os.”

Han så til sidst helt beklemt ud over min overstrømmende tak, så til min egen ros, vil jeg bare sige, at jeg undlod at kramme ham. Men det er altså olie for ca. 300 kroner, og jeg sætter derfor dette punkt på ugens liste, fordi jeg tænker, at det er ret brugbar info, hvis der er andre derude, der har biler, der sluger meget olie.

Hos Skorstensgaard er det åbentbart gratis at få fyldt på mellem sine servicetjek.

Kram & kommentarer

Det går bedre. Søvn, et velsignet ophold i ting-der-opstår-og-kræver-action-NU! og et par dages (relativ) ro viste sig at være det, der skulle til for at genvinde fodfæstet. Jeg må indrømme, at jeg havde et par dage, hvor jeg for første gang i flere år blev rigtig bekymret, fordi jeg kunne mærke stemningstråde, der trak tilbage til det, jeg husker, fra de 3 gange, jeg har haft behandlingskrævende depressioner.

Der ønsker jeg aldrig at nå ud igen, og selvom man desværre ikke kan holde den slags stangen med viljens kraft alene, så tror jeg, at man somme tider kan få taget farten af bilen, og måske endda få den bragt til standsning, inden den kører ud over rampen, hvis man trækker håndbremsen i tide. Måske havde jeg forhjulene på den, måske havde jeg ikke – det finder jeg heldigvis ikke ud af i denne omgang.

Jeg fik de fineste kommentarer til mit sidste indlæg, og det er egentlig dem, der er årsagen til dette indlæg.

Normalt gør jeg en dyd ud af at svare individuelt på hver enkelt kommentar, og jeg gør mig umage for ikke bare at lave variationer over samme tema, hvor jeg ligeså godt kunne skrive “Se ovenfor”.

Sådan har det ikke altid været; det er noget, der er kommet. For 3-4 år siden svarede jeg på måske 40% af de kommentarer, jeg fik, så der er grænser for, hvor højt op på korset, jeg kan tillade mig at kravle, men i bedste eks-ryger stil, bliver jeg i dag selv relativt træt af bloggere, der stiller spørgsmål til læserne, svarer på de første 3 der kommer – for derefter at lade resten hænge i vinden og blafre. Jeg ved ikke, hvordan det føles for andre, men jeg mister lysten til at engagere mig, hvilket er første skridt på vejen til at slippe bloggen og bloggeren.

Når det er sagt, kræver det tid at svare på hver enkelt kommentar, man får, og det er det selvfølgelig bare ikke alle, der har.

Men det, jeg efterhånden har opdaget er, at man får noget, der minder om en sub-blog i kommentarfeltet, og at kvaliteten af kommentarer bliver uendelig meget bedre, når man som blogger svarer ordentligt, fordi vi på en eller anden måde spejler hinandens indsats. Hvis jeg gør mig umage, gør I også. Og dermed bliver jeres input og vinkler langt mere nuancerede, ganske enkelt fordi I bruger mere tid på at formulere jeres svar. Det giver en dybde, og en fornemmelse af 2-vejskommunikation, som jeg i dag ville være meget ked af at undvære.

Og derfor var min forundring stor over, at jeg for første gang i lang tid, simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle svare til kommentarerne fra sidste indlæg. Jeg har siddet og stirret på min skærm flere gange, uden at nå længere end det. For det kom til at føles som om, jeg bare gentog mig selv, hvis jeg skrev “Tusind tak for dine fine ord – de gør en forskel” under hver enkelt kommentar. Også selvom det er sådan, det forholder sig. Og alle-kaldet: “Tak for jeres kommentarer” føltes også lidt som en fuckfinger til mennesker, der har brugt tid til at sende gode ønsker og tanker afsted mod et menneske, de aldrig har mødt.

Efter at have tænkt over det et par dage, er jeg nået frem til, at det må skyldes, at hvor vi normalt hylder debatten og humoren herinde, og langt det meste af tiden spiller ord-pong – og elsker det – så var de seneste kommentarer faktisk mere en slag ord-kram, end svar-svar.

– som mit svar derfor bliver underligt usammenhængende med, hvis det bygger på ord, emojies og humor.

Så derfor vil jeg egentlig bare gerne sende jer den her, og ønske jer god lørdag:

 

Tak fordi I er jer.

Forstuvet

Vi er halvvejs gennem den første hele uge efter ferien, og jeg er fuldstændig kørt over. Jeg ved ikke, om det er grundstemningen, der er skæv, og de små ting derfor føles fuldstændig uoverskuelige, eller om det er omvendt, og den akkumulerede sum af hverdagsudfordringer slår grundstemningen ud af kurs, men jeg hænger i neglene.

Jeg ved godt, at det bare er en af de perioder, der også er en del af livet, og at det hele vender lige om lidt, men lige nu har jeg svært ved at se mig ud af .. jamen, det hele, faktisk.

Vi er ikke ret mange tolke, der er startet op efter ferien; til gengæld har vi virkelig mange opgaver, og det giver lige præcis det skema, man forestiller sig, med lange dage og mange timer. Så jeg er træt, både i hovedet og i kroppen. Vi er sygt pressede økonomisk i den her måned, og hvor jeg normalt godt kan trække vejret i det, gør det mig utryg i disse dage. Ingen sover pga. varmen, som aldrig, aldrig, aldrig stopper, børnene reagerer på at være startet igen med nedsmeltninger og interne konflikter, og så bliver der ved med at ske de der irriterende småting, som man er nødt til at reagere på, og ikke bare kan parkere til der er lidt mere overskud. F.eks. at komme hjem til en entré, som myrerne har kastet deres kærlighed på, eller at have haven invaderet af mælkebøtter, der breder sig med så eksplosiv hast, at jeg nærmest kan se dem springe op af jorden. Der er nok, uden at overdrive, kommet 100 nye i de 4 uger, vi har holdt ferie.

Mit haleben gør stadig urimelig ondt, og forleden forsøgte jeg at rive en dørkarm af med min nu måske-brækkede/måske-kraftigt-forstuvede lilletå.

Det værste er egentlig, at jeg ikke lige ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Det er svært for et handlingsmenneske som mig. Indtil videre prøver jeg at sørge for at sidde i min have med en kop te og tømme hovedet hver eneste aften, og at sende mig selv tidligt i seng. Det føles som om det hjælper. Lidt.

Resten må jeg vist bare prøve at lægge tid og tålmodighed på.

I spørger, jeg svarer: Om at handle på Amazon

For nogle uger siden blev jeg i kommentarfeltet spurgt af et par læsere om min holdning til at handle på Amazon; at det måske kan være svært at se logikken i, at jeg er meget pro fagforeninger, og samtidig vedstår mig at handle et sted, der – særligt i lidt mere forbrugerbevidste kredse – har et dårligt ry. 

Baggrunden for det dårlige ry er bl.a. en artikel fra 2015, som bygger på interviews af 100 nuværende og tidligere ansatte, som beskriver et mildest talt træls arbejdsmiljø.

Grænsen mellem forsvar og forklaring kan være hårfin, når man taler om noget, som nogle føler stærk for, og andre knap så meget, men jeg har, siden jeg fik kommentarerne, gået og tygget lidt på, hvorfor jeg ikke kan mærke den samme reaktion hos mig selv, når jeg handler på Amazon, som jeg til sidst havde, når jeg handlede på Wish. For det kan jeg ikke.

Jeg er nået frem til, at det skyldes flere ting. 

Først og fremmest tror jeg, at det handler om noget så simpelt, som at man ikke kan mene lige meget om alting, og der er simpelthen andre ting, jeg føler stærkere for. Vores virkelig gode debat, der blev affødt af dilemmaet om dåseferskener kontra mango i pose, gav et godt billede af, at der ikke findes én løsning, der tilgodeser alle områder af bæredygtighed, grønne fingeraftryk og trivsel for både mennesker og dyr, og jeg tror, at man oplever det største engagement dér, hvor man føler, man kan gøre en forskel.

Og den følelse mangler jeg nok lidt her, fordi jeg har svært at se det logiske i af afstå fra at købe produkter gennem Amazon pga. deres forretningsgang; jeg synes, at det ville svare til at styre uden om nethandel herhjemme, fordi man ikke vil støtte Post Nord. De virksomheder, der sælger deres varer gennem Amazon har truffet en beslutning om, at det er den platform, de vil bruge, og jeg synes, det bliver for uklart, at det ikke er en utilfredshed med varen, men et politisk motiv, der ligger bag et fravalg af handel.

I min optik ligger forbrugeren som led, så langt nede i kæden, at det bliver for svært at løfte ansvaret. Foran os står producenter, der vælger at sælge gennem Amazon, og foran producenterne står politkere og magthavere, der gennem lovgivning gør det muligt for en virksomhed at agere, som Amazon gør.

Og et sted i rækken står de ansatte. 

Ville jeg helst, at alle mennesker i hele verden havde gode arbejdsvilkår og mulighed for at organisere sig? Kæmpe ja. Men for mig gør det en forskel, at det er voksne mennesker, og ikke børn, der her er tale om. Jeg er med på, at man stadig kan være presset ud i at tage et job under sølle betingelser, men jeg kan alligevel mærke, at jeg synes, der ligger mere ansvar for egen situation hos voksne ansatte i USA, end hos meget små børn i Indien og Kina, som intet har at skulle have sagt, hvor magtbalancen er 100% skæv, og hvor der ikke er andre alternativer end prostitution og livet på gaden. 

Mit bud er, at det ikke bliver forbrugerne, der kommer til at gøre en forskel, hvis/når man skal stoppe virksomheder som Amazon, men politikere og handelsorganisationerne, der kommer til at reagere, når de får nok. Som det f.eks. skete i 2017, hvor Dansk Internethandel var med til at presse på for at stoppe den konkurrenceforvridning, den lave fragt på varer fra Kina, gav:

“Postaftalen er fra 1800-tallet. En tid, hvor Kina var et udviklingsland. Derfor kom det på listen over lande, som postvæsner i rige lande skulle give fragtrabatter til. Siden har Kina dog udviklet sig med stor vækst og indflydelse på verdensøkonomien. Men landet er fortsat på listen over u-lande i UPU, Universal Post Union.

Derfor har bl.a. Foreningen for Dansk Internethandel presset på for at få postsystemet lukket. Det er nu besluttet, og udfasningen påbegynder næste år og foregår tre år frem.”

Jeg kan ikke helt finde ud af, om problemerne med arbejdsforholdene hos Amazon er større, end det er så mange andre steder, hvor lovgivningen heller ikke er positivt stemt overfor fagforeninger og ordnede arbejdsforhold. Eller om de bare er nemmere at få øje på, fordi Amazon har den størrelse, de har. F.eks. døde en spansk håndværker af hedeslag i sidste uge, da han var i gang med at asfaltere en vej, og sidste år arbejdede en tomatplukker sig ihjel i Italien.

Jeg kan heller ikke finde ud af, om vi som forbrugere hjælper de ansatte ved at boycotte Amazon. Er det en hjælp at blive fyret fra et lortejob, man selv har søgt? Vel kun, hvis der er et alternativ? Jeg spørger med helt åbent krops- og girafsprog, for jeg er i tvivl.

Min pointe er, at arbejdsforholdene er dårlige mange, mange steder, og jeg tror desværre, at det er noget, der skal ændres inde- og nedefra, og ligesom med nødhjælp, ikke kan serveres som en færdig løsning udefra. I hvert fald så længe vi taler om lande, der ikke – i det åbentlyse – opererer med diktatur.

Og endelig tænker jeg, at der er mange produkter, vi som forbrugere skal give afkald på, hvis vi kun vil acceptere varer, der fra første møtrik til sidste tråd er produceret/fragtet under ordentlige fohold. Apple, Nike, det meste af tekstil-branchen, ja, selv LEGO producerer steder, hvor alle nok ved, at man er lidt mere … liberal med arbejdsforholdene, end man er herhjemme. Hvis det endelig skulle være, ville det måske give mere mening at undlade at købe disse produkter, fordi man her kommunikerer direkte tilbage til dem, der har ansvar for produktionen, og som tjener pengene på den.

Så for at samle op: Jeg er ikke fan af den måde, Amazon indtil nu har valgt at drive forretning på, men det er ikke noget, jeg føler så stærkt for, at det får mig til at fravælge dem til de produkter, jeg ikke kan købe andre steder. 

Dog vil jeg sige, at takket være de tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med tilblivelsen af dette indlæg, og kommentarerne, der inspirerede til det, så vil jeg fremover komme til at forholde mig endnu mere, end jeg allerede gør, til, om jeg nu også virkelig har brug for de her tarotkort, eller den her bog, og jeg vil også gøre en ekstra indsats for at tjekke, om der er alternative måder at skaffe tingene på, f.eks. gennem Etsy. Alle vinder. 

Som altid er kommentarfeltet piv-åbent, og jeg vil meget gerne høre, hvad I mener og synes. Også selvom det er det modsatte af mig

M2018, uge 31

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i begge børns tøjskabe og alle kasserne med tøj, vi har arvet, fordi jeg har en kraftig mistanke om, at efteråret i år kommer til at ramme som en lussing. Det er sket mere end én gang, at jeg har købt et eller andet til et af børnene, og når jeg så bladrer kasserne igennem, ligger der to af lige præcis den beklædningsgenstand og hån-ler af mig. Det sker næsten altid, fordi jeg først finder kasserne frem, når årstiden er skiftet. I år ville jeg gerne være på forkant, så nu står der en kasse med efterårstøj ved vaskemaskinen, som er klar, når temperaturen begynder at falde (InshAllah) og det, der stadig er for stort, er pakket tilbage i kasserne, som har fået nye størrelseslabels på.

Jeg har samtidig frasorteret alt det, der er blevet for småt, og alt det, jeg – efterhånden som særlig Fridas tøj-præferencer bliver mere tydelige – kan se, at de aldrig kommer i. Jeg har sat alt til salg på Tradono, tøj, støvler, alles, til 5 kroner, og det, der ikke er solgt på fredag, ryger i poser, og videre i rotation.

2)
Ryddet op i børnenes legetøj (da jeg alligevel var i gang) og givet det, vi ikke længere bruger, til børnehaven. Det her punkt er måske ikke noget, der direkte falder ind under emnet, men jeg har alligevel taget det med, fordi det hænger sammen med ikke at horde ting, man ikke bruger, men slippe dem og lade andre få glæde af dem. Det er så lidt, du kan få for f.eks. et brugt puslespil eller en bamse – og så synes jeg egentlig, at det giver mere mening at forære det til et sted, hvor det kan bruges af mange børn i lang tid, f.eks. et krisecenter, et sygehus, en institution eller hvad man ellers har i nærområdet.

3)
Vasket min bil manuelt. 2 gange i løbet af den sidste måned, faktisk, hvilket jeg ville ønske, jeg altid kunne gøre, for det er en (relativ) stor enkeltudgift, som det ikke rigtig føles, som om man får noget for, andet end 10 minutters glæde over at køre i en ren bil. Tiden er bare desværre ikke til, at jeg kan nå både rengøring, haven, bilen plus det løse, og det her en den løsning, det er billigst for mig at betale mig fra.

Men vi havde fri, vejret betød, at det var ligemeget, at ungerne blev dyngvåde, de er blevet så store, at de forstår det, når man beder dem om at stoppe med at skrubbe asfalten med den børste, de lige om lidt skal vaske en lakeret bil med, og de kan selv gå ind, hvis de skal tisse eller ikke gider mere, så der var et window of opportunity og jeg kravlede lige igennem det.

4)
Trukket vores indkøb en dag for langt. Det her er en genganger, men den er bare så god, når den kan lade sig gøre, fordi det er på den sidste dag, vi får brugt ALLE resterne. Igår bestod aftensmaden f.eks. af 2 frikadeller, et stykke pizza, koldskål, tomater fra mormor og morfar, en skefuld humus og et par friske skinkeboller af dem her, som min veninde har anbefalet*. I morges var der rester, der passede til en smoothie, og da vi kørte over for at handle, var køleskabet så tomt, at det rungede.

*Jeg smed en rest chorizo og en rest haydari i, og bagte dem med chiliost, og de smagte HIMMELSK! Pro-tip: Jeg HADER at tygge på skinkestrimler, så jeg smider dem (og chorizoen) i min køkkenmaskine og hakker det hele fint. På den måde får man en bolle, der fungerer perfekt som mellemmåltid, fordi der er masser af protein i, så den mætter, og så er den supernem at have med i tasken.

I spørger, jeg svarer: Om mænd og dating

Inden jeg kaster mig over dagens indlæg, vil jeg bare lige (så ingen tror, de er blevet glemt) sige, at jeg har 3 spørgsmål mere liggende i indbakken, som jeg nok skal nå omkring:

1) Hvad er din holdning til at handle på Amazon (ihukommende indlægget om fagforeninger)?

2) Apropos M2018 – hvad er det helt overordnede mål? Hvad skal friheden bruges til, når du er gældfri?

3) Hvordan er det at være alene, når du er sammen med andre forældre, som er to?

Disse indlæg kommer op i løbet af den næste lille måned; jeg skal lige have tiden til at skrive dem, for de her “I spørger, jeg svarer”-indlæg er noget længere, end dem, jeg normalt skriver. Jeg kan selv bedst lide, hvis et blogindlæg ikke vandrer planløst ud af lange sidespor (som det her f.eks. er i gang med at gøre lige nu) – men fordi I stiller så gode spørgsmål (#SmoothOperator) kræver de lidt flere ord, end jeg normalt belemrer jer med.

Dagens emne er ingen undtagelse, og det er en slags svar på den håndfuld spørgsmål, jeg har fået, der kan koges ned til: “Savner du aldrig en mand at dele dit liv med?”

Det korte svar er: Jo. Det gør jeg virkelig.

Jeg har, helt fra jeg startede med at blogge, haft en regel om, at jeg kun skriver om de mænd, jeg ser, hvis jeg ser dem så meget, at man kan møde mig med dem i det offentlige rum. Ikke for at være mørk og mystisk, men fordi jeg, bortset fra mine børn, meget sjældent skriver en ét enkelt individ. Alle, jeg blogger om, forsøger jeg at camouflere, så ingen skal føle sig udstillet, og det bliver svært, hvis jeg skal skrive om en mand, jeg dater, fordi der jo af gode grunde ikke vil være farlig mange af tage af. Derfor er det et af de få emner, jeg meget sjældent skriver konkret om herinde.

Jeg ved, at jeg har nye læsere med ombord, og derfor vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt flere gange før, nemlig at der ikke for mit vedkommende er tale om et statement, når jeg har valgt at få mine børn alene. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville have haft dem med en mand i en helt traditionel familiekonstellation. Det var drømmen.

Når jeg alligevel valgte at flyve solo, var det fordi jeg som 32-årig, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, syntes, at dét løb var kørt. Ideelt set havde jeg mødt Ham Det Skulle Være i løbet af mine 20’ere, så vi kunne have rejst sammen, festet sammen og lært hinandens venner og familier og forcer og svagheder at kende. Det var dét fundament, jeg gerne ville have haft, hvis jeg skulle have haft mine børn med en mand. At møde én som 33-årig, date et år eller to, for så at trykprøve forholdet med et barn, uden at vide, hvor de utætte svejsninger kunne tænkes at være, var jeg simpelthen ikke interesseret i, fordi jeg ikke ønskede at risikere at blive bundet, hverken geografisk eller til et andet menneske, hvis tingene faldt fra hinanden.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg alle dage har været mere pragmatisk end romantisk.

Ovenstående er grunden til, at jeg valgte ikke at vente på en mand at få mine børn med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at målet er at leve resten af mit liv med sporadiske dates og overfladiske bekendtskaber som co-drivers. Dog må jeg sige, at jeg aldrig haft et ønske om at blive gift, ligesom jeg heller ikke umiddelbart ser mig selv som en, der skal bo med en kæreste. I og med at jeg har fået mine børn selv, synes jeg, at det væsentligste argument for at bo sammen er faldet væk, og jeg tænker – lige nu i hvert fald – at jeg er sådan en, der bedst kan være sammen, hvis jeg også kan være selv.

Jeg dater ikke sådan rigtig aktivt for tiden. Jeg har en regel om, at jeg ikke siger nej til en kop kaffe, og jeg har også et par gange haft Tinder installeret, men det kommer til at føles som en skal-ting. “Madpakker, støvsuge, vasketøj, Tinder” Det er nok ikke helt det rigtige udgangspunkt, tænker jeg. Jeg tror, jeg ville have datet mere og mere konsekvent, hvis jeg havde haft barn/børn med en ekskæreste, og jeg vidste, at børnene var hos ham i en eller anden deleordning, så der var lidt system at arbejde med, når man planlagde sine dates, men helt lavpraktisk drukner jeg i logistikken med arbejde og barnepiger osv, hvis jeg skal date regelmæssigt.

Og det med at invitere fremmede mænd herhjem kl 21, når børnene sover, bliver også et nej tak, så det kræver lidt teknisk snilde, hvis det skal kunne lade sig gøre at lære en ny mand at kende.

Endelig er der også en grund til, at mange er udfordrede i deres forhold, mens børnene er små; der er så lidt tid, der er din alene, at det for de flestes vedkommende er svært nok at vedligeholde noget solidt funderet, man har bygget op over en årrække. At skulle skabe noget helt nyt fra bunden i den periode, er – for mig i hvert fald – tæt på umuligt.

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret type, men fælles for de mænd, jeg har knyttet de stærkeste bånd med har været, at de alle har været akademikere, begavet et godt stykke over gennemsnittet, og alle har haft en kreativ åre, typisk musik – og dem er der ikke rasende mange af i Esbjerg. Jeg har haft humoren til fælles med dem alle, og de har hvilet nok i det, de selv har vidst og kunne, til ikke at forsøge at kompensere med bestemmer-adfærd på ‘Sådan én som dig trænger vist bare lige til at blive sat på plads!’-måden. Hahaha. Prøv.

Jeg får somme tider skudt i skoene, at min singlestatus handler om, at jeg er kræsen; at det må være derfor, jeg ikke har fundet en mand. Det er ikke sådan, jeg selv oplever det. Man bestemmer ikke selv, hvad man tiltrækkes af, og jeg tror bare, hånden på hjertet, at det er en meget lille gruppe af mænd, jeg er kompatibel med, fordi man skal være ret meget i touch med sin mandighed for ikke at blive intimideret af mig. Det siger jeg, blottet for stolthed, for det er et faktum, som gør mit liv mere ensomt, og som jeg helst var foruden, men som ikke desto mindre er sandt.

Så opsummeringen må være, at jeg ville elske at have en mand i mit hjørne. En at læne mig op ad, som samtidig forstår, at jeg sagtens kan stå selv, og til enhver tid vil foretrække dét alternativ frem for at forsøge at holde balancen det forkerte sted.

En sidste lille ting: Når jeg skriver om mænd og kærlighed, oplever jeg somme tider, at nogle af jer derude tænker: “Du ville sgu da være perfekt med min fætter Jens!” Som sagt: Jeg er game. Indboksen er åben.

M2018, uge 30

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Besluttet, at vi, når vi har brugt de sugerør, vi har liggende, ikke køber nye i plastik, men investerer i en håndfuld af stål. Vi har ikke været de største syndere, fordi vi kun bruger sugerør i smoothies, og til formålet har vores smoothie-glas, som kommer med genanvendelige sugerør i hård plast, men når vi nu har afskaffet alt plastikservice, virker det logisk, at det her er næste skridt, uanset hvor få sugerør vi bruger.

2)
Tænkt over madspild, level 2. For én ting er, at jeg efterhånden er lidt af en fryser-ørn, når det kommer til at bruge mine rester, og finde kreative måder at sætte smulerne sammen på, men måske netop derfor, lægger jeg i dag nok mere mærke til det, når jeg oplever madspild på områder, hvor jeg ikke før har tænkt over det.

Det er f.eks. længe siden, jeg er gået væk fra “2 for 1’s pris!”-tankegangen, fordi vi virkelig, virkelig sjældent skal bruge 2 af hvad-end-der-er-på-tilbud, men jeg falder stadig somme tider i, når tilbuddet er storkøb i form af mere-i-pakken. Seneste eksempel er Smørbar fra Lurpak, som ind i mellem er på tilbud i en ekstra stor størrelse. Når jeg står i butikken, virker det næsten stupidt at betale det samme (eller mere ) for 250 gram, som for 400 gram, og specielt fordi det føles som om, mit fokus på madspild kommer til at modarbejde mit fokus på at spare penge. Men nu har jeg truffet en principbeslutning om, at med mindre der er tale om madvarer, som vi virkelig spiser meget af, så må det bare være sådan, for vi når ikke at spise de store pakker, før de fordærver eller bliver ulækre. Det betyder i sidste ende, at vi egentlig ikke at får glæde af den ekstra mængde, der er i pakken, og så er det jo spild af mad/ressoucer, ligemeget hvor billig eller gratis den pågældende mængde var.

En anden ting der har irriteret mig her i sommerferien, hvor vi trods alt har spist lidt mere ude, end vi plejer, er det madspild, vi skaber på cafeer. Igen er jeg splittet, for jeg synes faktisk ikke, at det er ok at være en af de nærigrøve, der sidder på et spisested og spytter i et glas gratis vand og en kop kaffe i to timer, men omvendt virker det, nu hvor vi virkelig sjældent smider mad ud derhjemme, også næsten grotesk at rejse os og gå fra 3 tallerkener, der stadig er halv-fyldte. Indtil nu har jeg prøvet at spørge på, om der er mulighed for at børnene deler en portion, og jeg har også bedt om at få mindre i glasset eller på tallerkenen, og stadig tilbudt at betale fuld pris, men ingen af delene er helt optimalt, synes jeg.

Gid flere caféer ville adoptere studiekantinernes systemer med, at man vejer sin tallerken, og betaler for den mængde, man øser op.

3)
Endelig fundet anvendelse for de mange papkasser, der følger med at leve i 2018, både som emballage til madvarer, og som ydre forsvarsværker på forsendelser: Jeg klipper dem i stykker og bruger dem til vandfarve, for: I fødselsdagsgave til Frida ønskede jeg mig vandfarve i ordentlig kvalitet, og jeg er målløs over, hvor stor forskel der er på hhv. det billige og det dyre produkt. Farvemætningen ca. 2000 gange bedre, og børnene, der før ikke havde den store interesse i at male med vandfarve, maler nu, så jeg næsten ikke kan følge med til at finde papir til dem. Derfor er pappet nu gået fra at være et irritationselement til at være noget, vi bruger til noget.

Fokus i denne serie er meget på at spare, men jo ikke for enhver pris; tingene kan også blive for billige. Jeg ville derfor elske, hvis vi kunne lave en tråd med produkter, hvor I har oplevet reel forskel på kvaliteten mellem den billige og den dyre version. Mine bud er (som nævnt) 1) vandfarve 2) farveblyanter, som Frida også fik i de luxe version; de knækker stort set aldrig og kan holde til flere timers tegnerier, før de skal spidses igen = meget længere levetid 3) øko-piskefløde, som, modsat almindelig piskefløde, holder sig stift i 3-4 dage uden at vande det mindste, når det er pisket til skum.

Jeg håber, I har lyst til at bidrage – og at I vil hjælpe med at holde anbefalingerne til produkter, hvor der er konkret, faktuel forskel, så ‘god kvalitet’ ikke bliver et spørgsmål om værdier og overbevisning.

(PS: Listerne med anbefalinger af bøger/serier, som man finder i overbjælken på forsiden, er opdateret med hhv. “Kadaverdoktoren” og “Manhunt – Unabomber”)

I øvrigt, sommer-edition:

  • har jeg i dag været i Ribe med børnene. I 38 graders varme. Jeg kan ikke mere.

  • har jeg ikke glemt de sidste 5 spørgsmål, der er kommet fra jer. Jeg skal bare lige have ro nok i hovedet til at kunne formulere noget, der hænger sammen.

  • har jeg smadret mit haleben i en rutchebane i Tivoli Friheden i en grad, så jeg dårligt kan køre bil, og får et morfinlignende præparat til lige at tage toppen af smerten. Feeling old yet?

  • elsker jeg, bortset fra det, at være i Tivoli. Ingen andre steder får man lov at se voksne mennesker med alle lag skrællet af, så man ved præcis, hvordan de så ud som børn.

  • havde jeg forleden smidt et par badebukser i tasken til Anton, som jeg, da han fik dem på, kunne konstatere strammede lidt. Tjekkede størrelsen, da jeg lagde dem væk: 86/92*. De kaldte ham Tændstikken.

  • har vi haft premiere på Fridas telt.

  • ved jeg nu, at firmaet, der har bygget mit hus, har anlagt min græsplæne ovenpå alt det gamle byggeaffald – primært sten og beton – som ikke giver 2 fucks for almindelige teltpløkker.

  • må andre før mig have haft det samme problem, for det viser sig, at man kan få noget, der hedder Tarzanpløkker, som er lavet af armeret stål. Så ja. Det er mig, der har flækket de tektoniske plader, and I’m not even sorry.

  • ved jeg ikke, hvordan det er lykkes mig at overse det faktum, at den teltmæssige forskel på at vælte i seng med en promille på 16 kl. 03:12 på Roskilde, og at gå i seng, pinlig ædru, med to børn kl. 20 er varme og lys. Så. Meget. Lys.

  • har jeg derfor søgt om patent på opfindelsen, der én gang for alle kommer til at løse mine økonomiske problemer: Et telt syet af mørklægningsgardiner. Selv tak.

  • havde jeg glemt, at mine børn reagerer med hyperaktivitet på alle ændringer i de faste rutiner.

Stuen, kl. 19:30:

Teltet, kl 22:30:

  • venter vi lige til næste år med at sove mere i telt.

*1-2 år.