M2018-M2020, opsamling

Som lovet kommer her langt om længe en opsamling på mine M20XX- indlæg. Jeg har været hele vejen tilbage i arkiverne, og har forsøgt at samle alt, hvad jeg har lært, opdaget og fundet ud af i relativt overskuelige kategorier. Indlægget her ville blive 600000 km. langt, hvis jeg skulle have samtlige punkter med, så jeg har forsøgt kun at tage de punkter med, som jeg tror kan være relevante for jer på den ene eller den anden måde.

I bunden af indlægget har jeg samlet en håndfuld links til de indlæg, hvor jeg har skrevet lidt om mine erfaringer ift. at rydde op, sælge brugt osv. 

Min tur tilbage har gjort det tydeligt, at hvor hele øvelsen i starten var meget konkret og bundet op på regulært forbrug og økonomi, så har det udviklet sig til at handle om en masse andet og indlæggene er i dag i langt højere grad en afsøgning af livsværdier og et forsøg på kontinuerligt at praktisere og fastholde, hvad der er vigtigt og meningsfyldt for mig og os. Derfor er det virkelig også nogle brede punkter, jeg skal forsøge at sammefatte, for de strækker sig lige fra, hvordan man bedst bruger rester af en kyllingefilet til overvejelser om vigtigheden af at slette energivampyrer på facebook.

I starten var der nye punkter på listen hver eneste uge, men i takt med, at jeg arbejdede mig gennem skabe og holdninger, er der blevet færre nytilkommere og kommet flere variationer over samme tema til. Indlæggene er blevet en måde at holde mig selv fast på projektet på, fordi de vaner, jeg har prøvet at bevæge mig væk fra er grundlagt over et helt liv. Det tager tid at ændre på, og indlæggene her har for mig været en god hjælp til at holde fokus. 

Så. Uden yderligere ophold kommer her:

M2018 – M2020

En opsamling

I de forgangne år har jeg:

Fødselsdage, ferier og højtider: 

*Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice længere. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang.

*Indført doggybags. Jeg giver nu altid gæsterne mad med hjem efter fødselsdage, hvis der er meget til overs.

*Lært at bruge Bilka to go, når vi tager på ferie. Jeg bestiller varerne hjemmefra og vælger  afhentningssted i den by, vi skal bo på ferien. Alle ‘fuck det – det er ferie!’ beslutningerne er truffet på forhånd, og man kan i øverste højre hjørne hele tiden se, hvad dét så koster. (Og fortryde, hvis det går *lidt* for godt).

*Givet bedsteforældrene dagligvarer i jule- og fødselsdagsgave i stedet for endnu en bog, de ikke får læst. 

*Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger.

*Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder.

*Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på café). Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden.

*Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på tur. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)

*Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver. Kalenderlys kan ofte købes til langt under halv pris i slutningen af december, og særligt hvis man har de stager, der kun passer til specielle lys, kan der være mange penge at spare på at være et år på forkant.

*Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.

*Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er blevet spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb.

*Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her sidste år.

*Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. Sidste år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild.

*Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg planlægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer.

*Sorteret juleting i starten af december og givet dem til genbrugsbutikkerne, så de kan sælge dem i stedet for at bruge lagerplads på det i et år. 

*Lavet pølsevogn til børnefødselsdag. Kæmpehit hos ungerne, og virkelig smart ift. at man tilbereder maden, når den bliver bestilt, og dermed kun serverer, hvad der bliver spist. 

*Aftalt med veninderne, at vi i stedet for tørklæder og neglelak giver hinanden et gavekort til noget alternativt (horoskop/clairvoyant/håndlæser/massage etc) i julegave. Det kan jeg varmt anbefale.  

Madspild:

*Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand.

*Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat uåbnet på bordet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.

*Lært at lave salat med forlænget holdbarhed. Hvis man serverer kød, knas (nødder osv) og dressing ved siden af i stedet for at vende det i salaten, holder den sig lækker meget længere.

*Tænkt ind, at forplejning til gæster skal kunne bruges som aftensmad/madpakker de kommende dage. Man rammer altid mere skævt, når man laver mad til mange mennesker, så der er belæg for meget madspild, hvis man laver noget, der kun er godt på dagen. Det er utroligt meget nemmere at forebygge madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen.

*Lært at vafler kan fryses.

*Og at løsfrosne kødboller er geniale, fordi man kan tage det antal op, man skal bruge, de tør hurtigt op, og man optager mindre fryserplads, end hvis man fryser dem i tomatsaucen. 

*Gjort det til en vane lige at reminde på fb, når der er fødselsdage, bålhygge med snobrød osv. i børnehaven, så alle husker at tilpasse madpakken.

*Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden. Super effektivt ift. at få brugt, hvad man har. 

*Opøvet at forholde mig til det, jeg så finder i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes.

*Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden, når jeg handler. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt.

*Købt låg til dåsesodavand, så de ikke bliver flade, hvis børnene ikke drikker det hele. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, hver gang børnene havde fået, kan den nu holde brus i de par dage, det tager at komme igennem den.

*Eksperimenteret med at fryse overskydende madvarer, som jeg i første omgang tvivler på, at man kan fryse. Hvis noget alligevel er på vej ud, er det gratis at smide det i fryseren og se, om det kan overleve. F.eks. kage med frosting/glasur, smøreost, creme fraiche, datomælk, skivede tomater osv. Meget af det kan ikke bruges, som det kan, når det er frisk, men de fleste supper bliver ekstra lækre med en skefuld pikantost blendet i, og skivede, optøede tomater er glimrende i lasagne. 

*Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.

*Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.

*Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt på.

*Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere.

*Gjort Remas frosne, krydrede grøntsagsblandinger, en færdig ‘sauce’ (f.eks. salsa, tomatsauce, tikki masala eller kokosmælk) og tomatsuppe til en del af mit faste basislager, fordi de kan bruges til forvandle nærmest alle madrester til fuldgyldige måltider. Kødrester, rester af lasagne, ris/pasta/bulgur/quinoa; stort set alt kan hældes i suppen eller steges på panden med grøntsagerne. At have de her ting i fryser og skabe, hvor de kan holde næsten uendeligt, gør det nemt at minimere madspild, og det tror jeg er ret afgørende for at få det til at fungere i hverdagen. At skulle udtænke nye retter og være kreativ med alternative opskrifter kan være sjovt og inspirerende, men det kræver tid og overskud, og det har man bare ikke altid. Med de her ting i baghånden kan man onsdag aften tage af bordet, smide resterne i en plastikboks og så have alt, hvad man skal bruge til aftensmaden til torsdag, uden at skulle google opskrifter eller ud at handle for det. 

*Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspild hos børnene. At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange.

*Indført reste-tapas. Både morgen, middag og aften. Det er ren vane, at vi altid tror, at alle om bordet skal spise det samme, for det har altid været en succes her, når der er sat en bakke på bordet med 4 forskellige ting i skåle og et par smurte grovboller. Så når du næste gang tænker: “Der er ikke nok til i morgen” så hiv det lige i fryseren alligevel. For med et par bokse af den slags, har du ret hurtigt til en gang spraglet aftensmad. 

*Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft, vi bruger.

*Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig motherf*cker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk). Sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. risengrød er ret lille, hvorimod 1 dl i en kande smoothies og 1 dl. i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i ovennævnte reste-tapas, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.

Ressourcer/CO2:

*Eksperimenteret med at bruge de samme ting til flere formål. Af eksempler kan nævnes: Arganolie (balsam, hårkur, makeupfjerner), balsam (shaving-gel), sulfo (opvaskesæbe, universalrengøring), brunt papir af den gammeldags slags (til forsendelser, som gaveindpakning uanset årstid/anledning), læbepomade i krukke (neglerødder, småsprækker på hælene), sandaler (hjemmesko i forårsmånederne) solcellelamper (nattelamper), ekstra fede cremer f.eks. til spækkede hæle (som håndcreme om natten, på nyshavede skinneben), tekstilpind (alm. sprittusch) osv. osv.

*I forlængelse af ovenstående: Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. F.eks: Træningssko = sko, sandkasselegetøj = legetøj til badekar, sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug), bodylotion = ansigtscreme, juleservietter = servietter, bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.

*Erstattet stort set alle mine stearinlys med lyskæder og/eller solcellelamper.

*Endelig lært, at der er pant på saftevandsflasker. 

*Vænnet mig til at lægge ting, der set med mine øjne er defekte, op på fb. og spørge, om nogen vil have det gratis. For ikke at gøre mit eget liv sværere end det er, skriver jeg MEGET tydeligt i teksten, hvad der er galt med tingen (f.eks. en grim front på en skuffe, jeg selv har forsøgt at male), så folk ved, at det er ment som en form for reservedel, og hver gang jeg har gjort det, er tingene blevet revet væk. Jeg skriver også i opslaget, at pågældende ting ryger ud på en bestemt ugedag, så dem, der evt. er interesserede, bliver tvunget til at komme og hente det næsten med det samme, for det er irriterende at flytte rundt på noget, man egentlig selv er færdig med. (Og bare et lille råd: Nøjes med at lægge den slags opslag op i én gruppe, og skriv ‘først til mølle’. Så har du alle henvendelser samlet i én tråd med tidspunkt på, og bliver ikke rodet ind i at skulle vurdere, hvem der kom først)

*Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle.

*Skelet til, hvad børnene ellers har af tøj, når jeg køber nyt, så vi ikke får 14 t-shirts og underbukser, der pga. farverne skal vaskes seperat. 

*Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.

*Lært at bruseforhæng kan klippes over på midten, så man får to ud af ét og undgår at have overskydende stof til at hænge i siderne og mugne. 

*Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen.

*Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs.

*Opretttet et par lokale grupper på fb til de ting, jeg køber og sælger ofte, f.eks. puslespil. Ingen grund til at bruge emballage og benzin på at sende dem tværs over landet, hvis man kan købe/sælge det i baghaven. 

*Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.

*Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet.

*Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange.

*Skilt mig af med det tøj, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)

*Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe.

*Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg i stedet for film eller det djævelske sølvpapir, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet.

*Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram.

*Blevet god til at tænke over, om ting, der går i stykker kan repareres. Og om man kan købe det, man mangler som reservedel på DBA/Marketplace. (Smadrer du f.eks. glaskanden på din blender, kan du sagtens være heldig at finde en tilsvarende blender på DBA, som er billgere, end hvis du skal købe en helt ny glaskande).

*Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.

*Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et par år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant.

Økonomi:

*Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.

*Brugt koldskål som drikkeyoghurt. HELT anden literpris. 

*Gjort en indsats for at forstå, hvorfor jeg blev ved med at få eftersmæk fra Skat, og nu endelig fået vendt skuden, så jeg får penge tilbage.

*Købt lightergas til genopfyldning af lightere i stedet for at købe nye, hver gang, de var tomme. 15 kr. for en flaske, hvor der er til ca. en million opfyldninger. 

*Groet respekt for, at det er i undtagelser, ‘den her ene gang’ og alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse versus 250 for den nye, jeg havde kig på.

*Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr. (Her skal man være obs på, om man har en maskine, der bruger mere strøm, vand osv. på quickprogrammer)

*Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M20XX-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det giver en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året.

*Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skyllet af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere. (Her skylder jeg at sige, at jeg er gået væk fra det i Covid-tiden, fordi jeg har vurderet, at sæben pt. gerne må være så koncentreret som muligt).

*Indført papvin i mit liv, fordi det ofte er meget billigere. Jeg har et par tomme tomatpassata-flasker, jeg fylder over i, så jeg stadig kan opbevare hvid og rosé på køl. 

*Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af de seneste år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo

*Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det.

*Haft held med at efterlyse på marketplace, når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet.

*Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere.

*Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr.

Vaner, tanker og nye syn

*Gjort op med mentaliteten omkring, at det altid er rart at have en ekstra (x) i skabet. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af de sidste år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigere at bladre arvetøjet igennem, når man har en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen. Overvej hvor mange t-shirts i den samme størrelse, dit barn kan nå at bruge, og send resten videre. 

*I forlængelse af ovenstående bemærket, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Både tøj og ting. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads.

*Lært at lade falde hvad ikke kan stå, så det ikke skygger for de gode ting. En håndcreme, der stadig fugter, men har tabt duften, mad, du har taget hul på, men ikke kan lide (og hvor det ikke giver mening at forære det væk) osv. Ud med det, så du kan se, hvad du har og rent faktisk få det brugt. 

*Glædet mig over, hvor gode vi i omgangskredsen er blevet til at tale om spild, miljø osv. I dag er der altid poser med børnetøj, toiletartikler osv. der skifter hænder, når vi mødes, og værtindegaver kan sagtens være brugte puslespil eller firmagave-vin.

*Indført en håndfuld rene vegetaruger om året. Det hører med til historien, at vi ikke spiser ret meget kød; jeg gætter på et gennemsnit på omkring 500-800 gram for husstanden i løbet af en uge. Men for at presse mig selv til at udvide repertoiret af basisopskrifter, fungerer det for mig godt at køre en temauge, når det lige passer med liv og overskud. 

*Vænnet mig til at sende varer retur, hvis de går i stykker inden for garantien. Også selvom de ikke var specielt dyre. Jeg vil gerne være med til at sende et signal retur til producenten om, at vi gerne vil have varer, der holder og kan bruges. Også selvom det gør dem dyrere. 

*Gjort mig tanker om, hvordan man skaber en bæredygtig garderobe, hvis man ikke har stangvaremål og derfor har svært ved at finde godt tøj brugt. 

*Nået til et punkt, hvor jeg oprigtigt ønsker på passe på ting, der ikke er mine, fordi alle ressourcer i allersidste ende er fælles. F.eks. passer jeg væsentligt bedre på den lejebolig, vi bor i nu, end jeg gjorde på mange af de lejligheder, jeg boede i, da jeg var yngre. 

*Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på.

*Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med.

*Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele.

*Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn. 

*Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på.

*Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.

*Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).

*Foræret virkelig mange ting væk. I starten gjorde jeg meget for at sælge det, vi ikke brugte mere, og jeg har tjent gode penge på det. Men stille og roligt er det blevet vigtigere for mig, at ting bliver brugt, og at jeg får dem ud af mit hjem, når jeg er færdig med dem, end at tjene penge på det. Og så har jeg opdaget, hvor utrolig glad, jeg selv bliver, når jeg får noget, jeg mangler, foræret, og det vil jeg gerne give videre. 

Sagt nej tak til:

*Bevidstløs at sende ting videre. Verden bliver et markant bedre sted, hvis vi hver især tager konkret ansvar for at vurdere, om noget reelt kan bruges, og selv påtager os rollen som bødler, hvis det ærlige svar er ‘nej’. (Link til indlæg hvor dette uddybes under ‘guides’)

*Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen.

*Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til.

*En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig.

*Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt. 

*Årskort. Fordi: Corona. 

*WISH og de andre apps, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina.

*At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op.

Guides og punkter, der gav gode diskussioner:

Oprydning/minimalisme med børn

Børn og lommepenge

Skal ting sendes videre eller smides ud?

Genbrugsgaver

Oprydning

Sælg brugt

Små tricks til at komme i gang

Hvad giver mening at købe brugt?

Hvorfor man sparer penge på at handle dagligvarer online

Tradition is just peer pressure from dead people

Hvis man har astrologiske tilbøjeligheder ved man, at der pt. foregår virkelig meget med diverse himmellegemer, og at én af de ting, som der tales meget om i dé kredse er, at tiden for nu handler om at hele gamle traumer og sår; både som individer og som et samlet hele. 

Hvis man synes, at astrologi er kæmpeløgn og spild af tid, tror jeg egentlig, at man alligevel sidder med samme fornemmelse på baggrund af alt det, der foregår i verden lige nu. 

Jeg oplever i hvert fald, at jeg ser med nye øjne på mange af de ting, jeg længe har opfattet med et ‘sådan er det jo bare’-mindset.

I småtingsafdelingen og meget aktuelt spekulerer jeg på, om vi egentlig stadig synes, at det er en god ide at tyre en stofheks på bålet i aften.* Jeg er ikke selv helt afklaret med, hvad jeg mener her, for på den ene side synes jeg egentlig, at tiden er løbet fra at hyggemore os over noget, der i virkeligheden er en skamplet på vores historie.

Modargumentet er selvfølgelig, at det kan give anledning til at snakke om noget forfærdeligt, og dermed sikre, at det ikke sker igen.

Men når jeg er i tvivl om, hvor jeg står i en sag, prøver jeg at udskifte den forulempede part – i dette tilfælde heksene, hvis analoge avatarer vi brænder – med en anden gruppe af mennesker. 

For ville vi have syntes, at det var ligeså hyggeligt og sjovt, hvis det havde været børn, der engang var blevet brændt fordi de.. tja, larmede, måske? Ville vi så lave små stof-versioner, som vi stille og roligt betragtede blive konsumeret af flammerne, mens vi bagte snobrød og skumfiduser?

Eller kan man forestille sig, at menneskeracen et par hundrede år ude i fremtiden en gang om året laver tvillingetårne af papmaché, fyldt med slik og godter, som vi smadrer med køller, fordi vi jo skal huske at tale om det?

Jeg ved det ikke. 

Til gengæld ved jeg, at jeg synes tiden er løbet noget så eftertrykkeligt fra digitale medier og deres kommentarfelter som safehouses i ytringsfrihedens navn. For hvor man i USA – ja, igen – lige nu kan se stort set alle medier og arbejdspladser tage konkret afstand fra hatespeach, så kører vi herhjemme stadig en noget slap politik omkring, hvad man tillader folk at sige på nettet.

Senest læste jeg en glimrende artikel på Soundvenue om aldersdiskrimination i Hollywood; om det urimelige i, at kvinder er gamle og færdige, når de nærmer sig de 40, og at det i virkeligheden er grotesk, når man stadig pr. default caster gamle mænd og unge kvinder som par. Vi er så vante til at se det, at vi ikke engang studser over det, når der er 30 års aldersforskel mellem ægtefællerne i film, og hvis du tror, jeg overdriver, så vil jeg opfordre dig til at lade dig falde baglæns ned i det kaninhul på google, der hedder ‘Age difference in movies’.

Nu har jeg jo før været lidt efter Soundvenue og deres kvindesyn, men ift. denne artikel vil jeg bare give dem stående applaus for indholdet. Det var sobert, fornuftigt og nødvendigt. 

Og her ville jeg ønske, at dette indlæg sluttede. 

Men så kom jeg til kommentarerne, og så er vi tilbage til, at der godt nok stadig er mange ting, vi som race kunne have gavn af at kigge på.

For der var deprimerende mange kommentarer fra mænd om, at ‘det gør nok ondt, når de unge overhaler dig, hva?’ og ‘Nååå! Er det træls, at mændene ikke vender sig om på gaden efter dig længere?’ Der var – selvfølgelig – også klassikerne om, at ‘få noget ordentligt at gå op i’ og en masse om ‘hysteri’.

Fordi jeg åbentbart har masochistiske tilbøjeligheder, tjekkede jeg flere af profilerne ud, og det, som rystede mig var, at de her mænd var på alder med mig eller et par år yngre. Der var altså ikke tale om gamle, forandringsangste silverbacks eller helt unge, lidt for hurtige typer. Det var mænd som vores kærester, brødre og ægtefæller, som for fanden burde vide bedre, og jeg kan ikke holde UD, at der er SÅ mange, der tror, at de ikke er en del af problemet.

Det undrer mig oprigtigt, at Soundvenue vil lægge ryg til den slags kommentarer, og særligt undrer det mig lige nu, hvor der er mere fokus på hatespeach og nedgørende tale end nogensinde før. Der MÅ være et opgør på vej ift. om clickbait skal stå over moralsk ansvar. 

For ved at lade udsagn som disse blive stående, gør man dem også til legitime synspunkter. Specielt i en tid, hvor man – i hvert fald for syns skyld – har regler og retningslinjer for, hvad man må sige i en debat. Havde man eksempelvis skiftet ‘gammel’ ud med ‘sort’ ville de formentlig og forhåbentlig have pillet kommentaren af og blokeret profilen, hurtigere end man kunne nå at sige ‘racist’, for det er der ingen, der vil have siddende på sig i dag. Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke som medie er ligeså konsekvent, når diskriminationen og de nedladende kommentarer er rettet mod kvinder 35+.

Og jeg bliver idiot af, at mænd – for det var for 97% vedkommende kun mænd – forsøger at få det til at lyde som om, det handler om sure rønnebær, når det kun er kvinder 40+, der går op i de her ting, for ligesom med lovgivning på barselsområdet, og reglerne for syge-dagpenge, er der bare nogle ting, som man tror er fucking løgn, indtil man selv sidder på modtagersiden.

Jeg håber, at de her mænd lever længe nok til at se deres døtre blive mødt med konsekvenserne af, at de selv, hånligt og vedholdende, har båret den misogyne fakkel videre til de næste generationer, og på den måde har sikret, at fremtidens kvinder stadig bliver brændt på bålet.

* Og blot for god ordens skyld: Jeg ved godt, at det er Johannes døberen, vi fejrer, og at forklaringen på, hvorfor heksene blev en del af traditionen fortaber sig lidt i tågerne.

M2020, uge 25

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg holdt 3 x fødselsdag for Frida og har til hver fejring gjort mig umage for at sammensætte en menu, der genererede mindst muligt madspild.

Det er ikke et nyt punkt, men jeg vil så gerne bidrage med min erfaring med, at det bare er virkelig meget nemmere at begrænse madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen. At man f.eks. ikke sjasker dressing og sprøde toppings over salaten, men i stedet serverer tingen hver for sig, så overskydende salat kan holde i 2-3 dage og ikke kun 1. Eller at man nøjes med at komme frosting på halvdelen af kagen, og afventer om den bliver spist. Hvis ikke, kan man fryse resten af både kagen og frostingen, men hvis fadet er støvsuget efter 10 minutter, kan man lynhurtigt samle en runde mere.

Selvfølgelig skal man somme tider lave bestemte retter, fordi det er lige præcis dem, man har lyst til at spise/servere, men netop, når der kommer gæster, er laver vi mængdemæssigt meget mere mad end når det bare er til os selv, og dermed er der også mere mad, der ryger i skraldespanden, hvis ikke det kan “genbruges”. 

Jeg tænker meget over at vælge mad, der giver mulighed for at fryse resterne eller bruge dem til madpakker, hvis jeg skal lave mad til mange, og derfor sandsynligvis skyder over mål med mængden. F.eks. kan pizza både fryses og bruges til madpakker, mens mad med kort holdbarhed og/eller mælkeprodukter (f.eks. kagemand af vandbakkelse, rå fisk, smørrebrød eller kartoffelsalat) kræver, at man kan sætte resten til livs dagens efter, hvis ikke det skal hældes ud. 

2.

Har jeg – mest for eksperimentets skyld – prøvet at lave et bytte-opslag i den lokale køb/salg/bytte gruppe.

Vi har på badeværelset to af de høje skamler fra Ikea, men begge børn er efterhånden så lange, at de ikke er nødvendige mere. Vi har dog stadig besøg af små legekammerater og Frida kan også godt lide at pjaske vand i ansigtet, så jeg vil gerne have et par af de små skamler i stedet. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at se, om bytte-funktionen virkede. 

Det gjorde den ikke. Som i: Overhovedet ikke. 8 skambud på mine skamler, og 3 tilbud om at købe de små til tre (og det var altså: T-R-E) gange nyprisen senere, pillede jeg opslaget af igen, og lovede mig selv, at det var første og sidste gang jeg prøvede dén manøvre.

(Mit blodtryk er ved at være tilbage i normalt leje igen, tak fordi du spørger).  

3.

Har jeg været i Bauhaus efter en plade, der kunne bruges til at lægge puslespil på. Jeg har en, men havde fået købt et (svært!!) puslespil, der var rundt, og som derfor ikke passede på pladen. Jeg ville ønske, at jeg kunne lære at elske de der puslemåtter, men jeg hader fornemmelsen af at lægge brikker på stof, så plade it is.

Jeg forklarede mit ærinde for en ansat; at jeg var på jagt efter en glat plade med en diameter på 70 cm, som ikke skulle saves eller pudses til. “Lidt i stil med jeres reklameskilt derhenne.” “Jamen, vil du ikke bare have et gammelt et af dem så?” Øhm, jo tak? Så det fik jeg, kvit og frit, og jeg har totalt optur over mit held.

I dag er det Fridas fødselsdag

Hurra, hurra, hurra. 

5 år. Shit, mand.

I weekenden, da vi fejrede hende og sang fødselsdagssang, var hun selv den, der sang allerhøjest, og egentlig er det essensen af, hvilket forrygende, lille livsstykke, hun er.

Hun er simpelthen så grundtilfreds, og mit største ridderslag som mor vil for altid være mine børns absolutte vished om deres ret til at være i verden, lige præcis som de er.

Når jeg kigger på dem, er det utroligt, hvor forskellige de på mange måder er – hvilket selvfølgelige betyder, at det er to meget forskellige måder, jeg skal agere kort og kompas for dem på.

Min opgave ift. Anton er at afveje, hvornår jeg skal agere plankeværk, og hvornår jeg skal hjælpe ham med at finde og udvikle de værktøjer, der gør det muligt for ham at trives i verden med sin lille, finurlige personlighed. 

Frida er mit spejl og min læremester, og med hende er min plankeværksindsats mest af hensyn til omverdenen, for hun har fra allerførste sekund kastet sig over og udi verden med en inderlighed og optimisme, der er få forundt. 

Hun er selvkørende, selvstændig og videbegærlig på alt, lige fra hvor fugles ører sidder, til hvorfor det regner, og hvordan biler egentlig kan køre. 

At opdrage hende er på mange måder som at prøve at opdrage en børneversion af mig selv, men med den personlighed, jeg har udviklet som voksen. Hun spørger, til hun får et svar, hun er tilfreds med og hun er ikke respektløs, men hun sætter helt grundlæggende spørgsmålstegn ved autoriteter. Ikke for at være på tværs, men fordi hun udfordrer hele den grundliggende struktur i, at nogen pr. definition har mere at skulle have sagt end andre, udelukkende pga. af tilfældigheder som alder og titler.

Hun er ikke bange for hverken opmærksomhed eller for at fylde, og jeg har dagligt lange snakke med mig selv om, hvem af os det egentlig er, jeg prøver at opdrage på, når vi støder hovederne sammen.

Hun har været sin egen fra hun kom, og jeg er inderligt taknemmelig over, at hun valgte mig og os.

Tillykke med fødselsdagen, min skat.

Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom dig.

M2020, uge 24

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været meget, meget specifik ift. Fridas ønskeseddel. Det smager lidt af curling, og sådan må det være, men ud over den indlysende fordel i, at barnet kan tage sine gaver i brug med det samme, synes jeg også, at det ud fra et miljø-perspektiv giver mening, at man ikke skal til at sende dobbeltgængergaver retur.

Helt lavpraktisk deler jeg ønskesedlen op, så mormor, moster osv. får forskellige ønsker, og de dermed stadig har noget at vælge imellem. Egentlig ville jeg gerne, at nogle af tingene kunne købes brugt, men jeg kan høre, at nogle af gavegiverne er så uvante med at gebærde sig på marketplace og DBA, at de nærmest får angst ved tanken, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.

2.

Givet en bog videre, som jeg selv har fået foræret, og bedt modtageren om at give den videre, når han er færdig med den – hvis det er muligt. (Og bare for god ordens skyld: Det er hans, og han må gøre med den, hvad han vil. Men han spurgte, hvad han skulle gøre med den efter endt læsning, og kan han finde en aftager, kan jeg godt lide tanken om en bog, der vandrer og skaber glæde af mange omgange).

I det hele taget kan jeg mærke, at jeg oftere og oftere forærer ting væk i stedet for at sælge dem. Der er et par undtagelser til dette, bl.a. mine puslespil, som jeg typisk sælger, når de er lagt én gang, og bruger pengene på at købe nye, for på den måde koster min nye hobby mig stort set ingenting. Men hvor jeg for et år siden solgte det meste af det, jeg skilte mig af med, forærer jeg 80% af det væk i dag.

Mon andre derude oplever det samme?

3.

Oprettet en lokal køb-og-salg-af-puslespilsgruppe på fb. På den måde bliver puslespillene brugt i stedet for bare at ligge og glo i et skab, og samtidig har miljøet godt af, at de ikke skal sendes på kryds og tværs af landet.

The times they are a-changin’

Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.

Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i. 

Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.

Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.

Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.

Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.

Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?

Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.

Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?

Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.

Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.

I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.

Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted. 

Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.

M2020, uge 22

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

For første gang gjort mig overvejelser omkring, om det giver bedre mening at sælge bilen og få det, jeg kan få for den, og så låne penge til en brugt, der kan holde et par år.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, for jeg har *sådan* set frem til det tidspunkt, hvor jeg er gældfri, men onsdag døde min bil, lige midt på motorvejen. Verdens bedste mekaniker hentede mig, gav mig en lånebil, fiksede min bil, og ville ikke have noget for noget af det, hvilket sgu var så meget godhed på én gang, at jeg tudede over det.

Så den kører igen – men hvor længe? For det er, som om A-L-T, hvad der kan gå galt i en bil, går galt i min.

Jeg snakkede med mekanikeren om det, og hans råd var at køre i den, til den ikke kan køre mere. Ingen af os vil være bekendt at sælge den videre til en anden sagesløs stakkel, og derfor er der ingen grund til at skele til, hvad jeg kan få for den hvornår, for den skal sælges som reservedele/skrot, når den tid kommer.

Det har været fint at bruge et par dage på at gå og vende tanken, for jeg kan mærke, at jeg er ok med det nu, hvis det er sælg-og-lån-til-en-brugt-løsningen, der ender med at være den bedste. 

2.

Haft virkelig, virkelig travlt, og det bliver ikke bedre den kommende uge. Både af dén grund og pga vores økonomi har jeg derfor valgt at køre rugbrødsmadder til både frokost og aftensmad, fordi jeg så i det mindste ikke skal bruge tid og penge på mad til mig selv, men kan koncentrere mig om at købe og lave noget nogenlunde ernæringsmæssigt forsvarligt til børnene (som synes, at madder er det værste i hele verden). 

3.

Ved et guds mirakel husket, at der er pant på saftevandsflasker. Det er, som om jeg har en defekt i hjernen, der gør, at den oplysning ikke kan hænge fast. Men denne gang afleverede jeg hele 3 stk. i flaskeautomaten, og jeg var bristefærdig af stolthed, da jeg gjorde det. 

4.

Haft min egen kaffe med på job. Principielt burde det her være normen, men hånden på hjertet synes jeg, at det er besværligt at komme bøvlende med madpakke, termokande, taske, overtøj og mig selv i fri dressur, når jeg skal ud på en uddannelse, hvor jeg ikke er vant til at komme, og derfor ikke ved, om vi har et sted at sætte vores ting. Men der, hvor jeg tolker fast lige nu, har vi fået et skab (hurra!), og jeg skal derfor ikke hele tiden have mine ting med rundt, fra lokale til lokale. Kombineret med det faktum, at en kop sort filterkaffe koster 16 kr. (for real? Til folk på SU??), har det udløst en revival til termokanden.

5.

Lavet de indledende manøvrer til et opsamlingsindlæg. Det kommer på i juli, hvor de ordinære M20XX-indlæg så holder ferie, og jeg skal lige finde ud af, om det skal postes i ét ryk eller om jeg skal dele det op.

—————— O o O ——————– 

Jeg har været så heldig at lande en korrekturopgave, så jeg tror ikke, jeg når herud før på fredag igen. Until then:

Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark

Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.

Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.

Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.

Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét. 

Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.

Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.

Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.

Men. 

Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.

Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre. 

Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.

Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.

Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget. 

En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.

Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde. 

Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.

Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.

Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen. 

I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Manglet en lampe og købt den brugt.

I den her tid, hvor vi er meget mere hjemme, end vi plejer at være, sidder jeg jævnligt og lægger puslespil ved det skrivebord, jeg har op ad min blommefarvede væg, fordi kiddos har okkuperet spisebordet, men den suger så meget lys, at det nærmest er umulig at se brikkerne.

Vi er ret økonomisk pressede nu pga. krisen, og det er ikke en mulighed at købe en lampe fra ny. Men Marketplace var – igen – min ven: Jeg fandt en fin, brugt arkitektlampe til 50 kr. i Kolding, og min veninde, der var på besøg i tirsdags, var så sød at svinge forbi efter den, så jeg ovenikøbet sparede portoen.

2.

Tænkt på, at jeg gerne ift. madspild vil slå et slag for Remas frosne grøntsagsblandinger med smag. (Det er ikke spons, men de fungerer så perfekt ift. til det her tema, at de kommer på med navns nævnelse).

De koster kun omkring 10 kr., de skal tilberedes på panden, hvilket er både nemt og hurtigt, krydderierne gør, at de smager af noget, og så er de *perfekte* til at få brugt rester af kød, pasta, quinoa, bulgur osv.

Jeg ved godt, at det er meget specifikt, men jeg bliver jævnligt spurgt, hvad jeg gør med alle de små rester, der jo ikke i sig selv kan bruges til noget, og de her grøntsagsblandinger er meget ofte svaret, fordi de binder resterne sammen til et måltid. En halv kyllingefilet fra aftensmaden, ternet og smidt på panden med en pose fajitagrønt, en frossen rest linser eller ris og en smule salsa – så er du kørende. Det tager under 10 minutter fra du starter, til du sætter dig til bords.

Det kræver, at man opgraderer sit basislager, så man, udover grøntsagerne i fryseren, altid har et glas salsa, en dåse kokosmælk eller måske nogle af de lidt mere eksotiske saucer, man somme tider kan finde på spot, i skabet, men fordi disse også har virkelig lang holdbarhed, er det ikke noget, man behøver at stresse over at få brugt.

3.

Købt en stor pose frosne pølsehorn i den lokale Brugsen. Jeg tror, de fleste voksne har blandede følelser for pølsehorn, for de er svære at få øje på i kostpyramiden, ikke? Men børnene og alle deres venner elsker dem, og nu, hvor vi igen må have legeaftaler, er det bare både nemmere og billigere at kunne smide sådan et par stykker i ovnen, hvis nogen pludselig er sultne, end hver gang at sørge for at købe ind efter, at der er flere børn – som så, lige præcis den dag, ikke er sultne alligevel = Madspild galore. Hos den lokale bager (som vi ellers gerne støtter) koster de 8 kr. stykket, og er jævnligt udsolgt; her fik vi 50 for 125 kr.