I øvrigt:
*Er der fart på for tiden, og det er skønt. Derfor passer det også *lidt* dårligt, at begge børn har fået Skanderborgpest her, 14 dage efter opstart.
*Glæder jeg mig dog over, at de er så store nu, og trods alt kører den simultant, så vi tager den i ét riv, og de kan holde hinanden ved selskab, når jeg er på job.
*Er der 80% af min fremtidige indtægt og et organ efter eget valg til den, der kan lære dem at pudse næse, så de ikke snøfter hvert 5. sekund… JESUS, mand!!
*Har jeg leget køkkenheks de sidste dage, og hvis der er flere hyldebær tilbage på træerne i Esbjerg, er det ikke min skyld. Jeg har lavet 2 liter saft med kanel, 1 liter med æble/citron/vanilje, 1 liter med ingefær, og 0,5 liter hyldesirup til teen. Eat your heart out, Rynkeby.
*Kom jeg ikke sovende til mine blåviolette skatte: Det lykkedes mig at blive stukket på det ene øjenlåg af noget surt med vinger, at knalde hovedet ind i en gren og at brænde mig hele 3 forskellige steder på brændenælder, da jeg var på hugst. Jeg føler, at jeg har nedlagt bærrene, mere end jeg har plukket dem.
*Var jeg til tandlæge i formiddag, og jeg kan næsten få ondt af ham, selvom vi joker med, at jeg er hans dårligste kunde. “Det bløder ikke engang lidt” mumlede han mismodigt for sig selv, da han var færdig med at massere mit tandkød med en syl – og ja; jeg har vundet i Tandlæge nu, tak fordi du spørger. (Nåmn, fordi ALT er en konkurrence, jo?)
*Nåede han dog at sende en opfordring efter mig til at opsøge en fysioterapeut, så jeg kan få løsnet op i “de ualmindeligt overspændte kæbemuskler!” Det bliver crowdfunding, og der er nogle stykker, der kan glæde sig til at modtage et girokort, direkte i DM’eren.
*Vil jeg gerne plugge podcasten ‘What happened to Talina Zar’. En kvinde får covid og tager ud i en skovhytte for at selvisolere (og måske/måske ikke dø) – og forsvinder sporløst. Det lyder kedeligt. Det er det virkelig, virkelig ikke. Der er så mange vanvittige plottwists i den historie, at man næsten bliver svimmel.
*Faldt jeg forleden over et klip fra De Grønne Slagtere, som min hjerne nu hjælpsomt afspiller hver eneste aften, når jeg forsøger at sove. Nikolaj Lie Kaas er Guds måde at sige undskyld til os for, at det var Sverige, der fik The Skarsgårds.
M2025, uge 35
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fået svar fra Skat, som godt kan se, at det ‘lige i denne situation er uhensigtsmæssigt’, at man sender mail til en afdød.
Vi kan kontakte dem, hvis vi gerne vil have min bedstefars e-mailadresse slettet, men de ‘har ikke mulighed for at ændre den’. Og det kan hende, jeg har skrevet med, jo ikke gøre for, men det virker for mig helt forrykt, at det bliver opfattet som noget ekstraordinært; det må vel være et issue, hver eneste gang, den sidste ægtefælle i et par afgår ved døden?
Anyway. For os er det ikke længere et issue, så jeg kommer ikke til at bruge mere tid på det, men nu er den i hvert fald givet videre, hvis nogen derude er i den trælse situation, at de har brug for det.
2.
Har min bil været på værksted. 3 gange.
Den skulle egentlig bare til service, og min faste mekaniker er på ferie. Han er af den gamle skole, og jeg er ikke sikker på, at han bliver stående i smøregraven 10 år mere, så jeg har flere gange tænkt, at jeg måske så småt skulle til at se mig om efter et nyt sted at koble mig på.
Efter min operation havde jeg 3 uger, hvor jeg ikke selv måtte køre bil, og derfor, meget GLS-agtigt, blev fragtet rundt. Det gav mig chancen for at teste siddekomfort i mange forskellige bilmærker, og jeg sidder ubetinget bedst i Suzukis modeller – hvilket passer perfekt, da jeg arbejder målrettet på at manifestere deres nye elbil. Der er venteliste til den, og min økonomi er lagt i kunstig koma, men håbet om, at de to kurver ender med at krydse hinanden, er lysegrønt.
Da jeg ved, at det er planen, har jeg derfor valgt, at mit nye værksted er det, der er tilknyttet Suzukis forhandler her i byen, fordi jeg har en formodning om, at det bliver nemmere at lave en god aftale om bytte, når de selv har serviceret bilen.
I forbindelse med ugens værkstedsbesøg kørte jeg i lånebiler derudefra, og det (eneste), der var fedt ved de 3 hele dage i forskellige modeller var, at jeg dels fik lov at teste, hvordan de var at køre i, og at børnene også fik lov at sidde i dem. Og selvom de biler, jeg fik, var samme modelstørrelse, som min nuværende Renault, udbrød de begge, i samme sekund, de satte sig ind: “Ej, hvor fedt! Der er plads til benene!” Det er vigtigt, for Anton er tæt på 1.80 nu, Frida gør, hvad hun kan for at indhente ham, og der er ikke udsigt til, at vækstkurverne stopper lige foreløbigt.
Suzukis designer må også enten selv være høj eller ikke hade høje mennesker helt så intenst som deres franske kolleger, for vinkler og vinduer er tilpasset mennesker, der ikke kun lige akkurat kan kigge hen over rattet.
Værkstedsregningen lyder på 20.000 kr., og jeg har det som en falleret bokser, der bare bliver ved med at blive slået i gulvet. PræCIS hvor står vi på sexarbejde?
Sådan noget lort, mand.
Men altså. Hvis vi tvinger jahatten ned over ørerne, så har det fået mig til at tjekke, hvor meget restgæld, jeg har i bilen, og vi er faktisk ved at være så langt med afbetalingerne, at det ikke er urealistisk, at jeg kan få det for den, jeg skylder. Det er relevant, fordi jeg også har været i gang med at kigge på, om der er kommet nye muligheder for at lease.
Det fik jeg uforvarende taget hul på i kommentarfeltet til sidste uges indlæg, for allerhelst i hele verden vil jeg have den eldrevne Suzuki, når den bliver givet fri. Men jeg er trods alt også realistisk nok til at kunne se, at den får jeg ikke råd til på den korte bane.
Med en fransk bil, der er 5 år gammel, kan jeg imidlertid godt risikere, at værkstedsregningerne på et tidspunkt inden alt for længe, bliver for dyre ift. hvad bilen er værd.
Det, jeg har fundet ud af er, at lige præcis Suzuki nu faktisk tilbyder leasing med MANGE kilometer til en ydelse, der ligner den, jeg betaler på bilen i dag. Kilometerne har været dealbreakeren indtil nu, for med et gennemsnit på 3200 km. kørt i måneden, bliver langt de fleste leasingaftaler for dyre.
Det var good news, og har fået mine skuldre til at falde en smule, for det betyder, at jeg ikke er stavnsbundet til min bil, når den bliver for dyr i reparationer, men stadig heller ikke behøver at stifte ny gæld for at få noget at køre i.
3.
I forlængelse af ovenstående har jeg de sidste uger kigget på de regninger, der (atter) har fået det hele til at vælte, for mit nervesystem kan ikke tage mere, Hans Christian.
Faktuelt taler vi om et gigantisk skattesmæk, en efterregning fra 2022 på for meget udbetalt boligstøtte og så nu en krads værkstedsregning, som alle 3 er faldet indenfor 4 måneder, og lige oveni en operation, der har givet et betydeligt fald i indtægt.
Men der er jo ikke andet for end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, så skatten er delt op i 12 rater, hvoraf de 2 første er betalt, boligstøtten er delt op i 9, og her er 5 betalt, og værkstedsregningen har jeg fået delt i 3.
Når min vejrtrækning bliver lidt hurtig, minder jeg mig selv om, at det hele er overstået, når det bliver sommer igen, og gudskelov VÆLTER opgaverne ind lige nu.
Men noget skal ændres, for det her mønster har været det samme de sidste 6 år:
Jeg sparer op + (der sker noget uventet + jeg får en ekstraregning) = Tilbage til start.
Derfor har jeg denne gang brugt meget tid på at finde ud af, hvordan jeg kan forebygge, at det sker igen-igen-igen-igen.
Jeg har, som jeg vist også har skrevet tidligere, hevet revisoren end til et ekstra tjek i oktober.
Derudover holder jeg selv øje med min årsindtægt og sammenholder den ugentligt med min forskudsopgørelse.
Jeg har dobbelttjekket, at der ikke er flere offentlige ydelser, der kan komme efterregninger på, og da både fripladstilskud og boligstøtte er afmeldt i 2022, er den nuværende regning det sidste svirp med halen fra dén side.
Det bliver leasing, når jeg skal skifte bil næste gang, for uanset hvad kilometerne koster, så er det stadig med en leasingaftale en kendt, månedlig udgift, som for en hjerne som min er væsentligt nemmere at arbejde ind i budgettet, end en løs indbetaling til en buffer til et ukendt formål.
Da jeg bor til leje, er der ikke noget dér at bekymre sig om, for tag, dryppende vandhaner og køleskabe, der går i stykker, er omfattet af viceværter og lejekontrakter, så det eneste, jeg derudover kan komme i tanke om kan producere regninger af problematisk størrelse er Dumme Tænder.
Dem har vi heldigvis ikke tradition for at slæbe rundt på i vores familie, men jeg har på min weekend-to-do, at jeg skal have tjekket op på, hvad min tandskadeforsikring dækker, så jeg eventuelt kan tilpasse den og også dér være nok på forkant til, at det ikke bliver et problem.
Jeg tror, jeg har været omkring det meste. Eller hvad? Har jeg glemt noget indlysende?
M2025, uge 34
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg booket en stand på Kirppu sammen med min mor – og takket være Helene og Signe i kommentarfeltet lært, at Kirppu ud over standleje også tager 19% i kommission.
Vi har standen de første to uger af september, fordi S i en anden kommentar gjorde opmærksom på, at det kan betale sig at tænke lønningsdag ind.
Nu laver jeg på klubhusets vegne et antropologisk feltstudie; så får I på bagkant en opsummering af, om indsats og arbejde stod mål med udbytte, hvilke varer, der solgte godt, hvad vi ikke kom af med osv.
Der vil givetvis være forskel fra by til by, men vi samler vores erfaringer i kommentarfeltet, så alle interesserede kan få glæde af dem, uanset hvor man bor.
2.
Gør jeg mig stille og roligt erfaringer med de småting, jeg anskaffer mig i forsøget på at nedbringe mit emballageforbrug, og på at tænke mere bæredygtighed ind i hverdags-husholdningen.
Mit genbrugelige bagepapir, som jeg fortalte om for nogle uger siden, virker som det skal – men har også sine ulemper.
Meget af det, man laver i ovnen, afgiver saft, fedt eller andet snask, og da mit bagepapir (som jo egentlig er silikone) er mikroperforeret, løber det ud på pladen.
Dertil kommer, at jeg måske ikke ville have lyst til at bage cookies på det samme ark, som jeg et par dage forinden lunede fiskefilletter på.
Men når jeg bager brød fungerer det upåklageligt, og kan klare mange runder uden at skulle vaskes af.
Min sodastream er (stadig) vidunderlig, og den har sat vores indtag af kulsyredrikke markant ned (kæmpe undskyld til tandlægerne iblandt jer). At man skal lave sin sodavand først, i stedet for bare at hive den ud af køleskabet, synliggør hvor meget, man egentlig drikker, hvilket virker ret præventivt.
Til gengæld synes jeg, at det er bøvlet at slæbe flaskerne med, når jeg kører langt. I forvejen har jeg vandflasker og plastikbokse med mad og frugt/grønt med, og det bliver nærmest en halv opvask, man dagligt slæber med, ind og ud af bilen. Det fungerer ikke for mig.
Derudover savner jeg en mindre flaske, så man kan lave mindre end 0,5 liter ad gangen – for du er nødt til at fylde den, for at kunne tilsætte kulsyren.
Når alt det er sagt: Jeg sparer med 100% garanti både penge, emballage og plads med de her løsninger, selvom jeg ikke kun kan nøjes med dem, men så længe verden stadig drejer nogenlunde stabilt om sin akse, er der jo heller intet til hinder for at køre både/og.
3.
Har jeg opdateret min strøm-app, og lagt den tilbage på forsiden af min telefon, så jeg stille og roligt igen kan begynde at vænne mig til at tjekke priser og lægge tøjvask, opladning osv. til rette efter de billige perioder.
Der sker meget på strøm-området i disse dage. Fra oktober, hvor vi er tilbage på vintertarif, sker der nemlig også det nye, at priserne ændrer sig hvert kvarter, i stedet for en gang i timen, som de gør i dag.
Argumentet skulle være, at man som forbruger får fordelen af fald i prisen allerede når den indtræder, i stedet for at vente til næste, hele time – men om den fordel ædes op af, at man skal holde styr på 96 søjler i stedet for 24, og det dermed bliver så uoverskueligt, at man giver op, ved jeg ikke.
Det er, så vidt jeg forstår, frivilligt, om elselskaberne vil tilbyde modellen, og jeg tænker også, at de kan få deres sag for ift. at sætte deres apps og prisoversigter op, så forbrugerne kan følge med.
Det andet, der sker på området er, at Regeringen har varslet, at strømmen bliver billigere de næste to år for at skubbe til den grønne omstilling.
Det er svært at være sur over.
Jeg prøver lige alligevel.
For som almindelig forbruger vil det største enkeltbidrag her jo nok være at skifte dieselbilen ud med en elbil, og når prisen på strøm falder over så lang en periode, vil det for mange være incitament til at fremskynde beslutningen.
Og selvfølgelig skal vi væk fra fossile brændstoffer – i går.
Men.
Prisen på strøm og prisen på benzin/diesel indeholder begge skatter og afgifter, men sidstnævnte er der flere aktører, der har indflydelse på, og markedskræfterne får dermed stadig lov at arbejde.
Prisen på strøm er markant sværere for den enkelte at påvirke. Den rene elpris bestemmes suverænt af udbud og efterspørgsel, men den udgør samtidig den absolut mindste del af den pris, vi som forbrugere betaler for strømmen.
Lad mig illustrere:
I aften kl. 17-18 koster en kWh 2,08 kr. Prisen er sammensat af:
Den rene elpris: 0,59 kr. (28,5%)
Netomkostninger: 0,59 kr. (28,5%)
Elafgift: 0,90 kr. (43%)
I går (lørdag d. 23.08) kl. 06.00-07.00 kostede en kWh 2,04 kr.:
Den rene elpris: 0,81 kr. (40%)
Netomkostninger: 0,33 kr. (16%)
Elafgift: 0,90 kr. (44%)
(Kilde: Watts)
Vi er i vores hverdag 100% afhængige af strøm, uanset om vi har elbil eller ej. Vi kan slukke lyset, og tørre tøjet ude i stedet for i tumbleren for at reducere vores forbrug, men køleskabet skal stadig virke, tøjet skal vaskes, og telefonen skal lades op.
Derfor kan jeg godt, som helt almindelig forbruger, være lidt bekymret for at lægge alle mine æg i én kurv, for jeg synes, det er svært at gennemskue, hvad det kan få af konsekvenser. Hvis hele min husholdning OG min transport er bundet op på det samme produkt, som jeg ikke har nogen mulighed for at påvirke prisen på, bliver jeg ramt hele vejen rundt, hvis regeringen efter de 2 år sætter priserne op igen.
Det føles mærkeligt at skrive noget, der jo ret beset lyder som et argument imod grøn omstilling, og det er ikke det, jeg ønsker.
Men jeg savner en ordentlig udmelding om en gennemtænkt, helhedsorienteret og ikke mindst gennemskuelig plan for den grønne omstilling, som ikke står og falder med, hvem der sidder i regering, eller bare består af opportunistisk brandslukning.
Det kan jeg jo ønske mig til jul.
Men inden da ryger vintertarifferne stadig på, og derfor kan jeg jo starte med at refokusere på mit elforbrug, så jeg i det mindste kan spare lidt på det forbrug, jeg allerede har.
M2025, uge 33
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg sat de overskydende møbler fra børnenes værelser til salg. Da jeg også, nu jeg var i gang, fik rykket lidt rundt i køkkenet og sorteret mine ting i soveværelset, er jeg endt med et par kasser med ting, der også bør kunne sælges.
Men jeg er ved at være træt af Marketplace, kan jeg mærke. Måske handler det om, at det i dag er blevet så udbredt, at det er blevet sværere at sælge ting derinde, fordi dine opslag lynhurtigt ryger så langt ned i feedet, at du reelt er usynlig, eller også har jeg bare vænnet mig til at skibe ting, jeg er færdig med, ud af mit hjem med det samme.
Men dels vil jeg faktisk lige nu gerne have de penge, tingene kan indbringe. Beggars can’t be choosers, og så må jeg leve med at der står en rumdeler i stuen; i hvert fald indtil den har været sat til salg så længe, at det ikke giver mening at blive ved med at forsøge.
Og dels er det her ting og møbler, som er i så god stand, at jeg, (helt objektivt, selvfølgelig), vurderer, at det vil være et godt køb for eksempelvis de nye studerende, der lige om lidt skal til at møblere kollegieværelser. Derfor vil jeg gerne give det et forsøg.
Og her er det så, at det bliver en fordel, at telefonen efterhånden kan læse tanker, for jeg havde ikke andet end lige konstateret, at det var lidt uoverskueligt at skulle til at fotografere alle de ting, da jeg fik en reklame for Kirppu i mit feed.
Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad det var, så i fald andre er i samme situation: Det er et fysisk loppemarked, hvor du lejer en stand, prismærker dine ting, og så er der et par ansatte i butikken, der sælger tingene for dig. Selve butikken minder lidt om en kaotisk genbrugsbutik, for hvor man normalt har porcelæn ét sted, tøj et andet og tasker et tredje, så er det intet system i, hvad folk har stående på deres stand. Så altså: Et loppemarked, flyttet ind i et stort lokale, kan man sige.
Jeg har spurgt mig lidt for, og det lader til, at folk her i byen har gode erfaringer med det. Prisen er 200 kr. for en uge, og efter et par uger bliver det lidt billigere. Jeg har ikke nogen referenceramme her, så jeg ved ikke, hvordan det prismæssigt ligger ift. f.eks. en stand på et ægte loppemarked.
Det får et skud, hvor jeg benytter lejligheden til også at tage de stole og lamper med, der står på loftet. For ud over, at jeg ikke skal tage billeder af alle tingene og svare på tusind spørgsmål, så har den her model også den store fordel, at tingene kommer ud af mit hus. Det giver plads omkring mig og ro i mit hoved – og så betyder det, at det er nemmere at aflevere det, der ikke bliver solgt, til genbrug. For min erfaring er, at i det sekund, tingene er ude af øje, så er de virkelig også ude af sind.
Men økonomisk kan jeg ikke over for mig selv forsvare ikke i det mindste at prøve at sælge dem, så det gør jeg.
De nye møbler, børnene har fået, er valgt ud fra, at de er multianvendelige, skal kunne bruges i alle rum, og at de ikke skal fylde en masse. Eksempelvis består Antons nye skab af to sektioner: Ét smalt skab, som står op ad sin dobbeltfløjede bror, men de kan uden problemer skilles ad. Fridas nye reol er væghængt, og i stedet for hylder i bøjlesektionen af hendes skab, har jeg købt et rullebord, som står i bunden og hængt stofposer op i kroge på stangen.
Det ser sådan her ud:
2.
Har jeg varslet morgenmadsoprydning de kommende uger.
Jeg har undervurderet vigtigheden af at have børnene med ombord ift. vores økonomi, for det er en stor hjælp.
Jeg er meget opmærksom på, ikke at overdele med dem, for det er ikke meningen, at de skal føle ansvar eller være bange for, om vi har råd til mad og tag over hovedet. Omvendt må de gerne udvikle en grundlæggende forståelse af, at økonomi og muligheder hænger sammen.
Det er overraskende rart at kunne være (nogenlunde) ærlig og sige, at det er smart at spise de (mange) rester af cornflakes, müsli osv., vi efterhånden har stående, op, fordi vi så kan køre ud og spise en is (som holder en kilopris på omkring det dobbelte af heroin) på stranden.
Det har også afledt nogle gode samtaler, når særligt Frida forelsker sig i noget nyt, eller én af veninderne får et større værelse, som Frida ville elske at have. For nu har vi en kontekst at tale ind i, og dermed kan vi snakke om, at jeg sagtens kan arbejde mere, end jeg gør. Og det vil jeg gerne, for jeg elsker mit job. Men det vil betyde, at de skal være mere i klub og mere alene hjemme, end de er nu, og at der også vil være aftener og weekender, hvor jeg skal afsted.
Jeg er HYPER opmærksom på at tale neutralt om det, så det hverken kommer til at lyde som om, jeg hænger på mit moderkors for deres skyld, eller som om, jeg ikke gider være sammen med dem. Men det ER et valg, og jeg synes egentlig, at de er så store nu, at de godt må have noget at skulle have sagt, ift. hvad vi vælger.
3.
Har jeg været inde og tjekke priser hos YouSee.
Jeg skiftede til Telmore for et års tid siden, og jeg synes egentlig, at de to selskaber er nogenlunde lige gode, dog med en marginalt bedre dækning på netsiden hos YouSee.
Men priserne på vores teleabonnementer er høje, sammenlignet med YouSee, og det er de, fordi der er streaming med i prisen. Derfor kræver det lige en uforstyrret halv time og en lommeregner at sammenligne, hvad det samme produkt (vil) koste(r) forskellige steder.
Konklusionen på mit lille pristjek var, at det stadig på bundlinjen er billigst at være hos Telmore, men jeg ville ønske, at YouSee tilbød en løsning, der udelukkende indeholdt streaming, i stedet for en old school TV-pakke med et tombolaagtigt pointsystem, der snedigt nok er sat sådan op, at du ikke i den billigste løsning kan få mere end én af de store streamingtjenester.
Vejr og hverdagsprepping
Da vi talte om prepping sidst, var det i kølvandet på Putin og Trumps nyligt annoncerede kærlighedsaffære, hvor en regulær krig måske ikke var så langt væk, som man kunne ønske.
Dengang, såvel som nu, er prepping et emne, der deler vandene, og jeg kan stadig mærke, at det for nogen smager lidt for meget af paranoia og konspiration.
Det er helt fair; det er ikke min agenda at piske en stemning op eller at tvinge min generelle mistillid til verdens ledere ned i halsen på nogen, og vi bor i et land, hvor man godt kan tillade sig at forvente, at der i krigs- og krisetider er nogen, der holder hånden under os alle; også dem, der ikke har preppet.
Men siden vi så småt begyndte at have samtalen, primært udløst af den udenrigspolitiske situation, har vejret lagt sig i selen for at illustrere, hvorfor det også kan give mening at være forberedt på DMI-relateret bøvl.
På mine breddegrader har regnvejr og blæst to gange på under et år udviklet sig kritisk på rekordtid, og selvom det ikke er endt fatalt, så er der på bagkant kommet historier frem om situationer, der kunne være endt markant anderledes, hvis ikke heldet havde været med dem, der klarede frisag.
Hver gang vejret har opført sig vanvittigt, har det undermineret veje og forvoldt anselig, materiel skade, og dermed er vi tilbage ved den forhøjede sandsynlighed for, at forsyningskæden inden for (u)overskuelig fremtid lider et knæk. Vandskader og logistiske forhindringer kan i hvert fald gøre det svært for virksomheder og producenter at holde den leveringskadence, vi som forbrugere er vante til.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi tog en prepperrunde mere, hvor fokus ikke så meget er på de 3 dages hjemmeberedskab, men mere på, hvad vi hver især er blevet mere opmærksomme på at tænke ind i hverdagen.
Det kan være eksempler på konkrete, oplevede problemstillinger, som er kommet bag på én, som f.eks. at man på en arbejdsplads i Jylland kan have problemer med at kopiere, fordi en papirfabrik er eksploderet i Kina.
Det kan også være små tiltag, man har gjort for at gøre sin husholdning mere resilient ift. udefrakommende påvirkninger, eller for at gøre situationen nemmere og mere overskuelig, hvis strømmen går, eller absurde mængder regn forhindrer dig i at komme hjem.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne fremhæve min nøgleboks, som jeg har monteret på væggen i min garage. Da jeg sidste år sad på en opgave, 30 km. fra Esbjerg, og motorvejen på under en time blev oversvømmet, var det betryggende at vide, at uanset om jeg selv, mine børn eller min veninde, der var på vej fra Aarhus landede først, så var der mulighed for at komme ind i sikkerhed og tørvejr.
Derudover slog det mig, da strømmen gik sidst, at det måske ikke var særlig smart, at mine pandelamper, lommelygter, stearinlys og lightere lå 6 forskellige steder. For lige nu er det lyst hele døgnet, men det vil være træls at stå i blæksort mørke en vinteraften kl. 22 og skulle rode 5 kasser igennem, fordi det ikke hjælper at have skrevet på en label, hvad der er i hvilken kasse, hvis det er for mørkt til at læse den. Derfor har jeg omdannet oldefars chatol til prepperstation, og nu ved jeg, at alt, hvad vi i første omgang kan få brug for, ligger dér.
Dernæst er jeg begyndt at tænke over, at jeg på mit lager har ting, som er extra drøje i brug. Altså, en version af noget, som måske ikke er den, jeg bruger til hverdag, men som kan holde længe, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.
Jeg har f.eks. købt en helt old school deodorant af den type, der ligner en forvokset læbepomade. Sådan én kan holde i cirka 28 år, og jeg har købt den med neutral duft, så den kan bruges af os alle 3, hvis det strammer til.
Jeg har købt en lille pakke vaskepulver, et stykke håndsæbe af den gammeldags slags, en shampoobar, et par pakker tørgær, genanvendeligt bagepapir – og en migrænehat.
Samtidig har jeg en on-going liste over ting, jeg enten ønsker mig eller kan købe, hvis jeg finder dem på bud, som f.eks. en trimmer og et godt slibestål.
(Her minder jeg om, at vi i dette indlæg ikke taler om samfundets endelige kollaps og cyberkrig, men ‘bare’ om forsyningsknaphed og en periode, hvor noget er svært at få fat i. Hvis verden imploderer, kommer vi formentlig alle sammen til at lugte lidt af sved, og der er nok ingen, der på 2. dagen uden internet slæber Raadvad-gryden ud i haven og går amok med sæbespåner og vaskebræt).
Jeg gemmer vores gamle sygesikringsbeviser og pas i en kasse, så vi stadig har nogle fysiske af slagsen, hvis nettet går ned i en længere periode, og jeg runder boghylderne, når jeg i en mellemtime kommer forbi en genbrugsbutik. Mit lille bibliotek herhjemme tæller nu en begynderbog om strikning/hækling, en bog om reparationer i hjemmet, en bog om at sylte og henkoge – og en smuk, ny bog om selvforsyning, som jeg ikke kunne stå for.
Som en sidste krølle vil jeg nævne, at jeg i preppergruppen på FB for nogle uger siden spurgte, om vi skulle prøve at lave en dame-preppertråd, for jeg har en mistanke om, at de lister, der er tilgængelige rundt omkring, er lavet af mænd. De er MEGET vage ift. udfordringer, der primært rammer kvinder, og bærer i det hele taget præg af, at det i 90% af danske familier stadig er kvinder, der står for alt, hvad der vedrører børn, gamle og sygdom.
Derfor var jeg nysgerrig på, hvad andre damer har gjort sig af tanker om emnet.
På en klar førsteplads over bekymringer lå blærebetændelse – hvilket også er min egen. Jeg bøvlede med det som ung, og ud over at være afsindigt smertefuldt, er det ikke ufarligt. Jeg har prøvet at køre en fuld penicillinkur til ende, for så, 12 timer senere, at blive indlagt med hvidglødende smerter og nyre/bækkenbetændelse. Det var fuld morfin og antibiotika i drop, for når først blærebetændelse begynder at kravle baglæns op i nyrerne, bliver det ret hurtigt ret kritisk. Derfor har jeg ekstra vand i vores prepperlager, både til at drikke og til at opretholde god hygiejne, jeg har tranebærkapsler, og så har jeg en gammeldags varmepude til smertelindring.
Derudover har jeg anskaffet mig et gammeldags termometer (og sprit), for ligeså bange jeg er for blærebetændelse, ligeså meget frygter jeg meningitis. Begge dele er lumske som ind i helvede, fordi de ikke ser ud af noget i starten, udvikler sig hårrejsende hurtigt og kan ende med at blive livstruende, hvis man ikke reagerer i tide.
Derfor vil jeg gerne sikre mig, at jeg, hvis en af os bliver dårlig, kan holde øje med, hvor hurtigt feberen stiger.
Vaskbare bind var en genganger på damelisten; både til menstruerende piger/kvinder og til ældre damer, der lækker lidt, og sidst men ikke mindst havde mange tænkt nogle lidt mere bløde ting ind, som f.eks. nål og tråd til reparation af tøj, garn og pinde til kreative projekter, samt bøger om lægeurter og naturmedicin.
*
Ovenpå alle de ord vil jeg gerne slutte med at skrive, at jeg synes, at det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvad man anskaffer sig og hvorfor. For det ER en balancegang, og det er nemt at tabe hovedet, når katastrofetankerne tager over. Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser på det, men covid må have sat os år tilbage ift. forbrug af engangsprodukter, og vi har ikke brugt 4 år på at prøve igen at bevæge os væk fra hamstring og overforbrug for at fylde vores hjem op med unødvendigheder, som vi anskaffer i panik over en usikker verden.
Der VIL være anskaffelser, som kun giver mening, hvis det hele vælter, for Politikens Store Handyman-bog kan jo ikke på NOGEN måde måle sig med Google og AI – men den bliver nok meget rar at have, hvis man ikke længere har et søgefelt at skrive ‘tætning af vinduer’ i.
Men derfor kan vi stadig godt prøve at være bevidste forbrugere, som tænker bæredygtighed og madspild ind, så det, vi anskaffer, er noget, vi også har lyst til at bruge, spise og læse i, hvis solen bliver ved med at skinne, og alle verdens ledere til evig tid er på kram og kærlige kindkys.
*
Men nu er det jeres tur til at komme på banen. Har I ændret vaner for at dæmme op for noget, vi andre måske ikke har tænkt over? Eller oplevet bøvl, som var en uventet konsekvens af vejr eller det politiske klima?
Man behøver ikke have fundet en løsning; det handler bare om at hjælpe hinanden med at blive opmærksom på nogle af alle de små sprækker, der kan opstå, når det hele forskubber sig og intet er, som det plejer.
M2025, uge 32
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg sendt en mail til Skat.
Siden vi sagde farvel til oldefar i december, har jeg hjulpet mine forældre med alt det papirarbejde, der følger med, når vi siger farvel til mennesker, vi elsker, herunder de forskellige attester og opgørelser til Skifteretten. I den forbindelse har vi længe ventet på, at hans årsopgørelse skulle blive tilgængelig på skat.dk.
Min far er for længst godkendt til at ‘logge på med autorisation’, som det hedder, og dermed kan vi uden problemer logge på hjemmesiden og tjekke, men eftersom livet jo (heldigvis) går videre, selvom man står med den slags tunge opgaver, så ville det være fedt nok, hvis man bare fik besked, når der var nyt.
Vi tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede igen.
Til sidst rykkede jeg for den (fra min egen profil), og modtog en besked, der startede med “Som jeg skrev i min sidste besked” et-eller-andet om boopgørelsen.
Det undrede vi os over, for vi havde intet modtaget, og årsopgørelsen var stadig ikke kommet.
Pludselig slog det mig, at det kunne være fordi, min bedstefars mail stadig stod anført under kontaktoplysninger hos Skat, så den fik vi gravet password frem til – og bingo. Der lå ALT muligt i indbakken; også fra virksomheder og offentlige myndigheder, der for længst har modtaget besked om, at han ikke er her mere.
Hvilket, objektivt set, er udueligt.
Men jeg gik derfor, sammen med min far, ind på min bedstefars profil på skat.dk for at ændre kontaktoplysningerne til min fars mailadresse i stedet – men det kan man ikke.
Og altså. Jeg er med på, at det selvfølgelig er fordi, man ikke som bostøtte eller forældre skal kunne indsætte sig selv som modtager af notifikationerne, men i forbindelse med dødsfald burde det simpelthen være noget, som Skat automatisk ændrede, når de nu alligevel skal ind og tildele autorisation manuelt.
Egentlig havde jeg parkeret min irritation, for det gør jo ikke længere nogen forskel for os, men så kom jeg i tanke om, at vi i 2025 følger tingene til dørs, så nu har jeg sendt Skat en besked, attesteret den til deres techsupport og gjort opmærksom på problemet.
Så har de da i hvert fald muligheden for at gøre noget ved det, hvis de vil.
2.
Har jeg gjort mig fortjent til et meritudløst jagttegn på baggrund af alle de hvepse, jeg har fanget og dræbt herhjemme.
Det er varmt, og derfor står hoveddøren åben meget af tiden – men vi bor på landet, så jeg har selvfølgelig et flueforhæng hængt op for at forhindre en regulær invasion.
Om det er fordi, vores døre er højere end gennemsnittet, eller om det er fordi, jeg har fået købt et forhæng, der er lavet til Herredet, ved jeg ikke, men det *har* lignet et par lidt for korte bukser på en lidt for høj mand, når jeg har hængt det op.
Og hvor flyvende insekter ikke kan finde UD af dit hus, om du så fjernede alle vinduer og rev begge gavle ned, så skal jeg *love* for, at de kan finde ind af en 15 cm’s sprække under et forhæng.
Efter 2 gange at være blevet ringet op i bilen af paniske børn, der har gemt sig på badeværelset, fordi en hveps har fundet ind, mens jeg var ude, kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at gøre noget.
Men fordi vores økonomi er, som den er, og sommeren trods alt begynder at lakke mod enden, har jeg trukket nogle af alle Fridas perler på snore, som jeg har bundet på den nederste del af forhænget, så det nu er langt nok.
Er det så flot, at det læner sig op af at blive sat i produktion? Nix. Men det fungerer, og så lever vi med det lidt alternative. æstetiske udtryk.
Når jeg piller det ned for i år, vil jeg undersøge, om jeg kan sætte nye, længere snore i skinnen, for kan jeg det, prøver jeg selv at lave et nyt forhæng til næste år.
3.
Har jeg prøvet at købe genanvendeligt bagepapir.
Det tikker flere af mine bokse af, fordi det både er et skridt væk fra engangs-kulturen, og fordi det reducerer mit emballageforbrug.
Samtidig går det fint i spænd med preppermindsettet.
For noget af det, vi ikke har talt så meget om ift. prepping, er hvordan det påvirker forsyningskæden, hvis net eller strøm ryger i mere end et par timer.
Og hvis man tænker: “Ej, slap af. Hvor galt kan det gå?” vil jeg bare nævne, at det i månedsvis var nærmest umuligt at skaffe byggematerialer, puslespil og vådservietter, da verden først blev ramt af Corona, og et skib så sidenhen satte sig på tværs i Suezkanalen.
Det er så usandsynlig en sammenhæng, at de færreste ville sætte udfald i forbindelse med årsag.
Ligeledes er nogle typer af medicin lige nu svære at skaffe pga. den udenrigspolitiske situation mellem EU og USA, så det er ikke kun regulær krig, der kan påvirke vores adgang til varer og forbrugsgoder, vi i dag tager for givet at have ved hånden.
Derfor er jeg begyndt at prøve at tænke ind, hvordan jeg kan gøre vores lille husstand mere .. uafhængig (i mangel af bedre ord), hvis forsyningskæden lider et knæk. For det hjælper ikke meget at have mel og gær at bage med, hvis du ikke har noget at bage på.
Og ja. We will always have the bageforms, og i en snæver vending kan man også (gen)bruge tørrede bønner som bagepapir, men min pointe er bare, at jo mindre, man løbende mangler, hvis der bliver knaphed på noget, jo bedre er man kørende ift. at udnytte det, man har.
4.
Har jeg sendt 4 mobilepay-anmodninger afsted.
Som tidligere nævnt er det ofte her, Frida og veninderne hænger ud, og det er også meget ofte mig, der tager dem med i svømmehallen, Barfodsparken eller på tur.
Men af alle stempler i hele verden, er ‘nærig’ nok det, jeg er mest bange for at få knaldet i panden.
Kombineret med tolkehjerne, som er det, man får, når man lever af at lytte, huske og smide informationerne væk igen med det samme, har jeg været virkelig dårlig til at (huske at) opkræve entre og forplejning hos de andre børns forældre.
Inden jeg går videre, vil jeg lige nævne, at det ikke er noget, jeg praktiserer med dem, hvor vi på skift har hinandens børn med, og jeg ville aldrig tilbyde børn en is, for så at opkræve deres forældre penge for den.
Men vi har en lille håndfuld børn, som kun og udelukkende er her, og hvor forskellige vilkår og omstændigheder gør, at det altid er mig, der har dem med.
Og hvor det bare over tid er blevet sådan, at forældrene ikke lige af sig selv tilbyder at betale på bagkant.
Da jeg for nyligt var alle vores udgifter igennem med en tættekam, prøvede jeg at regne på, hvad det render op i i løbet af en måned – og det går ikke, kan jeg godt se.
Derfor er jeg begyndt at skrive i min besked til forældrene, hvad det koster i entre, når jeg spørger, om deres børn vil med på tur, og at spørge, hvad de må bruge af penge, når jeg henter dem/de bliver afleveret her.
Jeg køber stadig en is eller en slush ice, som er on me, hvis jeg synes, det giver mening, men frokost, entre osv. kan jeg ikke længere tilbyde at stå for til hele banden.
Det er rettidig omhu og Respekten For De Små Beløb, som vi har talt om før, og det bliver tydeligt, hvor meget disse faktisk løber op i, når man regner dem sammen for en hel sommer.
I øvrigt:
*Kørte vi, da vi var i Aarhus, forbi Tangkrogen, hvor Frida begejstret udbrød: “Ej, mor! Se! Det er CIRKUS SHARWARMA!!” – og jeg ved sgu stadig ikke helt, om det var urbant eller ghetto.
*Har jeg føjet endnu et punkt til mit manifest, nemlig at vi under mit kommende regime kommer til at klippe armene af, og sy munden sammen på de mennesker, der kører deres opkald på højtaler med mobilen i en idiotisk 70 graders vinkel foran munden. Stop det.
*Am I once again asking you om at sætte mål på det, du sælger på Marketplace. “Fin reol. Sælges pga. af flytning.” Okay super, Jan. Men HVOR BRED ER DEN!?
*Har jeg høstet de første grønne tomater fra min tomatillo-plante. Søren Ryge har intet på mig.
*Er jeg i gang med podcasten om Jan Grarup, som hedder Løgnens Anatomi, og jeg har det simpelthen så ambivalent med den.
For det lyder jo unægteligt som om, JG er kommet til at … fortolke lidt rigeligt på virkeligheden. Det er jeg træt af, for jeg ville så gerne tro på, at han er den forpinte rockstjerne, jeg altid har forestillet mig. (Nåmn, sagsøg mig).
Samtidigt er der også noget underligt forlorent og nærmest incestuøst ved, at et ægtepar, som deler branche med JG, og dermed måske grænser til at være inhabile, laver en podcast med det éne formål at rive ham ned fra piedestalen og fra hinanden – uden (indtil videre i hvert fald) at forklare præmissen eller deres bevæggrunde for projektet. Ikke mindst fordi det ikke er motiverne på billederne, de anfægter, men “bare” historierne, JG fortæller om dem.
Men den virker så gennemresearchet, at det er svært at ignorere det, man får at vide, og uanset hvor man står, giver podcasten stof til eftertanke. Jeg har brugt mange timer på at spekulere på, hvor upræcis en detalje skal være for at blive defineret som en løgn, og om din likeability som person definerer kvaliteten af dit arbejde.
*Er sommerferien ved at lakke mod enden. I morgen tager vi hul på den sidste uge, og i år har jeg for første gang følt, at jeg har ramt en slags balance, hvor der både har været plads til job, til børnene og til mig. Det er et godt sted at være kommet til.
*Har jeg til gengæld fået svar på det røntgenbillede, jeg har fået taget af mit knæ. Og det er også artrose. Så det er lækkert.
*Er jeg igennem Projekt Nye Børneværelser. Det er blevet fuldstændig fantastisk, og det er godt. Specielt fordi det næsten har kostet mig både min forstand og min førlighed.
Dels er nærmest LATTERLIGT meget gået galt. Jeg nævner i flæng: Forkerte hylder. (3 gange). For lidt maling. (2 gange) Forkert skrivebord udleveret (1 gang) (trods alt), forkerte dele til den ene skuffe i et sengebord, 2 lamper, der er gået i stykker uden yderlige forklaringer og. så. videre.
Dertil kommer det absurde antal skader, jeg har pådraget mig undervejs – som alle sammen er gået ud over min højre fod. Først hamrede jeg lilletåen ind i et bordben. 3 gange på et døgn. Den var SORT. Dernæst trådte jeg i et stykke Lego, der (af ombygningsmæssige årsager) lå Det Falske Sted, og det har jeg gjort 100 gange. Men denne gang trådte jeg det igennem den bløde del af foden, så jeg fik et gigantisk blåt mærke OG en blodvabel. Herefter valgte jeg, for afvekslingens skyld, at blive stukket af en klæg oven på foden – og det viser sig, at jeg er allergisk overfor giften. Min fod hævede til dobbelt størrelse, jeg fik nærmest brandsår på hele oversiden, og det var så slemt, at jeg til sidst ringede til vagtlægen. Som den store finale lukkede og slukkede jeg ved at få storetåen i klemme under sengebordet, så jeg skar den op hele vejen over, og det er nogenlunde lige så træls, som det lyder.
Men adapt, improvise, overcome, som de siger, så nu har jeg besluttet mig for at starte som produktudvikler, og I får lov at være de første, der ser mit pilot-projekt:
Airtox – I ringer bare.
M2025, uge 31
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har mine forældre adopteret to planter fra min forhave, fordi jeg nu er blevet SÅ have-ferm, at de var vokset ud af deres (kæmpe)potter – og jeg har ikke jord at plante dem ud i.
Jeg brugte faktisk et par uger på at gå og stresse lidt over bemeldte forhave, for et par af blomsterne derude var ved at være færdige, nogle af planterne kom aldrig rigtigt fra start, og så er der en håndfuld, der nærmest ser ud som om, de har været på steroider.
Når man har solidt fokus på økonomi, kan planter godt virke lige rigeligt luksus, ligesom det også kan føles ret nedtur bare at smide dem ud.
Men dem, der ikke havde det godt, har jeg forsøgt at genoplive ad flere omgange, og selvom vi stadig har dage med sol og varme, er vi tættere på efteråret end på foråret.
Derfor mindede jeg mig selv om, at det her er work in progress. Jeg er Ny I Have, og derfor er det ok, at noget lykkes, mens andet fejler.
Og når jeg sammenholder med mit udgangspunkt, er jeg nået længere, end jeg troede, det var muligt for én som mig, der normalt kun synes, at nye hobbyer er sjove, hvis jeg er god til dem med det SAMME.
Nu har jeg noteret i min almanak, hvilke blomster og planter, der trives i min meget solbeskinnede forhave, og hvilke jeg ikke behøver at købe igen, og indtil næste forår vil det her være mig, hver gang jeg passerer mine hortensiaer i mine forældres have:
2.
Var jeg til fest i aftes, og fordi det var hos et menneske, jeg kender virkelig godt, skrev jeg inden og spurgte, om jeg skulle tage lidt fetacreme og aïoli med, som trængte til at blive spist.
Jeg ville ikke gøre det, hvis det havde været en kæmpe fødselsdag for 100 mennesker, hvor menu og påklædning var farvekoordineret, men her, hvor der var lagt op til vin på terrassen og en lille, sluttet skare, vurderede jeg, at det ikke ville være træls at blive spurgt.
For Den Gyldne Regel med mad og ting er stadig, at vi gerne vil forbruge bevidst og være med til at stoppe spild, men det er forbudt at bruge andre mennesker som skraldespande eller til at slippe for selv at tage stilling til, hvad der skal ske med det, vi ikke længere kan bruge. Altid spørge først – og gøre det på en måde, hvor de kan svare ærligt, selvom de måske er de lidt konfliktsky typer.
3.
Har jeg brugt nogle af pengene fra jeres gavekort på at købe en Sodastream, og til dem, der hypede den, da jeg i sin tid spurgte: Jeg er med jer hele vejen.
Jeg elskerelskerELSKER, at vi ikke længere skal have dåser og plastikflasker til at stå og fylde, vores emballageforbrug er markant reduceret, det er LANGT nemmere at styre, hvor lidt/meget, børnene drikker, og jeg står ikke længere og hælder sjatter ud om aftenen (for flaskerne holder fint på kulsyren, når bare låget skrues på med det samme).
Pladsmæssigt fylder den nærmest ingenting. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde forestillet mig, at den havde ledning, men det har den ikke, så den er nem at flytte rundt med, og kan også bare stå i et skab, når man ikke bruger den.
Men det bedste…
Det ALLERbedste er….
*drum roll*
AT LÅGET KAN SKRUES HELT AF FLASKERNE!
Ej, men jeg har nærmest tårer i øjnene, mand.
Det er muligt, at det bare er mig, men SHIT, hvor jeg hader at være ved at prikke mit øje ud 17 gange med et rasende skruelåg, fordi jeg forsøger at drikke en dansk vand.
En sidste fordel jeg lige vil nævne er, at jeg også har fået mere plads i køleskabet, fordi jeg nu kun skal have to 1 liters flasker stående. Jeg har købt 6 stk. 0,5 liters flasker, så vi har to hver, men dem fylder jeg bare op med vandet fra de to store. På den måde har jeg også hele tiden koldt vand i køleskabet, hvis det bare er dét, jeg har lyst til.
M2025, uge 30
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg sprøjtet for myrer i min have.
Vi bor på landet, og naturen skal være her – men det skal vi også, og nu blev de sgu lige frisky nok.
Jeg har længe haft noget pulver stående, som jeg, når de blev lidt for aktive ét sted, rystede med vand i en plastikflaske og hældte på, helt lokalt, men denne gang var det nødvendigt at sprøjte langs kanten af mine fliser, som de arbejder meget aktivt på at erodere.
Jeg har ikke sådan en sprøjte, man bruger til det, og min eneste vandkande er den, jeg også bruger til at vande krydderurterne med. Den vil jeg derfor ikke så gerne have gift i, selvom det er den miljøvenlige udgave af slagsen. Jeg var nærmest på vej i Bauhaus, da det slog mig, at jeg kunne prøve at spørge min vej-nabo, som jeg arbejder på et fællesskur med, om han havde én, jeg kunne låne. Vi har jo allerede talt om de mange fordele ved at køre deleøkonomi med haveredskaber og handy-tools, så det var egentlig en oplagt forespørgsel.
Og selvfølgelig havde verdens bedste Lars en sprøjte, som nu er VORES sprøjte, og den er fyldt med min myregift, som nu er VORES myregift, og jeg vil virkelig gerne slå et slag for, at man prøver at åbne den samtale med sine naboer. Tænk på, hvor meget vi kollektivt kunne sænke det generelle forbrug, hvis vi kunne nøjes med 1 eller 2 af hver af de ting, vi godt nok alle sammen bruger i haven, men meget sjældent bruger samtidigt.
Det eneste, der er vigtigt at huske er, at det skal være en ordning, som alle bidrager nogenlunde ligeligt til, hvis den skal fungere, for det er ikke deleøkonomi, hvis Allan altid skal låne alle andres hækklippere og trillebøre, og intet selv smider i puljen. Det er bare irriterende.
2.
Har jeg købt firkantede flasker til min fryser.
Det startede egentlig som et prepper-projekt, fordi jeg igen måtte hælde en liter langtidsholdbar mælk i vasken, fordi den var gået på dato. Det er 3. gang, og denne gang irriterede mig nok til, at jeg begyndte at tænke over, hvad jeg EGENTLIG bruger mælk til; om det overhovedet er nødvendigt for os at have på lager.
Lang historie kort endte jeg med at beslutte, at jeg vil prøve at fryse de rester af mælk, jeg ikke kan nå at bruge. Det har jeg gjort før, men kun med iskaffe eller madlavning for øje.
Men hvorfor egentlig ikke fryse det, for at bruge det til det, jeg køber det til? For det burde man kunne – og det ville både give mig noget at bruge resterne til, og samtidig begrænse spild.
Det, der indtil nu har stået i vejen for mig ift. at fryse væsker, har været, at det er nærmest umuligt at hælde af de bøtter, jeg fryser det i.
Og det problem er jeg med på, at man kan løse. Ret nemt, endda. Men det gør jeg bare ikke – og lang tids fokus på det her har lært mig, at lavpraktiske benspænd som oftest er dem, der ender med at sabotere de gode intentioner.
Derfor gik jeg i gang med at undersøge, hvad man kan få af plastikflasker, der kan desinficeres, fryses, genbruges og som er godkendte til at indeholde fødevarer.
I dén jagt blev jeg gjort opmærksom på *firkantede* flasker – hvilket nærmest fik mit hoved til at eksplodere. Det er sgu da genialt!? Se MIG pakke den fryser, mand!
Jeg har fundet nogle på en tysk hjemmeside, hvor de koster under 10 kr. stk., så nu har jeg prøvet at bestille 6 stk, i 3 forskellige størrelser, hjem, så jeg kan teste dem til både mælk, saft og til mad, som f.eks. suppe.
Der kommer en anmeldelse, når de er kommet og testet.
3.
Har vi holdt miniferie i Aarhus, fordi jeg var så heldig, at sødeste Sofie, som læser med herinde, skrev og spurgte, om vi ville låne hendes dejlige hus i midtbyen.
Jeg havde – ved et tilfælde – fået lavet 3 aftaler i Aarhus i denne uge, så efter at have rykket lidt rundt på tingene, fik jeg det planlagt, så vi kunne blive deroppe, når vi nu pludselig havde en base.
Jeg synes, at ferie og økonomi er svært, fordi det (for mig) er mere vanskeligt at bevare overblikket, når alle faste vaner og rytmer er sat på hold. Samtidig ER der et element af force majeure i det, når man er væk for længe til at kunne nøjes med en madpakke, men ikke længe nok til at fylde et køleskab på feriedestinationen.
Dertil kommer de skjulte udgifter, man ikke har i hverdagen, som f.eks. parkering, skabsleje og entre; udgifter, som er nemme at glemme, og som man dermed ikke tager med, når man laver løse overslag i hovedet på, hvad man har brugt af penge.
Og jeg er virkelig, virkelig god til at være til stede i nuet, når jeg er væk hjemmefra – hvilket jo egentlig er en kvalitet. Men det betyder, at jeg ikke skænker en tanke, hvad vi tog afsted fra, og hvad vi skal hjem til, når først jeg er ude ad døren, og jeg har flere gange oplevet at komme hjem til breve, jeg har lagt frem, fordi de er vigtige, men som jeg vitterligt ikke har den fjerneste erindring om at have modtaget.
Derfor ved jeg efterhånden, at det godt kan gå meget stærkt i den meget forkerte retning, og det har vi selvsagt ikke økonomi til at lade ske lige nu, så selvom det betød, at jeg ikke trak stikket helt så absolut, som jeg plejer, så formåede jeg at holde øjnene på bolden.
Vi tog landevejen, så langt deropad, som det kunne lade sig gøre – og helt ærligt: Med alt det vejarbejde, der er på motorvejen, var det ikke noget stort offer. Det sparede os en kvart tank diesel.
Min kammerat havde i fødselsdagsgave givet Frida en tur i biografen for os alle 4, så den indløste vi tirsdag aften, hvor vi var inde og se Jurassic World i 4D, hvilket var HELT forrygende.
Vi var i Djurs Sommerland, hvor de voksne gik ind på ledsagerkort, så det “bare” var børnene, der skulle købes billet til, vi tog i Ikea efter et gulvtæppe til Antons nye værelse, så praktikken i, at han skulle have mulighed for at mærke tæpperne og vælge et, der IKKE kradser, kom til at føles som en lille udflugt, vi drak kaffe med gode mennesker, og vi var forbi Moesgaard til Vikingedage, hvor vi igen havde glæde af ledsagerkortene.
Ift. mad havde jeg medbragt morgenmad og (meget) let aftensmad hjemmefra; det sidste var mest bare rester fra mit køleskab, jeg havde smidt i en køletaske, og så en håndfuld instantnudler.
Det viste sig at fungere fuldstændig fantastisk, for dermed spiste vi (sen) frokost ude, hvilket er noget af det bedste, børnene ved – og det var stadig billigere, end hvis vi skulle have købt ind til madpakker og aftensmad til en lille uge. Det var ubeGRIBEligt varmt de fleste dage deroppe, så den liter koldskål, jeg havde medbragt, fungerede strålende som aftensmad de to af dagene, hvor ingen alligevel var særligt sultne.
Jeg sluttede alle dage ved køkkenbordet med en sen five o’ clock, mens jeg skrev dagens udgifter ned, og det fungerede godt ift. at realitetstjekke, hvad en dag, hvor man ikke føler, man har brugt særlig mange penge, alligevel har kostet.
De udgifter kan man ikke gøre noget ved, og de blev alle betalt med vidtåbne øjne, men ved dagligt at logge dem, har jeg ikke på noget tidspunkt haft den mindste lyst til bare at lade stå til og trække kortet igennem.
Og selvom jeg måske ikke har sluppet taget helt denne gang, har det været en fuldstændig fantastisk getaway til byen, hvor solen altid skinner, og hvor så mange af mine mennesker bor.
Aarhus. For fanden, altså. Du er og bliver mit smertensbarn.
Jeg savner dig stadig, så det synger i knoglerne.
M2025, uge 29
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst har jeg:
1.
Skrevet til min revisor og bedt om et ekstra tjek af Rigets Tilstand i starten af oktober, fordi 2025 er året, hvor vi får styr på tingene – også fremadrettet.
Min (delvise) sygemelding kommer til at påvirke min årsindtægt negativt, og det havde jeg egentlig først tænkt ville være en god ting, fordi jeg jo så slipper for den restskat, der i år er ved at save benene af mig.
Men en tal-klog veninde, der også har fået børn alene, mindede mig om det forhøjede fradrag, man får som enlig forsørger; det fastsættes på baggrund af den estimerede årsindtægt, og er denne sat for højt, vil fradraget således også blive for højt. Og så får vi det samme problem én gang til.
Jeg hader, at det skal være så komplekst – og det er det måske heller ikke, hvis man har bare en *anelse* mere talsnilde end mig.
Men i det mindste begynder jeg at have styr på fælderne, og det må trods alt være et skridt i den rigtige retning.
2.
Solgt Antons cykel.
Den var blevet for lille, men jeg havde egentlig tænkt, at Frida måske kunne køre på den nu – men selvom hun er vokset 24 meter siden sidste år, er den af en eller anden grund stadig for stor til hende.
Ting skal bruges, så i stedet for at lade den stå her og ruste et år mere, fik jeg den lagt på Marketplace, og den blev solgt næsten med det samme.
De 600 kr. den gav, får børnene med som lommepenge, når vi skal på ture i næste uge, for det er penge, der ikke var indregnet i budgettet. Samtidig er det væsentligt nemmere for mig at styre, hvor meget vi (de…!) bruger, når jeg på forhånd har besluttet, hvad de må købe for, og jeg giver dem pengene i hånden, så de selv kan administrere dem.
I første omgang venter jeg med at købe en ny cykel til ham, for han hellere vil bruge det løbehjul, vi købte sidste år, og skulle han pludselig få lyst til at cykle igen, kan han bare nappe min. (Lange unge, mand!)
3.
Tømt seriøst ned i køleskab og skabe. Den næste uges tid kommer vi ikke til at være meget hjemme, og derfor ved jeg allerede nu, at alt med kort holdbarhed vil ende i skraldespanden.
Jeg har lavet madplan for 1-2 dage ad gangen, og i takt med, at vi har fået tømt hylderne, er menuen blevet mere og mere simpel på ingrediensfronten, men tilsvarende kreativ på sammensætningen. Old nordic, som vi kalder dét køkken.
De sidste dråber af min gode chiliolie blev hældt over en håndfuld krydderurter fra haven og to fed hvidløg, spædet op med lidt god olivenolie og står nu og trækker smag den næste uges tid.
Gær, æg og en gammel gulerod (kan du få – for en KRONE!) brugte jeg til en pladefuld grovboller, og al frugt er blevet ternet og spist.
Den sidste rest jordbærmarmelade og en enkelt Danonino er røget i en smoothie, parmesanosten blev til pesto, og bunden af en Heinz blev rystet med lidt vand og smidt i en mexicansk tomatgryde.
Jeg forbarmede mig *også* over de to tonic, der stod helt inde bagved på øverste hylde – for #StopMadspild, jo.
Det har virkelig sjældent været så tomt. Men til gengæld kan jeg se, hvad jeg mangler, og hvad vi lige skal lægge os i selen for at tænke ind i madplanen om en uges tid, når vi er back for good, som Take That sang.
5.
Har jeg oprettet et virtuelt Klubhus til os.
Gruppen finder du her.
Den er privat, men synlig, hvilket betyder, at den bør kunne søges frem af alle, men at indhold ikke vises for andre end os, der er derinde.
Som tidligere nævnt bliver det en relativt passiv gruppe, som kun bruges til info og koordinering af fysiske netværksmøder, og jeg har ikke gjort meget andet end bare at oprette den.
Fyld, info osv. følger, når vi alle er ved at være tilbage på vores respektive pinde, og når vi når så langt, tager vi stilling til detaljerne.
