M2024, uge 9
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ringet til viceværterne (The artists formerly known as The Kurts) og spurgt, om ikke nok de pretty, pretty, pretty please kan fikse et nyt komfur og en ny emhætte til mig.
Jeg havde fat i dem for et par måneder siden, hvor de lovede at holde øje med, om der kom noget ind (fordi det er en ret stor boligforening, hvor der ofte er afdelinger, som bliver renoveret. Har en beboer inden valgt at sætte nyt køkken op, skal dette stadig skrælles ned, og derfor har de jævnligt hårde hvidevarer, som er nærmest nye til at stå), men siden har jeg ikke hørt mere.
Men pærerne sprænger hele tiden i ovnen, pladerne er skæve og den ene pære i emhætten laver en hyletone, der er så spids og højfrekvent, at den føles som en laser i hjernen.
Og ved et kæmpeheld er den nye vicevært, der er kommet til, faktisk ham, der var i den gamle afdeling, jeg boede i, (som jeg måtte ringe efter, da jeg var så højgravid, at jeg ikke selv kunne komme ind skunken og skifte sikring), og han bestilte både en ny ovn og en ny emhætte til mig, mens jeg havde ham i røret.
Det er bedre end sit ry at bo til leje.
2.
Har jeg, i forbindelse med oprydningen, opdaget, at et par af mine plastikkasser og bedrollers er gået i stykker hist og pist. Typisk er der knækket et stykke af en kant, og hvor det ikke som sådan har noget at sige ift. opbevaringspladsen indeni, så er det træls at holde ved, og som med alt andet plastik risikerer man også, at en flænge ‘løber’.
Fordi jeg har haft lidt forskelligt sat til salg, har jeg slået to fluer med ét smæk og brugt kasser til at sende f.eks. ginglas og krus i. De er langt mere robuste end pap, og kræver ikke så meget bobbelplast og bølgepap, og så fik de lov at gøre gavn en sidste gang.
3.
Vil jeg bare lige igen slå et slag for Remas bleposer, som er decideret geniale at have i tasken og i bilen. De koster INGENTING, og fylder intet – men de er ligeså store som de poser, der står i grøntafdelinger, og dermed er de super anvendelige til både at samle skrald i, komme våde strømper i og til at holde styr på småting i katastrofesituationer, som f.eks. medbragte legofigurer, der tabes og går i 10000 stykker…

Status, Månedens Mål, januar og februar (7/7)
Så kom vi over målstregen og kæmpe hurra for det!
Vi er ved fælles hjælp nået igennem Antons værelse, og jeg synes faktisk, at han i år har været god til at acceptere, at noget skal ud, hvis der skal være plads til at hive andet ind.
Vi har samlet de ting, han ikke var klar til at slippe, men som han aldrig bruger, i nogle store, klare kasser, så han kan se, hvad der er i dem, og jeg har forsøgt at placere kasserne i skabet, så dem, han skal i, står der, hvor de er lettest for ham at komme til, mens dem, der bare er på tålt ophold står inde bagved.
Jeg har fået sat labels på samtlige kasser i bryggerset, jeg har været på loftet med de sidste bedrollers, og jeg har sorteret de ting, Anton ikke bruger mere, og været på genbrugspladsen med det, der ikke kan sælges.
Jeg skal lige have vejret, inden jeg går i gang med at tage billeder og teste om Nerf-guns osv. virker, men det er egentlig ok. Jeg har tingene pakket, så de kan stå, uden at vi falder over dem, og alting behøver – trods alt – ikke at være nu.
Inden vi lukker den ned, vil jeg bare lige sige, at det har været virkelig skønt og forbavsende motiverende, at I har haft lyst til at lege med. Da jeg lagde ud med det her tema, havde jeg frygtet, at det ville være mig og én overbærende læser, som gik med af ren medlidenhed, men vi har sgu været en ret stor flok – og der er formentlig også en håndfuld eller to, der har leget med derhjemme, som de siger i tv.
TAK for at stille op, selvom vi lagde ud med det mest bissede af årets mål.
Og on that note:
Månedens Mål, marts:
Som lovet er det næste mål et overkommeligt ét af slagsen. Det handler i alt sin enkelthed om at tømme fryser, køleskab og køkkenskabe – eller i hvert fald at få spist noget af det, man længe bare har flyttet rundt på.
Grunden til dét tema er, at foråret for alvor er på vej, og inden vi ser os om, er det sommer. Jeg tror, de fleste af os spiser lidt lettere, både i konkret og overført betydning, når det er lyst og varmt, end vi gør, når vi har frosset hele dagen, og det er mørkt klokken 16.
I marts er der stadig kølige dage, så det er oplagt at få ryddet fryseren for suppe og comfort food – også fordi, den så er nemmere at afrime, når vi når dertil.
Det vigtigste er, at man gør det så nemt for sig selv, som man har brug for at det er, for at få det gjort. Hvis man ved, at man typisk ryger i svinget, hvis man skal få ideerne undervejs, så beslut på forhånd, at månedens mål for dig er at indtænke én ting fra fryser/skab/køleskab pr. uge i madplanen, og klap dig selv på skulderen, når det lykkes.

M2024, uge 8
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Bestilt en håndcreme med sheasmør – troede jeg. Det viste sig at være ren sheasmør, som har samme konsistens som kokosolie, hvilket gør den svær at bruge uden at fedte hele verden ind.
Efter først at have opgivet det, slog det mig, at man da egentlig selv måtte kunne blande det i håndcreme. Jeg smed en skefuld i en plastikskål, som jeg satte i en tallerken med kogende vand, så det smeltede, rørte 3 forskellige rester af håndcreme i, imens jeg følte mig som Walter White, og sluttede med at smide det i køleskabet.
Blandingsforholdet er ikke helt på plads, for det er blevet lige stift nok, men det giver stadig bløde poter, uden at de er glatte som våde stykker sæbe de næste mange timer.
2.
Været forbi en akupunktør, som efter at have sat flere nåle i mig, end der er græsstrå i verden, riggede en infrarød lampe til. Det var fuldstændig fantastisk, og efter at have spurgt ud i netværket, om effekten var legit eller bare ren indbildning, endte jeg med beslutte at prøve at købe en.
Efter lidt research på størrelser, styrke osv. tog jeg en runde på Marketplace, og fandt én 20 km. uden for Esbjerg. Min søster bor på de breddegrader, og da vi havde en MGP-aftale i aftes, fik jeg lokket hende til at tage den med, så jeg ikke selv skulle starte bilen, og dermed var der dobbelt op på nypudset klimaglorie.
3.
Lang om længe, og som sidste udvej, googlet ‘rengøre lysestager glas hvordan?’ efter at have forsøgt mig med kogende vand, køkkenrulle og kødnåle. Som det sidste menneske i verden kører jeg old school stearinlys i de her to stager, som er meget, meget fine – og af ler, som er glaseret på øverste halvdel, men ikke den nederste. Det betyder, at der er grænser for, hvad man kan udsætte dem for af rengøring.
Jeg havde faktisk mentalt smidt dem ud, da jeg lavede en Hail Mary søgning – og jeg måtte næsten grine. For man skal bare sætte dem omvendt på et stykke bagepapir, smide dem i ovnen og tænde den på 60 grader. Efter 10 minutter er al stearin smeltet og løbet af.
Det lyder næsten *for* nemt, ikke? Det virker.
Status, Månedens Mål, januar og februar (6/7)
Det lakker mod enden, og det gør bare overhovedet ingenting. Jeg gider ikke mere – men vi er så tæt på, at jeg godt kan mønstre den sidste viljestyrke til at nå i mål.
Jeg er blevet færdig i køkkenet, og vi er gået i gang på Antons værelse, hvor jeg tager mig selv i at længes efter 1950’erne, hvor børn ikke havde fået installeret holdninger endnu.
Jeg har forhandlet lokalaftaler med mindre overtalelse og snilde.
Men nå. Det ER hans værelse, og det er ham, der bestemmer. Jeg har lavet en to-do med alle de områder, vi skal igennem, og han får så lov at vælge rækkefølgen. De ting, der kan gøres, uden at noget skal sorteres, tager jeg, når jeg lige har 10 minutter, men resten er han med til. Der er 4 punkter tilbage på listen, og selvom det er de ubetinget mest hidsige, er det også det allersidste jeg mangler.
Fordi jeg gerne vil være færdig, har jeg forsøgt at være lidt taktisk ift. de hængepartier, jeg har.
F.eks. smed jeg de ting, der blev i overskud, da jeg havde været køkkenet igennem, op i den lokale fb-gruppe med info om, at man kunne hente dem her inden torsdag; fredag ville det hele bliver kørt til genbrug.
Samtidig lagde jeg den håndfuld ting, det kan betale sig at sælge, på Marketplace, og på Antons værelse er jeg startet med det store, indbyggede skab (det eneste punkt, jeg bestemte), fordi det er der, jeg har et par kasser med ting til at stå.
På den måde kan jeg, de dage, hvor han har brug for en pause, begynde at få de sidste ting på plads i bryggerset og afleveret på genbrugspladsen. Det skulle meget gerne betyde, at jeg omkring onsdag kun har tilbage at beslutte, hvad jeg gør med det, jeg har sat til salg, som ikke er solgt endnu, samt sætte de bedrollers, vi har i overskud efter den her runde, tilbage på loftet – sammen med kælkene (som vi MÅ være enige om, at vi ikke får brug for mere i år, ikke??).
Vi er så tæt på nu, at vi kan smage det – og det næste månedsmål er et dejlig nemt og overskueligt et af slagsen.

Når lyset bryder frem
Der er forår i luften. For første gang så langt tilbage, jeg kan huske, glæder jeg mig til både foråret og sommeren, der følger. De sidste mange år har jeg nærmest været stresset ved udsigten til varme og sol, for jeg trives ubetinget bedst i kulde, og det bliver at fryse over at svede any day for mig.
Men jeg længes efter lys. Efter længere dage, flere timer og færre lag. Hvad det præcis er, der har ændret sig, ved jeg faktisk ikke – men måske det hænger sammen med, at jeg, med min medicin, nu har en døgnrytme, der ligner andre menneskers mere, end den gjorde før. Jeg bliver træt sidst på dagen, og er ved at lære, at hvis jeg skal lave noget, der kræver sammenhængende tanker og koncentration, så skal det eksekveres inden kl. 17.
Min fornemmelse er, at mit energiniveau følger mørkets ebbes og flod, og jeg savner at have lidt ekstra tid at gøre med, så dagen ikke er slut, når jeg er i bund med det praktiske.
Apropos solen har vinterferien givet anledning til mange overvejelser omkring, hvad vi gør, når vi rammer sommerferien i år. For jeg kan mærke, at ferie måske ikke er helt så afslappende for mig, som den er for børnene. Den erkendelse er ikke ny; forskellen består i, at jeg nu ret præcist kan se, hvad det er, der sker.
For efter små to år som selvstændig, er jeg så privilegeret, at jeg har fået mig en solid kundebase, som jeg elsker at samarbejde med. Og hvor man som lønmodtager jo har sine 6 ugers ferie om året, så er det hele lidt mere flydende, når man selv er den, der sætter rammerne.
I vinterferien havde jeg små opgaver 4 ud af 5 dage, og da jeg elskerelskerelsker mit arbejde, var jeg glad og tilfreds. Det hele var i nærområdet, så der var ikke noget særlig transport forbundet med opgaverne, og stadig sikrede de, at jeg opretholdt den dagsindtægt, jeg ved, det kræver at holde os kørende.
Børnene og jeg var forbi Egeskov til Luminis, og vi nåede også til Odense Zoo til deres Valhal 2.0, som var uventet vidunderlig. Vi havde gode mennesker med til begge besøg, og vi hyggede os alle sammen gevaldigt.
Ferie betyder, at jeg slipper for min ultimative hadedisciplin, nemlig madpakkerne, og børnene kan putte under dynerne og daske rundt i nattøj til langt op ad formiddagen.
Men.
De kan stadig ikke lide at være alene hjemme i mere end en times tid, og derfor var mormor og morfar på banen nogle af dagene. Og både børnene og mine forældre hygger sig i hinandens selskab. Mine forældre skal have 10.000 point for aldrig nogensinde at være trætte af at hjælpe, når jeg spørger, og de er virkelig gode til at lave noget med børnene, når de er der.
Men de er ikke nye mere, og det ved jeg godt. Derfor forsøger jeg altid at hente så hurtigt, som jeg overhovedet kan, hvilket betyder, at jeg har det, som om jeg hele tiden løber. Først ud i den anden ende af byen for at aflevere, så på job, så HURTIGT tilbage for at hente, så hjem – og så er børnene nået godt ned i gear, og er RIGTIGT klar til at lave noget feriesjovt med mig.
Jeg har til gengæld ikke nået noget som helst af det, jeg ellers får passet ind i mellemtimer eller tidlige dage, hvor jeg plejer at handle, hente pakker, nå forbi apoteket eller ringe til de kunder, der hænger med betaling.
Børnene er længere oppe, fordi det er ferie, og alt det tilsammen betyder, at jeg faktisk ikke når at få de stille timer om aftenen, hvor jeg lige kan få lidt strøm på mine egne batterier.
Skulle der sidde en enkelt derude og tænke: “Hvordan gik det egentlig med de timer, du søgte, og som du endte med at køre sag på?” er status, at jeg har fået brev fra Ankestyrelsen om, at de er bagud. To gange. Så der er stadig ikke sket noget, og om 10 år tror jeg faktisk, at det bliver en reel ting, at nogen bliver diagnosticeret med e-boks-udløst PTSD.
Jeg ville ønske, at det var for sjov, jeg skrev det. Det er det ikke.
Nå, men alt det bare for at sige, at jeg godt kan se på det hele, at jeg skal have tænkt grundigt igennem, hvordan jeg sætter sommerferien op, for ellers ender jeg med at brække midt over. Det er the downside ved pludselig at kunne mærke, hvordan man faktisk har det.
Men i dag, da jeg stod på en opgave, hvor jeg plejer at fryse, så knoglerne klaprer, måtte jeg lyne min kedeldragt ned og tage handskerne af. Da jeg gik ned til min bil, hørte jeg en fugl have optur over livet, og da vi i aftes kørte til svømning, var det pludselig lyst, både da vi kørte ud og hjem.
Jorden begynder at blive grøn, regnen er ikke så tung og våd, som den var, og lige om lidt er der sandaler og bare arme til os alle sammen igen.

M2024, uge 7
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Set Anton i det regntøj, han fik for 10 minutter siden, og det var et ømt syn. Jeg ved ikke, om tigerspring for teenagere er en ting, men shit, hvor det sad dårligt på det barn, der pludselig er blevet næsten er ligeså høj som mig.
Det blev et nyt og større sæt til ham, og det gamle smed jeg op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen ville have det. Det tog 90 sekunder at få afsat, og jeg er bare glad for, at det kommer nogen til gavn.
2.
Tænkt over, hvor rart det er, når ting er multifunktionelle; både i det store og i det små.
For nu, hvor jeg arbejder mig systematisk gennem huset, og ting skal sorteres og opbevares på nye måder, tænker jeg hver gang, jeg rykker en hylde eller flytter tøj fra en stor bedroller og over i en lille, på, hvor glad jeg er for, at jeg over årene har købt løsninger, hvor det er muligt.
De reoler, jeg har i bryggers og på værelserne, er fra Trævarefabrikkernes Udsalg, og ud over, at hylderne kan flyttes, kan man også skille dem ad i fag, hvor det så bare kræver en enkelt ende-stige mere at gå fra én lang reol til to mindre.
Mine bedrollers (både dem, der reelt er beregnet til at rulle under en seng, og de semi-transparente kasser, der er lavet af samme materiale, og har samme lukkefunktion, men som egentlig bare er opbevaringskasser) er geniale. De kan stables, man kan nogenlunde se, hvad de indeholder (men de er stadig farvede nok til, at de beskytter indholdet mod at falme pga. sollys), og så kan man komme en stak af de små ned i en af de store og opbevare dem på loftet eller i et skur. Jeg elsker fine æsker og bokse, og det er dem, jeg har stående i stuen og i de åbne reoler – men det kan kun lade sig gøre, fordi jeg kan opbevare virkelig, virkelig meget i de mindre pæne men langt mere praktiske kasser i bryggerset.
Mine to Twinkly-lyskæder har jeg skiftet farverne på i den app, man styrer dem med, og det betyder, at de samme lyskæder nu kan bruges både til jul og resten af året – og både inde og ude.
Mine små, batteridrevne lyskæder fra Sirius er, nu hvor dagene er blevet længere, sat til at tænde 4 timer i stedet for 6. Fjernbetjeningen giver mulighed for at sætte timeren til 2, 4, 6 eller 8 timer, og det betyder, at man i de måneder, hvor det bliver senere mørkt, kan spare på batterierne, fordi man ikke er tvunget til bare at æde de 6 timer, som de fleste lyskæder med timer, giver mulighed for at vælge.
3.
Bestilt en tid hos en akupunktør til noget muskelbøvl, jeg ikke kan komme til livs, uanset hvor meget jeg træner.
Min PT er fys, og jeg fik en anbefaling til en behandler, der skulle være god og ikke alt for begejstret for hjemmeøvelser og elastikker (for #nejtak), og hun har en åbning allerede den kommende uge.
Da jeg havde booket tiden, slog det mig pludselig, at jeg måske egentlig kunne få tilskud fra danmark – og har jeg egentlig en sundhedsforsikring? Det er pinligt at indrømme, men jeg kunne ikke huske det.
En hurtigt tur på google viste, at danmark refunderer 85 kr. pr. behandling, men derfra er der stadig et stykke vej op til de 600 kr., en behandling koster. Derfor besluttede jeg mig for at bruge den tid, det måtte tage at tjekke op på den sundhedsforsikring – og praised be: Jeg havde én, OG de tilbød “i særlige tilfælde” at dække nogle typer af alternativ behandling.
Jeg føler egentlig, at jeg, sådan helt overordnet, passer meget godt i kassen med særlige tilfælde, så jeg skød en ansøgning afsted, men uden de store forhåbninger.
Jeg sendte den torsdag aften kl 23; fredag morgen kl. 8.02 havde jeg svar: De vil gerne betale 6 behandlinger.
Hurra og tak herfra.
4.
Skiftet hest i vadestedet og besluttet, at jeg skrotter punktet med links til de tidligere års indlæg fra samme uge, simpelthen fordi det kræver mere tid og arbejde, end jeg tror, udbyttet for jer er værd.
Skulle jeg mod forventning tage fejl, så smid lige en kommentar; så kigger vi på det.
Status, Månedens Mål, januar og februar (5/7)
Jeg er ved vejs ende i mit bryggers – eller i hvert fald har jeg været det hele igennem.
Rummet ligner stadig noget, der er løgn, dels fordi jeg bruger bordet derude som p-plads til de ting, jeg ikke har besluttet, hvor skal være, og dels fordi, der er nogle kasser, jeg ikke kan pakke færdig endnu.
Jeg har flere gange tænkt, at det var godt, jeg valgte den rækkefølge, jeg gjorde, for det havde været SUPER demotiverende at have et rum, der teknisk set er færdigt, men som stadig roder helt ekstremt.
Sagen er, at der står nogle kasser i Antons skab, som jeg gerne vil have ryddet op i, og hvor nogle ting kommer til at skulle bo i bryggerset, ligesom der er noget af det, jeg har fundet under min gennemgang af kasserne derude, som skal ind i køkkenet. Derfor er det lige nu et åbent spil Tetris, og sådan må det være.
Til gengæld har jeg fået den rulle klistermærker, jeg har bestilt, som jeg kommer til at klistre på kasser og æsker derude, når jeg er færdig-færdig, så jeg kan se, hvad jeg har hvor, og som kommer til at strømline udtrykket lidt, selvom der både står stofkasser og bedrollers på hylderne.
Til min overraskelse er det lykkes mig at tage hul på køkkenet, og jeg er cirka 1/3 af vejen. Jeg har valgt, at jeg i første omgang udelukkende forholder mig til, om jeg bruger det, jeg hiver ned ad hylderne eller om jeg ikke gør. Jeg beslutter ikke, hvad der skal ske med det, jeg ikke bruger, men samler det bare i et par store kasser efterhånden som jeg støder på det.
Det har vist sig at være overraskende effektivt, for det går hurtigt, og jeg har meget lettere ved at være objektiv. Jeg tror egentlig, at det også var sådan, jeg gjorde i tidernes morgen, da jeg startede med Den Store Tur, men siden har der ikke være mere at rydde op i, end at jeg godt kunne lægge fra og bunke det i ‘smid ud’, ‘giv væk’ og ‘sælg’ i samme ombæring.
Men denne gang bemærkede jeg, at der er ting, jeg gemmer, uden at tænke over hvorfor, som f.eks. kogebogen God Mad Let At Lave. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt den, for hvis jeg skal have et bud på, hvor mange gram kartofler, man skal beregne pr. person, googler jeg det, men den føles stadig … dannende? på en eller anden måde.
I år smed jeg den i kassen – og opdagede det HELT magiske, at jeg åbentbart slipper ting i det sekund, jeg ikke kan se dem mere. For da først den var røget derned, blev jeg med et trylleslag fuldstændig ligeglad med dens videre skæbne. Go figure.
Så det her bliver måden at gå hele køkkenet igennem på, og så bider jeg i mig, at der står ting på de fleste af mine vandrette overflader. Jeg har 2-3 dages arbejde tilbage derude, og så længe kan jeg godt leve med rodet.
——-
Jeg ELSKER de mange fine tilbagemeldinger, I giver, og det er simpelthen så rart at se, at I tager imod den her ide, som den var tænkt: At man stempler ind på det niveau, hvor det giver mening. En skuffe med sokker kan kræve ligeså meget, som et hus i to plan, og det gør mig oprigtigt glad at tænke på, hvor mange der sender vores lille community herinde en tanke, når de åbner et skab, der plejer at rode, men hvor alting nu er helt strømlinet og pænt.

M2024, uge 6
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg hentet den nye, brugte blender i Kolding, hvor jeg alligevel var forbi på en tolkeopgave. Det kræver lidt ekstra koordinering, når man køber/sælger noget i en by, hvor man ikke bor, men faktisk ikke meget mere, end når man skal hente pakker i pakkeshops eller pakke ting ind, så de kan holde til den ekstremsport, det er blive sendt med GLS og Postnord.
Tidspunktet er perfekt, for nu har jeg jo så en 1/2 ekstra blender, og den fylder lidt. Men køkkenet er næste rum på listen, og så skal jeg alligvel have det hele ud af skabene. Jeg er undervejs i min oprydning stødt på lidt forskelligt, der egentligt hører til i køkkenet, så jeg forestiller mig at lave en kasse, der kan stå bagerst i det hjørneskab, hvor man har masser af plads, men hvor det kræver en slanges smidighed at komme ind.
2.
Er jeg i mit bryggers nået til reolen, der også dobler som fjernlager for madvarer. Her har jeg i en måneds tid flyttet rundt på en kæmpekasse af min yndlingsaversion: Yum-nudlerne. Beklageligvis er jeg den eneste i husstanden, der finder dem afskyelige, så jeg har erkendt mit nederlag og køber dem, når jeg alligevel er en tur over grænsen, hvor de er meget, meget billigere end herhjemme.
Sidst købte jeg i et anfald af overmod en kasse med andesmag, og som Julia Roberts sagde: Big mistake. Big. Huge. Oprør, tumult og trusler om nedlæggelse af arbejdet.
Men altså. Det er sgu også mange nudler at kyle ud, uanset hvor grimt de smager.
Tilfældigvis var jeg i onsdags sammen med én, der huser en teenager, som viser sig at elske lige netop andeversionen, så hele kassen er nu, til alles tilfredshed, ekspederet videre.
3.
Har jeg brugt det sidste af min favorithåndsæbe fra Meraki. Pumpe-dispenseren, den kommer i, er af ret god kvalitet, så den har jeg vasket af, så den kan bruges til opvaskesæben, jeg købte for et par uger siden, og som jeg siden har bandet over. For hullet på den er på størrelse med en hulahopring, og uanset hvor umage jeg gør mig, er det svært ikke at hælde 1,5 liter sæbe ud på børsten.
Ikke mere, du.
De fanger mig aldrig.
4.
Tidligere års uge 6 indlæg:
Status, Månedens Mål, januar og februar (4/7)
Den sidste uge har været en arbejdssejr. For HELVEDE, hvor har jeg bandet over, at jeg overhovedet gik i gang med det her projekt.
For bryggerset er præcist lige så rædselsfuldt denne gang, som jeg havde frygtet/forventet (hvilket ikke just indgyder håb for de to kommende rum, vil jeg sige..).
Ligesom i de værelser, jeg har taget indtil nu, skyldes bøvlet, at det i år ikke er nok bare at rydde op i de respektive kasser, mapper og skuffer, men at tingene skal samles anderledes. Ellers får jeg 8 skabe, hvor hylderne er halvt fyldte og tingene står og råber til hinanden, og en bunke på gulvet på størrelse med en Maersk-containter med de ting, der så pludselig ikke har en plads.
Og, helt forudsigeligt, kræver det, at alt skal hives ud og sorteret s-a-m-t-i-d-i-g-t, og det konstante rod giver mig lyst til at rive min hud af i strimler. Det får mig til at veksle mellem apati over uoverskueligheden og lyst til bare at rage-cleane og smide ALT ud, så jeg kan blive færdig.
Men jeg har bidt tænderne hårdt sammen (*var* der måske en lille smule benmel med, da jeg spyttede tandpasta ud den anden aften?) og holdt mig til min plan. Kasserne med tøj, vanter og sko én dag, skabet med papir den næste, de store kasser med ledninger, gaveindpakning og halloweenting den tredje osv.
Og ja. Jeg vil sgu da gerne bede om medalje. I kender mig da?!
Nu er jeg 3/4 af vejen, og det er med vilje, at jeg har kørt lidt hårdt på. For ungerne har vinterferie den kommende uge, og jeg selv har lidt arbejde, en træningsaftale og en smule socialt, der skal passes. Det betyder, at jeg på forhånd ved, at der vil være dage, hvor jeg intet får lavet, så for at holde tidsplanen har jeg holdt kadencen.
Det betyder, at jeg nu faktisk kan begynde at se en ende på det derude, og ret skal være ret: Det *bliver* godt.
Men det er nok meget godt, at der nu kommer en uge, hvor det bliver minimalt, hvad jeg når, for jeg trænger faktisk til en pause, inden jeg kaster mig over de sidste to rum.
Et skridt ad gangen. Ikke?
Hvad med jer? Har I fået taget en skuffe eller to i ugens løb?

Stier, spejle og gamle ar
Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig.
Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv.
Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den.
Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.
For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.
Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.
Så bliver der altid lidt stille.
Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.
Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.
Ja.
Som sagt. En anden tid.
Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.
I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.
For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete.
Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.
For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig.
Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.
Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.
Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.
Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.
At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.
Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.
Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.
Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.

M2024, uge 5
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Flækket bunden på min blender, som sgu ellers har gjort det godt.
I første omgang var jeg egentlig nået frem til, at vi måske bare skulle leve amish-style uden blender, for jeg bruger den stort set kun til smoothies, og det kunne man måske godt finde en alternativ løsning på.
Men Frida ELSKER smoothies, og når jeg en sjælden gang laver til mig selv, skal jeg bede om ligeså meget is, som jeg skal have ingefær, spinat og frossen mango, og det tror jeg ikke, at en bullet kan trække.
Jeg har før haft held med at købe reservedele, når dele af køkkenmaskiner går i stykker, og der findes nogle fine, autoriserede steder online, hvor det er til at betale sig fra for penge.
Men den her blender er åbentbart af *så* god kvalitet, at den har overlevet sig selv, så de sædvanlige steder havde ikke længere dele til den model, og de steder, der havde, så sgu lidt anløbne ud.
Derfor endte jeg med at tjekke Marketplace, og der var hele 5 stk. af min model til salg inden for en radius af 30 km. Alle sammen til mindre, end det ville koste at købe den enkelte reservedel de suspekte steder – og så har jeg jo så at sige en hel blender som reservedel.
Min tur på Marketplace gav mig i øvrigt lyst til at nævne, at hvis man bor i de lidt større byer, f.eks. Odense eller Aarhus, så kan det virkelig, virkelig godt betale sig at udvide sin søgning, så dem omfatter hele Jylland. Den her blender er et godt eksempel, for de 5, der var til salg her i området, lå til mellem 195 og 250 kroner stykket, mens de 3, der var til salg i Aarhus lå på hhv. 550, 600 og 650 kr. Så bor man på de kanter, kan man få et GLS-bud til at kravle baglæns tværs over Jylland med pakken bundet på ryggen, og det vil STADIG være billigere at købe den i Hvide Sande end 100 meter længere oppe ad Ringgaden.
2.
Besluttet at prøve at lave et budget på den daglige husholdning.
Der er meget ift. min økonomi, som jeg har fået rettet op over de sidste par år, men fordi jeg nu er selvstændig, og det går op og ned i showbizz, så synes jeg stadig, at jeg lidt for ofte står i situationer, hvor jeg føler, at jeg er afhængig af held. Sidste år var der meget få opgaver at tolke i sommerperioden, og det stresser mig, at jeg kan risikere det samme i år, hvor jeg ikke kan få supplerende dagpenge, for det har vi ikke buffer til at økonomien bare helt uproblematisk kan bære.
Der vil jeg gerne hen – hvilket faktisk var et af mine nytårsforsætter. Jeg har brugt januar til at vende og dreje, hvordan jeg nemmest kan hjælpe mig selv, og jeg er nået frem til, at øget fokus på hverdagsudgifterne nok er et godt sted at starte. Både for at synliggøre, hvad pengene går til, og hvor meget, der er nice to have kontra need to have.
Jeg har gjort det HELT simpelt, med 6 kategorier, som alle vores udgifter falder i. I første omgang handler det bare om at tracke, så der er et udgangspunkt at arbejde ud fra.
3.
Haft 3 poser med spil med til SFO’en.
Oprydningen af stuen resulterede i, at stakken af brætspil blev væsentligt reduceret, fordi børnene pludselig er blevet for store til Vildkat (thank GOD!) og Matematik Med Hr. Skæg. De fylder temmelig meget, sådan nogle spil, og jeg gider ikke have dem stående i ugevis, fordi de er svære at sælge – og så synes jeg egentlig også, at det giver ret god mening at lade dem komme de lokale unger til gode.
Jeg huskede, som altid, at spørge først, om de kunne bruge dem dernede, eller om de var ved at drukne i spil i forvejen, men de ville meget gerne bede om dem til de kommende førskolebørn. De skal nemlig være i en anden fløj, end den, hvor de nuværende skolebørn holder til, og på den her måde har personalet noget, de kan sætte derned, uden at det mangler et andet sted.
4.
Tidligere års uge 5 indlæg:
Status, Månedens Mål, januar og februar (3/7)
Jeg har i den her uge holdt mit løfte til mig selv og udelukkende fokuseret på stuen. Det har egentlig givet sig selv, for der har været smæk på på jobfronten, så jeg har ikke haft mange ekstra timer at gøre med.
Men det, jeg igen har måtte konstatere er, at jeg i år er virkelig dårlig til at forudse, hvad der vil være hurtigt overstået, og hvad der kræver tid. Post-stue kan jeg se, at det handler om, at der er sket meget med børnene det sidste år.
For hvor jeg tidligere egentlig bare har ryddet op i tingene, hvor de stod, så giver det i år ikke mening at rydde op, uden samtidig at sortere og flytte rundt.
I stuen er de pludselig blevet for store til halvdelen af vores brætspil, krea-reolen behøver ikke længere have kasser til modellervoks og enhjørningemalebøger, og bogreolen trængte også til en opstramning.
I køkkenet kan vi efterhånden skille os af med det meste melamin, i bryggerset er det ikke længere nødvendigt med de store kasser til flyverdragter og arvetøj, og skabet med mapper får mere og mere luft på hylderne i takt med, at alt bliver digitalt.
Det betyder, at stort set alle rum kræver en ret omfattende regruppering af ting, og det tager længere tid, end jeg lige havde forestillet mig. For det er jo ikke bare at flytte rundt på tingene; de skal sorteres og puttes i nye kasser og æsker, hylder skal flyttes op eller sættes ned, og noget skal lægges væk, mens andet skal flyttes frem. Derfor er viben i år meget, at 1) det ser nogenlunde ordentligt ud 2) det ligner Sarajevo ’92 3) det er MEGET mere strømlinet og brugervenligt end før.
Det er fedt. Faktisk. Men det betyder også, at tiden meget nemt kan skride, hvis jeg ikke lige har et halvt øje på den, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at sker det, så går jeg død i projektet. Derfor er løsningen i år blevet, at jeg har oprydning/regruppering som primært fokus, og så tager jeg det rengøring, jeg kan nå. Det skal mit indre system-menneske lige æde, for hvis der på min seddel står, at jeg har planlagt at vaske lister ned, så irriterer det mig, hvis det i to rum bliver den fulde nedvaskning, mens det i to andre kun bliver til en tur med støvsugeren. Men det hjælper (for mig) at have gjort mig klart, at oprydning har første prioritet, og herefter trumfer tidsplan ideologi.
Jeg er nu igennem min entre (nem), mit badeværelse (nemt på sortering og nye placeringer, tungt på rengøring), mit soveværelse (nemt på alle måder), Fridas værelse (overraskende tungt), samt stuen (medium på begge dele).
Det betyder, at jeg mangler de tre rum, jeg *næsten* ikke kan overskue, nemlig køkken (tungt på sortering), bryggers (aflåst sideleje hele vejen rundt) samt Antons værelse (her kan jeg ikke udelukke, at jeg må gribe til psykofarmaka).
Jeg har forsøgt at gøre det spiseligt ved at sørge for, at jeg har god tid; 2 uger til hvert rum. Det bliver nødvendigt – men gør det også en mikro-my mere overskueligt.
(MEGET mikro).
Til sidst vil jeg bare sige, at det faktisk er overraskende rart for mig at høre, at I også er i gang. Det får det til at føles lidt som en holdsport, og det kan jeg godt lide.
Hvis motivationen er ved at være lidt tyndslidt derude, vil jeg gerne opfordre til, at man laver sig en kop kaffe, sætter sig ned, og så vælger 4 nemme og overskuelige projekter til de sidste 4 uger. Tag noget, du kan se og/eller som har irriteret dig længe. Det kan være skuffen med ledninger, din krydderihylde, eller bøgerne på reolen. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvad det er; hovedsagen er, at du forbliver ombord, og at du gør bare ET eller andet. For når februar er gået, så har du stadig fået trimmet *noget*, og jeg lover, at den tilfredsstillelse vil være indsatsen værd.
Hold ud.

M2024, uge 4
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tænkt over at udnytte, at jeg alligevel havde ovn og kogeplader i gang, og derfor gået supersize på nogle af de ting, jeg har lavet.
Eksempelvis har jeg kogt ekstra pasta, som jeg bagefter har pakket i små bøtter, som passer til en børneportion. De bøtter, jeg har, er både varme- og kulderesistente, så når jeg senere skal bruge dem, plejer jeg så bare at tage dem ud af fryseren et par timer før, og så hælde vand fra kogekedlen over. Så får de lov at trække 5 minutter, og så er de klar. Det er en rar måde at gøre tingene lidt nemmere på i en husholdning, hvor vi er 3 mennesker, der spiser meget, meget forskelligt.
Jeg bagte også dobbeltportion af kagerne til min fødselsdag, og frøs et par af dem ned hele; så er de klar til at hive ud, næste gang et af børnene kommer hjem med en seddel om, hvem der vil stå for kage til næste sociale arrangement. De kostede ikke ekstra tid at lave, men det komme til at spare mig tid, når de skal bruges.
2.
Fundet zip lock poser, der passer perfekt i størrelsen til et par skiver rugbrød. Det lyder ikke af meget, men jeg føler nærmest, at jeg har vundet i lotto. For jeg har været grænsende-til-flov over at bruge sølvpapir, de dage, jeg har rugbrød med. Ikke mindst fordi jeg ofte spiser det enten med et eller andet on-the-side (f.eks. et æg) eller pålæg, der ikke sviner (f.eks. en skive ost). Det føles virkelig træls at vælge et materiale, der er så skadeligt for miljøet, når det ofte ikke engang er beskidt, når jeg er færdig med det.
Men jeg har prøvet nærmest alle alternativer, ligefra stof med bivoks, over platikbøtter til almindelige poser, som kunne bruges flere gange. Men uanset hvad jeg har valgt, er rugbrødet endt med at skøjte rundt, så jeg åbner til noget, der mest af alt minder om meget grov mysli.
Men da jeg var i Bilka sidst skulle jeg finde poseklemmer, og det kunne jeg ikke. Derfor brugte jeg lang tid på at nærlæse hyldeforkanter i den sektion, hvor to-go-app’en fortalte mig, at de skulle være, og her fandt jeg ZL-poser, der kan indeholde 1/4 liter – hvilket er den PERFEKTE størrelse til en skive rugbrød eller to. Posen er stor nok til, at der lige er en smule frigang, men stadig så tætsiddende, at rugbrødet ikke rutcher rundt. Den kan tørres af med en klud, hvis det skulle være nødvendigt, og kan snildt klare at blive brugt flere gange.
3.
Har en god veninde foræret mig en pose nye, hæklede rondeller, og jeg har valgt at pensionere dem, jeg har brugt de sidste 4 år. De har sparet mig for 15-20 pakker vatrondeller årligt, så man må sige, at de har gjort deres for miljøet.
De mange ture i vaskemaskinen har sat deres aftryk, og de er ikke så bløde, som de var. Derfor får de lov at afslutte deres tjeneste som “skuresvampe” i forbindelse med oprydningsprojektet, for de er lige præcis grove nok i stukturen til at være gode til at skrubbe genstridige pletter af paneler med eller til at rense klister fra prisskilte af nye glaskrukker.
Det må da siges at være et værdigt exit.
4.
Tidligere års uge 4 indlæg:
Status, Månedens Mål, januar og februar (2/7)
I denne uge er jeg snublet i mine egne snørebånd.
Det startede ellers ret godt. Jeg havde mit soveværelse på programmet, og gik i gang mandag eftermiddag – og var færdig mandag til spisetid. Hvilket jeg ikke havde forventet.
Jeg kan godt se, at det er 5. gang, jeg gør det her. For hvor jeg i starten var nødt til benhårdt at vælge, om jeg skulle rydde op eller gøre rent, og var nødt til at holde laserfokus på ét rum ad gangen for ikke at blive for overvældet, så er der mange ting, som er langt hurtigere overstået nu, fordi det kun er ét års akkumulering, jeg skal igennem, og ikke 10.
Det betyder, at tempoet er højere, at jeg kan tage lidt rengøring med undervejs, når det giver mening, og at jeg også kan arbejde lidt på tværs ved f.eks. at tage udsugnings.. dimserne i alle rum på én gang.
Men SELV med rengøring og 3 udsugnings(hvadHEDDERde??), tog soveværelset kun 2,5 time.
Derfor brød jeg min egen regel om at holde mig til planen, og gik tirsdag i gang med Fridas – til min egen inderlige fortrydelse. For her havde jeg også forventet at være hurtig færdig, fordi jeg lavede værelset om til hendes fødselsdag i juni, og hvor meget kan hun lige nå at rode på et halvt år?
Meget.
Så. Så. Meget.
Og selvom jeg kan have svært ved at overskue at skulle i gang med et projekt som det her, så kan jeg godt gå og hygge mig med det, når først jeg er i gang, fordi der er en vis form for tilfredsstillelse ved at skabe orden i kaos.
Men det, der så kommer til at ske er, at jeg ender med at hyperfiksere på det, hvis jeg bliver for overvældet af, at det tager længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg ved godt, et sted langt omme i baghovedet, at jeg burde stoppe op og bare vente med resten til i morgen eller næste uge – men jeg evner ikke at gøre det.
Der var noget lavpraktik her, der gjorde, at det var irriterende at skulle afbryde, for alle kasser og skuffer var tømt ud på tæpper i stuen. Når alting er overalt er man nødt til at vælte det hele ud samtidig, dels for at kunne sortere det, og dels for at have steder at lægge det tilbage på plads i.
Men det handler primært om, at min ADHD stikker af med mig. Jeg forestiller mig, at det er lidt som at være stoppet med at ryge; hvor man har haft gavn af plastre og akupunktur, og i det store og hele synes, at det er ok-nemt at lade være med at ryge i hverdagen, men stadig kæmper med trangen til fester. Simpelthen fordi det ikke er en setting, man er i så ofte, som hverdagen er, og dermed har man ikke samme mulighed for at opøve nye vaner.
Det er lidt samme sted, jeg er med min ADHD. Medicinen hjælper mig virkelig meget i hverdagen, men der er stadig tidspunkter og områder, hvor jeg bliver ramt, og hvor det nu er tydeligere for mig at se, at det er det, der sker, fordi der ellers er nogenlunde ro på.
På plussiden er jeg færdig med Fridas værelse.
Og jeg er egentlig også glad for, at jeg begynder at opdage, hvornår jeg bliver trigget, og glider tilbage i at skifte til 8. gear og bare træde speederen i bund.
Men jeg har haft for mange dage, hvor alle køreture er gået med at ringe til alle mulige instanser, fordi jeg ikke nåede det dagen før, og jeg har haft for mange aftener, hvor jeg lander i sofaen kl 22 og først dér skal til at skrive fakturaer, svare på kommentarer, tjekke Aula og forberede den kommende dags tolkeopgaver. Det duer ikke, for det betyder, at jeg ikke har et eneste tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg bare kan zone ud og lade tankerne vandre, og det skruer min grundspænding op til et nærmest ulideligt niveau.
På papiret er det her projekt bare oprydning af fysiske arealer, men det ender alligevel ofte med hive noget fra dybet frem i lyset, som det faktisk også er ret fint lige at få kigget på.
Jeg har lovet mig selv, at jeg den kommende uge holder mig til planen, og det skulle gerne frigive både mere tid og overskud – for det er jo netop meningen, at det her projekt skal kunne køre sideløbende med al den almindelige hverdag.
Hænger I på derude?

I øvrigt:
*Må jeg beundre den nærmest franske ligegyldighed, der ramte alle kommuner simultant ift. snerydning, da hele Danmark skøjtede rundt i helvedesversionen af the winter wonderland. Det blev et skuldertræk og et isbelagt c’est la vie til os alle sammen.
*Er der få ting i verden, der kan drive mig så langt op ad væggen af raseri, som når jeg kun kan vælge mellem at vinduesviske for lidt eller for meget. Vil du have revet dine nerverbaner over af lyden at gummi, der forulemper glas, eller vil du køre 80 i timen med bind for øjnene? Selvregulerende viskere bliver mit eneste ufravigelige krav, næste gang jeg skal have ny bil.
*Kan jeg konstatere, at temperament går i arv – men det gør evnen til at tøjle det heldigvis også. Forleden gik jeg forbi Frida i køkkenet, mens hun sad og hvisle-nynnede: “Hvorfor gør du det her mod mig…!?!” til sin iPad. Hun er HELT sikkert min datter.
*Kunne jeg have tilbudt at hjælpe, og det havde jeg nok også gjort, hvis ikke hun samme morgen havde spurgt, hvorfor jeg havde et stort, blåt mærke på min arm.
Mig: “Det ved jeg faktisk ikke?”
Frida, med al medfølelse i verden i stemmen: “Er det sådan noget, der bare sker, når man bliver gammel, mor?”
Held og lykke med den iPad.
*Har jeg det virkelig blandet med hele Katherine Diez-sagen. For det er simpelthen utilgiveligt dumt i 2024 at blive taget i at plagiere. Det kommer man ikke ved et uheld til, og det er ikke – som hun selv forsøger at undskylde det med – et resultatet af sjuskede arbejdsmetoder. Det er tyveri; også selvom det bare er af ord. Men når alt det er sagt, så er jeg faktisk tilbøjelig til at give hende ret i, at verden ønsker at se hende brænde, fordi hun er skamløs i sin selvpromovering, samtidig med, at hun er meget klassisk smuk. Alle artikler om sagen giver mig en sær smag i munden, for det er en vigtig debat at tage, hvornår inspirationen ophører og plagiatet begynder, men samtidig sidder jeg hele tiden og er latent i tvivl om afsenderens reelle motiv.
*Har jeg det til gengæld helt anderledes uproblematisk med min afsky for Torben Østergaard-Nielsen. Jeg havde engang en chef, der på mange måder opererede efter samme, defekte moralske kompas, og det holder aldrig op med at være belastende, at det skal være nødvendigt at gribe til lovgivning, fordi folk ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. You’re the reason we can’t have nice things.
*Holdt jeg i går i kø i næsten 10 minutter, fordi en svane på størrelse med en køkkendør spadserede sindigt afsted på den mest trafikerede vej i Esbjerg smack down i myldretiden. Jeg elsker, når naturen minder os om, at vores selverklærede topplacering i det biologiske hieraki er en illusion.
*Var jeg forleden med børnene og et par af deres venner i svømmehallen. De store er selvkørende, og de små er der næsten, men jeg sidder stadig på forældrestolene med mine AirPods og min kaffe, just in case. I søndags fik jeg selskab af en far, som lignede og lød som én, der ikke var decideret *imod* amfetamin. Der blev delt gavmildt ud af højlydte trusler, det var tribal tattoos og rigeligt med solarie så langt øjet rakte, og i det hele taget var viben meget Paradise Hotel, de tidlige år. Jeg var i gang med at skælde mig selv ud over min fordomsfuldhed, da han stoppede op og *lige* foran mig begyndte at lave stående push ups op ad væggen. Nogle gange må man bare konstatere, at virkeligheden overgår fantasien.
*Er jeg for tiden ret optaget af det begreb, der på godt dansk kaldes weaponized incompetence. Det er et udtryk, der bruges til at beskrive, når nogen gør sig dummere, end de er, for at undgå opgaver eller ansvarsområder; ofte i parforhold. Når fædre f.eks. ikke ved, hvornår deres børn går til svømning, eller om de følger vaccinationsprogrammet. For de her mænd er ofte godt begavede og højtuddannede; de kan skille biler ad og samle dem igen, de kan redegøre for både arbejdsgang og kemi i et mikrobryggeri, og de kan (smerteligt) detaljeret gengive alle scener i samtlige Star Wars film. Dermed er det nogenlunde nemt at se, at det ikke er evnerne, den er gal med, men at den manglende indsats handler om, at man bevidst undlader at sætte sig ind i noget, fordi man egentlig er godt tilfreds med at slippe for opgaven. Weaponized incompetence. Jeg ser det hele tiden hernede. Og jeg VED godt, at vi alle sammen indretter os, som det giver mest mening i vores respektive parforhold, og at en god og praktisk arbejdsfordeling ikke behøver at hedde 50/50 på alt. Men det er så dovent, at jeg næsten ikke kan holde det ud, når de her mænd ikke lige har styr på, hvilken klasse, deres børn går i, om de er medlem af danmark, eller om familien kommer til grillaften i SFO’en næste fredag. Sidst jeg hentede Frida til en fødselsdag, spurgte én af mødrene, om alle pigerne havde været der? Moderen til fødselsdagsbarnet svarede, at der var afbud fra to, samtidig med, at faderen grinende sagde: “Det aner jeg ikke.” De er 9 piger i alt. Og normalt holder jeg bare min kæft, for det er ikke min butik. Men moderen havde stresspletter helt op ad halsen, og hår, der strittede i alle retninger, og jeg blev bare så provokeret af ligegyldigheden. Så jeg kiggede på ham og sagde: “Jeg overfører 500 til dig på MobilePay, on the spot, hvis du kan nævne navnene på de to, der ikke er her. LIGE nu. Uden hjælp.” Needles to say at det var en gratis omgang.
M2024, uge 3
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft fødselsdag, og havde egentlig planlagt at lave en cheesecake til gæsterne, der kiggede forbi lørdag, men da jeg sad og skrev indkøbsseddel blev det pludselig tydeligt, hvor dyrt det kan være at lave kager fra bunden.
For da jeg først havde listet alt det, jeg skulle ud at købe, virkede listen MEGET lang. Derfor rev jeg den igennem min Bilka To Go app – hvilket jeg kun kan anbefale. Dels giver det et superfint overbliv over, hvad noget beløber sig til, og dels kan man, når man søger den enkelte vare frem, se præcis hvor i varehuset den står, og den funktion ville jeg næsten betale ekstra for.
Min cheesecake endte med at ville koste tæt på 200 kr. fordi jeg ikke havde én eneste, af de ingredienser, der skulle bruges, på forhånd, og dertil kommer så tidsforbruget.
Det blev bagermodellen i stedet, og den var fantastisk.
2.
Ville børnene gerne ud at spise på selve dagen, og det gjorde vi så.
Ligesom til Antons fødselsdag tilbage i november, brugte jeg en halv time på menu-kortet online aftenen før, og jeg kan jeg ikke anbefale den model nok. Det er så f*cking spitze, at man ved, hvad man møder ind til, i stedet for at skulle skabe et overblik, når man sidder der, og alle parter er ved at være der på dagen, hvor larm, stimuli og input skal ganges med 100.
3.
Har jeg skilt mig af med alle de ting, jeg har ryddet ud under min gennemgang af entre og badeværelse.
Mine forældre fik (efter at være blevet spurgt og have takket ja) de rengøringsmidler, jeg ikke længere bruger (f.eks. noget trævask, jeg har flyttet rundt på forever, som jeg ikke bruger her, men som de kan bruge i deres udestue), min veninde overtog et par aflagte hoodies til sin dreng, og resten kørte jeg på genbrugspladsen med.
Der var helt sikkert tøj og sko i mellem, som jeg godt kunne have solgt. Men for mig er det langt mere motiverende at kunne se, at her gradvist bliver mere og mere luft og plads, end det er at tjene de par hundrede, jeg måske kunne have hevet hjem. Og den benhårde analyse af tidsforbrug kontra indtjening, faldt bare ikke ud til Marketplaces fordel denne gang.
Nu er der nogle mennesker i genbrugsbutikkerne rundt omkring, der bliver glade over at finde Billi Bi støvler og en børneparka, hvor mærket ikke engang er klippet af, og det under jeg dem på alle måder.
4.
Tidligere års M20XX, Uge 3 indlæg:
Status, Månedens Mål, januar og februar (1/7):
Denne uge har på mange måder været det perfekte udgangspunkt for første opsamling, for ud over min fødselsdag, har den også budt på ekstraopgaver, et ualmindeligt ondskabsfuldt migræneanfald, samt et afløbsrør i køkkenet, der pludselig gav op, hvilket medførte vand overalt og håndværkerlogistik af Maersk’e proportioner.
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Hvis ikke, jeg havde sat det her fællesprojekt op, var jeg ikke kommet i gang. Men nu er jeg jo kaptajn på skibet, og så kan det ikke nytte, at jeg er den første, der springer over bord.
Men mit eget udgangspunkt giver anledning til at tage fat i et par af de kommenterer, der er kommet, som dybest set handler om det samme, nemlig at projektet virker uoverskueligt pga. antal af rum/tidspunkt/ydre begivenheder, samt et helt konkret spørgsmål om, hvornår/hvordan man finder tiden til at gøre det.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg håber, I følger med på det niveau, der giver mening for jer. Hvis man har rivende travlt, så er det længe fint, hvis man sætter sig for at vaske de døre ned, der længe har trængt, får taget fodlisterne eller vælger ét opbevaringsmøbel pr. rum, som ugens mål.
Formen er også fri. For at køre videre med de samme eksempler, ville det jo være idiotisk at lave en spand vand for at vaske én dør ned, og gøre det 7 på hinanden følgende uger. Så beslut at arbejde på tværs med 7 forskellige små-projekter i stedet. Døre den ene uge, fodlister den næste osv. Vi laver selv reglerne, så man kan bootleg’e dem alt det, man har lyst.
Hele øvelsen går jo egentlig bare ud på at sætte sit projekt så meget i system, at man ikke skal bruge kapacitet på at planlægge og beslutte undervejs, men bare har en køreplan, man skal holde.
Dette skvulper lidt over i den anden del af spørgsmålet; hvornår og hvordan vi så finder tiden til at gøre det. For mig er det her, to-do listen kommer ind. Det er grunden til, at jeg kun skriver den for ét rum ad gangen, og at jeg ikke sætter dage på, hvornår jeg gør hvad.
For hvis jeg skal tage min egen entre som eksempel, så så min liste sådan her ud:
*Sortere sko på de 2 reoler og vaske disse, når de var tomme
*Sortere jakker, hoodies og tørklæder
*Pille lampen ned og vaske den (fordi alle edderkopper i området har valgt den som hospice)
*Vaske fodlisterne af (fordi børn + regnvejr + landet = mudderstriber de mærkeligste steder)
For mig er der en verden til forskel på den diffuse ide om at ville ‘tage min entre’ og ovenstående 4 punkter. Og når det bliver SÅ konkret, så kan jeg sagtens finde et kvarter i løbet af en dag, hvor jeg kan plukke det punkt på listen, der er tid til, og som jeg kan overskue den dag.
Jeg er med på, at min entre er lille, og at der er få rum, som er så nemme at vinge af. Men det er grunden til, at jeg ikke kan anbefale nok, at man starter med de lavthængende frugter. For jeg har 3 rum, jeg imødeser med gru, fordi jeg godt ved, at de bliver irriterende og bøvlede. Sådan føles det i hvert fald lige nu. Men jeg oplever, at processen skaber noget momentum, der gør, at man, når man har taget alt det nemme, og kun mangler det, der kræver lidt mere, faktisk godt kan overskue det alligevel, når man når dertil – fordi det kun er dét, man mangler.
Og det er win/win, for ender man med at smide håndklædet i ringen, og nedjustere sin liste på dé rum, så har man stadig taget alle de andre, og for hver eneste gang, man gør det, bliver det nemmere, fordi man ikke starter forfra-forfra, når man tager rummene næste gang.
En sidste kommentar er, at man ikke behøver køre samme dybde i de respektive rum. Min entre og badeværelset, som jeg har taget i den forgangne uge (for at ‘spare en uge op’, så jeg kan bruge 2 uger på de rum, der er mere kød på) har jeg kørt fuld plade på, men det kommer jeg ikke til på f.eks. Antons værelse. Der vil være kasser, jeg ikke rydder op i, og opbevaring, jeg blot lader stå, fordi det ville være et projekt i sig selv at tage bare én af dem. Det er ikke vigtigt ift. mit helt overordnede mål, om der ligger legomanualer i 3 forskellige kasser, eller at der måske er noget af det, vi sammen har sat væk, som han ikke længere er knyttet til. Det ligger pænt i stablede kasser bagerst i skabet, og der ligger det fint for nu.
Jeg vil bare gerne forebygge, at vi sander helt til i ting og rod, så vi kan være her og trække vejret frit, og så vil jeg gerne have den mentale kapacitet frigjort, som ellers bliver bundet i de små, daglige irritationsmomenter, som f.eks. de fedtede fingre på skabslågerne, jeg kan se, hver gang solen står lavt.
Hvordan er første uge gået hos jer?