M2022, uge 36
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg snappet et par forskellige instanser/butikker i haserne.
Første offer var lægemiddelstyrelsen/egen læge.
Tilbage i april fik vi for første gang Melatonin på recept til Anton – hvilket viste sig at koste ca. 5 gange så meget, som når man køber det på nettet, og det er “desværre ikke tilskudsberettiget.” Jeg spurgte på apoteket, om man så bare betaler ved kasse 1 og lever med det, men ekspedienten kunne oplyse, at man kan søge refusion hos lægemiddelstyrelsen, uden dog at kunne svare på, hvem ‘man’ i dette tilfælde er.
Jeg skrev til egen læge, som svarede, at det normalt er den psykiater, der har udskrevet, der skal søge, men at hun ville gøre det for mig. Jeg ventede. Og ventede. Og solen stod op og gik ned og stod op igen, og foråret blev til sommer, som begyndte at gå på hæld, uden at jeg hørte mere.
Jeg prikkede derfor i forrige uge egen læge på skulderen igen, og ved et *utroligt* tilfælde havde hun netop fået svar dagen før..
Svaret bestod i et afslag, fordi ‘følgende spørgsmål ikke er besvaret’ og herunder en myriade af spørgsmål, der alle sammen *er* besvarede på børnepsyk.
Jeg ringede til børnepsyk., som ikke kunne hjælpe, fordi ‘han er afsluttet her’. Så blev jeg sgu lidt træt og gammel og spurgte i telefonen, hvad hun og de så syntes, at jeg skulle gøre. De ville undersøge det.
Og denne gang holdt de ord. Sgu. Så efter et par timer ringede hun retur med beskeden om, at psykiateren ville søge for mig, og et par dage senere landede der et brev i min postkasse om, at jeg kunne henvende mig på det apotek, jeg havde købt Melatoninen på, og få 173,10 kr. retur.
Timelønnen i det her projekt er jo nærmest kinesisk, men jeg bliver bare så afsindig træt af de her sorte huller i systemet, at det bliver en besættelse for mig at gå linen ud.
2.
Og fordi jeg nu var i dét hjørne, besluttede jeg mig for at tjekke, om de erstatningsvarer, jeg har takket nej til ved afhentning hos Bilka To Go faktisk blev fratrukket min faktura.
Og jeg ved det godt: Man bør tjekke sine bon’er, sådan helt generelt, men jeg får det bare ikke altid gjort. Måske fordi jeg kommer udenom det sædvanlige bøvl med forkerte priser, når jeg bruger to go, fordi jeg ikke, som det kan ske i butikken, kan komme til at tage en forkert vare, der ikke er med i tilbuddet.
Men to gange på en uge var jeg trukket for varer, jeg havde sagt nej til, kunne jeg se, hvilket jo ikke er i orden.
Jeg har brugt længere tid på det, end jeg egentlig gider, men igen: Når først jeg ser mig gal på noget, så har jeg svært ved at slippe det. Derfor har jeg nu fået mine 108,75 kr. retur, og jeg har sendt et forslag til BTG om at indføre et system, så man, *inden* man henter varerne, kan vinge af, hvad man ikke ønsker af erstatningsvarer.
(Til de garvede Bilka to go’ere: Jeg ved godt, at man under de enkelte varer kan notere, at man ikke ønsker dem erstattet, og det har jeg gjort ved de faste varer, jeg køber. Det, jeg her bøvler med, er, når en enkeltvare, jeg kun køber engang imellem, er udsolgt og erstatningen er helt håbløs).
3.
Har jeg ringet til det teleselskab, hvor jeg har abonnement til børnenes mobiltelefoner og spurgt, om de har et abonnement til de GPS-ure, jeg skrev om i sidste uge. For når man køber det ur, vi har valgt, så kommer det med abonnement, man kan aktivere med det samme, men det er DYRT. 69/79 kr. pr. måned, afhængigt af, om man vælger et halvt eller et helt år.
Jeg har for længst lært, at hvis man vil undersøge muligheden for at spare på noget, så skal man kontakte dem, der har noget at vinde ved at kunne sælge et alternativ, for de ved præcis, hvor og hvordan de kan få foden indenfor.
Defor kontaktede jeg dem, vi har i forvejen – og de kan lave det til 29 kr. i måneden.
Haps og tak.
Who run the world?
Kender I de uger, hvor man allerede tirsdag morgen mest af alt bare har lyst til at lægge sig selv i aflåst sideleje på marken, fordi hele verden er en idiot, og der er 24 år til lørdag?
Sådan lagde uge 36 ud her.
Ikke pga. en enkelt ting, men fordi alting lige klumpede sig sammen.
Weekenden bød både på et par mennesker, der .. inviterede til lidt refleksioner omkring grænsesætning, tror jeg, vi kan kalde det, og på noget arbejde, der bare ikke fungerede.
Jeg har hele mit liv kæmpet med, at jeg, når noget går galt, er så bange for at være en af dem, der ansvarsfraskriver i vildskab, at jeg kommer til at tage hele skylden på mig. Det er min default. Derfor kræver det både tid, sparring med gode mennesker og temmelig meget batterikraft at få rodebunken sorteret og nå frem til en mere objektiv vurdering af, hvad der er mit ansvar, og hvad jeg reelt ingen indflydelse har på.
Lidt i samme boldgade har jeg svært ved at være den, der forårsager, at andre taber ansigt, og derfor bruger jeg meget tankekraft på det, når et menneske, jeg har blokeret på alle sociale medier, opretter en ny profil, finder mig igen, og bare fortsætter, hvor han slap. I de situationer skal jeg aktivt minde mig selv om, at det faktisk ikke er mig, der er grov, men ham, der går over alle de grænser, jeg har sat, både verbalt, digitalt og i det, jeg gør, og at jeg derfor ikke behøver at afvise høfligt, før jeg bare blokerer ham igen.
Midt i alt det har jeg den sidste måneds tid bøvlet med rengøringspersonalet på Antons skole. De har altid slået mig som søde og rare, og vi har været på hej hver eneste morgen de sidste halvandet år, når jeg har siddet med Anton på skødet og forberedt ham på et skift og på, at vi skal sige farvel. Men for 4 uger fortalte han mig med lille stemme, da jeg puttede ham, at én af dem havde skældt ham ud og sagt, at han skulle gå op i SFO’en, fordi ‘de ikke kunne vaske gulv’ når han var der. Han var blevet ked af det, men hun havde insisteret og var fysisk gået med ham derop, og han havde ikke haft ord til at sige fra.
Det var én af de situationer, hvor jeg smilede til ham og sagde, at det lød rigtig svært og dumt, men at de helt sikkert ikke har vidst, at vi har en aftale med leder-Troels – hvorefter jeg gik ud og skreg ind i en sofapude. For satan, mand. Det er bare på ALLE planer, hele fucking tiden. Og jeg skal ikke tage noget fra nogen, og de udfører et vigtigt stykke arbejde. Men med en dreng, der læner sig op ad skolevægring, og som der er indsats i gang på hele vejen rundt, er det til at gå i stykker inde i hovedet over, at vi risikerer, at det er en sur rengøringsdame, der sender ham ud over kanten.
Nå, men jeg havde fat i skolelederen, som nærmest kom til at grine af vantro. Selvfølgelig måtte Anton sidde der.
Fordi jeg ikke gider, at Far skal tage kampen for mig, tog jeg selv fat i det faste rengøringspersonale dagen efter, fordi jeg var 110% sikker på, at det simpelthen handlede om, at de ikke var klar over, hvorfor aftalen er, som den er.
Spoiler alert: Det var det ikke.
Lang historie kort (for sent, Linda) så har de nu fået at vide, at de skal fucking styre sig han gerne må sidde der, men de onde øjne, vi har modtaget siden, ville få ægyptiske spåkoner til at slå korsets tegn for sig.
Mandag morgen var der så afløser på – som godt lige ville bede os “om at gå ned i SFO’en, for det er MEGET generende, at han sidder her!” Jeg blev så gal, at jeg råbte. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort – af nogen, faktisk – men nu er det fandengalemig nok. Ikke mindst fordi de allerede én gang har bevist, at de ikke er hævede over at vente, til jeg er gået, for så at kommandere rundt med en dreng, der hverken kan forklare eller forsvare sig. Og jeg vil gerne, at vi er gode venner. Men du kender mig dårligt, hvis du tror, jeg bakker ned, fordi du hæver stemmen. For så tager vi den bare.
Det gjorde vi så, og i morges blev jeg trukket til side af rengøringslederen og fik en uforbeholden undskyldning. Den har jeg ikke brug for; jeg har brug for, at de er ordentlige overfor Anton, men det var en olivengren, og jeg tog imod den.
Mens jeg mandag boksede rundt i alt det ovenstående, tikkede der en mail ind med overskriften: ‘Du har modtaget en uopfordret e-konsultation fra din læge’.
Hvilket ligger lige under lavmeldte “Ups!” fra børneværelser på listen: Hvordan Man Får Min Opmærksomhed, Hurtigt.
Som nogle af jer så på insta, handlede det om, at jeg i sidste uge var forbi lægen for at få taget nogle blodprøver, fordi jeg har en konstant og helt vanvittig craving efter isterninger. Kombineret med noget, det føltes som corona-lunger og en led, vedvarende hovedpine, pegede pilen på jernmangel, hvilket viste sig at holde stik. KÆMPE mangel, faktisk. Lægen bad venligt, men bestemt, om en mulig forklaring, ordinerede dobbelt dosis jern og gav mig besked om at få taget nye blodprøver om 14 dage, og måske er jeg et kynisk røvhul, men jeg er faktisk positivt overrasket over, at der er nogen, der kigger på resultaterne af de blodprøver.
Der er nu købt jernpiller, og jeg drikker så mange spinatsmoothies, at jeg næsten forventer, at de næste blodprøver, de tager, vil være grønne.
Der er både i går og i dag tikket nye opgaver ind, og jeg holder nu for 3. uge i træk samme indtægtsniveau, som jeg havde som fuldtidsansat.
Og i morgen tidlig har jeg en online session med den kvinde, der står for det retreat, jeg skal på i slutningen af september, og jeg glæder mig HELT vidt. Til begge dele.
Den her uge er startet skævt, men den retter sig stille og roligt, og jeg har flere gange tænkt på et meme, jeg så for snart længe siden:
M2022, uge 35
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret det meste af en hjemmebagt pizza til genboen. Ungerne kunne ikke lide den, det passede ikke lige at gemme den til dagen efter, og jeg forsøger at trække lidt tilbage mod midten ift. at fryse *alting*.
De sidste par år har jeg været vidt omkring ift. at finde ud af, hvad man egentlig kan fryse, og det er virkelig det meste. Noget ændrer konsistens, hvilket har betydning for, hvad man efterfølgende kan bruge det til, men der er ikke meget, der ikke i én eller anden form kan inkorporeres i en ny ret.
Men.
Det, der så faktisk er sket nu, hvor jeg er forsvarende verdensmester i frys, er, at jeg får mange bøtter og poser i fryseren med ting, der skal bruges i ret specifikke retter (f.eks. pestorester og smøreost, der primært er godt i kødsauce og tærter). Og fordi Anton, som så mange andre autister, er meget selektivt spisende, bliver det irriterende at have pesto og ost nok i fryseren til 24 tærter, når det kun er Frida og jeg, der spiser dem.
Det bliver svært at holde styr på, hvad jeg har, men det vigtigste er nok, at jeg synes, jeg kommer til at bruge pladsen forkert. For når jeg f.eks. koger ris, så koger jeg meget ris, som jeg så fryser i mindre portioner, fordi jeg så kun skal bruge strøm på at koge én gang. Ris kan bruges til meget, og derfor gider jeg godt bruge pladsen på det. Ligeledes bager jeg også dobbeltportion, når jeg bager boller til madpakken, for kun at skulle have gang i ovnen én gang. Det er også fint at bruge plads på, fordi det er noget alle spiser.
Så det, jeg gerne vil til livs, er min vane med ukritisk at fryse alt, uden at tænke over, om det egentlig giver mening at bruge fryserpladsen til det. Det er en balancegang, for med de priser, vi har nu, gør det næsten fysisk ondt at smide noget ud, som man *kunne* have brugt – men at gemme noget, jeg reelt ikke kan bruge, giver bare udskudt madspild, og så kan jeg jo ligeså godt vinke farvel til det med det samme.
2.
Har jeg styret mig.
I slut-august bliver jeg hvert eneste år så efterårsskruk, at jeg kommer til at rydde op i sommertøj, sandaler og haveskur 3 uger for tidligt. Det har hvert år betydet, at jeg har manglet noget, jeg har været for hurtig til at forære væk/smide ud, eller har glemt, hvad jeg i samme ombæring tjekkede i vinterkasserne, om vi havde, og derfor anskaffer mig det igen.
Og ud over at være dyrt i genanskaffelser, er det helt *afsindig* irriterende at have brugt tid på at tjekke op på noget, for så at måtte konstatere, at man var ude i SÅ god tid, at man ingen erindring har om, hvad man fandt.
Derfor har jeg sat mig på hænderne og der bliver jeg siddende til slutningen af september.
3.
Endte vores elforbrug på 210 kWh mod 271 sidste år.
Det er 61 kWh sparet, og ganget med torsdags gennemsnitlige pris (5,40 kr.) er det en økonomisk besparelse for august på 330 kr. Hvilket jo næsten rækker til et rugbrød (sagde hun surt).
I øvrigt:
*Ved jeg godt, at min blogaktivitet er lidt ujævn for tiden. Det beklager jeg. Det er ikke, fordi jeg er ved at være træt af at skrive, men simpelthen bare udtryk for, at læring i det her nye liv som selvstændig sker meget i ryk. Der kan være nogle uger, hvor jeg kun skal ting, jeg efterhånden er ved at have styr på, og så kommer der pludselig et tidspunkt eller en kunde, som blotlægger en problemstilling, jeg ikke før har forholdt mig til. Det giver noget zigzag på læringskurven, og jeg er stadig så ny, at det kræver fuldt fokus, når det sker, men jeg er her stadig, og det bliver jeg ved med at være.
*Er jeg (efter anbefaling fra min insta-bog-og-serier-partner-in-crime @strikkenitis) i gang med Southern Reach trilogien af Jeff VanderMeer. Genremæssigt er det Hunger Games but make it Kafka, og det er noget af det mærkeligste, jeg kan huske at have læst. Normalt er jeg enten på eller ude, når det kommer til bøger, men den her har bidt sig fast på en underlig, stædig måde, og hvis du er til bøger, der kræver lidt af dig, så giv den et skud.
*Tager jeg i øvrigt gerne imod både blomster og telegrammer som tak for at holde ALLE edderkopper og stankelben i nordeuropa.
*Spekulerer jeg hver gang, jeg ser en overskrift om Barbara Bertelsen på, om jeg er den eneste, der mistænker, at advarsler for embedsmænd er at sidestille med de tatoveringer, som prospects og hangarounds får, når de myrder medlemmer fra rivaliserende bander? Min klare fornemmelse er, at man ikke som embedsmand får dårligere løn eller karrieremuligheder af at vise, præcis hvor langt, man er villig til at gå for el presidente.
*Er Anton det høfligste og ordentligste lille menneske i verden – men han er også ved at være teenager, hvilket betyder, at han ikke altid er helt tilfreds med mig. Og jeg må bide mig i tungen for ikke at komme til at grine, når han skulende udtrykker sit mishag over aftensmaden med en *perfekt* Gordon Ramsey imitation: “Congratulations. On the worst dish on the PLANET!”
*Har jeg besluttet at stille op som løsgænger til næste folketingsvalg. Mit partiprogram består af ét punkt, så det er dejligt nemt at huske: Fængsel på livstid til folk, der står for tæt på én i køen, med mulighed for at skærpe til dødsstraf, hvis de puffer til din rygsæk hele tiden.
*Har jeg bøjet mig og givet børnene lov til at købe et GPS-ur hver for penge fra deres egne opsparinger. Jeg synes godt nok, at de er dyre, og jeg er spændt på, om de kan holde ud at have dem på – men jeg er på den anden side også glad for at slippe for igen i år til halloween at skulle efterlyse ‘En selvlysende zombieflagermus med økse og sværd’ i den lokale facebookgruppe, fordi Anton er vandret afsted uden sin mobil.
*Fik jeg forleden et vissent blad i hovedet, da jeg stod ud af bilen, og I ved, hvad det betyder…
M2022, uge 34
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi tømt bøtten med mini-slikkepinde og foræret dem til SFO’en.
Jeg købte 200 stk. i Tyskland for et halvt år siden, fordi børnene syntes, at de var de sjoveste slikkepinde i verden. De har spist 5, og nu flytter jeg bare rundt på dem. Derfor spurgte jeg, om SFO’en kunne bruge dem, og det kunne de godt.
Nu er de ude af mine skabe, og de bliver spist.
2.
Er børnene endelig begge blevet så høje, at vi kunne skille os af med selepuder og autostole.
I første omgang havde jeg sat stol og pude til salg, men da jeg var snublet i dem 3 gange, gik jeg på Marketplace for at se, hvad en søgning på ‘autostole’ gav. Det er som regel en ret god indikator for, hvor let eller svært, noget er at komme af med – og der var 8.395.738.745 hits, alle rørende billige, og mange endda sat ned i pris.
Det betyder, at du enten skal være heldig, at der er én, der søger, lige som du slår op (hvor dit opslag ligger øverst i feedet), eller at der er nogen i geografisk nærhed, der synes, at det ville være fedt at kunne hente i nabolaget. Det havde jeg simpelthen ikke tålmodighed til, så jeg lagde dem op på min egen fb-side og efter 10 minutter var de afsat.
3.
Kom jeg for nogle måneder siden i tanke om, at jeg vist nok et sted havde læst noget med, at man i Legoland kan få en fribillet, hvis man som sæsonpas-holder har besøgt parken 3 gange inden en bestemt dato.
Jeg forsøgte at google mig til svaret, men måtte opgive. Derfor sendte jeg kundeservice en mail, som der ved et sjældent tilfælde af held kom svar på i tirsdags, hvor jeg var deroppe med Anton. Og den var god nok, så vi kunne på vej hjem svinge ind forbi informationen og hente 3 stk. fribilletter.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er grundskeptisk over alle fordelsprogrammer, fordi de er i 80% af tilfældene designet, så de er stort set umulige at udnytte, når normale mennesker ville have glæde af dem. Men fordi de havde gemt info om det her lidt væk på hjemmesiden, fik jeg under min søgning efter svar også med, at vi kan få 10% på legoæskerne deroppe. Anton købte bare et par af de små til 50 kr. for sine lommenpenge i tirsdags, men fordi jeg kunne huske at have læst det, spurgte jeg, om der var nogen beløbsmæssig nedre grænse for, hvornår rabatten kunne indløses, og det var der ikke. Så han fik en rund 10’er med retur til sparegrisen, og selvom det måske ikke er udbetalingen til en ny bil, er det stadig værd at tage med.
4.
Er jeg begyndt at varme pitabrød i min panini-grill.
Jeg ved, at jeg før har nævnt, hvor gode, jeg synes, de frosne pitabrød fra Bilka er, og at de er smarte at have i fryseren, fordi de er lækre både som pitabrød og til suppe, rester og salat.
Lige for tiden, hvor friskbagte flutes koster det det blå op ad armene, og brød, der skal varmes i ovnen, næsten løber op i det samme pga. elpriserne, er det nærmest den eneste slags mad-brød, vi spiser. Og her kommer så tricket, der gør det til relevant info for jer: Fordi de er flade, kan de smides i paninigrillen, hvilket er væsentligt billigere end at varme ovnen op. Jeg gravede lidt efter konkrete tal og fandt frem til, at det koster ca. 20 gange mere at varme boller i ovnen end på en brødrister/i en paninigrill, så det sparetrick er hermed givet videre.
Dag & nat
I dag har vi taget hul på den anden fulde uge efter skolestart. Den første halve uge gik med bare at komme i tanke om, hvordan det nu lige er med madpakker, bogindpakning og Aula, mens sidste uge blev brugt på dels at arbejde, dels at komme hængepartierne fra ferien til livs. Bunker, der er vokset over feriens sidste uger, fordi man ved, at de er nemmere at komme til bunds i, når børnene er afsted og der er ro igen, og firmating, der kræver en hjerne, der ikke er helt most af afbrydelser og søvnunderskud.
Sidstenævnte er et problem, og det er værre nu, end det har været længe. Frida er relativ nem at få til at sove, men vågner mange aftener efter et par timer hvert 20. minut hele aftenen, og også et par gange i løbet af natten, mens Anton er still going strong på at have svært ved at falde i søvn. Det betyder, at jeg reelt (gen)putter børn hele aftenen og om natten ikke får ret meget sammenhængende søvn, og jeg er presset af det for tiden.
Til gengæld er jeg så glad for at være blevet selvstændig, at jeg er ved at eksplodere i en regn af farvestrålende konfetti. Hold KÆFT, hvor er det fedt at have fået min tid igen! Når man hidtil har solgt 65 timer af sin tid ugentligt, og først fredag ugen inden har vidst, hvordan den kommende uges skema så ud inden for det tidsrum, så SKAL jeg love for, at man kan mærke både frihed og forskel. Samtidig er det den største tilfredsstillelse i verden bare at kunne sige ja eller nej på stedet, når folk spørger, om man kan komme og tolke d. 15., og i det hele taget er det her cirka 10.000 gange federe, end jeg havde turde drømme om.
Jeg glæder mig til, at vi lige kommer så langt hen, at jeg kan steppe ud af dagpengesystemet, for det er lidt skizofrent at være indkaldt til ‘Samtale om din ledighed’ på Jobcenteret, og så lige, på vejen ud, at slå ind om deres kontor for at få EAN-nummeret til den opgave, man skal tolke for dem ugen efter.
Men jeg nyder at kunne træne lidt igen, og jeg nyder den luksus, det er, at kunne værne lidt ekstra om børnene. Lige nu er det særligt Anton, jeg er opmærksom på, fordi skolestart for ham er en voldsom stressfaktor, men jeg synes, vi er kommet bedre i gang, end jeg havde turde håbe, og jeg kan mærke, at det har hjulpet på både samarbejde og hverdag, at vi (lærere, ledelse og jeg) taler åbent om, at det trækker op til et andet skoletilbud. Når man ved, at noget er for en begrænset periode, er det nemmere at leve med pragmatiske løsninger, end hvis man skal sætte noget i værk, som skal fungere på ubestemt tid.
I morgen holder jeg Anton hjemme, og vi skal i Legoland, bare ham og mig. Alle hans faste lærere er på lejr med de store klasser, og fordi det er lige i overkanten for ham at skulle forholde sig til 8 forskellige vikarer, har jeg (sammen med hans lærere) besluttet at give ham en fridag. I fredags gjorde jeg det samme for Frida, og det er så kæmpe optur at kunne fokusere på ét barn og bare følge med, i stedet for altid at skulle agere FN’s Fredsbevarende Styrker, når de to bananer med usvigelig sikkerhed vil to forskellige ting. #JeSuisKofi. Det er SUPER hyggeligt at få lidt kvalitetstid med dem hver især, og jeg tænker i disse dage ofte på, hvor glad jeg er for, at jeg i sin tid – helt uden at vide det – valgte et fag, der giver mig mulighed for at give lige præcis mine børn et bedre liv, end jeg ville have kunnet, hvis jeg var trukket mod et erhverv med lange dage og sene aftener.
Det går op og ned, både her og i showbizz, men lige nu går det mest af alt bare godt.
M2022, uge 33
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
(Inden vi starter: Jeg har fået ny Mac, og tastaturet og jeg skal lige lære hinanden at kende. Hvis der er flere stavefejl i de ting, jeg lægger op, end der plejer at være, er det derfor).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg lavet hjemmelavet slush ice af de sidste sodavandsis, vi havde i fryseren. Jeg smed dem i blenderen sammen med en lille smule vand, og det blev godt!
De bliver så isede af at ligge, og ingen har lyst til dem, når først de ligner pigtrådsomviklede istapper. Sommeren går på hæld (selvom jeg både får klimastress og eksistentielle kriser over den breakingbjælke, der lige strøg over min telefon om, at ‘Varmen vender tilbage i næste uge!’. Stop nu, mand), og er rart at få ryddet fryseren.
2.
Har jeg lavet frugtsalat for at få brugt de mange blommer, vi har fået, samt de stykker frugt, der trængte til at blive spist.
Jeg er ikke god til at få skåret en ensom fersken med en blød plet i både til madpakken, og der lå efterhånden en håndfuld frugter i skuffen, der ikke var super indbydende rent æstetisk, men som det stadig ville have været svineri at smide ud.
Jeg fandt en god, fast melon (som man siger) som jeg brugte som “bund”, og så var der nem luksusfrugt i madpakken ugens første 3 dage.
3.
Var vi i weekenden til fødselsdag i Hørning. Fordi det var så helt afsindig varmt, valgte jeg at køre ad landevejene fra Esbjerg til Horsens, hvilket tidsmæssigt lagde 20 minutter til vores tur – men til gengæld placerede os i en bil med aircondition. Dén dag var det nok det *mindst* ubehagelige sted at være.
Hver gang jeg kører på landevej, bliver jeg overrasket over, hvor lidt brændstof jeg bruger. Jeg fyldte tanken, inden vi kørte; vi har ca. 150 km. hver vej, og da vi trillede ind i garagen lørdag aften, havde nålen stort set ikke flyttet sig. Det er værd at huske, specielt nu hvor jeg er selvstændig, og derfor oftere har lidt bedre tid mellem opgaverne. De minutter, landevejen lægger til den samlede rejsetid, betyder ofte meget lidt, men reducerer mit dieselforbrug helt vildt.
4.
Har vi haft brug for at skabe gennemtræk i huset for ikke at smelte helt. Indtil nu har jeg undgået det, fordi vi bor på landet, så åbne døre = fluer, hvepse, natsværmere og stankelben galore. Ved døren ud til haven har jeg et fluegardin, men karmen om hoveddøren er lavet af plastik, og det er derfor svært at sætte noget op.
Men i min inderlige, varmeudløste desperation kom jeg pludselig i tanke om sådan et .. “festligt” forhæng, jeg engang købte til en fest, som består af silkesnore med glimmer og et stilistisk udtryk, der leder tanken hen på 1001 Nat. Jeg fik det gravet frem, og ved et guds mirakel er der net foroven, hvilket gjorde det muligt at sætte det op, selvom der ved hoveddøren kun er en mikroskopisk sprække at slå tynde stifter i.
Intet gør mig gladere end at få brugt, det jeg har, og jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af tilfredshed over at fundet anvendelse for det efter at have flyttet rundt på det i 4 år.
5.
Kørte Bilka pludselig 40% på alle deres glas sidste weekend. Det betød, at de glas, jeg kiggede på torsdag, lørdag kunne købes til (næsten) halv pris. Haps og tak.
6.
Lagde Kristine en kommentar til sidste uges indlæg, som mindede mig om noget, jeg flere gange har tænkt, jeg ville skrive på listen her, men som jeg hver gang er kommet fra, nemlig udfordringen med at sende mad med gæsterne hjem, når man har holdt fest.
For som hun skriver, så er der mange ting, der er trælse at få med hjem i en pose, men det er sgu også irriterende at sende alle sine plastikbøtter på tur, uden at vide, hvornår man lige løber på folk næste gang, så man kan få dem igen.
Derfor er jeg begyndt at vaske og gemme 1-liters bægre fra skyr, yoghurt og is, for de er perfekte til formålet. De kan stables, og fylder stort set ingenting i skabet, og de kan bruges til alt muligt andet også.
Det er fedt at kunne fordele pastasalaten, når man alligevel pakker den væk, og bøtterne er nemme at stakke i køleskabet, indtil folk skal hjem.
Store fester giver ofte meget mad i overskud, og selvom der er nogle fester, hvor maden ikke rigtig kan gemmes (skolefester, hvor maden har stået fremme, f.eks.), så ville jeg, hvis jeg sad i festudvalget på en arbejdsplads, ikke være bleg for på forhånd at bede folk om selv at medbringe en plastikbøtte til eventuelle rester. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville tage anstød af at få tilbuddet, og ruller folk i byen, kan de bare lade bøtten stå og enten bruge den som madpakke eller tage den med hjem mandag.
Om tavshed og trolde
For et par uger siden blev der i Jyskevestkysten trykt et læserbrev fra en mand, der mente, at kvinder ikke hørte til i “mandesport”, men derimod hjemme i køkkenet. Et tonedøvt og idiotisk læserbrev, som med 1000% garanti kun blev trykt, fordi JV vidste, at det ville give forargelseskliks.
Dén side af sagen er også irriterende; at seriøse, etablerede medier trykker den slags med forstilt uvidenhed, for de ved præcis, hvad der kommer til at ske; det er derfor, de trykker det. Og for dem er det gaven, der bliver ved med at give, fordi den skaber selvgenereret indhold, og de får mulighed for – som tilfældet var her – både at lave opfølgende artikler med Allan, (der jo er lidt ked af, at folk sådan har misforstået ham, for det var jo bare for sjov. (Haha?). Og det har da gjort indtryk med de reaktioner, han har fået, for han er ‘en følsom fyr’) og at skrive salvelsesfulde ledere om ytringsfrihed og retten til at mene noget, der går imod tidsånden.
Jeg har skrevet om det før, og jeg ville ønske, at jeg ikke blev så irriteret over det igen, men here we are.
Men det, jeg denne gang bed mærke i var, hvor få mennesker, der faktisk tog kvindernes parti i kommentarfeltet, der var én lang ørkenvandring i misogyni og hånlige ‘mAn Må dA hElLeR iKkE SiGE nOgEt mErE’-kommentarer.
På anbefaling fra én herinde læste jeg for et par år siden bogen “Kan trold tæmmes?” om debatkulturen på internettet, og noget af det, den var omkring var, at det er nogle bestemte grupper, som den manglende monitorering og moderation af kommentarfelter skubber ud, nemlig dem, der i forvejen er på hælene, f.eks. kvinder, mennesker fra LGBTQ+-miljøet og folk af anden etnisk herkomst end dansk.
Det har jeg sidenhen tænkt meget over. For på den ene side kan jeg godt se problemet. Debatten får en uhensigtsmæssig slagside, når det kun er opponenterne og kværnulanterne, der deltager i den.
På den anden side tilhører jeg også den midtergruppe, både alders- og segmentmæssigt, der er vokset op uden internettet og har skulle lære at begå mig på det som voksen. For mig og os var det nyt, at man kunne komme til at bruge hele dage på at skændes med mennesker, man aldrig havde hverken mødt eller set, og jeg tror, vi er mange, der var ret uforberedte på internettets skyggesider.
Derfor tror jeg, at mange af os har brugt tid på at lære, hvordan vi kan være derude, engagere os, hvor vi føler, det giver mening, og så ellers slippe det igen – for ellers kan man komme til at bruge hele efterårsferien på at skændes med Leif fra Næstved over, om man bør kunne betale sine biblioteksbøder med mobilepay.
Resultatet er blevet, at vi vender ryggen til opslag og kommentarfelter, der er ekstra sprængfarlige, fordi vi har lært, at tonen, selv på de ufarlige opslag, hurtig bliver perfid og personlig, uanset hvilke intentioner, man selv sætter sig til tastaturet med.
(Og så har vi ikke engang rundet min sølvpapirshatsbeklædte kæphest, som er, at jeg er mere end overbevist om, at medierne selv har mennesker ansat til at piske stemninger op i kommentarfelterne. Jeg har flere gange noteret mig mistænkelige sammenfald i tid ift. at en profil er oprettet 14 dage før der udkommer en artikel om et bestemt emne, hvor profilindehaveren i kommentarfeltet mener noget helt absurd rabiat, og så har en stilling, der giver forargelsen 5 tænder ekstra. F.eks. at man under en artikel om børns mistrivsel i børnehaver går ind og skriver, at det er fordi forældre er dovne og ikke gider opdrage deres børn, og når man så kigger på den 14 dage gamle profil, er “Sofies” erhverv opgivet som ‘pædagog’. Hvis nogen har Morten Spiegelhauer på speeddial, så giv ham lige et kald).
(På forhånd tak).
Men nu nærmer vi os så (endelig) min pointe – for jeg tror måske, at vi er har nået et punkt, hvor vores manglende kommentarer faktisk bliver et indspark i debatten i kraft af deres fravær.
For hvor vi før tog virkeligheden med ud på internettet, så tror jeg, at internettet i dag er så integreret en del af vores alle sammens hverdag, at det er blevet omvendt. At vi opfatter det, vi ser online som en side af virkeligheden på lige fod med de interaktioner og situationer, vi har IRL, og derfor bliver vores cyberfravær lige så problematisk, som hvis ingen reagerer i bussen, når en kæmpespade råber: “Flyt dig, n*gger!” til en person med anden etnisk baggrund, som sidder på et sæde i bussen, hvor der ikke er flere ledige pladser.
For hvis man i et kommentarfelt under en artikel om juridisk kønsskifte hos børn udelukkende ser bemærkninger om, hvor åndssvage og over-woke forældrene til de her børn er, så er der ingen modvægt, man kan tage med ud i kantinen på sin arbejdsplads eller omklædningsrummet til svømning og læne sig op ad, hvis man mener noget andet. Og så vil der være mange, der giver op på forhånd, og så BLIVER den skævvredne version af virkeligheden, vi ser på nettet, til den, vi skaber ude i livet.
Derfor tror jeg, at det næste skridt i vores virtuelle evolution, sådan helt nede på enkeltpersonsniveau er, at vi bliver nødt til at være synlige. At vi er nødt til at tage ansvar for at andre synspunkter og holdninger end dem, Nationen bringer til bordet, til f.eks. overvægt, psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, også repræsenteres der, hvor de læses af dem, de handler om.
For lige nu er debatten ved at blive så ensporet, at man som målgruppe for de her affaldsartikler får oplevelsen af, at man er alene. At ingen forstår eller sympatiserer. Det er SUPER problematisk, synes jeg.
Så for at gribe i egen barm, har jeg besluttet at starte med mig selv. Jeg stempler ikke ind i hver eneste debat, og jeg mener ikke noget, bare for at mene noget. Det tænker jeg ikke er i nogens interesse. Men jeg er begyndt at kommentere, når der debateres emner, jeg synes er vigtige. Også selvom jeg med min holdning er i hvinende undertal. Min aftale med mig selv er, at jeg ikke behøver følge alle diskussioner til dørs. Jeg er ikke forpligtet til at gå ind i debatter med mennesker, der *vil* misforstå mig eller som kommunikerer uden respekt for mig eller emnet.
Men jeg vil gerne gøre mit til, at de mennesker, der i forvejen mangler allierede på stort set alle arenaer kan se, at vi faktisk er nogen, der gerne vil flytte os, lytte, tage ved lære og forstå. Vi er herude. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at synliggøre.
M2022, uge 32
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg byttet mikroovn med oldefar på 95, som havde fået købt en ny og meget fin én af slagsen, der kan alt for meget. Og som kommunikerer med alt for små tal og symboler til lidt alderstegne øjne.
Min var en old school version med to drejeskiver (Hvad hedder de?? De der hjul, man kan indstille minutter og watt på??), og den dejlige simple indstilling til livet, at du kan mikro-ovne eller du kan lade være. Det mente oldefar lidt bedre, at han kunne holde styr på, så bytte-bytte købmand, og nu er alle glade.
2.
Er det lykkes mig at finde den éne køkkenting, det er umuligt at opdrive i genbrugsbutikker: Vandglas. De har vinglas i rigelige mængder alle steder, men udvalget af vandglas består – i Esbjergs genbrugsbutikker i hvert fald – primært reklameglas eller fingerbøl. Jeg ruller med de lidt lowball-agtige med plads til 40 cl, og jeg kan se, at dem kommer jeg til at købe fra nye. Det er ok – det kom bare bag på mig.
Men jeg har snuset rundt og fundet dem jeg gerne vil have, så nu lægger jeg mig bare på lur og venter på, at de kommer på bud.
3.
Har jeg grebet fat i den mest garvede af lærerne i indskolingen, fordi det er dem, der står for planlægningen af både den upcoming høstfest og den efterfølgende halloweenfest.
For de sidste par år har jeg været ved at DØ over, hvor meget mad, der ender i skraldespanden til de arrangementer. Folk stiller med kærnemælkshorn på størrelse med underarme og æblekager nok til at brødføde mellemstore afrikanske lande, og de gør det, fordi de a) ofte er nye forældre (#indskoling) og derfor ikke aner, hvad der forventes og b) under ingen omstændigheder vil blotlægge en mobningsflanke, fordi barnet ikke har fået kage nok med.
Når arrangementerne er ovre, har maden stået fremme i 4 timer i lokaler, der er ca. 30 grader varme, og omkring 2 millioner børn har gramset på det hele. Det er der *ingen*, der vil have med hjem.
Derfor lagde jeg sidste år en reminder i min kalender i midten af august, så jeg huskede at reagere i tide, og i morges spurgte jeg så, om ikke de, når de udsender invitationen, kan give et mængde-eksempel på, hvor meget det enkelte barn skal medbringe.
For hvis vi nu alle sammen på forhånd ved, at vi bare skal have med, så det passer til 10 børn, og at alt skal serveres i smagsprøve-størrelser, så får børnene lov at stifte bekendtskab med meget mere årstids-mad, og madspildet reduceres med i hvert fald 50%.
En fugl i hånden
Bare et lille pip fra vanvidsugen: Det går ok. Tak for alle jeres fine beskeder og virtuelle omsorg; det er en gave bare at kunne lægge sig fladt ned og så blive mødt med forståelse og cyberkram. I er virkelig – stadig – de bedste.
For bare at tage tingene kronologisk, så gik mødet med skole og lærere langt bedre, end jeg havde forventet.
Som jeg skrev sidst, var det et møde for alle Antons lærere, jeg havde bedt om. Skolepsykologen lavede først et kort oplæg om autisme generelt, hvorefter jeg fik lov at snakke konkret om Anton.
Så længe man er i PPR-forløb og under udredning, har det, for os i hvert fald, udelukkende været de to primære lærere på klassen, der har siddet med til Tværsmøderne, og det giver mening et stykke ad vejen. Men i foråret var klassen hårdt ramt af vikarer for den ene af de to lærere, og det betød, at der pludselig var for mange voksne omkring ham, der ikke anede, at Anton er autist eller forstod, hvad det betyder.
Samtlige lærere deltog i mandags, og jeg havde forberedt et oplæg, hvor jeg havde gjort mig umage for hele tiden at forklare årsager, referere til teorier osv, fordi jeg oplever, at det er nemmere for folk at huske noget, de forstår logikken i, end at udenadslære 10 Ting, Der Er Svære For Børn Med Autisme. Det gik virkelig godt, og lærerne var oprigtigt interesserede og stillede 1000 gode og fine spørgsmål. Det var rart at få talt om tidshorisont og helt overordnede mål, og jeg gik derfra med den bedste fornemmelse i maven for et skoleår, jeg har haft siden han startede i 0.
Tirsdag var lang, for det var der, vi ville få svar på prøverne fra lægen. Dem fik vi kl 16, og det var GUDskelov godt nyt. Jeg er usigelig lettet – men samtidig kan jeg også mærke, at der er noget i mig, der har ændret sig af det her. For vi var gennem et tilsvarende forløb for 15 år siden, og der var jubel og champagne, da frifindelsen kom. Denne gang er lettelsen stadig så massiv, at man kan stå på den – men den seneste uge har også givet anledning til nogle svære overvejelser om, hvad man egentlig håber for dem, man holder af. Om ens egne desperate ønsker for noget, bør veje tungere, end det, den, der lider, skal bære. Må man bede nogen kæmpe, fordi man ikke selv tror, man overlever alternativet? Og hvad gør man med børn som Anton i krisesituationer? Hvor lidt, hvor meget, hvordan? Alle de tanker har fyldt den sidste uge, og den har været lang, så det trak tårer af taknemmelighed, da jeg endelig fik at vide, at vi får lov at få mere af livet, som vi kender det nu.
Tirsdag aften var .. lang, fordi Anton slet ikke kunne overskue onsdagens første skoledag. Jeg bliver forfærdelig udfordret på, at jeg overfor ham er nødt til at udstråle og italesætte, at jeg har en forventning om, at det bliver godt – men jeg er sgu da også i tvivl. Og jeg er bange for, at han tror, han skal være tapper for min skyld, for det skal han virkelig, virkelig ikke; vi løser det, uanset hvad ‘det’ viser sig at være. Omvendt kan jeg, når jeg spørger ind, høre, at han kommer til at holde ‘gå i skole’ op imod ‘være herhjemme med dig, mor, og bygge lego og se iPad’ – hvilket jo ikke er de to valg, han står med på hånden nu. Det kan ende der, hvis ikke vi hele tiden får truffet de rigtige valg, men mit bedste skøn er, at det lige nu er udsigten til ændringen fra ferie til hverdag, der fylder mest.
Onsdag morgen forløb overraskende glat. Et enkelt frustrationsudbrud, men det var dét. Små tilfælde gjorde, at jeg fik ham afleveret helt inde i klasselokalet, hvor en enkelt anden klassekammerat havde fundet vej ind, og han virkede nogenlunde ok med situationen, da jeg gik ud ad døren.
Og han var i STRÅLENDE humør, da jeg hentede ham om eftermiddagen, og havde selv sat en legeaftale i stand i dag, som han glæder sig til.
Jeg er for gammel i gamet til at forvente, at så var problemet bare løst. Hvis det går, som det plejer, bliver det en sej omgang på mandag, fordi lettelsen over, at de første dage er overstået, har fortaget sig, og hverdagen napper i haserne.
Den tid, den sorg.
For nu er vi igennem, og vi er ok. Det rækker mere end langt.
