Kvinder & ADHD
Jeg kan ikke huske, hvornår et indlæg sidst har afstedkommet så meget glamour i indbakken. Jeg har fået kommentarer fra kvinder, der selv tror, de har ADHD, kvinder, der er i gang med udredning, forældre, der har mistanke om at deres døtre har ADHD, og forældre, der spørger (pænt og ordentligt), hvorfor jeg egentlig synes, at en diagnose er så vigtig.
Derudover er der en del, der – igen sobert og fint – spørger, om jeg vil fortælle lidt om, hvad det er, jeg oplever, der giver anledning til mistanke, og alt i alt har de sidste 24 timer været én lang bekræftelse på, hvorfor det er vigtigt, at vi begynder at tale mere åbent om de her ting.
Jeg vil gerne prøve at svare her, hvor så mange som muligt kan læse med. Det er svært at undgå, at det bliver langt, men jeg smider et par overskrifter på, så det forhåbentligt føles overskueligt at læse.
Hvis du ikke har læst gårdagens indlæg, skal du gøre det først – ellers giver nedenstående ikke mening.
Inden vi starter, er jeg bare nødt til at være sikker på, at jeg har sagt det så tydeligt, at alle ved, at det er præmissen: Jeg har ikke fået diagnosen endnu. Måske ender det med, at jeg i december bliver sendt ud ad døren med et håndtryk og en konstatering af, at jeg bare har et bøvlet hoved, eller måske viser det sig, at jeg skyder 15% ved siden af skiven og har en anden spektrumdiagnose. Jeg tror det ikke – men jeg vil gerne have rene linjer.
Generelt
For mit vedkommende vil meget få udenforstående gætte på, at jeg bøvler med noget. Jeg er sendt videre med kommentaren ‘Meget højt fungerende men med betydelig lidelsestryk indadtil’. Oversat til normalt sprog betyder det, at jeg kan navigere og fungere i langt, langt det meste, men at jeg bruger mange flere kræfter på det, end mennesker uden diagnoser gør.
Generelt kommer ADHD meget forskelligt til udtryk hos drenge og piger, ganske enkelt fordi vores børnehjerner udvikler sig grundlæggende forskelligt, men hvor pigers ADHD ofte vendes indad, peger drengenes ofte udad, hvilket giver flere udfordringer, f.eks i et klasselokale. Dermed er man, helt lavpraktisk, tvunget til at håndtere drengenes udfordringer, mens pigerne får lov at passe sig selv.
Som med alle typer af lidelser, forværres ADHD når belastningsgraden stiger. Den gør den f.eks. når man starter på et nyt studie/job, eller når man får børn. Derudover er der også meget forskning, der peger i retning af, at ADHD symptomer forværres, når østrogenniveauet ændrer sig, hvilket det gør i hhv. pubertet, tidligt voksenliv og på den anden side af 35. Med det vil jeg bare sige, at det giver mening, at det er omkring de tidspunkter, at kvinder søger hjælp, fordi de her får det så skidt, at de ikke længere selv kan håndtere det.
Desuden tror jeg, at det spiller en rolle, at mange kvinder i de år har små/mindre børn. Jeg kender mange, der – ligesom mig – aldrig selv har tænkt tanken, men pludselig får en øredøvende aha-oplevelse, når de læser op på udfordringer, de ser hos deres børn.
Hvorfor kan spektrumdiagnoser være svære at forklare/acceptere/forstå
Fordi de – som navnet antyder – er udfordringer, der varierer i styrke og forekomst. Og stort set alle symptomer er nogle, alle mennesker kender til fra sig selv, hvilket – oplever jeg – kan føre til, at udenforstående synes, at det lugter lidt af Münchausen, med eller uden proxy, når man insisterer på, at det kan være invaliderende.
Den bedste forklaring jeg kan give er, at det svarer til forskellen på hovedpine og migræne. Alle har hovedpine en gang i mellem. Og bliver du bedt om at forklare, hvad migræne er, vil svaret være ‘hovedpine’. Men dem, der enten selv lider af migræne eller kender nogle, der gør, ved at det er som at sidestille influenza og ebola. Det kan godt ske, at det på papiret ser ens ud. Det er det virkelig ikke. Det er frekvensen og intensiteten, der gør, at det her bliver et problem, og det tror jeg kan være svært at forstå, hvis man ikke har oplevet det på egen krop.
Hvorfor synes jeg, at en diagnose er vigtig
I flere af de kommentarer, jeg fik bagom på gårdagens indlæg, blev jeg spurgt til, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at få en diagnose; hvorfor det ikke er nok, at man bare selv ved det og kan tage de hensyn, det kræver.
Flere nævnte, at de var bange for, at en eventuel diagnose ville være noget, der kom til at modarbejde deres børn senere i livet, og hvis de ikke var udfordrede af det i hverdagen, så var der vel ikke grund til at gøre noget ved det?
Det er svært at skrive det her uden at lyde spids, men fordi jeg både har et barn, der har en diagnose og formoder, at jeg selv *var* det barn, synes jeg, at det må være ok at skrive det ligeud: 1. Du ved ikke, hvordan det føles inden i barnet, og 2. at det ikke fylder noget nu, betyder ikke, at det ikke kommer til det. At fravælge en potentiel diagnose på egne vegne, har jeg ingen holdning til, men jeg vil gerne opfordre til, at man giver det en ekstra tanke, hvad det er, man inddirekte kommunikerer til sit barn, hvis man fravælger en udredning, fordi man frygter, at resultatet kan være skadelig for barnets karrieremuligheder.
En udredning er en gratis omgang forstået på den måde, at du selv bestemmer, hvad du vil bruge resultatet til. Men det kan være en kæmpe hjælp ift. at forstå sig selv og til at finde fællesskaber, hvor alle kender til de eventuelle udfordringer, man bøvler med i hverdagen og kan være behjælpelige med lavpraktiske løsninger, der kan gøre livet markant lettere.
Meget groft sat op kan man sige, at en diagnose for autister er en mulighed for at få adgang til ydre ressourcer. For en ADHD’er er det en mulighed for at få adgang til de indre.
Mine egne udfordringer
Da jeg først havde fået mistanke om, at jeg selv har ADHD, gik jeg nogle uger og tyggede på det, inden jeg tog mod til mig og spurgte et par håndfulde af de nærmeste venner, om de mente, at der kunne være noget om snakken.
Alle – altså, a-l-l-e – uden undtagelse var tavse to, lamslåede sekunder for derefter nærmest at *råbe*: “JA! Sgu da!” Hver *eneste* af dem fulgte op med en variation over temaet ‘det er egentlig utroligt, at jeg ikke selv har tænkt det, for jeg har ALDRIG set dig i ro’ og siden har folk ringet med ting, de er kommet i tanke om. Som f.eks. om de gange, vi arbejdede på Roskilde festival, og jeg fysisk var ude af stand til at sove mere end 2 timer pr. nat. Eller da jeg underviste først en times spinning efterfulgt af en times pump, hvorefter jeg kravlede op i omklædningsrummet og et par timer senere blev indlagt på kommunehospitalet med nyrebækkenbetændelse. Eller de gange, jeg var hjemme på ferie, og ingen kunne holde ud at være sammen med mig, når jeg ikke fik trænet mindst to timer om dagen, fordi jeg var så rastløs, at jeg kravlede på væggene.
Der var MANGE eksempler at tage af, både i fortid og nutid, men for at holde det nogenlunde overskueligt for jer, vil jeg herunder prøve at liste de udfordringer, jeg læste om i bøgerne og genkendte hos mig selv:
*Invaliderende rastløshed/uro. Den her er den, der ødelægger mest for mig.
*Massive søvnudfordringer
*Hyperfokus/aktivitet, som lyder fedt og produktivt, men som dræner mig for alt, hvad jeg har, får mig til at arbejde igennem alle signaler, jeg får fra min krop og psyke (sult, træthed, udmattelse), hvilket resulterer i udbrændthed og dødelignende træthed, der gør mig ude af stand til at tænke og overskue de mindste ting.
*Mange mennesker og nye situationer kræver uforholdsmæssig megen energi af mig. F.eks. havde jeg sidste uge børnene med til et arrangement i en ny svømmehal. Vi var afsted 2,5 time, og jeg var grædefærdig af træthed, da vi kom hjem. Jeg havde ikke engang selv været med i vandet.
*Svært ved at komme i gang med og afslutte ting. Mellemfasen kører som smurt. Det har altid undret mig.
*Et inderligt behov for system og forudsigelighed, som nok i virkeligheden er det, min strålende evne til at organisere og optimere udspringer af.
*Kan godt være sammen med mange mennesker, men typisk kun, hvis jeg selv kan sætte rammerne for det. F.eks. ved at være ordstyrer, den, der underviser, eller ved selv at kunne bestemme, hvornår jeg går.
*Når jeg HAR været sammen med mennesker, få såvel som mange, har jeg voldsomt behov for at være alene. Det siger sig selv, at det kan man ikke med to børn.
*Så lydfølsom, at det er et problem. Det forværres over dagen i takt med, at jeg bliver træt, og når vi spiser aftensmad føles det somme tider som om, jeg ikke har nogen hud.
*Ualmindelig svært ved at overskue nye/ukendte ting. Også selvom det er noget, jeg oppe i hovedet ved, at jeg glæder mig til.
*Tvungen ro gør mig voldsomt og fysisk utilpas. F.eks. at sidde stille i en bil uden distraktioner, eller at tale i telefon, hvor jeg ovenikøbet skal koncentrere mig ekstra, fordi jeg ikke kan se den, jeg taler med. De få gange jeg har været indlagt, har det her været så slemt, at det er blevet nævnt i min journal.
*Jeg har 4 gange haft massive depressioner med forskellige følgelidelser
*Jeg har svært ved at huske de mærkeligste ting. F.eks. navnene på mine veninders børn.
*Jeg kan ikke koncentrere mig om en samtale, hvis der er baggrundsstøj. Ligeledes kan jeg ikke – herhjemme – tænke, hvis det roder for meget. Ude/hos andre har det ingen betydning.
*Jeg var som barn ude af stand til at lege. Jeg forstod simpelthen ikke formålet med det. Ikke, at jeg ikke forstod-forstod. Jeg fandt det bare uinteressant og kunstigt.
*Overtræning, impulskøb ( = der fører til gæld) og grænsesøgende adfærd, som – har jeg nu fundet ud af – alt sammen skyldes jagten på dopamin.
Derudover er jeg i bøger og artikler faldet over en håndfuld yderligere symptomer, som også passer på mig, men som jeg ikke har lyst til at nævne her, fordi jeg har kolleger og professionelle relationer, der læser med. Dem vil jeg trods alt stadig gerne kunne mødes med i nogenlunde faglig øjenhøjde.
Hvor kan man læse/høre mere
Bøger:
Fra dygtig pige til udbrændt kvinde
ADHD: Viden og redskaber til at mestre livet
Podcast (Podimo)
Undskyld jeg afbryder
Instagramprofiler:
adhdelite
adhd_understood
truly_tish_adhd
adhdfemaleentrepreneurs
undskyldjegafbryder
jessejanderson
sensorystoriesbynicole
Hvis nogle af jer har andre anbefalinger, så smid dem endelig i kommentarfeltet. Ligeledes er alle spørgsmål velkomne – måske kan jeg svare, og hvis ikke, kan det være, at vi har andre med ombord, der kan.
Sommer i transit
Den her sommer er en underlig størrelse. På overfladen ligner 2021 og 2022 hinanden, fordi jeg både sidste år og i år står uden fastansættelse i sommerferien. Dermed er jeg hjemme med børnene mere end de sædvanlige 3 uger, og der burde i princippet være ro på. Det var der sidste år.
I år? Not so much. Sidste år var sommervejret også mere stabilt, og på en mærkelig måde er det faktisk et fint symbol på tingenes tilstand. For i år er vejret ustadigt og omskifteligt, og den ene dag har vi 29 grader og bragende sol, mens vi dagen efter står op til slagregn og 16 grader. Vi har fri og kan rette programmet til, men det gør alligevel noget ved følelsen af flow, at man ikke kan planlægge mere end en dag frem ad gangen.
Samtidig sker der også meget, sådan life-wise. Jeg har GIGANTISK optur over at være blevet selvstændig, men fordi vi nu er trådt over ‘Start’ opstår nogle lavpraktiske udfordringer, som jeg er nødt til at forholde mig til. F.eks. at jeg skal betale 12.000 i skat allerede i juli, inden jeg har haft nogen form for indkomst. Der er masser af opgaver i horisonten, men alle holder ferie lige nu, og selvom jeg hele tiden har vidst, at opstarten ville være sådan her, er det én ting at vide det og noget andet at leve det. Da jeg, netop pga. økonomi og sommerferie, starter op på supplerende dagpenge, er der også nogle deadlines og opgaver, der skal holdes øje med dér.
Endelig sker der også noget herude på privatsiden, som jeg egentlig havde besluttet mig for ikke at skrive om endnu – men det er begyndt at føles for underligt at udelade, fordi det fylder utrolig meget i hovedet på mig.
Sagen er, at der er udredninger for ADHD i gang på både Frida og mig. Jeg er igennem de indledende runder og mangler nu – så vidt jeg forstår – kun den endelige samtale, hvor diagnosen formelt stilles, men er sendt videre med ‘kraftig mistanke om ADHD’.
For Fridas vedkommende er vejen en smule mere kringlet, fordi der endnu ikke – som det var tilfældet med Anton – er noget, der driller i skolen. Men vi er et stykke ad vejen, og så må vi tage den derfra.
Jeg har haft mistanke om, at det var ‘noget’ hos Frida i et par år. Men samtidig har det ikke været noget, der har givet nævneværdige benspænd i hverdagen, og derfor har jeg valgt at se det an. Ikke mindst fordi jeg nu, som veteran i Systemet, ved, at man ingen vegne kommer, hvis ikke man selv stempler ind med en konkret formodning. Men fordi jeg nu også er en del af mange fora, hvor medlemmerne tæller forældre til alle typer af neurodivergente børn, er det de seneste 8-9 måneder blevet mere og mere tydeligt for mig, hvad jeg tror, udfordringerne peger i retning af.
Fordi man skal gøre alting selv, Hans Christian, gik jeg derfor gået i gang med at læse op på ADHD hos piger. Og det blev ret hurtigt en meget bizar oplevelse, for stort set alle de udfordringer og karaktertræk, der blev nævnt, var nogle jeg kunne genkendte fra mig selv. Jo mere jeg læste, jo flere bokse kunne jeg vinge af, og efter nogle uger var jeg nærmest hæs af at udbryde: “Gud, er det DERFOR!?” 16 gange om dagen.
Det føles som om, jeg har kigget på et abstrakt billede hele mit liv, og nu er der nogen, der har vendt det en kvart omgang, og nu forestiller det pludselig noget.
Det er en lang proces at trevle sine egne narrativer og copingmekansimer op, for jeg har haft 45 år til at skabe fortællinger, jeg kunne få til at passe med adfærd, som jeg ikke kunne, og det er en vanvittig, men helt afsindig befriende proces at få lov at give slip på alt det, jeg føler, jeg har båret rundt på.
Og dén erkendelse har kun gjort vigtigheden af at få Frida udredt større, for jeg er arret på kryds og tværs af ungdomsår, der var så svære, at der var tidspunkter, hvor jeg ikke troede, jeg ville komme igennem dem – hvilket viser sig at være meget foreneligt med ADHD hos kvinder, fordi mange symptomer forstærkes, når østrogenniveauet ændrer sig. Det vil jeg strække mig uendelig langt for at skåne Frida for.
Frida har sin første samtale med en børnepsykiater i september, mens jeg selv må vente til december, og 3 år på indersiden af systemet har lært mig, at man må forberede sig på benspænd hele vejen til målstregen. Derfor prøver jeg at blive ved med at sige til mig selv, at jeg ikke må glæde mig for tidligt.
Men vi er i gang og på vej, med alting og det hele, og den svære kunst for nu er bare at vente, håbe og blive ved med at trække vejret.
M2022, uge 26
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Foræret min far min haveslange og en solcellelampe, som bare ikke vil bo hos os.
Jeg købte i foråret en flex-haveslange, fordi vi sidste år i sommerferien boede i et lånehus, hvor vi vandede have med sådan én, og siden har jeg undret mig over, hvorfor jeg i sin tid købte sådan et gummisvin, der vrider og vender sig under alle forsøg på oprulning, og som er stiv og umedgørlig, når man vil bruge den. Men min far kører oldschool på haveslangefronten, så han ville gerne adoptere den og det fik han lov til.
Solcellelampen var den fineste luftballon, der snurrer rundt, når sommerbrisen rammer. Beklageligvis bor vi et sted, hvor milde briser starter ved 40 m/s, og da den samtidig er temmelig stor, kan vi ikke kan have den hængende et sted, hvor vi kan se den, uden at den samtidig banker ind i et vindue som en morder i en gyserfilm. Den er derfor også kommet i permanent ophold hos mine forældre, som har en mindre nationalpark med utallige muligheder for ophæng og placering.
Ting skal ikke ligge på lofter og i skure og visne; de skal bruges, og det bliver de nu.
2.
Prøvet at købe rensemælk til at fjerne øjenmakeup med i stedet for den sædvanlige eye makeup remover.
For den eneste ulempe ved strikkede rondeller er, at de ikke duer til makeupfjerner i væskeform. Rondellen suger alt for meget, og derfor kan man enten vælge at overforbruge af sit renseprodukt eller være nødt til at gnide sine øjne så hårdt, at de lige når ind og kysse frontallapperne.
I den prisklasse, jeg begår mig i, er der meget få make up fjernere i lotion-form. Nivea laver en, som er udemærket, men det er faktisk den eneste, jeg har kunne finde, og den er de sidste par måneder kravlet godt op i pris. Derfor har jeg nu prøvet at købe rensemælk, for at se, om det kan klare opgaven. Hvis ikke, må jeg finde nogen, der kan bruge den flaske, jeg har købt, men hvis det fungerer, får jeg 4 gange mere for samme pris. Det er satset værd.
3.
Har vi i juni brugt 221 kWh, mod 229 i samme måned sidste år. Jeg kan se, at tallene i år fra januar og månedsvist frem har heddet 341, 253, 243, 229, 222 og 221 kWh, og det får mig til at tænke, at vores grundforbrug nok ligger lige omkring 220 kWh. For selvom man slukker lys, tørrer tøj ude osv. osv., så skal maden stadig varmes, køleskabet have strøm og telefoner og computere oplades. Derfor er der selvfølgelig en nedre grænse for, hvor meget vi kan presse citronen, men det giver en fin fornemmelse af, hvor det *kan* lade sig gøre at ligge, og det er godt, for det giver noget at navigere efter.
Tallene for hhv. 2021 og (2022) ser sådan her ud: 407 (341), 377 (253), 330 (243), 290 (229), 281 (222) og 229 (221), hvilket betyder, at vi i det første halve år af 2022 har sparet (1914 – 1509) 405 kWh. Ganger man med de 3,21 en kWh står til at koste, giver det 1300 kr. sparet, hvilket måske ikke lyder af så meget, indsatsen taget i betragtning, men det er tæt på at være to måneder på frihjul, og set i dét lys, synes jeg faktisk, at det er rigtig meget.
4.
Var jeg forleden alene hjemme en hel dag, og både fordi ledighed er roden til alt ondt, men også fordi vi snart tager på ferie, brugte jeg en time på at tømme køleskab og de to køkkenskabe med madvarer, sortere det hele og skrive på min ugeoversigt, hvad jeg har, som vi skal nå at bruge.
For selvom jeg ikke hamstrer, hverken kød eller grønt, så ligger der alligevel meget i sådan et køleskab, fordi livet og *hvis* det nu bliver grillvejr.
Så madplanen er et ukurant kludetæppe i disse dage, og der er masser af mad i fryseren, vi kan hive op, når afrejsedagen nærmer sig, så vi ikke står med mælk, salat og pulled chicken, der bare skal hældes i skraldespanden.
M2022, uge 25
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Prøvet at bage fladbrød fra opskriften i den usandsynligt lækre kogebog ‘Vegetarisk i aften?’ som står øverst på min ønskeseddel.
Jeg har lånt den flere gange på biblioteket, fordi jeg så nemt bliver fristet af lækre kogebøger, men har en lidt kedelig trackrecord ift. så at få brugt dem, når først de er købt, men den her er gennemskøn og super brugbar.
Man skal bruge 4 dl. tykmælk til de her fladbrød, og jeg havde ikke lige noget i køleskabet at erstatte med, så jeg købte en liter. Og 6 dl. tykmælk? Det står vi ikke lige og mangler til noget. Men så kom jeg til at tænke på, at man jo kunne lave tzatziki, så jeg drænede det, helt old school, og lavede den perfekte mængde tzatziki til den portion fladbrød jeg bagte, og hvis det ikke er skæbnebestemt, så ved jeg ikke hvad er.
2.
Har jeg brugt en aften på at gennemgå alle de mapper og papir-stakke, børnene har haft med hjem fra skole. Det er én af de fælder, der er nem at gå i – for nu er det jo ferie, det haster jo ikke, bunken kan lige ligge her, og så ser vi på det senere.
For den slags bunker vokser ALTID. Næste gang du står med en brugsanvisning eller info om sommerfodbold, så er sådan en stak som sirener på havet, og inden du ved af det, er den vokset til 3-dobbelt størrelse og blevet et uoverskueligt bjerg af papirer, der måske/måske ikke er vigtige, og som derfor kræver minutiøs gennemgang.
Jeg løb stakken igennem, lavede en tynd mappe til hvert af børnene, som jeg lagde de sjoveste tegninger og historier i, og smed resten til genbrug. Og inden du drukner i nostalgi: Ingen har nogensinde følt glæde over at få udleveret en flyttekasse, proppet til randen med halvt udfyldte stavehæfter og løse matematik-kopier, når de flytter hjemmefra.
3.
Opdaget, at det afgørende for, om man kan klare sig med budgetversionen af mit kommende regnskabsprogram eller man skal have luksusversionen er, hvor meget, man omsætter for.
Derfor skrev jeg til deres helpdesk og spurgte, om man kunne starte billigt og så bare opgradere, når man ramte grænsen – og det kunne man godt. Det sker endda automatisk. Jeg sparer 94 kr. pr. måned så længe, jeg kan køre på den billige version, og det er på alle måder værd at tage med.
Og speaking of så har jeg idag afleveret afbejdsmobil, fjerntolkeudstyr og skilt. Det er nu, det er nu. INDERLIGT hurra!
En skærsommernatsdrøm
Sidste uge inden ferien og livet som selvstændig er i gang, og alting er moderat kaotisk lige nu. Børnenes skemaer er hat og briller, jeg lukker ned og takker af på mine faste opgaver, i takt med at jeg forlader dem, og madpakkerne over hele linjen kunne godt danne grundlag for et bekymringsopkald til kommunen.
Det er et underligt sted at stå, når man har to sæt tøjler i hænderne samtidig. At have hyperfokus på én opgave, mens man stadig skal holde øjnene på vejen på den anden. Men lige her, midt i midsommertimen, sidder jeg alligevel med fornemmelsen af, at det hele ruller i den helt rigtige retning. Den 4 måneder lange opløbsstrækning, hvor jeg har undersøgt en masse, spurgt tusinde mennesker og googlet til jeg var gasblå i hovedet, har været fuld af indledning, afsøgning og opmærksomhedsskærpelse, men nu, hvor det næsten er nu, kan alting eksekveres, og det frigiver mental kapacitet, fordi jeg så kan strege opgaven på den lange, tætskrevne liste. Forskudsopgørelsen er ændret, der er givet besked til boligstøtte og pladsanvisning, underleverandøraftalerne er på plads, revisoren har fået login til regnskabsprogrammet, kørebogsappen er sat op, og jeg glæder mig simpelthen så meget.
I weekenden holdt vi Fridas fødselsdag, hvilket var stort, fordi det var den første af slagsen, hvor vi har haft pigerne fra klassen på besøg. Jeg havde glemt, hvor meget lyd, der er på i den alder, og fordi hele flokken havde været til diskofest på skolen aftenen forinden, var det lidt som et 3 timers ophold i en blender, men de havde en fest, og der var kun én, der kom galt afsted, fordi hun lige ville ‘flytte en bi’. Det gik, som man kunne forvente.
Det hele kører, som det skal, og jeg ville egentlig ikke andet end at stikke hovedet ud og sige hej, for jeg er så midt i alting nu, at hele mit fokus er på dét.
Men inden I får lov at slippe, vil jeg gerne følge op på alle jeres kommentarer til sidste indlæg – tak for dem! Det gør mig så glad, at I gider spille bolden tilbage, når jeg sparker den ud i fødderne på jer, og fordi I har været gode og skarpe i de råd, I har formuleret, har jeg besluttet at lade dem stå, hvor de står. Det bliver for fragmenteret, hvis jeg forsøger at samle dem, og jeg vil gerne have alle jeres små forklaringer med. På den her måde kan man også altid gå tilbage og tilføje flere idéer, hvis man får nogle nye eller kommer i tanke om nogle, man havde glemt.
Glædelig midsommer, søstre. Må den være startskuddet til en sommer fyldt med lys og varme og gode beslutninger.
M2022, uge 24
Denne uges M2022-indlæg rammer tidligt pga. børnefødselsdag galore, og får et lidt andet format, end disse indlæg plejer at have.
Fordi alting er blevet så helt afsindigt dyrt, har jeg besluttet, at vi laver et indlæg, udelukkende med fokus på at spare penge. Jeg starter, og så smider I jeres gode tips i kommentarfeltet, mens jeg er viklet ind i flag og børn.
Jeg vil gerne, at dette indlæg bliver brugbart for alle. Det betyder, at de sparetricks man smider skal kunne bruges af naboen, genboen og din kærestes mor, uanset smag og præferencer. Det, jeg med dét gerne vil luge ud i, er tips som ‘Aldis chokocreme smager fuldstændig ligesom Nutella’ – for det gør den måske i din mund. Men det er SÅ forskelligt, hvad vi er hysteriske med (for mig er det kaffe og ketchup), og hvad vi uden videre kan udskifte med en billigere version uden at føle, at vi går på kompromis, så jeg vil gerne, at de ideer, vi udveksler her, skal kunne bruges bredt.
Til gengæld er der ingen begrænsning på emner, så om det, man skriver handler om dyr, børn, offentlige transport, forsikringer, biler, både eller ferier er fuldstændig ligegyldigt. Så længe fokus er på økonomiske besparelser, skal man bare slå sig løs.
Så uden yderligere ophold – lad os komme i gang:
- Sæt farten ned, når du kører
Jeg har ikke lavet beregningen i min nye bil, men i den gamle kunne jeg vride en hel ekstra tur fra Esbjerg til Aarhus og retur ud af den samme tankfuld benzin, hvis jeg sænkede farten fra 130 km/t til 110 km/t.
- Forhold dig til dit elforbrug
Jeg er nok gået mere op i det end de fleste pga. de her indlæg, og det har for mig medført en besparelse på mellem 20 og 30% om året. Det er et gratis kvartal. Men man behøver ikke nørde SÅ vildt for at kunne hente noget. Jeg læste på en af de mange el-sider, jeg var forbi, at bare en lille smule omtanke med lethed skærer 10% af forbruget, hvilket for os ville svare til en besparelse på små 1000 kr. om året. Vælg et fokuspunkt eller to, og hold det ved det, f.eks. at du er obs på at huske at slukke lyset, og slukker ovn/kogeplader de sidste 5-10 minutter, hver gang du laver mad. Langt, langt det meste kan sagtens koge/bage færdig på eftervarmen.
- Kan det lånes/lejes/købes brugt?
Det er klart, at der er nogle ting, som er fede nok at have selv, så man ikke skal bruge tid på at rende ind til naboen hele tiden – men hvis du én eller to gange om året mangler en stige eller et tidseljern, så lad være med at fare ud at købe det nu. Det samme gælder babygrej, fest-tilbehør, kufferter osv. Det eneste, du skal love mig er, at du husker de to, gyldne låneregler: 1. Aftal, når du henter det, hvornår naboen skal have det retur. 2. Overhold aftalen. Ellers er du Det Mest Irriterende Menneske I Verden, og det er næsten dumt at blive for en cocktailshaker og en vikle.
- Kan det undværes/erstattes/multi-anvendes?
Jeg ved godt, at vi alle sammen har områder, hvor vi bedst kan lide at slå til med den store hammer. Måske kan du godt lide at have mange forskellige rengøringsprodukter, der bliver solgt til forskellige formål, eller måske kan du smage forskel på, om du har brugt æbleeddike eller hvidvinseddike i din salatdressing. Men som priserne ser ud nu, kan det være fint nok at gøre sig en konkret overvejelse om, om du faktisk hellere vil bruge de penge et andet sted. Sulfo kan bruges til (næsten) det hele, og de fleste opskrifter kan sagtens bære, at man skifter én type af syre ud med en anden, f.eks. eddike med citron. Det er nok en uvant tanke for mange af os, der ikke har bøvlet med krigstid og rationering, at vi ikke bare kan gøre, som vi har lyst, så længe vi taler om de små ting, men træf i hvert fald dine valg med åbne øjne.
- Find discount-versionen af dit favoritsupermarked og gå på opdagelse
For Bilka/Føtex er det Netto. For Kvickly/Super Brugsen er det Fakta. For der er MASSER af varer, som de har i både hovedkæde og budgetkæde, hvor du enten får mere i posen for samme pris, eller hvor den samme vare er billigere, fordi den hedder Premieur i stedet for Princip. Måske er der 10 Møllehjul i posen, når du køber den i Netto mod 8 stk. i Bilka. Måske koster havregryn/pasta/snacksalami/frosne kartofler/jordbær i kædens eget mærke et par kroner mindre i Fakta end i Kvickly.
Tjek det på så mange varer, du orker, lige fra vådservietter over kaffefiltre til koldrøget laks. For et år siden betød det måske ikke alverden. Det gør det virkelig nu. (Et lille ekstra fif, jeg selv bruger er, at jeg har Bilka to go-app’en åben, når jeg går rundt i Netto. Så er det lynhurtigt at sammenligne pris, vægt og indhold på bestemte varetyper).
- Køb stort ind og tag tilbud med, når du falder over dem
Det her har jeg brugt 4 år på at arbejde mig væk fra, så det er SUPER irriterende, at det er nødvendigt igen. Men hvor jeg i 2020 kunne spare 2 kroner på at købe 20 ruller toiletpapir i stedet for 10, så er 10-stks-pakken nu blevet så dyr, at jeg kan spare 15 kroner på at købe den store pakke, når den er der som spottilbud.
Ligeledes har jeg også ekstra vitaminpiller i skabet nu, fordi Netto havde dem på spot til 90 kr. mod de 120, de normalt koster.
Jeg gør det ikke med madvarer, fordi proppede hylder sænker sigtbarheden, og dermed stiger risikoen for, at noget står og forgår i de mørke hjørner – og så er der jo *intet* sparet. Men med det, der i detailhandlen hedder ‘non-food’ gør jeg det, selvom jeg hader det, fordi det lige nu er for dyrt at lade være. Så må det være sådan, indtil verden lige styrer sig igen.
- Kan det drøjes?
Grøntsager eller en dåse bønner i kødsaucen, kikærter i tikki masalaen, havregryn eller en rest ris i frikadellerne – det giver meget hurtigt så meget ekstra volumen, at der er til et ekstra måltid.
- Fåes den samme vare i en billigere version?
Her tænker jeg på varer som f.eks. vin (bag-in-box) og (kop)nudler.
Der er temmelig mange penge at spare, og hvis du har det stramt med pap-vin eller mangler plads i køleskabet, så riv dig og køb en god flaske vin med skruelåg, og fyld den op fra pap-svinet, når den er tom. (Tomatpassata-flasker er også velegnede til formålet).
Og elsker dine børn kopnudler, så køb de små pakker i cellofan og smid dem i en almindelig kop.
- Er er en mellemvej?
Den her er lidt bred, men jeg håber, I forstår, hvad jeg mener.
For det, jeg her tænker på, er alle de situationer, hvor man plejer at køre enten/eller. Det er det, der f.eks. tit bliver dyrt, når man flytter eller laver nyt køkken, og man bliver besat af ‘Når vi nu er i gang’-ånden. For selvom priserne lige nu er helt hysteriske, så ruller livet jo stadig videre med alt, hvad det indebærer af fejringer, ferier, udflugter og hjemmeprojekter.
Her er det, at jeg selv oplever, at der kan være mange penge at spare ved at finde nogle mellemløsninger, hvor man ikke bare giver helt slip, men hvor der samtidig stadig er lidt, der skiller hverdag fra fest.
Er man f.eks. ved at lave om i stuen, kan man jo prøve at mærke efter, om man kan leve med et brugt bord, hvis man til gengæld køber de stole, man har forelsket sig i. Skal man holde fest, kan man overveje, om de billige mixers fungerer, hvis man køber den gode gin. Servietterne kan godt være pæne, men neutrale, så de kan bruges til både fødselsdag, konfirmation og nytårsaften. Og skal man i Legoland eller Givskud, eller køre så langt, at der skal lægges pitstop ind undervejs, og man får 4 nye rynker ved tanken om at a) skulle smøre madpakker og b) tvinge dem i sure børn, så kan man overveje at lade dem raide en Lidl eller en Rema, inden man kører, og så bare supplere med en is eller en slush ice på en tankstation.
——————–
Det var, hvad jeg havde i ærmet, så nu er det jeres tur. Slå jer løs i kommentarfeltet; jeg finder lige ud af, om det evt. kunne give mening at samle jeres bud og sætte dem på som et punkt i indlægget, så det hele er samlet, eller om de står fint, som de gør, i kommentarfeltet.
God weekend derude, når I når så langt.
I øvrigt:
*Hviler der en melonforbandelse over mig. Ligemeget hvilken sort jeg køber og hvor meget, jeg lugter til den i butikken, så er den blød/mulet/muggen indeni, når jeg kommer hjem med den. Det er utrolig ubelejligt, når Fridas absolutte favoritspise er – du gættede det – melon.
*Har jeg ikke ord til at forklare, hvor lidt jeg skal bede om flere remix af gamle Elton John-sange.
*Har Frida fået et ur, og på en eller anden måde får det mig pludselig til at se, hvor stor hun er blevet. Min far spurgte i går, hvad klokken var, og Frida på 17 kiggede på sit håndled og svarede: “Den er to”. Jeg kan ikke følge med.
*Har jeg forstuvet og/eller brækket tre tæer. Anton gik ind foran mig, og jeg nåede ikke at retningskorrigere, før jeg hamrede tæerne ind i hælen på ham. For at være sikker på, at jeg handikappede mig selv totalt, gentog jeg manøvren senere samme aften. Samme fod, samme tæer. JAaaAAaAA!, det gør ondt!!
*Kan jeg ikke forklare hvorfor, men Holger Rune gør mig decideret aggressiv.
* -men ikke så aggressiv som udsigten til en ny, helt EMO og skæv covid-variant, der med kirurgisk præcision lanceres samtidig med min firmaopstart.
*Er jeg startet forfra med The Walking Dead, og har den sidste måned slæbt farligt på fødderne, fordi jeg ved, hvor skrækkelig 7. sæson er. Jeg orker næsten ikke at skulle igennem den. Er det bare mig, der kan få det sådan med en serie??
*Har jeg købt en diffuser, og jeg ELSKER den! Er der noget jeg overser? For ellers forstår jeg ikke, at alle ikke har én.
*Har jeg booket et retreat til efteråret. Det bliver første gang siden jeg fik børn, at jeg skal være væk fra dem mere end én nat, og jeg glæder mig helt ustyrligt.
*Er der 8 arbejdsdage tilbage til Dobby is a free elf.
*Bliver jeg nødt til at skulle ind og se den nye Jurassic World. ÅÅÅH, så god med de dinoer!
*Vil jeg godt give 100 kroner for ikke at skulle høre mere om kagepersoner og måske-misogyne t-shirts.
*Har vi de næste 10 dage: En diskofest, en sommerfest, Fridas fødselsdag, 2 andre børnefødselsdage, en hidsig samtale (mig), et golfarrangement, Skt. Hans og en nedlukning/opstart/sommerferie.
M2022, uge 23
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Pludselig opdaget, at mine børn er blevet så store, at jeg ikke behøver lave Hjemmeværns-store portioner, hver gang, jeg laver mad, så der er til fryseren.
Da de var mindre, var ulvetimen et af de tidspunkter, hvor jeg var allermest presset ift. at være alene, så dengang gav det god mening at optimere, så der var 3-4 nemme dage på lager, når jeg alligevel var i gang, men nu, hvor de er så store, at der er fred og ingen fare, er det no problem at lave maden på dagen.
Det er selvsagt stadig rart at have noget at hive ud, når der er meget at se til, men fordi jeg er så god til at bruge mine rester, og til at huske at fryse tingene, mens de stadig kan spises, bliver det lige her faktisk fryserkapacitet og ikke tiden til at lave mad, der er den knappe faktor.
Det skulle jeg bare lige opdage, og det gjorde jeg så nu.
2.
Været i gang med at bruge ned af alting, fordi sommerferien nærmer sig.
Det betyder, at jeg nu gør mig ekstra umage for at få indkorporeret de ting, jeg har stående bagerst i køleskabet, i aftensmaden, og at jeg også på badeværelset tjekker op på cremer, sæber osv.
Førstnævnte handler selvfølgelig om at nå at få tingene spist, så man ikke har 7 åbne poser og glas i køleren, der ikke overlever en sommerferie, og sidstnævnte handler om at være lidt smart ift. til, hvad man skal have med i toilettasken. Der er jo ingen grund til at slæbe en fuld shampo med både ud og hjem, ligesom det også er meget fedt, at det er de halvt-fyldte solcremer, børnene smider væk i skolen. *suk*
Sidegevinsten ved den slags hyperfokus er, at man også kommer til bunds i de tuber, glas og krukker, der står med en bundslat og glor. Jeg har fået tømt hele 3 parfumer, der er betragteligt mere plads på hylden med sæbe og shampoo, og jeg har klippet de to håndcremer op, der har ligget i min taske, som jeg bare er blevet ved med at glemme. Fordi de begge var af den lidt dyrere slags, klippede jeg dem op, og selvom vi har snakket om det før, så bliver jeg altid grænsende-til-forarget over, hvor meget, der sidder tilbage i hjørner og sammenføjninger.
3.
Ringede en kollega mig op efter at have læst mit indlæg om udgifter ifm. opstart af firma, og sagde, at hun syntes forsikringen, jeg var blevet tilbudt, lød voldsomt dyr. Jeg spurgte, om ikke hun ville sende mig et screenshot af prisen på hendes, og det gjorde hun. Den videresendte jeg til min egen forsikring sammen med en høflig forespørgsel på, om vi mon havde fået mig indplaceret forkert.
Det resulterede i, at de slog 1100 af prisen. Det tænker jeg mange ting omkring, men altså… I første omgang er jeg glad for at have sparet pengene, og det bekræfter endnu engang, at det altid er en god ide at tale højt om penge, priser og løn (sagde den gamle tillidsrepræsentant).
I spørger, jeg svarer: Depp, Heard & #Metoo
Hej Linda.
Nu er der faldet dom i Depp/Heard sagen og mange snakker om, at det er et tilbageslag for metoo.
Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener. Du har skrevet lidt om sagen for nylig, og nu er jeg blevet nysgerrig på, hvad du synes?
Bh
Britt
Hej Britt.
Den sag er lidt af en hvepserede, og derfor har jeg undladt at skrive om den, mens den har stået på. Af samme grund som når jeg undlader at skrive ret meget om vaccinedebatten og ren politik: Det er ikke værd at blive uvenner over, for der er intet af det, jeg eller andre i kommentarfeltet skriver, der kommer til at ændre holdningen hos dem, der mener det modsatte.
Når jeg så hopper med ombord her ved at svare på dit spørgsmål, så er det fordi jeg faktisk synes, at det nu bliver langt mere generelt og vigtigt, fordi det handler om, hvad man kan spænde #metoo-nettet ud under.
For at starte med helt rene linjer har jeg været #teamJohnny hele vejen. Ikke fordi han er en mand, eller fordi det er synd for ham, men fordi han på alt, hvad jeg har set fra retsagen (og det er temmelig meget), på mig har virket langt mere troværdig, end hende, hvilket jo har ret stor betydning i en sag om bagvaskelse.
Jeg kan også ligeså godt sige ligeud, at jeg ikke er enig i, at JD har vundet ved at vende sagen på hovedet og undvige anklagerne ved at angribe hendes karakter (det såkaldte ‘Darvo’). De karaktertræk og handlinger hos hende, de er gået efter, synes jeg har været relevante for sagen, modsat den slut-shaming og victimblaming, mange voldtægtsofre desværre udsættes for (det var hendes egen skyld/hun var for fuld/kjolen var for kort/hun skulle ikke have sat sig ind i den bil osv). Jeg synes simpelthen ikke, at det er det samme. Her er advokaterne gået efter relevante udsagn og hændelser, hvor hun f.eks. har påstået, at hendes læbe var flækket/næsen brækket, og optagelser fra den røde løber og talkshows, der er foregået samme dag eller dagen efter, har vist, at der ikke har været en ridse at spore i ansigtet på hende. Hun har talt usandt gentagne gange, vidner har modsagt hendes forklaringer, og der er lydoptagelser af hende, der gør præcis det, hun beskylder ham for at gøre.
For mig er der enten ingen eller to ofre i den her sag, afhængigt af, hvordan man ser på det, og derfor synes jeg ikke, at det er hverken retvisende eller retfærdigt, at den ene efter forgodtbefindende kan skære sig selv ud af billedet og påstå, at det, der står tilbage, er sandheden.
Jeg er for så vidt enig i, at sagen kommer til at påvirke #metoo negativt – men for mig at se er det hende, der er skyld i tilbageslaget, fordi hun i min optik har forsøgt at udnytte tidsånden til at spinde et narrativ, der ville være fordelagtigt for hende.
For jeg kan ikke forstå, at vi ikke, når vi taler om tilbageslaget for #metoo, skal snakke om, at hun løj. Flere gange. Så når folk skriver, at det ødelægger hele #metoo bevægelsen og alt, hvad den har kæmpet for, og ikke forholder sig til løgnene, så skriver de jo reelt, at JD skulle have været ofret for sagen, uanset hvad. Og det er sgu da helt skævt, for det er da heller ikke dét, #metoo skal fremme, synes jeg?
Der er meget polimik om, at sagen er ført i lige så høj grad på de sociale medier, som i retsalen, og det bliver også kritiseret. Her er min holdning, at det er hende, der har valgt arenaen. Hun valgte at skrive et indlæg i en avis, og bragte det dermed ud, hvor alle, mere eller mindre frivilligt, blev tilskuere. Hvis det “bare” var sandheden, hun var efter, ville det have været langt mere oplagt at melde ham til politiet, og køre en sag dén vej – for så kunne hun jo med sindsro have fortalt sin historie bagefter. Det gjorde hun ikke. Efter eget udsagn for at beskytte ham, mens de var i gift – men når hun nu ikke havde skrupler ved at skrive sin historie i avisen, opfatter jeg det sådan, at hun ikke længere var hæmmet af dét hensyn, og så kunne hun jo have valgt at melde ham i stedet. Igen: Det gjorde hun ikke. Og når HUN løber an på at kunne springe bevisførelsen over, og i stedet prøve at bruge medier og offentlighed til at ødelægge hans karriere, så har jeg svært ved at se det urimelige i, at det også er dér, han vælger at forsvare sig.
Det er også værd at huske, at juryen ikke har set alle de memes, reels og tweets, der har lagt nettet ned de 6 uger, sagen stod på. De har formentlig ikke kunne undgå dem helt, men i princippet må de kun dømme ud fra det, de har set præsenteret i retsalen.
At livestreamingen af sagen og internettets take på det kommer til at påvirke hendes karriere herfra, er rimelig åbenlyst, men fordi det præcist var det, hun forsøgte at gøre mod ham, er det svært at føle medlidenhed over, synes jeg.
Når vi har samtalen om #metoo, og frygter, at vi med denne dom er sat tilbage ift. at blive troet som kvinder, så handler det nok om, at mange af os desværre har førstehåndserfaring med at opleve seksuelt krænkende adfærd, og måske også har prøvet at fortælle det til nogen, som enten talte det ned eller ikke troede på os.
Derfor er det nok meget naturligt, at vi er bekymrede for, om bolden er spillet tilbage i fødderne på de mænd, som lige nu står og fryder sig over, at “kvinder ikke bare kan få ret ved at råbe: “Metoo!”.
Men vi taler lige forbi det reelle problem, synes jeg, for vi taler på begge sider af hegnet om sagen, som om, den er én af dem, hvor mænd systematisk har udnyttet skæve magtrelationer, og krænket kvinder. Og – og det har vi rettens ord for nu – det er ikke det, der er sket her.
Og det er faktisk dén debat, jeg synes, vi bliver nødt til at have.
For hvordan sikrer vi, at de her sager fortsat bliver taget alvorligt, men at retfærdigheden stadig skal være med ombord? For vi startede i den ene grøft, hvor mænd pr. default havde ret til at gøre, hvad de ville, og kvinder var hysteriske, hvis de sagde nej, og nu er vi måske tæt på at køre i den *anden* grøft, hvor alle er så bange for at blive opfattet som u-woke, at #metoo blev et argument i sig selv, som ikke kræver hverken beviser eller sandsynliggørelse.
Og nu tager vi en emnemæssig afstikker, så hæng lige på et sekund.
For for et par måneder siden, var der et barn i et af børnenes klasser, der pludselig blev taget ud. Moderen til barnet skrev på fb mandag, at barnet havde det svært og ofte følte, at h*n havde de andre imod sig. Onsdag var barnet udmeldt, og fredag så jeg et opslag fra moderen, hvor hun skrev, hvor glad barnet var for sin nye klasse på den nye skole, og sluttede opslaget med hashtagget #StopMobning.
Sagen er bare, at der ikke er NOGEN, der aner, hvad det her handler om. Ingen.
Forældregruppen er ikke specielt tætknyttet eller sammenspist, og mig bekendt er der ikke problemer blandt børnene i klassen. I forbindelse med et forældremøde et par uger senere blev den generelle klassetrivsel og eventuelle problemer taget op, og ingen – INGEN – havde hørt eller oplevet noget problematisk. Heller ikke lærerne.
Kan barnet stadig have følt sig mobbet? Så absolut. Men det bliver det jo altså ikke nødvendigvis sandt af. Og det er en SUPER underlig fornemmelse, at nogen har taget patent på sandheden, udelukkende på baggrund af egen oplevelse af den.
Du kan også prøve at forestille dig et scenarie, hvor en kollega af anden etnisk oprindelse end dansk, pludselig på de sociale medier beskylder din arbejdsplads for at være racistisk. Forholder det sig sådan? Måske. Vedkommende kan *sagtens* have oplevet det sådan – men ville du ikke som minimum gerne have mulighed for at blive hørt?
For problemet er, at der kan være to SÅ forskellige opfattelser af virkeligheden, at det ikke giver mening at tale om at afdække Sandheden. Det tror jeg vi alle har prøvet med ekskærester, familiemedlemmer eller kolleger. Ingen af os er ubeskrevne blade, og vi fortolker alle sammen vores oplevelser ud fra den forståelsesramme, vores livsvilkår har givet os. Der kan sagtens være to opfattelser af virkeligheden, der er modsatrettede, men som stadig begge, for de respektive parter, er sande. Og NETOP derfor er der nødt til at være en eller anden form for regulering af, hvad man må bruge sin fortælling til, så det ikke bare bliver den, der fortæller den først, der vinder.
Det er nemmere for mig at holde sagen ud i strakt arm, når jeg prøver at overføre principperne på problemer, hvor jeg ikke pga. mit køn har en potentiel, iboende bias, men uanset om vi taler om racisme, krænkelser eller undertrykkelse, så bliver det altid svært, når to individer pludselig bliver galionsfigurer for sager, der er langt større end dem og den konkrete konflikt, de står i.
Flertallet skal ikke have lov at diktere enkeltindividets oplevelse af virkeligheden. Det har vi prøvet, og det er vi heldigvis på vej væk fra.
Men jeg mener, at det er i alles interesse at holde fast i, at der skal være en form for systematisk sagsgang, når vi fremsætter anklager; at freedom of speech ikke skal være så grænseløs og vidtrækkende, at man gratis og uden konsekvenser offentligt kan sige ting, der ødelægger andre menneskers liv og muligheder. Uanset køn, race og alder.
Det blev langt, men jeg håber, at du synes, jeg har svaret fyldestgørende, Britt, og at jeg har fået argumenteret godt nok for min holdning til, at man kan se, hvor jeg kommer fra, selvom man ikke er enig.
I er, som altid, mere end velkomne til at byde ind med tanker og perspektiver. Men fordi den her sag er blevet så betændt, som den er, så husk lige at læse jeres kommentar en ekstra gang, inden I trykker udgiv, så kommentarfeltet ikke udvikler sig til et slagtehus ❤️
M2022, uge 22
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fundet en opskrift på en hvid dressing, som er meget billigere, end den, jeg køber, når jeg engang i mellem får lyst til det i en pastasalat eller lignende: Halv pikantost og halv mayo. Den tager 10 sekunder at røre, og jeg har altid begge dele i køleskabet. Det er WAY billigere end de færdige creme fraichedressinger, jeg køber, bruger 4 skefulde af, og derefter flytter rundt på i ugevis, inden jeg til sidst smider dem ud.
2.
Tjekket opgørelsen for maj måneds elforbrug. Sidste år brugte vi 281 kWh, i år har vi brugt 222, dvs. en besparelse på ca. 20%. Det er ikke de 30%, vi sparede i sidste kvartal, men nogle meget lavpraktiske ting som f.eks. høfeber, soveaftaler og et arbejdsskema, der har betydet, at der skal vaskes, når der skal vaskes, har gjort, at vi har været nødt til at køre et par ekstra maskiner tøj og bruge tørretumbleren lidt ekstra. Sådan er det. Det er stadig en besparelse, og jeg er 100% afklaret med, at de her spareøvelser ikke skal blive så trælse, at jeg ender med at tænke ‘fuck det!’ og droppe dem helt.
3.
Er jeg gået fuld Jørgen Clevin.
Vi kommer ikke til at lave en helt masse denne sommer. Dels pga. priserne men også pga. firmaopstart. Derfor er jeg begyndt at brainstorme på, hvor vi kan tage hen, og hvad vi kan lave, uden at det koster en million.
En af de ting, jeg har på listen, er picnic på stranden og i forskellige skove og parker. For at have lidt med at lave, vil jeg have købt et vikingespil, men jeg har også i denne uge sammen med børnene lavet to spil af sten, vi har fundet på standen, nemlig Kryds & Bolle og Find Holger-gemme.
De fylder ingenting i bilen, og de blæser ikke væk, uanset hvor dansk, sommeren bliver.
4.
Har vi fået mexicansk, og jeg har brugt alle resterne til at lave tortillaspakker til fryseren.
Det er den perfekte måde at rydde skålene på, måske specielt hvis man kun er én voksen i husstanden, og man dermed ofte har lidt mere mad i overskud, når man f.eks. laver oksekødsfyld af en pakke fars.
Vi fik almindelige tortillas mandag og tirsdag, og da vi havde spist tirsdag, smurte jeg resten af tortillapandekagerne med refried beans, og fyldte dem med oksekød, majs/tomat/forårsløg/peberfrugt, revet ost og de knuste rester af nachos-chipsene. Sidstnævnte giver god smag, men har også den fordel, at de suger overskydende væske, så pakkerne ikke lækker. (Af samme grund skal man undlade/være MEGET nærig med salsaen, hvis man har noget af dén i overskud. Frys den hellere særskilt i små bøtter, så du kan tage sådan én op sammen med din …, ja, det er jo så egentlig en burrito nu).
Jeg smed pakkerne i paninigrillen, lod dem køle af og smed dem i fryseren. Nu er det bare at tage dem op et par timer inden, jeg skal bruge dem, og så varme dem i ovnen.
(De uger, hvor jeg har den slags på madplanen, laver jeg ofte ‘evighedssalaten’, som kan laves søndag og holde sig frisk i køleskabet frem til onsdag/torsdag-stykker. Den består af forårsløg, gulerod, agurk uden kød, snackpeber og cherrytomater, som alt sammen hakkes i små tern og vendes i en smule frisk lime- eller citronsaft).
———-
Til sidst bare en PSA at gå på weekend på: Søde, sjove, fine Marie har åbnet sin blog igen. Hurra og velkommen tilbage i blogland, Marie. Du har været savnet.
