I spørger, jeg svarer: Depp, Heard & #Metoo

Hej Linda.

Nu er der faldet dom i Depp/Heard sagen og mange snakker om, at det er et tilbageslag for metoo.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener. Du har skrevet lidt om sagen for nylig, og nu er jeg blevet nysgerrig på, hvad du synes?

Bh

Britt

Hej Britt.

Den sag er lidt af en hvepserede, og derfor har jeg undladt at skrive om den, mens den har stået på. Af samme grund som når jeg undlader at skrive ret meget om vaccinedebatten og ren politik: Det er ikke værd at blive uvenner over, for der er intet af det, jeg eller andre i kommentarfeltet skriver, der kommer til at ændre holdningen hos dem, der mener det modsatte. 

Når jeg så hopper med ombord her ved at svare på dit spørgsmål, så er det fordi jeg faktisk synes, at det nu bliver langt mere generelt og vigtigt, fordi det handler om, hvad man kan spænde #metoo-nettet ud under.

For at starte med helt rene linjer har jeg været #teamJohnny hele vejen. Ikke fordi han er en mand, eller fordi det er synd for ham, men fordi han på alt, hvad jeg har set fra retsagen (og det er temmelig meget), på mig har virket langt mere troværdig, end hende, hvilket jo har ret stor betydning i en sag om bagvaskelse.

Jeg kan også ligeså godt sige ligeud, at jeg ikke er enig i, at JD har vundet ved at vende sagen på hovedet og undvige anklagerne ved at angribe hendes karakter (det såkaldte ‘Darvo’). De karaktertræk og handlinger hos hende, de er gået efter, synes jeg har været relevante for sagen, modsat den slut-shaming og victimblaming, mange voldtægtsofre desværre udsættes for (det var hendes egen skyld/hun var for fuld/kjolen var for kort/hun skulle ikke have sat sig ind i den bil osv). Jeg synes simpelthen ikke, at det er det samme. Her er advokaterne gået efter relevante udsagn og hændelser, hvor hun f.eks. har påstået, at hendes læbe var flækket/næsen brækket, og optagelser fra den røde løber og talkshows, der er foregået samme dag eller dagen efter, har vist, at der ikke har været en ridse at spore i ansigtet på hende. Hun har talt usandt gentagne gange, vidner har modsagt hendes forklaringer, og der er lydoptagelser af hende, der gør præcis det, hun beskylder ham for at gøre.

For mig er der enten ingen eller to ofre i den her sag, afhængigt af, hvordan man ser på det, og derfor synes jeg ikke, at det er hverken retvisende eller retfærdigt, at den ene efter forgodtbefindende kan skære sig selv ud af billedet og påstå, at det, der står tilbage, er sandheden.

Jeg er for så vidt enig i, at sagen kommer til at påvirke #metoo negativt – men for mig at se er det hende, der er skyld i tilbageslaget, fordi hun i min optik har forsøgt at udnytte tidsånden til at spinde et narrativ, der ville være fordelagtigt for hende.

For jeg kan ikke forstå, at vi ikke, når vi taler om tilbageslaget for #metoo, skal snakke om, at hun løj. Flere gange. Så når folk skriver, at det ødelægger hele #metoo bevægelsen og alt, hvad den har kæmpet for, og ikke forholder sig til løgnene, så skriver de jo reelt, at JD skulle have været ofret for sagen, uanset hvad. Og det er sgu da helt skævt, for det er da heller ikke dét, #metoo skal fremme, synes jeg? 

Der er meget polimik om, at sagen er ført i lige så høj grad på de sociale medier, som i retsalen, og det bliver også kritiseret. Her er min holdning, at det er hende, der har valgt arenaen. Hun valgte at skrive et indlæg i en avis, og bragte det dermed ud, hvor alle, mere eller mindre frivilligt, blev tilskuere. Hvis det “bare” var sandheden, hun var efter, ville det have været langt mere oplagt at melde ham til politiet, og køre en sag dén vej – for så kunne hun jo med sindsro have fortalt sin historie bagefter. Det gjorde hun ikke. Efter eget udsagn for at beskytte ham, mens de var i gift – men når hun nu ikke havde skrupler ved at skrive sin historie i avisen, opfatter jeg det sådan, at hun ikke længere var hæmmet af dét hensyn, og så kunne hun jo have valgt at melde ham i stedet. Igen: Det gjorde hun ikke. Og når HUN løber an på at kunne springe bevisførelsen over, og i stedet prøve at bruge medier og offentlighed til at ødelægge hans karriere, så har jeg svært ved at se det urimelige i, at det også er dér, han vælger at forsvare sig.

Det er også værd at huske, at juryen ikke har set alle de memes, reels og tweets, der har lagt nettet ned de 6 uger, sagen stod på. De har formentlig ikke kunne undgå dem helt, men i princippet må de kun dømme ud fra det, de har set præsenteret i retsalen.

At livestreamingen af sagen og internettets take på det kommer til at påvirke hendes karriere herfra, er rimelig åbenlyst, men fordi det præcist var det, hun forsøgte at gøre mod ham, er det svært at føle medlidenhed over, synes jeg.

Når vi har samtalen om #metoo, og frygter, at vi med denne dom er sat tilbage ift. at blive troet som kvinder, så handler det nok om, at mange af os desværre har førstehåndserfaring med at opleve seksuelt krænkende adfærd, og måske også har prøvet at fortælle det til nogen, som enten talte det ned eller ikke troede på os.

Derfor er det nok meget naturligt, at vi er bekymrede for, om bolden er spillet tilbage i fødderne på de mænd, som lige nu står og fryder sig over, at “kvinder ikke bare kan få ret ved at råbe: “Metoo!”.

Men vi taler lige forbi det reelle problem, synes jeg, for vi taler på begge sider af hegnet om sagen, som om, den er én af dem, hvor mænd systematisk har udnyttet skæve magtrelationer, og krænket kvinder. Og – og det har vi rettens ord for nu – det er ikke det, der er sket her.

Og det er faktisk dén debat, jeg synes, vi bliver nødt til at have.

For hvordan sikrer vi, at de her sager fortsat bliver taget alvorligt, men at retfærdigheden stadig skal være med ombord? For vi startede i den ene grøft, hvor mænd pr. default havde ret til at gøre, hvad de ville, og kvinder var hysteriske, hvis de sagde nej, og nu er vi måske tæt på at køre i den *anden* grøft, hvor alle er så bange for at blive opfattet som u-woke, at #metoo blev et argument i sig selv, som ikke kræver hverken beviser eller sandsynliggørelse.

Og nu tager vi en emnemæssig afstikker, så hæng lige på et sekund. 

For for et par måneder siden, var der et barn i et af børnenes klasser, der pludselig blev taget ud. Moderen til barnet skrev på fb mandag, at barnet havde det svært og ofte følte, at h*n havde de andre imod sig. Onsdag var barnet udmeldt, og fredag så jeg et opslag fra moderen, hvor hun skrev, hvor glad barnet var for sin nye klasse på den nye skole, og sluttede opslaget med hashtagget #StopMobning. 

Sagen er bare, at der ikke er NOGEN, der aner, hvad det her handler om. Ingen.

Forældregruppen er ikke specielt tætknyttet eller sammenspist, og mig bekendt er der ikke problemer blandt børnene i klassen. I forbindelse med et forældremøde et par uger senere blev den generelle klassetrivsel og eventuelle problemer taget op, og ingen – INGEN – havde hørt eller oplevet noget problematisk. Heller ikke lærerne.

Kan barnet stadig have følt sig mobbet? Så absolut. Men det bliver det jo altså ikke nødvendigvis sandt af. Og det er en SUPER underlig fornemmelse, at nogen har taget patent på sandheden, udelukkende på baggrund af egen oplevelse af den. 

Du kan også prøve at forestille dig et scenarie, hvor en kollega af anden etnisk oprindelse end dansk, pludselig på de sociale medier beskylder din arbejdsplads for at være racistisk. Forholder det sig sådan? Måske. Vedkommende kan *sagtens* have oplevet det sådan – men ville du ikke som minimum gerne have mulighed for at blive hørt?

For problemet er, at der kan være to SÅ forskellige opfattelser af virkeligheden, at det ikke giver mening at tale om at afdække Sandheden. Det tror jeg vi alle har prøvet med ekskærester, familiemedlemmer eller kolleger. Ingen af os er ubeskrevne blade, og vi fortolker alle sammen vores oplevelser ud fra den forståelsesramme, vores livsvilkår har givet os. Der kan sagtens være to opfattelser af virkeligheden, der er modsatrettede, men som stadig begge, for de respektive parter, er sande. Og NETOP derfor er der nødt til at være en eller anden form for regulering af, hvad man må bruge sin fortælling til, så det ikke bare bliver den, der fortæller den først, der vinder.

Det er nemmere for mig at holde sagen ud i strakt arm, når jeg prøver at overføre principperne på problemer, hvor jeg ikke pga. mit køn har en potentiel, iboende bias, men uanset om vi taler om racisme, krænkelser eller undertrykkelse, så bliver det altid svært, når to individer pludselig bliver galionsfigurer for sager, der er langt større end dem og den konkrete konflikt, de står i.

Flertallet skal ikke have lov at diktere enkeltindividets oplevelse af virkeligheden. Det har vi prøvet, og det er vi heldigvis på vej væk fra.

Men jeg mener, at det er i alles interesse at holde fast i, at der skal være en form for systematisk sagsgang, når vi fremsætter anklager; at freedom of speech ikke skal være så grænseløs og vidtrækkende, at man gratis og uden konsekvenser offentligt kan sige ting, der ødelægger andre menneskers liv og muligheder. Uanset køn, race og alder.

Det blev langt, men jeg håber, at du synes, jeg har svaret fyldestgørende, Britt, og at jeg har fået argumenteret godt nok for min holdning til, at man kan se, hvor jeg kommer fra, selvom man ikke er enig. 

I er, som altid, mere end velkomne til at byde ind med tanker og perspektiver. Men fordi den her sag er blevet så betændt, som den er, så husk lige at læse jeres kommentar en ekstra gang, inden I trykker udgiv, så kommentarfeltet ikke udvikler sig til et slagtehus ❤️