(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Pludselig opdaget, at mine børn er blevet så store, at jeg ikke behøver lave Hjemmeværns-store portioner, hver gang, jeg laver mad, så der er til fryseren.
Da de var mindre, var ulvetimen et af de tidspunkter, hvor jeg var allermest presset ift. at være alene, så dengang gav det god mening at optimere, så der var 3-4 nemme dage på lager, når jeg alligevel var i gang, men nu, hvor de er så store, at der er fred og ingen fare, er det no problem at lave maden på dagen.
Det er selvsagt stadig rart at have noget at hive ud, når der er meget at se til, men fordi jeg er så god til at bruge mine rester, og til at huske at fryse tingene, mens de stadig kan spises, bliver det lige her faktisk fryserkapacitet og ikke tiden til at lave mad, der er den knappe faktor.
Det skulle jeg bare lige opdage, og det gjorde jeg så nu.
2.
Været i gang med at bruge ned af alting, fordi sommerferien nærmer sig.
Det betyder, at jeg nu gør mig ekstra umage for at få indkorporeret de ting, jeg har stående bagerst i køleskabet, i aftensmaden, og at jeg også på badeværelset tjekker op på cremer, sæber osv.
Førstnævnte handler selvfølgelig om at nå at få tingene spist, så man ikke har 7 åbne poser og glas i køleren, der ikke overlever en sommerferie, og sidstnævnte handler om at være lidt smart ift. til, hvad man skal have med i toilettasken. Der er jo ingen grund til at slæbe en fuld shampo med både ud og hjem, ligesom det også er meget fedt, at det er de halvt-fyldte solcremer, børnene smider væk i skolen. *suk*
Sidegevinsten ved den slags hyperfokus er, at man også kommer til bunds i de tuber, glas og krukker, der står med en bundslat og glor. Jeg har fået tømt hele 3 parfumer, der er betragteligt mere plads på hylden med sæbe og shampoo, og jeg har klippet de to håndcremer op, der har ligget i min taske, som jeg bare er blevet ved med at glemme. Fordi de begge var af den lidt dyrere slags, klippede jeg dem op, og selvom vi har snakket om det før, så bliver jeg altid grænsende-til-forarget over, hvor meget, der sidder tilbage i hjørner og sammenføjninger.
3.
Ringede en kollega mig op efter at have læst mit indlæg om udgifter ifm. opstart af firma, og sagde, at hun syntes forsikringen, jeg var blevet tilbudt, lød voldsomt dyr. Jeg spurgte, om ikke hun ville sende mig et screenshot af prisen på hendes, og det gjorde hun. Den videresendte jeg til min egen forsikring sammen med en høflig forespørgsel på, om vi mon havde fået mig indplaceret forkert.
Det resulterede i, at de slog 1100 af prisen. Det tænker jeg mange ting omkring, men altså… I første omgang er jeg glad for at have sparet pengene, og det bekræfter endnu engang, at det altid er en god ide at tale højt om penge, priser og løn (sagde den gamle tillidsrepræsentant).
Jeg synes lige så meget problemet er, at drengene pludselig spiser som en flok kulminearbejdere, så der ER ingen rester at fryse! 😳
Og så har jeg for længst opgivet at give dem solcreme med i skole. Ligesom regntøj, gummistøvler og skiftetøj. De får det aldrig på og det forsvinder ned i Det Store Sorte Hul hvorfra intet nogensinde kommer tilbage igen. Sammen med blyantspidsere, røde og sorte tusser og i denne uge den 8-åriges løbehjul 😑
Hvis du en dag falder over (i?) Det Sorte Hul, vil du så tjekke, om der ligger en blå, stort set ubrugt jakke, en taske med enhjørninge og én gummistøvle med glimmer?
Jeg fandt engang en af de glemte ensomme støvler og var helt i chok! 😂 havde endda den anden endnu, det var jo tæt på et mirakel!