Om tavshed og trolde

For et par uger siden blev der i Jyskevestkysten trykt et læserbrev fra en mand, der mente, at kvinder ikke hørte til i “mandesport”, men derimod hjemme i køkkenet. Et tonedøvt og idiotisk læserbrev, som med 1000% garanti kun blev trykt, fordi JV vidste, at det ville give forargelseskliks.

Dén side af sagen er også irriterende; at seriøse, etablerede medier trykker den slags med forstilt uvidenhed, for de ved præcis, hvad der kommer til at ske; det er derfor, de trykker det. Og for dem er det gaven, der bliver ved med at give, fordi den skaber selvgenereret indhold, og de får mulighed for – som tilfældet var her – både at lave opfølgende artikler med Allan, (der jo er lidt ked af, at folk sådan har misforstået ham, for det var jo bare for sjov. (Haha?). Og det har da gjort indtryk med de reaktioner, han har fået, for han er ‘en følsom fyr’) og at skrive salvelsesfulde ledere om ytringsfrihed og retten til at mene noget, der går imod tidsånden.

Jeg har skrevet om det før, og jeg ville ønske, at jeg ikke blev så irriteret over det igen, men here we are.

Men det, jeg denne gang bed mærke i var, hvor få mennesker, der faktisk tog kvindernes parti i kommentarfeltet, der var én lang ørkenvandring i misogyni og hånlige ‘mAn Må dA hElLeR iKkE SiGE nOgEt mErE’-kommentarer. 

På anbefaling fra én herinde læste jeg for et par år siden bogen “Kan trold tæmmes?” om debatkulturen på internettet, og noget af det, den var omkring var, at det er nogle bestemte grupper, som den manglende monitorering og moderation af kommentarfelter skubber ud, nemlig dem, der i forvejen er på hælene, f.eks. kvinder, mennesker fra LGBTQ+-miljøet og folk af anden etnisk herkomst end dansk.

Det har jeg sidenhen tænkt meget over. For på den ene side kan jeg godt se problemet. Debatten får en uhensigtsmæssig slagside, når det kun er opponenterne og kværnulanterne, der deltager i den.

På den anden side tilhører jeg også den midtergruppe, både alders- og segmentmæssigt, der er vokset op uden internettet og har skulle lære at begå mig på det som voksen. For mig og os var det nyt, at man kunne komme til at bruge hele dage på at skændes med mennesker, man aldrig havde hverken mødt eller set, og jeg tror, vi er mange, der var ret uforberedte på internettets skyggesider. 

Derfor tror jeg, at mange af os har brugt tid på at lære, hvordan vi kan være derude, engagere os, hvor vi føler, det giver mening, og så ellers slippe det igen – for ellers kan man komme til at bruge hele efterårsferien på at skændes med Leif fra Næstved over, om man bør kunne betale sine biblioteksbøder med mobilepay.

Resultatet er blevet, at vi vender ryggen til opslag og kommentarfelter, der er ekstra sprængfarlige, fordi vi har lært, at tonen, selv på de ufarlige opslag, hurtig bliver perfid og personlig, uanset hvilke intentioner, man selv sætter sig til tastaturet med. 

(Og så har vi ikke engang rundet min sølvpapirshatsbeklædte kæphest, som er, at jeg er mere end overbevist om, at medierne selv har mennesker ansat til at piske stemninger op i kommentarfelterne. Jeg har flere gange noteret mig mistænkelige sammenfald i tid ift. at en profil er oprettet 14 dage før der udkommer en artikel om et bestemt emne, hvor profilindehaveren i kommentarfeltet mener noget helt absurd rabiat, og så har en stilling, der giver forargelsen 5 tænder ekstra. F.eks. at man under en artikel om børns mistrivsel i børnehaver går ind og skriver, at det er fordi forældre er dovne og ikke gider opdrage deres børn, og når man så kigger på den 14 dage gamle profil, er “Sofies” erhverv opgivet som ‘pædagog’. Hvis nogen har Morten Spiegelhauer på speeddial, så giv ham lige et kald).

(På forhånd tak).

Men nu nærmer vi os så (endelig) min pointe – for jeg tror måske, at vi er har nået et punkt, hvor vores manglende kommentarer faktisk bliver et indspark i debatten i kraft af deres fravær.

For hvor vi før tog virkeligheden med ud på internettet, så tror jeg, at internettet i dag er så integreret en del af vores alle sammens hverdag, at det er blevet omvendt. At vi opfatter det, vi ser online som en side af virkeligheden på lige fod med de interaktioner og situationer, vi har IRL, og derfor bliver vores cyberfravær lige så problematisk, som hvis ingen reagerer i bussen, når en kæmpespade råber: “Flyt dig, n*gger!” til en person med anden etnisk baggrund, som sidder på et sæde i bussen, hvor der ikke er flere ledige pladser.

For hvis man i et kommentarfelt under en artikel om juridisk kønsskifte hos børn udelukkende ser bemærkninger om, hvor åndssvage og over-woke forældrene til de her børn er, så er der ingen modvægt, man kan tage med ud i kantinen på sin arbejdsplads eller omklædningsrummet til svømning og læne sig op ad, hvis man mener noget andet. Og så vil der være mange, der giver op på forhånd, og så BLIVER den skævvredne version af virkeligheden, vi ser på nettet, til den, vi skaber ude i livet.

Derfor tror jeg, at det næste skridt i vores virtuelle evolution, sådan helt nede på enkeltpersonsniveau er, at vi bliver nødt til at være synlige. At vi er nødt til at tage ansvar for at andre synspunkter og holdninger end dem, Nationen bringer til bordet, til f.eks. overvægt, psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, også repræsenteres der, hvor de læses af dem, de handler om.

For lige nu er debatten ved at blive så ensporet, at man som målgruppe for de her affaldsartikler får oplevelsen af, at man er alene. At ingen forstår eller sympatiserer. Det er SUPER problematisk, synes jeg. 

Så for at gribe i egen barm, har jeg besluttet at starte med mig selv. Jeg stempler ikke ind i hver eneste debat, og jeg mener ikke noget, bare for at mene noget. Det tænker jeg ikke er i nogens interesse. Men jeg er begyndt at kommentere, når der debateres emner, jeg synes er vigtige. Også selvom jeg med min holdning er i hvinende undertal. Min aftale med mig selv er, at jeg ikke behøver følge alle diskussioner til dørs. Jeg er ikke forpligtet til at gå ind i debatter med mennesker, der *vil* misforstå mig eller som kommunikerer uden respekt for mig eller emnet.

Men jeg vil gerne gøre mit til, at de mennesker, der i forvejen mangler allierede på stort set alle arenaer kan se, at vi faktisk er nogen, der gerne vil flytte os, lytte, tage ved lære og forstå. Vi er herude. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at synliggøre.