En fugl i hånden

Bare et lille pip fra vanvidsugen: Det går ok. Tak for alle jeres fine beskeder og virtuelle omsorg; det er en gave bare at kunne lægge sig fladt ned og så blive mødt med forståelse og cyberkram. I er virkelig – stadig – de bedste.

For bare at tage tingene kronologisk, så gik mødet med skole og lærere langt bedre, end jeg havde forventet.

Som jeg skrev sidst, var det et møde for alle Antons lærere, jeg havde bedt om. Skolepsykologen lavede først et kort oplæg om autisme generelt, hvorefter jeg fik lov at snakke konkret om Anton.

Så længe man er i PPR-forløb og under udredning, har det, for os i hvert fald, udelukkende været de to primære lærere på klassen, der har siddet med til Tværsmøderne, og det giver mening et stykke ad vejen. Men i foråret var klassen hårdt ramt af vikarer for den ene af de to lærere, og det betød, at der pludselig var for mange voksne omkring ham, der ikke anede, at Anton er autist eller forstod, hvad det betyder.

Samtlige lærere deltog i mandags, og jeg havde forberedt et oplæg, hvor jeg havde gjort mig umage for hele tiden at forklare årsager, referere til teorier osv, fordi jeg oplever, at det er nemmere for folk at huske noget, de forstår logikken i, end at udenadslære 10 Ting, Der Er Svære For Børn Med Autisme. Det gik virkelig godt, og lærerne var oprigtigt interesserede og stillede 1000 gode og fine spørgsmål. Det var rart at få talt om tidshorisont og helt overordnede mål, og jeg gik derfra med den bedste fornemmelse i maven for et skoleår, jeg har haft siden han startede i 0. 

Tirsdag var lang, for det var der, vi ville få svar på prøverne fra lægen. Dem fik vi kl 16, og det var GUDskelov godt nyt. Jeg er usigelig lettet – men samtidig kan jeg også mærke, at der er noget i mig, der har ændret sig af det her. For vi var gennem et tilsvarende forløb for 15 år siden, og der var jubel og champagne, da frifindelsen kom. Denne gang er lettelsen stadig så massiv, at man kan stå på den – men den seneste uge har også givet anledning til nogle svære overvejelser om, hvad man egentlig håber for dem, man holder af. Om ens egne desperate ønsker for noget, bør veje tungere, end det, den, der lider, skal bære. Må man bede nogen kæmpe, fordi man ikke selv tror, man overlever alternativet? Og hvad gør man med børn som Anton i krisesituationer? Hvor lidt, hvor meget, hvordan? Alle de tanker har fyldt den sidste uge, og den har været lang, så det trak tårer af taknemmelighed, da jeg endelig fik at vide, at vi får lov at få mere af livet, som vi kender det nu.

Tirsdag aften var .. lang, fordi Anton slet ikke kunne overskue onsdagens første skoledag. Jeg bliver forfærdelig udfordret på, at jeg overfor ham er nødt til at udstråle og italesætte, at jeg har en forventning om, at det bliver godt – men jeg er sgu da også i tvivl. Og jeg er bange for, at han tror, han skal være tapper for min skyld, for det skal han virkelig, virkelig ikke; vi løser det, uanset hvad ‘det’ viser sig at være. Omvendt kan jeg, når jeg spørger ind, høre, at han kommer til at holde ‘gå i skole’ op imod ‘være herhjemme med dig, mor, og bygge lego og se iPad’ – hvilket jo ikke er de to valg, han står med på hånden nu. Det kan ende der, hvis ikke vi hele tiden får truffet de rigtige valg, men mit bedste skøn er, at det lige nu er udsigten til ændringen fra ferie til hverdag, der fylder mest.

Onsdag morgen forløb overraskende glat. Et enkelt frustrationsudbrud, men det var dét. Små tilfælde gjorde, at jeg fik ham afleveret helt inde i klasselokalet, hvor en enkelt anden klassekammerat havde fundet vej ind, og han virkede nogenlunde ok med situationen, da jeg gik ud ad døren. 

Og han var i STRÅLENDE humør, da jeg hentede ham om eftermiddagen, og havde selv sat en legeaftale i stand i dag, som han glæder sig til.

Jeg er for gammel i gamet til at forvente, at så var problemet bare løst. Hvis det går, som det plejer, bliver det en sej omgang på mandag, fordi lettelsen over, at de første dage er overstået, har fortaget sig, og hverdagen napper i haserne.

Den tid, den sorg.

For nu er vi igennem, og vi er ok. Det rækker mere end langt.