Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.
Intet kunne ligge længere fra sandheden.
Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det.
Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.
Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået.
Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.
Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton – men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .
Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes – og langt mere optimale – denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.
Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.
