Nå – hvor kom vi fra?

Som nogen måske husker, fik jeg undervejs i graviditeten at vide, at jeg efter fødslen skulle være indlagt 2 døgn, da Frida skulle observeres for streptokokker, type B. Lige da jeg fik det at vide, udløste det øjeblikkeligt fornemmelsen af at have fået en stram skjorte knappet for tæt op i halsen, men da jeg lige havde haft tid til at fordøje oplysningen, besluttede jeg mig for at betragte det som en gave: 2 døgn, hvor jeg kunne lære Frida lidt at kende, uden (ret meget) dårlig samvittighed over at fokusere 100% på hende.

Og sådan formåede jeg faktisk at føle det. Jeg havde glemt, hvordan de knirker, når de er så små, og at de ligner små egern, når de putter ind til halsen, og det var 48 værdifulde timer, hvor det bare var os to.

Efter det første døgn facetimede jeg med Anton, og det er nok århundredets underdrivelse at sige, at jeg var spændt på, hvad han ville sige til hende. Gennem hele min graviditet har jeg været SUPER opmærksom på ikke at hype det, så han ville komme til at føle, at han skulle leve op til nogle forventninger hos mig. Derfor har jeg været ret meget i tvivl om, hvor lidt/meget af det, han på forhånd forstod; den ene aften kiggede han på mig og sagde: “Når babyen kommer, smider vi den ind under sengen” og dagen efter kom han uden videre dikkedarer hen og lagde et stykke pandekage på min mave, fordi “Frida også skal have.” Så da jeg med dirrende stemme sagde: “Se. Nu er Frida kommet ud til os” tænkte jeg, at det kunne gå alle veje. “Nååå! Hun er sød. Jeg har fået Ninja Turtles af mormor!” var reaktionen.

Hvilket jo trods alt ikke var: “Jeg hader hende, og nu hader jeg også dig!”

Dagen efter kom han på besøg, og hold kæft, hvor havde jeg savnet ham. Mine supersoniske mor-ører kunne allerede høre ham, da de trådte ind på afdelingen, og selvom jeg forsøgte at lade være, flød hele mit ansigt over med vand, da han kom ind på stuen. Heldigvis havde han også savnet mig nok til at udholde både at blive krammet og kysset. Da vi havde sagt hej, ville han godt lige se Frida. “Må jeg køre hende?” spurgte han, og lavede derefter lastbilen-bakker-lyden, da han kørte hende ud i opholdsrummet, og lige der fik jeg en fornemmelse af, at det måske nok skal ende med at gå det hele alligevel.

Fortsættelse følger (og det er altså ikke fordi jeg prøver at spille den mystiske cliffhanger-type. Lige nu er der bare virkelig korte breaks, hvor der er tid til at blogge, så vi arbejder ud fra less is more-teorien..)

Den fineste Frida

Det her blogindlæg har jeg glædet mig til at skrive, for onsdag eftermiddag i sidste uge, var ventetiden endelig – endelig! – forbi.

Jeg kunne ikke rigtig rumme at flere end de allernærmeste vidste det, men mandag fik jeg at vide, at jeg ville blive indlagt og sat i gang onsdag morgen kl. 8.00, hvis ikke fødslen gik igang af sig selv. Jeg håbede til det sidste – ikke mindst fordi dét at have et tidspunkt, udløste dét, jeg meget gerne ville have undgået, nemlig et døgn med “Nu Er Det Sidste Gang At..” – hvilket er på Top 3 listen over situationer, jeg tackler virkelig dårligt. Selv uden hormoner.

Men efter at have tudet mig igennem hele tirsdag, fik jeg om aftenen pakket de sidste ting, valgt endelig spilleliste (Pink Floyd’s The Pulse, som er en liveoptagelse, fordi jeg synes, at der generelt er alt, alt for lidt applaus og hep på en fødestue), og gjort klar, og onsdag morgen trillede vi herfra kl. 6.45. Hos mine forældre blev Anton og morfar installeret med verdens største æske lego, og jeg tog min mor med på hospitalet.

Vel ankommet, fik jeg udleveret et sæt af det virkelig nederen tøj, der ovenikøbet ikke kunne lukkes om maven (oh prøverumsfornemmelsen…), og fik taget vandet, hvilket – sammen med de to gange hindeløsninger, jeg havde fået lavet – gerne skulle have fået fødslen til at gå igang af sig selv.

Åh, jeg må le. Én ve, kunne det blive til.

Efter et par timers vandren frem og tilbage uden yderligere action, skulle der lægges plan for, hvad næste skridt skulle være. Jeg har hele tiden sagt, at jeg meget gerne ville undgå ve-stimulerende drop, fordi jeg gerne, modsat sidste gang, ville have en fødsel, der strakte sig over så lang tid, at kroppen kunne nå at følge med, og derfor blev det besluttet, at jeg skulle have akupunktur.

Kl. 11.40 fik jeg sat 6 nåle.

Kl. 12.05 fik jeg den første ve.

Allerede da jeg var 3 cm. åben, kiggede jeg på min mor og sagde: “Det her går alt, ALT for stærkt.” Da jeg var 4 cm. åben, sagde jeg til min jordemoder, at jeg nu officielt gik i panik, for allerede dér var der så meget smæk på, at jeg måtte sætte lyd på veerne, hvilket i mit hoved var ALT for tidligt at være så forpint. Og al den fødselsforberedelse jeg har brugt en halv time på dagligt at øve de sidste 12 uger? For længst ubrugelig: Med max. 30 sekunder mellem hver ve, var det som at forsøge at gribe fat i et stykke vådt sæbe. Da jeg var 5 cm. åben, havde indtil flere jordemødre lagt vejen forbi, fordi de kunne se på skærmen i vagtstuen “at det da så noget vildt ud inde på lilla fødestue” og derfor lige skulle tjekke, at alt var, som det skulle være, og den sidste sætning med ord, jeg formåede at producere, var svaret til hende, der sagde, at hun godt nok skulle love for, at min krop var dygtig til at lave veer: “Af alle de talenter i verden, man kunne have haft!!” Anæstesi lagde vejen forbi ved 6 cm., for blot lakonisk at konstatere, at jeg længe ville have født, inden der kunne laves nogen form for smertelindring, og ved 7 cm. fik jeg presseveer.

På det tidspunkt var det eneste, jeg formåede, at klamre mig til kanten af min forstand, og forsøge at messe “kroppen kan sagtens, det er hjernen der står af, kroppen kan sagtens, det er hjernen, der står af”.

Min krop virkede ikke overbevist.

Men kl. 15.07 blev Frida født, og jeg sad endnu engang tilbage i målløs undren over, hvad kroppen og sindet kan holde til, og hvor fuldstændig blæst væk af kærlighed man er, i samme sekund man får sit barn op på maven. På papiret er hun stor: 4660 gram/55 cm, hvilket er hhv. 2 kg. og 10 cm større end Anton, da han blev født; alligevel virker hun så lillebitte og fin, og jeg har hele tiden lyst til at spise hende. Imponerende nok kan man godt føde et barn på størrelse med en gennemsnitlig asiat på 3 timer uden anden collateral damage end 2 små rifter – og så selvfølgelig en efterfølgende fornemmelse af først at være blevet kørt over af en tank, og derefter have fået et solidt lag tæsk med et jernrør. Jeg har seriøst haft så ondt i mine armmuskler, at det først var lørdag, jeg kunne løfte Anton igen.

Men nu kan jeg høre hende her begynde at knirke i barnevognen, så fortsættelse følger, når tiden er til det:

GemGem

I gets no sleep… I. Can’t. Get. No. Sleep

De fleste ved, at gravide er røvtrætte i den sidste del af graviditeten. Man kunne fejlagtigt komme til at drage den slutning, at det handler om, at man er ved at lave et nyt menneske, med sin krop som eneste forhåndenværende redskab. Sjovt nok #haha er det på ingen måde tilfældet. Grunden til, at man ligner noget katten har slæbt ind, (og at man bliver *noget* stam om kæben, når velmenende mennesker siger, at man skal huske at sove, så man er udhvilet, når babyen kommer) er at aftenerne og nætterne ser sådan her ud:

19.30: Førstfødte puttet og sover. KÆFT, det bliver godt at komme ned og smide stængerne op!

19.40: Ah!

19.42: Sulten. Suuuulten. *Rullefald af sofaen og ud i køkkenet*

19.45: Bedre.

19.55: For helvede. Skal tisse. Suk. *Nyt rullefald*

19.57: Så! Netflix, show me your best move.

20:30: *Gaaaaaab* Ej, come nu lige lidt on, Linda. Alt for tidligt at gå i seng. Plus, at om noget, der ligner 20 minutter, er dine aftener forvandlet til walkathons med rasende spædbarn på armen, og 4-årig, der gerne vil vide, om babyen snart skal hjem?

21:45: Skal tisse. Igen. Dilemma: Holde mig, og vente, til jeg alligevel skal i seng (= spare et rullefald) eller overgive mig?

21.50: Fuck it. Godnat.

22.15: Zzzzzz

23.20: *Pling!* Lysvågen.

23.40: For fanden, altså! HVORDAN skal man kunne sove, når begge arme er følelsesløse, man ikke kan sove på maven, og man bliver kvalt i sine bryster, når man ligger på ryggen!?

23.50: Skal tisse.

00.02: Shit, hvor er det varmt. Hvor varmt plejer det egentlig at være i juni, når hun kommer? Møgfrøs vi ikke sidste år? Eller var det i maj?

00.25: Nå, men så må jeg jo læse lidt.

00.35: AV, for helvede, Jussi!!!!! *masserer-bule-i-pande* Ok, enten skal jeg 1) gro følelse og styrke i arme og hænder NU 2) til at læse bøger på mobilen, eller 3) begynde at sove med styrthjelm.

00.45: Skal tisse.

00.50: Nå, hvad sker der på de sociale medier?

00.55: Note til selv: Skal have flere venner i andre tidszoner.

01.00: HALSBRAND!!

01.05: Hvorfor er der ingen, der laver nye moves på Wordfeud?

01.10: Hvad nu, hvis jeg bliver en lortemor, fordi jeg har to børn? Hvad nu, hvis de hader hinanden? Hvad nu, hvis det hele ender med, at jeg ligger på sofaen og drikker vodka af flasken, mens de tæver hinanden med legoklodser? *tuder-ned-i-dynen*

01.20: Ej, det kommer til at gå fint. Det gør det. Det SKAL det. (Ikke?)

01.30: SOV nu, Linda!!

01.35: HVAD VAR DET FOR EN LYD!?

01.38: Nå. Ingenting, åbenbart. (Vel?)

01.40: Skal tisse.

02:00: Zzzzzz

03.45: *Pling!* FFS!!

03.50: Skal tisse.

04.00: FB, IG, Pinterest *scroll-scroll-scroll* Nå. Resten af verden sover åbenbart stadig. Svin.

04:10: Hvor står man egentlig i hele Madonna-sagen? Har faktisk ondt af hende over, at hun er gået fra at være Den, Alle Mænd Vil Have, til at være sådan en, der bliver til grin, når hun kysser Drake. Men er det age-shaming, når man ikke synes, det er *så* rart at se på, når hun gnider sit underliv op af alt? Hvor ville man stå, hvis det havde været Mick Jagger, der havde kysset Taylor Swift?

04.15: Fik jeg købt mel til de boller, jeg lovede Anton at bage?

04:20: Skal tisse.

04.25: Er hun ikke snart ved at være så stor derinde, at man godt kan forsvare at farve øjenbryn? Har de egentlig selv øjenbryn, når de kommer ud? Havde Anton? Har han nu?

04.27: Ok, det har han.

04.40: ER DER SNART NOGEN, DER GIDER SVARE PÅ WORDFEUD, for helvede!?

04.50: Kan man være bekendt at stå op?

05.00: Zzzzzz

05.30: Hej, skat. Ja, selvfølgelig skal vi ned og spise havregryn. Mor skal bare lige tisse.

Every. Fucking. Night.

Når påskefreden sænker sig

Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der – da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden – slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”

Det er hårdt at vokse op som slave.

Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg.

Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan.

Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.

Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med.

Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting og sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år.

Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg.

Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse.

Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.

Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity.

Jeg håber, at den også har været god ved jer.

Stormen før stilheden før stormen

Shit, hvor jeg pludselig synes, tiden går hurtigt. De sidste 14 dage har været mere end almindeligt pressede; selvom jeg på forhånd havde L-O-V-E-T mig selv, at denne graviditet ikke skulle have samme hektiske slutspurt, som den sidste, er det alligevel sådan, tingene er ved at udvikle sig.

Jeg har 100.000 ting, jeg gerne vil have fulgt til dørs og overleveret på en ordentlig måde, inden jeg trækker stikket, og samtidig er der også nogle barsels- og babyting, jeg så småt skal til at have kigget på, men modsat sidste gang, har jeg faktisk sluttet fred med, at hvis jeg skulle være så uheldig at trække endnu en svangerskabsforgiftning, så er der ikke et eneste punkt på min to-do-liste, der er tvingende nødvendigt at få vinget af. Det er nok en af de største fordele ved at være kommet tæt på familien; der er nogen, der kan hjælpe – også på den helt tunge måde – hvis vi løber tør for strøm.

Jeg har stadig 10 uger tilbage, så på papiret har jeg god tid. Når jeg alligevel begynder at træde lidt hårdere på speederen, skyldes det, at jeg sidste gang fik konstateret svangerskabsforgiftning i 32. uge, hvilket betyder, at jeg – nu hvor jeg er i 30. uge – mentalt er gået i “alle-tjeks-kan-ende-med-en-sygemedling”-beredskab. Hvor jordemødrene mener, at min risiko denne gang er mindre, mener lægerne at den er større – hvilket faktisk ikke betyder det store for mig: Det er jo underordnet, om risikoen så kun er 1%, hvis jeg er den ene gravide ud af de hundrede, der lægger ryg (mave?) til den nederen del af statistikken.

Sidste gang var jeg tilmeldt et fødselsforberedelseskursus i starten af december, men eftersom Anton er født d. 18. november, nåede jeg aldrig omkring måtterne og teorien om de stødvise vejrtrækninger. Det kom f.eks. rimelig meget bag på mig, at man skulle igennem to slags veer. Derfor har jeg kastet mig over Anja Bays ‘Smertefri fødsel’-bog, og ligger artigt på gulvet hver aften og ligner en anspændt idiot, for selvom titlen ligger et kontinent eller to fra min erindring om, hvad en fødsel er, tænker jeg alligevel, at al forberedelse må være bedre end ingen.

I forhold til udstyr har jeg fået købt to sutter. Hvilket nok ikke falder i kategorien “imponerende”, men hvis alt andet kikser, er internettet jo gudskelov opfundet, så selvom jeg igen skulle blive idømt Den Stillesiddende Staf, ender den lille nok med at få tøj på kroppen alligevel.

På det HELT lavpraktiske plan laver jeg nu to gange om ugen aftensmad i portioner, der ville gøre enhver hjemmeværnskogekone misundelig, så jeg slipper for at tænke på aftensmad de første mange uger. Jeg har fået fulgt op på de skide streptokokker, og ved nu, at jeg skal være indlagt i 2 døgn efter fødslen (riiimelig vigtig info, når man er alene med et barn…), jeg er igang med akupunktur for føleforstyrrelserne i mine arme og forstrækningen i mavemusklerne, og jeg er kommet i tanke om, at jeg nok skal have anskaffet mig en autostol, str. smølf.

Endelig har jeg læst et par bøger om at udvide børneflokken (virkede nødvendigt, efter besøget af min kammerat og hans datter på et år: Da hun for 3. gang tog Antons yndlings-Chima-figur, kiggede han på mig og sagde venligt, men bestemt: “Babyen skal gå hjem nu”…..), jeg er igang med at lære det nye pumpprogram, fordi jeg nægter at give slip på mikrofonen, og så har vi mus. Igen. Fucking hell. Men denne gang har jeg besluttet, at det fandme skal være løgn, så jeg har mentaltrænet ved at messe sætningen: “En død mus er en god mus” 400 gange om dagen, og er nu nået til det punkt, hvor jeg helt, helt afslappet lige skriver den sms færdig, jeg er igang med, når jeg kan høre, at en af fælderne klapper.

Så status på livet lige nu: Rimelig højt tempo over hele linjen, ikke de store forkromede tanker om noget, der ligger mere end to matrikelnumre væk, og lidt mere kaffe, end den anbefalede mængde, mens jeg så småt begynder at forberede mig på at tage tingene, som de kommer.

Angst æder sjæle op

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.

Intet kunne ligge længere fra sandheden.

Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det.

Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.

Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået.

Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton – men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .

Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes – og langt mere optimale – denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.

Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.

Når jeg har født, og Frida sover første gang, skal jeg:

  1. Farve øjenbryn. Er simpelthen så udvasket at se på, at hvis man slår havregrød op i Den Danske Visuelle Ordbog, er der et billede af mig. 
  2. Drikke rødvin. Af flasken. Løgn. FlaskerNE.
  3. – kun afbrudt af al den kaffe, jeg skal hælde i ansigtet, uden at tælle antallet af kopper. 
  4. Spise 600 gram saltlakrids.
  5. Løfte nogle heavy-ass vægte 800-900 gange, så jeg igen kan mærke, hvor mine biceps sidder.
  6. Løbe en tur med min nye babyrunner.
  7. Rense sår og lægge forbindinger på de skader jeg pådrager mig, når jeg skal lære at løbe med min nye babyrunner.
  8. Have lavet lyse striber. 
  9. Strike that: Stikke hele hovedet i en spand med klorin. Se punkt 1.
  10. Bade og vaske mig i sæbe, der udelukkende består af parfume holdt sammen af parabener. 
  11. Have lavet en fedtsugning, så jeg med øjeblikkeligt virkning igen kan iføre mig tøj uden elastik.
  12. Gå på toilettet 24 gange, uden hver gang at føle, at jeg skal til eksamen (forpulede pletblødninger.)
  13. Hoste i timevis uden aktivere min brækrefleks. 
  14. Sove på maven. 
  15. Blande en skål ipren, panodil og strepsil, som jeg æder som slik, og skyller ned med norske brystdråber.
  16. Spise sushi i så ublu tempo og mængder, at der går ild i pindene.
  17. Finde en måde at gøre al ovenstående på, uden at fucke amning op. (Bliver nemt nok.)
  18. Hælde resten af den fiskeolie, jeg hver dag gag’er over ud i vasken, mens jeg hånligt råber: “HVEM GRINER NU, SO?” 
  19. Smide ting ned fra bordet med vilje, så jeg bare lige kan bøje mig ned, vupti, og samle dem op 
  20. – med arme, der ikke sover.
  21. Finde og skrive en undskyldning til ejeren af den bil, som jeg igår efterlod en seddel med teksten: “DU PARKERER SOM EN FUCKING BLIND, DIN KÆMPESPASSER!!” i forruden på.
  22. Ved samme lejlighed fortælle vedkommende, at det ikke er i orden at holde så tæt på andre biler, at gravide damer kl. 22 om aftenen må kravle ind af døren til bagsædet og forcere gearstang und alles for at komme om til det relativt vigtige sted i bilen, hvor rat og pedaler sidder.
  23. (Rundsende skrivelse til alle de søde damer, jeg kender, der slås med storken, og undskylde for, at jeg lyder så røvutaknemmelig, når nu jeg i virkeligheden er det stik modsatte og allerede knuselsker den lille pige derinde. Jeg er bare er ved at gå lidt op i de hormonelle sømme over at være bange og tyk og ucharmerende hele tiden.)

For 1000 kr. blandet ævl om migmigmig

En lille pige, simpelthen.

Jeg tror, at de mest sande ord, der nogensiden har forladt min mund og nogensinde kommer til det var, da jeg inden mine 20-ugers scanninger (som jeg ad denne græsrodsvej forsøger at få navnet ændret til, i stedet for det hæslige “misdannelsesscanning”) sagde: “Hvis bare den er sund og rask, er det uendelig ligegyldigt, om det er en dreng eller en pige”.

Og det holder jeg ved. Men det er lidt sjovt, for nu, hvor jeg ved, at det er en pige – som gudsketak og lov ser rigtig fin ud og har det godt – kan jeg faktisk mærke et snert af vemod over, at jeg aldrig skal have lille Rasmus. Og det handler ikke om kønnet – hvis jeg skulle have en dreng denne gang, havde jeg med 100 % sikkerhed haft fuldstændig den samme følelse, bare med modsat fortegn.

Da jeg skulle have Anton, var jeg sikker på, at det var en pige, og fordi jeg er så logisk og pragmatisk, at det nærmer sig et handikap, tænkte jeg, at det nok var meget godt, når nu vi ikke havde en far til at gå rundt på matriklen og byde ind med testostoron. En pige ville nok også være nemmere, fordi jeg ligesom vidste, hvad det gik ud på. Tænkte jeg. Stor var min forbløffelse, da det viste sig, at hun var en dreng, og jeg blev grebet af akut præstationsangst over, om jeg kunne leve op til mine egne idealer om, hvordan jeg gerne ville være forælder, i opdragelsen af et køn, jeg for mange år siden har opgivet at forstå.

Men så kom Anton, og det var præcis, som det skulle være. Vi hørte sammen fra første sekund, og jeg har aldrig siden skænket en tanke, at der skulle være noget odiøst i, at han er en dreng.

Ved denne scanning havde jeg ikke samme fornemmelse af, at det var hverken det ene eller det andet, men jeg havde tænkt, at jeg nok er sådan en, der laver drenge, og det var da i grunden også meget smart, fordi jeg nu dels ved, hvad det er (mudder, Lego Chima og konstant udfordring af tyngdeloven) og dels ville kunne genbruge flyverdragter og andre svinedyre ting, hvilket er meget praktisk i en enkeltindkomsthusstand.

Ja.

Så på den måde slipper jeg så fint for at gro fast i alt for konforme forventningsmønstre.

Efter at den første panikangst havde lagt sig (kan jeg overhovedet finde ud af at opdrage piger/hvad nu hvis hun hader mig, for piger er jo sådan nogen følende, introverte typer, der først kommer ud med, hvad de mener, når de aldrig vil tale til dig igen), sagde jeg forventningsfuldt til min mor: “Tænk, hvis jeg får sådan en lille en, der bare elsker at sidde stille og lege med perler?” hvortil min mor, som ellers ikke gør sig så meget i tør humor, svarede: “Med dine gener? Den tanke ville jeg nok ikke vænne mig alt for meget til, hvis jeg var dig.”

Jeg tror, hun skal hedde Frida. Jeg har været omkring 3 andre navne, som jeg har kasseret af de små petitesseårsager, man er nødt til at bruge for at sortere de 2001278095 andre gode navne, der findes, fra og lægge sig fast på et enkelt. Andrea var på banen, for det skulle Anton have heddet, hvis han havde været en hun, men dels tror jeg, at det kan blive træls at svare på, hvornår Kaj kommer, og dels kan jeg mærke, at det ikke rigtigt fungerer for mig, at det nærmer sig et tema, at alle mine to børn starter med An-. Dichte har også været på bordet, men i en verden, hvor stort set alle virksomheder har med udlandet at gøre, vil jeg også bare gerne give dem navne, man kan udtale på engelsk, hvis de skulle få brug for det. Og endelig har Ester været oppe og vende, men jeg har sådan en tvangstanke om, at børnenes navne skal tilhøre samme “gruppe” (altså, opkaldt-efter-oldeforældre, spanske-aner, verdensherskere-gennem-tiden) og Ester lød lidt som en slags cougarmormor, når det blev sat sammen med Anton, syntes jeg. (Hvis dine børn hedder Anton og Ester, ved jeg – for god ordens skyld – godt, at det er tag-etagen hos mig, der er saneringsmoden).

“Anton & Frida” passer så fint sammen, synes jeg. Det lyder som et makkerpar, hvor der er rigeligt plads til både dukker og fodbolde, svenske ødegårde og masser af æbler og fregner.

Jeg GLÆDER mig!

Jeg har *virkelig* glædet mig til at skrive dette indlæg:

For igår var jeg på hospitalet og sige hej til det her lille menneske:

Det kommer, om alt går vel, til verden i starten af juni næste år, og jeg kan næsten ikke være i min krop af glæde og taknemmelighed.

Da jeg blev gravid med Anton, kan jeg ikke pege på et bestemt tidspunkt og sige: ”Dér! Der vidste jeg det”, men da jeg denne gang begyndte at græde over den nye sang med Nik & Jay, fik jeg det, politiet kalder ‘begrundet mistanke’.

Jeg kender mange 2. gangs gravide, som bare synes, at tiden flyver af sted. Den ene dag står de med to streger på pinden, så blinker de med øjnene, og *puf* er de 24 uger henne. Sådan har de første 13 uger slet ikke været for mig. Dels har der været lidt mere baks med kroppen, end der var første gang, og dels er det nu, konsekvensen af at jeg sidste gang fik svangerskabsforgiftning, rigtig rammer mig. Jeg kan mærke, at den blinde (og lidt naive) tiltro til, at tingene bare arter sig og at min krop gør, som jeg beder den om, virkelig har fået et slag over knæene med en jernstang, fordi jeg slet, slet ikke så det komme, da jeg blev syg sidst.

Og fordi jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke troede, at den slags ville ramme mig.

Derfor er min ydmyghed overfor tingene denne gang så meget desto større, og jeg er frygtelig bange for at komme til at tage noget for givet. Derudover har jeg også tænkt utrolig meget på Lene i alt det her. Jeg ved godt, at det ene ikke har noget med det andet at gøre, men det fylder meget for mig, at jeg, som det ser ud nu, står til at få 2 sunde og raske børn, mens Lene ikke engang fik lov at se Aksel vokse op. Der er ingen, der ved, om jeg træder ud foran en bil i morgen, og der gives, som vi efterhånden har lært, ingen garantier i livet, men det føles næsten lidt grådigt, at jeg bare skovler held over på tallerkenen, mens andre løber så sørgeligt tør.

Fik jeg nævnt, at jeg er nærmest psykisk syg af hormoner?

Nå, men i det store og hele har jeg det godt. Jeg har haft nogle måneder med træthed, kvalme og madlede, men må trods alt sige, at jeg havde frygtet det værre. Nåede lige at få totalt optur over, at det eneste, jeg kunne forestille mig at indtage, var frugt og Innocent Smoothies til børn (de røde og gule. For GUDS skyld ikke de lilla!), indtil mønsteret blev tydeligt og jeg kunne se, at min citruscraving varede til lige præcis klokken 15, hvorefter jeg resten af dagen forvandlede mig til en roadie ved navn John, der efter 65 ugers tour og volddruk med Rolling Stones, kun kunne koncentrere mig om at lokalisere madvarer bestående af sukker og fedt.

Heldigvis begynder tingene at stabilisere sig nu, hvor jeg er i 14. uge, og jeg kan igen begynde at udholde tanken om varm mad; både at købe ind til den, at tilberede den og at spise den. Så. Det lysner.

Nu vil jeg smide det sidste julepynt op, og rigge an med den lille nissedør på Antons værelse (og der må gerne gættes på, hvem af os to, der kommer til at psyke mest over dét), inden jeg cykler ud på tundraen for at hente ham hjem.

God weekend derude, alle I søde mennesker.