– og pust ud
Jeg kan ikke huske, at der de sidste 6 år nogensinde før er gået 14 dage, hvor jeg ikke har blogget, men jeg har seriøst ikke haft 5 ledige minutter de sidste 2 uger. Jeg laver fuldstændigt fabelagtigt skønne børn, og jeg elsker dem, så jeg nærmest bliver skeløjet af det – men jeg tror, at 3 ugers ferie med en baby på 3 uger og en loppe på snart 5, der synes, at alting skal foregå i fast forward ville kunne give de fleste sved på panden.
Men nu er Anton afleveret i børnehaven, hvor han har fået besked på at gå ud på legepladsen og råbe af, inden jeg henter ham igen, og Frida er gået kold på sofaen, så her har I mig tilbage. Jeg håber, at I stadig er derude, og at I kan leve med, at bloggen i denne tid er forvandlet til en form for dagbog, der ikke rummer de store forkromede tanker om samfundet omkring os; min hjerne er simpelthen stadig langt fra funktionsdygtig, og små updates fra livet herhjemme er, hvad vi formår at ryste ud af ærmet lige nu.
Jeg skrev lidt om min feriefrygt i de sidste indlæg; at jeg på forhånd virkelige var nervøs for, hvordan vi skulle få 3 hele uger til at gå, uden at de sociale myndigheder greb ind og fjernede en af os. Og jeg ville ønske, at det var her, jeg slog en overskudslatter op og bekendtgjorde, at det, da det kom til stykket, slet ikke var noget problem, men det ville være løgn. Når jeg bliver træt, bliver jeg hyper og super støjsensitiv, hvilket betyder, at jeg foretrækker, at alting går åndssvagt stærk på den meget, meget stille måde. Denne gave har jeg skænket begge mine børn, men valgt at give dem en halvdel hver, så Anton bliver hyper, når han bliver træt, mens Frida bliver nærmest overfølsom overfor lyd. Så godnatscenen, hvor det løsgående krydsermissil hopper manisk op og ned i sengen, mens han brøler “Pjerrot sagde til månen”, og jeg samtidig prøver at amme det rasende, overstimulerede piskeris til ro, giver et fint stemningsbillede af ferien, sådan helt generelt.
Når det er sagt, har der heldigvis også været dage, hvor det har fungeret, og hvor jeg kunne se, hvor godt det bliver, når der lige falder lidt ro og rytme på det hele. Dynamikken er pludselig en helt anden, og det kommer til at gøre virkelig meget godt for vores lille familie, at vi nu er blevet 3. I ferien er Frida også begyndt at grine og smile til Anton, og jeg får tårer i øjnene hver gang, det sker. Det er kæmpestort.
På plussiden mister man også sit filter i en grad, der sidestiller én med mennesker med bestemte psykiske lidelser, når man bliver så træt og presset, som jeg har været de sidste par uger. Det har været nærmest befriende bare at åbne munden og lade sin første indskydelse komme ud, i stedet for at køre den sædvanlige høflighedsscreening på ordene først. F.eks. da vikarsundhedsplejerskens løsning på, at Frida ikke vil tage en sut, var, at jeg skulle få “en jeg kender, der ikke lugter af mælk, til at komme og give Frida sutten 10 minutter, 3 gange dagligt” og jeg bare kiggede på hende og bad hende nævne alle dem, hun havde i sit eget liv, der ville have mulighed for det. Eller da lægen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede ærligt, at det var svært for mig, at min lunte med Anton var kort, for jeg fik så dårlig samvittighed, og hendes svar var “Ja, det er da heller ikke hans projekt. Det er dig, der har valgt at få et barn mere.” I udsovet tilstand ville jeg gå hjem og skamme mig, men nu kiggede jeg hende bare lige i øjnene og svarede, at bjerget af selvhad i forvejen var så massivt, at jeg virkelig ville sætte pris på, at hun som læge undlod at læsse mere skyld på toppen. Hvilket jeg egentlig står ved.
Og endelig glæder jeg mig til, nu hvor ferien er slut, ikke at skulle høre flere mennesker belære mig om, at det vigtigste, når man er i knæ er, at “lade vasketøj være vasketøj”. Jeg ved ikke, om vores tøj virker sygeligt rent, eller om jeg minder meget om Monica fra Venner, men jeg kan næsten ikke holde ud at lade som om, at løsningen på den træthed man oparbejder over tid med 5 timers afbrudt søvn pr. nat, er at springe en kogevask over.
Vi har været på fiskerimuseet 3 gange, vi har været på legepladsen 100 gange, vi har været på stranden, på biblioteket og på togtur til Ribe. Vi har fået mad, rent tøj på kroppen(!), og er ikke druknet i hverken støv, nullermænd eller opvask. Børnene virker glade og tilpasse, og næste gang vi har 3 ugers sommerferie, er vi et helt andet sted. Og jeg må drikke vin.
Det glæder jeg mig til.