Kategori: Barsel, babyer og børn

– og pust ud

Jeg kan ikke huske, at der de sidste 6 år nogensinde før er gået 14 dage, hvor jeg ikke har blogget, men jeg har seriøst ikke haft 5 ledige minutter de sidste 2 uger. Jeg laver fuldstændigt fabelagtigt skønne børn, og jeg elsker dem, så jeg nærmest bliver skeløjet af det – men jeg tror, at 3 ugers ferie med en baby på 3 uger og en loppe på snart 5, der synes, at alting skal foregå i fast forward ville kunne give de fleste sved på panden.

Men nu er Anton afleveret i børnehaven, hvor han har fået besked på at gå ud på legepladsen og råbe af, inden jeg henter ham igen, og Frida er gået kold på sofaen, så her har I mig tilbage. Jeg håber, at I stadig er derude, og at I kan leve med, at bloggen i denne tid er forvandlet til en form for dagbog, der ikke rummer de store forkromede tanker om samfundet omkring os; min hjerne er simpelthen stadig langt fra funktionsdygtig, og små updates fra livet herhjemme er, hvad vi formår at ryste ud af ærmet lige nu.

Jeg skrev lidt om min feriefrygt i de sidste indlæg; at jeg på forhånd virkelige var nervøs for, hvordan vi skulle få 3 hele uger til at gå, uden at de sociale myndigheder greb ind og fjernede en af os. Og jeg ville ønske, at det var her, jeg slog en overskudslatter op og bekendtgjorde, at det, da det kom til stykket, slet ikke var noget problem, men det ville være løgn. Når jeg bliver træt, bliver jeg hyper og super støjsensitiv, hvilket betyder, at jeg foretrækker, at alting går åndssvagt stærk på den meget, meget stille måde. Denne gave har jeg skænket begge mine børn, men valgt at give dem en halvdel hver, så Anton bliver hyper, når han bliver træt, mens Frida bliver nærmest overfølsom overfor lyd. Så godnatscenen, hvor det løsgående krydsermissil hopper manisk op og ned i sengen, mens han brøler “Pjerrot sagde til månen”, og jeg samtidig prøver at amme det rasende, overstimulerede piskeris til ro, giver et fint stemningsbillede af ferien, sådan helt generelt.

Når det er sagt, har der heldigvis også været dage, hvor det har fungeret, og hvor jeg kunne se, hvor godt det bliver, når der lige falder lidt ro og rytme på det hele. Dynamikken er pludselig en helt anden, og det kommer til at gøre virkelig meget godt for vores lille familie, at vi nu er blevet 3. I ferien er Frida også begyndt at grine og smile til Anton, og jeg får tårer i øjnene hver gang, det sker. Det er kæmpestort.

På plussiden mister man også sit filter i en grad, der sidestiller én med mennesker med bestemte psykiske lidelser, når man bliver så træt og presset, som jeg har været de sidste par uger. Det har været nærmest befriende bare at åbne munden og lade sin første indskydelse komme ud, i stedet for at køre den sædvanlige høflighedsscreening på ordene først. F.eks. da vikarsundhedsplejerskens løsning på, at Frida ikke vil tage en sut, var, at jeg skulle få “en jeg kender, der ikke lugter af mælk, til at komme og give Frida sutten 10 minutter, 3 gange dagligt” og jeg bare kiggede på hende og bad hende nævne alle dem, hun havde i sit eget liv, der ville have mulighed for det. Eller da lægen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede ærligt, at det var svært for mig, at min lunte med Anton var kort, for jeg fik så dårlig samvittighed, og hendes svar var “Ja, det er da heller ikke hans projekt. Det er dig, der har valgt at få et barn mere.” I udsovet tilstand ville jeg gå hjem og skamme mig, men nu kiggede jeg hende bare lige i øjnene og svarede, at bjerget af selvhad i forvejen var så massivt, at jeg virkelig ville sætte pris på, at hun som læge undlod at læsse mere skyld på toppen. Hvilket jeg egentlig står ved.

Og endelig glæder jeg mig til, nu hvor ferien er slut, ikke at skulle høre flere mennesker belære mig om, at det vigtigste, når man er i knæ er, at “lade vasketøj være vasketøj”. Jeg ved ikke, om vores tøj virker sygeligt rent, eller om jeg minder meget om Monica fra Venner, men jeg kan næsten ikke holde ud at lade som om, at løsningen på den træthed man oparbejder over tid med 5 timers afbrudt søvn pr. nat, er at springe en kogevask over.

Vi har været på fiskerimuseet 3 gange, vi har været på legepladsen 100 gange, vi har været på stranden, på biblioteket og på togtur til Ribe. Vi har fået mad, rent tøj på kroppen(!), og er ikke druknet i hverken støv, nullermænd eller opvask. Børnene virker glade og tilpasse, og næste gang vi har 3 ugers sommerferie, er vi et helt andet sted. Og jeg må drikke vin.

Det glæder jeg mig til.

Den fineste Frida

Det her blogindlæg har jeg glædet mig til at skrive, for onsdag eftermiddag i sidste uge, var ventetiden endelig – endelig! – forbi.

Jeg kunne ikke rigtig rumme at flere end de allernærmeste vidste det, men mandag fik jeg at vide, at jeg ville blive indlagt og sat i gang onsdag morgen kl. 8.00, hvis ikke fødslen gik igang af sig selv. Jeg håbede til det sidste – ikke mindst fordi dét at have et tidspunkt, udløste dét, jeg meget gerne ville have undgået, nemlig et døgn med “Nu Er Det Sidste Gang At..” – hvilket er på Top 3 listen over situationer, jeg tackler virkelig dårligt. Selv uden hormoner.

Men efter at have tudet mig igennem hele tirsdag, fik jeg om aftenen pakket de sidste ting, valgt endelig spilleliste (Pink Floyd’s The Pulse, som er en liveoptagelse, fordi jeg synes, at der generelt er alt, alt for lidt applaus og hep på en fødestue), og gjort klar, og onsdag morgen trillede vi herfra kl. 6.45. Hos mine forældre blev Anton og morfar installeret med verdens største æske lego, og jeg tog min mor med på hospitalet.

Vel ankommet, fik jeg udleveret et sæt af det virkelig nederen tøj, der ovenikøbet ikke kunne lukkes om maven (oh prøverumsfornemmelsen…), og fik taget vandet, hvilket – sammen med de to gange hindeløsninger, jeg havde fået lavet – gerne skulle have fået fødslen til at gå igang af sig selv.

Åh, jeg må le. Én ve, kunne det blive til.

Efter et par timers vandren frem og tilbage uden yderligere action, skulle der lægges plan for, hvad næste skridt skulle være. Jeg har hele tiden sagt, at jeg meget gerne ville undgå ve-stimulerende drop, fordi jeg gerne, modsat sidste gang, ville have en fødsel, der strakte sig over så lang tid, at kroppen kunne nå at følge med, og derfor blev det besluttet, at jeg skulle have akupunktur.

Kl. 11.40 fik jeg sat 6 nåle.

Kl. 12.05 fik jeg den første ve.

Allerede da jeg var 3 cm. åben, kiggede jeg på min mor og sagde: “Det her går alt, ALT for stærkt.” Da jeg var 4 cm. åben, sagde jeg til min jordemoder, at jeg nu officielt gik i panik, for allerede dér var der så meget smæk på, at jeg måtte sætte lyd på veerne, hvilket i mit hoved var ALT for tidligt at være så forpint. Og al den fødselsforberedelse jeg har brugt en halv time på dagligt at øve de sidste 12 uger? For længst ubrugelig: Med max. 30 sekunder mellem hver ve, var det som at forsøge at gribe fat i et stykke vådt sæbe. Da jeg var 5 cm. åben, havde indtil flere jordemødre lagt vejen forbi, fordi de kunne se på skærmen i vagtstuen “at det da så noget vildt ud inde på lilla fødestue” og derfor lige skulle tjekke, at alt var, som det skulle være, og den sidste sætning med ord, jeg formåede at producere, var svaret til hende, der sagde, at hun godt nok skulle love for, at min krop var dygtig til at lave veer: “Af alle de talenter i verden, man kunne have haft!!” Anæstesi lagde vejen forbi ved 6 cm., for blot lakonisk at konstatere, at jeg længe ville have født, inden der kunne laves nogen form for smertelindring, og ved 7 cm. fik jeg presseveer.

På det tidspunkt var det eneste, jeg formåede, at klamre mig til kanten af min forstand, og forsøge at messe “kroppen kan sagtens, det er hjernen der står af, kroppen kan sagtens, det er hjernen, der står af”.

Min krop virkede ikke overbevist.

Men kl. 15.07 blev Frida født, og jeg sad endnu engang tilbage i målløs undren over, hvad kroppen og sindet kan holde til, og hvor fuldstændig blæst væk af kærlighed man er, i samme sekund man får sit barn op på maven. På papiret er hun stor: 4660 gram/55 cm, hvilket er hhv. 2 kg. og 10 cm større end Anton, da han blev født; alligevel virker hun så lillebitte og fin, og jeg har hele tiden lyst til at spise hende. Imponerende nok kan man godt føde et barn på størrelse med en gennemsnitlig asiat på 3 timer uden anden collateral damage end 2 små rifter – og så selvfølgelig en efterfølgende fornemmelse af først at være blevet kørt over af en tank, og derefter have fået et solidt lag tæsk med et jernrør. Jeg har seriøst haft så ondt i mine armmuskler, at det først var lørdag, jeg kunne løfte Anton igen.

Men nu kan jeg høre hende her begynde at knirke i barnevognen, så fortsættelse følger, når tiden er til det:

GemGem

I gets no sleep… I. Can’t. Get. No. Sleep

De fleste ved, at gravide er røvtrætte i den sidste del af graviditeten. Man kunne fejlagtigt komme til at drage den slutning, at det handler om, at man er ved at lave et nyt menneske, med sin krop som eneste forhåndenværende redskab. Sjovt nok #haha er det på ingen måde tilfældet. Grunden til, at man ligner noget katten har slæbt ind, (og at man bliver *noget* stam om kæben, når velmenende mennesker siger, at man skal huske at sove, så man er udhvilet, når babyen kommer) er at aftenerne og nætterne ser sådan her ud:

19.30: Førstfødte puttet og sover. KÆFT, det bliver godt at komme ned og smide stængerne op!

19.40: Ah!

19.42: Sulten. Suuuulten. *Rullefald af sofaen og ud i køkkenet*

19.45: Bedre.

19.55: For helvede. Skal tisse. Suk. *Nyt rullefald*

19.57: Så! Netflix, show me your best move.

20:30: *Gaaaaaab* Ej, come nu lige lidt on, Linda. Alt for tidligt at gå i seng. Plus, at om noget, der ligner 20 minutter, er dine aftener forvandlet til walkathons med rasende spædbarn på armen, og 4-årig, der gerne vil vide, om babyen snart skal hjem?

21:45: Skal tisse. Igen. Dilemma: Holde mig, og vente, til jeg alligevel skal i seng (= spare et rullefald) eller overgive mig?

21.50: Fuck it. Godnat.

22.15: Zzzzzz

23.20: *Pling!* Lysvågen.

23.40: For fanden, altså! HVORDAN skal man kunne sove, når begge arme er følelsesløse, man ikke kan sove på maven, og man bliver kvalt i sine bryster, når man ligger på ryggen!?

23.50: Skal tisse.

00.02: Shit, hvor er det varmt. Hvor varmt plejer det egentlig at være i juni, når hun kommer? Møgfrøs vi ikke sidste år? Eller var det i maj?

00.25: Nå, men så må jeg jo læse lidt.

00.35: AV, for helvede, Jussi!!!!! *masserer-bule-i-pande* Ok, enten skal jeg 1) gro følelse og styrke i arme og hænder NU 2) til at læse bøger på mobilen, eller 3) begynde at sove med styrthjelm.

00.45: Skal tisse.

00.50: Nå, hvad sker der på de sociale medier?

00.55: Note til selv: Skal have flere venner i andre tidszoner.

01.00: HALSBRAND!!

01.05: Hvorfor er der ingen, der laver nye moves på Wordfeud?

01.10: Hvad nu, hvis jeg bliver en lortemor, fordi jeg har to børn? Hvad nu, hvis de hader hinanden? Hvad nu, hvis det hele ender med, at jeg ligger på sofaen og drikker vodka af flasken, mens de tæver hinanden med legoklodser? *tuder-ned-i-dynen*

01.20: Ej, det kommer til at gå fint. Det gør det. Det SKAL det. (Ikke?)

01.30: SOV nu, Linda!!

01.35: HVAD VAR DET FOR EN LYD!?

01.38: Nå. Ingenting, åbenbart. (Vel?)

01.40: Skal tisse.

02:00: Zzzzzz

03.45: *Pling!* FFS!!

03.50: Skal tisse.

04.00: FB, IG, Pinterest *scroll-scroll-scroll* Nå. Resten af verden sover åbenbart stadig. Svin.

04:10: Hvor står man egentlig i hele Madonna-sagen? Har faktisk ondt af hende over, at hun er gået fra at være Den, Alle Mænd Vil Have, til at være sådan en, der bliver til grin, når hun kysser Drake. Men er det age-shaming, når man ikke synes, det er *så* rart at se på, når hun gnider sit underliv op af alt? Hvor ville man stå, hvis det havde været Mick Jagger, der havde kysset Taylor Swift?

04.15: Fik jeg købt mel til de boller, jeg lovede Anton at bage?

04:20: Skal tisse.

04.25: Er hun ikke snart ved at være så stor derinde, at man godt kan forsvare at farve øjenbryn? Har de egentlig selv øjenbryn, når de kommer ud? Havde Anton? Har han nu?

04.27: Ok, det har han.

04.40: ER DER SNART NOGEN, DER GIDER SVARE PÅ WORDFEUD, for helvede!?

04.50: Kan man være bekendt at stå op?

05.00: Zzzzzz

05.30: Hej, skat. Ja, selvfølgelig skal vi ned og spise havregryn. Mor skal bare lige tisse.

Every. Fucking. Night.

Når påskefreden sænker sig

Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der – da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden – slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”

Det er hårdt at vokse op som slave.

Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg.

Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan.

Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.

Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med.

Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting og sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år.

Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg.

Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse.

Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.

Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity.

Jeg håber, at den også har været god ved jer.

Stormen før stilheden før stormen

Shit, hvor jeg pludselig synes, tiden går hurtigt. De sidste 14 dage har været mere end almindeligt pressede; selvom jeg på forhånd havde L-O-V-E-T mig selv, at denne graviditet ikke skulle have samme hektiske slutspurt, som den sidste, er det alligevel sådan, tingene er ved at udvikle sig.

Jeg har 100.000 ting, jeg gerne vil have fulgt til dørs og overleveret på en ordentlig måde, inden jeg trækker stikket, og samtidig er der også nogle barsels- og babyting, jeg så småt skal til at have kigget på, men modsat sidste gang, har jeg faktisk sluttet fred med, at hvis jeg skulle være så uheldig at trække endnu en svangerskabsforgiftning, så er der ikke et eneste punkt på min to-do-liste, der er tvingende nødvendigt at få vinget af. Det er nok en af de største fordele ved at være kommet tæt på familien; der er nogen, der kan hjælpe – også på den helt tunge måde – hvis vi løber tør for strøm.

Jeg har stadig 10 uger tilbage, så på papiret har jeg god tid. Når jeg alligevel begynder at træde lidt hårdere på speederen, skyldes det, at jeg sidste gang fik konstateret svangerskabsforgiftning i 32. uge, hvilket betyder, at jeg – nu hvor jeg er i 30. uge – mentalt er gået i “alle-tjeks-kan-ende-med-en-sygemedling”-beredskab. Hvor jordemødrene mener, at min risiko denne gang er mindre, mener lægerne at den er større – hvilket faktisk ikke betyder det store for mig: Det er jo underordnet, om risikoen så kun er 1%, hvis jeg er den ene gravide ud af de hundrede, der lægger ryg (mave?) til den nederen del af statistikken.

Sidste gang var jeg tilmeldt et fødselsforberedelseskursus i starten af december, men eftersom Anton er født d. 18. november, nåede jeg aldrig omkring måtterne og teorien om de stødvise vejrtrækninger. Det kom f.eks. rimelig meget bag på mig, at man skulle igennem to slags veer. Derfor har jeg kastet mig over Anja Bays ‘Smertefri fødsel’-bog, og ligger artigt på gulvet hver aften og ligner en anspændt idiot, for selvom titlen ligger et kontinent eller to fra min erindring om, hvad en fødsel er, tænker jeg alligevel, at al forberedelse må være bedre end ingen.

I forhold til udstyr har jeg fået købt to sutter. Hvilket nok ikke falder i kategorien “imponerende”, men hvis alt andet kikser, er internettet jo gudskelov opfundet, så selvom jeg igen skulle blive idømt Den Stillesiddende Staf, ender den lille nok med at få tøj på kroppen alligevel.

På det HELT lavpraktiske plan laver jeg nu to gange om ugen aftensmad i portioner, der ville gøre enhver hjemmeværnskogekone misundelig, så jeg slipper for at tænke på aftensmad de første mange uger. Jeg har fået fulgt op på de skide streptokokker, og ved nu, at jeg skal være indlagt i 2 døgn efter fødslen (riiimelig vigtig info, når man er alene med et barn…), jeg er igang med akupunktur for føleforstyrrelserne i mine arme og forstrækningen i mavemusklerne, og jeg er kommet i tanke om, at jeg nok skal have anskaffet mig en autostol, str. smølf.

Endelig har jeg læst et par bøger om at udvide børneflokken (virkede nødvendigt, efter besøget af min kammerat og hans datter på et år: Da hun for 3. gang tog Antons yndlings-Chima-figur, kiggede han på mig og sagde venligt, men bestemt: “Babyen skal gå hjem nu”…..), jeg er igang med at lære det nye pumpprogram, fordi jeg nægter at give slip på mikrofonen, og så har vi mus. Igen. Fucking hell. Men denne gang har jeg besluttet, at det fandme skal være løgn, så jeg har mentaltrænet ved at messe sætningen: “En død mus er en god mus” 400 gange om dagen, og er nu nået til det punkt, hvor jeg helt, helt afslappet lige skriver den sms færdig, jeg er igang med, når jeg kan høre, at en af fælderne klapper.

Så status på livet lige nu: Rimelig højt tempo over hele linjen, ikke de store forkromede tanker om noget, der ligger mere end to matrikelnumre væk, og lidt mere kaffe, end den anbefalede mængde, mens jeg så småt begynder at forberede mig på at tage tingene, som de kommer.

For 1000 kr. blandet ævl om migmigmig

En lille pige, simpelthen.

Jeg tror, at de mest sande ord, der nogensiden har forladt min mund og nogensinde kommer til det var, da jeg inden mine 20-ugers scanninger (som jeg ad denne græsrodsvej forsøger at få navnet ændret til, i stedet for det hæslige “misdannelsesscanning”) sagde: “Hvis bare den er sund og rask, er det uendelig ligegyldigt, om det er en dreng eller en pige”.

Og det holder jeg ved. Men det er lidt sjovt, for nu, hvor jeg ved, at det er en pige – som gudsketak og lov ser rigtig fin ud og har det godt – kan jeg faktisk mærke et snert af vemod over, at jeg aldrig skal have lille Rasmus. Og det handler ikke om kønnet – hvis jeg skulle have en dreng denne gang, havde jeg med 100 % sikkerhed haft fuldstændig den samme følelse, bare med modsat fortegn.

Da jeg skulle have Anton, var jeg sikker på, at det var en pige, og fordi jeg er så logisk og pragmatisk, at det nærmer sig et handikap, tænkte jeg, at det nok var meget godt, når nu vi ikke havde en far til at gå rundt på matriklen og byde ind med testostoron. En pige ville nok også være nemmere, fordi jeg ligesom vidste, hvad det gik ud på. Tænkte jeg. Stor var min forbløffelse, da det viste sig, at hun var en dreng, og jeg blev grebet af akut præstationsangst over, om jeg kunne leve op til mine egne idealer om, hvordan jeg gerne ville være forælder, i opdragelsen af et køn, jeg for mange år siden har opgivet at forstå.

Men så kom Anton, og det var præcis, som det skulle være. Vi hørte sammen fra første sekund, og jeg har aldrig siden skænket en tanke, at der skulle være noget odiøst i, at han er en dreng.

Ved denne scanning havde jeg ikke samme fornemmelse af, at det var hverken det ene eller det andet, men jeg havde tænkt, at jeg nok er sådan en, der laver drenge, og det var da i grunden også meget smart, fordi jeg nu dels ved, hvad det er (mudder, Lego Chima og konstant udfordring af tyngdeloven) og dels ville kunne genbruge flyverdragter og andre svinedyre ting, hvilket er meget praktisk i en enkeltindkomsthusstand.

Ja.

Så på den måde slipper jeg så fint for at gro fast i alt for konforme forventningsmønstre.

Efter at den første panikangst havde lagt sig (kan jeg overhovedet finde ud af at opdrage piger/hvad nu hvis hun hader mig, for piger er jo sådan nogen følende, introverte typer, der først kommer ud med, hvad de mener, når de aldrig vil tale til dig igen), sagde jeg forventningsfuldt til min mor: “Tænk, hvis jeg får sådan en lille en, der bare elsker at sidde stille og lege med perler?” hvortil min mor, som ellers ikke gør sig så meget i tør humor, svarede: “Med dine gener? Den tanke ville jeg nok ikke vænne mig alt for meget til, hvis jeg var dig.”

Jeg tror, hun skal hedde Frida. Jeg har været omkring 3 andre navne, som jeg har kasseret af de små petitesseårsager, man er nødt til at bruge for at sortere de 2001278095 andre gode navne, der findes, fra og lægge sig fast på et enkelt. Andrea var på banen, for det skulle Anton have heddet, hvis han havde været en hun, men dels tror jeg, at det kan blive træls at svare på, hvornår Kaj kommer, og dels kan jeg mærke, at det ikke rigtigt fungerer for mig, at det nærmer sig et tema, at alle mine to børn starter med An-. Dichte har også været på bordet, men i en verden, hvor stort set alle virksomheder har med udlandet at gøre, vil jeg også bare gerne give dem navne, man kan udtale på engelsk, hvis de skulle få brug for det. Og endelig har Ester været oppe og vende, men jeg har sådan en tvangstanke om, at børnenes navne skal tilhøre samme “gruppe” (altså, opkaldt-efter-oldeforældre, spanske-aner, verdensherskere-gennem-tiden) og Ester lød lidt som en slags cougarmormor, når det blev sat sammen med Anton, syntes jeg. (Hvis dine børn hedder Anton og Ester, ved jeg – for god ordens skyld – godt, at det er tag-etagen hos mig, der er saneringsmoden).

“Anton & Frida” passer så fint sammen, synes jeg. Det lyder som et makkerpar, hvor der er rigeligt plads til både dukker og fodbolde, svenske ødegårde og masser af æbler og fregner.

Jeg GLÆDER mig!