It takes a village to raise a child

Inden jeg fik Anton, synes jeg, at de fleste børn var ret irriterende. (Ikke dine, selvfølgelig.) Det der med, at de aldrig kunne holde kæft, så man kunne føre en samtale uden 400 afbrydelser med deres forældre, eller altid skulle blive syge/putte ærter i næsen/larme fuldstændig abnormt, når jeg trængte allermest til, at det handlede om migmigmig, fandt jeg virkelig belastende.

Min tolerance er – naturligvis – vokset markant, efter jeg selv er kommet om på den anden side af bordet, og selvom jeg stadig langt fra knus-elsker alle børn (med undtagelse af dine, selvfølgelig) er det i dag gået op for mig, at det mest belastende i hele verden ikke er børn. Det er deres forældre.

For satan i HELVEDE, hvor ville mit liv være nemmere, hvis jeg ikke skulle interagere med mennesker med en social intelligenskvotient på 0,7. Ikke mindst fordi det sætter mig i en position, hvor jeg kan vælge at lære mit barn at 1) Du har mest ret til alting i hele verden, og alle andre skal flytte sig for dig eller 2) du skal bare finde dig i at blive pisset på.

Vi har før talt om det her på bloggen; mit barnevognstæppe var Den Røde Fane. Jeg er vokset op med, at vi tager hånd om hinanden og tager hensyn til hinanden. Hvis du skærer kagen, er du sidstevælger, og hvis nogen har mindre end dig, deler du med dem. Ingen er perfekte, og alle kan blive sure, men du behandler andre, som du gerne selv vil behandles. Det kan ligne side 1 i Den Store Bog Om Floskler, men mine forældre har levet eksemplet i al den tid, jeg kan huske, og jeg prøver at gøre det samme.

Det har selvfølgelig præget de værdier, jeg har ift. børneopdragelse. Jeg går op i, at Anton siger ”Tak” og ”Undskyld”. Jeg retter ham, når han siger ”Jeg vil have” og “Ad!!” og selvom jeg, uden at blinke, ville gå barfodet og nøgen gennem helvede og tilbage igen for ham, vil jeg have, at han forstår, at andre mennesker ikke er sat i verden for at servicere ham.

(Jeg skal være den første til at indrømme, at min opdragelse så lader en del tilbage at ønske på andre områder. F.eks. får han både sukker, hvede OG mælk, og det er som om, jeg er ude af stand til at være standhaftig ift. at vænne ham af med sutten.)

Men jeg kommer til kort, når jeg, som f.eks. i dag, har stået med ham i Bilka (HADER det sted!) i 10 minutter og ventet på at få en af de famøse lege vogne. Selvom han var så vild efter at få en, at han nærmest lavede running man-dansen, affandt han sig med, at vi skulle stå i kø, til det var vores tur. Og da det var det, trådte en far med kone og curlingbarn ind foran os, og tog den, vi havde ventet på. Høfligt siger jeg: ”Undskyld – men jeg tror, at det var vores tur?” hvortil neandertaleren svarer: ”Nej, for jeg så den først!”

Her vil jeg gerne præcisere, at det var faderen, der sagde det, fordi man let kan foranlediges til at tro, at det var barnet på 4, der brugte den form for argumentation.

Og der står man så. Og kan vælge mellem korporligt slagsmål, eller at lære Anton, at vi holder døren for mennesker, der kun stopper op længe nok til at spytte os i ansigtet, når de træder ind.

Da vi havde fået tørret øjnene og haft snakken om, at det VAR uretfærdigt, og at mor også synes, at manden var dum, og havde fået lagt en chokoladebolle på såret, stod Anton og holdt ved håndtaget på plan-b-løsningen, Kurven. En mand i starten af fyrrerne med sit barn i vognen, kører forbi ham, og skræller simpelthen hans hånd med sin vogn. ”Av!” siger Anton betuttet. Manden kigger først ned på ham, så kigger han på mig – og så går han videre. ”Man kunne måske godt lige sige undskyld?” siger jeg til hans ryg, mens han skynder
sig videre og lader som ingenting.

Hvilket heller ikke gør det nemmere at forstå, hvorfor jeg insisterer på, at Anton siger undskyld, hvis han, med eller uden vilje, har gjort skade på andre, for det er åbenbart kun emsige mor, der går op i den slags?

Jeg var så gal, at jeg tudede over det, da vi endelig kom ud i bilen, og Anton sad bagi og bladrede i sin bog. Jeg vil så gerne lære ham, at den form for opførsel ikke er ok. Men resultatet skal heller ikke blive, at jeg ender med at have opdraget en dørmåtte.

Jeg ved godt, at det er mit og kun mit ansvar at opdrage mit barn. Men det ville fandme være nemmere, hvis man ikke blev modarbejdet så massivt.

Har du børn?

I sidste uge havde en af mine facebookvenner delt en artikel, der hed: ”17 ting, kvinder uden børn ikke gider høre”. Jeg klikkede på den, fordi jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig med at undgå at snuble uskønt rundt i spinatbedet, når jeg er sammen med veninder, der har fravalgt børn.

Stor var min skuffelse derfor, da det viste sig, at artiklen bare var 17 hånlige, snappy comebacks til kommentarer, som kvinder uden børn åbenbart får meget.

Bagefter kunne jeg alligevel ikke lade være med at gå og tænke over artiklen og det, den egentlig er udtryk for, for jeg synes faktisk, at det er skideærgerligt, at vi kommunikerer så dårligt på tværs af vores respektive segmenter, at den ene halvdel af os skal have særlige forsvarsreplikker klar, når vi mødes.

Jeg ville ønske, at en kommentar som: ”Er du ikke bange for at komme til at fortryde?” blev taget som et udtryk for oprigtig interesse, og for at vi gerne vil blive klogere og forstå, men indlægget, jeg skrev, om spørgsmål,vi får til vores arbejde, som driver os til vanvid, viser – hvis man lige skulle have glemt det – at selv uskyldsren interesse og helhjertede ønsker om at få udvidet horisonten, kan være pisseirriterende.

Når det er sagt, oplever jeg, at tonen i debatten ofte er mere aggressiv hos kvinder, der har fravalgt børn, end hos dem, der har fået dem. Jeg har f.eks. første gang til gode at læse en artikel af den første type kvinder, hvor der ikke bliver skudt på kvinder med børn. Vi siger idiotiske ting, vi kunne bare have ladet være med at få børn, hvis vi gerne ville sove længe, vi spiller børnekortet i tide og utide, og det er belastende, at vi ønsker at leve livet gennem dem, der stadig går i byen og ved, hvad der går i biografen. Jeg kan ikke umiddelbart huske, at jeg har læst en artikel om dette emne af kvinder med børn, hvor de skyder tilsvarende på de frivilligt barnløse?

Tværtimod hører jeg ofte venner med børn nærmest undskylde, at de godt ved, at de er kedelige/larmer i flyet/spiser tidlig aftensmad/aldrig skal med i byen.

Jeg ved simpelthen ikke, om 1) jeg er inhabil ift. emnet, 2) det er det, der sker, når man føler sig udsat for massivt, stiltiende gruppepres fra det omkringliggende samfund længe nok, eller 3) om der bare er utroligt mange ubetænksomme kvinder i verden, der vitterligt siger ting som ”Du går bare gennem en fase” eller ”Det er egoistisk” til dem, der fravælger børn.

Men så vidt jeg kan forstå, er hadekommentar nummer 1: ”Børn gør dig hel”, hvilket jeg sådan set godt kan forstå. Det er en sær kommentar, fordi den ret beset ikke er andet end en slet skjult pegefinger, synes jeg, og til den vil jeg bare sig, at Anton ikke gjorde mig hel – han gjorde mig til en anden. Jeg har hørt folk, der har mistet forældre eller børn sige, at voldsom sorg gør det samme ved dig; den forandrer dig så grundlæggende, at det ikke giver mening at tale om, at du ’bliver dig selv’ igen; du bliver en anden. Jeg tror, det er det, der sker, når vi udsættes for noget, der ændrer vores liv radikalt, uanset om det er i positiv eller negativ retning.

Og derfor tænker jeg egentlig, at vi tilhører to så forskellige grupper, at de ikke kan sammenlignes. Men der er selvfølgelig en indbygget skævhed i kommunikationen og forforståelsen af hinanden, fordi der er relativt færre kvinder, der fravælger børn, end kvinder, der vælger dem til, og fordi alle kvinder med børn, engang var kvinder uden børn, mens det modsatte jo af gode grunde ikke er tilfældet. Og måske er det derfor, den lille gruppe oplever det som et angreb, når de bliver spurgt til deres valg, mens den store gruppe egentlig bare tror, at de konverserer.

For god ordens skyld vil jeg sige, at når de kvinder med børn, jeg kender, spørger til byture og dating, er det ikke et forsøg på at leve livet gennem dig, eller fordi de har brug for at høre, hvor frustrerende dét liv er, så de kan gå hjem og varme sig ved livet med snavsede bleer og havregrød. Det er et forsøg på at vise, at de a) godt kan huske hvordan det var og b) sagtens kan interessere sig for dig og det, der foregår i dit liv, selvom deres liv er markant anderledes.

Når de giver udtryk for, at de er misundelige over, at du kan sove længe, eller virker som om, de ikke helt kan forstå, at du er stresset, tror jeg, at det handler om, at børn er den eneste relation, man nogensinde kommer til at indgå i, hvor man hverken kan forhandle eller gå fra de krav, der bliver stillet til én. Irriterende kærester kan man gå fra. Hadejobs kan man sige op. Venner, der giver mere end de tager, kan man fase ud. Du bliver ikke spurgt, om det passer dig at stå op 7 gange i løbet af en nat, for at hente vand eller lokalisere undslupne bamser, eller hvordan du har det med at tørre bræk op fra andre, når du selv er syg. Du har heller ingen indflydelse på, at du elsker dem så højt, at du nærmest bliver handikappet af det.

Og det var først, da jeg fik et barn, at det gik op for mig, hvor meget jeg kunne have rykket rundt på tingene og selv havde indflydelse på, inden jeg fik ham. Det ville have været utrolig brugbart, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give præ-barns-mig den indsigt og det perspektiv, jeg har fået nu, for det ville have gjort mit liv så umådelig meget lettere.

Det betyder ikke, at jeg tror, jeg ved bedre, eller at jeg ikke forstår, at livet uden børn ikke bare er en lang lur på sofaen med slikskålen inden for rækkevidde; det er ganske enkelt bare et af de forsøg, vi alle sammen gør, på at give dyrekøbt erfaring videre, selvom vi objektivt set godt ved, at verden ikke virker på den måde.

Men faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om jeg har nogle læsere, der er frivilligt barnløse? Hvad oplever I i mødet med verden omkring jer? Hvilke reaktioner får I? (Hvis I vel at mærke er der, og har lyst
til at dele?)

God dag til alle, både med og uden børn.

Mandagsblå

Da jeg var yngre, kan jeg huske, at det optog mig meget, hvorfor mine forældre ikke så flere venner, end de gjorde. Jeg kunne høre, at det ikke var fordi vennerne ikke var der, eller i hvert fald havde været der; det handlede eller ikke om dramatiske uvenskaber eller flytninger til udlandet – men et par få undtagelser til trods, var de bare ikke rigtigt præsente i mine forældres liv længere. Jeg kiggede rundt på den store skare af fantastiske mennesker, jeg selv var omgivet af, og undrede mig over 1) hvordan det kunne ske og 2) hvordan man kunne leve uden dem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg lidt ondt af mine forældre.

Mine venner og jeg blev færdige på vores respektive ungdomsuddannelser. Vi hang ved. Vi flyttede til de store studiebyer. Vi hang ved. Nye kom til, vi fik kærester, gik fra dem igen, fik jobs, sagde dem op, blev gift, blev fyrede, fandt nye jobs og arbejdede i udlandet. Vi hang stadig ved.

Så begyndte vi at få børn.

Og nu er det så, at jeg godt kan se, hvordan mine forældres store venneskare stille og roligt svandt ind, uden at der egentlig var nogen, der ville det sådan. For hvor er det svært at bevare den indsigt i hinandens liv, det kræver at kunne bruge og bruges til noget.

I De Store Kriser er der ingen slinger i valsen; der ringer man og råber ”HJÆLP!!” og så er der instant opbakning og kærlighed ad libitum på stedet.

Forfremmelser, familieforøgelser og bryllupper er også piece of friendcake.

Det er alt det, der ligger ind i mellem, der er svært ad helvede til.

Da vi havde al tid i hele verden til at følge med i hinandens liv, vidste vi godt, at der var nedskæringer på Pernilles job, og at Mette havde en tid hos lægen på tirsdag for at få tjekket den mystiske trækning ved venstre øje. Vi vidste, at Emil og Line var i gang med at prøve at få børn, og at det var lidt kritisk med Louises mor. Vi kunne spørge kvalificeret ind til det hele, og være fede at snakke med, fordi vi var så hands-on med hele projektet, at vi ikke – for at hjælpe – kom til at foreslå løsninger, som for længst var afprøvede eller sige ting, det for længst var blevet irriterende at smile høfligt af.

Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen i min omgangskreds, når jeg siger, at sådan er det ikke længere. For nogen. Alle, jeg kender, løber lige nu så stærkt, at der kun er overskud til for alvor at følge med i livet hos de mennesker, vi ser til dagligt. Og det er simpelthen så trist, synes jeg.

For behovet for, at nogen forstår og aer én på hovedet, når verden er virkelig belastende, er der stadig.

I hvert fald hos mig.

I de her dage ville jeg f.eks. ønske, at det gamle netværk var intakt, så jeg havde et sted at læsse af over, at min lille dreng ikke vil snakke. Han har besluttet, at ’bonjour’, ’pirat’ og tallene 1-10 på engelsk, er de eneste sproglige kundskaber, han behøver for at begå sig i livet. Og mor er ked af det og træt, fordi det for det første er skidesynd for ham, at mange ting bliver meget sværere, end de behøves at være. For det andet er der meget, vi ikke rigtigt kan komme videre med, før man kan tale med ham om det. Fx at det er en god ide at åbne munden hos tandlægen, i stedet for at lave en 10 minutter lang imitation af Kaj-fra-Kaj-Andrea-er-fornærmet, for så at forlad stedet med uforrettet sag. For det tredje er det ved at være belastende at skulle indvie alle mulige mennesker, vi kun har perifer berøring med, i at han er bagud sprogligt; at det er derfor han ikke svarer, og ikke for at være fræk.

Så når man endelig, endelig, ENDELIG får en tid hos talepædagogen, og hun slutter seancen med at oplyse, at han er så dårligt sprogligt kørende, at der ikke er noget for hende at arbejde videre med, så ”vi ses om et halvt år” – så savner jeg virkelig at få det snakket ud af systemet ved at ævle om det med 7 forskellige mennesker over kaffe, de næste to uger, så jeg kan trække vejret igen.

Men det virker uoverskueligt at starte den kommunikation op long-distance, fordi historien efterhånden er så lang, og fordi der er så mange detaljer undervejs, som har betydning for helheden.

Kort sagt kræver det for meget energi at sætte den scene, det kræver at nå forløsningen.

Suk.

Nå. Men nu tror jeg, at min sunshine-and-rainbows personlighed og jeg vil gå op og surmule ned i puden, så I andre slipper for at få forpestet jeres mandag aften yderligere.

Må resten af ugen være en ironman gennem kage, champagne og enhjørninge for os alle.

Godnat.

The things we do for love…

En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal, i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når han kigger.

Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt, at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under horden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden af mig.

Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter.

Jeg var ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op, og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.

Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse. Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet, men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet (fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.

Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.

I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?

For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og venter på, at man border dem og begynder at udforske.

Vi kom, vi så – og vi trak på skuldrene. Ikke specielt maritimt anlagt, åbenbart.

Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi, der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad dertil hører.

Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.

Med en brochure i tasken.

Og en tilmeldingsblanket.

Til cirkus.

For ja. Selvfølgelig kan man gå til det. SelvFØLGElig kan man det.

2 timer. Hver mandag.

Vi ses dernede.

Det er mig med vodka i vandflasken.

Sig det så: Hvem *ER* det, man skal stalke for at komme med i Mads & Monopolet?

Som jeg vist før har nævnt, hører jeg ofte podcasts, når jeg kører bil. Lige for tiden er det Mads & Monopolet, og i går hørte jeg udsendelsen fra sidste lørdag, hvor en kvinde på 31 år havde skrevet ind. Kort fortalt overvejede hun, om hun skulle få et barn alene nu, eller om hun skulle vente, og forsøge at finde kærligheden og dermed en mand at få dem med.

Monopolets svar var, skåret ind til benet: ”Vent. Du har stadig masser af tid, så se, om ikke du kan finde en mand at få dem med.”

Normalt styrer jeg udenom lige præcis dette spørgsmål; simpelthen fordi det er umuligt for mig at være objektiv, men i dette dilemma, ville jeg alligevel ønske, at jeg havde fået lov at sidde med i panelet.

Det ville have været som at få lov at gå tilbage i tiden, og rådgive en 6 år yngre version af mig selv.

Jeg var også 31, da jeg seriøst begyndte at overveje at få et barn selv. Jeg oplevede også, at halvdelen af omgangskredsen bakkede op, mens den anden halvdel mente, at jeg var blevet vanvittig. Og jeg var også meget i tvivl om, om ikke Den Rigtige Løsning ville være at vente på Den Rigtige Mand og få børn med ham, for jeg havde jo – også – tiden for mig.

Hvis jeg havde fået lov at svare hende, ville jeg have sagt:

Gør det. Nu. Når du først i dine overvejelser er nået så langt, som du er, er du langt forbi point of no return. Og jeg *lover* dig: Du fortryder det aldrig.

Ligesom hende fik jeg ofte, når folk hørte om mine planer, at vide, at jeg jo bare kunne date lidt ved siden af alle mine overvejelser; hvis kærligheden så pludselig sparkede døren ind, var alt godt. Win-win. Det, jeg tilsyneladende hverken formår eller formåede er at forklare folk, så de forstår det, er, at det kan man ikke. Det svarer til at have planlagt menuen til dit bryllup, have indkøbt alle råvarerne og lagt en plan for, hvordan du vil gribe hele projektet an – og så blive ved med at browse kogebøger og madblade, og være åben for nye ideer.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spalte sindet, og lade to så forskellige projekter udvikle sig sundt og levedygtigt samtidig. Heller ikke selvom det, down the line, giver dig det samme resultat. Når først man har besluttet, at man er klar til få børn nu, så tuner hele systemet ind på den ide. Det er jo for fanden derfor, kvinder bliver sindssyge af frustration, hvis det tager for lang tid for dem at blive gravide. Og den parathed kan man ikke bare tænde og slukke for efter forgodtbefindende. For hvad, hvis du møder en, der er sød? Skal du så pause dit projekt? Hvor længe? Skal du fortælle ham om det? Er det fair at lade være? Hvad hvis det ikke går med ham? Og er det fair at lægge den form for pres på et helt nyt og spædt forhold? Selvom man kunne ønske det anderledes, er det at forberede sig på (forhåbentligt) at få et barn, en stor, tung bold, der ruller, og som ikke bare kan bringes til midlertidig standsning.

Jeg ville også have sagt til hende, at man lærer at leve med, at der findes mennesker, som Annette Heick, der kun synes, at det her er acceptabelt som nødløsning; at det kun er i orden at gøre det, når du er så gammel, at alle har opgivet dig og dine æg er halvrådne. I starten er man bange for dem. Det går over. De har ret til deres holdning, og det er primært i starten, man bliver vred over, at folk med deres på det tørre, mener at de har ret til at bestemme, at manglen på kærlighed også skal medføre manglen på børn.

Man lærer også at lade være med at hidse sig op over, at vi, der gør det selv, åbenbart må krydsforhøres om vores økonomi og tanker om fremtiden af folk, vi knap nok kender, og at vi af uforklarlige årsager skal vide mere om, hvad fremtiden bringer, end folk i parforhold. Tilsyneladende er vi – modsat folk, der bliver gift, får børn, bliver skilt og får nye partnere og børn med disse – ikke i stand til at blive ved med at elske det første barn, hvis drømmen går i opfyldelse, og vi får barn nummer 2 med en mand. Så er barn nummer 1 udenfor, fordi vi nu har fået den familie, vi drømte om. Åbenbart.

Jeg ville fortælle hende, at hun skal gøre det. Nu. For når barnet er her, får hun et familieliv fuldstændig ligesom alle andre, med de hverdagsglæder og -sorger, det medfører. Jeg vågner jo ikke hver morgen, og bruger timer på at forholde mig til, at jeg er selvvalgt alenemor. Det er jo for fanden bare virkeligheden som den ser ud for mig. Jeg mangler ikke en far til Anton, ganske enkelt fordi der aldrig har været en.

Og jeg ville fortælle hende, at der er god fornuft i ikke at være alt for gammel, når man begynder at prøve at blive gravid og er alene om projektet. Dels fordi det jo kunne være, at ønsket om et barn mere kom snigende med tiden (også selvom Annette siger, at vi kun må få et), og dels fordi det har betydning, at minimere risikoen for (alvorlige) sygdomme, når man er alene med et barn.

Så. Just do it, som de siger hos Nike.

Det ville jeg have sagt til både hende og mig selv, hvis jeg havde fået lov at svare.

Verdens bedste Anton, 3 år

Han havde fødselsdag i går, den bette.

Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille.

På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.

Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”

I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det lille fødselsdagstog med lys i.

Åbenbart bliver ‘brandfare’ ikke automatisk en del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.

Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept, når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.

Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse (med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.

Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed, når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde, hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted med det.

Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i hysteriske farver.

Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet, at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers var andet, de kunne være mig behjælpelige med.

Det var ikke helt sådan, det gik.

Men efter et par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet 100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20 dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!” at bruge, som alle bagehjemmesider hævder, at de er.

Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem. (Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt tage en for holdet.)

3 år.

Det er så vildt, mand.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.

Bedre sent end aldrig

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.
Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for jer også.

Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2 år. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for dig også.
Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.

2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?”
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!

Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.

Hvad sagde jeg?

Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det – hvilket jeg naturligvis kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.

Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den kinesiske mur.

Jeg hadede det.

Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning og stået på mit – for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort, som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle, og det er at fejle selvforskyldt.

Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op af mine mentale bander.

Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.

– indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?

Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug #helljustfrozeover

Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.

En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den virkelighed, jeg har skabt til os?

Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv, hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?

Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)

Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen. Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og klare det godt.

Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11. eksempel i rækken, ikke?