Linda

En af grundene til, at jeg elsker at høre Mads og Monopolet er, at dilemmaerne ofte omhandler emner, der er relevante i mit eget liv, og derfor giver mig mulighed for at opdage områder, hvor jeg har rykket mig, ift. hvor jeg var for 5, 10 og 15 år siden. Det er ret tilfredsstillende, synes jeg. 

I sidste uges udsendelse havde M&M modtaget et dilemma fra et ægtepar, der gerne ville bygge hus i nærheden af nogle venner, fordi alt muligt, som intet havde med vennerne at gøre – hvilket havde fået bemeldte venner til at sende en mail til ægteparret om, at dét ville de gerne frabede sig.

Manden hældte nu til at lade være med at købe grunden, mens kvinden synes, de skulle holde fast.

Da jeg var færdig med at være målløs over, hvad man mener, man har ret til at bestemme, fik det mig til tænke over noget af det, som jeg sætter utrolig stor pris på at have lært som voksen, nemlig at hvis en anden har gjort en situation akavet eller ubehagelig, så går den ikke tilbage til normal, fordi du spiller død/lader være med at købe grunden. Din mangel på reaktion nulstiller ingenting, og jeg var rørende enig med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i, at de to par, post-mail, var forbi det punkt, hvor de kunne gå tilbage til venskabet, som det var – men hvis manden fik sin vilje, ville han trække misstemningen med ind i hjemmet, fordi den ville fylde, hver gang de ærgrede sig over at bo, hvor de boede.

I bund og grund tror jeg, at det handler om at stå ved, hvem man er; at reagere i overenstemmelse med, hvad man oprigtigt føler, i stedet for at forsøge at kvæle sin reaktion med taktik og hensyn. Både når det gælder nære venner og når det gælder mere perifære relationer.

For det er ok at skrive et svar til sådan en mail, der starter med “Hvad fanden bilder I jer egentlig ind?” Men det kræver selvfølgelig den tyngde, der kommer med alder og med at kende sig selv, sådan rigtigt, så man, når der er optræk til konflikt, tænker: “Fint. Så tager vi den” – og ikke allerede inden man åbner munden, snubler i sit eget ønske om at bevare den gode stemning.

Hvis din fars kammerat fremsætter et virkelig upassende tilbud til dig, er det *ham* der har truffet et valg om, at situationen skal være mærkelig, ikke dig. Og når han har åbnet dén dør, er det umuligt at gå tilbage til det sted, man var, inden han gjorde det. Heller ikke selvom det ville være dejligt belejligt at kunne, fordi det bliver så bøvlet, når I støder på hinanden hos dine forældre. Akavetheden og ubehaget går ikke væk, fordi du forsøger at lade som ingenting, og når du undlader at reagere, fortæller du dig selv, at hans (og dine forældres) følelser er mere valide end dine, og fortjener mere hensyn, og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Har jeg lært.

Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, og pms kan få skovlen under selv den bedste, men for mig har det virkelig været en gamechanger at lære, at man også kan ødelægge en relation ved at undlade at reagere; at huske, at det faktisk kan være udtryk for et ønske om at bevare noget, når man reagerer i overstemmelse med, hvordan man har det.

Sidste uges M&M mindede mig om, hvilken enorm befrielse det har været for mig at lære at stå ved det, når jeg bliver vred. Ikke mindst da jeg tog overbygningen og lærte vigtigheden at være vred i fred. Min veninde siger ofte, at en ringende telefon er en invitation til en samtale, som man ikke behøver at takke ja til. På samme måde har jeg lært at forbeholde mig retten til at blive færdig med at være gal, før jeg vender tilbage og forholder mig til andre menneskers følelser, fordi det kan mudre processen, og forstyrrer mig i at forstå, hvad jeg har brug for at reagere på. Jeg ignorerer alle forsøg på kontakt, indtil jeg forstår, hver det reelle problem for mig er, så jeg får adresseret dét, i stedet for at opleve, at underlige afstikkere af det kravler ud mellem mine sideben (sildeben? #Esbjerg) i mærkelige forklædninger de næste mange måneder.

Det ér virkelig et aldeles fremragende program.

En gang i mellem, når jeg skriver et indlæg, er det så tydeligt for mig selv, hvad jeg mener, at der er nogle mellemregninger, jeg ikke får med.

Jeg tror, det var det, der skete med mit indlæg fra i onsdags. Jeg kan i hvert fald se på kommentarerne, at der er nogle pointer, jeg ikke helt er kommet i mål med, så Ditte, Kristina, Lise, B, Lisa og Katrine, jeg har valgt at konvertere mine svar til jeres fine input til dette indlæg i stedet, fordi jeg synes, det er for fesent at kopiere det samme svar ind under jeres respektive kommentarer. Det håber jeg er ok.

Når jeg læser indlægget, efter at have læst kommentarerne, kan jeg nemlig godt se, at det kommer til at lyde som om, jeg insisterer på, at børnene, fast og bestemt, skal eskorteres ned i et kælderværelse, hvor låsen er monteret på ydersiden, hver gang vi er sammen med andre.

Det er – selvfølglige – ikke tilfældet.

Men Dittes kommentar om, at hun oplever samme problemstilling, når hun er sammen med veninder ift. disses kærester, fik mig til at spekulere på, om det her faktisk er et resultat af, at jeg er alene med mine børn. For mine veninder udgør stadig mit primære netværk, fordi jeg er single, og derfor er mit samvær med dem måske mere helligt, end hvis jeg havde haft en voksen allieret på matriklen.

Det ville være nærliggende at indvende, at så må jeg jo lave aftalerne om aftenen, hvor børnene ikke er med, men jeg vil godt stå på mål for, at jeg mener, at det skal være muligt at have voksen-samtaler i dagstimerne, også når børnene er der. Ikke mindst fordi jeg har en del langdistancevenskaber, hvor det ikke lige er muligt at stikke forbi om aftenen. Hvis de relationer skal leve videre, post-børn, så er der nogle emner, som det ville være mærkeligt ikke at vende, når man ser hinanden – som f.eks. da jeg fandt en knude i brystet.

Når vi er sammen med min familie, eller har legeaftaler, hvor det er børnenes relation, der er den primære, f.eks. med venner fra børnehaven, så er samtalerne alligevel af en sådan art, at jeg ikke synes, det gør noget at børnene sidder med, så i de situationer får de lov, hvis de har lyst.

Men når det er min relation, der er udgangspunktet, så står jeg gerne ved, at jeg vil have lov at sætte rammer, hvor det ikke kun er børnenes ønsker, der skal prioriteres. Som alenemor tænker jeg egentlig også, at det kan være meget fint at lære mine børn, at der er nogle situationer, hvor jeg ikke er “tilgængelig”, selvom jeg er i rummet, for virkeligheden herhjemme er jo, at de aldrig afbryder noget, når vi bare er os tre sammen.

Mine børn er stadig så små, at en stor del af samværet foregår i en slags åbent kontorlandskab, hvor vi alle sammen opholder os i samme rum, og det synes jeg er helt ok. På den måde tænker jeg, at børnene tjekker lidt ind og ud af samtalen, afhængigt af, hvor fordybede de er i det, de leger med, og de kan også komme op og sidde på skødet, hvis de lige har behov for det. På den måde får de også et indblik i de forskellige registre, der er i samtaler, hvilket jo er nødvendigt, når man selv skal lære at mestre dem.

Hvis man har meget introverte børn, kan der selvfølgelig være behov for ekstra hensyn, og jeg ville aldrig argumentere for, at man skulle sætte egne behov over børnenes tryghed og trivsel, men min oplevelse er, at det er, som om forældre somme tider simpelthen ikke opdager, at deres børn bliver større, og pludselig er opmærksomme på samtalen på en helt anden måde end før. Min reaktion opstår, når børnene udelukkende kommer hen for at lytte til samtalen, fordi det her, jeg ikke ved, hvor mine veninders grænser for, hvad børnene må overhøre, går, og hvor jeg kan mærke samme reaktion hos mig selv, som hvis man er på cafe, og pludselig opdager, at nabobordet helt åbenlyst lytter med.

Måske er jeg hårdere her end mange andre, men jeg kom til at tænke på et interview, jeg læste forleden, hvor en mor til trillinger fortalte, at de var ret konsekvente med, at børnene skulle sove på samme tid, fordi der ellers ikke var timer tilbage i døgnet, hvor forældrene kunne tanke op og samle overskud. Måske er det her den sociale ækvivalens?

Tak til jer, der har kommenteret, hvor at hjælpe mig med at blive opmærksom på, hvordan indlægget også kunne læses, så jeg ikke uvidende får mig selv fremstillet som Pol Pot.

Jeg kan huske, dengang vi alle sammen begyndte at få Rigtige Kærester. Eller i hvert fald da vi forelskede os i de mænd, der potentielt kunne være blevet det. En af de ting, der kom meget bag på mig var, hvor tydeligt det pludseligt blev, at selvom vi som veninder følte os som hinandens spejlbilleder, så var de meget forskellige kærester beviser på, at der også var dele af vores personligheder, hvor vi slet ikke lignede hinanden.

Jeg har den samme oplevelse nu, hvor vi er blevet så voksne, at vi har fået børn. Kvinder, som jeg 100% identificerer mig med, og som jeg *ved* jeg deler værdier med – vi griber opdragelse forskelligt an, og det er ofte i det små, at jeg får øje på det. 

Senest er jeg blevet opmærksom på, hvordan vi hver især reagerer, når vi sidder og snakker, og vores børn komme hen og vil sidde med. Måske er det fordi, de er ved at være store, at jeg lægger mærke til det nu; så længe, de var små, og bare kom forbi for at sikre sig, at vi stadig var der, for derefter at fortsætte jagten på blotlagte ledninger, tusser uden låg og interiør med en værdi over 5000 kr., var de ikke det fjerneste opmærksomme på samtalen.

Det er en anden historie nu, hvor de er store nok til at være nysgerrige.

Som det så ofte er med den slags ting, har jeg aldrig tænkt over min egen politik, før jeg var sammen med venner og bekendte, der praktiserede en anden.

Min egne måde at reagere på har altid været, at mine unger til enhver tid må komme og få et kram/en tår at drikke/få hjælp til at reloade nerf-pistolen, men jeg har altid været ret konsekvent med, at når vi har legeaftaler med mine veninder, der har børn, så skal mine unger ikke sidde med i voksen-samtalen. Er vi sammen med nogen, der har børn, der er enten meget ældre eller meget yngre end mine, forventer jeg selvfølgelig ikke, at de underholder hinanden, men så har jeg medbragt legetøj osv. hjemmefra.

I løbet af det sidste års tid, har jeg imidlertid haft flere aftaler, hvor forældrene har deres store børn siddende på skødet, stort set al den tid, vi er sammen, og det kan jeg mærke, at jeg reagerer på.

Først spekulerede jeg på, om det mon handlede om, at jeg følte mig ramt som én, der stadig var taget til fange i 1955, hvor børn ikke havde nogen plads ved de voksnes bord, men jeg kørte min lakmustest (“Hvordan ville det føles, hvis det var en kollega?”) og kunne mærke, at jeg faktisk stadig følte det mest rigtigt at sige, at jeg gerne ville have, at de fandt noget at lave, i stedet for at sidde og hænge på mig. Godt nok kommer mine kolleger ikke ind og monterer sig selv som oversize halskæder på mig, mens jeg sidder og taler med andre, men jeg kunne alligevel mærke, at sammenligningen gav mening, netop fordi vi er ved at have store børn.

Jeg ved ikke, hvor mine veninders grænser går ift. hvad de gerne vil tale om, når deres børn hører det. Men jeg kan faktisk også mærke, at der er ting, jeg ikke har lyst til at tale om, når børnene sidder der. Og fordi de er store nok til at forstå, er min oplevelse, at samtalen derfor bliver vældig amputeret, simpelthen fordi vores børn er ved at blive små selvstændige mennesker, og dermed ikke længere bare er forlængelser af venner og veninder, som jo i første omgang er dem, man har skrevet fortrolighedskontrakt med.

Jeg har tygget lidt på, om jeg burde have dårlig samvittighed over, at dele af samværet så ikke bliver på børnenes præmisser, når nu det er os, de voksne, der har besluttet at sætte aftalen op, og børnene egentlig ikke har valgt, at det var det, deres onsdag eftermiddag skulle bruges på. Men jeg hælder til at bruge min faste sætning, som jeg hiver frem, når jeg glemmer, at mine behov også tæller, nemlig at “Vi skal alle sammen være her. Også mig.”

Men det løser stadig ikke problemet med, at vores grænser går forskellige steder, og at det derfor faktisk ikke er nok, at jeg er afklaret med min egen holdning til emnet.

(Ps: Boglisten, som ligger under “Anbefalinger” i topbjælken på forsiden, er opdateret med Lotus Turèll – Hemmeligheder for pige)

Jeg ved ikke, om det er for tidligt, men jeg vil hermed gerne annoncere mit kandidatur som den næste leder af den frie verden.

Det bliver svært. Det bliver hårdt. Der vil være problemstillinger, der kommer til at stjæle min nattesøvn. Men det vil alt sammen være det værd, for det vil give mig mulighed for ved lov at forbyde argumenter, der udelukkende bygger på egenoplevelser, på internettet.

Som f.eks. når der diskuteres vacciner, og argumentet imod er: “Men min mormor havde mæslinger, og det døde hun altså ikke af.”

Som når der diskuteres farer ved rygning, og den evindelige bedstefar på 98, der har røget som en skorsten hele sit liv, og aldrig har haft en sygedag, støves af og trækkes frem.

Eller når en kvinde på 30 år skriver, at hun overvejer barn nummer to, og efterlyser erfaringer og overvejelser, og nogen nævner, at det måske kan være meget godt at have sin alder i baghovedet. Et ret aktuelt emne, nyhederne taget i betragtning, hvor vores uvidenhed om egen fertilitet af professor og klinikchef fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik Søren Ziebe kaldes “grænseløs” og “overdreven optimistisk”.

En lille graf viser, at chancen for at blive gravid på én cyklus, når man er 30 år, er 17%.

Når Suzi så springer frem i kommentarfeltet med sit “Jeg var 40, da jeg blev gravid, og jeg blev altså gravid i første forsøg” er jeg efterhånden én scene fra at gå fuld Michael Douglas i Falling Down. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud.

Og jeg vil gerne have en enhjørning og to pokaler med champagne og en gratis ferie til et solbeskinnet sted, for ikke hver eneste gang at fare i struben på den slags mennesker med et: “Og hvad så, Suzy? HVAD FUCKING SÅ?!”

For det er super duper for dig. Det er det virkelig. Og vi kan sagtens holde kommentarfeltet åbent for alle de kvinder, der sammen med dig udgør de 5%, der som 40-årige bliver gravide i første forsøg. No problem.

Så må vi bare håbe, at Mette, som har lavet opslaget, er ligeså heldig.

Men hvis ikke; hvis hun tilhører én af de kvinder, der udgør de 95 uheldige procent, hvad skal hun så bruge din kommentar til? Den er nogenlunde ligeså brugbar, som hvis vi, som svar på filmoptagelser fra et børnehjem i Afrika, hvor de fortæller, at de sulter, filmer os selv til en påskefrokost, og sender dem optagelsen med titlen: “Det gør vi ikke”.

For tænk, hvis hun tog kommentarer som din som udtryk for sandheden og ventede i den overbevisning, at hun havde god tid. Hvor er du og dine så, når hun om 10 år må sande, at det er for sent for hende? For jeg er helt med på, at vi gerne må tænke selv, og at man på en enkelt googling kan finde tal og statistik på fertilitetskurven – men når du kommenterer, at statistikken ikke var et problem for dig, er det så ikke for at sige, at den skal man ikke lægge for meget i?

Men det SKAL man, Suzy. For den er udarbejdet på baggrund af fakta og undersøgelser og mange, mange mennesker og læger og fertilitetsklinikkers erfaringer. Modsat din historie, som er baseret på et evidensgrundlag bestående af dig.

Jeg kan godt leve med, at man er nødt til at melde ind, hvis der berøres emner, som rammer noget i én, hvor man ikke kan være i sin krop, hvis ikke man kommenterer på det. Hvis nogen f.eks. beder om erfaringer med adoption, muligheden for som single mand at tage til USA og finde en rugemor, så man kan få det barn, man så inderligt ønsker sig, eller hvordan det er at rejse med et 2 måneder gammelt spædbarn. Så er det bare fino, at man byder ind med egen, oplevet virkelighed, for det kan man ikke slå op i en statistik.

Men jeg bliver SINDSSYG, hvis ikke snart folk holder op med at fremlægge egne oplevelser som fuldt ud gyldigt modspil til resultater, som forskere, læger og andre dedikerede sjæle har brugt år på at nå frem til.

Stop det. Nu. Tak.