Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

M2018, uge 13

26

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Lavet de indledende manøvrer til at anskaffe mig en ekstra el-kedel. Jeg elsker den, jeg har, men den er stor, hvilket betyder, at der minimum skal 0,8 liter i, før den må startes. Jeg har derfor tænkt over, at det må være billigere i strøm med sådan en rejsestørrelse til en halv liter? Eller hvad? Er der noget med størrelsen på varmelegemet, der spiller ind? Hvis der er nogle fysik-/naturvidenskabelige typer på linjen, så meld endelig ind, for uanset hvad jeg skriver i søgefeltet af snorrige ordkombinationer, så kan jeg kun finde frem til, at det er billigere at koge vand i en elkedel end i en gryde, og så langt er jeg med.

Jeg har fundet én brugt, men den er rød, og selvom jeg er all for second hand og alt det jazz, kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at vente på at finde en, jeg kan holde ud at have stående i mit køkken, og som ikke giver mig farve-spat, hver gang jeg får øje på den.

2)
Parkeret min indre snob og købt pap-vin. Ikke, at det ikke er udemærket, men jeg synes, det får en kedelig undertone af blå tænder og sløret tale efter kl. 17, når man i ophøjet ensomhed køber vin i 3 liters emballage, der ikke klirrer, når man går med det i posen. Men jeg fandt min yndlingsvin på tilbud, og sammenholdt med flaskeprisen, sparede jeg 50%. ‘Tilføj kurv’, som vi siger.

3)
Været god ved fuglene. Alt, hvor vi bor, er så bundfrossent, at de stakkels kræ nærmest forsøger at æde hinanden, og fordi påsken = gæster og invitationer, og jeg efterhånden har erfaret, at der ikke er nær så mange ‘jeg varmer lige en skam-frossen, tør bolle fra fryseren’-situationer i mit liv, som antaget, har jeg været flittig til at tømme min brødboks og lægge ud på fuglebrættet. De små musvitter, der er igang med at flytte ind i vores fuglekasser, ligner nogen, der lige har givet os 5 stjerner på Trustpilot.

Done beats perfect

10

Det sidste års tid har jeg arbejdet meget med kort. Sært barn har mange navne, og de går under alle mulige betegnelser, som f.eks. orakelkort, angel cards, affirmationscards osv.

Uanset hvad tilgang og trosretning man lægger i arbejdet med kortene, elsker jeg det positive fokus, de giver, fordi de skærper opmærksomheden på at få øje på de steder i hverdagen, hvor der er mulighed for at arbejde med sig selv og/eller vokse som menneske.

Min yndlingsartist er det amerikanske medium Colette Baron-Reid, som laver de fineste sæt*:

Jeg plejer at trække et kort søndag aften for den kommende uge, og prøver at have temaet i baghovedet, både når jeg er udfordret, og når jeg er flyvende.

I søndags trak jeg “Balance”. Illustrationen på kortet er en kvinde, der holder en vægt, og det fik mig i går til at tænke over, at jeg ville ønske, jeg var bedre til at være i balancen, uden at den føles som et kompromis.

Jeg tror virkelig, at nøglen til at betragte sit liv og sig selv med glæde og tilfredshed ligger i at finde det sted, hvor yderpolerne er trukket langt nok mod midten til at kunne nå hinanden, og jeg øver mig. Jeg er blevet langt bedre til at acceptere det, når jeg ikke føler, jeg når i mål med tingene, men jeg er der ikke endnu.

Problemet for mig er, at jeg ofte drukner i praktik, når jeg får en ide; jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i processen, hvis jeg skal udføre den “godt nok”. F.eks.har jeg flere gange tænkt, at begge børn ville elske det, hvis vi lavede picnic på stuegulvet med aftensmaden, men allerede inden jeg når længere end til den konstatering, er min hjerne igang med at remse op, hvad der kræver af madtyper (= spaghetti bolognese virker som en dårlig ide) service (glas med mælk/saft på et tæppe? Eller juicebrikker, der er sværere at vælte?) tidspunkt på dagen (= aftensmad, hvor alle er trætte eller frokost, hvor kun Frida er?) oprydning bagefter osv. osv. osv. Det er *sygt* belastende at være designet sådan inde i hovedet.

(Hvordan gør spontane mennesker? Er de, som jeg engang har hørt, kinestetiske typer, der forbliver på livets linje, og kun ser det, der ligger lige umiddelbart for, og ikke alt det, der følger med? Modsat auditive typer som mig, der konstant springer ind og ud af linjen, for at se, hvad der ligger længere fremme, så jeg kan være forberedt? Hvis det er tilfældet, vil jeg godt bytte noget af alt mit overblik for bare lidt af deres tilstedeværelse og situationsbestemte sorgløshed.)

Nå, men inspireret af min solo-brandtale og ugens kort, smed jeg i går al personlighed over bord, og lavede bare-sådan-uden-videre den famøse picnic på gulvet, da vi skulle spise aftensmad, og det var – selvfølgelig – bare at gøre det. Da vi sad på tæppet, kunne jeg allerede se, at det bliver noget, vi kommer til at gøre til sommer, både i haven og ude omkring i verden. Det var både nemt og hyggeligt (tager du noter, Linda?), og vi fik snakket på en helt anden måde, end vi plejer. Og jeg tror helt ærligt ikke, at jeg ville være kommet over mig selv længe nok til at få det lille projekt ført ud i livet, hvis ikke mine tanker, afledt af unges kort, havde sparket mig bagi.

* Hvis du har lyst til at se hende bruge dem, laver hun hver uge en “vejrudsigt” på You Tube, hvor hun bruger sine forskellige sæt. Det er en god måde at tjekke, om man overhovedet er til den slags udfoldelser, og at se de mange fine kort, hun har lavet. Hvis du har lyst, er videoen for denne uge her

M2018, uge 12

19

M2018, uge 11:

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Inspiceret og genbrugt mine plastikposer med en omhu og en nidkærhed der ville gøre sig godt i en efterretningstjeneste. Jeg bruger for mange plastikposer, og selvom jeg forsøger at inkorporere plastikbøtter de steder, jeg kan, så er der stadig steder, hvor convenience-hensynet vejer tungere, end mit grønne fokus. F.eks. slæber jeg altid rundt på min madpakke i min lædertaske, og jeg nærer absolut intet ønske om at dekorere indersiden med punkteret tomat, pikant-ost eller lignende. Da min taske ligner alle andre kvinder og mødres, med håndcreme, høretelefoner, opladere, sutter, kommoder, lommetørklæder, vådservietter, notesbøger og gamle p-billetter, vinder så-lille-som-muligt over så-grønt-som-muligt = madpakke i plastikposer. Sådan har vi en håndfuld steder, hvor jeg ikke umiddelbart ser mig selv sige farvel til poserne – men efter en uge med fokus på det, kan jeg se, at jeg kan skære ca. 3/4 (!!) af forbruget fra, fordi de fleste stadig er helt rene og dermed kan genbruges. Problemet er vane. For i frokostpausen, når alle sidder og spiser, er det nemt lige at forvandle sådan en pose til kollektiv affaldspose. Det slutter nu.

2)
Gjort det, jeg inde i hovedet meget pompøst kalder “taget ansvar for mit køleskab”. De sidste par uger har været pressede; børnehaveopstart med dertilhørende nye bakterier, så alle hoster sig gennem nætterne, usædvanlig meget arbejde og mange (dejlige!) gæster, har betydet, at al gang er foregået i løb. Det er typisk i sådanne perioder, jeg ender med at smide mad ud, ganske enkelt fordi det går så stærkt, at jeg ikke kan overskue, hvad vi skal spise (og dermed bruge) 2 dage frem. Når jeg får fodfæste igen, og kommer tilbage til rutinen med at bladre køleskabet igennem næsten dagligt, er maden blevet for gammel, og må kasseres. Det irriterer mig ENORMT, når det sker, og derfor er jeg, sådan på mikroplanet, stolt over, at jeg har brugt de 4 x 3 minutter, det reelt tog at tjekke, hvad vi havde og beslutte, hvad det skulle forvandles til, og at turbo-ugernes eneste ofre var 2 æg, der havde gemt sig i grøntsagsskuffen.

3)
Taget mig sammen og endelig læst op på, om det er billigst at tænde og slukke LED-pærer, hver gang man kommer og går, eller om det på den lange bane er billigere at lade dem brænde. Vi render ind og ud 87 gange om dagen, og da jeg i mange år har haft sparepærer, hvor jeg i sin tid fik anbefalet at lade dem brænde, hvis jeg bare skulle ned med skraldet (fordi de bruger mere energi, når de skal “starte op” igen, end på bare at forblive tændt) har jeg kørt sådan en ubeslutsomhedsløsning, hvor jeg somme tider slukker noget, andre gange alt, og endnu andre gange lader det hele brænde. Hvis der sidder andre med samme mangel på viden: De skal slukkes. Altid og hver gang.

4) (Påske-special)
Været lidt på påskeægsforkant. Lopperne er så heldige, at de får chokoladeæg af flere forskellige i omgangskredsen, og som de fleste andre børn, bliver de fuldstændig elektriske over det. Men for dem begge to, er det den knitrende cellofan og det, at få overrakt et æg, der proportionsmæssigt er SÅ meget større, end dem, de somme tider får, der drager. Når først ægget er brækket i stykker, forsvinder magien og dermed interessen, og 80 procent af ægget ender i skraldespanden. (‘Skraldespanden’ er kode for ‘i min mund’, obviously) I år har de fået lov at give den gas, som de plejer, når de får ægget overrakt – men jeg har umiddelbart efter smidt de stykker, de ikke har spist, i en bøtte i fryseren, så jeg kan smelte dem med, næste gang jeg bager en chokoladekage.

Tanker fra en bil-kø

11

* Uh! Katastrofeblink på. Har han set mig bagved? Det har han. Godt.

* Heldigt, jeg tog afsted i god tid. Det kan jo faktisk sagtens være en mulighed for et pusterum, det her. Jeg har kaffe. Jeg skal bare være. Dyyyyhbe indåndinger.

* Folk, der stresser over bilkøer må simpelthen lære at køre tidligere hjemmefra, og at slippe ideen om, at vi kan styre alting med viljens kraft.

* Jeg har ondt af dig, Audi-forretningsmand. Hvor er det trist, at du lever et liv, hvor du bliver så presset over en bilkø.

* Bumbumbum…

* Hvorfor kan jeg egentlig ikke lære teksten til “Total eclipse of the heart”?

* Gad vide, hvad man kalder det, når man fremstiller æbler? Æble…avl? Dyrkning?

* Ok, vi holder godt nok *meget* stille. Nå, pyt. Jeg har stadig god tid. Træk vejret iiiind. Puust ud. Godt, jeg huskede at tisse hjemmefra.

* Ej, nu må der faktisk godt snart ske noget.

* Hvem holder vi med i X-Faktor i år?

* Det burde simpelthen være fyringsgrundlag, når uddannede journalister udtaler det ‘lanciere’.

* Tænk hvis alle mennesker i hele verden er én og samme person, bare på forskellige niveauer af inkarnering. Eller hvis tiden ikke er lineær, men sideordnet, og vi, hvis vi blev i stand til at kigge sidevers gennem skiverne, kunne se os selv i både 1840 og 2059.

* Tager sgu lige et par panodil.

* For helvede. Nu skal jeg tisse. Forbandede kaffe.

* Oooog jeg kommer officielt for sent.

* Skidegod ide, Oakley-spade. SKYND dig forbi. Der er helt sikkert fri bane 10 meter fremme.

* Hvem fanden er det, der ikke kan finde ud af at bygge motorveje i det her land!? Det burde da være indlysende for enHVER, at 3 spor ikke er nok!?

* Kom nu. Komnukomnukomnu.

* FUCK!FUCK!FUCKFUCKFUCK!!! KOOOOOOOOOM!!! NUUUUUUUU!!!!

* Om 200 år, når de finder den her bil-kø med alle vores mumificerede kroppe, vil de undre sig over, hvilket sært millenialt ritual, vi var igang med.

* Jeg håber, Lasse finder min testamente-bog med mine nedskrevne direktiver om, hvem der skal have hvad. (Og at han husker at destruere det, vi har aftalt…)

* Bevægede vi os lige!?

* Ja! Ja! Ja! JA! JA!!! MOOOOOOOVE M*THERFUCKERS!

(* Note til selv: Tjek prisen på énmandsfly. Og blodtryksdæmpende medicin. Og bøger om zen og om at have ro med at være til stede i nuet.)

M2018, uge 11

47

(Se forklaring på m2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i ungernes tøjskabe. Vi har været så heldige, at der de sidste par uger er landet 4 store poser tøj hos os, hvilket altid er fedt. Normalt sorterer jeg bare størrelserne og lægger det på plads og i “vente-kasserne”, men denne gang valgte jeg at sortere i bund. Frida er nu ved at have fuld-installeret sin personlighed, og det betyder, at meget af det tøj, som jeg har gemt fra Anton, kan sendes videre, for hun kan ikke lide at have det på. F.eks. har jeg 5 par jeans, som har været Antons, som jeg med Mary Poppins-stemme har forsøgt at tale hende i, men hun hader at have dem på, og får jeg dem endelig lusket på, er det eneste, der sker, at hun tager dem af, ligeså snart, jeg vender ryggen til. Ved samme lejlighed frasorterede jeg alt det tøj, som vi styrer udenom, når vi vælger OOTD (#modeblogger), selvom det er både brugbart og i god stand. Selvom jeg måtte klappe Marie Kondo-bogen i lige omkring det sted, hvor man bliver anbefalet at folde sine strømper på en bestemt måde, fordi de har brug for at slappe af (for opholdet i skuffen angiveligt er den eneste pause de får..), kan jeg alligevel godt lide tanken om, at der kun er tøj, man har lyst til at tage på, når man åbner skabet. Så 4 poser modtaget og 6 sendt videre til nye hjem.

2)
Ledt efter baggy bukser til Frida i hør, hvor man har tænkt bæredygtighed ind i fremstillingen. En million googlinger til trods, kan jeg ikke finde nogen – anyone?

3)
Erstattet den frosne mango i vores weekendsmoothies med dåseferskener, som er væsentlig billigere. Vi har fast tradition for smoothies lørdag og søndag, og det er en glimrende mulighed for at få brugt yoghurt-, grød- og frugtrester, men da bananer, som jeg tidligere har sødet med, er i bad standing her i huset, har vi indtil nu brugt mango som “bund”. Det er bare sygt dyrt, og derfor har jeg nu skiftet den ud med dåseferskner. Når jeg tager dette punkt med, gør jeg det, fordi jeg ikke udelukkende synes, at det er en god ide. For fersknerne er billigere og tilgodeser dermed mit mål om at skrue ned for mit (økonomiske) forbrug. Men mango kommer i poser, som jeg har en ide om belaster miljøet væsentlig mindre, end de dåser, fersknerne sælges i.

Man kunne løse problemet ved selv at henkoge, og man kunne også flytte ud i skoven og leve af det, man kan skyde og plukke – men det rører ved noget, som jeg ikke synes, der snakkes så meget om i forhold til nedbringelse af overforbrug: At man somme tider i sin iver efter at gøre noget rigtigt på ét område, gør noget ret forkert på et andet. Måske er det fordi, jeg slår begreber som sparsommelighed/downsizing/minimalisme/bæredygtighed/upcycling osv. sammen, selvom de egentlig ikke er forenelige?

For der er masser af penge at spare ved handle i discountbutikkerne, og der udveksles ofte rundt omkring i cyber ideer til, hvad der er billigt, men lige så godt som en given originalvare – men hvis alle vælger at gå dén vej, risikerer vi så ikke, at de små lokale butikker, der ikke CO2-belaster med transport, emballage osv. må lukke?

Ligeledes kan der være masser af penge at spare ved at få gennemgået sine forsikringer og flytte dem til det billigste sted – men skal man det, hvis man har oplevet god service hos dem, man har, de gange, man har haft brug for dem?

Isoleret set er det ret nemt at svare på, at jeg selvfølglige ikke ønsker at skamspare mig til et samfund, hvor pris er den eneste faktor, der tages i betragtning, når jeg skal vælge noget frem for andet. Men i hverdagen og livet, sådan helt generelt, synes jeg, at der er mange gråzoner. Måske er jeg bare ved at have beskæftiget mig så meget med hele downsizing-ideen, at jeg er blevet opmærksom på noget, som alle andre ved og har forholdt sig til i årevis – men for mig er det nyt at føle, at mine idealer clasher, og at én løsning ikke længere kun føles god, fordi jeg pludselig er blevet meget bevidst om de konsekvenser mit valg *også* har.

Tilbage til hverdagen (og et par nye anmeldelser)

10

Jeg synes, det er længe siden, jeg bare har skrevet et helt almindeligt indlæg. Der var pludselig så meget, jeg mente en masse om, og så blev det de indlæg, der faldt ud af fingrene, når jeg satte mig med mac’en.

Men bagved alle holdningerne om fagforeninger, blogreklamer og billeder af uheld på motorveje, trillede hverdagen selvfølgelig stille og roligt videre.

Frida er startet i børnehave et par måneder før tid, og det er virkelig godt til hende, for hun er klar. Hun reagerer selvfølgelig, men på forventelig vis. Fordi Anton altid har været helt sin egen, som ikke har ladet følelser og reaktioner diktere af lærebøger og kurver, har jeg efterhånden lært at min rolle i forandringer er at dække op, indtil jeg finder ud af, hvad der kommer. På sportsmåden, that is. Ikke med knive og gafler. Det kommer mig til gode med Frida, fordi jeg bare pr. refleks rydder kalenderen, så vi har tid og ro til at tage tingene, som de kommer. Så når Frida først falder helt fra hinanden over, at hun skal i bad, for så – efter at have raset sig op af karret på rekordtid – at græde en time, fordi hun gerne vil i bad, så kan jeg sætte mig med hende, uden at stresse over aftaler og bagkanter.

Når jeg lige skriver det, lyder det mere zen, end det er, for non-stop raseri og gråd kan vist slå bunden ud af de fleste, men jeg tackler det med langt mere ro, end jeg tidligere ville have gjort, fordi jeg har taget mine forholdsregler.

I det hele taget er ‘ro’ et tema for mig for tiden. For en uges tid siden, hørte jeg Anton sige til Frida: “Kom nu, Frida. Vi skal skynde os!” da vi skulle ud af døren, og det satte sig hos mig. M2018-indlæggene er jo ret konkrete ift. spareideer osv. men de udspringer af et dybtfølt ønske om at leve et liv med mere ro, og fokus på de rigtige ting. Derfor har jeg nu finttunet mit øre, så det opfanger ‘skynde os’ hver eneste gang, ordene hopper ud af min mund. For det gider jeg egentlig ikke, at vi skal.

Men for lige at illustrere, at gode intentioner ikke altid bærer en ide ind i virkeligheden, kan jeg fortælle, at antallet af morgener, vi siden har haft, hvor vi ikke har skulle skynde os, er: 0. Jeg må bare sande, at om vi så stod op kl. 3, ville vi stadig ende i let løb, når vi skal ud af døren. Mine børn er åbenbart bare små, (søde) svampe, der absorberer al den tid, man giver dem.

Min eneste morgen-landevinding er derfor, at jeg ikke længere råber: KOM SÅ!! men bare moser det ud gennem meget sammenpressede læber, så anti-skynde kurset er ikke helt åbent for tilmelding endnu.

Ud over det, er der nothing going on but the rent. Anton elsker stadig taekwondo (Frida er umådelig fortørnet over, at hun ikke må gå til ‘wondo’) og jeg har netop fået besked på, at vi har fået tildelt en plads i tale-høreklasen efter sommerferien, hvilket er en enorm lettelse. Og så bliver det i denne uge, at jeg endelig, endelige, ENDELIG kan finde tid til at komme til frisøren, hvilket betyder, at man på søndag kan forvente M2018-punktet: “Shampooforbrug halveret.”

Må resten af ugen være god ved jer.

Ps: Bøg- og serielisterne er opdateret med følgende anbefalinger:

Waking up in winter – Cheryl Richardson
Denne bog var en af dem, Amazon anbefalede mig på baggrund af mine seneste køb, og selvom Amazon ofte har ret, var det her alligevel et ualmindelig rent pletskud.

Kort fortalt er det en dagbog skrevet af den 54-årig coach og forfatter Cheryl Richardson, som er tilknyttet Hay House. Hun lever af at holde foredrag og afholde workshops, men kan mærke, at hun ikke længere trives i det liv, hun har skabt for sig selv. Bogen er et forsøg på at skrive sig frem til, hvem hun er ved at blive, hvad der er vigtigt i livet, og hvorfor.

Jeg har sjældent følt så meget genkendelse i en bog. CR lever markant anderledes end mig (ingen børn og masser af penge), men hendes beskrivelser af fornemmelsen af at forandre sig; at mærke, at man ikke længere er den samme, uden at have nogen som helst ide om, hvem man så er, er 1:1 med den oplevelse jeg har af livet lige nu.

Jeg identificerede mig 100% med hendes forsøg på at skille det væsentlige fra det uvæsentlige, og efterfølgende slippe det, der ikke længere føles sandt, ægte og nødvendigt.

Til forskel fra mange andre bøger om coaching, der ofte har et meget specifikt mål for øje (lær at sige nej/forstå din sult/tiltræk den kæreste du virkelig fortjener), handler den her om noget langt mere grundlæggende og gennemgribende: At sidde med fornemmelsen af at ændre sig grundlæggende som person, og hvilke tanker, glæder og bekymringer, der sætter gang i. Og hvor de klassiske selvhjælpsbøger ofte indeholder løsninger og mål at arbejde hen imod, er det her egentlig bare et vindue til en proces, hvor den største “hjælp” for mig bestod i alle de tanker, den satte i gang hos mig selv.

Jeg er ikke ret meget i tvivl om, at man skal være midt i en form for søgen, for at den her bog giver mening. For sjov prøvede jeg at kigge på de ratings, den har fået på diverse amerikanske bogsider, og 95% af anmeldelserne var enten 1 eller 5 stjerner. Så enten mærker man den, eller også gør man overhovedet ikke, men jeg elskede den.

Jordens Kvinder – Vibeke Amdisen
Jeg fandt denne bog, fordi jeg var på jagt efter noget om månens cyklus og meditation. Helt klassisk får jeg ikke mediteret så meget, som jeg gerne ville, men over de sidste måneder, er jeg faldet over flere artikler, der nævner begrebet ‘månemeditation’ og alene navnet appellerer for vildt til mig.

Bogen er meget, meget smuk – og meget, meget urtet. Jeg har været nødt til at tage den i bidder, fordi jeg nok ikke helt er der, hvor jeg er klar til at markere mit territorium med menstruationsblod, lave et alter med det i stuen og omtale det som mit måneblod. Det snakker hun en del om.

Men bogen har alligevel gjort indtryk på mig, fordi den beskæftiger sig med livets cyklus, kvinderollen i religion, historie og samfund og det feminine, sådan helt generelt. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nogle steder synes, man får fremsat udsagn/holdninger som fakta, men læst som et indspark til the future is female og ud fra betragtningen om, at man ofte flytter sig mest, når man bliver en smule provokeret, synes jeg alligevel, at bogen er meningsfuld.

Dark
Stikord: Døde børn, orme-huller i tiden og uhygge. På tysk.
Forestil dig, at du er urmager, og om 10 år vil opfinde en maskine, der gør det muligt at rejse i tid. En mand opsøger dig og hævder at være fra fremtiden. Han beder dig om at reparere din egen (kommende) tidsmaskine, fordi den er gået i stykker. Spørgsmålet er nu: Er du i stand til at opfinde tidsmaskinen, fordi du har set den, eller ville du være nået frem til at opfinde den af dig selv under alle omstændigheder?

Hvis ovenstående semi-paradoks irriterer dig, kan du trygt styre udenom Dark. Hvis ikke, er det bare at trykke ‘Play’. Det er en serie, der kræver opmærksomhed, og som man godt kan blive lidt svimmel af, fordi den beskæftiger sig med det klassiske tidsrejsedilemma: Hvordan vil det påvirke nutiden og fremtiden, hvis du rejser tilbage og ændrer på et hændelsesforløb – og hvor vidtrækkende konsekvenser vil det få?

Serien kører simultant med et thriller-plot, et science-plot og et persongalleri i 3 forskellige årtier, og jeg var godt underholdt. Og til tider virkelig forvirret. Min eneste anke er egentlig, at nogen har kigget lidt for dybt i Blair Witch-flasken med lyd-effekter, for den sindssygt klamme hule i skoven, det meget suspekte atom-kraftværk og de forsvundne børn er længe uhyggelige nok i sig selv. Det bliver grænsende-til-latterligt, når der er ‘der-en-øksemorder-bag-dig-i-spejlet’-lydeffekter på fuldstændig almindelige samtaler.

Hvis man kunne lide Stranger Things, er der gode chancer for, at man også vil kunne lide Dark.

Here and Now
Stikord: Den yngste (adoptiv)søn i en hippiefamilie med et virkelig afslappet forhold til stoffer, begynder at se uforklarlige ting. Er det psykisk sygdom, for meget pot eller er der andet og mere på spil?
Der er indtil videre lagt 5 afsnit op af denne serie, og jeg er vild med den. Umiddelbart lyder det jo ikke som verdens stærkeste plot, men med et væld af bi-historier og en undertone af mystik og creepyness, kan jeg ikke få puttet ungerne hurtigt nok om mandagen, hvor de nye afsnit releases. Jeg aner ikke, om den holder kadencen, da der kun er 5 afsnit at vurdere ud fra, men kvaliteten af både historie og skuespil er høj, og den er absolut se-værdig, synes jeg.

(Serien er en af HBO’s nye satsninger, og er lavet af manden bag Six Feet Under. Den har fået ret dårlige anmeldelser de steder, jeg har set den omtalt, hvilket jeg ikke helt forstår. Retfærdigvis skal det siges, at jeg stadig har Six Feet Under til gode, og det er muligt, at HAN falder igennem, hvis man sammenligner de to.)

M2018, uge 10

28

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

haft fokus på vand, hvilket jeg har 2 kommentarer til.

For det første, at jeg kan se, at det her med ‘fokus’ virkelig er vigtigt. 2018 er sat af til at teste og undersøge alle afkroge og hjørner af hele downsizing-idéen, og det ville være ideelt, hvis vi fik grundlagt nye vaner på en uge, for hold kæft, hvor ville det rykke så, ikke? Men det er selvfølgelig ikke sådan, virkeligheden er. F.eks. har vi i den forgangne uge cyklet lige præcis 0 km., fordi det ikke har været et fokuspunkt. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved; om nogle punkter eventuelt skal “genbruges” eller køre i flere uger, eller hvordan jeg ellers kan sikre, at de ikke falder ud af bunden, så snart jeg flytter fokus.

For det andet er ‘vand’ i forbindelse med spare-råd simpelthen noget af det mest usexede, jeg ved, og når jeg ser gode tips og ideer om det, finder jeg det underlig irrelevant, fordi zzzz. For god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg jo godt ved, at det er idiotisk på alle niveauer. Både ift. penge og miljø (i uprioriteret rækkefølge, naturlivis…) – men ikke desto mindre.

Derfor er denne uges 3 punkter alle variationer over the shape of water #dontjudge

1)
forholdt mig kritisk til ALT det tøj, jeg normalt ville smide til vask pr. automatik (strømper og undertøj/bodyer undtaget). Det bliver en af dem, der sidder der efter bare én uges fokus, for jøsses, hvor har vi været nogle små svin (ja, jeg er ikke for fin til at trække mine børn med mig ned her). Jeg tror måske, at jeg har glemt at opdage, at lopperne bliver større? Da de spiste med hele kroppen, og udelukkende bevægede sig i kravl, var alt tøj altid klar til en omgang koncentreret Biotex sidst på dagen, men det er jo langt fra tilfældet i dag. Jeg er heller ikke pr. default smurt ind i gylp og mos. Jeg vil tro, at jeg har sparet to hele vaske på en uge. Det bliver til at få øje på over et år.

2)
taget al service af bordet og skabt det rent, inden jeg begyndte at skylle af. Ja, jeg ved godt, at der lige nu sidder nogle garvede minimalister og slår korsets tegn for sig, og det er sgu heller ikke godt nok, men det har indtil nu været væsentlig mindre struktureret, og det har kostet vand. No more.

3)
ventet med at tænde for bruseren, til jeg har været klar. Den her er et levn fra før jeg fik børn, for de 10 sekunder, det tog at blive klar til at hoppe under strålerne, plejede at passe perfekt med, at vandet var blevet varmt. Men jeg har ikke været på badeværelset uden publikum med akut brug for hjælp til 53 ting; som har slået sig, skal trøstes, er tørstige og i det hele taget bare har kunne mærke 16 uopsættelige behov melde sig, i det sekund, badeværelsesdøren er blevet lukket, i 7 år. Jeg skal være ærlig: De 10 sekunder jeg nu står og fryser, finder jeg sygt ubehagelige, men en times komfort om året er – trods alt – en ret lille pris at betale, for at Anton og Fridas børn og børnebørn har rent drikkevand.

Fight the power

34

I dag er det kvindernes internationale kampdag, selvom det kan være svært at se dét ene træ i den store skov at lock-outs, strejker og u-bådssager.

Jeg kender ingen kvinder, der synes, at dagen er ligegyldig, men jeg kender heller ingen, der sådan rigtig… bruger den til noget. Ikke at der ikke er masser at kæmpe for, men de store problemstillinger, der altid trækkes frem, når vi snakker om ligestilling, er typisk emner som ligeløn, ret til uddannelse, barsel og de deraf følgende konsekvenser for pension og avancement, og det, at kvinder i mange tilfælde forventes at være den, der tager barnets første sygedag.

Meget få kvinder vil erklære sig uenige i, at ovenstående modarbejder ligestilling mellem kønnene, men det er også lidt svært at føle, at man som enkeltindivid kan gøre den helt store forskel. Det bliver lidt abstrakt, og ikke sådan rigtig noget, man lige kan tage fat på og løse en regnvåd torsdag i marts.

Men det, vi *kan* gøre, er at øve os i at blive bedre til at opdage, hvornår vi fuldstændig uden at tænke over det, opfatter manden som klogere og mere magtfuld og berettiget end kvinden, udelukkende pga. køn.

Jeg tog mig selv i det i sidste uge. Jeg har i lang tid haft en bekendt, der er meget opsøgende på fb. Det er mange år siden, vi havde noget med hinanden at gøre, og det var en helt rigtig beslutning, at det ikke skulle være os, men civiliserede som vi er, er vi selvfølgelig venner på fb.

I lang tid – år – har han jævnligt skrevet flirtende beskeder, men da jeg slet, slet ikke er interesseret, er jeg gledet af på dem. Jeg har også et par gange direkte sagt: “Nej tak”. Og ligeså hyggeligt, det kan være at flirte, ligeså træls og anmassende bliver det, når man har sagt nej og det bliver ved. Flirt er at blive kildet med en fjer. Det her er som at få tæsk med hele hønen. Jeg har for længst blokeret ham på messenger, men ladet ham stå som ven, fordi der trods alt er grænser for, hvor direkte man kan være i et åbent forum.

I sidste uge havde han så gjort det igen. Lavet et move, forklædt som en kompliment. Min første impuls var, at jeg blev nødt til at svare ham, men fordi jeg er så træt af det, kom jeg til at tænke: Hvorfor egentlig? Det er ham, der bliver ved med at gøre situationen akavet – hvorfor føler jeg mig forpligtet til at genoprette Den Gode Stemning? Og så gik det op for mig, at det er fordi jeg synes, jeg skylder ham noget, fordi Han giver mig opmærksomhed.

I 2018.

Hvor jeg betragter mig selv som en strong, independant woman, who don’t need NO man.

Det blev jeg sgu ærlig talt lidt rystet over.

Og hvor de fleste af os ikke står op til at skulle bekæmpe trafficking og prostitution og ligeløn – så kunne vi med fordel øve os i at opdage alle de små, bitte reaktionsmønstre og automatholdninger, der understøtter den skæve konstruktion som ligestillingen (eller mangel på samme) har været i mange hundrede år.

Som ovenstående. Eller som det lille snert af forbavselse, der går igennem os, når mekanikeren er en kvinde og sygeplejersken er en mand.

Hvis vi ikke selv opdager det, når det sker, bliver det det, vi kommer til at give det videre til næste generation, og dét, synes jeg, er værd at kæmpe for – eller måske nærmere imod.

Når jeg har trykket “udgiv” på dette indlæg, går jeg ind og fjerner ham helt fra min venneliste.

Glædelig kampdag derude.

I øvrigt:

13

* er jeg gået midlertidigt i stå med at sortere gamle indlæg, fordi jeg er så heldig, at en lille håndfuld gode mennesker har sendt opgaver i min retning. Derfor er jeres gæt ligeså godt som mit ift. hvad nummer ‘I øvrigt’ dette er i rækken. (Der kommer styr på det. Promise.)

* holdt Frida i fredags afslutning i vuggestuen. Mens jeg forsøgte at lægge neonblå glasur på kagen, spekulerede jeg lakonisk på, om jeg mon ender med at gå i graven uden at lære at justere glasur til den rette konsistens, eller om jeg for altid må pendulere mellem de to varianter ‘Modellervoks’ og ‘Vand’.

* var begge børn den anden morgen meget optagede af mit foredrag om det vildt, vi har i haven, og om hvordan ræven/ulven/den store kanin må have været så sulten i den sibiriske kulde, at den om natten havde væltet alt, hvad vi havde stående uden for vinduet, og revet trækassen fra hinanden. De snakker stadig om det, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få rullet historien tilbage og afsløre, at det viste sig at være en 1,5 liters danskvand, der var eksploderet. Ulven Apollinaris. (Seriøst: Jeg har set bomber på tv forrette mindre skade #SagsanlægComingUp)

* vil jeg gerne vide, hvem – HVEM!?! – det er, der designer alle børnetandbørster i hele fucking Danmark, så de vælter, når man lægger dem på bordet ved håndvasken. At få børstet tænder i dette hjem har efterhånden udviklet sig en slags alternativt spa-ophold, hvor man iføres en helkrops-maske af Colgate.

* lavede jeg med et par småjusteringer denne kødsauce i fredags, og det er hands down den bedste bolognese jeg i mit liv har spist.

* var jeg i dag i Søstrene Grene efter en notesbog, og da jeg spurgte pigen ved kassen efter, hvad jeg skulle bruge, kunne jeg godt selv høre, at det er tippet over og har forvandlet sig til en besættelse. (“Den skal bare være sådan en almindelig én, du ved, A5-størrelse, hard cover med spiralryg, men ENDELIG IKKE præ-perforeret – jeg får spat af de der to millimeter restpapir – papiret må IKKE være ternet, og det skal ikke være det der trælse genbrugspapir, kuglepenne ikke kan skrive på. Har I det?”)

* har jeg aldrig været klar over, hvor meget jeg skriver “slet” før stavekontrollen konsekvent begyndte at auto-ændre det til “sket”, hvilket betyder, at man fra nu af kan forvente at modtage beskeder fra mig med rim, tysk-klingende syntaks og en undertone af mystik. “Det har jeg sket ikke set” “Det er sket ikke sikkert jeg når det”

* er jeg i dag blevet spurgt, om jeg har børnebørn. This shall not be forgotten.

* har Anton en ønskeseddel, han møjesommeligt skriver på, så den er klar til hans fødselsdag i november. De to ønsker, der indtil videre bekymrer mig mest, er ‘Tågehorn’ og ‘Brandslukker’.

* er boglisten opdateret med “Rum”

M2018, uge 9

226

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
lavet en madplan, der gav mulighed for at producere ekstra retter til fryseren. Hvis man ikke lige har orket at trawle kommentarfeltet fra sidste M2018-indlæg, så var fryseren det helt varme emne, og konklusionen var, at man i sin iver for at leve billigt og bruge, hvad man har, godt kan komme til at tømme sin fryser, og dermed hælde babyen ud med badevandet (#ImBringingOrdsprogBack) For det betyder, at man så ikke har noget som helst at gøre med i det, vi i kommentarfeltet fik døbt “panik-ugerne”. Så i denne uge har jeg haft hjemmeværnsgryden fremme stort set hver dag, og min fryser er nu så pakket, at der ikke kan mases så meget som en solsikkekerne mere ind.

2)
genfundet min cykel. Inden jeg fik børn (og bil) cyklede jeg til stort set alting, men i Aarhus boede jeg også væsentlig tættere på mine tolkeopgaver, end jeg gør herude på vestkysten. Jeg tolker mest i Kolding/Fredericia/Vejle-området, og det *giver* mere logistik, når jeg skal finde ud af, hvordan jeg får afleveret børn og hentet dem igen på cykel, når jeg ikke har cykelstativ på bilen. Men i ugen, der er gået, har jeg haft som fokuspunkt at finde og bruge mulighederne, når de opstod (hvis jeg f.eks. var før hjemme end beregnet og dermed havde mulighed for at trække både Antons og min cykel ned til skolen) og vi har fået cyklet ca. 12 km. Det er ikke Tour de France, men det er stadig mere end ingenting. (Og så er min bil i det mindste ikke gået i stykker på dé ture *bitter-smiley*)

3)
opdaget tomatpuré på tube. Det startede egentlig med, at jeg havde forsøgt at købe tomatketchup fra en af discountkæderne, som flere har lovet smager “fuldstændig som Heinz!” Enten er folk fulde af løgn, eller også er mine smagsløg mere raffinerede end flertallets; det smagte *overhovedet* ikke af Heinz. Jeg stod og kiggede på flasken, og tænkte: “Nå ja. Så må jeg vel bare bruge det til madlavning” Og så fik jeg sgu næsten en åbenbaring af den slags, hvor man bliver slået af forundring over, hvor stor en idiot, man somme somme tider er. For jeg søder ofte med ketchup, når jeg laver kødsauce, lasagne osv. Og indtil nu har jeg stået og hældt Heinz, som holder ca. samme literpris som blyfri 95, ned i tomatsacuen – hvilket jo er helt idiotisk. Så nu har vi en ketchup til madlavning og én til at bruge som ketchup-ketchup. Al den fokus på tomater i mad, fik mig til at tænke over, at jeg altid bare smider en hel dåse tomatpure i maden, selvom det egentlig ikke er nødvendigt. Og derfra var der ikke langt til tuben. Jeg medgiver, at det er i småtingsafdelingen, men det føles faktisk godt at tage det, jeg skal bruge, i stedet for at få mit forbrug defineret af pakkestørrelsen. Det vil jeg klart forsøge at overføre på flere af mine køkken-ingredienser.

Til sidst:
Da jeg startede denne lille serie af indlæg, lovede jeg, at vi ville evaluere på det, sådan slut-februar – og det er vist nu. Det svinger meget, hvor mange kommentarer indlæggene genererer, og jeg har været i gamet længe nok til at vide, at manglende kommentarer ikke altid er lig med manglende interesse. Omvendt er der heller ingen grund til at bruge tid og spalteplads på dem, hvis det kun er 15 af jer, der føler, at de er underholdende/brugbare at læse. Så jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville bruge 30 sekunder på at smide en kommentar på, om I har noget ud af M2018-indlæggene herunder. (Og der er no hard feelings, hvis det ikke er tilfældet.)

God søndag!

Load More