Jeg kan huske, dengang vi alle sammen begyndte at få Rigtige Kærester. Eller i hvert fald da vi forelskede os i de mænd, der potentielt kunne være blevet det. En af de ting, der kom meget bag på mig var, hvor tydeligt det pludseligt blev, at selvom vi som veninder følte os som hinandens spejlbilleder, så var de meget forskellige kærester beviser på, at der også var dele af vores personligheder, hvor vi slet ikke lignede hinanden.
Jeg har den samme oplevelse nu, hvor vi er blevet så voksne, at vi har fået børn. Kvinder, som jeg 100% identificerer mig med, og som jeg *ved* jeg deler værdier med – vi griber opdragelse forskelligt an, og det er ofte i det små, at jeg får øje på det.
Senest er jeg blevet opmærksom på, hvordan vi hver især reagerer, når vi sidder og snakker, og vores børn komme hen og vil sidde med. Måske er det fordi, de er ved at være store, at jeg lægger mærke til det nu; så længe, de var små, og bare kom forbi for at sikre sig, at vi stadig var der, for derefter at fortsætte jagten på blotlagte ledninger, tusser uden låg og interiør med en værdi over 5000 kr., var de ikke det fjerneste opmærksomme på samtalen.
Det er en anden historie nu, hvor de er store nok til at være nysgerrige.
Som det så ofte er med den slags ting, har jeg aldrig tænkt over min egen politik, før jeg var sammen med venner og bekendte, der praktiserede en anden.
Min egne måde at reagere på har altid været, at mine unger til enhver tid må komme og få et kram/en tår at drikke/få hjælp til at reloade nerf-pistolen, men jeg har altid været ret konsekvent med, at når vi har legeaftaler med mine veninder, der har børn, så skal mine unger ikke sidde med i voksen-samtalen. Er vi sammen med nogen, der har børn, der er enten meget ældre eller meget yngre end mine, forventer jeg selvfølgelig ikke, at de underholder hinanden, men så har jeg medbragt legetøj osv. hjemmefra.
I løbet af det sidste års tid, har jeg imidlertid haft flere aftaler, hvor forældrene har deres store børn siddende på skødet, stort set al den tid, vi er sammen, og det kan jeg mærke, at jeg reagerer på.
Først spekulerede jeg på, om det mon handlede om, at jeg følte mig ramt som én, der stadig var taget til fange i 1955, hvor børn ikke havde nogen plads ved de voksnes bord, men jeg kørte min lakmustest (“Hvordan ville det føles, hvis det var en kollega?”) og kunne mærke, at jeg faktisk stadig følte det mest rigtigt at sige, at jeg gerne ville have, at de fandt noget at lave, i stedet for at sidde og hænge på mig. Godt nok kommer mine kolleger ikke ind og monterer sig selv som oversize halskæder på mig, mens jeg sidder og taler med andre, men jeg kunne alligevel mærke, at sammenligningen gav mening, netop fordi vi er ved at have store børn.
Jeg ved ikke, hvor mine veninders grænser går ift. hvad de gerne vil tale om, når deres børn hører det. Men jeg kan faktisk også mærke, at der er ting, jeg ikke har lyst til at tale om, når børnene sidder der. Og fordi de er store nok til at forstå, er min oplevelse, at samtalen derfor bliver vældig amputeret, simpelthen fordi vores børn er ved at blive små selvstændige mennesker, og dermed ikke længere bare er forlængelser af venner og veninder, som jo i første omgang er dem, man har skrevet fortrolighedskontrakt med.
Jeg har tygget lidt på, om jeg burde have dårlig samvittighed over, at dele af samværet så ikke bliver på børnenes præmisser, når nu det er os, de voksne, der har besluttet at sætte aftalen op, og børnene egentlig ikke har valgt, at det var det, deres onsdag eftermiddag skulle bruges på. Men jeg hælder til at bruge min faste sætning, som jeg hiver frem, når jeg glemmer, at mine behov også tæller, nemlig at “Vi skal alle sammen være her. Også mig.”
Men det løser stadig ikke problemet med, at vores grænser går forskellige steder, og at det derfor faktisk ikke er nok, at jeg er afklaret med min egen holdning til emnet.
(Ps: Boglisten, som ligger under “Anbefalinger” i topbjælken på forsiden, er opdateret med Lotus Turèll – Hemmeligheder for pige)
Kære Linda! Gode betragtninger som altid, som jeg sluger råt her på nippet til selv at blive en af de der forældre der skal navigere i en helt ny verden. Jeg har samme erfaring med veninders kærester. De sidder heldigvis sjældent på skødet, men jeg er altid singlen der er kommet på besøg, og kan ikke altid bestemme mig for, om det er meget inkluderende, at kæresterne også synes jeg er interessant og derfor gerne vil være med i samtalen, eller lidt mangel på respekt for venskabet 2 veninder imellem når de ikke fordufter og giver os tid. For når man kommer som singlen, så har man ikke lige vendt alle verdens ting hjemmefra med sin kæreste, og måske har man derfor et større behov for den fortrolighed og tosomhed som ens veninder giver en?
Med ungerne ved jeg heller ikke helt hvad jeg mener. Egentlig kan jeg godt lide tanken om, at børnene lytter med og suger til sig, når præmissen er, at det er de voksne der taler. Men jeg kan samtidig godt se, at både ubådssag, underliv og udfordringer med egne børn bliver sværere at vende når der sidder små ører med. Kunne man evt. italesætte det overfor veninderne, at man har brug for tosomheden og fortroligheden indimellem? Det håber jeg da, mine veninder ville forstå, og så kunne man måske finde et kompromis om hvor meget børnene kontra de voksne skal fylde. Jeg tænker da heller ikke at mødrene til de halvstore børn forventer at sidde med på børneværelset, når ungerne har kammerater med hjemme? – det billede kunne man måske godt bruge? Børnene har jo også brug for noget tid uden de voksne, så selvfølgelig gælder det også omvendt!
Kære Linda.
Det er spøjst at læse tanker fra en anden, der i dén grad kunne være skrevet af mig. Min bedste veninde kommer tit til kaffe sammen med hendes datter, der så til gengæld er bedste veninde med min datter. Dobbelt-win og praktisk og godt for alle. MEN. Vores kaffesamtaler overværes så godt som altid af venindens datter, der insisterer på at sidde på skødet/få hjælp til at tegne en hest/skal have en krammer/skal fortælle om børnehaven/whatever. Jeg afstemmer automatisk samtalen herefter, simpelthen fordi der (efter min mening) er ting en 6-årig ikke skal overhøre og som jeg aldrig ville påtale i mine børns påhør. Min veninde har derimod slet ikke samme filter og giver tit op når der er barn på skødet. Hun kan således sagtens diskutere børnehaveproblemer, irriterende ægtemænd eller udfordringer i familien eller på arbejdspladsen. Det medfører så at jeg lidt bliver gøgler-klovnen, der forsøger at blødgøre emnet så det ikke virker så hårdt på hendes datter, der jo tydeligvis hører hvert et ord der bliver sagt. Og så forsvinder formålet med en voksensamtale, for det er jo ikke givende for nogen parter.
Og jeg aner ikke om jeg overhovedet kan tale med min veninde om det, for det ligger meeeeeget tæt op af ”du gør det ikke godt nok som forældre”.
Det bliver bare så tydeligt når min datter nøjes med at ”tjekke ind” for at få kram eller en tår vand til kiksen, for så at gå tilbage til stuen og lege videre fordi hun sagtens kan se og forstå, at nu sidder de voksne hér og taler, så afsted med dig min ven. No hard feelings og ingen tænders gnidsel.
For ja: hvordan navigerer man i et rum hvor både børn og voksne skal have plads? Og kan man tillade sig at sige noget?
Intet brugbart input fra mig – bare en ”jeg er i samme båd”!
/Kristina.
Kære Linda
Jeg prøver selv at dele tid. Jeg vil rigtig gerne have at mine og andres unger oplever at være med i samtaler med voksne og at blive taget alvorligt, som samtalepartnere. Selvfølgelig er der snakke, de ikke skal være med i og så er det ‘afsted med jer den næste halve/hele time’. Men hvis pointen er, at børn primært/det meste af tiden ikke er ‘med’ i og velkommen i samværet, så er det kaffe uden ungerne, så de ikke er uvelkommen/påhæng. For mig handler det om at tage de ‘store’ børn alvorligt og jeg huske hvordan jeg elskede at lytte til min mor og hendes veninder, selvom jeg ikke forstod det hele – og hvor meget jeg lærte af at være med i samtalerne. Og igen: ikke hele tiden! Jeg appellere bare til at børn også ses værdige til at være del af samtalen. Hvis billedet med kollegaen holder sender vi hellere ikke voksne ud af (hele) samværet. Og så elsker jeg også vennetid uden børn! Men så bliver de helst hjemme.
Åh, jeg er meget med dig her, Lise! Og samtidig kan jeg også sagtens nikke genkendende til Lisas betragtning om sin datter nedenfor – sådan var jeg også som barn! Min egen datter er en helt anden type, langt mere udadvendt, men derfor kommer hun tit og har brug for et kram eller bare lige at sidde lidt. Og en gang imellem kommer ungerne bare ikke godt i gang med en leg. Og det er helt OK.
Jeg har det nok sådan, at når børn er med til samvær, så taler vi om andre ting end når børnene ikke er med – uagtet at de leger inde ved siden af. Små krukker og store ører. Men derfor synes jeg godt, at aktuelle nyheder som eks. OK18 kan drøftes – men ja, vi sidder ikke lige og drøfter ubådssagen i alle dens ubehagelige detaljer. Og så sørger jeg også for at ses med veninder af og til uden børn og mænd. Det er nogle andre snakke ja – og jeg synes, de hører bedst til i et mere intimt forum.
Hej Linda
Jeg kan sagtens forstå dit synspunkt, og på mange måder deler jeg det også. Det er bare nemmere at have det synspunkt, når ens børn har det fint med at lege i den anden stue med de andre børn. Og nemt at tænke, at hvis andres børn ikke vil det, må deres forældre gøre noget forkert. Min ældste gider slet ikke voksensnak og er samtidig meget social og har nemt ved at få nye venner. Ham ser jeg aldrig skyggen af, når vi er byen. Min mellemste derimod er en lidt forsigtig og genert pige, som slet ikke føler sig tryg ved at blive skubbet ind i stuen ved siden af, sammen med børn hun ikke har valgt at hun vil lege med, og måske ikke kender særlig godt. Og jeg ved lige, hvordan hun har det, for sådan har jeg også altid selv haft det. Jeg er ekstremt introvert, og hun ligner sin mor… Derfor er jeg helt afklaret med, at hun skal have lov til at gøre det, hun føler sig tryg ved. Måske skal hun bare lige have lov til at starte langsomt, når vi er ude, i en tryg favn. Måske skal hun have hjælp til at komme i gang med legen i stuen ved siden af. Måske kommer hun aldrig i gang. Det er også ok.
Jeg tænker, at man som forælder gør det, der skal til, for at ens barn føler sig tryg og forstået. Det håber jeg også, at mine veninder forstår…
VH Lisa
Fint indlæg og noget jeg også tænker meget over nu hvor den store er så stor, at jeg kan mærke at jeg automatisk skifter emne eller censurerer visse emner bort, hvis han gerne vil sidde med. Det vil han heldigvis sjældent, da han ofte finder på en god leg eller bliver installeret med en god tegnefilm, hvis der ikke lige er andre børn at lege med. Men jeg synes også det er vigtigt, at de føler sig inkluderet, så derfor må man engang imellem så tage nogle lidt mere generelle/lette emner op, og så sørge for at spørge dem om ting også.
I øvrigt så har jeg lige læst den mest fantastiske familiesaga. “Folkets Skønhed” af Merete Pryds Helle. Den er barsk, smuk, detaljerig, stille og så utrolig fint skrevet. Jeg tudede da jeg havde læst epilogen. Er allerede klar til at genlæse den!