Kvinder og børn, vol. II

En gang i mellem, når jeg skriver et indlæg, er det så tydeligt for mig selv, hvad jeg mener, at der er nogle mellemregninger, jeg ikke får med.

Jeg tror, det var det, der skete med mit indlæg fra i onsdags. Jeg kan i hvert fald se på kommentarerne, at der er nogle pointer, jeg ikke helt er kommet i mål med, så Ditte, Kristina, Lise, B, Lisa og Katrine, jeg har valgt at konvertere mine svar til jeres fine input til dette indlæg i stedet, fordi jeg synes, det er for fesent at kopiere det samme svar ind under jeres respektive kommentarer. Det håber jeg er ok.

Når jeg læser indlægget, efter at have læst kommentarerne, kan jeg nemlig godt se, at det kommer til at lyde som om, jeg insisterer på, at børnene, fast og bestemt, skal eskorteres ned i et kælderværelse, hvor låsen er monteret på ydersiden, hver gang vi er sammen med andre.

Det er – selvfølglige – ikke tilfældet.

Men Dittes kommentar om, at hun oplever samme problemstilling, når hun er sammen med veninder ift. disses kærester, fik mig til at spekulere på, om det her faktisk er et resultat af, at jeg er alene med mine børn. For mine veninder udgør stadig mit primære netværk, fordi jeg er single, og derfor er mit samvær med dem måske mere helligt, end hvis jeg havde haft en voksen allieret på matriklen.

Det ville være nærliggende at indvende, at så må jeg jo lave aftalerne om aftenen, hvor børnene ikke er med, men jeg vil godt stå på mål for, at jeg mener, at det skal være muligt at have voksen-samtaler i dagstimerne, også når børnene er der. Ikke mindst fordi jeg har en del langdistancevenskaber, hvor det ikke lige er muligt at stikke forbi om aftenen. Hvis de relationer skal leve videre, post-børn, så er der nogle emner, som det ville være mærkeligt ikke at vende, når man ser hinanden – som f.eks. da jeg fandt en knude i brystet.

Når vi er sammen med min familie, eller har legeaftaler, hvor det er børnenes relation, der er den primære, f.eks. med venner fra børnehaven, så er samtalerne alligevel af en sådan art, at jeg ikke synes, det gør noget at børnene sidder med, så i de situationer får de lov, hvis de har lyst.

Men når det er min relation, der er udgangspunktet, så står jeg gerne ved, at jeg vil have lov at sætte rammer, hvor det ikke kun er børnenes ønsker, der skal prioriteres. Som alenemor tænker jeg egentlig også, at det kan være meget fint at lære mine børn, at der er nogle situationer, hvor jeg ikke er “tilgængelig”, selvom jeg er i rummet, for virkeligheden herhjemme er jo, at de aldrig afbryder noget, når vi bare er os tre sammen.

Mine børn er stadig så små, at en stor del af samværet foregår i en slags åbent kontorlandskab, hvor vi alle sammen opholder os i samme rum, og det synes jeg er helt ok. På den måde tænker jeg, at børnene tjekker lidt ind og ud af samtalen, afhængigt af, hvor fordybede de er i det, de leger med, og de kan også komme op og sidde på skødet, hvis de lige har behov for det. På den måde får de også et indblik i de forskellige registre, der er i samtaler, hvilket jo er nødvendigt, når man selv skal lære at mestre dem.

Hvis man har meget introverte børn, kan der selvfølgelig være behov for ekstra hensyn, og jeg ville aldrig argumentere for, at man skulle sætte egne behov over børnenes tryghed og trivsel, men min oplevelse er, at det er, som om forældre somme tider simpelthen ikke opdager, at deres børn bliver større, og pludselig er opmærksomme på samtalen på en helt anden måde end før. Min reaktion opstår, når børnene udelukkende kommer hen for at lytte til samtalen, fordi det her, jeg ikke ved, hvor mine veninders grænser for, hvad børnene må overhøre, går, og hvor jeg kan mærke samme reaktion hos mig selv, som hvis man er på cafe, og pludselig opdager, at nabobordet helt åbenlyst lytter med.

Måske er jeg hårdere her end mange andre, men jeg kom til at tænke på et interview, jeg læste forleden, hvor en mor til trillinger fortalte, at de var ret konsekvente med, at børnene skulle sove på samme tid, fordi der ellers ikke var timer tilbage i døgnet, hvor forældrene kunne tanke op og samle overskud. Måske er det her den sociale ækvivalens?

Tak til jer, der har kommenteret, hvor at hjælpe mig med at blive opmærksom på, hvordan indlægget også kunne læses, så jeg ikke uvidende får mig selv fremstillet som Pol Pot.

Published by

28 Replies to “Kvinder og børn, vol. II

  1. Jeg fik ikke kommenteret på det oprindelige oplæg, men jeg vil bare sige at det er noget jeg selv tænker over. Min største er nu 5 år, og da hun var mindre tog jeg hende som regel med til venindeaftaler, men det er jeg stoppet med af flere grunde – mest fordi jeg gerne vil have tiden med veninderne for mig selv uden at blive afbrudt hele tiden. Det kan jeg levende forestille mig må være et issue når man er alene voksen.
    Selvfølgelig kommer børnenes behov, særligt når de er små, først. Men som du skriver: vi skal alle sammen være her, også mig. Det er et mantra jeg i perioder kører herhjemme for ikke at glemme egne behov og blive kørt derud hvor jeg bliver helt smattet og martyr-agtig (skrevet fra en lænestol med en varm kop kaffe mens manden har børnene med på legepladsen så jeg lige kan tage et lille pusterum).
    Jeg skal også være her og det er helt okay.

    1. Jeg synes, det er en superfin pointe du har med, at man nemlig bliver en virkelig træls version af sig selv, når man får sig møvet op på korset og hænger der og råber ting som “Det kan I ikke være bekendt!” og “Efter alt, hvad jeg har gjort for jer!”

      Som med alt andet er det en balance, men kærligheden gør bare ofte, at man altid selv stiller sig bagerst i køen, og først opdager det, når man bliver syrlig.

  2. Jeg synes det er et uhyre relevant indlæg (begge to, altså). Dels fordi jeg ikke selv har børn og dermed ofte er endnu mere i tvivl end mødre om, hvilke af mine udgydelser der er egnede for små ører. Og dels fordi jeg som barn var en ægte “lurer”, der elskede at overhøre voksen-samtaler og faktisk kan huske et par episoder hvor jeg fandt ud af ting jeg egentlig helst havde været fri for – og som jeg aldrig fik talt igennem med en voksen fordi jeg udemærket vidste, at jeg slet ikke skulle have hørt det. Jeg sætter meget stor pris på at kunne have ucensurerede (men aldrig u-afbrudte, hehe) samtaler med mine veninder så fra mig kommer der ikke andet end et “hørt, hørt” 🙂

    1. Det er en virkelig god vinkel, Tine. At man uforvarende kan få givet børnene informationer, som de ikke ved, hvad de skal stille op med.

      Og jeg forstår virkelig godt, hvad du mener. Jeg har også sværere ved at gennemskue, hvor grænserne går, hvis børn er meget yngre/ældre end mine, så det *er* bare noget med, at det er svært at regne ud, uanset hvad. Måske kan skulle turde tage snakken med sine veninder?

  3. Jeg tror faktisk det gør en forskel at du er alene i denne situation. For når jeg tænker efter fungerer det lidt anderledes her. Jeg har det som dig at børnene ikke skal høre alting. Enten fordi de er for små (jeg skruer også ned for radioavisen hvis de er i bilen og de pludselig snakker om studerende der er fundet opløst i syre) eller fordi det simpelthen ikke er dem jeg er fortrolig med men (oftest) deres mor. Men for mig er det sådan at jeg mødes med veninder og børn (og evt. Mænd) ind i mellem og så er samtalerne anderledes. Andre gange mødes vi UDEN børn og har de dybere samtaler. Det kan jeg jo fordi min mand så er sammen med ungerne. Men jeg tror også bare der er forskel på folk og nogen synes det er helt naturligt at deres mand altid er med f.eks. Jeg synes det er vigtigt at mine børn og mand kender mine venner og omvendt men det er jo mit venskab og ikke et de skal overtage. Derfor gør vi begge dele herhjemme. Det betyder selvfølgelig også at jeg vi ikke hele tiden er sammen som familie alle 4, men det fungerer for os med den balance.

    1. Jeg har siddet og tygget lidt på det, for jeg genkender fuldstændig, hvad du skriver med de dybere samtaler. Dem har jeg også, når der er gæster her, når ungerne sover, eller jeg har en barnepige på. Måske handler det også om, at vi som voksne ikke er helt enige om, hvilke emner, der egner sig for børneører – og hvor gamle disse ører må være. Emner som børnehaven og sygdom, synes jeg ikke altid mine børn skal lytte med til, og det er jo ellers ikke sådan.. sprængfarligt. Omvendt kan det også hjælpe til at tage nogle snakke med børnene, som man måske ikke selv var kommet i tanke om at tage. Det er jo også vigtigt, at man hjælper dem med at verden bliver større i takt med, at de er klar til at håndtere det, og somme tider tror jeg, at jeg måske kommer til at skærme dem *lidt* for meget.

      Men ja. Jeg er helt enig i, at det er balancen, man skal stræbe efter.

      Kh

      Linda

      1. Det tror jeg da du har ret i.jeg mærker også i takt med at ungerne bliver større at jeg snakker om dem anderledes hvis de er med. Ikke sådan at jeg udstiller fem hvis de ikke er der men jeg kan jo f.eks.have behov for at vende hvordan jeg som voksen håndterer en situation i forhold til barnet i børnehaven f.eks. det er jo ikke fordi hun ikke må høre det men der er nuancer og ting i det man ikke forstår som barn. Hun skal heller ikke føle vi sidder og snakker om hende for det er jo i sidste ende ikke hende men mig vi snakker om hvordan gør jeg dette i min rolle som forælder når hendes situation er sådan og sådan. Giver det mening? Det er ikke kun for min skyld men også for at hun ikke skal føle sig udstillet foran andre børn.

        1. Det giver fuldstændig mening. I takt med at deres personligheder bliver mere og mere tydelige, bliver de også små mennesker med grænser, man gerne vil respektere, og ikke bare små versioner af én selv, som man bare læser sig selv ind i.

  4. Jeg tror altså ikke kun det er et resultat af at du er selv med dine børn. Jeg husker tydeligt hvor irriteret jeg blev på min mands store pige da hun begyndte at ville sidde med om aftenen både med gæster og når det bare var min mand og jeg – og hvordan skulle jeg kunne sige noget uden at være den onde stedmor? (Løsningen blev i øvrigt at det er min mand der sender hende i seng/på værelset/etc). Jeg tror det handler om fortrolighed og selvcensur. Om at få lov at være voksenudgaven af sig selv, som er mere nuanceret end den forældreudgave vi ønsker at vores børn spejler sig i. Fordi det er pisse rart at få lov at udtale sig fordømmende om ting man ikke i virkeligheden er i position til at vide noget som helst om – bare en gang i mellem at få lov at synes noget som ikke er helt velovervejet. Og blive genkendt uden chok af en anden voksen som godt ved at man *også* er fornuftig og velovervejet.

    1. Jeg ville ønske, at det var DET der, jeg havde skrevet i mit indlæg, for JA!! Det er nemlig LIGE præcis sådan det er!

  5. Kære Linda
    Super fint med en opfølgning, selvom du nu ikke var i fare for at ryge i Pol Pot-kategorien her hos mig ;D
    Jeg tænkte faktisk også over – da jeg skrev min kommentar til sidste indlæg – at det nok gjorde en forskel, at du er alenemor. For mit behov for mere intim venindesnak kan jeg jo få dækket, når min mand passer børnene alene (i teorien i hvert fald – de fleste aftener tilbringes nu alligevel helst i koma på sofaen). Derfor fik jeg ikke lige kommenteret på det med censurering af samtalen ift tilstedeværelsen af børn – det virkede på en måde lidt forkælet at skrive “de snakke tager jeg da bare når børnene ikke er med”, når du måske ikke så nemt har den mulighed. Men jeg er altså helt på linje med dig – jeg undgår helt klart ubehagelige emner, når børnene lytter med og bliver også helt befippet og lettere panisk, hvis mine veninder ikke gør det. Særligt én har det med at tale om problemer i børnehaven, mens børnene løber frem og tilbage… Der plejer jeg at svede en halv liter tran og få mentalt block out, mens jeg spejder rundt efter børnene så demonstrativt som muligt for at give et hint om, at vi måske skulle tale om noget andet… aner simpelthen ikke hvad man stiller op i dén situation…
    Så ingen visdom herfra, bare et “vi er on the same page” 🙂
    Tak for en virkelig god blog!
    VH Lisa

    1. Hej Lisa. Selv tak og også tak fordi du lige melder ind igen<3 Jeg er nu stadig rigtig glad for, at du kommenterede på sidste indlæg også, fordi det gav inspiration til en opfølgning. Jeg synes nemlig også, at en del af (Ilands)problemet er, at vi voksne heller ikke er enige om, hvad der er "farlige" emner. Jeg er meget obs på, at vi ikke snakker om andre børn/pædagoger/forældre, når børnene hører det, fordi jeg fandme bare synes, det er så vigtigt, at vi ikke legaliserer den måde at tale på. Som voksne har vi jo nogle andre filtre og ved godt, at vi samme tider sætter tingene på spidsen, men ungerne tager det bare for pålydende. Man har somme tider lige lyst til at holde sine børn for ørerne, ikke? Kh Linda

  6. Lidt udenfor kategori, men jeg bliver så glad for at læse med på din blog, for jeg synes simpelthen kommentarerne er så gennemtænkte og velovervejede. Samtlige indspark får mig til at tænke efter, og jeg tager mange af dem med ud i hverdagen hvor de bliver tænkt igennem endnu en gang (eller flere).

  7. Jeg har gennem de seneste år spekuleret en del over hvad (mine) børn skal vide og ikke vide – fx har jeg været meget uenig i at de i børnehaven har talt med børnene om terrorhandlinger i plenum. Mine ældste er 4 og 6. Vi ser ikke flowtv eller læser papiraviser, så vores nyheder kommer via Politiken.dk og the Guardian og jeg synes faktisk ikke, børn i børnehavealderen behøver at vide noget om hverken Donald Trump, ubåds-Madsen eller OK18. Hvis de har spørgsmål svarer jeg ærligt og alderstilpasset på dem, og det gælder uanset om det handler om hvor børn kommer fra, om der er mennesker, der dør eller om Gud findes. Det giver til tider en lang snak med en påståelig og stædig 4-årig, men så tager vi den igen og igen.

    Min erfaring er så, at børn hører MEGET mere end man tror – fx havde vores ældste, som var 5 på det tidspunkt, på en eller anden måde forstået, at jeg var gravid da jeg ikke var mere end 8 uger henne. Og det fortalte han til naboen. Jeg synes ikke, vi havde snakket om det foran børnene, for jeg ville gerne vente til efter NF. Så de hører ikke bare alting – de fortæller det også videre. Og det er jo ikke alt, jeg siger, som jeg gerne vil indvie naboen, børnehavepædagogerne eller kammeraterne i.

    Nå, det blev en lang smøre for at komme frem til min pointe, som er, at jeg helt klart synes der er og bør være forskel på snak når der er børn til stede eller ej. De små ører hører alt og fx skal de ikke høre, at mor og far synes at læreren er en idiot (det synes jeg så ikke), for hvordan skal barnet så navigere i det? Han/hun skal stadig have respekt for lærerens autoritet i klasseværelset. Eller at en klassekammerat er en uopdragen møgunge, som fortjener en bedre opdragelse. Eller at jeg synes min mand til tider er enormt irriterende. For det er han jo, og jeg er utvivlsomt det samme, men jeg elsker ham også og vi har et godt forhold. Det ved jeg og det ved mine veninder, så det er underforstået og ikke med i samtalen. Hvis børnene så hører samtalen om hvor irriterende han har været, kan de blive urolige og få alle de der skræmmende børnetanker om skilsmisse osv. (Små) børn kan jo ikke forstå hverken ironi eller overdrivelser.

    Der betyder så, at der er nogle samtaler, der ikke føres når børnene løber om benene på os, men i fht mine venner og veninder oplever jeg det egentlig ikke som et stort problem, vi er nok nogenlunde enige i niveauet. Derudover synes jeg det er svært at have dybere samtaler når vi konstant bliver afbrudt af spørgsmål om hvilken Ninja der er sejest (!?!), mægling om legetøj og aftørring af snotnæser. Så det må vente til de er i seng, på børneværelset eller den elektroniske variant af det hvide snit: ser iPad, hvor vi kunne springe en bombe og de ville ikke opdage det før wifi forsvandt. 🤯

    Men det ændrer ikke på problemstillingen, jeg lagde ud med, og som måske er off topic: hvad skal børn vide og hvornår? Jeg hælder nok selv til at børn skal have lov til at være børn og tro på det gode i andre og ikke være bevidste om ondskab, politik og krig før det ikke kan undgås længere. Men måske tager jeg fejl og opdrager mine børn til at blive naive og godtroende? Jeg synes faktisk det er svært.

    1. Det er faktisk noget, der fylder en del for mig, men måske med en lidt anden indgangsvinkel end din. Som jeg har skrevet en del om, har Anton haft problemer med sproget, siden han begyndte at bruge det, og det betyder, at der er noget begrebsdannelse, der halter bagud også.

      Dertil kommer, at han er udstyret med en personlighed, der gør, at han simpelthen aldrig har interesseret sig for voksensamtale. Jeg har aldrig oplevet ham spørge til noget, jeg har talt med andre voksne om, eller taget ham i lytte, mens han foregiver at lege. Mit bud er, at vi voksne taler så hurtigt og bruger så mange ord, han ikke kender, at vi egentlig ligeså godt kunne tale et helt andet sprog, når vi taler indforstået.

      Derfor har mine overvejelser med ham mere gået på, at han qua sin alder nu bliver sat i nogle sammenhænge, hvor der tales om ting, som han ikke har sproglig bund til at forstå. Som f.eks. hvis en velmenende pædagog vil tale om terror eller OK18. Det bliver for abstrakt for ham, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvor meget af det, han tager med, for jeg forestiller mig, at det bliver endnu mere skræmmende, hvis man ikke helt forstår detaljerne i børneforklaringerne. Jeg gør selvfølgelig, hvad jeg kan for at samle op herhjemme, men jeg hører jo ikke alt, hvad han hører i løbet af en dag, så det fylder virkelig meget for mig.

      Det, der også følger med at have et barn, der har kæmpet med sproget er, at det er sådan, jeg har “lært” at børn er. Jeg har jo ikke anden erfaring, end den, jeg har gjort mig med Anton, og derfor er jeg allerede et par gange blevet MEGET overrasket over, hvad Frida samler op. Sproget vælter ud af hende, og det er en gave, både for hende men også for Anton, fordi det giver mig en mulighed for at se, hvad der foregår i hovedet på dem, når de er X antal år, og jeg derfor får en meget bedre forståelse af, hvad Anton har været igennem af udvikling, som han ikke har kunne tale med mig om. Det er en gave. Men jeg bliver godt nok somme tider fanget på det forkerte ben, når den lille kommer og spørger til noget, som jeg aldrig i min vildeste fantasi troede, man ville kunne afkode, når man kun går de voksne til knæet.

      Jeg synes også, det er svært.

      Ps: Hvilken ninja *er* så den sejeste?

      1. Jeg har virkelig også disse overvejelser tit men faktisk nok lidt på niveau på det du skriver Astrid at jeg ikke synes de behøver møde alt ondskaben endnu. Min ældste på 5 har haft let ved sproget men fanger også stemninger osv. Hun er knivskarp til at gennemskue lang langt mere end jeg forestiller mig og derfor snakker jeg også ærligt med hende hvis hun spørger. Vi har også snakket om ok18 fordi det optog os. Men jeg synes der er kolossal forskel på at forklare det simplere og så f.ekd. ubådssagen. Jeg synes ikke hun skal gå rundt og være bange. Men samtidig skal man jo også ruste hende til at begå sig på et tidspunkt. Indtil videre er det jo noget med hvad nu hvis hun bliver væk i en butik. Så er det dælme vigtigt hun ikke bare går med en eller anden ud af butikken.

  8. Fedt med det opfølgende indlæg Linda – som en anden skriver var du altså også langt fra Pol Pot (eller pol spot, som autocorrect insisterer på, apropos tidl. indlæg…) -kategorien hos mig, men nåede også at reflektere over at det er lettere at “dele emnerne op”, som jeg tenderer til at gøre, når jeg nu har en mand, der kan blive hjemme hos datteren mens mor har voksensnak med veninderne 🙂
    Jf. hvad børn skal høre hvornår, er min oplevelse at uanset hvilke nyhedsstrømme man selv bekender sig til og uanset hvor meget man søger at skærme sine børn, så snakker børn sammen – meget. Min datter er også kun seks, men så har hun en veninde der har en storebror på 9, som har en ven der har en storesøster på 12, osv. Og det tager især fat i skolealderen. Vi forsøger egentlig ikke bevidst at skærme hende, jeg synes det er ok at børn lærer at verden ikke kun er god og at der findes mennesker, der ikke er rare, men jeg tænker meget over, hvordan vi får talt med hende om svære emner på en god måde. Vi bringer ikke selv ubåds-Madsen op ved middagsbordet, men nogle gange hører de altså ting, som vores datter i hvert fald nævner derhjemme – og så er vi jo nødt til at tale med hende om det. En dag havde hun hørt om en børnelokker (!) der huserede i kommunen. Så er vi nødt til at fortælle hende, at nogle voksne ikke vil børn det godt, og hvad man skal gøre hvis man møder sådan en (vi forklarede det noget mere pædagogisk, ha ha). Desuden er hun også selv begyndt at reflektere over svære emner såsom at mor og far skal dø en dag, og det synes jeg også at vi er nødt til at behandle respektfuldt og anerkende at det ikke er sjovt at tænke på. Så alt i alt er det min oplevelse, at når de selv begynder at komme med svære spørgsmål, eller hvis de i børnehaven kommer hjem og har oplevet konflikter og blevet kede af det, kan man godt begynde at tale om de lidt sværere ting. Jeg oplever, at hvis vi får en god snak er det nok, og så går hun ud og hopper på trampolin eller leger videre med venner bagefter. Men måske er det, fordi hun er så kommunikerende, at jeg synes det er nogenlunde til at navigere i.

    1. Hej B.
      Det var faktisk det jeg forsøgte at skrive i min kommentar. At jeg oplever min datter opfanger alt muligt og at vi derfor snakker om det. Men jeg synes stadig hun er for lille til at skulle høre alle detaljer som de fortæller i nyhederne og her forsøger jeg at skærme hende lidt. Samtidig er hun stor nok til f.eks at begynde at opleve/høre nogle ting. Modsat dig synes jeg ind i mellem det er svært fordi der på en eller anden måde er forskel på hvad hun forstår og hvad hun kan rumme følelsesmæssigt. F.eks. har vi også haft snakket om det med døden osv. Som hun bare havde så svært ved og var så ked af selvom det var hende der spurgte til det. Det er en svær snak at forstå men jeg synes mit dilemma netop er hvad niveau det skal være på. Hvis så unger i forskellig alder sidder med ved bordet kan jeg godt følge det bliver svært.måske er min vurdering af hvad en på 10( som er dobbelt så stor som min datter) må/skal høre meget anderledes end hendes forældres.

      1. Misforstå mig ikke, jeg synes også det kan være svært at finde ud af, præcis hvordan man skal tale med dem – min kommentar gik mere på, hvorvidt man skal tale med dem om svære emner i en relativ tidlig alder, og det fungerer godt hjemme hos os at vi gør det og er åbne om, at verden ikke kun er god. Jeg prøver at spørge hende, hvad hun har hørt om en given sag eller hvad der gør hende bange/ked af det. Jeg synes det kan hjælpe mig på sporet af, hvilket niveau hun skal have information på. Nogle gange har det faktisk vist sig, at hun har hørt noget, som hun ikke selv er klar over, hvad er. Og at bekymringen dermed ikke stikker så dybt. Men jeg er enig – hvordan man skal tale med dem, er ikke altid let!

        1. Jeg tror også helt generelt på åbenhed. Men jeg kan også mærke at jeg ikke synes de skal kende alt grumheden endnu. Altså en ting er på niveau med at nogle af “skurke” eller stikke alle er gode..men jeg tager ikke selv op at Kim wall blev parteret osv (nu har vi ikke snakket ubådssagen). Også fordi jeg sommetider selv synes verden er så grim jeg næsten ikke kan rumme det. Ubådssagen er jo rent mareridt. Jeg tror det er vigtigt vi tør snakke med ungerne når de kommer også fordi det netop hører noget vi ikke ved de har hørt men også fordi det (forhåbentligt)bliver lettere for dem når de bliver større at de ved vi er ærlige og at de bliver taget alvorligt.

      2. Jeg bryder lige ind med en kommentar her. For hvad børn kan rumme at høre om handler ikke kun om deres alder, men ligeså meget om deres livserfaring og livsomstændigheder.

        Herhjemme kom snakken om døden ikke fordi min ældste søn var stor nok til den -men fordi hans lillebror døde af fødselskomplikationer. Derved var døden ikke en abstrakt størrelse, men noget uhyggeligt konkret som min 4-årige (og vi) blev nødt til at forholde sig til. På samme måde blev mine niecer og nevøer i varierende aldre konfronteret med at børn dør. Det er nok ikke noget jeg som udgangspunkt ville have talt med børn mellem 3 og 8 år om, men det blev en del af vores hverdag og samtaler – vi er blevet “vant til” at det er okay at snakke om døden og være ked af det sammen. Samtidig må vi accepterer at det giver en del mavepustere til de voksne når børnene stille spørgsmål, men så må vi trække vejret dybt og snakke om det igen og igen på deres niveau. Vi er blevet “tvunget” til at snakke åbent om tingene, selvom det er svært.

        Derfor mener jeg ikke der er nogen emner der ikke kan tales med børn om hvis det gøres rigtigt (men det kan være svært at vide hvordan rigtigt er), men som du skriver er det så godt som umuligt at vurdere hvad andres børn kan tåle at høre eller hvad deres forældre mener de må høre fordi det netop ikke afhænger af alder, men af “modenhed”.

        1. Kære Stine.

          Din kommentar er både umådelig fin og relevant, og den river i hjertet.

          Du har fuldstændig ret i, at vi ikke altid selv får lov at bestemme, hvad det er nødvendigt at tale med vores børn om. Skæbnen og livet falder somme tider ud på måder, der kræver opmærksomhed og samtaler på og om emner, som de fleste børn/forældre er forskånet for at forholde sig til. I den situation kan man jo ikke gøre andet, end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, både i hverdagen og i samtalen. Og børn, der har tungere historier med i erfaringsbagagen, er helt sikkert gearet på en helt anden måde til at tale om store/svære emner, end deres jævnaldrene, fordi de netop som du skriver, er blevet mere modne af det, de har oplevet.

          Indlægget her udspringer af tanker omkring venner og disses børn, og i den situation kan man sige, at man ville være klar over det, hvis der var en forhistorie som din. Det lyder også umiddelbart som om, I har været gode til at kommunikere ret åbent med dem, I har omkring jer ift. hvordan I bedst har kunne bære familiens børn igennem det.

          Men din kommentar er stadig super relevant ift. sub-debatten om, hvad man kan snakke med børn om hvornår, for vi kan jo sjældent se på børn, vi ikke kender så godt, hvad de har med sig, og dermed hvor modne de er/hvad de kan rumme at høre og tale om.

          Tak for en vigtig reminder <3

          Kh

          Linda

  9. … eneste ærgelse over kommentarsporets herlighed – emnet “hvad børn skal vide hvornår” – det kunne godt have båret sit eget indlæg 🙂

    1. Det ville være dejligt med en facit-liste til “hvad børn skal vide hvornår”. Vi har lige haft diskussionen mellem nogen af forældrene i mit barns klasse (rullende skolestart -helt anden diskussion), hvor børnene er fra børnehaveklasse til og med anden -og man bliver bare aldrig helt enige, selvom børnene er jævnaldrene.
      Både fordi alle børn er forskelligt modne og har forskellig baggrund for at forstå livet -og ikke mindst har vi som forældre også forskellige baggrunde og erfaringer med i livet.. Hvis der er nogen der har en facitliste vil jeg gerne have den 🙂

      1. Jeg er fuldstændig overdrevet vild med, at I bare kører videre ud af de tangenter, der pludselig opstår i kommentarfeltet. SÅ god en diskussion, og jeg er enig med jer alle sammen. Det *er* svært – ikke mindst fordi de også snakker meget med hinanden; på en måde er man næsten nødt til at lægge niveauet efter laveste fællesnævner, fordi de små ofte hører fra de store, hvad man har talt med dem om, og så er det pludselig ikke nok at have vurderet, hvad den store er klar til at høre/tale om.

        Skulle nogen i deres videre jagt efter guldkorn på nettet støde på facitlister (eller noget der minder om) skal man *endelig* ikke holde sig tilbage med at smide et link:)

        Tak fordi I engagerer jer! <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.