Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

M2022, uge 13

15

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erkendt mit nederlag og fornyet vores årskort til Legoland. 

Jeg havde forventet, at børnene efterhånden var ved at være for store, så jeg undlod at forny dem sidste år, hvilket ellers er billigere end at købe helt forfra.

Men børnene har, siden parken lukkede i november, spurgt 844873 gange, hvornår vi skal afsted igen, så da der kom en mail med et tilbud om at spare 100 kr. pr. fornyet kort, regnede jeg på, hvor mange gange vi skal afsted, for at det er tjent ind, og selv med den rabat, jeg kan få gennem HK og gratis børnebilletter at supplere med, kan det ikke betale sig *ikke* at købe årskort.

Trods alt var det så 300 kr. billigere at nå til den erkendelse nu, end om en måned. 

2.

Solgt en stak puslespil, og da jeg skulle sende dem opdaget, at man nu både gennem Bring, GLS og DAO kan sende uden at printe labels. 

Hos GLS får du en kode, som de scanner, når du indleverer, mens DAO og Bring bruger koder, du bare skriver på pakkerne.

Jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste uden printer, der ind i mellem skal sende noget, så måske er der nogle af jer, der kan have glæde af informationen også. 

3.

Kunne se, hvad jeg i løbet af marts – som er den første, fulde måned, hvor jeg har haft fokus på el – har sparet.

Jeg vil derfor gerne lige følge emnet til dørs for nu ved at lave en lille opsummering. 

Det er tydeligt for mig, at jeg med el har ramt et emne, som få ved rigtig meget om, og mange ved meget lidt om. Det har flere gange givet mig lyst til at lukke ned for det her på bloggen, fordi jeg er bange for at komme til at skrive noget forkert eller videreformidle noget, jeg selv har misforstået. 

Men en stor del af hele ideen bag de her indlæg er, at hvis vi alle sammen skal vente, til vi er blevet eksperter på noget, før vi ændrer vores vaner, så kommer vi aldrig i gang.

Derfor har jeg valgt at køre på med den ‘work in progress’-tilgang, der (forhåbentlig) gennemsyrer de fleste af indlæggene. For jeg tror virkelig, at nøglen til at ændre på de store ting, som vi er mange, der på forhånd giver lidt op på, fordi emnet virker kompliceret og uoverskueligt, bare er at starte et sted og så tage den derfra.

Inden jeg skriver, hvordan det er gået her, så er der lige en sondring, vi skal omkring. For når man – jeg – siger og skriver ‘spare på el’, så bliver det uklart, om det er en mængdemæssig eller en økonomisk besparelse, der er tale om. Altså, om man kan spare på antallet af kWh ved at blive bedre til at huske at slukke lyset, eller om man kan spare penge ved at bruge de billige kWh frem for de dyre.

Da jeg begyndte at gå op i det her, havde jeg egentlig ikke forventet, at vi kunne skrue særlig meget ned for antallet af brugte kWh. Vi er ikke nogle svin med lyset, vi fylder vaskemaskinen, inden vi tænder den, koger kun det vand, vi skal bruge osv. osv. 

Derfor var mit primære fokus at se, om jeg kunne spare noget i kroner og ører ved at flytte rundt på mit forbrug. 

Jeg besluttede fra starten, at det ikke skulle blive træls. Der skulle være tale om ændringer, der ikke krævede ekstra tid eller en fuldstændig omrokering af de daglige rutiner, for det overskud har jeg simpelthen ikke. Jeg ville aldrig kunne overskue at vaske tøj om natten, for ud over larmen (vaskemaskinen står op ad væggen til mit soveværelse), så er tid den knappe faktor for os, og jeg ville hellere flække begge skinneben på langs end at skulle mase en omgang ophæng af vasketøj ind kl 6.

Dét var udgangspunktet – men se nu her:

Det er simpelthen lykkedes mig at skære 30% af vores forbrug, udelukkende ved at fokusere på det. For vaskemaskinen kræver de kWh, den kræver, uanset hvornår på døgnet, jeg vasker, og jeg synes ikke, vi vasker mindre end vi plejer – eller sidder mere i mørke. (Jeg kan se, at det budgetterede forbrug er faldende fra vintermånederne, så jeg antager, at der er korrigeret for, at vi er ved at lægge vintermørket bag os). 

Vi er (dog) blevet bedre til at slukke lyset, jeg oplader min telefon, når jeg kører, og jeg vasker de store ting op i hånden, så jeg sparer en vask (hvilket jo får vandforbruget til at stige, men hvor dé to linjer krydser hinanden, ved jeg simpelthen ikke). Når jeg husker det, hiver jeg stikket ud af kontakten, de steder, det er til at komme til (jeg ligger ikke og kravler rundt nede bag sofaen), så jeg sparer lidt på standby-forbruget, men jeg føler virkelig ikke, at jeg gør noget, der kræver noget af mig. Så kan man *næsten* ikke, ud fra et miljøperspektiv, forsvare at lade være, vel?

Jeg ville ønske, at jeg kunne give et konkret bud på, hvor meget jeg i kroner og ører har sparet ved at prøve at flytte mit forbrug, men fordi jeg er gået fra fast pris til variabel pris, og strømmen samtidig generelt er steget, har jeg ikke et udgangspunkt at sammenligne med. Jeg kunne givetvis grave data frem og lave udregningen, hvis jeg havde al tid i hele verden, men det har jeg ikke, og Tænk skal også leve. 

For sjov kan vi lege lidt med de tal, vi trods alt har. For baseret på de her data, (som Watt henter samme sted fra som Norlys), så har jeg i marts sparet 106 kWh ift. budgetteret forbrug. Gennemsnitsprisen på sådan én er 2,25.

Det betyder, at jeg i marts har sparet kr. 238,5 ved at skære ned på antallet af forbrugte kWh.

Derudover vil der formentlig også være en økonomisk besparelse, fordi min pris på den enkelte kWh forhåbentlig bliver lavere end de 2,25, som gennemsnitsprisen er sat til, men hvor meget det beløber sig til, ved jeg ikke.

Jeg vil slutte med at vise jer det wi-fi, stik, jeg har snakket om, som gør det muligt netop af flytte en del af sit forbrug til det tidspunkt, hvor den rene elpris er lavest. 

Selve stikket ser sådan her ud:

Når jeg har det sat til, ser det sådan her ud:

Og det eneste, det kræver, er, at jeg går ind i en app og enten sætter en timer eller trykker her:

Jeg har eksperimenteret lidt, for i starten havde jeg det til at sidde i stikkontakten hele tiden, men det fungerer ikke her. Vi plugger til og fra, nakker hinandens opladere, når vi er ved at løbe tør, og fordi det sad der hele tiden, glemte jeg at slå det til og fra, så det enten bare ladede hele tiden eller slet ikke – og så går ideen jo af det.

Derfor har jeg fundet en ekstra lang stikdåse, som hele tiden sidder i wi-fistikket. Når den rene elpris så ser ud, som den f.eks. gjorde i forleden*, hvor vi var afsted over middag, smider jeg alt, der skal lades i det lange stik, sætter wi-fi stikket i kontakten og timer den til start fx. kl 13. Det tager 1,5 sekund, og på den måde begynder det hele at lade, når strømmen er allerbilligst.

Hvis du vil se, hvor stor en del af dit forbrug, der går til hvad, så du kan sætte ind der, hvor det gør den største forskel, så kan du hos Energistyrelsen se, hvordan forbruget i en typisk husholdning er sammensat her.

4.

Undersøgt, hvor lang ekspeditionstid, der er på oprettelse af en firmakonto i min bank, så jeg er sikker på at have den, når jeg skal til at sende fakturerer ud.

*

I øvrigt:

25

*Så jeg forleden et klip fra Radio4 på facebook, hvor en skolepædagog kommer med sin meget subjektive vurdering af forældre og deres måde at opdrage børn på.

Jeg tror ikke, jeg forstår, at man som fagperson synes, det er ok at melde sin primære samarbejdspartner/kundegruppe ned på de sociale medier? Det fik mig til at tænke på en insta-profil med jordemødre-memes, jeg fulgte på et tidspunkt, som jeg i starten syntes var ret sjov, men som jeg fik det mere og mere mærkeligt med i takt med at den latterliggjorde trætte fædre, førstegangsfødende og ubehaget ved at være den, der skulle fjerne afføring fra den fødende. Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg synes, den slags hører hjemme i et lukket fagligt forum, hvor alle har ganske andre forudsætninger for og ret til at bruge humor ift. det daglige virke, og hvor alle ved, hvilke opgaver, ingen har lyst til at få udstukket. Sådan er det i alle fag, og det ville være naivt at tro andet. Men der er sgu nogle illusioner, det er dyrt at give køb på. Ser en fysioterapeut somme tider på en krop og finder den tiltrækkende? Måske? Gør gynækologen sig nogle tanker om det, han/hun stirrer ind i 8 timer om dagen? Hvem ved? Men hvis vi skal være trygge ved at lægge paraderne i de settings, så er vi nødt til at værne lidt om illusionerne ved at holde jokes, holdninger og latterliggørelse in house i den gruppe, der har den implicitte, præ-eksistrende interesse for/kærlighed til faget, der ligger i at have valgt det som levevej.

*Troede jeg, at vi var venner. Men der tog jeg tydeligvis fejl, for ingen har fortalt mig, at JEG SKULLE SKYNDE MIG AT SE ‘DEN, DER DRÆBER’! KÆMPE late mover her, men føj, hvor er den god!

*Lænede børnene sig, højlydt og insisterende, op ad et kostskoleophold forleden. Da jeg havde vredet min sjæl for girafsprog og overskud, og højere, end jeg plejer, bjæffede: “Så HOLDER I sgu!!”, kiggede Anton på mig og spurgte: “Hvorfor bliver du så sur, når du har travlt, mor? Tror du ikke, du skulle take a yoga class?” Det bliver første linje på side 1 i min kommende bog: “Kald din mor ud på 2 sekunder”.

*Skal jeg til Netværksmøde i morgen, torsdag, som er møde, hvor børnepsyk. inviterer ‘borgerens netværk og de forskellige aktører’ og orienterer om, hvad Antons diagnose betyder/hvordan man kan hjælpe ham. Jeg troede, jeg var landet efter alt det her, og at mit blodtryk var stabilt igen, men efter en mail fra en leder på skolen om, at hun deltog i stedet for ham, der har siddet med hele vejen (“og hvor holdes mødet?”), manglende info om, om der er nogle af de lærere/pædagoger, der arbejder med Anton til dagligt, der deltager, og at have fundet ud af, at man ikke inviterer ‘aktører’ fra fritidstilbuddet (heldigt, at Anton holder op med at være autist klokken 13 så), har jeg opdaget, at min nyfundne ro bare har været et resultat af pause fra Systemet. 

*Forsøgte Bilka to go forleden at forkæle os med en vareprøve på Omega-3 fiske-piller til børn. Man har valgt at lave et stykke gele, der minder meget om det slim, børn leger med, og har forsøgt at camouflere fiskesmagen med hysteriske mængder at syntetisk jordbær, og det er måske det mest frastødende produkt, jeg nogensinde er blevet udsat for.

*Fik jeg til gengæld forleden serveret en af de nye Sanpellegrino sodavand, og det bliver dyrt.

*Har børnepsyk. lige ringet og aflyst mødet i morgen, fordi deres mand er syg. Det er andet møde ud af fem, de aflyser pga. sygdom. Sidste gang glemte de at sætte en ny dato. Ham her tager på ferie, når han er færdig med at være syg. Jeg har det meget Michael Douglas/Falling Down lige nu.

*Kan jeg næsten ikke rumme mennesker, der forsøger at hype deres brugte vaser og gamle skabe på Marketplace. “Røverkøb!” “Super smarte retrojeans sælges!” Dude. Det er brugte ting, du ikke længere selv gider at have. Easy on the praise. 

*River jeg mine øjenæbler ud med fingrene, hvis jeg skal se så meget som én artikel mere om #Slapgate

*Begynder jeg, HELT bagerst i min hjerne, at lege med tanken om en social/servicehund til Anton. Ikke nu. Men om et par år, når han er stor nok til at forstå og bære det ansvar, der følger med. Hvis du kender nogen, der har søgt og fået bevilget en hund på baggrund af en psykisk diagnose, må du godt lige stryge ind i DM’eren.

*Har jeg, siden jeg fik det her klip tilsendt for 20 minutter siden, vrælet 56 gange. Christian Eriksen, mand. 

*Vil jeg slutte med at plugge to podcastst: 

Maintenance Phase

Jeg tror, jeg har nævnt den her før, men jeg har den ikke på min samlede liste, og det er en fejl.

Podcastens hovedformål er at holde diæter, kure og helsetrends op i lyset og gøre os alle sammen klogere på, hvor meget af det, der bygger på privilegieblindhed, fatphobia og økonomiske interesser. (Spoiler: Meget). Værterne er Aubrey Gordon og Michael Hobbes, og de er godt begavede, sjove og supergode sammen.

Michael Hobbes er i øvrigt den ene af værterne fra podcasten ‘You’re wrong about’, og den her har meget den samme vibe.

Skyggekvinder (PODIMO)

Forfatter og radiovært Anne Sofie Allarp undersøger utroskab, og i første omgang var målet, såvidt jeg forstår, at afdække ‘den anden kvinde’ (deraf podcastens navn). Første sæson er derfor 15 interviews med kvinder, der har haft forhold og affærer med gifte mænd/kvinder. I hvert afsnit inddrager hun fagfolk, der kommer med perspektiver til de forskellige aspekter i utroskab, som f.eks. parterapeuter, psykologer, biologer osv. 

I anden sæson er hendes hovedpersoner mænd, der har haft forhold ved siden af ægteskabet, og i tredje sæson, som netop er startet, interviewer hun kvinder, hvis mænd har været utro.

Podcasten er godt produceret, om end man lige kan have brug for at tage et par pauser fra den i ny og næ, for jeg vil tro, at de fleste af os kan genkende os selv i flere af både forklaringerne, historierne og undskyldningerne.

M2022, uge 12

40

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft meget fokus på, at mit tørretumblerforbrug ikke behøver være alt eller intet.

Jeg har længe været god til at tørre f.eks. håndklæder ude, og så bare give dem 10 minutter i tumbleren til sidst, så de ikke føles som pap, men det er gået op for mig, at jeg uden at tænke over det, når jeg vasker kulørt, har overført det lidt dovne ‘når jeg nu starter den alligevel’-princip, som jeg bruger, når jeg starter vaskemaskinen/opvaskemaskinen, til tumbleren også.

Det er tosset, for få stykker tøj tørrer selvfølgelig hurtigere end mange, og dermed skal den køre i kortere tid. 

2.

Har jeg haft en mellemtime på job lige ved siden af en Harald Nyborg, og fordi TBS skrev i kommentarfeltet fra sidste uge, at hun havde købt et wi-fi stik i Jem & Fix, stak jeg hovedet ind forbi – og sørme så: De havde også.

Det ville aldrig været faldet mig ind at kigge efter det i byggemarkeder, for i mit hoved er wi-fi = internet = svært at finde i fysiske butikker, og jeg troede, jeg skulle bestille det online.

Nu sparede jeg de 40 kr. i fragt, og mange bække små. 

3.

Har jeg tømt fryseren for vintermad, for nu synes jeg, vi kalder den: Det er forår. 

Vi har derfor fået ret meget bagt pasta, kyllingelasagne og suppe de sidste par uger, og nu er der god plads til friske krydderurter og sodavandsis. 

Og apropos krydderurter:

4.

Er jeg så småt begyndt at planlægge, hvad der skal ske i haven. 

De sidste par år med nedlukninger har betydet, at vi har brugt naturen meget mere, sådan helt generelt, og det har givet mig lyst til at gøre lidt mere ved vores egen have. 

Jeg har besluttet, at vi skal have krydderurter, lavendel, lidt vilde blomster og tomater, men fordi vores have er lavet, som den er, og vi bor til leje, er der ikke mulighed for lige at lave et bed i selve haven. Det betyder plantekasser og højbede – og de er godt nok dyre.

Så inden jeg sælger min ene nyre, vil jeg lige spørge ud i plenum, fordi der altid sidder nogen, der ved noget om alting: Har haveentusiaster nogle hemmelige steder, hvor de ved, at man kan købe den slags billigt? Er det noget, den lokale tømrer ofte laver, eller er der særlige grupper på facebook? Helt fair, hvis de bare koster det, de koster – men jeg ville være træt af at flå skindet af, for så bagefter at få at vide, at ‘ej, dem køber vi da altid bare nede ved Kurt!’

(Og nu, jeg har jer: Frø eller små planter fra planteskolen, når vi som nybegyndere skal have lavendel, basilikum, mynte osv. til at gro?)

5.

Har jeg fået mit CVR nummer og er nu officielt direktør i den kommende virksomhed “Tegn & Sprog”. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af stolthed og begejstring.

Alt og ingenting

13

Jeg føler mig underlig fjern og disconnectet fra verden og virkeligheden omkring mig i de her dage. Ikke på Er-der-en-læge-til-stede?-måden. Snarere bare som om, jeg siddet i et tog og kigger ud. Alting glider forbi, jeg registrerer det, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at tage det ind eller forholde mig til det. Det virker på en eller anden måde ikke relevant?

Jeg ved simpelthen ikke, om det giver mening uden for mit eget hoved, men det påvirker min evne til at skrive, fordi den i høj grad bygger på min evne til at observere. Og det gør jeg ikke rigtigt lige nu. Jeg kigger på det hele, men jeg ser ingenting.

Jeg har spekuleret på, om det kan være noget post-covid. Jeg kender flere, der har været syge, som beskriver bagefter jævnligt at blive ramt af invaliderende træthed ud af det blå. Måske er det her en slags afart af det?

Eller måske er det resultatet af, at mit fokus det sidste år hele tiden har været forankret i enten fortid eller fremtid?

Antons udredning har været ét langt tilbageblik, fordi det hele tiden har handlet om, hvad jeg har observeret og bemærket hvornår – men samtidig er udredningen også i høj grad foranlediget af, at jeg har blikket stift rettet mod fremtiden og det, der bliver brug for dér.

Min fyreseddel er resultatet af et år med rygende uenighed og forkrøblende frustration, og i dén forbindelse har jeg også konstant befundet mig i feltet mellem det, der var og det, jeg gerne vil skabe og være. Og med det ene ben i fortiden og det andet i fremtiden, er der ikke rigtigt noget tilbage at hvile på i nutiden med. 

Jeg føler mig hverken ked af eller stresset. Der er ting, jeg glædes ved og glæder mig til. Meget, endda. Men jeg så forleden en bog med titlen ‘Er du lykkelig nu?’ – og det ved jeg faktisk ikke, om jeg er.

Jeg tror, at mit syn på *hvad* lykken er, har forandret sig over årene. Om det er erfaring eller kynisme ved jeg ikke, men jeg tror, vi spænder ben for os selv ved at opfatte lykken som en menneskeret; en slags defaulttilstand, vi hele tiden bør kunne genfinde og søge tilbage til. Hvor det føles som en fejl, når vi ikke er det, og noget, vi kan kurskorrigere os ud af.

Men måske meningen med livet ikke at være lykkelig hele tiden. Måske er den konstante lykke ikke faktisk ønskværdig, fordi kronisk tilstedeværelse over tid øger tolerancen og det derfor vil komme tl at kræve mere og mere bare at holde niveau?

På mine midaldrende dage er jeg begyndt at hælde mere til, at livet er en slags rejse, der skal tilbagelægges. En opgave, der skal løses. Det lyder kedeligt og banalt, men faktisk har dén vinkel givet mig mere overskud til at bemærke lykken, når den manifesterer sig gennem godt selskab, smuk udsigt eller god underholdning undervejs. Hvad form den end måtte komme i.

Og der er ting, man kan gøre for at øge sandsynligheden for at få udsigt til blomster og stjerner og få sommerfugle i maven og muligheder for at udvikle sig som menneske undervejs. Men vi skal fra A til B, og der vil være strækninger med støv og bump og opslidende følgeskab, uanset hvor umage vi gør os.

Der er skrevet 10.000 selvhjælpsbøger om det, og jeg kan ikke bryste mig af nye, indsigtsfulde betragtninger – men det bliver bare nemmere at få øje på lykken, når man ikke hele tiden tror, den er en rettighed, og det punkt, som det er meningen, vi både skal starte fra og slutte i.

Det er ikke nyt. Men lige nu giver det mig en underlig form for trøst – som jeg faktisk ikke engang ved, om jeg har brug for.

Det er ikke tungt, men det er heller ikke let. Lige nu er det vist bare. Og selvom jeg ikke kan mærke andet, så kan jeg i hvert fald mærke dét.

M2022, uge 11

49

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået flere timer, end man skulle tro muligt, til at gå med at skaffe grønne poser til min madsorteringsspand. 

For hvad er det, vi gør, når vi mangler poser? Der er en 10’er til dem, der ved det. 

Jeg troede f.eks. selv, at de stadig blev husstandsomdelt. Det gør de ikke. 

Så tænkte jeg, at man nok kunne google sig til et svar. Det kan man ikke. 

Min næste tanke var, at man måtte kunne bestille dem på sin affalds-app. Heller ikke. 

Det viser sig, at man skal – og hold nu fast – binde en pose om håndtaget på sin spand, når man har en halv rulle tilbage, for at signalere til renovationsfolkene, at man mangler.

…

Jeg måtte læse det 5 gange.

Og misforstå mig endelig ikke: Jeg er all for lavpraktiske løsninger. Men at bruge fastbundne plastikposer i 2022, hvor vi har apps til A-L-T føles *lidt* som at forsøge at kommunikere mit budskab med røgsignaler eller brevduer.

ANYWAY. Jeg havde ikke lige fanget, at det var måden, vi gør det på nu, og da der er ekspeditionstid på (indtil videre) 3 uger, kørte jeg i dag på genbrugsstationen og spurgte. Jeg fik en rulle udleveret gratis, men vi måtte jage manden, med allerflest reflekser på vesten ned for at få bekræftet, at ja; vi skal binde en pose om håndtaget på spanden.

“Så får du, hvis de har nogen med på bilen.”

“Og hvis de ikke har?”

“Så kan du hente her.”

Danmarks 5. største by, mine damer og herrer. Ffs.

Så altså: Bare en opfordring til lige at tjekke op på, hvordan det forholder sig i din kommune, inden du løber tør for poser. 

2.

Har jeg ryddet op i mine bh’er ved simpelthen at stakke dem og teste en ny hver dag. 

Jeg bruger en ret umulig størrelse, og derfor er mine bh’er altid halvdyre. Jeg bestiller dem online og jævnligt i udlandet, og derfor er jeg nok lidt mere forsigtig med bare at kyle dem ud, end hvis jeg kunne stryge i H&M og købe nye.

Som de fleste andre får jeg altid nogle yndlings, og det betyder, at der over tid har samlet sig en stak i bunden af skuffen, som jeg nærmest bare pr. default går udenom. Nogle af dem sidder mærkeligt. Andre har noget stof, der føles ok om morgenen, men som helvede på jord, når klokken har passeret 13. If you know, you know.

Jeg lagde dem alle sammen frem og gik med hver eneste af dem en hel dag, og det var effektiv oprydning. 2 klarede cuttet, og der er nu rigeligt med plads i skuffen til kommende yndlings. 

3.

Kom jeg i tanke om, at jeg har glemt at lave en opfølgning på det punkt om skimmelsvamp og fuger i badeværelset, som jeg havde på for et par uger siden.

For lige at genopfriske hukommelsen gik mit punkt på, at jeg hver anden dag havde sprayet den nederste silikonekant i bruserummet med Rodalon for at slippe af med en smule skimmelsvamp, der var opstået, inden den udviklede sig, og at jeg på den uge kunne se tydelig forskel.

Efter jeg havde lagt indlægget op, kom der både tips og vigtige input i kommentarfeltet.

Det bedste tip jeg fik, gik på at fugte vat eller klude med klorin og lægge dem på fugerne natten over. Det gjorde jeg, og det var sgu tæt på at kunne kategoriseres som magi. For AL svamp var PIST væk efter 8 timer.

Men. Klorin er noget lort for miljøet, og kan (lærte jeg i kommentarfeltet) over tid gøre fugerne gule og porøse. 

Rodalon viser sig at være tæskefarligt for katte, og jeg vil bare citere ‘B’ fra kommentarfeltet:

“Jeg er dyrlæge. Rodalon er giftigt for katte. De bliver meget dårlige, deres lever tager skade og de får ætsninger i munden og spiserør ved indtag.“

Så what to do? For Klorin er værre for miljøet end Rodalon – men der skal bruges væsentligt mere Rodalon end Klorin, hvis man vil problemet til livs. Og bruger man Rodalon, skal man i hvert fald sørge for, at eventuelle katte ikke kan komme i nærheden af det.

Her på matriklen er mine fuger nu, takket være Klorin, så fine og rene, at jeg næsten får tårer i øjnene, så nu prøver jeg at spraye dem præventivt med Rodalon hver 14. dag, og så må vi se, om det kan holde skimmelsvamp (som jo heller ikke er hverken godt eller sundt) fra døren.

4.

Har jeg kig på et wifi-stik.

Som jeg forstår det, er det et stik, du bare banker i den almindelige stikkontakt, hvor du så gennem en app kan tænde og slukke for strømmen. Altså, lidt samme princip som en timer af den slags, vi bruger til lyskæder og julelys (…!), men med den afgørende forskel, at den er ligeså nem at slå til, fra og time, som alarmen på din telefon.

Det er smart, når man er blevet flex-els-rytter, for så vil man jo gerne starte eksempelvis opladning af telefoner, når strømmen er billigst, og ikke på et bestemt tidspunkt. Hvis telefonen f.eks. er på 70%, når man smider den i laderen, er det jo meget fedt, at den napper de 30% den mangler, når strømmen er billig, og ikke for længst er færdigopladet, når timeprisen falder. 

Har man et jævnt forbrug af devices, tænker jeg, at det er længe fint med en gammeldags timer, fordi man så ved, at man kan nå at lade dem på fx. 3 timer, og derfor kan indstille timeren til altid at lade mellem kl 2 og 5, men for folk som mig, der bruger iPads, Macbook og telefon fuldstændig som vinden blæser og har det hele med overalt, er det smart, at jeg kan sætte det til at lade på de tidspunkter, hvor strømmen er billig, uanset om det er dag eller nat – og kan starte det, så det kan nå at lade færdigt, inden jeg skal ud ad døren.

Som jeg læser beskrivelsen af den, jeg har kig på, kan man endda fjernstyre den, så man kan sidde i Herning og starte den derhjemme, hvis man ikke lige har fået den sat op med et bestemt tidspunkt. 

Men inden jeg bestiller den, vil jeg høre, om nogen herinde har erfaring med wifi-stik til indendørs brug? Det er ret almindeligt til elbiler, kan jeg forstå, men jeg mangler lidt emperi på indendørsversionen, så har man én siddende derhjemme i stikkontakten, må man meget gerne melde ind.

I øvrigt:

52

*Har det hele været så massivt de sidste, mange uger, at jeg lige syntes, vi trængte til en ‘i øvrigt’.

*Har jeg for mine fødselsdagspenge købt en flex-vandslange til haven på 45 meter, og jeg er så begejstret, at det grænser til upassende. Rock n’ roll, baby. 

*Skal vi snart have sendt en mail ud til samtlige virksomheder i Danmark, hvori vi fortæller dem, at de skal f’cking STOPPE med at lave fb-konkurrencer, hvor man skal tagge venner for at vinde, hvis de ind-taggede ikke får en bid af kagen. I beder folk om at betale for deres lod med min tid og mit feed, og det giver mig ligeså meget lyst til at handle hos jer, som jeg får lyst til at købe ydelser af en virksomhed, der sætter flyers i bilruden, så det ligner en p-bøde.

*Har jeg hele tiden fornemmelsen af at have alt for travlt og løbe en meter efter mig selv i de her dage. Det hverken har eller gør jeg, så jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan ryste følelsen af mig. Måske det er en efter-reaktion på de sidste mange måneders pres på nærmest alle fronter?

*Er det tid til celleskrab, og min menstruation har med kirurgisk præcision valgt at trodse alle statistiske forudsigelser, så det er umuligt at bestille en tid. Livet med en cyklus 40+ er … en oplevelse. 

*Kan jeg ikke forstå, at vi ikke snart kan få dæmmet op for alle de stakkels mennesker, der falder i vandet efter en bytur og drukner. I Esbjerg, hvor vi for år tilbage opdagede, at vi var våben-og trafficking-gateway til hele Europa, fordi vores kæmpehavn stod pivåben, blev den ‘terrorsikret’, som det hed, og nu kan man ikke komme i nærheden af bare én meter fri mole. PLEASE kopier konceptet til andre byer med havne i gåafstand fra midtbyen.

*Kan jeg godt blive lidt bekymret over, hvor hurtigt krigen i Ukraine er rykket ned af bevidsthedslisten hos os alle sammen, mig selv inklusive. Det må være bagsiden af de sociale medier og deres muliggørelse af at følge krigen 1:1; at vi nærmest bliver emotionshærdede på en uge, fordi vi ikke kan falde fra hinanden helt forfra, hver gang vi har fat i vores telefon.

*Vil Anton gerne have en tyngdedyne. Er der nogen, der har selvgjorte erfaringer med, om der er direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet? For SHIT, det varierer! (Og jeg *kan ikke* med tanken om dyner, man kan låne på biblioteket).

*Kører jeg stadig ASMR-videoer, når jeg skal sove, og hver gang jeg vælger én med ‘The french whisperer’ fniser jeg for mig selv over den kommentar én af jer lagde herinde om, at ‘det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har hørt’.

*Er dette et allekald: Al udendørs julebelysning skal ned inden ugens udløb. Ellers kommer jeg forbi på cykel med min kæmpestore saks.

M2022, uge 10

27

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet min powerbank frem, som jeg ellers indtil nu kun har brugt, når vi har været på længere ture og har haft brug for at lade iPads undervejs.

Jeg lader den, når strømmen er billigst, for over den sidste uge har den rene elpris svinget fra 14 øre til 3 kroner, så det kan godt betale sig at lade den helt op, når strømmen er nede i pris, og så bruge den til hørebøffer og mobiler, hvis man skal lade disse prime time.

2.

Haft gæster til aftensmad, og fordi det er så længe siden, hverdagsgæster har været en fast, tilbagevendende ting, måtte jeg lige minde mig selv om, at det jo bare er mennesker, jeg kender, der kommer, og ikke noget royalt betinget, der lægger vejen forbi. 

Når jeg holder fødselsdag osv. vil jeg gerne give den et ekstra nøk opad på luksus- og tilbehørsskalaen, men på en helt almindelig onsdag, vil de fleste vist bare gerne have lidt at spise, og hvis andre har lavet maden, opvejer det til fulde, at der er tale om husmandskost. 

Jeg lavede derfor en omgang one-pot pasta, udelukkende af ting, jeg havde i skabe og fryser. Det blev, syntes jeg selv, ret godt, jeg fik ryddet lidt op i fryseren, og der var endda rester, så der var nem aftensmad til mig de efterfølgende dage.

3.

Haft en relativ sindssyg uge, hvilket altid rammer mig hårdest, når jeg skal smøre madpakker. Jeg tror, det er dén huslige pligt, jeg hader allermest; alle er kræsne, ingen spiser det samme, jeg er træt, når jeg skal finde på, og mine ambitioner om Sund Og Nærende Kost er umulige at forene med virkeligheden.

Derfor har jeg i denne uge fundet to tidspunkter, hvor jeg kunne overskue det, sat lidt god musik på, skænket et glas vin, og skrællet gulerødder og skåret frugtsalat. Det sidste er bare et flot ord for, at terne lidt æble og kiwi og flække en håndfuld druer. Normalt gør jeg det jo bare på dagen, når jeg smører madpakkerne, men jeg ved, at jeg, når jeg har travlt, ikke får det gjort. Derfor er det her en nem måde at undgå madspild på (for frugten var købt), samtidig med at jeg sikrer, at der kommer lidt frugt og grønt med til pauserne.

Ikke al frugt er sjovt to dage efter, det er skåret, men i den her uge var jeg heldig, at det jeg havde, egnede sig til projektet, og det tager vi med.

4.

Tænk over, at jeg måske kunne tilføje, hvad jeg har gjort ifm. firmaopstart som et sidste punkt, de uger, der er noget at skrive på?

Min egen tanke er, at det for mig altid har været lidt diffust, hvad det indebærer at starte for sig selv. Derfor kunne det her måske være med til at synliggøre, hvad man helt konkret skal – og jeg ved, at jeg for længst har glemt det hele, når vi rammer juli, så nu får I der her, i realtid. 

A)

Det nok bliver lidt forhjulstrukket, fordi jeg starter op midt i sommerferien, og derfor forsøger at få styr på mest muligt, så tidligt, som jeg kan.

B)

Garvede rotter skal ENDELIG bare melde ind, hvis noget ser mærkeligt ud.

C)

Og finder man det irrelevant, springer man det bare over – derfor vil det, når det er på, altid være sidste punkt på listen.

Så: 

På firmasiden har jeg i den forgangne uge: 

*Købt domæne til min kommende hjemmeside

*Bestilt og modtaget navneskilte

*Valgt selskabsform (fordi noget med moms) og bestilt CVR-nummer

*Sat mail op, så navn på hjemmeside og mail stemmer overens

*Undersøgt hvilke opgaver, jeg må tage

*Undersøgt, hvordan jeg, helt lavpraktisk, bliver underleverandør

*Snakket med mange gode og relevante mennesker

Om endestationer og nye begyndelser

, , 46

I dag er det tirsdag, og jeg er så småt ved at lande ovenpå sidste uge, der mildest talt var lidt overvældende pga. to ret store begivenheder. 

Dels fik jeg og vi endelig Antons diagnose, som er ‘Infantil Autisme’ og ‘Atypisk Søvnforstyrrelse’. 

(Til dem, der også er nye i de her termer, vil jeg lige supplere med, at ‘infantil’ ikke – som jeg troede – går på funktionsniveau, men derimod blot er et udtryk for, at de autistiske træk har været til stede, inden barnet fyldte 3. Det udtryk trænger til en solid re-branding).

Som jeg har skrevet flere gange før, skal diagnosen ikke bruges til noget, lige her og nu. Men det har taget over to år at få den, og havde jeg først ringet med klokken, når behovet for eksempelvis et andet skoletilbud opstod, ville de to år blive usigeligt dyre i trivsel og tabt indlæring. Derfor har jeg presset ultrahårdt på, så vi har papiret i skuffen, hvis/når vi får brug for det.

Jeg er taknemmelig over, at vi endelig er nået hertil, og jeg er inderligt lettet over, at vi gik igennem første gang, og ikke, som (ALT for) mange andre skal ud i at anke eller betale os fra private udredninger, og dermed kigge ud over endnu flere års kamp og frustration.

Diagnosemæssigt var det også 1:1, hvad jeg selv havde forventet. 

Jeg er ikke på nogen måde ked af det; Anton er stadig bare min allerbedste Anton, og nu har vi et sprog at gå ud i verden med. Men derfor skal det hele stadig lige lande indeni, og jeg prøver at huske at skabe plads til de følelser og tanker, der uværgerligt opstår, når man får papirer på, at det her ikke bare er en fase.

Midt i alt det modtog jeg min opsigelse. 

Og inden I udbryder: “Nej!?”: Det er lige, som det skal være.

Jeg kan selvfølgelig ikke gå i detaljer, men der er vist ingen på nogle sider af bordet, der vil bestride, at vi har været rygende uenige om nogle meget kardinale punkter. Jeg er for gammel og for rød til at trække på skulderen, og jeg kan være meget insisterende, når jeg beder om forklaringer og svar. Det kan give uro på bagsmækken, og det er derfor sådan set forståeligt, at de vælger at slippe mig.

Jeg er ikke det mindste sur eller ked af det; det er ikke personligt, hverken for dem eller for mig.

Med til historien hører, at jeg i juleferien traf en beslutning om, at jeg til sommer under alle omstændigheder ville have lagt en opsigelse, og starte for mig selv. *cue Destiny’s Child – Independant-Women*

Der er traditionelt ikke så mange tolkeopgaver i sommerferien, og med de mange småferier, foråret byder på, var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne nå at hive opgaver nok ind til at kunne holde sommerferie med børnene. Med opstart efter sommerferien, er der langt til ferierne, og når de kommer, er de ikke helt så lange, og så er det bare, helt lavpraktisk, nemmere at skabe sig et økonomisk forspring. 

Jeg har brugt januar og februar på de indledende forberedelser, men samtidig er tingene på mit nuværende job gået mere og mere i hårknude. I slutningen af januar havde jeg fat i HK for at høre, om der var nogen mulig måde at komme udenom a-kassens 6 ugers karantæne på, hvis jeg selv lagde en opsigelse; det var der ikke. Deres forslag var at finde et nyt arbejde, men jeg synes, det ville være et ufint spild af andres tid at sætte noget i gang, vel vidende at jeg samtidig planlægger at starte op for mig selv til sommer.

Og da vi ikke kan leve af overhovedet ingenting i 6 uger, besluttede jeg mig for at holde øjnene på bolden og fokusere på den dato, jeg havde sat for min opsigelse. 

Men nu kom firmaet mig i forkøbet, og det er simpelthen så fint. For nu kan jeg slippe alt det, som jeg har været frustreret over, og bare passe mit arbejde, og de behøver ikke få hovedpine, hver gang de får en mail fra mig. Jeg kan sige, ganske åbent, at jeg starter for mig selv, og så slipper jeg for de 6 ugers karantæne i a-kassen, hvis det bliver nødvendigt at starte på supplerende dagpenge. Det er så tæt på at være perfekt, som det overhovedet kan være.

Alle involverede parter er så afklarede, at der endda er en dør på klem ift. et fremtidigt samarbejde.

Drømmen er at tolke 80% af tiden, og lave noget skriftligt arbejde de sidste 20. Der er lidt på tegnebrættet, som forhåbentlig munder ud i noget konkret, og jeg er i gang med at læse op på CVR-numre og mobilabonnementer på hos YouSee erhverv.

Jeg går ikke ind til det med en forventning om at komme sovende til noget som helst. Men for første gang i meget, meget længe, føles det som, at den indsats, jeg gør, bærer hen mod et mål, jeg virkelig gerne vil nå.

Fuglene synger, lyset er på vej og det føles som om, jeg pludselig kan trække vejret igen.

D. 01.07 starter jeg for mig selv, og jeg glæder mig HELT vildt.

M2022, uge 9

16

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tænkt på, at jeg lige ville følge op ift. el, nu hvor de rene elpriser har fået et ordentligt ryk opad. 

I disse dage er den variable pris højere, end den faste pris er. I snit har den ligget på lige omkring 2,20, hvilket er ca. 50 øre over den faste pris pr. kWh.

Til gengæld har vi i forbindelse med stormen haft flere dage, hvor den har ligget på mellem 4 og 10 ører. Altså, ca. 1,5 kr. under prisen for den faste.

Jeg har gjort det til en vane at tjekke elprisen, når jeg laver morgenkaffe, så jeg kan time opladning af diverse devices, tøjvask osv. ift. hvornår prisen er lavest, og for mig er det stadig billigere at køre variabel end fast. Om det ændrer sig, må tiden vise, men egentlig kan jeg godt lide det ekstra fokus på mit elforbrug, som de variable priser giver mig. Jeg er ret sikker på, at jeg bare ville glide tilbage i den gamle gænge, hvor jeg lader lyset brænde, fordi det er hyggeligt og tumbler tøjet, fordi det er nemmest, når noget andet løber med min opmærksomhed – men morgentjekket er en god reminder både ift. hvornår og hvor meget, og det kommer helt sikkert til en give en ekstra besparelse, ud over det, jeg satser på at spare på den rene elpris. 

Jeg har i øvrigt meget glæde af den fb-gruppe, som Pernille anbefalede i forrige M2022-indlæg, nemlig ‘Grønnere Elforbrug’. Der er kun opslag fra sideadministratoren (og altså ikke alle de ‘hej, jeg er lige kommet i tanke om, at jeg gerne vil have billig strøm/investere i aktier/starte min egen butik, men jeg gider ikke gøre en indsats, kom og fodr mig med viden’-opslag, som giver mig lyst til at sætte ild til mig selv), og jeg lærer noget nyt nærmest dagligt. 

2.

Haft fat i viceværten for at høre, hvordan de gør silikonelisterne i brusenichen rene, når de sætter husene i stand ved overdragelse.

Der er udsugning i alle rum i det hus, vi bor i, hvilket er virkelig optimalt ift. vasketøj og kondens, og det hæmmer væksten af skimmelsvamp markant. 

Men det er nok umuligt at undgå, at der kommer en smule i hjørnerne i bruserummet, og uanset, hvor mange Rodalon-vædede klude, jeg har haft liggende på det, og hvor meget jeg har skrubbet med tandbørster og svampe, har jeg ikke kunne fjerne det. 

Jeg ringede derfor til en af vores viceværter (og *kan* det passe, at de ALLE sammen hedder Kurt? Det føles sådan), fordi jeg tænkte, at de måtte kunne hjælpe. Meldingen her var, at man skal spraye Rodalon på – og lade det sidde. Så dør svampen. Hvilket jo er utrolig logisk, når man tænker over det, men jeg har bare aldrig dvælet ved det før.

Nu sprayer jeg listerne hver anden aften, inden jeg går i seng, og jeg kan allerede efter en uge se betydelig forskel.

3.

Er jeg blevet færdig med den årlige husrunde, som jeg var ved at lægge an til for et par uger siden.

Det har taget 10 dage, og den her omgang er et fint bevis på, at man godt kan være effektiv med 0% motivation. For jeg har overHOVEDET ikke gidet i år. Som i: SLET ikke. Hvor jeg de andre år har følt stor tilfredsstillelse ved processen, har mit drive i år udelukkende været bundet op på det færdige resultat. 

Når jeg skriver det her, er det fordi, jeg egentlig selv ville have forsvoret, at man kunne rydde op, når man har det sådan. Ret skal være ret: Jeg tror heller ikke, man kan tage Den Første, Store Tur i den her tilstand. Det bliver for uoverskueligt. Men fordi jeg er ved at have gjort det en lille håndfuld gange, ved jeg efterhånden, at det tager cirka en uge for mig at nå igennem det hele, og det ER bare nemmere at forebygge end at helbrede.

I løbet af et år kommer der nye ting til, som det kan være rart at få samlet og flyttet til mere logiske placeringer. Ligeledes er det rart at få bladret al børnetøjet igennem og komme kasserne med arvetøj igennem, så man får det sorteret ift. årstider, størrelser og nyudviklede holdninger og præferencer. 

Noget af det, der blev ekstra tydeligt denne gang er, at det, for hver gang man tager turen, går hurtigere og hurtigere at skille sig af med de ting, man har givet slip på siden sidste runde. For når man går alting igennem, vil der være ting, som man for nyligt har købt eller fået, som det føles forkert og for tidligt at smide ud.

Til gengæld er det no problem at skyde dem af året efter, hvor de bare har ligget og samlet støv i 12 måneder. Jeg er tæt på at kunne pege ud nu, hvad jeg kommer til at skille mig af med til næste år, men jeg har også respekt for, at alting ikke er bundet op på logik, og at der kan være ting, man har brug for at gemme, selvom man ikke kan forklare hvorfor. 

Noget andet, der også hjælper på tempoet er, at nogle ting ikke er nødvendige at gennemgå minutiøst, når man har gjort det én gang. F.eks. har jeg to mapper med gamle programmer fra min tid i fitness.dk, som jeg har ryddet op i én gang. Jeg har stadig en ide om, at jeg gerne vil tage et hold i den lokale forening, når børnene bliver lidt større, så papirerne skal blive, selvom jeg ikke bruger dem pt. Men jeg har sorteret dem én gang, og derfor er det ikke nødvendigt at bladre mapperne igennem igen. Julekasserne rydder jeg også op i hvert år, inden jeg pakker tingene væk, så dem kan jeg også bare hoppe over. Alt sammen hjælper ift. at speede processen op. 

Der er derfor mange steder, hvor det er blevet nemmere og hurtigere.

Måske er det derfor, at jeg i år blev overmodig. 

For hvor jeg, som jeg også skriver i denne lille oprydningsguide, synes, man skal beslutte, om man vil rydde op eller gøre rent, tog jeg denne gang rengøring med.

Og her må jeg bare give mig selv ret: Skil det ad. 

For selvom jeg nok, qua disse indlæg, er mere bevidst om, hvad jeg vælger at foretage mig end så mange andre, der kaster sig over et større oprydningprojekt, så kunne jeg stadig se, hvordan bagkanten blev sløret, fordi jeg koblede rengøring på.

Oprydning er afgrænset: Der er X antal hylder og skuffer, som skal tømmes, og indholdet sorteres. Du vinger af. Du kommer videre. Du bliver færdig.

Rengøring derimod har det med at vokse og brede sig og flyde over alle grænser. Hvilket er virkelig demotiverende, fordi man så skal bruge energi på at forholde sig til, hvornår nok er nok. Når hylderne er tomme, giver det mening at tørre dem af. Lågerne ligeså. Men begynder du at tage listerne, så ser væggen pludselig træls ud. Og hvad med kanten over døren? Og glassene, du har taget ud? Og lampen? Og fnugfilteret og sæbeskuffen og risten og luftfiltrene og ovnen og køleskabet og brødkassen og. så. videre.

Det er et hængedynd, der trækker tempoet ud af alting, så til næste år går jeg tilbage til den oprindelige model med at tage en oprydningsrunde på ét tidspunkt og en runde, hvor jeg gør hvidevarer osv. rent på et andet.

Så (gen)lærte jeg dét.

M2022, uge 8

, 18

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Modtaget en vegetarisk kogebog, som jeg bestilte for længe siden – og som jeg med det samme kunne konstatere var for avanceret til mig. Der var ingen retter med under 20 ingredienser, mange af serveringerne bestod af 4-5 delkomponenter, og meget af det, der skulle bruges, ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle købe her i Esbjerg. 

I stedet for at optimist-parkere den på køkkenhylden til jeg engang bliver virkelig dygtig og får uanede mængder af tid, valgte jeg at give den som værtindegave, da min veninde, som er det største, grønne madøre, jeg kender, havde inviteret på aftensmad.

Fordi vi ind imellem i de her indlæg har fokus på at skrue op for det grønne og ned for kødet, vil jeg gerne benytte lejligheden til at plugge den fineste kogebog, jeg er stødt på længe, nemlig Solo af Ditte Ingemann. Den er ikke 100% vegetarisk, men det trækker derhenad.

Ud over at virke til at være verdens mest sympatiske menneske, har Ditte skrevet en kogebog, der er ualmindelig anvendelig og meget M2022-kompatibel, fordi opskrifterne er nemme at gå til, selvom man måske er ny i det vegetariske køkken, og fordi hun er supergod til at komme med forslag til, hvad man kan erstatte forskellige ingredienser med. På den måde kan man både spare lidt på pengene og få brugt, hvad man har stående og dermed forebygge madspild..

Det er virkelig lækker mad, og bogen er også en æstetisk skøn oplevelse, fordi DI tager de smukkeste billeder. Start med at fange hende på Insta (@ditsen) – så tror jeg hurtigt, du kan vurdere, om kogebogen også kunne være noget for dig.

2.

Lavet en pass-it-on.

Jeg har en jævnaldrende veninde, der er begyndt at studere igen, og som var ved at brække øjnene på alt det, hun skal læse på en skærm. Vi er virkelig generationen in between. Vi skal bede om den nyeste iPhone, og ingen af os ejer en printer – men vi vil så gerne have bøger og notesbøger i ægte papir, som vi kan lave æselører og understregninger i. 

Da vi sad og snakkede, kom jeg i tanke om en Kindle, jeg selv har fået foræret, men aldrig er kommet i gang med at bruge, fordi jeg inderst inde er papirnarkoman, så nu har jeg sendt den videre til hende i håb om, at hun kan få glæde af den og komme igennem studiet med øjenæblerne i behold. 

3.

Holdt vejret og holdt os kørende på rester, flaskeboner og det, der står HELT bagerst i skabet. Jeg har hånd-vasket bilen, jeg har bagt bollerne fra bunden, og sparet på alt fra kaffe til hårshampo. Forskudte lønperioder, elregning fra 4. kvartal 2021, nul kørepenge og selvbetalt juleferie, kombineret med 4 fødselsdage, apotekersjov og en vinterferie har været en hård omgang.

(Det har været et underligt problem at stå med, fordi verden er eksploderet på (hvad der føles som) 48 timer, og Ukraine gør det så smerteligt tydeligt, at en skrabet måned i virkeligheden er et luksusproblem. Men altså. Det kan jo ikke rigtigt hjælpe, at jeg lader det hele sejle, fordi mit hjerte er brækket midt over. De stakkels, stakkels mennesker. For fanden, mand).

Så. Vi kom igennem, der står stadig et par kroner på kontoen, og selvom jeg har en solid indkøbsseddel til på mandag, så har jeg også et godt overblik over den kommende måned, så jeg ikke får skabt en af de åndsvage pukler, hvor man hele tiden ruinerer sig selv i forsøget på at lukke huller.

Jeg får SPAT af, at det bliver ved med at være sådan her – men jeg pusler lidt med et par nye skibe, der, når de sættes i søen, forhåbentlig kommer til at give en lille smule mere luft i økonomien.

For nu er det weekend, og jeg vil bruge den på at kramme mine børn og være ekstra taknemmelig over, at vi har tag over hovedet og mad på bordet.

Load More