Panini for begyndere
Som lovet i sidste indlæg, kommer her et særskilt panini-indlæg med tips, tricks og opskrifter.
I bedste madbloggerstil ævler jeg en helt masse, før I får lov at få de konkrete opskrifter. Min egen oplevelse er nemlig, at man får mere glæde af sin paninigrill, hvis man arbejder ud fra nogle tommelfingerregler, end hvis man lægger sig fast på konkrete opskrifter.
Men lad os starte fra en ende af:
Toastjern vs. paninigrill
Den største forskel på et klassisk toastjern og en paninigrill, er måden de lukker på. Toastjernet er designet som en østers, så den bagerste del hænger sammen, hvilket betyder, at man maser den bagerste del af toasten, og at man får skubbet fyldet frem (og ud). En meget ujævn oplevelse.
En paninigrill består af en underdel og en overdel, der kan bevæges uafhængigt af hinanden, og derfor bliver sandwichen lige tyk/tynd over det hele, og fyldet bliver nogenlunde, hvor man lægger det. En paninigrill kan i teorien også bruges til både grøntsager og kød, hvis man har lyst til dét.
Hvilken paninigrill skal man vælge?
Det klassiske dilemma ift. sportsgear og køkkenmaskiner er altid, om man skal købe dyrt og dermed risikere at spilde mange penge, hvis man ikke får det købte brugt, eller om man skal købe billigt med risiko for, at det købte er *så* dårligt, at man af dén grund ikke får det brugt.
Jeg vil vove at påstå, at man når langt for et par hundrede. Min paninigrill er købt i Lidl, og jeg gav omkring 300 kr. for den. Den har to funktioner, som jeg sætter meget stor pris på, så dem vil jeg klart anbefale, at man forholder sig til, for kan man leve uden dem, kan man få maskinen endnu billigere.
Dels er den stor nok til, at der er plads til 2 sandwich ad gangen. Det havde jeg ikke tænkt over på forhånd, men det har vist sig at være super fedt Jeg bruger nemlig ofte min grill til at lave en luksussandwich, når jeg har gæster (nemt, lækkert og nul opvask), og så er det virkelig rart, at vores mad er klar samtidig.
Med to børn er det også meget fedt, at deres er klar samtidig. (Fordi man bliver 600 år ældre for hver af ‘hvorfor må H*N starte!?!’-konflikterne)
Dels kan både den øverste og nederste plade på min klikkes af og vaskes under hanen. Det gør rengøringen uendelig meget nemmere. Et lille tip i den forbindelse er i øvrigt, at man kan folde et stykke bagepapir om sin sandwich, hvis den er lidt snasket; så kan man nøjes med at tørre efter med en fugtig klud. (Her føler jeg dog trang til lige at nævne, at bruger man bagepapir, så bliv lige i nærheden, bare for en sikkerheds skyld. Jeg har en enkelt gang formået at sætte ild til et stykke bagepapir i min ovn).
Små fifs:
*Hvis du smører brødet på ydersiden med mayo eller smør, bliver din sandwich sprød og gylden.
*Vil du gerne have en mere knasende panini, kan du give dit brød en kort tur i maskinen, så både inderside og yderside af brødet grilles, inden du putter fyldet i/på. Det fungerer f.eks. ret godt, hvis du bruger flute, som gerne må mases lidt fladt, så sandwichen bliver nemmere at spise.
*Lad være med at overgøre det ift. fyld. Det er en grill, ikke en magisk tryllemaskine, og den kan ikke smelte ost, der ligger 4 lag og to skiver brød inde. Putter du grønt i, så skiv det helt tyndt og server de store ting som gnavegrønt eller salat on the side. Mos din avocado og smør den på brødet i stedet for at lægge kvarte stykker i. Gå med tyndtskåret pålæg i stedet for strimler osv. osv.
*Brug evt. tortillas som brød, og fold din sandwich som en burrito, inden du griller den. Så kan du putte alt det fyld i, du vil, og også bruge ting, der ville forsøge at undslippe, hvis man puttede dem mellem to skiver brød, f.eks. en rest chili, kødsauce, ris osv.
(Jeg har faktisk også set nogle lave s’mores med tortillas, hvor de knuste en kiks over et par skiver pålægschokolade og nogle små skumfiduser – hvordan det smager, ved jeg ikke, men dessert- og morgenmads-paninier kunne godt blive et sommerprojekt i år.)
Delelementerne:
Når jeg laver sandwiches består de altid af følgende grundelementer:
Brød: Fx. tortillas, flutes, Levain surdejsbrød fra Pägen eller en crossaint.
Smørelse: Jeg bruger ofte salatdressing, mayo og/eller Classic Yellow Mustard fra French’s, men pesto, aioli eller smøreost ville også fungere. Fælles for dem, jeg bruger er, at de er ret versatile ift. smag og har god, lang holdbarhed i køleren. Billigere og nemmere end at skulle stucke up på alt, hver gang, man vil lave en sandwich.
Kød: Jeg bruger enten rester fra aftensmaden eller Silkeskåret kylling/skinke
Noget, der smelter: Den oplagte er ost, men i en dessert-panini ville jeg gå med pålægschokolade. Ideen med at grille en sandwich er jo netop, at den klistrer lidt sammen.
Grønt: Fx. tynde skiver agurk eller tomat, syltede rødløg eller chili, et salatblad ell. lign.
Og som belønning for at have læst så langt, så kommer vi nu endelig til opskrifterne. Kommer du i tanke om en, der er ekstra god – eller får du lavet en i nærmeste fremtid – skyder du den bare afsted til mig; så får jeg den sat ind i indlægget, så vi har det hele samlet samme sted.
Opskrifter:
Panini 1:
Pågen javisst-brød
Grøn pesto eller avocado
Kyllingepålæg
Bøffel mozzarella i gavmilde skiver
Panini 2:
Levain surdejsbrød
Yellow mustard
Cæsar dressing (Beauvais)
Kylling
Avocado
Agurk
Romainesalat
Panini 3:
Brød smurt med smør udenpå
Skinke
Cheddar
Tomat
Panini 4:
Croissant
Skinke
Ost
Panini 5:
Baguette
Brie
Friske skiver tomat
Et par blade basilikum
Panini 6:
Surdejsbrød
Sennep/mayo
Stegte chipolata pølser
Evt. noget syrligt garniture, fx skiver af cornichoner
Panini 7:
Surdejsbrød
Smør med stracchino eller tallegio ost
En god prosciutto
Frisk basilikum
Panini 8:
Brød
En osteblanding lavet ef revet ost, er par spsk creme fraiche, en tsk sennep og lidt salt
Tomat
Avocado
Et spejlæg (lav det på panden og smid det i, inden du griller sandwichen)
Panini 9 (morgenmadsburrito):
Brød/tortilla
Rösti kartoffelskive
En skive stegt bacon
Røræg
Skinke
Ost
Tomat
Evt. baked beans
Panini 10 (Rugbrødspanini):
10:
Rugbrød
Sennep
Cheddar
Skinke
Panini 11:
Surdejshvedebrød smurt med smør på ydersiden og dijonsennep på indersiden
Cheddar eller anden ost
Skinke
Spejlæg med flydende blomme på toppen (placeres på toasten efter den har været i grillen)
Panini 12 (rugbrødspanini):
Lækkert rugbrød
Pesto (både rød og grøn kan bruges)
Ost
Simple quesadillas (til suppe, som snack eller tilbehør til fx. nuggets):
Tortillas
Krydret tomatsauce (tomatpure og ketchup, rørt med knust hvidløg og krydderier. Lav bare af en hel dåse puré; det kan fryses, og så er det ekstra nemt, næste gang, du vil lave de her)
Revet ost
———-
Bon appetit!












