Linda

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Denne uges M2022-indlæg rammer dig tidligt pga. pkt. 4. På den måde har du i morgen, fredag, hvor du kan nå at ringe/tjekke/gøre noget inden weekenden.

I den forgangne uge:

1.

Skulle vi have været til Luminis på Egeskov Slot med min søster og hendes familie. Billetterne var en julegave, og datoen var aftalt lang tid i forvejen. Men ak – covid, det lille svin, kom og stak to streger i hjulet, og derfor stod jeg fredag med 3 ekstra billetter til lørdag. Min søster og jeg blev enige om, at der nok ikke var meget ide i at ringe derover og forsøge at ændre datoen, eftersom Luminis kun kører en uge, og de fleste børnefamilier godt ved, hvad klokken er slået, når først der er én i hjemmet, der er testet positiv. 

Jeg hev min kammerat og en veninde med i stedet, og selvom det var trælstrælstræls, at vi ikke kunne gennemføre den familietur, som alle ungerne havde glædet sig til, så vi nogle andre gode mennesker og fik brugt to af billetterne, så de i det mindste ikke gik til spilde.

2.

Har jeg tjekket op på ferie, fordi jeg pludselig blev i tvivl om, hvordan det nu lige var med ferie-fridage og den nye ferielov.

Her giver jeg mig selv et gult kort, for som gammel TR burde jeg have kunne huske, at FF-dage er bundet op på overenskomst, og ikke Ferieloven.

Beklageligvis er der ikke en eneste arbejdersgiver for tegnsprogstolke, der i dag har overenskomst, og dermed har vi jo som udgangspunkt ikke ret til dem. Men som på mange andre ikke-overenskomstdækkede arbejdspladser, får vi dem alligevel, men om de bliver tilskrevet efter de gamle ferieregler, så der kommer 5 dage til maj, eller om de kræver 6 eller 9 måneders anciennitet er ikke nedskrevet nogen steder. 

Når jeg gik på jagt efter dem, er det fordi, jeg allerede nu gerne vil have en fornemmelse af, hvor meget ferie, jeg kan holde med børnene til sommer. Hvor vi efter den gamle ferielov havde 5 (6) uger at bruge af, sparer vi nu, som de fleste ved, 2,08 dage op pr. måned, og jeg synes sgu, at det er svært at samle til bunke, fordi der hele tiden kommer en efterårsferie, lidt tvungen julefri og noget påske. Derfor  “sparer jeg op” forstået på den måde, at jeg selv har valgt at betale for de fleste af de fridage, jeg holder og har holdt, fordi jeg bedre kan undvære 3 dages løn hist og pist, end selv at skulle betale for at holde 14 dage fri til sommer.

Og derfor blev det pludselig vigtigt for mig at vide, om jeg får 5 ekstra dage i nakken, fordi det sgu er *lidt* hidsigt at undvære løn for hele dage, når nu andre ting også sparker til økonomien, som f.eks. de kørepenge, jeg ikke får pga. fjerntolkning og hjemmeisolation, elpriserne, der bare har sat kursen mod himlen osv. Derfor ville det være meget fedt med 5 betalte dage, der kan bruges, når vi rammer nogle af alle miniferierne i løbet af foråret.

Nu har jeg skrevet det på min langtids-to-do, så jeg husker at holde øje med, om de kommer, så jeg kan nå at rykke for dem, inden jeg skal bruge dem, hvis de ikke gør. 

3.

Har jeg fået hele 3 forespørgsler på panini-opskrifter fra mennesker, der har en paninigrill, men er helt ideforladte.

Så nu får I lov at hjælpe.

Skriv jeres bedste opskrift(er) enten i kommentarfeltet eller i en mail, så samler jeg dem i et seperat indlæg, så vi alle sammen har et sted at gå hen, når vi mangler inspiration.

4.

Er jeg blevet sådan én, der går op i el, og det skal du også være, for der er MANGE penge at spare.

Det var jeg ikke blevet, hvis ikke min kammerat havde taget mig i kraven, peget venligt men utrolig bestemt på min el-måler og sagt: “Nu får du tjekket op på det der.”

Først blev jeg meget gammel og træt, for det er sgu godt nok ikke nemt at gennemskue, synes jeg. Men jeg fik hentet den app, han talte så forelsket om, og selvom jeg sukkede mig teatralsk hele vejen gennem oprettelsen, fordi den spurgte mig om alt *MULIGT*, endte jeg – som man jo ofte gør – med at blive fanget af det.

I dag har jeg ringet til Norlys og bedt dem flytte mig fra Pulje El til Flex El. Sidstnævnte er den, hvor det betyder noget, hvornår man bruger sine kWh; hvor det f.eks. kan betale sig at tænke over, hvornår man tænder sin opvaskemaskine.

Og jeg *ved* godt, at det lyder skidebesværligt og kedeligt, men hæng lige på to sek. 

For det, jeg lærte, da jeg sad og klikkede rundt på alle mulige hjemmesider var, at godt nok er prisen på din el altid sammensat af alle mulige tal, hvilket gør det virkelig svært at sammenligne. (Jeg bestilte faktisk priser hjem fra andre elselskaber, bare for at se, om jeg kunne).

MEN!

Det, man i hvert fald *kan* sammenligne, er priserne på fast og variabel hos det selskab, man har, og det var her, det blev interessant.

For se her: (Hvis det er svært at se billederne, så find hjemmesiden her)

“Men Linda” siger du så. “El er DYRT nu, så hvis nu prisen er meget højere – så bliver det jo dyrere, end det, der står der?”

Hæng på. For lidt længere nede på siden, kan du se den her graf:

Det er timeprisen for el. Nu. I dag. Hvor det er dyrt. Find den ALLERDYRESTE time. Den er stadig LANGT billigere, end den faste pris.

Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være noget, jeg overså, for hvis ét produkt er så indlysende billigere end et andet – hvorfor skulle man så vælge det dyre? Derfor ringede jeg til Norlys og imagine my surprise da den søde unge mand svarede, at jo. Den var god nok. Flex/variabel er stort set altid billigst. “Jamen, hvorfor i alverden har I så det andet produkt??” spurgte jeg vantro (-og kæmpede med at holde fordømmelsen ud af mit tonefald). “Fordi der er nogen, der bliver bange, når noget ikke er fast’” lød svaret. “Og derfor bliver alle som default sat op med den faste pris.”

Jeg skiftede på stedet, for om jeg så har alt, hvad jeg ejer og har af hårde hvidevarer til at køre prime time, så er det STADIG billigere, end det, jeg betaler i dag. Vi bruger lige knap 3000 kWh om året, så med priserne lige nu betyder det for os en årlig besparelse på omkring 1600 kr. 

Norlys har ikke en app (endnu), hvor man kan følge priserne time for time (du kan se det på hjemmesiden), men det er der mange andre selskaber, der har. På den måde kan du helt konkret se, hvornår det er en god ide at starte opvaskemaskinen, og hvornår du skal vente med at tumble tøj. 

Jeg har læst mig frem til, at hårde hvidevarer står for ca. 50% af el-forbruget i en husholdning, så hvis man har det her i baghovedet, og samtidig tænker over sine vaner, er der god mulighed for at trække elregningen betragteligt ned. Jeg slukker f.eks. konsekvent ovnen 10 minutter før, jeg tager maden ud, jeg smider låg på, når jeg koger ting i gryder, og jeg tørrer så vidt muligt tøjet 80% på stativet, og giver det så bare lige det sidste i tørretumbleren, så mine håndklæder ikke føles som karton. 

Så blot en opfordring til at tjekke, om du også kan spare penge ved at skifte til variabel pris gennem den udbyder, du nu har. Evt. kan du tage den samme tur som mig med app’en først (Watts) – hvis du bor til leje, står de fleste af de oplysninger, du skal bruge, på din lejekontrakt. Ender du med at beslutte dig for at skifte udbyder, er der også flere af dem, der tilbyder, at du kan betale månedsvis i stedet for kvartalsvis – og når du køber noget sjovt for alle de penge, du har sparet, så send min kammerat en kærlig tanke. 

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sat en kasse frem i bryggerset, hvor vaskemaskinen står. Den bruger jeg til at smide det børnetøj i, som synger på sidste vers, så vi kan få det sendt til Røde Kors. Når vi får børnepenge næste gang, er det forårs- og sommertøj, børnene skal have, og fordi de begge to går i t-shirts året rundt, kan jeg sagtens så småt begynde at sortere nu.

Børnene er blevet så store, at jeg ikke gider have kassen til at stå i bryggerset og fylde hele tiden, for de kan trods alt passe det meste af deres tøj en sæson eller to, men ved at sætte den frem, husker jeg at forholde mig til tøjet, så de ensomme sokker, undertrøjen med hul i og strømpebukserne, der er blevet for små bliver pillet fra, når jeg lægger vasketøj sammen. For man kører jo ikke på genbrugsstationen med én sok og en badedragt, og derfor bliver den nemme løsning ofte bare at lægge det på plads.

Da børnene var mindre, solgte jeg ofte deres tøj, når de var vokset ud af det, fordi de spurtede gennem størrelserne, og det derfor ofte nærmest var ubrugt, når de var færdige med det. I dag synes jeg, at det er for slidt; jeg kunne måske godt, men jeg synes, det kræver for mange disclaimere og lange chats med mennesker, der spørger ‘*Hvor* slidt er den?’ og melder deres ankomst 3 gange for så aldrig at dukke op. Ingen har travlt med at kalde dips på en t-shirt til 15 kroner, og engagementet er derefter. Det er 100% forståeligt – og ikke arbejdet værd. Derfor sender jeg som regel vores aflagte tøj videre til Røde Kors, som kan bruge det hele – også det, der er plettet og hullet. (Jeg ved det, for jeg har ringet til dem og spurgt). De laver tvist og møbelpolstring af det, der er for trashet til at sælge, og på den måde ved jeg, at det hele bliver brugt.

2.

Er jeg i gang med at skifte pensionsselskab. Og det her handler ubetinget mest om mental-minimalisme, for mit raseri over den elendige service, der er hos mit nuværende selskab, kunne have forsynet det meste af Minsk med varme fra midthalvfemserne og frem til i dag. SHIT, mand. Jeg er blevet væk i deres system 4 gange. Jeg har mailet dem utallige gange – jeg har første gang til gode at få et svar. Da jeg for år tilbage var ansat i en virksomhed, hvor ejeren i et halvt år skrev på mine lønsedler, at han indbetalte pension uden reelt at gøre det, opdagede de det aldrig.

Når jeg valgte at blive ved dem, var det fordi, jeg gennem dem har forsikringer til begge børn, så de kan leve i sus og dus, hvis jeg får et fly i hovedet. Og lige præcis ved det her selskab (fandt jeg ud af) steg min egenbetaling på de forsikringer til over det dobbelte, da jeg i en periode var freelancer, og derfor selv indbetalte pension. Det betød, at jeg stadig betalte det samme beløb, men pludselig fik væsentligt mindre ført over på min pension.

Nu har de gjort det igen. Mistet mig i systemet, ikke svaret på mine mails og ikke kunne finde mig, da jeg ringede dem op. Og fordi februar åbentbart er ‘få nok af systemet’-måned her på matriklen, er jeg nu i gang med at skifte, og med at se, om jeg kan få den næste ordning sat op, så det ikke er så problematisk at skrue på knapperne, hvis jeg f.eks. ikke skal være ansat, hvor jeg arbejder nu.

Det er tørt og usexet, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg nogensinde igen skal sove om natten uden at skære mine kindtænder til benmel.

3.

Har jeg købt en Yumbox til Anton. 

Frida har haft sin .. et år? Halvandet? og den ER så god, som de alle sammen siger. Dels holder den HELT tæt, hvilket overflødiggør al anden indpakning, og dels synes jeg, at det er meget nemmere at smøre mad, fordi jeg egentlig bare skal fylde et ‘gitter’ ud.

Det er også nemmere at hive et svar ud af ungerne på, hvad de gerne vil have med, fordi de nu kan sige, at de gerne vil have ‘kiwi og æbler i det ene rum, pastasalat i det andet, og så må du bestemme resten, mor’. 

Jeg tror, det er en smagssag, hvad man foretrækker ift. madkasser, og der *er* ting ved Yumbox, der ikke er helt ideelle. Den skal håndvaskes, den er dyr, og den er tung. Men fordelene opvejer langt ulemperne her, og fordi Fridas på alle måder holder niveau efter 300-400 ture i børnehave og skole, og jeg stort set ikke bruger folie/madpapir til hende mere, vil jeg gerne ofre det, sådan én koster på Anton også.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg så småt begyndt at indstille mig på at tage en oprydningsrunde i hele huset.

Jeg har skrevet lidt om det hist og pist de sidste par år; at jeg tog den *helt* store tur for et par år siden, og nu prøver at holde fast i at komme det hele igennem ca. én gang om året.

For mig hjælper det at vide, at jeg har det på tapetet, fordi jeg så, allerede nu, begynder at have udsmidnings-øjne på, når jeg er i diverse skabe og skuffer. På den måde bliver selve processen hurtigere, når først jeg går i gang, fordi der faktisk er en masse ting, jeg på forhånd har taget stilling til. Eksempelvis er der nok ikke nogen grund til stadig at have papirudgaven af Arbejdsmarkedsloven til at stå og fylde, når nu internettet fungerer så fint.

Det bliver ikke hverken i dag eller i morgen, for tid er stadig lidt den knappe faktor herhjemme (og Anton har nu, som den sidste i huset, lagt sig med corona, og han er *bare* skidt) men når foråret begynder at få fat, og dagene bliver længere, starter jeg fra en ende af.

2.

Har jeg foræret mine forældre mit toastjern, som jeg engang købte i desperation over, at Anton ikke ville spise noget mad af nogen slags. 

(-han ville selvfølgelig heller ikke spise toast). 

Men nu, hvor jeg har giftet mig med min panini-grill, er der ingen grund til at have den tarvelige eks stående i skabet, og da mine forældre spurgte, om de måtte låne mit toastjern, fik de det overdraget til evig arv og eje. 

(Ps: Kan vi snakke om, hvor godt paninigrillede tortillas, lagt sammen med krydret tomatsauce og revet ost, er?)

3.

Har jeg endelig sat punktum i sagaen om en lanterne, jeg fik i julegave.

Desværre kunne jeg, da jeg pakkede den ud, se, at glasset (som ikke kunne tages af) på indersiden var belagt med en fedtet hinde. Jeg skrev med det samme til firmaet, den var købt hos, og herfra blev det helt afsindigt irriterende. Jeg har aldrig nogensinde, i hele mit liv, oplevet så elendig kundeservice. Efter 7 skriftlige rykkere, X antal forgæves opkald og en sur besked på FB, endte jeg med, i rasende og kulørte vendinger, at kræve enten at få en ny lanterne NU eller at få pengene igen.

Jeg fik pengene retur, hvilket jeg stadig nærmest er lidt vantro over. Med dén historik var det ikke den vej, forventningspilen pegede, vil jeg sige.

Jeg fandt lanternen et andet sted, og spurgte min veninde, om hun ville have den oprindelige til et mørkt hjørne på deres overdækkede terrasse, og det ville hun gerne. Så nu får den alligevel lov at gøre lidt af det, den kom for.

4.

Har jeg solgt de øreringe, jeg nævnte i sidste indlæg, og har samtidig haft fat i den kasse med gamle øreringe, der har stået og samlet støv på en hylde i badeværelset. Der er mange, som gennem årene er blevet parkeret, når nye er kommet til, men som stadig er fine, og som jeg derfor har gemt.

Men som nævnt i første punkt er jeg så småt begyndt at pudse de kritiske briller, og derfor har jeg besluttet, at jeg de næste par måneder prøver at tage 2-3 par frem ad gangen, og se, om jeg får dem brugt. For hvis de er trælse at have på, eller jeg bare styrer udenom dem hver morgen, så skal de videre ud i verden (og jeg lover denne gang, Amager-halshug) at aflevere dem til genbrug).

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mine øreringe. 

Når man er sådan én, der elsker store tørklæder, sker det desværre ofte, at man kommer hjem med én ørering, fordi tørklædet har skubbet så meget til den anden, at den er faldet ud. 

Jeg har et par gange prøvet at smide den tilbageværende, ensomme ørering ud – for så et par uger senere at finde makkeren i en sko, i bilen eller en sømmen af det skyldige tørklæde. Derfor er jeg begyndt at gemme dem lidt, for alle tilfældes skyld.

Men efter flere måneder er det nok ikke sandsynligt at de frafaldne vender hjem, og jeg har derfor erkendt mit nederlag og smidt dem ud. 

Ved samme lejlighed har jeg sat to par designerøreringe til salg på Marketplace; de er uendeligt fine, men jeg får ondt i ørerne af at have dem på. Om nogen vil købe dem, vil vise sig, Ellers ryger de til genbrug. 

2.

Har jeg tømt min grøntsagsskuffe.

Vores lille covid-intermezzo smadrede alle rutiner og (mad)planer, og jeg har for længst glemt, hvad jeg oprindeligt købte ind til. 

Det blev til et par liter ingefærte med mynte og citron, samt en slags tapenade af bagte peberfrugter, løg, hvidløg og chili, som jeg blendede med ristede mandler, brød, olie og lidt sherryeddike. Det blev GODT!

3.

Har vi fået spist op i sjatterne af morgenmadsprodukter.

Børnene har samme forhold til mad, som jeg har til musiknumre: De forelsker sig i noget bestemt, kan KUN spise den ene ting i flere uger – hvorefter de pludselig taber interesseret for det, og nærmest skærer ansigt, når jeg sætter det på bordet. 

Jeg er voldsomt anti-pligt-spisning, og derfor kører vi meget lidt tvang på det område herhjemme. Men de sidste to uger har jeg været kendt som Jernnæven, og jeg har ikke givet mig så meget som en millimenter: Nul nykøb, før bøtterne er tomme. Og her er det jo, at man pludselig begynder at føle, at Nordkorea måske har fat i noget af det rigtige, for nu er der spist op, og vi er klar til nye ernæringsmæssige morgeneventyr.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi fået Covid. Frida testede positiv mandag, jeg testede positiv torsdag, så nu venter vi bare på Anton. 

Jeg havde fødselsdag i onsdags, og derfor skulle jeg have haft gæster i morgen, lørdag. Jeg havde allerede købt delvist ind, og i stedet for at gemme Hansen isen og de gode saltmandler til engang i marts, hvor vi – har vi efterhånden lært – ikke aner, hvad der kommer til at ske, har vi levet som isolerede grever og baroner.

Lagkagen onsdag blev modificeret til et 3-mands-set-up ved at skære bundene til efter en lille kagetallerken, og jeg lavede creme af et halvt brev pulver i stedet for et helt. Om det halve brev kan holde, nu hvor det er åbnet, må komme an på en prøve, men hvis det kan, har vi, så vi kan bage en omgang fastelavsboller.

2.

Har jeg pludselig opdaget en vane, jeg ikke har været opmærksom på, at jeg har. 

For når jeg laver mad, der egner sig til at lave i store portioner, plejer jeg at lave dobbelt op og smide det i fryseren, fordi vi så har nem mad til de aftener, vi spiser sammen med nogle af vores venner.

Men – og et er jo en trist konstatering – vi har ikke sam-spist med nogen i næsten 2 år. Ikke på den spontane madklubs-måde i hvert fald. Det kommer vi til igen (ikke?), men til den tid kan vi så begynde at fylde fryseren med store portioner igen. Lige nu giver full blown lasagner og hele bøtter med Tikki Masala bare virkelig meget mad, der enten skal afsættes eller ryger i skralderen, fordi vi ikke kan nå at gnave os igennem det.

3.

Har jeg ved et tilfælde snakket Bilka To Go med to forskellige veninder, og i den forbindelse vil jeg bare lige videregive lidt info, som jeg kan høre, man måske ikke lige fanger, hvis man ikke normalt handler i Bilka (hej fra provinsmor).

*I de store byer har Bilka flere opsamlingssteder. I Aarhus kan du f.eks. hente både i Tilst og Skejby. 

*Man får også den månedlige øko-rabat som to-go kunde, hvis man bestiller på dagen. Her vil jeg bare lige videregive min erfaring med tilbud af alle slags: Det kan godt betale sig at bestille til afhentning først på dagen, ganske enkelt fordi risikoen for udsolgt (præcis som hvis du handler fysisk) stiger hen over dagen. 

*Endelig kan man tilføje kommentarer til de enkelte varer, hvis man f.eks. gerne vil have sine bananer ekstra modne, gerne vil have særlig lang holdbarhed på en bestemt vare, eller der er noget, de ikke må erstatte til andet. Under alle omstændigheder kan man takke nej til den erstatning, de har valgt, når man henter, hvis man ikke vil have det, de har lagt i posen i stedet.

Jeg har et par gange prøvet at få varer, hvor holdbarheden er udløbet dagen efter, eller hvor de har givet mig en forkert vare. Jeg har, de gange det er sket, skrevet til to-go kundeservice, og hver gang fået pengene retur uden problemer. For lave en full cirkle, havde jeg eksempelvis bestilt en liter chokoladeis og en liter vanilleis i sidste uge, og da jeg hentede varerne, havde jeg fået to liter vanille (og kunne på min kvittering se, at det ikke skyldtes, at der var udsolgt/tale om en erstatning). Jeg skrev til kundeservice, som med det samme tilbageførte 50 kroner, og isen fik jeg lov at beholde.