I øvrigt:

*Er vi tilbage på græs. Tirsdag måtte vi endelig-endelig-ENDELIG komme ud, og jeg kan ikke beskrive, hvor rart det var.

*Er jeg til gengæld en smule forpustet over, hvor meget, der skal presses ind i opstartsugen. For dels skal jeg løbe alt det ind, jeg ikke har kunne fikse, mens vi har været hjemme. (Indespæring og manglende koncentration ift. internet og telefonsamtaler sætter virkelig nogle seriøse begrænsninger). Men vi er også trådt lige ud i en uge, der byder på aften-personalemøde, workshop i Kbh og opsætning af en ny Macbook, der har modarbejdet mig på alle tænkelige måder. Mere. Kaffe. Nu. 

*Vil jeg, nu hvor vi er på den siden side af covid, sige, at jeg ikke er specielt imponeret over, hvordan systemet håndterer en positiv test. Det har været et clusterfuck af modsatrettede informationer, prøver, der er gået tabt, forældet info og detektivarbejde af olympiske proportioner for at samstykke reglerne ud fra, hvad man kan google sig til, hvad der står i de forskellige breve og apps og hear say. Jeg er sgu ellers partisoldat af hjertet, men det her har godt nok været det mindst systematiske og effektive, jeg nogensinde har oplevet. 

*Er vores nye kæmpebord og bænken landet hos os på det PERFEKTE tidspunkt. Vi har den sidste uge nærmest boet ved bordet, hvor vi har tegnet, tegnet og tegnet noget mere, kørt podcasts og Disney+ og banket hinanden i Uno. 

*Har den højere spille-frekvens foranlediget, at Frida flere gange alvorligt har sagt: “Kan du huske, dengang, du kaldte mig en taber?” En DÅRLIG taber. Jeg kaldte hende en DÅRLIG taber (efter hun havde kørt 10 minutters uafbrudt hån og spot ovenpå et spil Vildkat).

*Har jeg vrælet mig igennem endnu en sæson af Queer Eye. Hvis du har dem til gode, skal du gå i gang. LIGE nu. De geninstallerer din tiltro til menneskeheden på 55 minutter, og jeg kan ikke være i mig selv over, hvor gennemsympatiske, de er.

*Skal du også lægge vejen forbi Archive 81. Shiiiiiiiit, den er uhyggelig. MEN! SÅ! GOD! Det er Stranger Things for voksne, og jeg skal bede om 2. sæson NU.

*Har jeg fundet en opskrift på de perfekte fastelavnsboller. Du skal gøre dig selv den tjeneste at se videoen på 4 minutter, hvis du er fastelavnsbolle-novice. Jeg har testbagt dem, og der var ikke så meget som 1 mg. creme på bagepladen, da jeg tog dem ud af ovnen.

*Bliver jeg simpelthen så sur, når jeg hører en podcast – for først at finde ud af, flere afsnit inde, at der er tale om fiktion. Hold OP med at lyve for mig. (Jeg kigger på jer, Limetown og Noget om Emma). 

*Har jeg til gengæld – takket være jer – haft held med at finde alt muligt andet godt:

Mohammed og Julie

Den fineste historie om kærlighed og en virkelig tiltrængt nuancering af nyhedsbilledet. Julie er en forrygende fortæller, og podcasten giver stof til eftertanke ift. hvor mange små sammenfald af tilfældigheder, der fører os bestemte steder hen – og hvor mange slutninger, vi automatisk drager, når vi læser overskrifter i aviserne.

Sweet Bobby

Podcast om den måske mest vanvittige sag om catfishing, jeg er stødt på.

En moderat-kendt kvinde bliver langsomt trukket ind i et langdistanceforhold, der ender med at strække sig over 10 hele år, før hun finder ud af, at manden, hun skal giftes med, slet ikke eksisterer. Det er en fuldstændig bims sag, og da hun til slut sidder og gør status, snakker hun om, at den her catfisher faktisk har kostet hende muligheden for at stifte familie, fordi hun har hældt nogle ret afgørende år ned i noget, der ikke var virkeligt. Det fik nærmest mit hoved til at eksplodere. For på den ene side synes jeg, der er grænser for, hvor stor en del af sine fremtidsdrømme, man må og kan lægge over på andre – men samtidig synes jeg, at det gør en kæmpe forskel, at der her er tale om decideret bedrag, så jeg kan sagtens se, hvad hun mener. 

Jeg er en smule sart med de her graver-podcasts, fordi jeg ofte kører bil, laver mad eller er ude at gå, når jeg hører dem. Derfor taber jeg tråden, hvis der indgår for mange kilder, eller historien forgrener sig for meget. Den her var skarpt skåret og lyden, liveinterviews’ne til trods, er i top (til dem, der (også) går op i det). 

Mors Afskedsbrev

Adrian Hughes podcast om sin mor og det hadefulde brev, hun efterlod sine sønner, da hun døde. 

AH har særstatus for alle os, der har været med fra Monte Carlo-starten, for det er ham, der er ophavsmand til udtrykket ‘Kæmpe vinger bagud!’. Men ud over det er han fortællemæssigt en dygtig håndværker – og så gør det ikke noget dårligt for helhedsindtrykket, at hans ret vanvittige familiehistorie byder på semikendte personer og bliver fortalt af og gennem Lise Nørgaard og Ghita Nørby.

Læge søger grænser

En podcast om Søren Ventegodt. 

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte med den her. Den er sindssyg. Jeg ELSKER Iben Marie Zeuthens stemme og måde at formidle på, og hun er (lidt uforvarende tror jeg?) den perfekte jordemoder til den her historie. For hun lader ham fortælle en stor del af sin egen historie selv (hvis du lige har glemt det, var det ham med vaginal akupressur), og det starter med at gøre en masse godt for ham. Men det ender også med at blive det, der afslører, hvad han virkelig er. For han er rasende begavet; det er der ingen tvivl om. Efter første afsnit var jeg 100% sikker på, at han bare var misforstået af sin samtid, men som fortællingen skred frem, begyndte der at tegne sig et billede af en mand, der tror sig klogere, end han er. En mand, som normalt er omgivet af søgende disciple, som derfor tager alt, hvad han siger, for gode varer. Men som også, når han skal overbevise mennesker, der ikke har tomme huller, de har brug for noget at fylde i, ikke er nær så velformuleret og velargumenteret, som han selv tror. Den er 10 minutter i Jonestown oppe i de svenske skove, hvor han har slået sig ned med sit åndelige hospital, og det er sgu en smule uhyggeligt. 

I de forkerte hænder

Ligesom med Bandeland må jeg bare her tage hatten af for Ekstra Bladet, selvom jeg ikke er meget for det. Men den her sag er både kompleks og vanvittig, og alligevel formår Helle Fuusager at formidle den, så man får alle nuancer med. 

Det er historien om en fuldstændig vanvittig psykolog, der i årevis har lavet forældreevneundersøgelser for diverse kommuner af forældre, der er lavet indberetninger på. Det vilde er, at der er virkelig meget kildemateriale at supplere historien med, så hvor man normalt får enormt mange disclaioere og ‘hævder X’ og ‘påstår Y’, så har vi her stort set det hele fra hestens egen mund. Historien minder på mange måder om 2. sæson af Det Perfekte Offer, hvor hovedpersonen også er en helt-af-hængslerne-bims psykolog, der vrider livet ud af facon for ét af de mennesker, han er sat i verden for at hjælpe, og det er nok generelt ret fint at huske, at et system aldrig er stærkere, end sit skøreste led.

(Alle anbefalinger er tilføjet listen, hvor man måske kan finde inspiration, hvis man mangler noget nyt at kaste sig over).