*Så jeg forleden et klip fra Radio4 på facebook, hvor en skolepædagog kommer med sin meget subjektive vurdering af forældre og deres måde at opdrage børn på.
Jeg tror ikke, jeg forstår, at man som fagperson synes, det er ok at melde sin primære samarbejdspartner/kundegruppe ned på de sociale medier? Det fik mig til at tænke på en insta-profil med jordemødre-memes, jeg fulgte på et tidspunkt, som jeg i starten syntes var ret sjov, men som jeg fik det mere og mere mærkeligt med i takt med at den latterliggjorde trætte fædre, førstegangsfødende og ubehaget ved at være den, der skulle fjerne afføring fra den fødende. Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg synes, den slags hører hjemme i et lukket fagligt forum, hvor alle har ganske andre forudsætninger for og ret til at bruge humor ift. det daglige virke, og hvor alle ved, hvilke opgaver, ingen har lyst til at få udstukket. Sådan er det i alle fag, og det ville være naivt at tro andet. Men der er sgu nogle illusioner, det er dyrt at give køb på. Ser en fysioterapeut somme tider på en krop og finder den tiltrækkende? Måske? Gør gynækologen sig nogle tanker om det, han/hun stirrer ind i 8 timer om dagen? Hvem ved? Men hvis vi skal være trygge ved at lægge paraderne i de settings, så er vi nødt til at værne lidt om illusionerne ved at holde jokes, holdninger og latterliggørelse in house i den gruppe, der har den implicitte, præ-eksistrende interesse for/kærlighed til faget, der ligger i at have valgt det som levevej.
*Troede jeg, at vi var venner. Men der tog jeg tydeligvis fejl, for ingen har fortalt mig, at JEG SKULLE SKYNDE MIG AT SE ‘DEN, DER DRÆBER’! KÆMPE late mover her, men føj, hvor er den god!
*Lænede børnene sig, højlydt og insisterende, op ad et kostskoleophold forleden. Da jeg havde vredet min sjæl for girafsprog og overskud, og højere, end jeg plejer, bjæffede: “Så HOLDER I sgu!!”, kiggede Anton på mig og spurgte: “Hvorfor bliver du så sur, når du har travlt, mor? Tror du ikke, du skulle take a yoga class?” Det bliver første linje på side 1 i min kommende bog: “Kald din mor ud på 2 sekunder”.
*Skal jeg til Netværksmøde i morgen, torsdag, som er møde, hvor børnepsyk. inviterer ‘borgerens netværk og de forskellige aktører’ og orienterer om, hvad Antons diagnose betyder/hvordan man kan hjælpe ham. Jeg troede, jeg var landet efter alt det her, og at mit blodtryk var stabilt igen, men efter en mail fra en leder på skolen om, at hun deltog i stedet for ham, der har siddet med hele vejen (“og hvor holdes mødet?”), manglende info om, om der er nogle af de lærere/pædagoger, der arbejder med Anton til dagligt, der deltager, og at have fundet ud af, at man ikke inviterer ‘aktører’ fra fritidstilbuddet (heldigt, at Anton holder op med at være autist klokken 13 så), har jeg opdaget, at min nyfundne ro bare har været et resultat af pause fra Systemet.
*Forsøgte Bilka to go forleden at forkæle os med en vareprøve på Omega-3 fiske-piller til børn. Man har valgt at lave et stykke gele, der minder meget om det slim, børn leger med, og har forsøgt at camouflere fiskesmagen med hysteriske mængder at syntetisk jordbær, og det er måske det mest frastødende produkt, jeg nogensinde er blevet udsat for.
*Fik jeg til gengæld forleden serveret en af de nye Sanpellegrino sodavand, og det bliver dyrt.
*Har børnepsyk. lige ringet og aflyst mødet i morgen, fordi deres mand er syg. Det er andet møde ud af fem, de aflyser pga. sygdom. Sidste gang glemte de at sætte en ny dato. Ham her tager på ferie, når han er færdig med at være syg. Jeg har det meget Michael Douglas/Falling Down lige nu.
*Kan jeg næsten ikke rumme mennesker, der forsøger at hype deres brugte vaser og gamle skabe på Marketplace. “Røverkøb!” “Super smarte retrojeans sælges!” Dude. Det er brugte ting, du ikke længere selv gider at have. Easy on the praise.
*River jeg mine øjenæbler ud med fingrene, hvis jeg skal se så meget som én artikel mere om #Slapgate
*Begynder jeg, HELT bagerst i min hjerne, at lege med tanken om en social/servicehund til Anton. Ikke nu. Men om et par år, når han er stor nok til at forstå og bære det ansvar, der følger med. Hvis du kender nogen, der har søgt og fået bevilget en hund på baggrund af en psykisk diagnose, må du godt lige stryge ind i DM’eren.
*Har jeg, siden jeg fik det her klip tilsendt for 20 minutter siden, vrælet 56 gange. Christian Eriksen, mand.
*Vil jeg slutte med at plugge to podcastst:
Maintenance Phase
Jeg tror, jeg har nævnt den her før, men jeg har den ikke på min samlede liste, og det er en fejl.
Podcastens hovedformål er at holde diæter, kure og helsetrends op i lyset og gøre os alle sammen klogere på, hvor meget af det, der bygger på privilegieblindhed, fatphobia og økonomiske interesser. (Spoiler: Meget). Værterne er Aubrey Gordon og Michael Hobbes, og de er godt begavede, sjove og supergode sammen.
Michael Hobbes er i øvrigt den ene af værterne fra podcasten ‘You’re wrong about’, og den her har meget den samme vibe.
Skyggekvinder (PODIMO)
Forfatter og radiovært Anne Sofie Allarp undersøger utroskab, og i første omgang var målet, såvidt jeg forstår, at afdække ‘den anden kvinde’ (deraf podcastens navn). Første sæson er derfor 15 interviews med kvinder, der har haft forhold og affærer med gifte mænd/kvinder. I hvert afsnit inddrager hun fagfolk, der kommer med perspektiver til de forskellige aspekter i utroskab, som f.eks. parterapeuter, psykologer, biologer osv.
I anden sæson er hendes hovedpersoner mænd, der har haft forhold ved siden af ægteskabet, og i tredje sæson, som netop er startet, interviewer hun kvinder, hvis mænd har været utro.
Podcasten er godt produceret, om end man lige kan have brug for at tage et par pauser fra den i ny og næ, for jeg vil tro, at de fleste af os kan genkende os selv i flere af både forklaringerne, historierne og undskyldningerne.
En hund er ALTID en god idé 😉
Jeg er ikke vildt meget inde i området omkring servicehunde, men jeg ved, at det koster mange penge at uddanne en servicehund og at det tager (vistnok) et år. Så det skal du have i baghovedet; at der nok skal søges i god tid. En anden mulighed er en terapihund, hvor det er din egen hund, der bliver “uddannet”. Når du kommer så langt, så synes jeg du skal kontakte Servicehundeforeningen og Trinitas (https://trinitas-st.dk/), der uddannet terapihunde og psykiatriske servicehunde 🙂 (jeg kender til sidstnævnte fordi min tidligere hundetræner (i hvert fald tidligere) har været involveret der med at træne og eksaminere hunde. Jeg kan også sætte dig i forbindelse med hende, hvis du vil have det 🙂 )
Haha, Johanne – da jeg skrev punktet, tænkte jeg: “Det her bliver Johanne den FØRSTE, der kommenterer på” – og det gjorde du:-D Det er perfekt <3
De er nemlig tæskedyre at uddanne, og jeg kan se, at sagsbehandlingstiden er et år, og at man så evt. skal lægge et ekstra år til, i fald man får afslag og anker afgørelsen.
Hvis jeg ender med at gå videre med det, hiver jeg lige fat i dig, for du er ubetinget den jeg kender, der ved mest om hunde. Tak:-*
You know me too well! 😀
Og ja, du ved hvor jeg er, så endelig bare sig til, hvis det bliver aktuelt. Så skal jeg nok sætte gang i det efterhånden store hundenetværk af hundefolk, der kan hjælpe med at pege i de rigtige retninger! :-*
Jeg ville godt skrive en masse, men det bliver bare lidt deprimerende, men jeg forstår dig så godt og netværksmøder ihhhh. Hvorfor er det altid kl 10/11 hvor almindelige mennesker arbejder og vi kan ikke lige “bare” arbejde hjemme?
Sorry nu blev det alligevel et lille surt opstød
Mødet i dag, som jeg er friholdt fra job til, lå kl. 10… Og det kommer det næste formentlig også til. Jeg har ikke et bud på, hvordan man kan gøre det bedre, men det er godt nok svært ikke at føle sig som verdens mest trælse medarbejder, når man igenigenigenigen beder om en friholdelse en hel formiddag, hvor 80% af tolkeopgaverne ligger.
Og du skal ikke undskylde. Her er plads til det hele <3
Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget klogt eller opmuntrende omkring diagnose-verdenen, men jeg har vist endnu til gode at opleve noget der sådan ægte fungerer.
Vores søn fik den endelige diagnose den 12. marts 2020, du ved.. dagen efter landet lukkede ned. Så et netværksmøde blev det aldrig til. Vi endte med separate møder med de forskellige aktører i stedet for.
Skoleleder: Mit barnebarn er også lidt bøvlet.
Sagsbehandler: I har jo klaret jer fint økonomisk indtil nu (i forhold til tabt arbejdsfortjeneste).
Psykiatrien: Nej, vi kan desværre ikke gøre noget i forhold til støtten i skolen.
Argh! Jeg bliver helt vred ved at tænke på det igen. Men hep hep herfra – når jeres møde en dag bliver afholdt.
Jeg var næsten rystet over at opdage, HVOR gal jeg blev over at få en mail fra en leder på skolen om, ‘hvor mødet skal afholdes?’ For det er jo ikke et svært spørgsmål for mig at svare på. Men det er bare endnu en opgave, som fandme bare burde ligge et andet sted (som fx. hos den leder, der skulle have deltaget, og som derfor har fået en mail med al info), der bliver vippet over på mig, fordi det lige er nemmest.
Og nu, hvor det er aflyst, og der pludselig også er en ferie smidt ind, så frygter jeg bare, at vi ender så langt fremme, at det bliver gennemført 10 minutter i sommerferie, og ALT derfor er glemt, når vi starter op i august.
Man bliver grundslidt af det her.
Jeg sidder med et sted, hvor vi uddeler penge, og her koster en servicehund fra Trinitas mellem 45 og 55.000 kr. til en veteran med PTSD. Kravet, til at de kan få en servicehund, er, at veteranen selv kan være med til at træne hunden, så måske afspejler prisen, at alt arbejdet ikke udføres af Trinitas. Oftest har de her veteraner fået afslag om støtte fra kommunen, så lad være med at regne dem ind i din ligning.
Så vidt, jeg lige kan se, så er der nogle særlige vilkår for det, der kaldes ‘sociale hunde’, når det er til børn mellem 11 og 18, men jeg kan ikke blive klog på hele proceduren bag. Jeg havde tænkt, at jeg ville tale med sagsbehandleren i dag, men nu blev mødet så aflyst, så det må blive næste gang.
Måske en mærkelig kommentar, men jeg håber egentlig også, at podcasten om utroskab kommer til at omhandle kvinder, der er deres mænd/kærester utro…
I forhold til aflyste møder og ændringer forstår jeg de frustration. Man bliver 10 år ældre, hver gang det sker…
Næh, det er da helt reelt og ganske rimeligt. Jeg har selv taget 2. sæson sporadisk, fordi jeg synes, at mændene i de afsnit, jeg hørte, var langt mere .. jamen, ens, tror jeg? end kvinderne i første sæson. Men i første, synes jeg, at hun var godt rundt i alle konstellationer af forhold, både ift køn og homo/hetro, så mit bud vil være, at der også er afsnit om kvinder, der er deres partnere m/k utro😊
Viceskolelederen skrev mig en besked på Aula om, hvorvidt jeg havde nummeret til kommunen…
Seriøst Trine?! Det er jo helt pinligt :O
Hvis ikke det havde været så deprimerende, så havde det (næsten) været sjovt. Ffs.
Ved seneste rundbordssamtale om min fars videre rehabilitering (efter massiv hjerneskade), spurge jeg insisterende, hvem der mon tog referat. Det viste sig, at jeg var den eneste, som havde medbragt papir og kuglepen. Så det blev med andre ord mig selv, den handicappedes pårørende (!!!), der tog opgaven. Værst var næsten, at de tilsyneladende ikke forstod, hvor vanvittig den opgavefordeling var…
Det er til at skrige over. Der er så mange steder i de her systemer, hvor ingen føler, at det er deres opgave at understøtte, så det betyder, at den eneste, der er tilbage til at gøre det, er den/os, der står med behovet for hjælp.
Det er simpelthen så urimeligt.
Man kan blive helt rystet over, om der ikke er en voksen til stede?
Jeg arbejder som folkeskolelærer og er virkelig mange gange overrasket over at det er mig der åbenbart er eneste voksen i en sag…
Jeg vil jo mene, at dem der sidder højere oppe end mig og dem fra kommunen, man henvender sig til med diverse ting (fordi de jo er specialister inden for deres område) ikke har mere styr på det end de har. Eller i det mindste gør som om.
Det har overrasket mig mest i mit voksenliv, hvor mange der ikke tager deres del af ansvaret ordentligt seriøst (sådan føles det i hvert fald)
Det er SUPER problematisk, at skolen og psykiatrien er underlagt to forskellige love i det her; love, som ikke er rangordnede ift. hvad der trumfer. Den ene giver adgang til kompetencer. Den anden giver adgang til økonomi. Og imellem de to love, er der 1000 sprækker, man som familie kan falde ned i, fordi der ingen bro er, mellem de to øer, man er tvunget til at færdes på.
Det er skrækkeligt.
Oplevelser fra det virkelige liv. Desværre. Min veninde skriver referat til alle netværksmøder nu, og det er også flere gange endt med, at vi har måttet lave en dagsorden, fordi der bare ikke kommer en. Man skal også selv sørge for, at de sender papirer til hinanden. Forrige gang ringede jeg tre gange til kommunen for at sikre mig, at de dukkede op. Det gjorde de så alligevel ikke, fordi PPR’s dag på skolen er den samme som sagsbehandleren fridag.
Man kan blive ædt op af idiotien.
Langsomt.
Jeg ringede til PPR for at være sikker på, at jeg havde alt det, der lå fra ressourcepædaogegen, vi havde på i børnehaven.
“Det er ikke os. Børnehaven er ikke under PPR”
“Altså.. hvad? Jeg sidder her med papirer fra den tid, hvorpå der STÅR PPR??”
“Nå, men det er nok lavet om. Det er i hvert fald ikke os mere”
Og det VÆRSTE er, at uanset hvor sindssyg man bliver, så er der bare lige præcis NUL, du kan gøre, for du kan jo for fanden ikke tvinge dig adgang til deres systemet.
Jeg er så enig i første del af indlægget. Man skal holde den slags jokes og betragtninger internt. Det er ekstremt sårbart, følelsesbetonet og akavet og derfor skal man være 100% sikker på, at fagpersonen er professionel og respektfuld og ikke tænke på om man kan bruge patienten/eleven etc som en joke på et online forum. Det hører ingen steder hjemme. Kh gynækologen
Nej, virkelig. Og det er helt vildt, at man ikke selv kan se det, synes jeg?
Jeg prøvede for sjov at forestille mig en tegnsprogstolk, der sad i et radioprogram og kommenterede på døve brugere. Det ville tage under 10 sekunder at lande en – meget velfortjent – fyreseddel.
Problemet her er, at mennesker som ham, er blevet for vante til, at man kan tale sådan om forældre, fordi vi alle sammen somme tider både er og kender nogen der Alt For Meget. Det er sjovt, når vi, forælder til forælder, griner af det. Men der ER en skæv magtstruktur her, fordi pædagoger og lærere f.eks. for familier som os, faktisk kan være dørmænd til hele systemet. Så er det da SUPER utrygt at opdage, at en af dem, man skal forbi, synes, at de fleste forældre er latterlige og pylrede.
Jeg håber, at de forældre, der har børn hos ham, klager, så det runger.
Jamen, lige præcis! Jeg kan da også en masse sjove historier fra mit fag, men dem griner jeg af / ryster på hovedet af / skriger min frustration ud over bag fkn lukkede døre! Det ér nemlig relationer med ulig magtfordeling og/eller sårbare situationer hvor den ene part mere eller mindre bogstaveligt er blottet og den anden part sidder med magten / bestemmelsesretten / behandlingsansvaret og ikke er blottet og dermed ikke direkte har noget på spil.
Hvis de skal klage, kræver det, at de er klar over, at det findes. Og at han ikke helt af sig selv fatter, at det er SÅ langt udenfor skiven er utroligt. Ligesom jordemødre der morer sig på de fødendes bekostning. Øv altså, hvor er folk nederen nogle gange.
Men du skal lige kaste et blik på «journalgullkorn» på insta. Selv om den er på norsk så kommer du til at hikke af grin. Det handler mere om dårlig sætningsopbygning og uforståelig sprog hos helsepersonel.
JA der er mange gode!!😄😄