Om endestationer og nye begyndelser

I dag er det tirsdag, og jeg er så småt ved at lande ovenpå sidste uge, der mildest talt var lidt overvældende pga. to ret store begivenheder. 

Dels fik jeg og vi endelig Antons diagnose, som er ‘Infantil Autisme’ og ‘Atypisk Søvnforstyrrelse’. 

(Til dem, der også er nye i de her termer, vil jeg lige supplere med, at ‘infantil’ ikke – som jeg troede – går på funktionsniveau, men derimod blot er et udtryk for, at de autistiske træk har været til stede, inden barnet fyldte 3. Det udtryk trænger til en solid re-branding).

Som jeg har skrevet flere gange før, skal diagnosen ikke bruges til noget, lige her og nu. Men det har taget over to år at få den, og havde jeg først ringet med klokken, når behovet for eksempelvis et andet skoletilbud opstod, ville de to år blive usigeligt dyre i trivsel og tabt indlæring. Derfor har jeg presset ultrahårdt på, så vi har papiret i skuffen, hvis/når vi får brug for det.

Jeg er taknemmelig over, at vi endelig er nået hertil, og jeg er inderligt lettet over, at vi gik igennem første gang, og ikke, som (ALT for) mange andre skal ud i at anke eller betale os fra private udredninger, og dermed kigge ud over endnu flere års kamp og frustration.

Diagnosemæssigt var det også 1:1, hvad jeg selv havde forventet. 

Jeg er ikke på nogen måde ked af det; Anton er stadig bare min allerbedste Anton, og nu har vi et sprog at gå ud i verden med. Men derfor skal det hele stadig lige lande indeni, og jeg prøver at huske at skabe plads til de følelser og tanker, der uværgerligt opstår, når man får papirer på, at det her ikke bare er en fase.

Midt i alt det modtog jeg min opsigelse. 

Og inden I udbryder: “Nej!?”: Det er lige, som det skal være.

Jeg kan selvfølgelig ikke gå i detaljer, men der er vist ingen på nogle sider af bordet, der vil bestride, at vi har været rygende uenige om nogle meget kardinale punkter. Jeg er for gammel og for rød til at trække på skulderen, og jeg kan være meget insisterende, når jeg beder om forklaringer og svar. Det kan give uro på bagsmækken, og det er derfor sådan set forståeligt, at de vælger at slippe mig.

Jeg er ikke det mindste sur eller ked af det; det er ikke personligt, hverken for dem eller for mig.

Med til historien hører, at jeg i juleferien traf en beslutning om, at jeg til sommer under alle omstændigheder ville have lagt en opsigelse, og starte for mig selv. *cue Destiny’s Child – Independant-Women*

Der er traditionelt ikke så mange tolkeopgaver i sommerferien, og med de mange småferier, foråret byder på, var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne nå at hive opgaver nok ind til at kunne holde sommerferie med børnene. Med opstart efter sommerferien, er der langt til ferierne, og når de kommer, er de ikke helt så lange, og så er det bare, helt lavpraktisk, nemmere at skabe sig et økonomisk forspring. 

Jeg har brugt januar og februar på de indledende forberedelser, men samtidig er tingene på mit nuværende job gået mere og mere i hårknude. I slutningen af januar havde jeg fat i HK for at høre, om der var nogen mulig måde at komme udenom a-kassens 6 ugers karantæne på, hvis jeg selv lagde en opsigelse; det var der ikke. Deres forslag var at finde et nyt arbejde, men jeg synes, det ville være et ufint spild af andres tid at sætte noget i gang, vel vidende at jeg samtidig planlægger at starte op for mig selv til sommer.

Og da vi ikke kan leve af overhovedet ingenting i 6 uger, besluttede jeg mig for at holde øjnene på bolden og fokusere på den dato, jeg havde sat for min opsigelse. 

Men nu kom firmaet mig i forkøbet, og det er simpelthen så fint. For nu kan jeg slippe alt det, som jeg har været frustreret over, og bare passe mit arbejde, og de behøver ikke få hovedpine, hver gang de får en mail fra mig. Jeg kan sige, ganske åbent, at jeg starter for mig selv, og så slipper jeg for de 6 ugers karantæne i a-kassen, hvis det bliver nødvendigt at starte på supplerende dagpenge. Det er så tæt på at være perfekt, som det overhovedet kan være.

Alle involverede parter er så afklarede, at der endda er en dør på klem ift. et fremtidigt samarbejde.

Drømmen er at tolke 80% af tiden, og lave noget skriftligt arbejde de sidste 20. Der er lidt på tegnebrættet, som forhåbentlig munder ud i noget konkret, og jeg er i gang med at læse op på CVR-numre og mobilabonnementer på hos YouSee erhverv.

Jeg går ikke ind til det med en forventning om at komme sovende til noget som helst. Men for første gang i meget, meget længe, føles det som, at den indsats, jeg gør, bærer hen mod et mål, jeg virkelig gerne vil nå.

Fuglene synger, lyset er på vej og det føles som om, jeg pludselig kan trække vejret igen.

D. 01.07 starter jeg for mig selv, og jeg glæder mig HELT vildt.

Published by

46 Replies to “Om endestationer og nye begyndelser

  1. JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA, hvor er det godt, Linda (altså den del med selvstændigheden!) 😀 Og så offentliggør du det endda lige i dag på ‘kampdagen’ 💪

    ‘Mor’ er stolt. Og ‘Mor’ stiller sig SÅ meget til rådighed, hvis der er noget i selvstændigheden, du kan bruge sparring om, Linda. Anything og anytime! #RingEndelig

    Den anden del – Antons diagnose… Må du få ro og tid til, at det hele lander i de rigtige kasser i både din knold og dit hjerte 💖 Det kan ikke være nemt. Selv om det var det, du forventede.

    Og så vil jeg bare supplere med, at Anton og Frida for altid vil være sindssygt heldige med, at de trak lige netop dig i mor-lotteriet 🥰💪

  2. Hvis du ikke allerede har fået det at vide, så har HK nogle freelancer-tilbud – tjek hk.dk/raadogstoette/freelancer
    Kh din fagforeningsven 🙂

  3. Jeg er en af dem, der har fulgt der stille i gennem lang tid. Jeg vil bare sige at jeg er så imponeret over dig!!! Du er en fantastisk mor, der kæmper for sine børn og ikke finder sig i noget p… En stor role model for alle. Jeg synes du er noget af det sejeste og jeg ville ønske at jeg kunne være lige så målrettet og fokuseret som dig – på trods af mørke dage og masser af modgang. Jeg er helt sikker på at dit næste kapitel bliver super fedt! Godt gået!

  4. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om et tillykke er på sin plads her. Med begge dele… Så du får et lille hip herfra med ønske om alt godt ift. begge dele. Og jeg har lige slettet en længere kommentar, fordi det faldt helt forkert ud på skrift, så jeg vil nøjes med at kommenterer, at jeg faktisk flere gange har tænkt, om jeg kunne tillade mig at bruge dig til noget skriftligt. Så jeg glæder mig til at se, hvad dit lille firma byder på 🙂

    1. Jeg forstår, hvad du mener, og dit forsigtige tillykke er både fint og helt på sin plads. Det føles meget som om, det store hjul lige er drejet den sidste, lille smule, der fik det til at sige klik.

      Du er altid velkommen til at skrive, hvis du har noget i tankerne. Det hele er stadig på babystadiet, men jeg er ret åben for ideer og forslag.

  5. Har fulgt dig meget længe, og du er den sejeste strong, independent woman og en kæmpe inspiration 💪🤗

  6. Tillykke!
    Jeg glæder mig til st læse mere om, hvad du kan og vil, jeg tænker bloggen er et oplagt medie at bruge som springbræt ud til mange typer kunder? Måske ikke direkte men så evt til vores arbejdsgivere, når behovet kunne melde sig?

    1. Jeg skal lige finde ud af, hvor jeg vil lægge snittet. Jeg tænker, at bloggen kan være et fint udstillingsvindue for dem, der skal vurdere, om det jeg kan på skrift, er det, de står og mangler, men samtidig vil jeg gerne bevare det frirum, som bloggen er. Jeg er ikke færdig med at tænke – og jeg er også ret afklaret med, at jeg formentlig bliver nødt til at løbe én ting i gang ad gangen. Bare så jeg lige selv kan bevare overblikket over, hvilke bolde, jeg smider op:)

  7. Jeg er med dig!
    På vej i bilen til børnepsyk, til den afsluttende samtale, snakkede min mand og jeg om, hvad det VÆRSTE der kunne ske var. Og vi var helt enige om, at det VÆRSTE ville være, hvis vores søn IKKE fik en diagnose. Og vi var enige om, at hvid dét skete, så ville det kun være fordi de ikke var dygtige nok til at afdække problematiken, for vi vidste bare at der varen diagnose. Vores søn fik heldigvis en autismediagnose (NLD.) Men til trods for at det var alt hvad vi forventede, så opstod der også en form for sorg. For selvom intet jo blev forandret, så var det alligevel også farvel til ét liv og goddag til en ny virkelighed.

    1. Jeg læste lige i Autisme-bladet, at 49% af alle klagesager om manglende diagnoser bliver omgjort. 49%! En rystende høj procentdel af disse bliver omgjort uden videre. Dvs. at Ankenævnet ikke engang har brug for yderligere undersøgelser eller nye tests for at vurdere, at beslutningen om ikke at give en diagnose er forkert. Det er horribelt.

  8. Tillykke Linda 🙂 Med den medfølgende ro på hjemmefronten og de nye vidder, der bredder sig for dine fødder. Jeg GLÆDER mig til at følge din vej ud i det selvstændige. For mig har det været det bedste i verden – jeg håber det samme for dig <3

    1. Jeg kender ikke én eneste, der har fortrudt. Det prøver jeg at huske i de øjeblikke, hvor jeg bliver ramt af ‘tænk-hvis-ikke-går!?’ 😀

      Og tak :-*

  9. Hep! Så var du klar – det er vi “et par stykker”, der har tænkt i noget tid 😉
    Ring, om stort, småt, brancheforening, bogføring osv., ik?

  10. Jeg er vild med dit mod i forhold til at starte som selvstændig – og så endda som eneforsørger for to børn. Det er virkelig beundringsværdigt! 🙂

    Min søn har samme autisme-diagnose som Anton og når folk hører det, så har de altid en forestilling om at børn med infantil autisme er børn uden sprog, uden nogen social kontakt til andre børn osv. – Og det er virkelig en skam. Jeg glæder mig til diagnosesystemet bliver lavet om på den front, men ved så ikke helt hvordan man definerer diagnoserne på dem som allerede har en? 🤷🏻‍♀️

    1. Jeg er fortrøstningsfuld ift. at tiden arbejder med os. Der er et stigende fokus på, hvad de her diagnoser helt konkret indebærer, hvor forskellig man kan være, hvor mange træk (og hvilke) man har, og hvad det faktisk også kan give af forcer. Jeg er stensikker på, at i takt med, at samfundet gradvist designer flere og flere uddannelser – og i forlængelse af dette også arbejdspladser – til neurodivergente mennesker, så øges kendskabet og dermed synliggøres behovet for at finde nogle mere retvisende betegnelser.

      Håbet er i hvert fald lysegrønt <3

  11. Du er så sej og en kæmpe inspiration og rollemodel! Tak, det lander perfekt som tændvæske her på mit bål! ❤️

  12. At være selvstændig er røv hårdt. Især de første år. Alle der siger andet har enten ikke selv prøvet det – eller modificerer sandheden for ikke at tage pippet fuldstændigt fra andre. Lidt ligesom med fødsler, tænker jeg…

    Men: når det så er sagt, så har jeg fulgt din blog i årevis. Og hvis der er nogen, der er klædt på til livet som selvstændig, og dets uendelige mængde uforudsigeligheder, så må det immervæk være dig. Så kæmpe tillykke med det!

    Personligt har jeg perioder, hvor jeg tænker at livet ville være SÅ meget nemmere som lønmodtager (lortechefer, ufleksible arbejdstider og middelmådige overenskomster til trods). Senest under x-antal år med COVID-19.
    Men friheden i at være herre i eget hus ender altid med at være det hele det hele værd for mig. Så no regrets.

    1. Jeg kan næsten heller ikke vente med at få foden under eget bord. Det her med at værre herre over egen tid; det trænger jeg virkelig, virkelig til. Som det er nu, står vi til rådighed kl. 7-17 mandag – fredag, med en ekstra aftenvagt indlagt, som går til kl. 23. Det er 56 timers rådighed i ugen, hvor jeg først fredag ved, hvordan timerne kommer til at ligge den kommende uge. At få alle de timer tilbage, så jeg selv kan disponere over dem, og styre udenom, når der er lægebesøg, børnepsyk. og celleskrab kommer til at opveje en meget stor del at de ulemper, der også er forbundet med livet som selvstændig <3

  13. Hvor er det dejligt at der er kommet afklaring, både på Anton og din arbejdssituation. Held og lykke med det hele! Kh

  14. Vil bare lige komme med et hep, hep herfra – og så må du endelig sige til, hvis du har behov for juridisk sparring. Jeg er hjemmevant i selskabsret qua mit tidligere job – og arbejder nu med ansættelsesret til daglig 🙂

  15. Jeg er (i det små) startet for mig selv her i januar, med alle de små og store administrative og identitetsmæssige hovedpiner det indebærer til følge, og jeg glæder mig SÅ meget til at følge med i din rejse, og måske lære lidt af en af de sejeste chicks i cyberspace 💪🏼

    1. Jeg ville elske, hvis det kunne blive endnu en vinkel og et emne, vi kunne hjælpe hinanden med at blive klogere på herinde. Der er så mange kloge damer i panelet her:)

  16. Who run the world? Linda!! 💪💪💪 kæmpe mor- og business-power. Held og lykke med firmaet!

    1. Hvor er du sød, Louise – tak! Jeg har så vild optur over det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv:)

    1. For os kommer det til udtryk ved, at Anton har ualmindelig svært ved at falde i søvn. Uden Melatonin tager det 2-3 timer for ham at falde i søvn, uagtet at vi kører et putteritual, som vil få Hitler og Det 3. Rige til at fremstå sjusket og tilfældigt.

      1. Hej Linda.

        Jeg ved ikke om du overhovedet ser svar på gamle beskeder, men nu prøver jeg.

        Vi er der hvor vi overvejer melatonin til vores dreng på 9 år. Han bruger gerne to timer på at falde i søvn og har i den tid en masse tankemylder og bliver enormt frustreret over den manglende søvn.

        Hvordan er processen? Skal vi igennem lægen? Hvor meget skal sådan en 9-årig gut mon have?

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.