Kvinder og børn, vol. II
En gang i mellem, når jeg skriver et indlæg, er det så tydeligt for mig selv, hvad jeg mener, at der er nogle mellemregninger, jeg ikke får med.
Jeg tror, det var det, der skete med mit indlæg fra i onsdags. Jeg kan i hvert fald se på kommentarerne, at der er nogle pointer, jeg ikke helt er kommet i mål med, så Ditte, Kristina, Lise, B, Lisa og Katrine, jeg har valgt at konvertere mine svar til jeres fine input til dette indlæg i stedet, fordi jeg synes, det er for fesent at kopiere det samme svar ind under jeres respektive kommentarer. Det håber jeg er ok.
Når jeg læser indlægget, efter at have læst kommentarerne, kan jeg nemlig godt se, at det kommer til at lyde som om, jeg insisterer på, at børnene, fast og bestemt, skal eskorteres ned i et kælderværelse, hvor låsen er monteret på ydersiden, hver gang vi er sammen med andre.
Det er – selvfølglige – ikke tilfældet.
Men Dittes kommentar om, at hun oplever samme problemstilling, når hun er sammen med veninder ift. disses kærester, fik mig til at spekulere på, om det her faktisk er et resultat af, at jeg er alene med mine børn. For mine veninder udgør stadig mit primære netværk, fordi jeg er single, og derfor er mit samvær med dem måske mere helligt, end hvis jeg havde haft en voksen allieret på matriklen.
Det ville være nærliggende at indvende, at så må jeg jo lave aftalerne om aftenen, hvor børnene ikke er med, men jeg vil godt stå på mål for, at jeg mener, at det skal være muligt at have voksen-samtaler i dagstimerne, også når børnene er der. Ikke mindst fordi jeg har en del langdistancevenskaber, hvor det ikke lige er muligt at stikke forbi om aftenen. Hvis de relationer skal leve videre, post-børn, så er der nogle emner, som det ville være mærkeligt ikke at vende, når man ser hinanden – som f.eks. da jeg fandt en knude i brystet.
Når vi er sammen med min familie, eller har legeaftaler, hvor det er børnenes relation, der er den primære, f.eks. med venner fra børnehaven, så er samtalerne alligevel af en sådan art, at jeg ikke synes, det gør noget at børnene sidder med, så i de situationer får de lov, hvis de har lyst.
Men når det er min relation, der er udgangspunktet, så står jeg gerne ved, at jeg vil have lov at sætte rammer, hvor det ikke kun er børnenes ønsker, der skal prioriteres. Som alenemor tænker jeg egentlig også, at det kan være meget fint at lære mine børn, at der er nogle situationer, hvor jeg ikke er “tilgængelig”, selvom jeg er i rummet, for virkeligheden herhjemme er jo, at de aldrig afbryder noget, når vi bare er os tre sammen.
Mine børn er stadig så små, at en stor del af samværet foregår i en slags åbent kontorlandskab, hvor vi alle sammen opholder os i samme rum, og det synes jeg er helt ok. På den måde tænker jeg, at børnene tjekker lidt ind og ud af samtalen, afhængigt af, hvor fordybede de er i det, de leger med, og de kan også komme op og sidde på skødet, hvis de lige har behov for det. På den måde får de også et indblik i de forskellige registre, der er i samtaler, hvilket jo er nødvendigt, når man selv skal lære at mestre dem.
Hvis man har meget introverte børn, kan der selvfølgelig være behov for ekstra hensyn, og jeg ville aldrig argumentere for, at man skulle sætte egne behov over børnenes tryghed og trivsel, men min oplevelse er, at det er, som om forældre somme tider simpelthen ikke opdager, at deres børn bliver større, og pludselig er opmærksomme på samtalen på en helt anden måde end før. Min reaktion opstår, når børnene udelukkende kommer hen for at lytte til samtalen, fordi det her, jeg ikke ved, hvor mine veninders grænser for, hvad børnene må overhøre, går, og hvor jeg kan mærke samme reaktion hos mig selv, som hvis man er på cafe, og pludselig opdager, at nabobordet helt åbenlyst lytter med.
Måske er jeg hårdere her end mange andre, men jeg kom til at tænke på et interview, jeg læste forleden, hvor en mor til trillinger fortalte, at de var ret konsekvente med, at børnene skulle sove på samme tid, fordi der ellers ikke var timer tilbage i døgnet, hvor forældrene kunne tanke op og samle overskud. Måske er det her den sociale ækvivalens?
Tak til jer, der har kommenteret, hvor at hjælpe mig med at blive opmærksom på, hvordan indlægget også kunne læses, så jeg ikke uvidende får mig selv fremstillet som Pol Pot.







