Det sidste års tid har jeg arbejdet meget med kort. Sært barn har mange navne, og de går under alle mulige betegnelser, som f.eks. orakelkort, angel cards, affirmationscards osv.
Uanset hvad tilgang og trosretning man lægger i arbejdet med kortene, elsker jeg det positive fokus, de giver, fordi de skærper opmærksomheden på at få øje på de steder i hverdagen, hvor der er mulighed for at arbejde med sig selv og/eller vokse som menneske.
Min yndlingsartist er det amerikanske medium Colette Baron-Reid, som laver de fineste sæt*:
Jeg plejer at trække et kort søndag aften for den kommende uge, og prøver at have temaet i baghovedet, både når jeg er udfordret, og når jeg er flyvende.
I søndags trak jeg “Balance”. Illustrationen på kortet er en kvinde, der holder en vægt, og det fik mig i går til at tænke over, at jeg ville ønske, jeg var bedre til at være i balancen, uden at den føles som et kompromis.
Jeg tror virkelig, at nøglen til at betragte sit liv og sig selv med glæde og tilfredshed ligger i at finde det sted, hvor yderpolerne er trukket langt nok mod midten til at kunne nå hinanden, og jeg øver mig. Jeg er blevet langt bedre til at acceptere det, når jeg ikke føler, jeg når i mål med tingene, men jeg er der ikke endnu.
Problemet for mig er, at jeg ofte drukner i praktik, når jeg får en ide; jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i processen, hvis jeg skal udføre den “godt nok”. F.eks.har jeg flere gange tænkt, at begge børn ville elske det, hvis vi lavede picnic på stuegulvet med aftensmaden, men allerede inden jeg når længere end til den konstatering, er min hjerne igang med at remse op, hvad der kræver af madtyper (= spaghetti bolognese virker som en dårlig ide) service (glas med mælk/saft på et tæppe? Eller juicebrikker, der er sværere at vælte?) tidspunkt på dagen (= aftensmad, hvor alle er trætte eller frokost, hvor kun Frida er?) oprydning bagefter osv. osv. osv. Det er *sygt* belastende at være designet sådan inde i hovedet.
(Hvordan gør spontane mennesker? Er de, som jeg engang har hørt, kinestetiske typer, der forbliver på livets linje, og kun ser det, der ligger lige umiddelbart for, og ikke alt det, der følger med? Modsat auditive typer som mig, der konstant springer ind og ud af linjen, for at se, hvad der ligger længere fremme, så jeg kan være forberedt? Hvis det er tilfældet, vil jeg godt bytte noget af alt mit overblik for bare lidt af deres tilstedeværelse og situationsbestemte sorgløshed.)
Nå, men inspireret af min solo-brandtale og ugens kort, smed jeg i går al personlighed over bord, og lavede bare-sådan-uden-videre den famøse picnic på gulvet, da vi skulle spise aftensmad, og det var – selvfølgelig – bare at gøre det. Da vi sad på tæppet, kunne jeg allerede se, at det bliver noget, vi kommer til at gøre til sommer, både i haven og ude omkring i verden. Det var både nemt og hyggeligt (tager du noter, Linda?), og vi fik snakket på en helt anden måde, end vi plejer. Og jeg tror helt ærligt ikke, at jeg ville være kommet over mig selv længe nok til at få det lille projekt ført ud i livet, hvis ikke mine tanker, afledt af unges kort, havde sparket mig bagi.
* Hvis du har lyst til at se hende bruge dem, laver hun hver uge en “vejrudsigt” på You Tube, hvor hun bruger sine forskellige sæt. Det er en god måde at tjekke, om man overhovedet er til den slags udfoldelser, og at se de mange fine kort, hun har lavet. Hvis du har lyst, er videoen for denne uge her
Og hvad serverede du så til picnic? 😉
Væltet køleskab skåret i hånd-hapser-størrelser (Lidt pizza, et par frikadeller, melon og en rest pasta). Jeg må være ærligt nok til at sige, at jeg nok ikke havde kunne lave en bare-lige, hvis menuen havde været varm mad:)
Jeg havde nogle mini englekort som barn 1×4 cm store, ikke så fine sim dine, men jeg nød dem.
picnic lyder hyggeligt….
og jeg har ingen ide om hvordan super spontane gør
Så længe man har glæde af dem, er det jo ligemeget hvor små eller store de er:)
Jeg kender det alt for godt. Jeg ville gerne male vores stue, men jeg magter simpelthen ikke. Min hjerne går i: ‘så skal det hele pilles ned fra væggen’, ‘hvor skal det stå imens’, ‘hvordan skal der dækkes af’, ‘når væggene males, så skal loftet med garanti også have en omgang’… osv. Jeg er også virkelig lang tid om at omstille mig til forandringer. Jeg kunne aldrig være impulsiv og bare gå ud og købe ny sofa eller lign. Kh. Birgitte
Det lyder SÅ bekendt!! Og det er faktisk lidt på alle områder. Jeg har besluttet mig for, at jeg her til sommer vil prøve at køre med ’15 minutter om dagen’-modellen i min have. Jeg elsker at være derude, men så længe børnene er små, er det lidt .. overvældende at holde den pæn. I år får det et skud med at tage ambitionsniveauet ned, og prøve at huske, at lidt er bedre end ingenting.
Du er så monstersej!
Jeg ved ikke, hvad min type hedder, men jeg er på mange områder en af dem, der tænker over, hvad der kan gå galt. Jeg mener, at det var Thyra Frank, der engang sagde, at man skulle spare sine bekymringer og energi til de få gange, hvor det virkelig går galt. Hvis bare jeg kunne…
God påske!
Det er kloge (- og for typer som os umulige) ord….:)
Men vi skal hjælpe hinanden med at huske at øve, for det ÉR sgu lidt opslidende med al den overbekymring og -planlægning.
God påske til dig også <3
Jeg har ladet mig fortælle, at det der sker i foden, når man står på ét ben og skal holde balancen, er, at musklerne(?) i foden og tæerne skiftevis hælder til højre og venstre. På den måde holder de resten af kroppen i balance.
For mig er det blevet et billede på, at balance ikke kan findes i stilstand. Balance findes ved at gå først lidt for meget i den ene grøft og så lidt for meget i den anden grøft, og målet er henad vejen at gøre udsvingene mindre, så man måske ikke behøver havne helt uden i grøften, før man retter ind.
Måske kan du også have glæde af den metafor?
God fornøjelse med picnic – også i fremtiden! 🙂
Det er virkelig et fint billede! Og det giver SUPER god mening for mig; tusind tak for at sende det videre <3