Mørke og Lys
Jeg har det, som om, det er 12. gang i år, jeg skriver det samme indlæg. Det samme indlæg om at stå på den meget smalle streg mellem stress og kedsomhed. Det samme indlæg om at være både over- og undervældet på én og samme tid. Om gerne at ville være sammen med andre mennesker, og samtidig have behov for at være alene, fordi det føles som om, jeg mærker alting alt for meget.
Men det er ikke desto mindre der, vi er. Det her år har gjort det fuldstændig umuligt at spare op på den mentale konto, og derfor ryger man i overtræk, så snart der sker noget, man ikke har forventet.
I midten af sidste uge blev jeg ringet op med beskeden om, at min mor var blevet indlagt med mistanke om blodpropper i hjernen. “Det er nok ingenting, og vi tjekker bare for at være på den sikre side” som de sagde. Men altså. Det skal de jo sige. Jeg har ikke ord for min lettelse over, at alt, et døgn senere, viste sig at se ud, som det skulle, men for mig betød det, at jeg omkring onsdag bare opgav resten af ugen, og derfra slæbte mig gennem dagene, mens jeg forsøgte at bearbejde min forskrækkelse. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke tænker over, hvor heldig jeg er at have begge mine forældre, og det her opkald var bare endnu en påmindelse om, hvor skrøbelig lykken egentlig er.
Vi slap med skrækken, men opkaldet og angsten efterlod mig med fornemmelsen af, at min hud er for tynd, at alle farver skærer i øjnene, og at alle lyde er alt for høje. Verden er vanvittig, jeg er ved at få konspirations-spat, og selvom det var min hest, der endte med kransen om halsen over there, er det mest præcise tweet, jeg har set om valget, stadig det her:
Samtidig ruller hverdagen videre, med alt hvad det indebærer, og lektier fylder rigtig meget hos os for tiden. Jeg har et godt samarbejde med skolen, men Anton er Anton, og selvom der er sat gang i lidt forskelligt, drejer hjulene i dét system hypnotiserende langsomt. Alt imens skal Aula nærlæses og Anton mandsopdækkes, for at sikre, at han faktisk forstår det, han sidder med.
Til gengæld taler han så strålende engelsk, at han i forbindelse med en test på skolen, kom retur med beskeden om, at de undrede sig over, at man ingen steder kunne læse, at han kom fra et tosproget hjem.
Så. Ja. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt.
Børnene er vokset ud af alt deres tøj samtidig, alt, hvad jeg bestiller, viser sig at være enten for småt eller for stort, og mit arbejdsskema byder på meget – og lidt af hvert.
Men i fredags lavede jeg en kontrolleret nedlukning, smed begge børn i bilen, og kørte til Fyn. Undervejs stødte min kammerat til, og så drog vi i samlet flok til Luminis på Egeskov Slot, hvor vi for 3. gang lod os betage af lys og magi.
I næste uge fylder Anton 10, på fredag har Frida sin første soveaftale hos os, og jeg ved ikke engang rigtigt mere, hvad det er, jeg trænger til.
Jeg håber, I passer godt på jer selv derude.
M2020, uge 45
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt refleks-clips til begge børn.
Jeg fandt de her til mig selv sidste år, og de er smarte. For reflekser med snor og sikkerhedsnåle er noget lort i regntøj og tyndt stof, og de klisterreflekser, vi har haft, har løsnet sig fra tøjet eller er faldet helt af, når tøjet er vasket en håndfuld gange. De efterlader nogle ret grimme mærker på tøjet, hvilket er træls, fordi tøjet så ikke rigtigt kan sendes videre og bruges i bund.
Den her sidder fast med en kraftig magnet, så nul huller, som de siger hos Colgate. Den kan flyttes fra regnjakke til vinterjakke til løbesko til hatte, så man kan nøjes med én refleks, og samtidig undgår man, at den pludselig sidder et sted, hvor en taske-rem eller et tørklæde skjuler den. Og endelig er der LED lys i, så den er supernemt at se på LANG afstand.
Jeg fandt dem i Fakta til den beskedne sum af 30 kroner pr. stk.
2.
Solgt en My Curvy Little Love kjole til mindre, end jeg egentlig syntes, jeg burde have haft for den.
Det er verdens fineste maxikjole, og jeg købte i sin tid to, fordi kjolen er sort og super alsidig, og derfor kan bruges på job i situationer, hvor man ikke på forhånd kender dresscoden, f.eks. i kirke eller til en reception. Min tanke var derfor, at jeg ville bruge den ene som almindelig sommerkjole, mens den anden blev fredet, så den kunne holde sig pæn og ikke blive alt for forvasket.
Men dels er kvaliteten af kjolerne så god, at man ikke kan se på den, jeg har brugt sommeren over, at den overhovedet er blevet vasket ( – og den er den altså), og dels er den virkelig, VIRKELIG lang. Jeg er 1.80, så for mig var det en ganske ny verden, der åbnede sig, da jeg pludselig opdagede generne ved tøj, der er så langt, at man træder i det, hver gang man læner sig bare en smule frem.
Derfor er jeg endt med, at den ene jeg har er nok, og den anden skulle således sendes videre ud i verden. Og her var jeg lige ved at falde i den fælde, jeg ellers har advaret andre om, nemlig at ville have det for kjolen, som JEG syntes, den er værd, og ikke det, som potentielle købere ville give.
Men efter at have haft den til salg i 2 måneder og have fået nogenlunde samme beløb tilbudt for den 3 gange, endte jeg med at sluge min stædighed og lade den gå. 460 kr. på kontoen er stadig bedre, end 0 kroner i lommen og for meget tøj i skabet.
Og som vi har snakket om før: Efter at have sendt den afsted, har jeg ikke skænket den en tanke. Blot for at sige, at selvom man bliver gnaven og småfornærmet over, at en pris ikke afspejler det, man *selv* synes noget er værd, så bider det kun, til varen er ude ad døren.
3.
Fået følgende spørgsmål i kommentarfeltet:
Fik en ide til et indlæg, som jeg ville synes var interessant. Synes at huske at du på et tidspunkt skrev, at du vasker håndklæder torsdag? Jeg bøvler selv lidt med at få struktur og organisering på min hverdag – som skilt og alene med mine børn 10-4-model. Min tanke er, hvordan man effektiviserer sin hverdag – gør det nemmere for sig selv; samtidig med at man sikrer at man få gjort de basale ting, så man hele riden er et skridt foran (i stedet for som nu et skridt bagud). Et system, hvor man ikke skal tænke så meget – tingene kører bare. Måske en illusion, men hvis du har tips, tricks eller modeller, så høret jeg det gerne. Men måske du allerede har skrevet om det før?
Det vil jeg meget gerne prøve at svare på. Som de fleste ved, er jeg ikke underlagt en deleordning, men til gengæld har jeg skæve arbejdstider, som varierer fra uge til uge, og som jeg først kender fredag ugen forinden. Så selvom det på ingen måde er det samme, så har jeg noget uforudsigelighed i min hverdag, der også forudsætter struktur, hvis ikke jeg skal ende med at være 3 skridt bagud og i kronisk fare for at vælte af brættet.
Når jeg skriver nedenstående, kommer jeg til at lyde som det kedeligste og mest anale menneske i verden, og jeg har brug for lige at starte med at sige, at det er små systemer og hacks, som er opstået hen ad vejen, og som jeg dårligt tænker over længere. Det er bare sådan, det er endt med at være, fordi det er det, der fungerer her, men når jeg kigger på det, kan jeg godt se, at hele konstruktionen består af enkeltdele, som jeg faktisk er ret systematisk omkring.
Jeg har valgt at dele min kommentar op i 3 hovedpunkter, som jeg forestiller mig er dem, vi alle sammen bøvler med at få til at rulle uden for meget slinger i valsen. Men inden vi når så langt, så vil jeg lige nævne den vigtigste livsregel, jeg i mit 43-årige liv har lært, nemlig, at det er de løse ender, der stresser. Den sætning siger jeg til mig selv mindst én gang om dagen, fordi jeg kan være slem til at ville ordne alting samtidig. Men mange sene aftener med snot og tårer har lært mig, at det er federe at skubbe nogle opgaver til i morgen, end at starte på 56 opgaver, som jeg så er nødt til at afslutte, inden jeg kan gå i seng. For vådt tøj i maskinen og et køkkenbord med 2/3 af ingredienser til morgendagens aftensmaden, skal trods alt lige følges til dørs. Ved at gøre én ting færdig ad gangen, kan jeg hele tiden stoppe, når jeg er færdig med det, jeg står med – og så har jeg opdaget, at det bliver væsentligt lettere at prioritere. For klokken 16, hvor der stadig er strøm på batteriet, synes jeg, at alting er vigtigt, jeg har MAAAAAASSER af overskud, og jeg kan da også lige. Men klokken 23 er jeg retrospekt til at forhandle med ift. om det nu også var *så* vigtigt at vaske tøj, når der stadig er i skabene, eller om aftensmaden partout skulle være den, der krævede allermest arbejde, når Anton kom hjem med 2 ekstraopgaver og Frida havde en legeaftale her.
Så den sætning gennemsyrer alt, fra det store til det helt små.
Men i forhold til de 3 grundpiller i en husholdning med børn, griber jeg dem an på følgende måde:
Rengøring:
Jeg gør rent fredag, hvis mit skema tillader det, og når jeg gør rent, skifter jeg samtidig sengetøj og håndklæder. Det betyder 2 maskiner tøj, og ca. 1,5 times rengøring. Jeg kan bedst lide at gøre det hele samme dag, men da jeg var på barsel, og var nødt til at skære hæle og klippe tæer, begyndte jeg at dele det op, så jeg skiftede sengetøj, gjorde badeværelset rent og vaskede én maskine tøj den ene dag, mens jeg så tog resten af huset og den anden maskine dagen efter. Det system har jeg holdt ved, så de uger, hvor mit skema ikke tillader, at jeg tager hele svineriet fredag, deler jeg det op.
Opdelt tager det en god halv time begge dage, og det kan jeg sagtens gøre med børnene om fødderne eller når de er lagt i seng.
Og er det pinedød nødvendigt at gøre rent hver eneste uge? Nej. Formentlig ikke. Men vi har glatte trægulve og fliser i hele huset, og det betyder, at de uger, hvor jeg må trække den 2-3 dage ekstra, så lægger det SYGT lang tid til den normale tid, fordi alting er væsentligt mere støvet. Desuden frigiver det hos mig noget mental kapacitet, at jeg ikke skal lede efter huller, hvor det passer at gøre rent, men bare ved, at det er (torsdag og) fredag, det foregår.
Madlavning, madplaner og indkøb:
Fordi jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag eftermiddag, begynder jeg allerede torsdag/fredag at skue ud over den kommende uge. Ellers bliver der for meget, der skal planlægges og forberedes søndag.
Jeg har efterhånden fundet ind i et system, hvor jeg planlægger 2-3 retter, afhængigt af arbejdsskema, sociale arrangementer, personale/forældremøder osv, men ikke sætter faste ugedage på. Jeg bestiller varer på Bilka to go fredag eller lørdag, og henter dem lørdag eller søndag. På den måde kan jeg, de uger, hvor det passer, preppe grønt til den kommende uge, når jeg laver frokost søndag, og lave mad til 2 dage søndag aften, for min oplevelse er, at ugen bare kommer bedre i gang, når man har nem mad til mandag aften, og derfor forærer sig selv et lille forspring.
Når jeg laver min madplan, lægger jeg mig, som nævnt, ikke fast på bestemte ugedage, og jeg prøver, så vidt det er muligt at planlægge retter, hvor den ene ikke indeholder noget, der skal bruges umiddelbart efter det er købt, mens den anden gerne må indeholde kød eller grønt, som skal bruges indenfor et par dage. Eksempelvis planlagde jeg for et par uger siden at lave vegetar tikki masala og baked beans. I TM skal der bruges grøntsager, græsk yoghurt og persille, mens BB næsten udelukkende består af tørvarer, langtidsholdbart grønt (løg og hvidløg), og baconskiverne, hvilket betyder, at alle ingredienser kan holde ret længe, og om nødvendigt skubbes en uge.
Jeg har lært, at det for mig er en stressfaktor med en madplan, hvor jeg har køleskabet fyldt med grønt og kød, der skal bruges i løbet af kort tid, for laver vi en aftale eller får jeg en ekstra opgave, så føles det som om, det hele skrider. På den her måde er det muligt at konvertere en ellers planlagt menu til fryser eller take away, hvis noget pludselig kommer ind fra højre, uden at det dermed betyder, at man hælder værdifulde råvarer direkte i skraldespanden.
De uger, hvor jeg alligevel planlægger 2 retter, der begge indeholder let fordærvelige ting, sørger jeg for at bestille alle langtidsholdbare ingredienser, når jeg bestiller varer, mens jeg venter med at købe kød og grønt, for det tager 20 sekunder at svinge forbi Rema efter en pakke kylling, så jeg kan holde fast i det planlagte, når resten af det, jeg skal bruge, står hjemme i skabene.
Ugelisten:
Den her har jeg kørt med så langt tilbage, jeg kan huske. For mig er det en rar måde at skabe plads i hovedet, uden at miste overblikket på.
Jeg skriver listen for den kommende uge hver søndag morgen, når jeg sidder med min morgenkaffe. På den måde har jeg dagen til at fikse legeaftaler, hive barnepiger ind og lave en løs skitse til, hvilke dage, vi skal spise hvad.
Under ugedagen skriver jeg hvor og hvad tid jeg skal arbejde, ud for de enkelte dage skriver jeg det, der er på tapetet for den dag, f.eks. et forældremøde, skolefoto eller en social aftale, og i højre side har jeg a) opgaver, der skal laves snart, men ikke på et bestemt tidspunkt (f.eks. fødselsdagsgave til Anton, aflevere biblioteksbøger og bestille tid til frisør), b) de faste opgaver (tjekke Aula, opdatere mit arbejdsskema, blog/kommentarer, lektier osv), c) madplan og d) eventuelt (f.eks. ‘Have’, hvad jeg mangler af vintertøj til børnene osv).
Og det er jo ikke fordi, jeg glemmer at blogge eller at Anton har lektier for. Men for en ukuelig tidsoptimist som mig fungerer det godt med en kronisk påmindelse om, at der er ting, som altid er på tapetet, selvom den aktuelle dagskalender er tom. Jeg er sikker på, at det for nogle ville være overflødigt, men for mig hjælper det mig til at huske, hvorfor jeg ikke bare kan proppe gøgl og gak ind i kalenderen, selvom den ser dejlig tom ud.
Hver aften konfererer jeg med ugeplanen, og skriver en to-to for den kommende dag i min notesbog, som følger mig, hvor end jeg går og står.
________________________________________________
Som skrevet øverst ved jeg godt, at det ser voldsomt omstændigt ud, når jeg skiller det ad, og noterer alle enkelt-dele. Men for mig er det det system, der er opstået over tid, som giver så fast en struktur, at jeg ikke behøver bruge krudt på at forholde mig til alle hverdagselementerne, men bare skal eksekvere dem, og for mig er det årsagen til, at der bliver tid til alt det sjove, som f.eks. at se gode mennesker, at bruge en eftermiddag på en legeplads – eller at skrive et blogindlæg.
Anne Maries spørgsmål tager udgangspunkt i en deleordning, og derfor vil jeg meget gerne opfordre til, at de af jer, der selv lever med det vilkår, øser af jeres erfaringer i kommentarfeltet. Jeg er sikker på, at der er mange derude, der vil sætte pris på et par gode, lavpraktiske fifs.
Metoo By Proxy
Kender I det, når man egentlig synes, man har fundet sit ståsted med noget – og man så pludselig står midt i det igen, helt uden en løsning på hånden?
For efter de sidste mange måneders metoo-debatter, føler jeg mig egentlig ok-godt klædt på til på en ordentlig, men bestemt måde at lukke ned for situationer, hvor de tilstedeværende mænd lige glemmer, at vi ikke længere abonnerer på ideen om, at kvinder er noget, vi objektificerer, fordi vi kan. Og har ret til det, faktisk.
Men for x antal dage siden tolkede jeg på en af de opgaver, hvor jeg er den eneste kvinde på stedet. Det var første gang, jeg var på lige præcis det her sted, så der var ikke tale om én af de faste opgaver, hvor en klasse eller kollegagruppe har set mig så mange gange, at de føler, at jeg er “deres” tolk, og hvor lidt godmodigt drilleri i den tone, der nu er fremherskende på stedet føles ok og accepteres af alle parter.
I den første pause, hvor jeg var ved at samle mine ting sammen for at gå ud, begyndte en gruppe af mændene, (som er på min egen alder), at kommentere højlydt på, at der nu også var mulighed for at lære lidt tegnsprog, “for der er da lidt at kigge på” og “måske vi kan få et privat kursus i nogle af de frække tegn, hahaha” *albue-i-siden* *albue-i-siden*
Og altså. Jeg er jo ikke lavet af glas, vel? Jeg elsker at tolke i det, der kønsstereotypt opfattes som drengefag, og ovenstående er sket ca. 1000 gange før. Men for første gang i mine små 20 år som tolk, tænke jeg bagefter over, hvor upassende, det egentlig er. For første gang tænkte jeg på, hvordan det ville føles og opleves, hvis min kvindelige kollega og jeg efter en time på en ny opgave, højlydt begyndte at tale om læreren og hans gode røv. Tankeeksperimentet var så absurd, at jeg selv kom til at grine. For det ville være FULD.STÆNDIG uhørt. Én ting er, at der går pik og patter i den i skurvogne og klasselokaler, når de tilstedeværende mænd og lejlighedsvise damer taler med hinanden. De skal bare give den gas; det har jeg ingen problemer med at tolke. Det er deres indbyrdes tone, og det oversætter jeg på samme måde, som jeg oversætter historier om julemanden, politiske overbevisninger, jeg personligt er lodret uenig i og forsvarstaler for pædofile. Det hører med til jobbet, og uanset indhold er den faglige udfordring i at oversætte loyalt og tro mod taleren noget af det, jeg sætter størst pris på ved mit job.
Men lumre kommentarer rettet til mig som person – som jo ret beset bare er der for at udføre mit arbejde – er tiden løbet fra, synes jeg, og det fik mig til at tænke på argumentet om, at man ‘jo bare kan sige fra’. For så enkelt er det ikke altid.
Når vi er ude som tolke, er en del af vores opgave at larme så lidt som muligt. At være døv og få en fod indenfor, både på arbejdsmarkedet og i forhold til det sociale, kan være rigtig svært, hvilket alle tolke ved. Derfor er det noget, vi konkret forholder os til, at vi – tolkene – ikke skal være en yderligere hæmsko. At vi skal finde den balance, hvor vi udfører den funktion, vi er der for, men gør det på en måde, hvor vi passer nok ind til, at vi ikke stritter eller er til gene, og dermed bliver endnu en hindring en døv bruger skal over – men stadig passer så godt på os selv, som situationen tillader. Et klassisk og knapt så sprængfarligt eksempel er rygning til fester. For som alle andre (delvist) offentligt ansatte har vi krav på et røgfrit arbejdsmiljø. Men hvis jeg tolker for Dennis, som er en fjern fætter til konfirmandens forældres nabo, så ville det være ualmindelig træls for Dennis, hvis jeg som eneste ikke-ryger til festen – altså, min arbejdsplads dén dag – tvinger de 30 andre tilstedeværende gæster til at stå ude i regning og ryge.
Så det, jeg pludselig blev konfronteret med, den nylige, lumre formiddag, var, at hvor jeg privat ikke længere er så bange for at ødelægge den gode stemning ved at sige: “Det der synes jeg faktisk er ret upassende” – så bliver jeg udfordret, når jeg er på job, fordi min reaktion og konsekvensen af den ikke kun falder tilbage på mig, men også på den bruger, der socialt er en del af den tilstedeværende gruppe, mens jeg bare er på træk.
Og jeg er jo ikke enestående. Der er masser af mennesker, der sidder i brobyggerjobs som mit, og de næste mange år kommer til at gå med at justere synet til de nye briller, vi alle sammen har fået udleveret, og med at lære at navigere med dem på. Lige nu føles de fremmede og underlige, og vi ser detaljer og farver, vi ikke før har bemærket, og selvom det somme tider føles som om, at nu *må* vi snart være færdig med at snakke om og rydde op i alt det metoo, så er vi nok i virkeligheden først lige begyndt.
Podcastlisten er opdateret med følgende:
Alone – a love story
Den her podcast skiller sig ud. Overordnet er det en form for dagbogsglimt fortalt af en kvinde i midten af 40’erne, som – finder man ud af hen ad vejen – er blevet skilt fra sin mand, fordi han har haft en affære.
Den historie er fortalt 1000 gange før, men formatet her er anderledes. Det er nærmest en form for auditive noveller, hvor man, afsnit for afsnit, får en lille brik af historien udleveret, som hver især er fortalt på en måde, så den stadig udgør en interessant fortælling, men man når et par episoder ind, før man begynder at kunne se hele billedet.
Det er Sex And The City møder Susanne Brøgger, vi er ikke bange for pauser, og fortællerens stemme er ualmindelig behagelig. Og så er der masser af elementer i historierne om sex, dating og eks’er, der er svære at slippe, som de fleste af os nok kan genkende.
(Napper du den, skal du lige være obs på, at der er et eller andet teknisk i iTunes, der er sat forkert op, så den starter med 2. sæson, 11. afsnit).
Dr. Death
Kort podcast i 6 afsnit om lægesjusk og en mand, der gør ufattelig meget skade, fordi han overvurderer egne evner. I starten tror man, at der er tale om en svindler, men det viser sig gennem forskellige interviews, at selvom manden godt nok har pyntet på sit cv, så er han, ægte og reelt, uddannet læge.
Det er en af de historier, hvor der også bliver kradset lidt i overfladen ift. hvor galt det kan gå, når systemet i sin iver for at slippe af med et problem, ikke advarer andre om omfanget af det, men tværtimod sender det ud ad døren med strålende anbefalinger i hånden.
The trust fall
D. 31.03.21 betaler jeg det allersidste afdrag på mit lån, og den seneste uge har jeg haft det sådan her:
Jeg kan. ikke. forstå det. Men det er ikke desto mindre en realitet, og tak virker som det mindste ord i verden lige nu.
Normalt gør jeg en dyd ud af at svare jer enkeltvist og ordentligt, når I kommenterer, fordi jeg selv finder det ret utilfredsstillende at have brugt tid på at formulere en gennemtænkt kommentar, og så få “Lol – tak” retur.
Men efter denne uge, hvor det næsten virker som det allervigtigste tidspunkt overhovedet at trykke jer verbalt i hånden enkeltvis med et dybfølt og inderligt: “TAK! Tak for kontant støtte, ros, opmuntring og den tsunami af kærlighed, som lige præcis DU har sendt afsted” bliver det også tamt og copypaste-agtigt at gøre det, for der er kun så mange måder at formulere det på.
Så derfor:
Tak. Til DIG. Både dig, jeg kender privat, og dig, jeg aldrig har mødt. Tak fra bunden af mit hjerte. For det hele. DIT bidrag gjorde forskellen.
Et par stykker har været så søde at foreslå, at det her bliver en årlig begivenhed, og den tænker jeg, at jeg lige kapper haserne på med det samme: Det gør det ikke. Det her er tæt på at være det vildeste, jeg nogensinde har oplevet, og som med alle ekstraordinære og formidable begivenheder, skinner de klarest og funkler mest, hvis de får lov at stå alene. Jeg sætter uendelig stor pris på den hensigt og intention, der ligger bag forslaget, men det her var en once-in-a-lifetimer, og vi lukker den her og binder en smuk, taknemmelig sløjfe omkring.
Jeg ville ønske, at I forstod, sådan rigtigt, hvad det er, I har gjort.
M2020, uge 44
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i mit tøjskab, nu hvor sommeren definitivt er forbi.
Jeg har de sidste par år kørt helårsgarderobe, hvor jeg bare skalerer op og ned med ekstra varme gamacher, en cardigan, en top indenunder osv afhængigt af årstid. Men derfor er der selvfølgelig stadig items (#fashionblogger) der helt specifikt er til enten sommer eller vinter, og nu, hvor jeg pludselig kan se, at vi er på den rigtige side af sommerferien ift. at blive gældfri (*skriiiig!!*) har jeg tilladt mig selv at tage nogle ting fra, som virkelig, virkelig trængte til at blive stedt til hvile.
Da jeg var færdig havde jeg faktisk kun fyldt en bærepose, det tog 20 minutter at nå igennem samtlige hylder, og alligevel hvisker lågerne nu: “Kooondooooo” hver eneste gang jeg åbner dem.
2.
Har jeg opdaget, at en af de netbutikker, hvor jeg køber børnetøj, fysisk har til huse i Brørup. Skulle man lige have glemt, hvor det ligger, er det ca. 25 minutters kørsel fra Esbjerg i østgående retning, hvilket betyder, at jeg kører lige forbi på motorvejen 3-4 gange om ugen.
Det er ret fedt. Faktisk. For de kører ofte abSURD gode tilbud på børnetøj, og de har et stort udvalg, men jeg synes simpelthen, det er så træls at skulle pakke gummistøvler og andre uformelige genstande forsvarligt ind, fikse porto og huske at stikke ind et sted, hvor tingene kan sendes retur, når tøj og sko viser sig ikke at passe.
Det her er både nemmere og billigere (- og jeg *har* dobbelttjekket, at man gerne må aflevere returvarer fysisk på adressen).
3.
Aflyst den boksetræner, jeg havde booket til Antons fødselsdag, og fordi jeg på forhånd havde aftalt med ham, hvornår vi endeligt ville beslutte, om vi (ift. Covid) gennemførte eller ej, skulle jeg ikke engang betale depositum.
Vi bor så småt, at jeg hellere vil flække begge skinneben på langs, end at have besøg af 9 drenge, som alle er virkelig søde, men på størrelse med cykelskure og med så meget energi, at vindmøllerne skuler misundeligt til dem, når de cykler forbi.
Men alt, hvad der er af etablerede tilbud, er enten alt for dyre eller henvendt til børn, der er yngre, end de her lømler er ved at være.
Oprindeligt havde jeg planlagt, at de skulle ud og skyde med bue og pil, fordi Anton prøvede og elskede det i sommerferien, men da jeg tjekkede op på det, viste set sig at koste 1600 for 3 timer derude, lagkage ikke inkluderet.
Anton fik tilbudt, at vi kunne spørge de andre drenge, der også har fødselsdag i efteråret, om de ville holde det sammen, men det var alligevel for kommunistisk, så efter at tænkt længe over mulige alternativer, prøvede jeg at skrive til den lokale bokseklub, og de sagde ja.
Så det her punkt er på, både som inspiration til, hvad man kan gøre med en børnefødselsdag, hvis man bor lidt småt, men også ift. at det de næste mange måneder nok er smart på forhånd at klappe er, hvad aftalen er, hvis kurven pludselig himmelflugter, og et arrangement må aflyses.
You. Guys!
Nå. Men der så sket det fuldstændig vanvittige, at I allerede nu har rykket datoen for mit sidste afdrag et år frem i tid. E!T! Å!R!! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved mig selv. Halvdelen af tiden har jeg lyst til at løbe rundt i cirkler på vejen, mens jeg sejrsjubler, den anden halvdel af tiden er jeg så overvældet, at jeg har lyst til at kravle under min dyne og gemme mig. Frida spurgte igår, hvorfor jeg ‘hele tiden græder, når du kigger på din telefon, mor?’ og det er der bare ikke et kort svar på. I er. så. mange. Og kombinationen af jeres kommentarer, jeres bidrag og alle de ord, I sender med, gør mig stille, ubeskrivelig taknemmelig – og grådlabil.
Det her kommer til at betyde, at jeg kan spare op til den ferie, jeg altid har drømt om at tage børnene med på – og faktisk kan nå det, inden de flytter hjemmefra. Det her kommer til at betyde, at jeg ikke skal have ondt i maven, hver gang vaskemaskinen siger en underlig lyd, eller en tand i overmunden føles lidt mærkelig.
Det her glemmer jeg aldrig.
I går tænkte jeg, at jeg nok hellere lige måtte ringe til banken, og “det var sgu nok meget godt, du lige ringede, Linda, for ellers var du med dén trafik blevet sat under overvågning af hvidvaskafdelingen.” Ironien i, at det er mig og ikke diverse stråmandsvirksomheder i skattely, der er i fare for at blive sat under lup, er til at tage og føle på, men alt er nu i skønneste orden, og bank-Jan har givet besked opad om, at jeg ikke er en skummel kriminel.
Der er kommet et par spørgsmål i kommentarerne til de sidste to indlæg, og jeg lover at få svaret. Jeg løber bare lidt stærkt i de her dage; der er nogle ting på arbejde, der kræver lidt ekstra, der har været et par halvvigtige møder, min bil skulle pludselig have nye dæk, og for første gang i mit liv stod jeg dagen efter op til en bil, med et fladt forhjul. Samtidig har jeg haft fat i SST, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde brug for, at nogle af dem, der ved noget om det her, lige vinger af, at vi som faggruppe ikke er oversete superspredere, for det ville jeg være virkelig ked af.
Intet af alt, hvad jeg jonglerer er alarmerende, men jeg løber stærkt-stærkt, og der er bare lige mange af boldene, der helst ikke må falde på gulvet.
En enkelt ting vil jeg dog lige adressere i plenum, fordi flere blev bekymrede over det, og det er i forhold til mit telefonnummer. Jeg brugte et par timer på at tænke det igennem, inden jeg lagde det op, og jeg nåede frem til, at det ikke var gebyret og besværet værd at lave krumspring: Mit efternavn er ualmindelig specielt, jeg har udgivet en bog, hvorpå det står, og derfor tager det under 10 sekunder at finde mig på Krak, hvis man virkelig vil. Så jeg vægtede nemhed over risiko, fordi sidstnævnte alligevel er kronisk present med bloggen her.
Jeg vil løbe videre ud i verden – jeg havde bare lige brug for at melde ind sige, at I er de vildeste og bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Når vi lukker ned på søndag og jeg har et overblik, skal jeg nok dele datoen for sidste afdrag med jer.
Jeg fatter ikke, at den pludselig er så tæt på.
TAK!!
Ok – så gør vi det
Jeg er simpelthen så overvældet over alle de tilbagemeldinger, I har givet, og så er der vel ikke så meget grund til at vente en uge; lad os skyde projektet igang.
Jeg har brugt fredag aften på at kravle rundt i diverse kaninhuller på nettet ift. regler for det her, og så vidt jeg kan læse mig frem til, falder jeg uden for alle kategorier, fordi jeg ikke er en forening, ikke crowdfunder til opstart af virksomhed ell. lign. og ikke er at betragte som influencer/eksisterende virksomhed (fordi bloggen ikke er kommercielt drevet).
Det, jeg tolker ud af diverse infosider er, at I gerne må sende mig en “blomst”, uden at jeg skal gøre mere ved det. I kan så selvfølgelig ikke trække det fra – og viser det sig, at jeg tager fejl, og Skat kommer og saver benene af mig, må jeg finde en løsning på det. Jeg lader pengene stå et par måned på min opsparing, før jeg flytter dem over på lånet, blot for en sikkerheds skyld.
Men lad os kaste terningerne og se, hvad der sker.
(Ej! Jeg er faktisk helt nervøs!)
Og KUNKUNKUN, hvis man er en af dem, der gerne har ville gøre det gennem tiden❤️
M2020, uge 43
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt og testet en sukkertusch.
Vi har bagt halloweencupcakes, og ingen af børnene er ret vilde med fancy krymmel, som altid koster en million, og som man bruger 1/10 af af. Skumfiduser derimod kan de spise 7 kg. af, uden at blinke med øjnene.
Derfor prøvede vi at købe en sort sukkertusch og tegne spøgelser og skelethoveder på skumfiduser, som vi så lagde ovenpå den orange og sorte glasur på kagerne, og det fungerede fint.
Det er jo ikke som sådan en minimalistisk verdensrevolution, men mere bare en lille hyggeøvelse i disciplinen at gentænke det, man plejer at gøre, så man bruger pengene på det, man gerne vil have/spise, fremfor det man faktisk ikke gider.
2.
Stedt min micro-ovn til hvile, efter at den begyndte at spy hidsige gnister. Lige el har jeg temmelig meget respekt for, så RIP og afsted med den.
Vi bruger stort set kun microen til at varme mad til den, der ikke gider spise det, de andre to får, og derfor behøver jeg ikke én, der kan tø mad op, bage boller og tale flydende italiensk, hvilket de fleste af dem, man kan købe fra nye, kan.
Men for en gang skyld var Marketplace ikke min ven. De 3, der var gode bud, viste sig allerede at være solgt, mens de 2, der lå tilbage, var plettede, misfarvede og ifølge teksten “trængte til en våd klud” (Ad!)
Fordi jeg selv bliver glad, når de ting, jeg ikke længere bruger, kan gøre gavn hos mennesker, jeg kender, skrev jeg et opslag på min fb-væg, og spurgte, om nogen havde én stående, de ville sælge til fornuftige penge. Det resulterede i, at jeg fik hele 3 tilbudt, kvit og frit, fordi de bare stod og samlede støv.
Den ene af de tilbudte, stod i Hørning, og da jeg tilfældigvis har familie fra Hørning, som kommer til Esbjerg denne weekend, er microovnen i skrivende stund i transit og på vej mod 6715.
3.
Overvejet noget, og det vedrører jer. Den her blog er jo efterhånden noget, vi driver i fællesskab, og derfor vil jeg gerne løbe tanken forbi jer, før jeg sætter den i værk.
Da alt lukkede ned i foråret, og jeg blev hjemsendt, måtte jeg efter et par måneder bide i det sure æble og kontakte banken ift. at få sat afbetalingerne på mit ene lån på pause. Havde jeg haft arbejde helt frem til hjemsendelsen, havde det ikke være et problem, men fordi jeg kun mellem sidste konkurs og covid nåede at arbejde 6 uger med almindelig løn, blev det simpelthen for svært at få enderne til at nå sammen.
De 5 måneders pause har jo så selvfølgelig forlænget afbetalingstiden på mit lån, hvilket betyder, at jeg ikke længere står til at blive gældfri i 2021, men først i 2022, og det kan jeg næsten ikke holde ud. Jeg ved godt, at det mest bare er symbolsk, men efter at have kæmpet så meget for det i så mange år, føles det simpelthen så træls og uforløst.
Og her er det så, at I kommer ind i billedet.
For der er jævnligt søde læsere, der skriver og spørger, om de må overføre til en blomst som tak for mange timers underholdning, og hver gang bliver jeg overvældet og i tvivl om, hvordan jeg griber det rigtigt an – for jeg er ret stejl på, at jeg ikke vil skrive for penge. Omvendt giver jeg jo også somme tider min mor blomster, eller mine veninder en flaske vin eller en pose god kaffe, fordi jeg gerne vil vise, at jeg sætter pris på dem.
Vi har snakket om det en million gange, og jeg kommer aldrig til at forlige mig med reklamer, betalingsvægge eller donationsknapper. Heller ikke selvom I er de sødeste i verden, og hver gang I foreslår det, forsikrer mig om, at det faktisk mest er for *jeres* skyld, så I kan få lov at give lidt retur.
Men.
Nu er det så jeg spekulerer på, om det faktisk er her, det giver mening at sige, at jeg den næste uge ikke kommer til at protestere, hvis I gør det?
Det er ikke fordi, jeg på nogen måde hverken tror eller forventer, at gælden bliver betalt ud. Men hvis alt, hvad der kommer ind, ryger direkte over på lånet, så kan jeg måske stadig nå det oprindelige mål, nemlig at drikke champagne i 2021 som en strong, independant woman, og det ville bare være så RART!
For mig føles det.. mere ok, tror jeg? at tage imod til noget så konkret, fremfor bare at stå med hånden kronisk udstrakt. Samtidig forestiller jeg mig, at det måske føles anderledes at sende en 20’er nu, der gør en konkret forskel ift. noget, vi har snakket meget om herinde, fremfor at bare at smide den ind i et bundløst hul en regnvåd tirsdag i februar?
Med en tidsbegrænset åbning som den her, får dem, der ægte gerne sende en hilsen, mulighed for at gøre det, mens dem, der ikke har lyst eller mulighed ikke skal have det tværet op i fjæset hver gang, de klikker ind forbi, og samtidig bliver det hele en smule mere anonymt. Jeg føler, at der er en sammenhæng mellem det, jeg har skrevet, og de penge, der kommer ind, og jeg kommer udenom det, jeg gerne vil undgå, nemlig at kunne se, hvilke indlæg folk kan lide og dermed betaler for, og hvilke de ikke bliver ramt af. Jeg skriver bedst i lykkelig uvidenhed, fordi jeg så kan skrive om det, jeg har på hjerte, og al kreativitet og skrivelyst forsvinder, hvis jeg på forhånd ved, at vi faktisk ikke skal bede om at høre så meget om dine børn eller metoo, Linda.
Det er utrolig vigtigt for mig at sige, hvis vi gør der, så skal INGEN skal føle sig forpligtede. Heller ikke de faste gæster i kommentarfeltet. Og man behøver hverken undskylde eller forklare. Ingen har større forståelse end mig for, at man kun kan bruge sine penge én gang, og der er cirka 4 millioner ting i verden, der er vigtigere, end en fremmed ord-dame på nettet.
Men jeg vil oprigtigt gerne høre, hvad I tænker. For hvis I alle sammen stejler, så er der ingen grund til at sætte skibet i søen, eller undersøge, om der er regler, der skal følges og overholdes.
Så byd endelig ind med tanker og kommentarer.
Kh
Linda
I øvrigt:
*Så jeg forleden to lesbiske damer i lokalområdet, der kom gående med hinanden i hånden, og jeg havde lyst at rulle vinduet ned og råbe: “Tak!” For jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg hører fra mine homo-venner, hvordan de bliver svinet til, fordi de går med det menneske, de elsker i hånden, hvilket da for fanden burde være en menneskeret. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange, jeg har set det i al den tid, jeg har boet her i byen, og selvom de ikke på nogen måde har pligt til at agere reklamesøjler for homoseksualitet, så blev jeg bare virkelig glad over at se dem gøre det, fordi det forhåbentlig kommer til at gøre en forskel for den kommende generation, både ift. at gøre og forstå noget, de har set repræsenteret i gadebilledet og virkeligheden.
*Kom jeg i dag, da jeg skulle forklare to børn, der stirrede blank på mig, fordi jeg bad dem om ikke at gå over åen efter vand, til at tænke på, om vi egentlig stadig laver ordsprog? Eller om vi bare har vedtaget, at vi har dem, vi skal bruge?
*Junker jeg fortsat Bailey Sarian på YouTube, og har derfor set den nye og meget smukke reklame fra undertøjsfirmaet Change en del gange. Men hvorfor *ER* det, de ikke smider de sidste par tusinde i puljen og køber en speaker, der har engelsk som modersmål? Engelsk med dansk accent er noget af det tungeste og mest klodsede, jeg kan komme i tanke om.
*Skal jeg bede om, at de edderkopper, der sidder og gemmer sig virkelig dårligt over listerne i loftet, bidrager til det samlede hushold og får ædt nogle af alle de klimaforvirrede myg, der på transylvansk vis er ved at tømme os alle 3 for blod.
*Elsker jeg, at Frida har så meget sprog, fordi det giver et utrolig skønt billede af, hvad der sker inde i hovedet, når man er 5 år og øver sig i både at forstå verden og i at være stor. F.eks. ville hun forleden gerne vide, hvordan heste egentlig fløjter, og da hun i går havde hjulpet med at dække bord, bankede hun på Antons dør og råbte myndigt: “Værsgo – så er der friseret!”
*Øver jeg mig for tiden i at huske, at man aldrig skal smide mere engangement ind i andre menneskers problemstillinger, end de selv gør. Jeg lærte lektien for år tilbage, hvor jeg havde hhv. en meget job-rådvild veninde og en, der ikke kunne finde ud af, om hun skulle gå fra sin kæreste. Hver gang jeg var sammen med dem, brugte vi TIMER på at analysere, tænkte igennem, forestille os og undersøge, hvad det indebar at blive meterolog/hestehvisker/cirkusartist, og hver gang engagerede jeg mig 100%. Jeg læste jobannoncer, jeg modtog opkald på alle tidspunkter af døgnet, jeg var sparringspartner, supporter og psykolog, og det tog næsten et år for mig at opdage, at jeg gik *væsentligt* mere op i at løse deres fremtidsudfordringer, end de selv gjorde.
Når de gik hjem, havde de fået læsset af og ventileret og indrettet luftkasteller, og det var egentlig både fint og nok for dem, så når jeg 3 dage senere sendte et jobopslag, jeg var stødt på eller et link til en ledig lejlighed, var de nærmest lidt uforstående over, hvorfor jeg gjorde det.
Mine veninder er det bedste, jeg ved, men den her type af adfærd er et sort hul, der suger al energi og synergi ud af et venskab, og man hjælper ingen ved at påtage sig problemknuserrollen. Tværtimod bliver man den sureste og mest trælse version af sig selv, når man vil løse andre menneskers problemer mere, end de selv vil, fordi man både bliver sympati-frustreret over problemet, men virkelig også over den manglende handling på det, alle samtalerne til trods.
*Kan jeg næsten ikke få luft af irritation, når jeg ser mennesker, jeg ellers både kender og holder af, der deler opslaget “Tak til alle de mænd, der gennem tiden har klappet mig i røven, taget mig på låret blablabla fået mig til at føle mig som kvinde”. Jeg synes, det er så misforstået, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, for det sidestiller metoo-sagerne med gensidig flirt i byen, og gør det yderligere svært for de kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, at stå frem.
Særlig fordi der under hver eneste deling er ca. en million kommentarer (90% fra mænd…) af typen “TAK!” og “Endelig lidt fornuft!” og “Dejlig befriende læsning!”
For det er jo ikke flirten i byen, der er problemet, og selvom der er gråzoner, så bliver vi også nødt til at være enige om, at SÅ kompliceret er det heller ikke. Det er bare at vende spørgsmålet om. Ville det få mænd til at føle sig ekstra meget som mænd, hvis fremmede damer i byen greb dem i skridtet, når de gik forbi? Eller hvis den kvindelige kollega lagde hånden på den mandlige kollegas røv, blot fordi de stod ved siden af hinanden? Og når vi er færdige med at tø-hø-grine og albue hinanden i siden, så ved vi vist alle sammen godt, at det er en vane og en kultur, der skal ændres, og det kan være noget bøvl – men selve sondringen; den er ikke svær.
(Det er ikke for at negligere, at kulturopgøret bliver besværligt. For det gør det helt sikkert. Det er overalt, og vi er først lige begyndt at få øje på det. Hollywood får også god plads i arkivet, når de opdager, at klassikeren ‘kvinde siger nej til mand, mand bliver med med at prøve, kvinde overgiver sig til sidst’ faktisk bare er glorificeret light-stalking. Som – vil jeg meget gerne medgive – vi kvinder selv er med til at romantisere, fordi det er så dejligt bekræftende, når nogen rigtig kæmper for én).
(Og bare lige i forlængelse af ovenstående: Når det er kvinden i filmen, der ikke vil acceptere et nej, er det ikke længere romantisk, men bare ynkeligt. Det kan man også lige tænke lidt over).
Nå, men tilbage til opslaget, som jeg synes er super problematisk, fordi det får det til at lyde som om, at metoo bare er de stramme, sure feminister, der ikke er med på noget sjov.
For prøv lige at udskifte ‘mænd’ med ‘chefer’, ‘mandlige kolleger/lærere’ eller ‘alle de af mine veninders mænd’ og se, om det så føles anderledes? For det er jo dér, det primære problem ligger. Ikke på Crazy Daisy kl. 3 fredag nat.
At håne andres overtrådte grænser er bevis på én af to ting: Enten har man aldrig selv prøvet at få netop den grænse overtrådt, eller også er man stadig så sovset ind den giftige kultur, at man ikke forstår problemet.
Er podcastlisten opdateret med følgende:
Redhanded
Britisk true crime, som jeg først rigtig blev fanget af i andet forsøg.
Når jeg tester en ny podcast, starter jeg altid med første (=ældste) afsnit, fordi jeg synes, man der får en god fornemmelse af, hvem podcasterne er, og hvad det er, de gerne vil fortælle. Det gjorde jeg også med den her, og jeg var ikke imponeret. Lyden var dårlig, og der blev brugt enormt lang tid på at fortælle om befolkningsgrupper, historiske begivenheder osv. Alt sammen fint og godt, men når man napper sin podcast i bidder, så bliver det simpelthen for svært at holde styr på hovedhistorien, hvis info-delen om de forskellige retninger indenfor jødedommen er 20 minutter lang.
Derfor slap jeg den efter et par afsnit. Men i MFM-gruppen på fb blev den ved med at komme op, så jeg besluttede at give den endnu et skud, og valgte anden gang at høre det nyeste afsnit først. Og what a difference a day makes. For nu er jeg PÅ-på. Udover det virkelig skønne britiske engelsk, så fortæller de også nogle helt andre historier end deres amerikanske kolleger, fordi de ikke er flasket op med The Zodiac Killer og Ted Bundy. Kæmpe anbefaling herfra – bare husk at starte bagfra.
The Missionary
Denne podcast er et forsøg på at grave sandheden frem om den unge kvinde Renee Bach, der som 19-årig rejste til Uganda som missionær, stablede et lokalt hospital på benene og idag står anklaget for at have slået 135 børn ihjel.
Podcasten tager fat hele den etiske problemstilling omkring, hvem det egentlig er, missionærer og hjælpearbejdere forsøger at gøre noget for. For handler det om at redde børn – eller handler det i virkeligheden mere om at se og fremstille sig selv som én, der redder børn.
M2020, uge 42
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tjekket op på vores årskort til Lego House.
Jeg kom pludseligt til at tænke på, at når årskort til legoland er blevet covid-forlængede, så var det værd at undersøge, om det samme var tilfældet med kortene til Lego House.
Det viser sig, at de havde lagt 100 dage i forlængelse af kortets levetid, hvilket jeg ikke lige synes, jeg har fået besked om. Men det kan sagtens ske, at det er én af dem, hvor man forventes selv at læse op på det, og det er, som det er.
Nu er det undersøgt, og jeg er fri for at bruge mere mental båndbredde på dét.
2.
Fået omsat alt i køleskabet til mad.
Frida havde en legeaftale her midt på ugen, og jeg har fundet ud af, at det mest optimale sted for mig at være, når der er små gæster, er i køkkenet. Hvis jeg sætter mig med noget, jeg skal koncentrere mig om, ender det med, at jeg nærmest skærer mine kindtænder til benmel i frustration over de endeløse afbrydelser, men i køkkenet er jeg tilgængelig, selvom jeg laver noget praktisk, og tiden er godt udnyttet.
Jeg fik lavet hokkeido-suppe, skåret salat, bagt græskarkage*, rørt en dressing, jeg længe har haft på test-tapetet og lavet fyld til burritos**.
3.
*Fundet en opskrift på en kage, som jeg kan bage med kødet fra de græskar, vi har lavet lygter af.
Sidste år syntes jeg ellers, at jeg fandt en god opskrift; den blev perfekt første gang, jeg bagte den, men de efterfølgende gange, blev den klæg og tung. I den skulle græskarkødet koges og pureres (= besværligt + meget opvask), og derfor følte jeg mig meget omstillingsparat ift. at prøve noget nyt.
Min tanke var, at man måtte kunne rive kødet efter samme princip, som når man bager kager med squash, så derfor googlede jeg opskrift på en en squashkage og fandt den, jeg har linket til ovenfor, som jeg pimpede med lidt julekrydderier.
Det er *sygt* god, meget, meget nem og holder sig strålende, både på køl og i fryseren.
4.
**I forsøget på at finde på noget nyt kastet mig over burritos, som jeg ikke har lavet i flere år.
Jeg faldt ned i et amerikansk kaninhul af opskrifter, og kunne se, at de derovre typisk laver en ordentlig stak, og så fryser dem, så de bare kan tages op og varmes i ovnen.
Det synes jeg lød umådelig smart. Både fordi vi elsker hverdagsmad, som er nemt, men også fordi vi altid har titusinde ingredienser i overskud, når vi laver mexicansk mad, og det er drønirriterende at skulle spise det samme 5 dage i træk.
Derfor læste jeg lidt op på, hvad der holder sig godt i fryseren (spoiler: Ikke salat og tomat), og besluttede at lave en foolproof model, der ikke vander, og så bare servere salaten ved siden af.
Jeg lavede mine med:
*Revet ost i bund og top (hhv. cheddar og mozarella)
*Ris med bønner (løg og hvidløg svitses, bouillonterning i, en dåse hakket tomat i, vand, som passer til mængden af ris, ris i, kogekogekoge, færdig)
*Hakket oksekød (stegt med fajitakrydderi og en skefuld tomatpure)’
*Majs og rødløg
*En skefuld salsa
De blev helt formidable, og har bestået fryserteten med glans. Alle tortillas er brugt, salsaglasset er tomt, og den smule fyld, der var i overskud, frøs jeg i én bøtte, som kommer til at blive til fyld til en salat eller i et pitabrød. Fem store stjerner herfra.
