Kender I det, når man egentlig synes, man har fundet sit ståsted med noget – og man så pludselig står midt i det igen, helt uden en løsning på hånden?
For efter de sidste mange måneders metoo-debatter, føler jeg mig egentlig ok-godt klædt på til på en ordentlig, men bestemt måde at lukke ned for situationer, hvor de tilstedeværende mænd lige glemmer, at vi ikke længere abonnerer på ideen om, at kvinder er noget, vi objektificerer, fordi vi kan. Og har ret til det, faktisk.
Men for x antal dage siden tolkede jeg på en af de opgaver, hvor jeg er den eneste kvinde på stedet. Det var første gang, jeg var på lige præcis det her sted, så der var ikke tale om én af de faste opgaver, hvor en klasse eller kollegagruppe har set mig så mange gange, at de føler, at jeg er “deres” tolk, og hvor lidt godmodigt drilleri i den tone, der nu er fremherskende på stedet føles ok og accepteres af alle parter.
I den første pause, hvor jeg var ved at samle mine ting sammen for at gå ud, begyndte en gruppe af mændene, (som er på min egen alder), at kommentere højlydt på, at der nu også var mulighed for at lære lidt tegnsprog, “for der er da lidt at kigge på” og “måske vi kan få et privat kursus i nogle af de frække tegn, hahaha” *albue-i-siden* *albue-i-siden*
Og altså. Jeg er jo ikke lavet af glas, vel? Jeg elsker at tolke i det, der kønsstereotypt opfattes som drengefag, og ovenstående er sket ca. 1000 gange før. Men for første gang i mine små 20 år som tolk, tænke jeg bagefter over, hvor upassende, det egentlig er. For første gang tænkte jeg på, hvordan det ville føles og opleves, hvis min kvindelige kollega og jeg efter en time på en ny opgave, højlydt begyndte at tale om læreren og hans gode røv. Tankeeksperimentet var så absurd, at jeg selv kom til at grine. For det ville være FULD.STÆNDIG uhørt. Én ting er, at der går pik og patter i den i skurvogne og klasselokaler, når de tilstedeværende mænd og lejlighedsvise damer taler med hinanden. De skal bare give den gas; det har jeg ingen problemer med at tolke. Det er deres indbyrdes tone, og det oversætter jeg på samme måde, som jeg oversætter historier om julemanden, politiske overbevisninger, jeg personligt er lodret uenig i og forsvarstaler for pædofile. Det hører med til jobbet, og uanset indhold er den faglige udfordring i at oversætte loyalt og tro mod taleren noget af det, jeg sætter størst pris på ved mit job.
Men lumre kommentarer rettet til mig som person – som jo ret beset bare er der for at udføre mit arbejde – er tiden løbet fra, synes jeg, og det fik mig til at tænke på argumentet om, at man ‘jo bare kan sige fra’. For så enkelt er det ikke altid.
Når vi er ude som tolke, er en del af vores opgave at larme så lidt som muligt. At være døv og få en fod indenfor, både på arbejdsmarkedet og i forhold til det sociale, kan være rigtig svært, hvilket alle tolke ved. Derfor er det noget, vi konkret forholder os til, at vi – tolkene – ikke skal være en yderligere hæmsko. At vi skal finde den balance, hvor vi udfører den funktion, vi er der for, men gør det på en måde, hvor vi passer nok ind til, at vi ikke stritter eller er til gene, og dermed bliver endnu en hindring en døv bruger skal over – men stadig passer så godt på os selv, som situationen tillader. Et klassisk og knapt så sprængfarligt eksempel er rygning til fester. For som alle andre (delvist) offentligt ansatte har vi krav på et røgfrit arbejdsmiljø. Men hvis jeg tolker for Dennis, som er en fjern fætter til konfirmandens forældres nabo, så ville det være ualmindelig træls for Dennis, hvis jeg som eneste ikke-ryger til festen – altså, min arbejdsplads dén dag – tvinger de 30 andre tilstedeværende gæster til at stå ude i regning og ryge.
Så det, jeg pludselig blev konfronteret med, den nylige, lumre formiddag, var, at hvor jeg privat ikke længere er så bange for at ødelægge den gode stemning ved at sige: “Det der synes jeg faktisk er ret upassende” – så bliver jeg udfordret, når jeg er på job, fordi min reaktion og konsekvensen af den ikke kun falder tilbage på mig, men også på den bruger, der socialt er en del af den tilstedeværende gruppe, mens jeg bare er på træk.
Og jeg er jo ikke enestående. Der er masser af mennesker, der sidder i brobyggerjobs som mit, og de næste mange år kommer til at gå med at justere synet til de nye briller, vi alle sammen har fået udleveret, og med at lære at navigere med dem på. Lige nu føles de fremmede og underlige, og vi ser detaljer og farver, vi ikke før har bemærket, og selvom det somme tider føles som om, at nu *må* vi snart være færdig med at snakke om og rydde op i alt det metoo, så er vi nok i virkeligheden først lige begyndt.
Podcastlisten er opdateret med følgende:
Alone – a love story
Den her podcast skiller sig ud. Overordnet er det en form for dagbogsglimt fortalt af en kvinde i midten af 40’erne, som – finder man ud af hen ad vejen – er blevet skilt fra sin mand, fordi han har haft en affære.
Den historie er fortalt 1000 gange før, men formatet her er anderledes. Det er nærmest en form for auditive noveller, hvor man, afsnit for afsnit, får en lille brik af historien udleveret, som hver især er fortalt på en måde, så den stadig udgør en interessant fortælling, men man når et par episoder ind, før man begynder at kunne se hele billedet.
Det er Sex And The City møder Susanne Brøgger, vi er ikke bange for pauser, og fortællerens stemme er ualmindelig behagelig. Og så er der masser af elementer i historierne om sex, dating og eks’er, der er svære at slippe, som de fleste af os nok kan genkende.
(Napper du den, skal du lige være obs på, at der er et eller andet teknisk i iTunes, der er sat forkert op, så den starter med 2. sæson, 11. afsnit).
Dr. Death
Kort podcast i 6 afsnit om lægesjusk og en mand, der gør ufattelig meget skade, fordi han overvurderer egne evner. I starten tror man, at der er tale om en svindler, men det viser sig gennem forskellige interviews, at selvom manden godt nok har pyntet på sit cv, så er han, ægte og reelt, uddannet læge.
Det er en af de historier, hvor der også bliver kradset lidt i overfladen ift. hvor galt det kan gå, når systemet i sin iver for at slippe af med et problem, ikke advarer andre om omfanget af det, men tværtimod sender det ud ad døren med strålende anbefalinger i hånden.
Virkelig interessant MeToo dilemma.
Jeg er enig i det dælme ikke er i orden og samtidig har du ret, du kan bare ikke sige fra, for du taler ikke for sig selv, når du er på arbejde.
Du må også opleve af og til, at der bliver talt om den du tolker for. Det må også være noget af dilemma hvad man så gør.
Faktisk sjældent, når vi sidder i lokalet. Der oplever jeg som oftest, at folk er ret civiliserede. I de situationer, hvor de spørger os om den døve bruger, tolker vi bare spørgsmålet videre, og så er vi jo også uddannede i at gebærde os, så korrektheden ikke afstedkommer, at de føler sig latterliggjorte; altså, at de hørende brugere ikke skal føle sig som idioter, fordi de ikke lige ved, hvordan man griber situationen an. Der har vi mange små fag-kneb, der gør, at vi piller os selv ud af ligningen, men uden at de tilstedeværende taber ansigt <3
Hvor er det øv! Det er også et ret fint eksempel på din gode kommentar til Britt (Så sig dog hvem det er indlægget) “… så er mangel på reaktion jo også et udtryk for, at man desperat forsøger at vurdere, hvornår ens grænse er så overskredet, at det er værd at gøre hverdagen på jobbet akavet over.” Her sat yderligere på spidsen fordi det ikke kun er din egen hverdag.
Præcis. Jeg kom til at tænke over, at det er det samme i privat regi. At der i mange omgangskredse også er en ægtefælle, der er lige vel frisk, eller som siger nogle trælse ting. I de situationer synes jeg også, at det er virkelig svært at sige fra, fordi man potentielt river tæpper væk under hele relationen.
Jeg prøver at huske, at vi ikke behøver at have svar og løsninger på alting nu. Vi har først lige fået øje på problemet – det er ok, at det tager noget tid at finde ud af, hvordan vi løser det på en hensigtsmæssig måde.
Har prøvet det et utal af gange som guide. Vi lever at glade og veltilpasse gæster. Hvis jeg sætter min fod ned, stiller det vores destination i et dårligt lys. Shit det er svært, altså.
I hear you! Da jeg skrev indlægget tænkte jeg også på, at bartendere og andre ansatte i nattelivet virkelig også står overfor en svær opgave, og jeres vilkår minder nok i virkeligheden meget om deres.
Jeg brugte 6 år som bartender i min ungdom nede i slut 90’erne og start 00’erne oppe i den nu karantæneramte del af landet. Jeg vil sige, at det virkelig “var en anden tid”…
Jeg var i midten af 20’erne i start-nullerne og bijobbede lidt som festivalbartender. Jeg husker det virkelig også som en anden tid.
Min mand er resturantchef. Han accepterer ikke grænseoverskridende affærd fra gæster rettet mod sit personale.
Hvis de ikke kan opføre sig ordentligt, så er det faktisk ikke nogen gæster han gider have.
Det mener jeg er en ret vigtig til der skal siges til alt nyt personale når de ansættes. At deres chef har deres ryg-også overfor gæster.
Men det sagt, så wr der mange typer af bemærkninger der i services navns slipper forbi:
Ting som “Sikke da en smuk udsigt jeg fik” er netop stadig bemærkninger tjeneren bare ville ignorere eller smile af. Forudsat den kun kom en enkelt gang fra samme gæst.
Ligeledes er der også i mange tilfælde de undgår konfrontationen ot simpelthen bare bytter plads. Så der er eks min mand der betjener et bestemt bord.
Men der er sket få gange, at han har bedt gæster opføre sig ordentligt overfor hans personale.
PS. Der bør nok siges at der er et forholdsvist pænt sted og selvom folk bliver fulde til selskaber. Sp er de fleste gæster nogen som deler en enkelt flaske vin. Forestiller mig det er en del værre som eks bartender.
Jeg tror, det er en super god pointe – og også en, der flere gange har været oppe i debatten nu – at det er afgørende, hvordan de “øverstbefalende” tackler episoder, der falder i den her kategori. For jeg tror, at man som medarbejder føler sig væsentligt bedre klædt på til at sige fra, hvis man føler, man har sin chef i ryggen.
Mit bud er, at de fleste af os egentlig allerhelst vil derhen, hvor vi kan reagere selv, fordi vi ved, at vi ikke bliver fyret ell. lign. hvis den klamme kunde insisterer på at ville “tale med din chef!” For mig er der i hvert fald et eller andet i, at det bliver træls at skulle have min mandlige chef til at klare situationen for mig – på en underlig måde øger det næsten fornærmelsen, fordi jeg føler, at det umyndiggør/ydmyger mig yderligligt, at jeg skal have hjælp af en mand. Lige der føler jeg faktisk (og det er sikkert forskellig fra person til person), at køn kommer før rang.
Som regel siger personalet m/k også selv fra.
Vi talte faktisk lige om det dag. Han har fortalte han efter mange år holder ekstra øje ved borde hvor han forventer der kunne komme problemer og lige sikrer af tjeneren selv klarer det.
At han skal hen og “skælden gæsten ud” er skiftet lige før og nogle gange samtidig med ham smider dem ud af restauranten. Så det er sjældent han er nødt til at gå ind i det i det hele taget.
Som regel er der bare noget bare noget han taler med sit personale løbende omkring god service: Om det er måder at få folk til lige at købe den der ekstra flaske vin eller få sagt fra på en god måde overfor gæster. Så ser han egentlig begge dele som fag-trick han skal lære sir personale.
Og der er vel egentlig der du siger. At selv sige fra og vide der er okay
Hej 🙂
Tak for et godt og tankevækkende indlæg.
Ift. til podcasten alone skal det forstås sådan at der ikke er en sæson 1 (så man starter med 2) eller at den bare ikke er tilgængelig mere? 🙂
på forhånd tak for svar 🙂
Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg sprang bare på fra 11. afsnit, og jeg oplevede ikke, at jeg manglede en sæson, så jeg tror bare, at den er “registreret” forkert?
“Bunga Bunga” er også interessant lytning. Jeg mener, at den er fra Wondery.
Jeg er netop gået igang med første afsnit, og den tegner godt. Tak for anbefaling.