*Så jeg forleden to lesbiske damer i lokalområdet, der kom gående med hinanden i hånden, og jeg havde lyst at rulle vinduet ned og råbe: “Tak!” For jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg hører fra mine homo-venner, hvordan de bliver svinet til, fordi de går med det menneske, de elsker i hånden, hvilket da for fanden burde være en menneskeret. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange, jeg har set det i al den tid, jeg har boet her i byen, og selvom de ikke på nogen måde har pligt til at agere reklamesøjler for homoseksualitet, så blev jeg bare virkelig glad over at se dem gøre det, fordi det forhåbentlig kommer til at gøre en forskel for den kommende generation, både ift. at gøre og forstå noget, de har set repræsenteret i gadebilledet og virkeligheden.
*Kom jeg i dag, da jeg skulle forklare to børn, der stirrede blank på mig, fordi jeg bad dem om ikke at gå over åen efter vand, til at tænke på, om vi egentlig stadig laver ordsprog? Eller om vi bare har vedtaget, at vi har dem, vi skal bruge?
*Junker jeg fortsat Bailey Sarian på YouTube, og har derfor set den nye og meget smukke reklame fra undertøjsfirmaet Change en del gange. Men hvorfor *ER* det, de ikke smider de sidste par tusinde i puljen og køber en speaker, der har engelsk som modersmål? Engelsk med dansk accent er noget af det tungeste og mest klodsede, jeg kan komme i tanke om.
*Skal jeg bede om, at de edderkopper, der sidder og gemmer sig virkelig dårligt over listerne i loftet, bidrager til det samlede hushold og får ædt nogle af alle de klimaforvirrede myg, der på transylvansk vis er ved at tømme os alle 3 for blod.
*Elsker jeg, at Frida har så meget sprog, fordi det giver et utrolig skønt billede af, hvad der sker inde i hovedet, når man er 5 år og øver sig i både at forstå verden og i at være stor. F.eks. ville hun forleden gerne vide, hvordan heste egentlig fløjter, og da hun i går havde hjulpet med at dække bord, bankede hun på Antons dør og råbte myndigt: “Værsgo – så er der friseret!”
*Øver jeg mig for tiden i at huske, at man aldrig skal smide mere engangement ind i andre menneskers problemstillinger, end de selv gør. Jeg lærte lektien for år tilbage, hvor jeg havde hhv. en meget job-rådvild veninde og en, der ikke kunne finde ud af, om hun skulle gå fra sin kæreste. Hver gang jeg var sammen med dem, brugte vi TIMER på at analysere, tænkte igennem, forestille os og undersøge, hvad det indebar at blive meterolog/hestehvisker/cirkusartist, og hver gang engagerede jeg mig 100%. Jeg læste jobannoncer, jeg modtog opkald på alle tidspunkter af døgnet, jeg var sparringspartner, supporter og psykolog, og det tog næsten et år for mig at opdage, at jeg gik *væsentligt* mere op i at løse deres fremtidsudfordringer, end de selv gjorde.
Når de gik hjem, havde de fået læsset af og ventileret og indrettet luftkasteller, og det var egentlig både fint og nok for dem, så når jeg 3 dage senere sendte et jobopslag, jeg var stødt på eller et link til en ledig lejlighed, var de nærmest lidt uforstående over, hvorfor jeg gjorde det.
Mine veninder er det bedste, jeg ved, men den her type af adfærd er et sort hul, der suger al energi og synergi ud af et venskab, og man hjælper ingen ved at påtage sig problemknuserrollen. Tværtimod bliver man den sureste og mest trælse version af sig selv, når man vil løse andre menneskers problemer mere, end de selv vil, fordi man både bliver sympati-frustreret over problemet, men virkelig også over den manglende handling på det, alle samtalerne til trods.
*Kan jeg næsten ikke få luft af irritation, når jeg ser mennesker, jeg ellers både kender og holder af, der deler opslaget “Tak til alle de mænd, der gennem tiden har klappet mig i røven, taget mig på låret blablabla fået mig til at føle mig som kvinde”. Jeg synes, det er så misforstået, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, for det sidestiller metoo-sagerne med gensidig flirt i byen, og gør det yderligere svært for de kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, at stå frem.
Særlig fordi der under hver eneste deling er ca. en million kommentarer (90% fra mænd…) af typen “TAK!” og “Endelig lidt fornuft!” og “Dejlig befriende læsning!”
For det er jo ikke flirten i byen, der er problemet, og selvom der er gråzoner, så bliver vi også nødt til at være enige om, at SÅ kompliceret er det heller ikke. Det er bare at vende spørgsmålet om. Ville det få mænd til at føle sig ekstra meget som mænd, hvis fremmede damer i byen greb dem i skridtet, når de gik forbi? Eller hvis den kvindelige kollega lagde hånden på den mandlige kollegas røv, blot fordi de stod ved siden af hinanden? Og når vi er færdige med at tø-hø-grine og albue hinanden i siden, så ved vi vist alle sammen godt, at det er en vane og en kultur, der skal ændres, og det kan være noget bøvl – men selve sondringen; den er ikke svær.
(Det er ikke for at negligere, at kulturopgøret bliver besværligt. For det gør det helt sikkert. Det er overalt, og vi er først lige begyndt at få øje på det. Hollywood får også god plads i arkivet, når de opdager, at klassikeren ‘kvinde siger nej til mand, mand bliver med med at prøve, kvinde overgiver sig til sidst’ faktisk bare er glorificeret light-stalking. Som – vil jeg meget gerne medgive – vi kvinder selv er med til at romantisere, fordi det er så dejligt bekræftende, når nogen rigtig kæmper for én).
(Og bare lige i forlængelse af ovenstående: Når det er kvinden i filmen, der ikke vil acceptere et nej, er det ikke længere romantisk, men bare ynkeligt. Det kan man også lige tænke lidt over).
Nå, men tilbage til opslaget, som jeg synes er super problematisk, fordi det får det til at lyde som om, at metoo bare er de stramme, sure feminister, der ikke er med på noget sjov.
For prøv lige at udskifte ‘mænd’ med ‘chefer’, ‘mandlige kolleger/lærere’ eller ‘alle de af mine veninders mænd’ og se, om det så føles anderledes? For det er jo dér, det primære problem ligger. Ikke på Crazy Daisy kl. 3 fredag nat.
At håne andres overtrådte grænser er bevis på én af to ting: Enten har man aldrig selv prøvet at få netop den grænse overtrådt, eller også er man stadig så sovset ind den giftige kultur, at man ikke forstår problemet.
Er podcastlisten opdateret med følgende:
Redhanded
Britisk true crime, som jeg først rigtig blev fanget af i andet forsøg.
Når jeg tester en ny podcast, starter jeg altid med første (=ældste) afsnit, fordi jeg synes, man der får en god fornemmelse af, hvem podcasterne er, og hvad det er, de gerne vil fortælle. Det gjorde jeg også med den her, og jeg var ikke imponeret. Lyden var dårlig, og der blev brugt enormt lang tid på at fortælle om befolkningsgrupper, historiske begivenheder osv. Alt sammen fint og godt, men når man napper sin podcast i bidder, så bliver det simpelthen for svært at holde styr på hovedhistorien, hvis info-delen om de forskellige retninger indenfor jødedommen er 20 minutter lang.
Derfor slap jeg den efter et par afsnit. Men i MFM-gruppen på fb blev den ved med at komme op, så jeg besluttede at give den endnu et skud, og valgte anden gang at høre det nyeste afsnit først. Og what a difference a day makes. For nu er jeg PÅ-på. Udover det virkelig skønne britiske engelsk, så fortæller de også nogle helt andre historier end deres amerikanske kolleger, fordi de ikke er flasket op med The Zodiac Killer og Ted Bundy. Kæmpe anbefaling herfra – bare husk at starte bagfra.
The Missionary
Denne podcast er et forsøg på at grave sandheden frem om den unge kvinde Renee Bach, der som 19-årig rejste til Uganda som missionær, stablede et lokalt hospital på benene og idag står anklaget for at have slået 135 børn ihjel.
Podcasten tager fat hele den etiske problemstilling omkring, hvem det egentlig er, missionærer og hjælpearbejdere forsøger at gøre noget for. For handler det om at redde børn – eller handler det i virkeligheden mere om at se og fremstille sig selv som én, der redder børn.
Undgå at høre P1 Debat i dag, for så opdager du, at vi ingen konsensus har om Metoo og hænder på lår og chefer. Specielt Marie Krarup er uhyggelig at høre på😬
Tak for advarslen. Jeg tror ikke, mit blodtryk kan holde til mere….
Den med veninderne lærte jeg også sidst i 20’erne. Ærlighed om en venindes partner, både før, under og efter et break up kan ende meget akavet efter at de finder tilbage igen. I dag er der nogle veninder jeg gerne tager en ærlig snak med om parforholdet og andre, hvor jeg stryger mere med hårene indtil jeg er sikker på at break uppet er for real.
Efter en runde ved en psykolog opdagede jeg at jeg var havnet i et mønster, hvor jeg brugte rigtig meget tid på mine veninders problemer, men aldrig løftede sløret for mine egne. Da jeg begyndte at snakke om mine ting, røg der et par veninder – relationen var bare ikke den samme mere. Den gang var det hårdt, men i dag er jeg lykkelig for at jeg lærte at tage mere ansvar for mit eget følelsesliv.
Jeg har en tendens til at få “storesøster-rollen” i mine relationer, og egentlig er jeg ikke ked af det, fordi jeg efter en grundig sortering i slut-tyverne ved, at dem, der er tilbage sagtens kan tage over og være dem, der passer på og tager sig af, hvis det hele vælter her. Jeg tror, det er derfor, at netop de her dynamikker fortsat kan opstå, selvom jeg egentlig synes, at jeg er opmærksom på dem. For de er jo egentlig bare ekstremversioner af den normale dynamik – men jeg bliver ikke desto mindre stadig lige overrasket hver gang, jeg opdager, at jeg igen har været co-driver i en bil, der er kørt grundigt af sporet.
Åh, mit blodtryk får sig også nogle ture, når jeg vover mig ind på Facebook. I går måtte jeg spærre øjnene vantro op, da en mand i et kommentarfelt hævdede, at kvinder på en hvilken som helst arbejdsplads var ødelæggende, men endnu mere da en tidligere klassekammerat delte et opslag, der skældte “de forkælede, krænkede hånd på låret kvinder” ud og gav dem skylden for, at ældre mennesker ikke får ordentlig pleje i Danmark – fordi opmærksomheden på dem jo bliver stjålet af de forkælede kvinder…
Der er relationer, der ikke kommer til at overleve det her, for man kan simpelthen ikke sidde og hygge sig over kaffen, når først man har opdaget, at et menneske, man troede man kendte, bakker op om alt det, man selv finder grundlæggende forkert.
Igen og igen sætter du på klogeste og mest befriende vis ord på mine frustrationer. Og så krydret med hygge detaljer om dine skønne børn, det er fornøjelig læsning.
Men mht det alvorlige, i går var der på min fb et opslag fra en kvinde, jeg lærte at kende for at par år siden. Teksten starter sådan her:
‘Hvor er jeg træt af den gruppe af yngre, veluddannede kvinder, der ikke selv kan sætte den mand, der kommer med upassende berøringer, på plads. Så forlad dog det dansegulv, det bord eller sted, hvor det sker. Sig til ham, at han kan holde nallerne for sig selv. Lad være med at tage 8, 10, 12 år gamle sager frem og at kalde jer krænkede nu.’
Jeg blev sgu paf, jeg læste ikke færdig. Jeg fik valgt ‘følg ikke længere’, men hold da op, hvor gjorde det mig i dårlig humør. Det er ikke en tæt veninde, vi har før haft meningsudvekslinger, men hvordan fanden kan man være så blank som poleret krom? Opslaget kommer oprindeligt fra en for mig ukendt kvinde, men har fået 8500 likes ?????
Tak Linda for at skrive det rigtige, for at give dig tid til at sætte ord på, så jeg ikke føler mig alene. Der er ingen tvivl om den kvinde, jeg kender, der delte det opslag, aldrig kan blive en veninde. Men jeg havde brug for en, der kunne sætte ord på hvorfor. Apropos, dejligt for dine børn, du er så god til at sætte ord på følelser og tanker. Det må næsten være den bedste måde at vokse op på, med en forælder, der virkelig kan finde de rigtige ord til situationen. Kh Mette
Min uge har været lidt tosset, og jeg læste din kommentar i en pause på vej mellem a og b, Mette – og den gjorde mig simpelthen så glad. TAK for de utrolig fine ord, og for at spejle spejlet. Du gjorde min dag 50% bedre <3
Linda, det er da mig, der takker dig for at formulere det knivskarpt. Specielt ‘tak til alle de af mine veninders mænd, der har klappet mig i røven’ er genial, den konkretisering burde kunne stoppe ordflommen fra diverse enfoldige. Jeg gemmer den i mit baghoved, ikke at jeg orker at snakke med nogen af dem. Men jeg kan jo uforvarende komme til at rende ind i en.
Jeg har også reageret med vrede over de kvinder og mænd, der deler opslaget. Jeg har skrevet til et par stykker, men de fleste sletter jeg simpelthen fra min liste.
Måske gør det mit liv mere indskrænket, at jeg ikke kommunikerer med folk, som jeg er så lodret uenig med. Men hvis jeg på et senere tidspunkt skal bruge krudt på at hjælpe andre med at rejse sig – fx deres børn, så må de godt forsvinde fra mit synsfelt. Jeg overvejer lidt, om jeg skulle lave et opslag med modsat fortegn. Disclaimer: Hvis du synes, det er fint, at mænd ikke magter deres magt og overskrider seksuelle grænser, så må du gerne selv afmelde dig min venneliste, da denne holdning er uforenelig med at være en del af mit netværk. Dette forhindrer på ingen glæden ved den gensidige flirt.
Jeg må bare erklære mig enig med Mettes iøvrigt utroligt smukke kommentar, sikke et kompliment at få. Du har ret, Mette – sikke en gave det er, at have en mor, som kan sætte så klare og samtidig så nuancerede ord på verden.
Tak, Julie – selvom jeg somme tider tror, at de føler, at der er lidt for mange ord i det mor-menneske der:)
Det er så fine ord, du sætter på metoo, jeg er fuldstændig enig. Synes samtalen er lidt op ad bakke, når man først skal forbi misforståelsen om, at det kun handler om en hånd på låret eller en flirt. Det handler om misbrug af magt og grænseoverskridende adfærd, og det er aldrig i orden. Uanset om det er en mand eller en kvinde, der gør det.
Hørt. Det er, som om den underdiskussion om, hvorvidt hoveddiskussionen overhovedet er relevant får taget livet og luften ud af mange gode debatter.
Jeg synes hele metoo diskussionen er virkelig svær. Og det er ikke fordi jeg er uenig i det du skriver, det er nok mere sådan en balance i konsekvenserne.
Altså hvordan sikrer vi os det ikke ryger i den anden grøft? Så ikke skyldige mænd mister jobs pga. Anklager i medierne. (Uden stillingtagen til de sager der er fremme..det lyder til det er reelt nok). Og hvordan får vi det tilbage på et spor hvor sådan noget tages alvorligt og håndteres uden det er nødt til at komme i pressen? Her tænker jeg ikke på de mænd det går ud over, men det må eddermame også være hårdt for deres familier i øjeblikket. Og så tænker jeg faktisk to ting i det. Det er som om der mangler et sprog omkring det. Måske er det netop fordi der ikke er blevet talt om det. For er vi ikke nødt til at håndtere nogle af sagerne forskelligt? Vi er helt enige om at en hånd på røven på dansegulvet til en julefrokost også kan være grænseoverskridende, men her kan der trods alt være tale om misforståede signaler og det vil givetvis kunne løses med dialog eller bare stopper hvis man trækker sig væk fordi de så opdager de har misforstået situationen.Hvor den chef der vil have et blowjob ellers ødelægges din karriere bare skal ud på ræv og albuer fordi der oveni er tale om magtmisbrug.
Og sidst så synes jeg slet slet ikke debatten har fat i kulturen omkring det men blot de enkelte mænd. Og det løser ikke noget. HVORFOR er der ingen kritik af ledelserne? Det er fandme et ledelsesansvar at sikre møder har konsekvenser når sådan noget sker…hvis ikke der er en ændring der så har vi tabt..uanset om der så ryger nogle mænd ud i pressen osv.
Og så er problemet at det når det bliver gjort grin med dem der står frem så bliver det rigtig svært for dem der bliver krænket fordi de risikere at blive latterliggjort oveni.
Jeg støder ofte på netop det argument; at vi skal passe på, vi ikke ryger i den anden grøft. Det tror jeg, helt ærligt, ikke, vi er i fare for. Men det er lidt som et afsnit af ‘The biggest hoarders’, tror jeg? At vi nu, hvor vi for første gang reelt tager os af problemet, tager den helt store oprydning, som er nødvendig for at kunne nå det punkt, hvor man kan holde huset pænt og rent med en ugentlig oprydning.
De sager, der ender i medierne, ender der jo kun fordi hovedpersonerne er mænd med magt, og fordi der i de fleste tilfælde er tale om gentagne krænkelser. Jeg forstår sagtens, hvad du mener, og jeg prøver ikke at tale bekymringen ned, men jeg tror ikke, at Poul, der arbejder i regnskabsafdelingen hos HTH-køkkener i Rødekro, står til en tur på forsiden af EB, fordi han i en løssluppen brandert har fejlfortolket Elses signaler.
For mig er det farlige ved at snakke for meget om, at vi ikke må ryge i den anden grøft, at vi faktisk får lukket ned for hele debatten igen. For det hele er jo nemt nok, når det er ækle rødvinsglinsende politikere, der har forgrebet sig på hele ungdomsafdelingen, vi snakker om – men vi har jo heldigvis også alle sammen gode mænd i vores liv, som vi ikke for noget i verden ønsker bliver misforståede eller udskammet offentligt for noget, vi VED er gjort uden nogen former for bagtanker. Og derfor tror jeg, at vi skal være meget opmærksomme, for vi har alle sammen noget at miste, og det kan godt give lyst til at skrue ned, og det må heller ikke ske.
Jeg har også tænkt meget på familierne bag, for det må være FORFÆRDELIGT for dem. Med meget spotlys kommer store fordele, men også store ulemper, og det her er nok en af dem. Jeg forestiller mig, at det her falder til ro i løbet af det næste år, men lige nu er det ekstremt, fordi det er et opgør med noget, der har stået på AL.TID. Jeg tror altid, at første bølge er voldsom, når en revolution skyller ind over landskabet, og det tror jeg, den er nødt til at være, hvis der for alvor skal være noget, der ændrer sig. Ryger der nogle uskyldige mænd med i vandmasserne? Det kan nok desværre ikke undgåes. Men sat i forhold til, hvor mange, mange kvinder, der gennem tiden har lidt under konsekvenserne af et defekt system, tror jeg alligevel, at det er sådan, det er nødt til at være.
Jeg tror helt sikkert også der er noget i det med at hvis man skal ændre det så skal der noget stort til og der skal “ryddes” ud.og det der har været i medierne lyder jo heller ikke til at være enkeltstående tilfælde.
Og helt ærligt så tror jeg også bare jeg er lidt træt. Jeg har mest lyst til at råbe “gider i så for h… at opføre jer ordentligt” til verden. For jeg synes der er så mange steder hvor der mangler empati og medfølelse, fornuftige debatter/diskussioner der ikke mest er noget med at skrige højest. Alting er sort/hvidt og uden nuancer. Vores børn lærer via fri for mobberi at hvis modtageren ikke synes det er sjovt så er det “dril for alvor” og det skal man ikke. Men hvordan skal de nogensinde forstå det hvis de voksne ikke selv efterlever det. og jeg tror bare jeg helt personligt reagere på ALT lige for tiden ved at forsøge at se det fra flere sider fordi det virker til så mange ikke gør og det er der jo OGSÅ en fare i hvis man så aldig rigtig tager stilling.Jeg er i øvrigt ikke uenig i dit skriv og så elsker jeg i øvrigt indlæggene.
Jeg hører dig 100%. Det her år, mand…!
Med fare for at have misforstået din kommentar. Punktformen virker måske lidt klodset, men du skriver mange ting i en enkelt kommentar 🙂
1 Din rolle som hhv chef eller medarbejder i en position, hvor chefen kan fyre dig, forsvinder ikke fordi du bevæger dig ud på et dansegulv.
2 Hvis du gerne vil lægge an på en, du danser med, så tag vedkommende i hånden i stedet for at placere din hånd på ballerne, låret eller en anden kropsdel, der ikke kan kommunikere til dig, om din tilnærmelse er velkommen eller ej.
3 Mht det er synd for familierne. I mine øjne må det være dybt uværdigt at have en ægtefælle, der tror sig selv så ufattelig lækker at vedkommende kan gramse løs på alle, men ofte de unge/praktikanterne.
4 Hvorfor skulle ikke skyldige mænd miste jobs pga anklager i medierne? Vi lever i et retssamfund. Tænker du sådan a la ‘Jagten’ ?
5 Jeg tror dine spørgsmål om ledelserne rammer hovedet på sømmet. Men jeg tror ikke på vi kommer nogen vegne uden en kritisk presse. Det var først da Jyllandsposten begyndte at dække de mange år med Frank Jensens svineri at socialdemokratiet fik taget sig sammen til at skaffe nogle advokater, der kunne tage imod anonyme henvendelser.
6 Helt med dig i, det må kræve ufattelig styrke at stå frem. Lad os sende dem al den virtuelle kærlighed og omsorg vi kan.
🙂 Mette
Hej Mette. Jeg er lidt i tvivl om det er mig eller Linda du spørger men nogle af tingene går på min kommentar tror jeg så her er hvad jeg tænker (også på punktform som svar)
1) jeg er fuldstændig enig i at rollen som chef ikke slutter på dansegulvet og der er et kæmpe problem når det er i sådan en relation fordi det er et andet magtforhold. Jeg mente mere at vi har brug for at kunne skelne mellem dem der en enkelt gang begår en fejl, træder over andres grænser, og undskylder og så er det det ala en situation på et dansegulv eks. Vis mellem to (iøvrigt ligeværdige kolleger). Jeg synes det er noget helt andet når det er chefen (eller nogen højere oppe i partiet osv som har en anden magt).
2) Enig. Det er for mig mere en erkendelse af at folk sommetider gør dumme ting når de er påvirkede af alkohol. Der er andre der råber af chefen osv. På samme måde som en enkelt fejltagelse her måske kan tilgives er der jo forskel på at folk kan lave fejl og så at fortsætte med at gøre det. Altså også her er der brug for at få italesat at der kan være forskel på at lave en fejl og så krænke igen og igen. Det første er jo heller ikke ok, men vi er også kun mennesker.
3) ja. Det tænker jeg også, men jeg ved jo faktisk ikke om de ved det før det er plasteret op på alle forsider og deraf synes jeg det kan være synd for dem. Det er jo ikke konen eller børnene der har gjort noget galt.
4)Jeg tænker at stemningen er sådan lige nu at selv hvis nu de ikke havde gjort noget kunne de ikke fortsætte. Lidt a la jagten måske (har ikke set den). Samtidig kan jeg, som jeg skriver, godt se at det kan være nødvendig at tage nogle store opgør nu for netop at sikre at ledelserne (som jo har svigtet big time) gør noget. Ja vi lever i et retssamfund, men de har jo ikke været for retten her? De er selv gået eller har ikke haft andet valg.. der er jo ingen der reelt er dømt. Og igen har jeg ingen grund til ikke at tro på dem der er stået frem. Det er en mere generel betragtning.
5) det er nok rigtigt. Det kræver et holdningsskifte hos ledelserne og det kræver nok offentligt fokus.
Og jeg er selv på en arbejdsplads hvor der ved sidste trivselsundersøgelse var nogen der havde svaret at de havde modtaget “uønsket sexuel opmærksomhed” men som ikke stod frem og så skete der ikke en skid..for der var ingen konkrete ting at forhold det til og det er bare så uendeligt trist. Og derfor skal vi sikre at de kvinder tør stå frem.
Information skrev en god artikel med forskellige eksperters bud på, hvad vi gør ved krænkerne, og hvad der sker med de kvinder, der klager. Forskningen viser, at de sidste bliver ofte fyret og udskammet, mens seriekrænkerne fortsætter ufortrødent i gamle eller nye jobs, hvis de ikke navngives eller mærker hårde konsekvenser. Og så en hel masse mere, som man kan læse i artiklen.
Tak for heads up. Selvom jeg somme tider efter en tur på fb får lyst til at afmelde mit abonnement på den menneskelige race, så bliver der faktisk også skrevet rigtig meget fint og godt.
Hahaha, jeg er ikke på fb, men jeg har øjne og ører (og et arbejde i det kommunale system), så jeg kender alligevel til det med lysten til at afmelde sit abonnement på den menneskelige race. Som muligvis er den sjoveste og mest elegante måde at udtrykke afmagt, frustration, vrede og ked-af-det-hed på egne og medmenneskers vegne, jeg nogensinde har læst. Så for den vil jeg være dig evigt taknemmelig. Og helt generelt er jeg bare meget begejstret for dit synlige syn på dette og hint. Du er vigtig.
❤️
Én af de (mange) ting der pludselig er blevet tydeligt under alt det her, er hvor tæskedumt det er at være venner med sine kollegaer på Facebook. For jeg har haft mere end en respekteret kollega som har lavet den der “tak for hånden på låret”…
Så TAK! For formuleringen “hvis det var din chef/ søster/venindens mands hånd”. For det er godt en pæn og fin løsning på at gå ind i den slags opslag (det er ligesom at dialogen og arbejdstemningen dør ret hurtigt, hvis man kalder folk kæmpe idiot i første sætning)
Så bare TAK!
Ja, virkelig! Det er en af de største ulemper ved sociale medier; at mennesker, man før bare opfattede som gode bekendte, pludselig viser sig at stå for noget, man slet ikke kan sympatisere med.