Hvad 2013 har lært mig, part 1:
* At blive voksen betyder, at man ikke længere får lov at vælge imellem løsninger, der er rigtige eller forkerte. Alle løsningsmodeller kommer nu med et uvelkomment appendix af alvorstunge konsekvenser, og man må bare efter bedste evne forsøge at gætte på, hvilke ulemper, man bedst kan leve med.
* Jeg kan bedre lide IG end FB. (“Blogsbjerg”, hvis du har lyst til at kigge forbi til kaffe.) (I know. Opfindsomheden er uendelig) Folk er sjovere. Og inviterer mig mindre til candy crush, diamonddash og at prøve fødselsdage (STOP så!!)
* Det tager under ½ kop kaffe at vænne sig til smagen af fløde. Derefter er det ligesom at forsøge at erstatte heroin med Red Bull, når man prøver at gå tilbage til minimælk.
* Der er tilsyneladende ingen nedre grænse for, hvor dårligt tv, jeg kan tude til. I aftes var jeg helt ødelagt over, at Eric afstødte Pam. Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, skal du klappe dig selv på skulderen og takke dine forældre og forsynet for at have udstyret dig med stil og god smag.
* Listen over tjenestefolk, jeg har tænkt mig at ansætte, når jeg bliver rig, omfatter nu også (foruden rengøringsdame med speciale i badeværelser #had og en stylist, der skal finde jeans og festkjoler til mig (jamen, jeg ved PRÆCIS, hvad jeg gerne vil have. Det finde bare ikke.) (Vent. Måske man skulle gå efter en skrædder i stedet?)) en bilentusiast m/k. Tiden nærmer sig for syn og nye vinterdæk på den gamle, og det kan simpelthen ikke betale sig, så jeg skal have en ny, og det interesserer mig så lidt, at jeg bliver helt tom inde i hovedet ved tanken. Det eneste krav, jeg står ufravigeligt fast på er, at den hellere må være uden hjul end uden aircon. Bil, køb dig selv.
* At man faktisk bare kan vælge at gå sin vej, når man synes, at andre bliver ALT FOR MEGET, ESBEN!! Tænk, at jeg skulle blive 36, før jeg fandt ud af, at man ikke bare behøver at blive stående midt i en shitstorm af nid og drama. Who knew?
* At jeg engang imellem kommer til at grine af det Morten Messerschmidt siger, hvis jeg ikke passer på, og her tænker jeg desværre ikke bare på hans politiske udtalelser. (Det er næsten FOR passende, at han er tysk på efternavnet.) Det giver mig lyst til at gå i bad og skrubbe mig med stålbørste og salmiakspiritus. Jeg ser meget gerne, at vi får en lov imod at være sjov, hvis man står for fuldstændigt urimelige ting.
* At de der kalenderapps er ret smarte… Firstmover, I know. Jamen, jeg kan godt lide papir! Og fornemmelsen af at kunne bladre og have overblik. Og åååh! – min fornøjelse over at strege ud med en kuglepen, efterhånden som jeg bevæger mig igennem min to-doliste, er næsten pervers. Somme tider tilføjer jeg punkter som ”skrive indkøbsseddel” og ”pakke træningstøj” bare for at kunne føle fryden over at være effektiv, når jeg kradser dem over. Så. Jeg har værget mig ved det, jeg har slæbt rundt på min lærredsindbundne Ordnung & Reda-kalender år efter år efter år (- sgu da garanteret derfor jeg har fået tennisalbue), og hvinet fortvivlet, når jeg spildte kaffe i den, så jeg ikke kunne se, hvornår jeg havde lovet at afløse Jesper. Men NEJ, hvor er det smart at have den i telefonen. Jeg er nærmest forelsket. Godt opfundet, … Steve..?
Blogpost om ingenting, mad og vampyrer
Holy mo. Der sker absolut ingenting i mit liv lige nu. Det føles, som om jeg cirkulerer mellem 3 faste punkter, der hedder ”opvaskemaskine” (hvem *bruger* alt det service!?) ”vaskemaskine” (- og tøj!?) og ”minimér mulighederne for, at Anton kan komme galt af sted i denne situation”. Det holder mig beskæftiget, men er ikke just råmateriale til en Pulitzer.
Andre ville måske af kedsomhed have anskaffet sig en hund, eller en meget opmærksomhedskrævende plante. Jeg har valgt at få mig en tennisalbue, hvilket irriterer mig så meget, at jeg bliver helt tør i munden af det. Heldigvis har jeg fundet Robert, som er på den gode side af 2 meter, og som kan udrette mirakler med mit hypermobile skrog. OG som har sort bælte i akupunktur, Allah akbar, så kombinationen af de to ting, og mig, der stirrer rasende på mit stikkerled 17 gange i timen, skulle nok få det lille svin til at fortrække i en fart.
Jeg er også gået i gang med at eksperimentere lidt med LCHF-måden at spise på. Skulle man have misset, hvad det er, er det færre kulhydrater og mere fedt. Da jeg har været bange for piskefløde siden 1985, er det relativt grænseoverskridende at give den fuld gas med fedt i alle afskygninger, men jeg må give mig og indrømme, at jeg har det bedre. Som i: Meget bedre. Jeg sover bedre, og har for første gang i mit liv fornøjelsen af et stabilt blodsukker. Helt lavpraktisk er det også væsentlig nemmere at spise 3 gange om dagen, end de 6, jeg gjorde før. Jeg har stadig lidt begynderudfordringer, om fx at min vægt kan svinge med 2 kilo på et par dage, og der skal jeg liiige bekæmpe panikken, og holde fast i fornuften (et kilo er ca. 9000 ekstra kcal. I en stor på Matadormix er der omkring 1000….), og jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg kombinerer det med at spise ude, men jeg er begejstret nok til at have lyst til at prøve at løse problemet.
Og så ser jeg utrolig meget True Blood.
Med andre ord: Livet og hverdagen som vi kender og elsker det.
Må jeg foreslå fester som det nye sort?
Jeg var til bryllup i lørdags. Det er altid de BEDSTE fester. Den her var et af dem, der blev holdt i en skov ved en sø, og som endte med, at alle, bruden inklusiv, dansede rundt i bare fødder i den årle morgenstund, mens vi highfivede og nærmest grædende af begejstring forsøgte at fatte det mirakel, at nogen engang i tidernes morgen har været så geniale at skrive ”Highway to hell”.
Vi burde holde nogle flere fester, synes jeg. ”Vi” being den menneskelige race. Alle burde unde sig selv muligheden at høre alle de pæne ting, familie, venner og bekendte har at sige om dem, og alle burde have mulighed for at sige det, uden at det får den underliggende klang af ”ja, i tilfælde af, at en af os dør i morgen”, som det har en tendens til at gøre, 30+. Det er rørende og smukt, og det er, som om alle relationer støves af, og igen glimter og funkler, som de gjorde, da de var nye.
Ufuldstændig liste over fordele ved, at sommeren er slut:
* Jeg kan igen iføre mig lange bukser og intimiderende attitude. Svært at være overbevisende fierce, når benene hele tiden forsøger at undskylde lydløst for form og farve.
* For os, der bor i ghettoen: Andre mennesker tager også mere tøj på. Har sendt et forslag til boligforeningen om at købe og opsætte skilt som det, jeg så på Facebook forleden: ”Klæd dig på efter, hvordan du ser ud. Ikke efter hvordan du ville ønske, du så ud. På forhånd tak.”
* Hysterisk afslørende sollys forsvinder, hvilket betyder, at jeg igen kan tage helt afslappet, at man ikke kan se ud af mine vinduer for bare saltaflejring og fedtede fingre.
* Farvel, dårlige samvittighed over manglen på hør, koldskål og overskudsmiddage i haven.
* Det er mørkt, når vi kommer hjem fra arbejde, så fuck græsplænen og dens indsmigrende turbovækst.
* Gløgg.
* Cyklen kan permanentparkeres i skuret, hvilket betyder farvel til dage med pjevset hjelmhår.
* So long til morgener, hvor man må jagte sit afkom gennem hele hytten med hvide spøgelseshænder, mens man insisterer på at: ”Det er bare SOLCREME, Anton!” – samtidig med, at man prøver at undgå at få det på sig selv, fordi man i al hemmelighed selv synes, at det er både klistret og klamt.
* Måske bliver det igen muligt at putte sit barn på den rigtige side af midnat, fordi det ikke længere er så lyst, at det føles som om kirurgen glemte at slukke for operationsspottet, da han gik hjem?
* Man kan nære begrundet håb om, at naboen rykker sine long distance calls hjem til Polen – over den tilsyneladende ubegribeligt dårlige forbindelse – indenfor.
* Jeg kan igen røre ved rattet i min aircon-løse bil uden grillhandsker.
Selv tak.
Hvad sagde jeg?
Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det – hvilket jeg naturligvis kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.
Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den kinesiske mur.
Jeg hadede det.
Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning og stået på mit – for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort, som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle, og det er at fejle selvforskyldt.
Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op af mine mentale bander.
Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.
– indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?
Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug #helljustfrozeover
Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.
En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den virkelighed, jeg har skabt til os?
Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv, hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?
Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)
Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen. Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og klare det godt.
Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11. eksempel i rækken, ikke?
Så sagde vi jo, at jeg bestemte
Forleden postede min kammerat Mikkel et billede af en vaskeanvisning i en t-shirt på Instagram. Der stod: ”100 % cotton. Maschine wash cold. It’s never so hot, that you have to take off your shirt. Don’t be that guy”
Hvilket er sjovt, fordi det er rigtigt. Og godt kunne være starten på en liste, som jeg også har et par forslag til. Så hermed de 6 første punkter til:
Don’t be that guy m/k:
* som sætter dine solbriller fast i nakken, når du skal købe ind. Læg dem nu i bilen, eller skub dem op på hovedet (HELT op på hovedet, for du vil heller ikke være ham, der sætter dem på panden, som om du har 4 øjne. Stop også øjeblikkeligt med det). På den støttende måde: Det får dig til at ligne en KÆMPE idiot. Og det er du jo ikke. Så don’t be that guy.
* som fedladent spærrer en vejbane, når du leger, at du er med i Tour de France, når der er en 2 meter bred, asfalteret cykelsti, glat som en babyrøv, lige ved siden af. Kom nu. Du ved godt selv, at det ikke er i orden. Don’t be that guy.
* der lader som om, du ikke ser, at dit barn skubber alle de andre børn på legepladsen væk fra redskaberne. Not cool. At lære at takle konflikter er vigtigt og fint, men det der kommer bare til at se ud som om, du trænger til at lære at takle konflikter, og er bange for at tage dem med dit afkom. Og det er du jo ikke, vel? Så. Don’t be that guy.
* der kører vooooldsomt aggressivt i byområder i myldretiden. Hold nu op, min ven. Du bliver i så dårligt humør af at skulle lade som om, du ikke ser, at vi alligevel ender med at holde ved siden af hinanden, de næste 6 gange, vi holder for rødt. Det er ikke det værd. Don’t be that guy.
* der lægger 400 billeder på IG af børnetøj/gamle møbler, du gerne vil sælge. Hånden på hjertet: Ville du selv få lyst til at købe noget af en, der havde lavet en Occupy Wall Street af hele din IG-side? Nej, vel? Don’t be that guy.
* der ikke svarer på kundemails. Ja, Mr. Cafe Noir/Merrild. Jeg taler til dig. Det er en (eller et, afhængigt af, hvor i landet man bor) kompliment, når de mennesker, du lever af, sætter sig ned og skriver til dig, fordi de gerne vil give dig flere penge. Lad være med at opføre dig som om, kunden er en stiv, afdanket blondine, der forsøger at score dig kl. 4.30 efter alt for mange daiquiris. Det klæder dig ikke. Don’t be that guy.
(Og SIG så, hvor I sælger den karamel-instante kaffe!!)
Now, I ain’t sayin’ I a golddigger…
Sidste år, da Anton og jeg havde ferie, tog vi en uge i sommerhus på Fanø. Jeg bliver stadig nærmest suicidal, når jeg tænker tilbage på de 4 dage, jeg holdt, inden jeg smed håndklædet i ringen, og tog hjem.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Eller jo. Det gør jeg godt. Jeg er nemlig sådan en, der tager skade af at læse ”Det lille hus på prærien”, fordi jeg pludselig tror, at jeg også lige er typen, der skal være i ét med naturen og lave mit eget smør, så jeg havde et mentalt billede af, hvordan vi bare gik rundt i nattøj til langt op af formiddagen og hyggede os, helt, helt stille og roligt, for så at tage på stranden et par timer, inden jeg, med mit saltvandshår sat op i pjusket hestehale, lige smed en salat sammen, mens jeg nippede til lidt kold hvidvin.
Rundt omkring i distriktspsykiatrien kan man finde eksempler på mennesker, der er blevet moderat-til-kraftigt medicineret for vrangforestillinger, der ligger væsentlig tættere på virkeligheden.
Så op i røven med naturen og det simple liv – i år lånte vi sgu et hus og tog en uge til Århus. Åh, balsam på min forpinte sjæl! For FANDEN, det var godt!
En lang, skøn uge i selskab med det gamle posse, med sushi og kaffe to go, med Tivoli Friheden og Mindeparken og sol, sol, sol. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget mere jeg kan overskue at bruge 2 timer på at lade mig jage rundt i haven af en legeplæneklipper og løfte barnet op på den samme rutchebane 1000 gange, når jeg ved, at der kommer noget til mig senere.
Vi levede af rugbrødsmadder og takeaway, kolde øl og juice, og jeg har det som om, jeg har fået et nyt batteri knaldet i ryggen.
Og så skulle jeg hilse og sige, at man meget hurtigt vænner sig til at bo i et lækkert hus med en kæmpehave. Tog flere gange mig selv i at invitere folk ”hjem til os”. Børneværelser i stueplan, hvor de små mennesker selv kunne tøffe ind og ud, når de var trætte af trampoliner og piratborge, badekar i det ene af badeværelserne (!), terrasse i umiddelbar forlængelse af køkkenet, som man kunne trisse ud på med morgenkaffen i så lidt eller meget tøj, man foretrak (undskyld DHL-mand – men pakkelevering kl. 7 godt nok??) og kæmpe bryggers, hvor man bare kunne deponere vasketøj og sand- og mudderbefængt fodtøj, til man gad tage sig af det.
Da jeg kom hjem, lå min polske nabo under sin udborede Toyota Corrolla og flashede butt crack, og der var en hund, der havde skidt foran min dør.
Så nu er det afgjort: Jeg opretter en profil på sugardaddy.dk og gifter mig til penge.
Bortset fra, at jeg synes, at kvinder, der kalder sig selv “- prinsesse” er lidt irriterende
Jeg er et af de dydsmønstre, der gør, hvad jeg kan for at få 6 stykker frugt og grønt om dagen, hvoraf kun det en er frugt. Uheldigvis er jeg også et af de mennesker, der bliver fuldstændig tom inde i hovedet, når jeg står i grøntafdelingen, og skal finde på grønne sidedishes. Efter Anton er kommet til, er der smidt det ekstra led i ligningen, at det maksimalt må tage 4 minutter at frembringe, fordi alt, vi har, der ikke kan gemmes væk i skabe eller lægges op på høje, HØJE hylder, som man kan nå at destruere på 4 minutter, kan undværes og/eller erstattes.
Hvis jeg køber ind til salat, kan jeg vælge mellem at nøjes med to ingredienser (hvilket på positivsiden tilgodeser 4 minuttersreglen, men ellers er så kedeligt, at det er lige til at græde over), eller at skulle spise den samme salat i 6 dage – ellers når vi simpelthen ikke at få tingene brugt.
Derfor har den grønne smoothie holdt sit indtog i mit liv. Ret skal være ret: Hvis den skal laves på grøntsager, uden for meget frugt, og uden at involvere saftpressere og alt muligt andet opvask-udløsende, kommer den aldrig til at smage af Haribo, men mindre kan også gøre det. Det slår i hvert fald at stå i Bilkas grøntafdeling og overveje, om der er bivirkninger ved overdrevet indtag af gulerødder og peberfrugter, med flere længder.
(At det så er en lille, lille bitte smule fucking irriterende, at skulle besvare spørgsmålet: ”Hvad er det?!” 50 gange om dagen, eller at skille blive ved med at grine af: ”Er det Shrek-juice” og sedlerne med ”Giftigt!” og ”Må ikke fodres”, som vittige sjæle klistrer på låget, når man vender ryggen til, er en anden snak.)
Men i dag gik jeg så og nynnede en linje fra en sang, som jeg ikke har hørt i omkring 20 år. (Hæng på – pointe coming up) Hvordan jeg har fået den på hjernen, må stå hen i det uvisse, men den er fra en sang på Kim Larsens album ”Forklædt som voksen.” (Ja, jeg ved det. Burde nærmest undskylde for at kende den plade. Kan endda huske den der hund med hat på, som var på forsiden #autist)
”Hvad var det for en sang, Linda, hvad var det for en sang??” hører jeg jer råbe.
Den handler om en prinsesse.
Og jeg havde sunget den samme linje omkring 400 gange, før jeg kom til at spekulere på, om det ikke lød LIDT mærkeligt, at nogen ville skrive en sang og kalde den ”Spinat-prinsesse”?
…
Den hedder Syren-prinsesse, kan jeg post-Google, oplyse.
Nogle gange har jeg det som om fremmede magter har overtaget min hjerne. Mærkelige, fremmede magter med virkelig sølle musiksmag.
Måske jeg skulle holde *lidt* igen med alle de greenies?
Alternativt: Køre på og kræve at nogen skriver en hyldestsang til mig, Spinatprinsessen.
Mentalstatus i listeform:
Optur over:
* Sommeren, det helt igennem elendige vejr til trods. Jeg elsker fornemmelsen af undtagelsestilstand, denne årstid udløser; den fællesnationale interesse for skybrud og Tour de France, og visheden om, at intet kan afgøres eller afsluttes, før Else er tilbage fra ferie i uge 32.
* Ham her. Seriøst: Det er noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
* At have et barn, der ikke har en yndlingsbamse. Det letter livet markant, at hele verden ikke falder fra hinanden, fordi vi har glemt Finn derhjemme. Anton har en dejlig praktisk tilgang til sovedyr, og tager bare det med i seng, han lige nu synes er sjovt. I denne uge har han f.eks. sovet med dejskraberen.
Er ambivalent omkring:
* Studenterne. De er så glade, at man næsten ikke kan nænne at hade på dem – men de er fandme også lidt irriterende.
* Landsstævnedeltagerne. Se ovenstående.
* Game of Thrones. Ja. Den skal vi snakke om. Ja. Igen. For lige nu sidder jeg i den klassiske catch 22: Den hedonistiske trang til at skyde alle 3 sæsoner i armen asap, vel vidende, at det vil udløse abstinenser de næste mange uger, eller fordele de 30 afsnit strategisk over en længere periode, så nydelsen får lov at vare længst muligt?
* Bøger. Det er som om, alle bøger er lidt dårlige for tiden. (Handler nok i virkeligheden bare om, at jeg er sur på dem over, at de ikke er Game of Thrones.)
* Kvicklys trøfler. Hvordan kan noget så tarveligt smage så godt?
* Snowden-affæren. Jamen, jeg forstår det ikke. Er vi ikke enige om, at det er den amerikanske regering, der har gjort noget forkert? Hvorfor er det så ham, vi jagter?
Stop så med:
* ”Stå af i Roskilde”-vittighederne, når I skal dække festivalen derovre. Ja, journalister-ved-stort-set-alle-medier-i-Danmark, jeg taler til jer.
* At hade på Fetterlein. Det svarer til at hade en handikappet.
* At sælge (og købe!) dørmåtter med teksten: ”Oh shit – it’s
you again!” (FFS!!)
På forhånd tak
Nåmn, jeg håber, at I har haft en god lørdag, for min var noget pisset, synes jeg.
Startede ellers meget godt med, at vi sov til 6.15, så vi var begge ret friske, og da vi havde spist morgenmad, besluttede vi derfor at tage på det lokale bibliotek og lege.
Vi fik 10 fine minutter til at gå med at rutsje og støvsuge etablissementet for Peter Pedal-bøger, inden Anton syntes, at han ville se, om krokodillevippen kunne rives fra hinanden, hvis man vippede vildt nok. Det spørgsmål står stadig ubesvaret hen, for allerede i første vip, glemte han at holde fast, og tog den derfor bagover i en bogkasse – og så var der blod ov.er.ALT.
Når listen over ekstremsport skal opdateres næste gang, vil jeg gerne forslå at få disciplinen at ringe til vagtlægen, mens man holder servietter mod styrtblødende sår på et barn, der af alle kræfter forsøger at modarbejde redningsaktionen, sat på.
Så på skadestuen med os.
Inden vi går videre, skal jeg lige sige, at Anton har udviklet panikangst i forhold til sundhedssektoren, efter at han har fået dræn i ørerne. Han bed mig i ren og skær rædsel, da vi var til ørelæge sidst, og tandlægebesøget i forrige uge måtte afbrydes, inden det var startet, fordi man ikke kan undersøge et barn, der vrider sig skrækslagent, mens han skriger: ”NEJ! NEJ! NEJ!” med tårerne sprøjtende ud af øjnene.
Tilbage til historien:
Da vi nåede på skadestuen, sivede der bare lidt blod fra såret, og han var egentlig faldet til ro, men skal da lige love for, at det ændrede sig, da det gik op for ham, hvor vi var kommet hen.
Så der var ikke rigtigt andre muligheder end at lægge mig på briksen og låse Anton fast i et skruestik med mine arme og ben, så de kunne undersøge ham.
Hvilket bringer mig til:
Top 1 over det, jeg hader allermest i hele verden:
1. At holde Anton fast med magt, så andre kan udsætte ham for noget, han er bange for.
Og hvis jeg lige må komme med en hurtig bøn til de, af mine læsere, der erhvervsmæssigt begår sig i kitler: Vil I ikke nok huske at tage noget autoritet med på job? Eller som minimum noget skuespillertalent? For det er ikke rasende fedt at skulle være den, der skærer igennem, når man er i gang med noget, der i grim grad føles som et overgreb på ens eget barn, mens han sprøjtemaler os begge med blod, og man selv tuder en lille, bitte smule. Nej, jeg tror ikke, at han vil ”samarbejde” om masken med lattergas. Men jeg vil gerne høre en hurtig SWOT-analyse af jeres plan om at samarbejde med ham, når I skal klippe hans hår og stikke en nål igennem den bule på størrelse med Møn, han har bag på hovedet, i den tilstand af blind panik, han er i lige nu – uden nogen form for bedøvelse
Og tak fordi I spørger, men jeg er længe forbi det punkt, hvor jeg går op i, om lattergassen skal smage af cola eller hindbær.
Kom. Nu. Bare. I. Gang.
Efter hvad der føltes som 10 år, var vi endelig, endelig, ENDELIG færdige, kunne løsne de forkrampede muskler, pille noget af det gennemsvedte og blødte tøj af, og med et lettelsens suk træde ud i venteværelset igen.
– hvor vi nær blev blæst omkuld af den rå fortvivlelse fra en mor, det stod midt i rummet med sit spædbarn knuget i favnen og skreg: ”JEG TABTE HAM! ÅHGUDÅHGUDÅH GUD!! JEG TABTE HAM! JEG TABTE HAM! ER DER IKKE NOK NOGEN, DER VIL HJÆLPE OS!?” om og om igen.
Vi var jævnaldrende, men hun lignede en på 100.
Spædbarnet sagde ikke en lyd.
Jeg ville gå i stykker, hvis jeg skulle arbejde på en skadestue.
Så. Jeg har ret meget lyst til at løbe en meget, meget lang tur, meget, meget hurtigt, og slutte med at tæve en sandsæk noget så eftertrykkeligt, men pga. ferien er jeg lidt nede på barnepiger, så jeg må konvertere trangen til 3 afsnit af Game of Thrones og et glas rødvin.
Skal vi ikke sige, at næste uge bliver bedre? For alle?