I’m like an (angry) biiiird
Jeg har været på personaleweekend i Vejle, hvilket har betydet ophold på et hotel. Og jeg er virkelig et menneske, som den slags luksus normalt er spildt på. Jeg sover altid som en idiot i hotelsenge; madrassen er blød, puden er halvanden meter høj, og SKAL den udsugning larme så meget!? Stor var min forbavselse derfor, da sengen på det her hotel modtog mig med et kærligt knus, og aede mig over kinden til jeg sov, alt imens udsugningen gjorde sig meget umage for at suge meget stille.
Men det er virkelig rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke kan finde ud af at blive udsat for service på et alt for højt niveau. En af mine kolleger fortalte fredag om et besøg på en luksusrestaurant, hvor han og gemalen var blevet båret rundt på hænder og fødder, og da han kom til den del af historien, hvor tjeneren havde foldet servietterne ud, og forsigtigt duppet dem på plads i skødet af dem, kom jeg helt til at svede koldsved ved tanken. Jeg kan.Ikke.Holde.UD, når mennesker opfører sig som om, at de tilhører en lavere kaste end mig. Havde jeg været med den aften, ville jeg være kommet til prygle al etikette ihjel ved at insistere på lige at give en hånd, når tallerknerne skulle bæres ud, eller ved skamfuldt at hviske ”Undskyld, for helvede!” til de tjenerelever, der af overtjeneren blev knipset (!) hen til bordet med drikkevarer.
Hvad siger du? At det handler om kontrol, og manglende evne til at slippe den? Sjovt, du nævner det.
For nu, hvor vi er ved det, kan jeg fortælle om den personlighedstest, vi også undervejs på personaleweekenden skulle lave. Biker-Jens kom lige forbi, og med sig havde han en test, hvor man ved at besvare omkring 40 spørgsmål, kunne se, hvilken af fire fugletyper, ens personlighed var mest domineret af.
De 4 nominerede var: Papegøjen, fredsduen, uglen eller ørnen.
Og resultat afhang af, hvordan man fordelte 5 point mellem to udsagn.
Jamen, jeg behøver vel ikke engang at vise jer resultatet?
Føler nærmest bare lidt taknemmelighed over, at jeg trods alt kunne tegne min personlighed uden at ryge helt udenfor papiret.
Og nu kan jeg i det mindste insistere på at blive modtaget med et ”the eagle has landed” hver gang, jeg møder på arbejde.
Han er den sejeste, jeg kender
Nå, men jeg synes, at det er lang tid siden, I har snakket med Anton, så her kommer lige 7 hurtige om det bedste, jeg ved.
1) Jeg kan ikke huske, hvem det er, der har givet ham den forbistrede tryllestav, han for tiden slæber med overalt; i bilen, på cyklen og i sengen, men fortæl mig lige, hvordan jeg har lavet et barn, der elsker gøgl?
2) Og nu vi er ved æbler, der turbospurter væk fra stammen: Mad interesserer ham stadig ikke. Overhovedet. Han bliver det første barn i verdenshistorien, der stadig vejer 12 kilo, når han bliver teenager. Provokerende nok råber han begejstret: ”TADAAAAH!” hver gang han springer op på vægten.
3) Eneste undtagelse til den fødevaremæssige ligegyldighed er dette års nyfundne livret: Isen. Men kan han plage om en is, som andre normale børn? Nej. Han sprinter hen til fryseren, griber fat i den øverste kant, og laver en pull up. Wolla, jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på. En fucking pull up. Så hænger han der og brøler: ”IS!IS!IS!IS!” lige ind i lågen klokken kvart i syv om morgenen. Det er meget tæt på, at jeg er så imponeret, at jeg kvitterer med en is.
4) Motorikken fejler altså ingenting, og han er i sandhed et barn, der ikke altid kender sin egen styrke, så legen, hvor han lægger en pude for mit ansigt, og råber: ”Kuk kuk!”, er derfor ikke helt så sjov, som den har været. Hvis der pludselig bliver påfaldende stille herinde, vil jeg gerne på forhånd sige tak for alt.
5) Det er stadig lidt småt med sproget, men jeg begynder at gro en mistanke om, at det er fordi han går og samler sammen, og først vil ud med det, når han synes, der er nok. F.eks. stillede han sig forleden morgen op midt på stuegulvet og talte til 10. Just like that, helt ud af det blå. Er bange for, at jeg kom til at bøje et af hans ribben en lille, bitte smule, da jeg skovlede ham op og stolthedskrammede ham.
6) Han er også begyndt at rette mig, når vi ser, hvad jeg fejlagtigt tager for at være en traktor. ”Se, Anton! En traktor!” ”Grauku, mur.” Og selvom alle o’er udtales som u, lykkes det ham alligevel at lyde mildt uverbærende.
7) Han har 5 yndlingsfilm, som han på forbløffende kort tid har lært udenad, og opfører i forholdet 1:1, hver eneste gang, han ser dem. Hvis der grines i filmen, griner han. Hvis de hopper, hopper han. Det betyder, at det kan være en meget god ide, at man lige selv er skridtet foran, og har sat ham fra sig, når vi f.eks. kommer til den scene, hvor hovedpersonen stikker sin kammerat en lussing.
Du finder mig på Krak under “Linda Ibrahimovic”
Min facebookside flyder over med opdateringer om North Side og billeder af venner, der har været ude og slæbe kadaveret igennem sindssyge ting i sportens navn. Jeg sidder bare her i min sofa, og har det som om, jeg har taget 3 festivaler og et RAAM lige i røven af hinanden.
Det er ikke tilfældet – jeg har såmænd bare været til polterabend i går. Jeg spiste (ALT!!) for meget slik og dansede salsa (hvilket gik godt, fordi jeg fik lov at danse mand. Det er en kombination af sørgeligt og tankevækkende, hvor meget bedre, jeg danser, når jeg får lov at bestemme føre), men det er ikke det, jeg har fået blå mærker og forstrakte muskler af.
Der var kæmpebordfodbold.
Jeg skal være ærlig: Da jeg så det på programmet, tænkte jeg: ”… *suk*”. For vi husker, hvordan bolde har det med mig; de vil mig intet godt. Hverken dem til hænderne eller fødderne (og SLET ikke dem til vollyerne). Men jeg havde undervurderet mit konkurrencegen (ja, jeg forstår heller ikke, hvordan det kunne ske) (og måske spiller det faktum, at jeg ikke vil have siddende på mig, at min 2 årige søn er markant bedre til boldsport, end mig også en rolle): I hvert fald var det som om … dare I write it … at jeg kunne finde ud af det. Og faktisk ikke var den dårligste. Og fandt en form for primitiv fornøjelse i at være spændt fast i verdens dårligeste rebspil, som man skulle bruge psykoPAT mange kræfter for at trække fra side til side.
Det er længe siden, jeg har grinet så meget – og været så tæt på at brække både fødder og skinnebensknogler, for 80 % af de øvrige medvirkende var gamle håndboldspillere, og de spillede også for at vinde.
For helvede det var sjovt, og man ved bare, at det bliver et godt bryllup, når man har brudt isen ved at sparke neglelakken af hinandens fødder
(Selvfølgelig vandt vi!)
(*gnæg*)
Who run the world?
Som hos alle andre bloggere, foregår der også hos mig alt muligt uvæsentligt og dagligdags i kulissen, som aldrig bliver omsat til indlæg. Noget af det, fordi det er invaliderende uinteressant for alle andre end mig selv, noget af det, fordi det involverer andre på en måde, der ville gøre det til en udlevering, hvis jeg skrev om det, og noget af det simpelthen fordi, det falder i en kategori, som jeg som blogger ikke vil parkeres i.
Dette indlæg hører til den sidstnævnte type, men jeg kan ikke rigtig komme til at skrive om det her emne uden at begrunde det, så nu får I alligevel en bid af mig, som jeg egentlig havde aftalt med mig selv skulle blive i skuffen, for jeg gider ikke – jeg gentager: i-k-k-e – være en slankeblog. Dem er der tusinde af, og godt for dem (gider heller ikke være en hade-blog), men jeg synes bare lynhurtigt, at den slags går i selvsving, og bliver det eneste dominerende i den virtuelle samtale.
Men altså. Over det sidste halve års tid har jeg tabt mig, og er begyndt at træne anderledes. Jeg er blevet for gammel til at være fanatisk, og der er bestemt stadig plads til forbedringer, men der er ved at være relativ tydelig forskel på Linda 2012 og Linda 2013, hvilket betyder, at folk er begyndt at kommentere det. Og nu er det, at jeg bliver helt træt indeni, for hold nu kæft hvor bliver det tydeligt, at der ikke er en eneste kvinde i min omgangskreds – eller i hele mit center for den sags skyld- der er tilfredse med sig selv. ALLE, der kommenterer på forandringen, slutter med at spørge: ”Hvordan har du gjort det?” Og hvis det var træningsdelen, de spurgte til, ville det give mening qua min rolle som instruktør, men den er de (næsten) ligeglade med. De vil have den magiske formel, der gør, at de kan spise, som de plejer, og alligevel få et nyt resultat.
Og det, der giver mig allermest lyst til at lægge mig ned og tude på mit køns vegne er, at 80 % af dem der spørger, er normalvægtige/slanke.
Jeg er ikke nazist i forhold til, at det kun er folk, der slæber rundt på 40 kilos overvægt, der må have et ønske om at tabe sig, og jeg er helt med på, at følelsen af ikke at være tilpas i sin krop kan være det samme, uanset om man synes, man vejer 6 eller 16 kilo for meget. Men vi taler mange, MANGE mennesker her, og det er sgu da trist. Specielt fordi størstedelen af dem aldrig kommer til at ville det nok, til at gøre noget ved det (og heldigvis, for de vejer – efter min bedste overbevisning – det, de ift. deres kropstype og genetiske udgangspunkt, skal veje), hvilket betyder, at de kommer til at bruge resten af livet på at gå og småhade sig selv og deres krop.
Og det, synes jeg, er både deprimerende og forkert, for det er jo for fanden ikke et spørgsmål om, om nålen står på 65 eller 72. Det er et spørgsmål om, hvordan du bærer dig selv og entrerer verden.
Bare se på en af verdens smukkeste – men absolut ikke tyndeste – kvinder Beyoncé.
Der er mange måder at være sund på. Så gentag efter mig:
Der er en lammer til den, der skriver “Fifty shades” i kommentarfeltet
Om 10 minutter har vi sommerferie (selvom vejret stadig tér sig som en vrangvillig teenager), hvilket forhåbentlig betyder lidt ekstra tid til at læse gode bøger til alle mand. Inden jeg fik Anton, kunne jeg mit 16-cifrede lånekortnummer udenad, og jeg kunne få timer til at gå med at støve rundt på biblioteket. Nu? Not so much. Men som den autist jeg er, kan jeg ikke sove, hvis ikke jeg læser lidt, inden jeg slukker lyset og hjernen, og jeg kan blive decideret sur, hvis jeg er stuck med en dårlig bog. Strategien er derfor i disse dage at gå benhårdt og hurtigt efter dem med de pæneste omslag, og så – når der viser sig at være noget godt imellem – online at booke ALT, hvad den forfatter nogensinde har rørt ved, så jeg bare skal svinge forbi bib og samle dem op. En slags drive-by pick up.
I og med at I læser med her, går jeg ud fra, at vi har en eller anden form for sproglig smag til fælles, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave en lille top 5 over noget af det, jeg har været begejstret over, så de af jer, der har virkeligheder, der ligner min, kan spare forside-delen af udvælgelsesfasen, og gå direkte til ”reserver”.
(Og jeg ville ønske, at jeg kunne prale af at begå mig i det skrevne sidestykke til DR2; det bliver desværre et nej. Vi er ovre og gnide os lidt kælent op af SBS kanalerne. Men hvis man kun har professorpakken installeret derhjemme i stuen, kan man bare betragte dette som en ”gå i en stor bue udenom”-service. Alle vinder.)
Så i uprioriteret rækkefølge følger her Top 5 over Lindas favoritbøger/forfattere til ferien:
Tana French – Skoven, m.fl.
Genre: Spændingsromaner.
Tana French benytter samme strategi som Jakob Ejersbo (Nordkraft, Afrikatriologien osv.); hver af bøgerne har forskellige hovedpersoner, men det er en del af det samme persongalleri, der går igen på tværs af bøgerne, hvilket betyder, at man nogle gange får flere elementer af den samme historie, men fortalt fra forskellige synsvinkler. Sproget er ret fortættet, men på den gode måde, hvor man gumler sig langsomt, men fanget igennem bøgerne, og ikke bare kan sluge dem i ét ryk, som jeg ellers er slem til. Jeg kan næsten ikke vente til de næste to (som er skrevet) kommer på dansk.
John Hart – Det sidste barn, m.fl.
Genre: Krimi.
Vi er tilbage ved det med sproget. De er godt skrevet og godt oversat, og historierne holder!
Update: Har lige kylet “Jernhuset” tilbage i nakken på biblioteket. Det er lort. Lort, lort, lort. Læs Røde floder og Det sidste barn, og stop så for Guds skyld der.
Lionel Shriver – Hvad med Kevin?
Genre: Skrækkelig.
Der er formentlig ikke ret mange, der ikke har hørt om den, og de fleste har sikkert også set den i biografen, hvilket fjerner nogle af overraskelsesmomenterne i den, men den sad alligevel under huden på mig i flere uger, efter at jeg havde læst den. Det er på ingen måde en bog, man bliver glad af at læse, men det er helt vanvittigt at sidde og forsøge at gennemskue, om nogle børn simpelthen er født onde, eller om det er noget, der foregår i hovedet på moderen, og som hun af den vej selv er med til at skabe. Og selvom historien er fiktion, giver den også stof til eftertanke ift. hvilken arv de efterhånden allestedsnærværende skoleskydere efterlader deres familier.
Viveca Sten – Uden skyld, m.fl.
Genre: Krimi.
Helt plain og velskrevet krimi af den svenske slags, dog med de to befriende tvists, at helten og heltinden ikke smægter efter hinanden over alle siderne, og at historien ikke skal drives frem af idiotiske fejl, som f.eks. at heltinden finder ud af noget vigtigt, og derefter, meget forudsigeligt og irriterende, glemmer at videregive informationen til de mennesker, der kunne have løst mysteriet og afsluttet historien på side 50.
Rockbiografier.
Mine tre personlige favoritter er Duff McKagan (Guns n’ Roses) – ”It’s so easy (and other lies)”, Mötley Crüe – “The Dirt” og Nikki Sixx (Mötley Crüe) –“The Heroin Diaries”. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem, der er oversat til dansk, men de er skrevet af mennesker, hvis frontallapper er ætset væk af sprut og stoffer, så sproget er til at have med at gøre. Historierne er fuldstændig vanvittige, og halvdelen af tiden ved man nærmest ikke, om man skal grine eller græde. Jeg elsker dem!
Så! Go fetch.
Hvis I har hemmelige, litterære skatte til at ligge på sengebordet, så smid endelig en kommentar herunder, så jeg kan få fingrene i dem.
Specielt hvis de har grimme forsider.
– and world peace
Jeg ved ikke, hvor mange, der har set filmen Agent Catwalk med Sandra Bullock, men helt kort fortalt spiller hun en agent, der undercover skal infiltrere Miss Universe konkurrencen. Hendes karakter er en brainy drengepige, som drikker øl af flasken og hacker computere, og som finder hele pageantverdenen stærkt fordummende. I forbindelse med konkurrencen bliver pigerne spurgt, om deres drømme for fremtiden, og Sandra Bullock holder et langt foredrag om genteknologi og computerens muligheder for at afhjælpe nøden i den 3. verden. Da hun er færdig, sidder hele salen og kigger helt, helt blankt og uforstående på hende – indtil hun sukker og tilføjer: ”- and world peace.” hvilket udløser bragende bifald.Det er ikke en film, man ser for at blive klogere, men jeg tænker ofte tilbage på lige præcis den scene, selvom det nok er 6 år siden, jeg så den. Hver gang jeg oplever kommunikation mellem mennesker gå galt, er det nemlig ofte på grund af det fænomen: Jeg spørger dig ikke, fordi jeg er interesseret i at høre, hvad du virkelig mener. Jeg spørger dig, fordi jeg vil høre, hvad jeg ønsker at høre.
I flere af mine jobs har jeg rollen som vejleder, og jeg har efterhånden fundet ud af, at folk tilhører en af to grupper: 1) Dem, der bruger feedback til at blive bedre og 2) dem, der kun vil roses og går i defensiven eller bliver fjerne i blikket med det samme, hvis man påpeger noget, de kunne arbejde videre med – til trods for at de ofte selv, enten direkte eller indirekte, har bedt om at blive evalueret.
Opdelingen letter faktisk mit arbejde en del, for hvis folk tilhører den sidste gruppe, ved jeg, at det ikke kan betale sig at bruge 3 timer på at forsøge at forklare, hvad jeg mener med det, jeg siger: Mine ord slipper alligevel aldrig forbi forsvarsværkerne, uanset hvordan jeg vender, bøjer eller staver dem. Kort proces, tak for i dag, my work here is done.
Derudover har det også givet stof til eftertanke i forhold til selv at blive bedre til opfatte kritik som noget konstruktivt. Når jeg i forbindelse med evaluering bemærker, at jeg forsvarer mig, fordi jeg føler mig eller mine metoder angrebet, forsøger jeg at minde mig selv om, at der lige nu er mulighed for at blive bedre – hvis jeg lige gider holde kæft og lytte, i stedet for at falde over staklen, der har fået det utaknemmelige job at evaluere mig.
Det er ikke kun på jobfronten, at jeg ser tendensen til at spørge for at få sin virkelighed bekræftet forekomme. For nogle år siden havde vi i omgangskredsen en veninde, der næsten fik splittet alting ad, fordi hun forgreb sig på en anden fælles venindes meget nylige eksmand. Der var lagt op til parttagning og alliancer, og det krævede ret hårdt og voksent arbejde af alle udenom at undlade at tage stilling. I dag er alle er enige om, at det er bedst at lade historien ligge, for det er ikke enighed, der har stedt tingene til hvile; det er enighed om uenighed og tid. Det til trods tager veninden med de lange arme stadig sagen op fra tid til anden og begynder at forsvare sin handling, mens hun fisker efter sympati. Når hun så kan mærke, at hun stadig ikke får medhold, bliver hun fornærmet og ’orker’ pludselig ikke at ’snakke om alt det igen.’
Det er mærkeligt, at vi somme tider vil have ret så meget mere, end vi vil have fred.
Også selvom det bare er i vores egen lille verden.
Det er – for det meste – et aldeles fremragende program
Jeg elsker Mads & Monoplet. I det omfang det har været muligt, har jeg stukket ørerne indenfor de fleste lørdag formiddage mange år tilbage. Jeg synes tit, at der kommer nogle ret gode pointer frem, når de forskellige deltagere diskuterer danskerne moralske kvababbelser, og jeg griner altid lidt af, at folk med usandsynligt specielle og specifikke dilemmaer tilsyneladende tror, at målskiverne for deres adfærdsmæssige vaklen ikke hører M&M.
(Eller også gør de og håber på, at problemet så løser sig selv.)
Men der er et par områder, hvor jeg synes, at der er en vis metaltræthed at spore hos medlemmerne af Monopolet. Måske har de bare diskuteret den samme sag for mange gange, og er derfor tilbøjelige til at gøre kort proces, men efterhånden begynder det at irritere mig lidt at veninder, der lider af venindejalousi altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget, og at koner, hvis mænd gerne vil starte hele familiens ferie – som har været på tegnebrættet i 1½ år – 2 dage senere, fordi de skal på druk med bowlingholdet, altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget.
Er det bare mig?
Jeg synes, at venindejalousi er noget besværligt klisterværk at blive rodet ind i, men jeg synes, at det er at gøre tingene lige simple nok, bare at vedtage, at det handler om at tage sig sammen. I den bedste af alle verdener undte vi alle hinanden alt, men de af os, der lever i virkeligheden, tror jeg da både har prøvet at være den, der var utro og den, der – uden helt at vide, hvordan det gik til – blev 3. hjulet. Det er nogenlunde lige træls. Jeg har siddet til fester med mine veninders veninder og tænkt ”Fuck, hun er sjov; hende gad jeg godt drikke kaffe med!”, og haft fornemmelsen af, at det er gensidigt – men ingen af os gør noget, for det var fællesveninden, der havde os hver især først. Og jo. Hun BLIVER sur, hvis vi hooker op. Uanset hvad hun siger.
Og jeg har også prøvet, at to, jeg kender, som ikke tidligere har snakket sammen, pludselig var pot og pande, hvilket har gjort mig både usikker og irriteret. Jeg ved ikke hvorfor. (Jo, jeg gør.) Måske fordi jeg er bange for, at to mennesker, hvis største fælles reference so far er mig, vil tale om mig #heleverdenhandlerommig, eller fortælle hinanden noget, jeg har fortalt dem hver især i fortrolighed? At de vil vælge hinanden frem for mig et sted ude i fremtiden? Og nej, gu er det da ej rimeligt, og ja, gu ville det da klæde mig at stole noget mere på mine veninder. Jeg siger ikke, at det er hverken pænt eller klædeligt. Jeg siger bare, at sådan er det.
Og den med konerne? Hvorfor er jeg den eneste, der synes, at konen har ret til at blive skidesur? (Dette svar vil være umiddelbart overførbart på spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg single?”) Jamen, helt ærligt? Jeg gider ikke forhold, hvor man forbyder hinanden noget, men det forudsætter jo altså en vis enighed i, hvad man finder rimeligt at trække ind i forholdet af vilkår. Det er ikke fordi, jeg synes, at konerne altid skal have ret. Slet ikke. Det er fint nok at diskutere. Jeg synes bare, at Monopol-folket med Hella Joof i spidsen, latterliggør kvinderne, uden at bruge tid på at overveje, om der kunne være en grund til, at bægeret flød over lige præcis nu. Og jeg synes faktisk, at Mads Steffensen er for god til at synke til det niveau, hvor han lader som om, han spiller Djævlens Advokat, men i virkeligheden bare lægger bolden til rette, så dagens dommere kan hamre den i nettet, så det synger.
Så det, jeg i *virkeligheden* bare gerne vil vide er: Hvornår ringer DR og spørger MIG, om jeg vil være med i Monopolet?
Top 5 over ting, vi mangler ”Nej tak” klistermærker til:
1. Mænd med lange negle. Nej. NEJ, blev der sagt. Heller ikke selvom du spiller dybfølt blues i et støvet øvelokale i en kælder i indre by 3 gang om ugen. Hvis Gud havde ment, at du skulle bruge dine negle til det, ville han ikke have besværet sig med at opfinde plektret.
2. På den støttende, no-disrespect-agtige måde: Urbant hipstersvensk. Det var i første kvartal, at vi brugte ord som ”nydning”, og satte ”-is” –endelse på alle navneord, m’kay?
3. Reklamen for Hotel Crown Plaza. Her er vi i den sjældne situation, at jeg fattes ord. (- men det føles som at drikke 2 liter fløde med øjnene.)
4. MacDonalds morgenmad. Fordi vi ikke er fede nok som nation, som det er? Hvorfor ER det, at vi ikke kan sortere lidt i de ideer, vi copy-paster fra Guds eget land, og nøjes med dem, der ikke gør os fede og får os skudt?
5. Bøger, der ikke er læst korrektur på. Hvor mange hænder har de været igennem, før de ryger i trykken, når de udgives på forlag? Kan man ikke tillade sig at forvente, at der er bare én i den fødekæde, der lige retter ”sku” til ”sgu” og trimmer for de værste, sproglige fuck-ups? Jamen, helt ærligt!? Jeg bliver simpelthen så irriteret over det, og der går ca. 24 sekunder før jeg begynder at betvivle indholdet, når der ikke er taget ordentlig hånd om sproget. (Burde faktisk være muligt at kræve pengene tilbage med henvisning til købeloven *surt-gammelt-røvhuls-smiley*)
Pas på, hvad du ønsker dig
Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min manglende nattesøvn.)
Der er langt ind til de områder i mit liv, som jeg skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.) (For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)
Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder noget for mig.
Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store armbevægelser.
Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste ende skaber tabere.
Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en voldsom lyst til at slå igen.
Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig, og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.
Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har i lang tid været kølige, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.
I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen, der fungerer, som jeg for både min og Antons skyld gerne vil bevare, og som jeg sætter pris på at have i vores liv.
Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud.
Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.
Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt. At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.
Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen, fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op for os, og den uforbeholdne undskyldning.
Jeg har haft ondt i maven over det siden.
Velkommen til www.selvmedlidenhed.com
Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når han blev 3 måneder.
Det blev det ikke.
”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”
Gæt igen.
”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring 10 måneder.”
Åh, jeg må le!
Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.
Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke til at sove hverken mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de timer, jeg ikke fik.
Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort øjeblik hoppede på den igen.
”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at sove!”
Go. Fuck. Yourself.
Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det, han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller ikke må.
Og så stikker han af. Hele. Tiden.
Og han er fandendansme hurtig.
Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.
På forhånd tak.