Jeg var til bryllup i lørdags. Det er altid de BEDSTE fester. Den her var et af dem, der blev holdt i en skov ved en sø, og som endte med, at alle, bruden inklusiv, dansede rundt i bare fødder i den årle morgenstund, mens vi highfivede og nærmest grædende af begejstring forsøgte at fatte det mirakel, at nogen engang i tidernes morgen har været så geniale at skrive ”Highway to hell”.
Vi burde holde nogle flere fester, synes jeg. ”Vi” being den menneskelige race. Alle burde unde sig selv muligheden at høre alle de pæne ting, familie, venner og bekendte har at sige om dem, og alle burde have mulighed for at sige det, uden at det får den underliggende klang af ”ja, i tilfælde af, at en af os dør i morgen”, som det har en tendens til at gøre, 30+. Det er rørende og smukt, og det er, som om alle relationer støves af, og igen glimter og funkler, som de gjorde, da de var nye.
Hey, fedt at det var festgryden du var faldet i, jeg var nemlig gået hen og blevet bekymret… Som ny læser (4 dage og ramt af ondt i hals/krop = meget sofatid) har jeg været tilbage til 2010 og hold nu op hvor jeg grinet, grædt, råbt HVAD det sagde/ gjorde de bare ikke! Og meget meget mere. Gennemgående er din kærlighed til Anton de sidste par år inspirerende (selv mor til 2 x drenge). Jeg vil afholde mig fra at komme med heppende og kække kommentarer. Jeg er bare glad for at du skriver. Og gode fester kan man ikke få for mange af!
Fester holder. Tømmermænd med et barn at forholde sig til? Not so much.
Jeg kunne ikke være mere enig!
Så fint sagt og lysende af den glæde, man har, når man har været til en rigtig god fest for og sammen med de bedste mennesker.
http://www.grevindenpaatredje.dk
Smukt fanget og formuleret.