Jeg kan mærke, at jeg for tiden er lidt mere stille, end jeg plejer at være. Ikke fordi der sker noget stort eller alvorligt, men efter at jeg er startet op på medicin, er det som om, jeg skal lære mig selv at kende helt forfra.
Det er ubetinget til det bedre, men verden er blevet et nyt sted, og jeg har pludselig redskaber, jeg ikke plejer at have adgang til. Jeg oplever dagligt at stå i situationer, hvor min default bare ikke stempler ind, og jeg først skal til at finde ud af, hvad jeg egentlig føler her.
Derudover kræver det faktisk også noget mental kapacitet at være den medicinale justeringsfase, hvor man hele tiden skal føøøøøhle efter indeni, og skal forsøge at skille ad, hvornår noget er medicin, der virker/ikke-virker, hvornår det er ens cyklus, der pludselig føles helt anderledes, fordi alt mulig udenomsstøj er filtreret væk, hvornår træthed er forventeligt osv. osv. osv.
Noget af det mest befriende er, at jeg pludselig helt krystalklart kan mærke, hvornår noget er mit, og hvornår jeg bare reagerer på at være tæt på en svær situation. Der er ret brugbart ift. mit arbejde, fordi jeg nu kan være afsted på opgaver, der er tunge og svære, og godt kan være påvirket af det, men hvor jeg samtidig også kan mærke, at det er sekundær sorg/vrede/frustration, der brager gennem mit system. Før vidste jeg det godt, sådan rent kognitivt, men det er væsentligt nemmere at blive færdig med og slippe igen, når det pludselig er så nemt også at *mærke*, at det ikke bor i mig.
Min evne til at prioritere og mærke, når der er noget, som jeg egentlig havde besluttet at gøre, men pludselig ikke har lyst til at alligevel, er også blevet væsentligt bedre. Jeg har altid været Forsvarende Dansk Mester i Lister & To-do’s, men det har også altid været et problem, at når først en opgave er på listen, så SKAL den løses, og selvom jeg godt med min hjerne kan forstå, at nogle opgaver er vigtigere end andre, så stempler kaospatruljen altid ind og sørger for, at alting FØLES lige vigtigt. Det kan jeg sortere i nu. Ikke hele tiden og ikke konsekvent – men vi har også i dag til tjek på Psyk. fået konstateret, at jeg er blevet forkert startet op på medicin; jeg får både for lidt og for sjældent.
Det var en lettelse at finde ud af, for de sidste uger har jeg kæmpet med, at jeg har kunne mærke, at meget er bedre – men ikke nok. Det er som at stå i et rum med 1000 radioer, hvor de alle sammen indtil nu har spillet lige højt. Nu er der blevet skruet lidt op for den ene, men de andre spiller og forstyrrer stadig. Det viser sig, at det behøver de ikke. Men pga. lægeskift, juleferie, forliste beskeder osv. er jeg bare kommet skævt i gang og ikke fulgt rigtigt op på. Det skulle meget gerne ændre sig over de næste to måneder, hvor jeg uge for uge bliver reguleret op, både i dosis og frekvens.
Helt grundlæggende er det bare en vild oplevelse at blive set og forstået. Rigtigt. Jeg kommer hele tiden til at græde, når jeg står hos de her læger og fagfolk, og de italesætter noget, sådan helt sidebemærkningsagtigt, og det 1:1 er sådan, det altid har været hos mig; der er bare aldrig nogen, der har bemærket eller anerkendt det. Som i dag, da jeg hele tiden kom til at afbryde overlægen, og blev ved med at undskylde, og til sidst desperat sagde: “Det er bare fordi, jeg så gerne vil prøve at forklare det” og hun bare nøgternt konstaterende svarede: “Du har jo også være tvunget til at lede efter forklaringer hele dit liv.”
Mig:
Så. Det går godt. Jeg er er her, og jeg går ingen steder. Men jeg er ved at omskrive alle mine manualer, og det kræver både tid, fokus og kræfter.
Egentlig havde jeg planlagt, at det var i dag, jeg ville skrive svar til de spørgsmål, jeg har fået omkring udredning, men det føltes pludselig som om, de sidste mange indlæg har været tema-opbundne, og jeg trænger lige til at skrive et helt almindeligt how-is-life indlæg for ikke at forsvinde helt.
Og altså. Det er jo ikke fordi, der sker en masse vildt på den store plade, men jeg synes, der sker lidt i det små.
Jeg er f.eks. startet op på det skriveforløb, jeg tilmeldte mig for nogle måneder siden. ‘Skriveskole’, som mine børn kalder det. De virker nærmest målløse over, at det er noget, jeg har tilmeldt mig frivilligt, men det er virkelig godt. Hver aften, når lopperne er smidt i seng, tænder jeg mit skrivelys, (som lyder meget fancy, men som bare er et helt almindeligt stearinlys) som en måde at markere for mig selv på, at nu ringer klokken ind, og så skriver jeg en halv times tid.
Skriveforløbets tema er årshjulet, og vi får nogle oplæg på mail, men ellers er det bare mig, der skriver til mig for min egen skyld. Det er ret vildt. Faktisk. Det er *super* uvant for mig at formulere noget, der bare er til mig selv, og som ikke har et konkret formål. Min optimerings- og formidlingshjerne lider alle verdens kvaler, men til gengæld har min lidt mere alternative side en fest, fordi jeg kan skrive præcis, hvad der falder mig ind, uden at frygte, at jeg fremstår fuldstændig bims. Temaet giver en opmærksomhed på naturen, og hver der sker derude, både på himlen, i jorden og i dyreriget, og jeg kan allerede mærke, at det giver en form for forankring, som føles virkelig godt.
Jeg er også startet op på medicin, og det er godt nok en gamechanger. Hvis jeg skal forsøge at forklare, hvordan det føles, så opdager jeg nu, at jeg altid har kørt på en motorvej uden midterstriber i stormvejr, hvor der går mennesker og dyr på kørebanen, og man hele tiden risikerer, at en papkasse blæser ud foran bilen. Nu er der bare fed, sort asfalt, autoværn og velfriserede marker så langt øjet rækker. Vi er der ikke helt endnu, dosismæssigt, men sikke dog en forskel allerede. Jeg har ingen af de bivirkninger, jeg ellers har læst meget om, ud over, at det – stadig – er svært for mig at sove. Og så er der en masse mentalt arbejde, der pludselig trænger sig på, fordi jeg både skal finde ud af, hvem jeg er under alt det, ADHD’en har vist sig at skabe, og tage mig selv i det, når jeg har en automatreaktion, som ikke længere udspringer af jagten på et dopamin-fix.
Fridas kurve er rimelig lodret lige nu, Antons skoleskift rykker tættere på med flere svære dage, og jeg skal være ærlig og sige, at det somme tider trækker tænder ud. Vi har så modsatrettede behov herhjemme, at det er svært at skabe et miljø, hvor alle får, hvad de har brug for, og kombinerer man det med søvnforstyrrelser galore, så giver det dage, hvor mor har lyst til at sende sig selv på kostskole i Schweiz.
Men det var derfor, Gud opfandt eskapisme, og ud over Chaplon-te, som er min nye besættelse, og som jeg høvler ned i litervis, så er jeg i gang med en bog, jeg har fået anbefalet, som er virkelig, virkelig god, nemlig ‘Defender’ af G.X. Todd. Vi er i Hunger Games/Walking Dead-genren, og jeg kan ikke finde den oversat i bogform, men det er engelsk på et niveau, hvor man sagtens kan være med, og den ligger, så vidt jeg kan se, som lydbog på Mofibo (ikke spons – jeg har ikke selv Mofibo).
På seriesiden har jeg slæbt mig igennem The Sinner 4, og jeg var fælt skuffet. JA, en rodet omgang med alt for meget forpint mimik, og en start så langsom, at jeg måtte sætte mig på hænderne for ikke at kradse huden af mit eget ansigt. Men pålidelige kilder siger, at den er skøn, hvis man er til slow burns, så om ikke andet er jeg igen blevet bekræftet i min mistanke om, at jeg nok mere er til benzin og flammekastere. Så jeg drikker te og tager nogle sider i min dystopiske bog, mens jeg tæller ned til The Last Of Us i stedet.
Inden jeg stryger ud i verden, vil jeg lige runde to ting:
Dels et heads up til de to, der i december sendte mig mails om ‘I spørger’-indlæg: Jeg har svaret jer begge, men ikke hørt mere fra jer. Alt godt, hvis det er fordi I har ombestemt jer – jeg ville bare lige sige, at jeg har skrevet tilbage, i tilfælde af, at jeg er røget i spam-filteret, og I tror, jeg spiller kostbar.
Og endelig bare et løfte om, at udredningsindlægget kommer på i næste uge. De 3 temaer, der er kommet spørgsmål til indtil nu er:
*Hvordan foregår en udredning, sådan helt lavpraktisk?
*Vi tror, vores barn er autist/har adhd, men barnet trives lige nu. Argumenter for/imod udredning?
*Kan en udredning fra det private bruges i det offentlige?
Hvis man skal have noget med, kan man stadig nå det. Så melder man bare ind i kommentarfeltet her eller sender en mail på blogsbjerg@gmail.com.
I dag nåede jeg endelig til det punkt, hvor jeg for første gang i meget lang tid kan puste ud og læne mig tilbage. Bare lige motinutter.
For i dag fik jeg, som den sidste perle på snoren, min ADHD-diagnose.
Fordi de smed min sidste tid væk 5 (og det var altså: f-e-m) gange, inden den endelig faldt på plads og kunne gennemføres, nåede Frida at overhale mig indenom; hun fik sin diagnose tirsdag i sidste uge, og det blev også en ADHD-diagnose til hende.
Som forventet viste Fridas test, at hovedet på ingen måde fejler noget hos hende. Udredningen består af både observationer, interviews og forskelige tests, og i den test-del, der omhandler visuel begavelse, scorer hun så højt, at det indikerer en IQ på 140. Det er ikke over hele linjen, hun ligger så højt, men det understøtter det, jeg selv har haft en fornemmelse af, nemlig at det er hendes begavelse der gør, at hun i skolen har overskud til at kompensere for de udfordringer, ADHD’en giver hende.
Så hvad nu?
Tja. Jeg skal have lavet en EKG og have taget nogle blodprøver, og når det er på plads, starter jeg op på medicin, hvilket jeg selv er meget spændt på. På den ene side hungrer jeg efter ro i hovedet og evnen til at give mig selv de pauser, jeg kan mærke, jeg har brug for. På den anden side er jeg nervøs for, om medicin retter min krøllede hjerne helt ud, for jeg er faktisk ok-glad for den, som den er.
Vi må se.
Men planen er at køre mig ind på medicin, og når jeg er nogenlunde stabil (jeg opfordrer til, at ingen holder vejret, mens vi venter), så laver vi en plan for Frida. Jeg er nødt til at have overskud til at kunne tage ordentligt vare på hende, ligemeget hvor vi starter ift. de tiltag, der skal hjælpe hende, og det har jeg ikke, hvis jeg selv kravler rundt på hele pladen.
Men trods alt er vi foran, for gennemsnitsalderen for en ADHD-diagnose for piger er 13 år, og hun er immervæk kun 7.
Samtidig trækker det op til, at Anton skal flyttes over i et andet skoletilbud i løbet af foråret. Der er også lige en del, der skal undersøges og planlægges i dén forbindelse, men i det mindste ved vi nu, hvad retning, vi skal i for os alle 3.
Det skal nok blive godt. Det er jeg faktisk ret overbevist om.
Men inden vi kaster os over næste etape, skal jeg lige have en pause, for at tvinge 3 udredninger ud af systemet på et år, føles lidt som en præstation, der burde udløse en pokal eller et lillebitte ridderkors.
For nu skal jeg lige fordøje, og kompasset skal justeres til den nye virkelighed.
Så tager vi hul på næste etape, når det nye år er skudt ind.
Jeg elsker lister – hvilket der vist ikke er nogen af jer, der har læst med herinde i mere end 10 minutter, der er i tvivl om.
Og måske er det pga. min tiltro og kærlighed til lister, som udspringer af, at de for mig er en meget effektiv måde at sørge for, at jeg når det, jeg gerne vil nå, at jeg somme tider kommer til at tro, at hvis noget én gang er vinget af en liste, konkret såvel som abstrakt, så er det et overstået kapitel.
Det er der jo i virkeligheden nærmest ingenting der er. Alt er cirkulært og i konstant bevægelse, og derfor er kommer gamle opgaver ofte tilbage i nye forklædninger.
Lige nu er jeg tilbage i et tema, jeg ellers har arbejdet ret meget med, og som jeg også har skrevet om før. Men når det for mig er et tilbagevendende tema, så er det formentlig også for nogle af jer, så derfor tænkte jeg, at der ikke sker noget ved at tage den igen.
For jeg oplever atter at have en lille håndfuld mennesker i mit liv, hvor relationen for mig er svær at afkode og matche, forstået på den måde, at jeg enten føler, at det er mig, der yder mest, eller hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg gør nok.
Det hører med til min historie, at jeg tiltrækker mennesker, der lever i kaos; formentlig fordi jeg er næsten hysterisk systematisk.
Det hører også med til min historie, at jeg trives i de menneskers selskab; formentlig fordi vi i bund og grund er skåret over samme læst, men har valgt at skrue op for de respektive modpoler i vores personligheder. Det giver noget skidespændende dynamik, men det giver også sammenstød og frustrationer, fordi man hurtigt bliver låst fast i de roller, som relationen lægger op til.
I et af mine mest trofaste sæt orakelkort, er der et kort, der hedder ‘Round and Round’.
Den symbolske betydning er, at man kan have en oplevelse af at gå i cirkler, men at man for hver runde man går, kommer et niveau højere op, og dermed får nye vinkler og perspektiver på velkendte problemstillinger.
Og det er faktisk det, jeg oplever lige nu. For jeg har et par mennesker omkring mig, hvor jeg begynder at føle mig en smule taget for givet. Jeg har også et par stykker, der har det ad helvede til, og hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg mandsopdækker nok.
Men det er pludselig gået op for mig, at nøglen til at afkode begge situationer er at lave en 1:1 spejling; at spørge mig selv, om de er lige så up to speed med mit liv, som jeg eller de forventer, at jeg er med deres.
Det lyder knusende simpelt – og det er det faktisk for en gang skyld også. For det bliver pludselig meget nemt at se, at hvis de ikke har den fjerneste ide om, at vi f.eks. står i udrednings-slutspurt til op over begge ører, så er det også både forståeligt og tilgiveligt, at jeg ikke har styr på alle detaljer i deres liv. Det er der intet som helst i vejen med, for ingen kan være alt for alle hele tiden. Det gør det bare nemmere at realitetschecke både deres og mine egne forventninger til alle involverede parter.
Venskaber er ikke excel-ark, og det hverken kan eller skal være 1:1. I noge perioder bærer man, i andre er man den, der bliver båret. Sådan skal det være, og det er både det smukke, det svære og det værdifulde ved venskaber.
Men når man, som jeg, somme tider farer lidt vild i at afkode oplevelsen af ikke at slå til, ikke at blive hørt eller af at være blevet lidt for selvfølgelig på servicefronten, så er det virkelig rart at finde en måde at vurdere situationen nogenlunde objektivt på, som ikke kræver 3 timers intensiv selvransagelse og et weekendophold på briksen hos Freud.
Jeg vil så gerne blogge, men tiden løber fra mig, og jeg halser efter og forsøger at holde alle bolde i luften. I går fandt jeg ud af, at jeg for 14 dage siden glemte en skole/hjem-samtale. Det er første gang, jeg har prøvet dét. Og jeg havde glemt den SÅ meget, at jeg ikke engang vidste, jeg havde glemt den, før en lærer i anden sammenhæng kommenterede på mit fravær.
Noget af travlheden er positiv. Jeg har rygende travlt i mit lille firma, og da december ellers traditionelt godt kan være lidt sparsomt belagt – og januar ligeså – er det en kæmpe lettelse, at det hele ikke går i stå. Samtidig bliver jeg brugt som sparringspartner på nogle ret gode tiltag i branchen, og den slags synes jeg altid er fedt.
Men noget af den kunne jeg virkelig, virkelig godt undvære.
For eksempel er det er nu lykkedes psyk. at fucke min sidste samtale op 3 gange. Jeg får ‘husk din aftale’-sms’er med datoer og tidspunkter, hvor jeg ikke har tider, og når jeg ringer derud, så er de tider, jeg *har* fået (og er blevet indkaldt til i e-boks) forsvundet, og ingen ved hvorhen. I sidste uge måtte jeg ringe derud 4 gange – og det skal siges, at jeg hver gang får oprigtige, uforbeholdne undskyldninger, og ‘det var da helt utroligt, så meget kludder, der er gået i din sag’ – og det til trods fik jeg i går et ‘du udeblev fra din samtale’-brev med beskeden om at kontakte dem asap, da min sag ellers ville blive afsluttet uden yderligere opfølgning.
Jeg kan ikke engang grine af det mere. Jeg vil bare have konklusionen, have lagt en eventuel plan for medicinering, og så ellers bare ud af det system så hurtigt som overhovedet muligt.
Samtidig er der også pludselig meget, der slet ikke fungerer med Anton ift. skolen. Jeg synes ellers, at vi har haft et godt samarbejde det sidste års tid, men vi er tilbage ved, at det sejler, at Anton er presset og at ingen rigtigt forholder sig til det eller inddrager mig. Hver gang det smuldrer, skal jeg have rustningen fundet frem igen, bruge tid på at rydde op og skabe overblik igenigenigenigenigen og samtidig skal jeg aktivt minde mig selv om, at Anton stadig bare er min allerbedste Anton, og at man sagtens kan leve et fint og rigt liv, selvom det ikke ligner det, de andre fra klassen har kurs imod.
Nogle dage er det nemt at huske. Andre dage har jeg bare lyst til at græde.
Så hvis I synes, her er lidt stille for tiden, så er det ikke jer; det er mig.
Jeg stikker hovedet ud i det omfang, det er muligt, og for at slutte på en high note, får I lige et løfte om en nisseliste på det kommende M2022-indlæg og 3 forslag til, hvad man kan lave, hvis man render og keder sig her i december:
*Lytte til podcasten “If books could kill”
(Ligger på alle de gratis platforme).
Michael Hobbes fra The Maintenance Phase har lavet den her podcast sammen med en kammerat, hvor de gennemgår popsmarte selvhjælpsbøger, der hævder alt muligt u-underbygget (f.eks. at det tager 30 dage at skabe en ny vane).
Både The Maintenance Phase og If Books Could Kill er podcasts, som jeg synes, man sådan helt overordnet bliver klogere af at lytte til. Begge tager afsæt i bestemte emner, men de er solide, bidende, sjove og tankevækkende indspark til den måde, vi generelt er i verden på. De er gode ift. at tænke over at være kildekritisk og ift. egne, privilegieblinde pletter.
Det slog mig forleden, at det er længe siden, at vi har haft et stille og roligt ‘hvordan går det egentlig?’-hverdagsindlæg. Good news: Det kommer her.
Jeg er stadig ramt af den tilstand, der for mig opstod under corona, som jeg efterhånden begynder at mistænke er permanent. Det er fornemmelsen af ‘Kan det snart betale sig?’, som jeg ellers kun kender fra ugerne op til ferier og barsler. Den der afventende, lidt skulderbørstende relax-but-brace-for-impact, som vel egentlig bare er et forsøg på at disponere kræfterne rigtigt, fordi covid var én lang omstilling, som konstant dispenserede hverdagen og de daglige rutiner.
Sådan har jeg det stadig. Ikke at jeg sjusker mig igennem dagene. Snarere tværtimod. Men jeg kæmper med sådan en underlæggende følelse af vantro over, at jeg hele tiden skal være på forkant med en hverdag, der ser ud til at blive ved med at komme rullende. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg får det forklaret godt nok, men det giver mig en mild distance til alt, som er underlig at gå rundt i verden med.
Men bortset fra det, så går det sgu ret godt. Faktisk. Vi har just pakket de sidste græskar væk, og halloween bliver sjovere og sjovere her, hvor vi bor. Jeg ELSKER, at alle gør så meget ud af det, og at rasleriet er blevet en fælles begivenhed, hvor børn jerner rundt i tusmørket og forældre trisser bagefter og småsnakker, mens ungerne hviner og hyler over afhuggede dukkehoveder, spindelvæv og ringklokker, der angriber.
Næste træk på festpladen er Antons fødselsdag, som rammer om halvanden uge. Der er skruet lidt ned for gaverne i år, fordi han får en computer i julegave, men han får stadig lov at være dagens mand i skysovs, og jeg begriber ikke, at det er 12 år siden, han meldte sin ankomst i en bidende kold november, hvor sneen væltede ud ad himlen, og frosten var tocifret.
På jobfronten begynder jeg efterhånden at have opbygget en form for rutine. Jeg har fundet min rytme ift. fakturering, indhentning af betalingstilsagn og logning af kørsel, jeg er ved at have sjusset mig ind på, hvornår jeg har brug for revisoren, og der er lavet udkast til de beskedne afdragsordninger, jeg skal have sat i værk på den anden side af nytår, så kassekreditten og budgetkontoen kan komme tilbage i sort. Jeg begynder så småt at vænne mig til at arbejde uden faste kolleger, men har til gengæld gjort en aktiv indsats for at udbygge det nære, faglige netværk ved at lave konkrete aftaler med tidligere gode kolleger om at ringe sammen, når vi alligevel bare ruller rundt på det danske vejnet.
Det offentlige fylder lidt meget for tiden, af flere forskellige grunde. Dels nærmer vi os tidspunktet for min endelige udredning (hvor de, for gammelt venskabs skyld havde glemt at sende en indkaldelse til en undersøgelse, som jeg så først blev opmærksom på, da de sendte en ‘vi er desværre nødt til at ændre din tid’-mail. For real: Hvor svært kan det være?) og dels har jeg nu afmeldt mig jobcentret, og kan dermed vriste mig fri af krav om 2 ugentlige ansøgninger, påtvungne jobs, man SKAL søge, samt diverse møder, som man her i byen bliver indkaldt til hver 2./3. uge og som ikke kan flyttes online – hvilket er virkelig irriterende, når man forsøger at løbe en virksomhed som min i gang.
I det hele taget skal jeg gøre en aktiv indsats for ikke at selvantænde af raseri over det system. (Og undskyld til de af jer, der arbejder i det, og faktisk bare gerne vil have lov at gå på arbejde, og som gør det så godt, I kan, under de betingelser, I er underlagt.) For jeg kommer aldrig til at forstå, hvor meget man aktivt modarbejder et menneske som mig, der virkelig, virkelig bare gerne vil forsørge mig selv og mine børn. Jeg KAN ikke forstå, at man ikke kan få 3-4 måneders frit lejde, og betragtes som en ressource, som jobcenter og a-kasse kan trække på, i stedet for at blive mødt af trusler og mistillid, hver eneste gang, man interagerer med dem. Tænk hvis man i stedet for job-logging og tvungen deltagelse i jobcafeer og jobdating, hvor fremmøde tjekkes med en nidkærhed, der ville få indtjek efter uledsaget udgang i åbne fængsler til at virke lemfældige, blev brugt som et aktiv; hvis man i stedet for at blive betragtet som en byrde, blev opfattet som én, der sad inde med frisk, værdifuld viden, der kunne gøres tilgængelig for andre ledige, der gerne ville starte virksomhed, være selvstændige eller gik rundt med en iværksætter i maven. Tænk, hvis man støttede op om dannelsen af netværk og sparring, nye virksomheder imellem. Den langsigtede værdi i dét, både menneskeligt og samfundsøkonomisk, MÅ overstige det, man får ud af at svinge pisken og behandle alle ens.
Og bare lige for at komme den i forkøbet: Supplerende dagpenge er ikke en badeferie, finansieret af staten. Dagpenge er, skåret ind til benet, en forsikring, hvor adgangen til de midler, man selv har betalt ind, bare kommer med et ualmindelig træls design.
Jeg har forsøgt at finde præcise tal, men det er (af årsager som er fint beskrevet her og her) ikke muligt. Men. Meget overforsimplet ser regnestykket sådan her ud:
Dagpengesystemet finansieres for 2/3 vedkommende af medlemmerne af a-kasserne.
Det betyder, at jeg, ud af de ca. 40.000 før skat, jeg har fået i dagpenge, siden jeg startede, selv har indbetalt 26.500, og dermed har jeg fået 13.500 kr. foræret. Før skat.
Jeg har været medlem af HK’s a-kasse siden jeg var 18. Det er 28 år, hvilket betyder, at jeg har indbetalt et beløb, der i dag er 500 kr. pr. måned i 336 måneder. Man kan ikke gange de to tal, fordi inflation, konjunkturer und so weiter, men hvis man er frisk og gør det alligevel, så giver det 168.000 kr., alene i kontingent. Dertil kommer den del, jeg har betalt over skatten.
Og så har vi slet ikke snakket om, at de 15.000 kr. ud af de 40 bare ryger direkte tilbage i statskassen som skat, sammen med skatten af de timer, jeg har tolket mens jeg har fået dagpenge.
Det kunne være fint, hvis det lige udløste 20 sekunders ro.
Nu fik jeg hidset mig selv op alligevel.
Men forhåbentlig er det sidste runde i dén manege, og da jeg samtidig også er ved at kigge på, om ikke det giver mest mening at framelde boligstøtte og fripladstilskud fra årsskiftet, er håbet, at jeg i 2023 kun sidder tilbage med mit enlige forsørger-tilskud/fradrag, som kun kræver, at jeg én gang om året underskriver på tro og love, at jeg stadig er enlig forsøger og ignorerer det brev, der i sleske vendinger tilbyder mig en ‘afklarende samtale’ fordi det kan være så ‘svært at vide, om man faktisk *er* enlig forsøger’…
Nå, men lad os slutte på en glad note, som er, at jeg har købt første modul af et skrivekursus, som jeg glæder mig helt vildt til at deltage på. Det er et forløb, der tager udgangspunkt i årshjulet, og jeg er allerede helt forelsket i det univers, der er skabt omkring forløbet.
Jeg er simpelthen så glad for, at begivenheder som fuldmånevandringen, retreatet, jeg var på, og skrivekurset her har fundet vej til mig, for jeg ELSKER at åbne døren ind til alt det, som man i hverdagens skynding glemmer, bare ligger og venter på at blive fundet.
Jeg kan i de lokale fb-grupper se, at der igen i år er mødre, der forsøger at insistere på, at man også sagtens kan trick or treat’e dagene op til halloween, når man lige synes det passer.
Argumenterne er hver gang, at børnene enten er små, eller at man har sent fri fra arbejde.
Men nu er jeg den, der siger det højt, og jeg siger det med både kærlighed og girafsprog, Hella-Joof-Style:
For de lukkede halloweenfester kan du smide præcis, hvor det passer bedst, ligesom du må rykke helligdagene ligeså tosset, du vil. Du må holde juleaften d. 4. december, Mortensaften d. 2. juli og nytår d. 19. januar. Så længe (og nu bliver det vigtigt), at du gør det hjemme ved dig selv eller i en lukket gruppe.
Når du insisterer på, at dine børn må gå rundt og ringe på hos fremmede mennesker, tvinger du en masse mennesker, der ikke skylder hverken dig eller dine børn noget, til at stille op, fordi det passer *dig*.
Jeg ved godt, at det er strengt, og at der helt sikkert er nogen, der bliver sure på mig nu. Men tænkt det lige igennem: Ved at sende dem ud, vil der være mange steder, hvor dine børn – i en situation, hvor de i forvejen gør noget, der er grænseoverskridende for de fleste børn, nemlig at ringe på fremmede døre – bliver mødt med en afvisning, eller et lunkent ‘øh hvad? Nåmn, ok, så finder jeg lige en karamel’.
Og vi ved alle sammen godt, at børnene SAGTENS kan mærke, at det er en høflighedskaramel, de får i kurven.
Du lægger dit problem i skødet på fremmede mennesker, og lader det være *dem* der enten skal være bussemænd eller stille op til din dagsorden.
Samtidig smadrer du den uskrevne regel om, at de huse, hvor der er pyntet op, er med på løjerne. For dem, der går op i halloween, har pyntet længe inden d. 31., ligesom man også pynter til jul inden d. 24. Vi har pyntet, og her er alle børn, uanset alder, udklædning, neuro-status MERE end velkomne – d. 31. Og kun d. 31.
“Men Linda. Stop nu med at gøre det til et problem! Der sker sgu da ikke noget ved, at de kommer og ringer på i dagene op til!”
Nej. Det gør der ikke. Ligesom der heller ikke sker noget ved, at facerne stopper dig på strøget i din frokostpause, eller at Gallup ringer og vil have din årsindkomst, politiske observans og dit syn på søpindsvinets udvikling over de sidste 50 år mandag aften kl. 18.
Ingen dør eller kommer til skade ved det. Men derfor vil rigtig mange nok alligevel gerne være fri.
Jeg vil gerne medgive, at fejring af halloween stadig er relativ nyt, og at vi derfor alle sammen lige har skulle finde vores fødder i det. Men det har vi gjort nu, så nu trækker vi en streg i sandet og siger, at vi hjælper hinanden med at sørge for, at spookyseason bliver ved med at være både sjov og (u)hyggelig.
Tak for alle jeres fine og gode spørgsmål, både her, over msn og i inboxen. Jeg ved ikke, om der er flere på vej, men der er kommet rigeligt til et solidt ferieindlæg, så nu tager vi hul på det.
Skulle der lande flere brevduer i karmen, vurderer jeg, om det giver mening at svare i kommentarfeltet, eller om jeg skal samle det i et indlæg mere, men for nu vil jeg bare opfordre til, at man henter en stor kop kaffe og sætter sig godt til rette, for det blev langt.
God læselyst:)
1/14.Dater du?
Det her er en af dem, jeg er super privat med. Ikke bare her på bloggen, men også ude i privatlivet. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, men sådan har det bare altid været.
Jeg har downloadet Tinder et par gange de sidste par år, men for at være ærlig går jeg altid lidt død i det, og specielt her i Esbjerg, hvor alle mænd altid er nogens storebror eller ekskæreste.
Lige nu oplever jeg også, at jeg er et sted, hvor jeg og mine jævnaldrende mænd ikke helt vil det samme. Jeg vil ikke have flere børn, og jeg vil ikke bo med en kæreste. Ikke nu, ikke senere. “Det ved du jo ikke på forhånd, Linda”. Jo. Det gør jeg. Ligesom nogle kvinder ved, at de ikke vil have børn, så ved jeg, ved-ved jeg, at jeg ikke vil bo med en kæreste.
Det gør tingene lidt komplicerede, for dem, jeg løber på lige nu, vil enten gerne have hele pakken, og det kan jeg ikke give dem, eller også har den den i forvejen, og jeg er blevet for gammel til at dele. (Og *særligt* hernede, hvor der er så mange fælles berøringsflader, at hemmeligheder i realiteten ikke findes).
I lang tid troede jeg også, at den mand, jeg på sigt ville finde, ikke skulle have børn, fordi jeg ikke rigtigt kan overskue at forholde mig til flere af slagsen, men den er jeg gået kontra på. Skilsmisserne har ramt omgangskredsen, og der er kommet nye kærester til, og det får mig til at tænke, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan være sammen med én, der ikke i sjælen forstår, hvad det vil sige at have børn.
Så det korte svar er, at jeg ikke takker nej til dem, der måtte stå på min vej, men jeg er ikke aktivt opsøgende.
2/14. Hvad nægtede du at tolke, og hvad er det mest vanvittige, du har oplevet som tolk?
Altså, mit job sætter mig jo i ret mange, meget forskellige situationer, og det er noget af det, jeg elsker allerhøjest ved det. Meget af det kan jeg pga. tavshedspligt ikke fortælle om, men noget af det, der står ud, er f.eks. de koncerter, jeg har tolket; særlig dem for børn. Det har virkelig været fine oplevelser.
Derudover er det også svært at glemme dengang jeg skulle tolke en teoriprøve og motorsagkyndig bad mig stille mig *bag* ved lærredet, så “du ikke kan hjælpe eleven”…
Eller dengang jeg tolkede en julefrokost og en af deltagerne sidst på aftenen spurgte mig, om ikke jeg ville med op på hotelværelset en time.
Ift. hvad jeg nægtede at tolke var det faktisk en helt almindelig samtalesituation (dvs. ikke noget, der involverede myndigheder eller politi), hvor samtalen tog en drejning og indholdet blev pædofilt og meget grafisk. Det blev så ubehagelig, at jeg fysisk var ude af stand til at blive siddende.
Jeg fulgte reglerne ift. at orientere arbejdsgiver osv. bagefter, og det var faktisk en situation, jeg efterfølgende brugte lang tid på at bearbejde og også bad om faglig sparring med min nærmeste leder omkring. Normalt er jeg belagt med teflon, når jeg tolker, fordi det skaber en form for distance at oversætte, hvilket betyder, at jeg kan tolke virkelig svære og tunge ting, og stadig forblive professionel i situationen, for så at bearbejde på bagkant. Det kunne jeg ikke her, og alene det var, set i et fagligt perspektiv, ret interessant.
3/14. Hvordan håndterer du truslen om atomkrig? Og hvor tit læser du nyheder?
Begge disse spørgsmål har fået mig til at tænke over, at jeg tror, det er et par af de områder, hvor jeg er påvirket af den måske-ADHD, jeg er under udredning for. For jeg læser nyheder *virkelig* tit. Et bud vil være, at det er mellem 20 og 30 gange på en dag. Men jeg psykopat-scroller også, så snart jeg sidder stille. Når jeg om aftenen streamer Netflix, har jeg samtidigt minimum 5 vinduer åbne på Mac’en, jeg hopper frem og tilbage imellem; jeg junker nyheder og tjekker elforbrug, og jeg har samtaler kørende på samtlige sociale platforme. (Hvilket nok forklarer, hvorfor jeg kan se The Walking Dead for 3. gang og stadig blive overrasket over handlingen).
Og der er også noget med min måde at forholde mig til trusler på, som er lidt .. skævt. Jeg har svært ved at tage ting alvorligt, og der går ofte lang tid, når noget begynder at køre af sporet, før jeg kan tage alvoren ind. Det betyder, at jeg er suveræn i kriser, for jeg er for upåvirket af tingene til at gå i panik. Men det betyder også, at jeg somme tider først opdager, at noget faktisk er alvorligt, når alle andre for længst har indset det.
Derfor er truslen om atomkrig for mig for uvirkelig til, at jeg kan forholde mig til den, selvom jeg intellektuelt godt ved, at jeg burde.
4/14. Århus vs. Esbjerg. Hvordan er dit forhold til Esbjerg i dag?
Jeg tror, at mennesker, der er taget ud, uanset om det er til andre byer eller ud i verden, for evigt vil være forbandet af fornemmelsen af, at man ikke rigtigt har hjemme, hvor man er. Jeg savner stadig Aarhus, så det synger i knoglerne, men jeg kan også mærke mine rødder på en måde, som er god, her i Esbjerg.
Jeg vil for altid savne anonymiteten, jeg havde i Aarhus, og det åbne himmelrum, der giver plads til store tanker og forandring. Jeg savner også stadig de mennesker, jeg har siddende deroppe, noget så forfærdeligt.
Men samtidig elsker jeg, at vi er tæt på familien. Jeg elsker Vesterhavet, den rå, kompromisløse natur, og også den lidt introverte vibe, der hersker hernede. Og de mange, gratis parkeringspladser! Og – selvfølgelig – de gode mennesker, jeg har lært at kende.
Jeg ville ønske, at der var mere vilje til at favne nye ting, og at der var mere frihed til at være det menneske, man er, i stedet for for altid at have sin historie og gamle relationer med på slæb, og jeg ville ønske, at det var nemmere at få lov blive lukket ind.
Men i det store og hele sidder jeg med en fornemmelse af, at det giver mening at være, hvor jeg er for nu, og det må være det, der tæller.
5/14. Skriver du flere bøger?
Altså, jeg gad godt. Men jeg tror måske, at bloggen mere er mit format? For det, jeg synes, jeg kan bringe til bordet, er en spejling af de små hverdagsbetragtninger og refleksioner, som vi alle sammen går og gør os, og jeg er ikke sikker på, at det vil give mening i bogformat.
Men. Man skal aldrig sige aldrig, og måske former livet sig på en måde, så det ville give mening at forsøge mig med endnu en bog.
6/14. Hvordan får du energien til at lave, undersøge og skrive alt du gør ?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det er ADHD. Det er ikke særlig sexet, men jeg tror, at det er sådan, det forholder sig. Jeg sover ikke særlig meget, og min hjerne står aldrig stille. Det er faktisk en af grundene til, at jeg gerne vil udredes, og også meget gerne vil prøve medicin, hvis det viser sig, at jeg har ret i min antagelse. For jeg er ude af stand til at give mig selv de pauser, jeg godt, sådan lidt abstrakt, kan mærke, at jeg har brug for. Jeg har kun tomgang og 5. gear, og det er somme tider meget opslidende.
Når det er sagt, så elsker jeg at undersøge, finde ud af ting og formidle. Og så har jeg også den uproportionalt stærke retfærdighedssans, som mange neurodivergente mennesker har, som betyder, at jeg ikke kan lade det ligge, hvis jeg synes at nogen (Norlys, jeg kigger på jer) opfører sig åndssvagt.
De ting i kombination gør, at jeg hele tiden har tentaklerne ude og i alting, og det giver mig ro i hovedet at sætte mig ved tastaturet og skrive tingene ned, ganske enkelt fordi det kræver, at jeg sorterer mine tanker, hvilket får det brølende inferno i mit hovede til at dæmpe sig en smule.
7/14. Kommentarer – hvordan er det for dig, at nogle kommenterer fast, mens andre kommenterer mere sporadisk?
Jamen, begge dele fungerer, fordi I for mig er en slags pejlemærker; fordi jeg efterhånden “kender” så mange af jer, kan jeg ud fra jeres kommentarer og reaktioner vurdere, om jeg har fået formidlet det, jeg egentlig ville sige.
Jeg elsker, at I hver især siger noget, når I har noget på hjerte. Det behøver ikke være dybt eller detaljeret, men bare det, at der altid er substans i jeres kommentarer, gør det nemmere for mig at svare på dem, og det gør kommentarfeltet til et sted, hvor det også giver mening for andre at komme.
Hvis det kun var de faste, der kommenterede, ville det være svært at komme til som ny. Men samtidig er veteranerne med til at skabe en grundstemning, som er ret vigtig, fordi den giver mig mere frihed og albuerum, når jeg skriver, fordi andre kan se, at i på en eller anden måde siger god for mig. Det betyder noget på et skrevet medie, hvor misforståelser meget nemt sker, hvis nye læsere eller følgere kigger ind, ser en sætning, der isoleret ser lidt vild ud, og så fortolker afsenderens intentioner på baggrund af dét.
Jeg synes ikke, at jeg oplever, at jeg må gentage pointer og det er sjældent, jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at den, der kommenterer, ikke er up to speed, så for mig betyder det ikke så meget, om I pipper ofte eller sjældent. Så længe der er lidt liv i kommentarfeltet, er jeg glad og tilfreds.
8/14.Hvordan finder du modet til at skrive om mennesker i dit netværk?
Jeg har for år tilbage etableret et overbegreb, jeg kalder for ‘omgangskredsen’. Det er en lille smule misvisende, for det lyder som om, det består af mennesker, jeg ser privat og det er ikke altid tilfældet. Somme tider er det veninders veninder. Somme tider er det arbejdsmæssige relationer. Ofte forskyder jeg i tid, eller ændrer på nogle detaljer, som gør, at selve problemstillingen består, men at dem, jeg egentlig skriver om, ikke vil kunne genkende sig selv i det skrevne.
Jeg har for længst lært, at nærmest uanset, hvem jeg skriver om, så finder mine indlæg frem til de personer, og derfor er jeg meget omhyggelig med at formulere mig på en måde, som jeg kan stå ved, hvis de konfronterer mig, enten i indbakken eller IRL.
Jeg er også SUPER stram med, at man ikke må være bange for at fortælle mig ting eller være sårbar, fordi man er bange for at ende på bloggen. Jeg ville ønske, jeg kunne prale af, at jeg bare instinktivt vidste, at det var det rigtige at gøre, men faktisk er det en lektie, jeg har lært, fordi andre bloggerkolleger gjorde det ved mig. Derfor ved jeg, hvor ubehageligt det er at være reduceret til content, og derfor gør jeg mig utrolig umage for, at andre ikke skal have den oplevelse med/hos mig.
9/14.Har du nogensinde haft en kæreste du havde lyst til at få børn med?
Ja – og ironisk nok var det faktisk ham, der fik mig til at beslutte, at jeg ville prøve at få børn alene.
Han havde et barn fra et tidligere forhold, og det var ikke fordi, det var en specielt grim skilsmisse, eller fordi han og ekskonen var voldsomt uenige om opdragelsen. Men for mig var det en øjenåbner ift. *hvor* bøvlet det kan være at have et barn med én, man ikke længere er sammen med. Alle de små hverdagsuenigheder, logistikken, stavnsbindingen til et bestemt geografisk område – og det lavpraktisk faktum, at man skal samarbejde med et menneske, som man med stor sandsynlighed ikke længere har varme og lyserøde følelser omkring.
Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der får det til at fungere, men fordi jeg var i starten af 30’erne, da jeg var sammen med ham, var det også bare ret nemt at se, at jeg med en kommende kæreste ville være nødt til at begynde at tænke på børn, inden vi havde haft mulighed for at trykprøve forholdet. Der findes solstrålehistorier, men jo dårligere man kender hinanden, jo større er risikoen for, at der dukker holdninger og adfærd op under pres, som man slet ikke er enig i eller kompatibel med.
Derfor blev konklusionen for mig, at det gav mest mening at få børnene alene, og så eventuel koble en kæreste på senere. På den måde ville jeg stadig være herre i eget hus, og jeg ville ikke skulle bruge mit liv på at samarbejde med et menneske, der på daglig basis gav anledning til at google ‘lejemorder pris’.
10/14.Ved du, at der findes en tjeneste, der hedder Playpilot, hvor man kan se, hvor serier kan streames?
Det anede jeg ikke, men super brugbar info – tak! Jeg har skrevet det øverst på siden med serieanbefalinger, så man fremover kan tjekke, hvor serien kan streames, hvis man på listen finder noget, der frister.
11/14.Udfordringer med børnenes madvaner – opfølgning
Jeg tror, at det her – stadig – er den største stressfaktor for mig i mit forældreskab. For det er stadig ligeså bøvlet, som det var, da jeg skrev om det her.
Jeg synes stadig ikke, at jeg har fundet en god løsning, hverken til at tackle det eller ift. hvordan man italesætter det.
Dog er der den lille tilføjelse, at jeg, siden jeg skrev ovennævnte indlæg, er blevet bekendt med, at neurodivergente børn og mad generelt er noget bøvl. Som ekstra nedtursbonus er det nærmest umuligt at rykke ved, fordi de sædvanlige strategier ift. at give børn mod på at prøve nye typer af mad ikke virker, ganske enkelt fordi det for de her børn ikke har at gøre med smagsløg og tilvænning, men med uproportionelle neuro-stimuli. At diktere hvad de må spise, svarer til at vi andre blev pålagt at gå i nylon-tøj og sove i dyner lavet af plastikposer.
Den viden løser ikke det konkrete problem, men den giver i det mindste lidt mere forståelse og en kontekst at arbejde ud fra.
12/14.Har du fundet plads til sorgen over din veninde Lenes død, og har du stadig kontakt til hendes familie?
Jeg har de sidste år tænkt meget over, at Lenes død har sat dybe spor i mig på måder, jeg ikke dengang havde forestillet mig.
For sorgen var tung og voldsom og virkelig. Den bærer jeg med mig. Men Lenes død har også for evigt smadret min tiltro til kroppens uovervindelighed; både min egen og andres. Jeg har fået tordnende dødsangst, og det er .. opslidende i mangel af et bedre ord.
Lene mangler stadig. Så sent som i går lavede Facebook et bagholdsangreb på mig med et mindeopslag fra et job, Lene og jeg var på sammen. Og jeg ville så gerne have fulgtes med hende endnu, for hun var et klogt og et fint menneske, og vi blev begge to bedre af at kende hinanden.
Sorgen har fundet en form for leje, synes jeg, og hendes mand og jeg har stadig kontakt – primært over SoMe, dog. Men der har taget mig lang tid at forstå, at det her har været et reelt traume. At det har været noget, der har haft så voldsomt et impact på mig, at det har ændret min måde at være i verden på.
13/14.Hvordan støtter man bedst en veninde, der overvejer at få et barn alene? (Specielt når man selv har børn i en 7/7-ordning?)
Det her er et virkelig fint og respektfuldt spørgsmål, og jeg vil gerne prøve at videregive min egen erfaring.
Jeg oplevede det som irriterende, når jeg blev afkrævet svar, som mine parforholdsveninder ikke var blevet bedt om at forholde sig til. F.eks. “Hvordan vil du få økonomien til at hænge sammen?” “Hvad vil du gøre, hvis du dør?” “Hvordan vil du tackle det ift. dine skæve arbejdstider?” osv. osv.
I dag, hvor jeg *har* mine børn, kan jeg godt forstå, hvor mine veninder, der dengang allerede havde børn, kom fra. For når man står med lopper i hånden, bliver livet på mange måder meget simpelt ift., at der er nogle lavpraktiske ting, der SKAL hænge sammen.
Men dengang blev jeg VILDT provokeret af det, fordi det fik mig til at føle mig som et barn, der havde præsenteret mine forældre for en helt urealistisk fremtidsplan. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så påvirker det samtalen, at den, der overvejer børn alene, ofte er én af de sidste i omgangskredsen, der ikke har børn, OG som er single. Det giver to områder, hvor man er bagud på erfaringspoint, og derfor bliver det, som spørgeren her selv nævner i sin besked på MSN, meget, meget sårbart.
Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror, at et mindset, det kan hjælpe at have, når man går ind i den her samtale, er at forestille sig, at man står overfor et menneske, der har samme uddannelse, som man selv har, men som er arbejdsløs, mens man selv har et job. Her ville man aldrig, når veninden viste én et jobopslag, melde ind med “Hvordan har du tænkt dig at komme frem og tilbage?’ Eller ‘Hvad hvis du ikke bliver ansat?’ Derimod ville man heppe og støtte op og tilbyde sin hjælp, og jeg tror egentlig, at man ville nå langt, hvis man gjorde det samme her. F.eks. at sige:
“Ej, det kan jeg simpelthen så godt forstå, at du overvejer. Hvad fylder lige nu?”, “Er det noget i alt det her, der skræmmer dig?” eller “Kan jeg gøre noget? Eller er der noget, du gerne vil have, jeg *ikke* gør?”
Det ville jeg selv have oplevet som støttende, fordi det illustrerer en vigtig forståelse af, at det at få børn alene er så forskelligt fra at få børn i et parforhold, at det næsten ikke giver mening at sammenligne.
Og så tror jeg, at jeg forsigtigt ville foreslå, at veninden fandt én, der havde gjort det selv, som hun kunne snakke med. Min inbox er altid åben, og jeg vil meget gerne hjælpe ift. afklaring og praktiske spørgsmål, hvis jeg kan, så send hende/dem bare i min retning.
14/14. Hvorfor er du så awesome?
Jeg har lige modtaget et personligt horoskop, jeg fik lagt af Caritas Astrologi, og det viser sig, at meget lidt af det er min egen fortjeneste:)
Oppe, ude og i gang igen på andendagen efter retreatet.
Det var simpelthen så skønt. Masser af natur, masser af gode øvelser, hjernefoder og lækker mad, lavet og serveret 5 gange om dagen. Jeg havde på forhånd stresset over telefon-fatwaen, men 24 sekunder efter ankomst, havde jeg nærmest glemt, at jeg havde en. Jeg savnede den ikke så meget som ét sekund, og det var en lettelse ikke at skulle forholde sig til alt muligt, vigtigt såvel som irrelevant, hvert andet minut.
Selv koffeinhovedpinen holdt sig på måtten indtil søndag, hvor jeg så til gengæld godt kunne mærke den.
Jeg er stadig ved at fordøje indtryk, og kan mærke, at jeg også har brug for at vende nogle af de tanker, jeg gjorde mig undervejs. Det føles som om, der virkelig er noget substans i det, der er blevet hældt på maskinen i denne omgang; som om der i det hele var mening og formål, og det er virkelig fedt.
Vi var 4 kursister i alt og skulle mødes i et sommerhus i Nymindegab fredag. Da vi ankom, stod døren åben, og der duftede svagt af æteriske olier – og lige som jeg kørte ind på p-pladsen, brød solen frem mellem skyerne. Det er svært at forestille sig en bedre start.
Herfra var der meditation, deling, gåture, øvelser, mere deling og – for mit vedkommende – en masse skriblerier undervejs. Det er så længe siden, jeg har haft mulighed for at følge mine tanketråde og uforstyrret lade dem forgrene sig, og bare vokse vildt og uforstyrret, og jeg har været på besøg i hjørner af hjerne og hjerte, jeg næsten havde glemt eksisterede. Det var opløftende og livsgivende og ualmindelig inspirerende.
Vi var 4 meget forskellige kursister afsted, både ift. alder, livshistorier og verdenssyn. Den ene klikkede jeg med øjeblikkeligt, mens de andre nok mere var invitationer til reflektion. Ikke, at jeg ikke syntes om dem. Det var søde damer – men udviklingsarbejdet ift. dem krævede mere af mig, end det gjorde med hende, jeg delte sofa med fra starten.
For vi snakkede, da vi kom, meget om det her med at føle sig anderledes i verden. At man ofte sidder med fornemmelsen af at være trådt ind ad døren til den forkerte film. Men sagen er, at jeg også jævnligt har den oplevelse, når jeg er omkring andre spirituelle mennesker. For jeg er nok mere videnskabligt interesseret og åben, end mange andre i den her verden, og jeg er nok også mere kritisk ift. antagelser og udsagn, end den gennemsnits-spirituelle. Jeg synes, at der, ligesom toxic positivty, også eksisterer en form for toxic spirituality, hvor man inisterer på, at alt er lige godt og lige sandt. Holdninger fremsættes som universelle sandheder, og jeg oplever generelt en mangel på nysgerrighed ift. bestemte emner og verdenssyn.
I virkeligheden handler det nok om manglen på fælles sprog inden for det alternative. For hvor man i kirken er nogenlunde enige om plottet og hovedpersonerne, så er det alternative præcis, hvad du mener, det skal være. Hvilket er superfint, så længe vi taler om tro. Krystaller, orakelkort, tidligere liv, engle, sjælerejser og ånder. Intet er off limits, og det er fint. Folk kan for min skyld tilbede til deres køkkenstole, hvis det giver dem ro og fornemmelse af tryghed og retning i livet.
Der, hvor det bliver svært er, når tusind forskellige synspunkter, der bunder i trosretninger, vi selv designer med udgangspunkt i, hvad vi støder på og synes giver mening, skal tages med ud i verden og kobles op på fysik og konkrete udfordringer. Covid, vacciner, kræft og diagnoser, f.eks. Her bliver det virkelig svært, at alt skal kunne eksistere side om side, fordi der i holdninger ligger handling og mure, man kan møde, hvis man er én af dem, der lever med eller omkring det, og så bliver det pludselig svært at insistere på, at vi kan blive i os selv, synes jeg.
Jeg er slem til at gå over i andre. Det kommer med både at være et menneske, der gerne vil hjælpe, og ét, der konstant forholder sig til alt, hvad jeg støder på. Det er derfor noget, jeg skal øve mig meget i ikke at gøre. Nogle gange er jeg god til at huske det. Andre dage er jeg hoppet over, uden overhovedet at opdage det.
Men når jeg, som jeg ofte gør i alternative sammenhænge, bliver mødt med spørgsmålet om, ‘om det er vigtigt for mig, at mine børn har diagnoser’ så støder jeg på noget af det, der konkret gør både børnenes og mit liv sværere, end det behøves at være. Og hvor vi i de her kredse ofte taler om, hvor vigtigt det er at respektere den enkeltes sandhed, så er der her helt legitimt at underkende den erfaring, man står overfor.
For at have børn med diagnoser er så gennemgribende et vilkår, som indvirker på så mange ting, at jeg tror, mange af os, der lever med det, har brug for at italesætte det, når man møder os, fordi det påvirker alt hvad vi gør og er. Det påvirker vores overskud, vores søvn, vores sociale liv, vores muligheder og vores tanker om fremtiden. Diagnosen i sig selv er ikke vigtig, men alt det, den afstedkommer er. Og når Anton møder én, der mener, at autisme er indbildning og blot skyldes en ubalance i tarmen, så bliver hans liv konkret sværere. Og så bliver det lidt svært for mig at blive i mig selv.
Ikke mindst fordi jeg udelukkende har mødt afvisningen af neurodiversitet hos mennesker med neurotypiske børn.
Men faktisk var det fint for mig at nå til, at jeg ikke behøver købe ind på hele butikken. For det ligger dybt i mig at prøve at forstå, og jeg er altid bange for at komme til at fremstå som om, jeg tror, at jeg er bedre eller klogere end andre. Men noget af det, jeg fik med mig i denne weekend var, at tiden for mig er kommet til at finde nogle stærkere hekse og kloge kvinder at udvikle mig med. Ikke fordi jeg er bedre, men fordi jeg er et andet sted end mange af dem, jeg har opsøgt indtil nu. Som 10. klasses elev hører man ikke til i 3. klasse, og det har intet med værdi, men noget med niveau at gøre.
Sidst men absolut ikke mindst forstod jeg pludselig denne gang, at det ikke er meningen, at jeg skal stresse over at genskabe stemningen fra weekenden i hverdagen derhjemme ved at forsøge at presse meditationer ind, hvor de ikke kan være og insistere på selv-tid i soveværelset, mens jorden brænder i stuen. De her ting bliver kun til det, de bliver – for mig – fordi de på en weekend som denne, får lov at folde sig ud, være det, de skal være og fylde det, de skal fylde.
Det var *også* en rar og brugbar erkendelse at gøre.
Der var skov, strand og te i naturen. Der var orakelkort og de fineste samtaler. Der var morgenkakao ved bålet til solopgang på terassen, der var tid, ro og stilhed – og så mødte jeg en ræv.
Det var en af bedste weekender, jeg længe har haft, og jeg fik så meget med, at jeg stadig blæst i hovedet og mør i kroppen af alt det, jeg indså, forstod og arbejdede mig igennem – og det her er bare starten på næste etape af processen.
Jeg har en bog, som jeg skriver alle de tolkeopgaver, jeg får, ind i. Jeg skriver dem også i min kalender i telefonen, så jeg med det samme kan svare på, om jeg f.eks. også kan tolke til den næste undersøgelse på hospitalet, når jeg står ude i marken, men det føles trygt at holde manuelt styr på opgaverne, og samtidig giver bogen et bedre månedsoverblik, end min telefonkalender gør.
Øverst på siden over de enkelte måneder skriver jeg, hvis der er mere overordnede opgaver, jeg skal huske den pågældende måned. F.eks. at jeg i september skal huske at sende udlægsbilag til revisoren, og at jeg (fordi det d. 01.10. er 3. måneder siden, jeg stoppede som lønmodtager) skal have sat min pensionsaftale op.
Jeg skriver også de erfaringer, jeg gør mig undervejs, så jeg efterhånden får lavet en form for årshjul, og under ‘September’ kommer der de næste par år til at stå: “Sig nej til ALT, der ikke enten er arbejde eller obligatorisk!!” For shit, mand. Jeg er helt kørt over.
Børnene er startet til svømning, hvilket ikke bare er ‘Klar, parat, start’ når man har børn med særlige behov. Anton har fået ny støtteperson i skolen med alt, hvad dét indebærer af overlevering. Der er høstfest på fredag for hele indskolingen, hvor Frida skal stille udklædt (i ‘høst-tøj’…??) og medbringe noget spiseligt, der ‘symboliserer høsten’. Begge børn skal fotograferes og derfor også klippes, Frida har været til sundhedsplejerske, og er røget videre til noget rutinetjek, fordi hun er vokset 9 cm. siden november sidste år, jeg har haft opfølgende tests pga. Sjov Med Jern, og så har der været forældremøde i begge børns klasser.
Dertil kommer, at opgavekurven i tolkeland er nærmest lodret i september, fordi alle uddannelserne starter op, og i år er der simpelthen så mange firsts for mig oveni, fordi jeg er startet selv.
Min menstruation har opgivet på forhånd og er bare blevet væk, og i onsdags nåede jeg 30 km. I den forkerte retning, før det gik op for mig, at man ikke skal køre til Holstebro, når man skal tolke i Herning.
På fredag skal jeg afsted på retreat, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Men jeg har nærmest panikangst over, at jeg i programmet kan se, at man skal aflevere sin telefon, når man kommer og først får den igen, når man skal hjem, og at der er nul bøger/underholdning/forstyrrelser, nul kød, nul alkohol og – værst af alt – nul kaffe.
Så man kan ‘fokusere på sin proces’.
Hvilket jo, ret beset, er hele grunden til at gøre det. Lige nu virker det bare mere oplagt at fokusere på en tripple espresso og eskapisme.
Ej. Det bliver virkelig godt – og vildt. Jeg har ikke været væk fra mine børn i to nætter – nogensinde, og jeg er super spændt på, hvad der pibler op til overfladen, når jeg får 48 uforstyrrede timer, hvor en anden sætter rammerne for, hvad der skal ske.
Vi er et lille hold på 6 damer i alt, og vi er blevet opfordrede til at ‘sætte tempoet gradvist ned i ugerne op til’, så vi kan ‘lande blødt’. Her må jeg bare klamre mig til mit mantra om, at den opgave, der er til os alle, er at overgive os til livet på livets betingelser, for jeg kommer til at smadre ned i underlaget med ansigtet først. Men det er sådan her, tingene ser ud lige nu, og det må jeg finde ud af at integrere.
Til gengæld har jeg købt en ny notesbog, der er så fin, at jeg er lige ved at tro, at den kan lave skriveøvelserne selv og opnå indsigt i livets store spørgsmål på mine vegne.
(Og jeg smugler, som forebyggende indsats, en malebog med, så jeg ikke ender med at kradse huden af mig selv).
(For alles skyld).
Det peaker i dag og i morgen, og derfra klinger det af, og når først jeg sidder i bilen fredag, slipper jeg det hele med god samvittighed. Jeg er med og up to speed – og jeg er virkelig klar til en pause.
