Øjebliksbilleder

Kender I de uger, hvor man allerede tirsdag morgen mest af alt bare har lyst til at lægge sig selv i aflåst sideleje på marken, fordi hele verden er en idiot, og der er 24 år til lørdag?

Sådan lagde uge 36 ud her.

Ikke pga. en enkelt ting, men fordi alting lige klumpede sig sammen.

Weekenden bød både på et par mennesker, der .. inviterede til lidt refleksioner omkring  grænsesætning, tror jeg, vi kan kalde det, og på noget arbejde, der bare ikke fungerede.

Jeg har hele mit liv kæmpet med, at jeg, når noget går galt, er så bange for at være en af dem, der ansvarsfraskriver i vildskab, at jeg kommer til at tage hele skylden på mig. Det er min default. Derfor kræver det både tid, sparring med gode mennesker og temmelig meget batterikraft at få rodebunken sorteret og nå frem til en mere objektiv vurdering af, hvad der er mit ansvar, og hvad jeg reelt ingen indflydelse har på.

Lidt i samme boldgade har jeg svært ved at være den, der forårsager, at andre taber ansigt, og derfor bruger jeg meget tankekraft på det, når et menneske, jeg har blokeret på alle sociale medier, opretter en ny profil, finder mig igen, og bare fortsætter, hvor han slap. I de situationer skal jeg aktivt minde mig selv om, at det faktisk ikke er mig, der er grov, men ham, der går over alle de grænser, jeg har sat, både verbalt, digitalt og i det, jeg gør, og at jeg derfor ikke behøver at afvise høfligt, før jeg bare blokerer ham igen.

Midt i alt det har jeg den sidste måneds tid bøvlet med rengøringspersonalet på Antons skole. De har altid slået mig som søde og rare, og vi har været på hej hver eneste morgen de sidste halvandet år, når jeg har siddet med Anton på skødet og forberedt ham på et skift og på, at vi skal sige farvel. Men for 4 uger fortalte han mig med lille stemme, da jeg puttede ham, at én af dem havde skældt ham ud og sagt, at han skulle gå op i SFO’en, fordi ‘de ikke kunne vaske gulv’ når han var der. Han var blevet ked af det, men hun havde insisteret og var fysisk gået med ham derop, og han havde ikke haft ord til at sige fra.

Det var én af de situationer, hvor jeg smilede til ham og sagde, at det lød rigtig svært og dumt, men at de helt sikkert ikke har vidst, at vi har en aftale med leder-Troels – hvorefter jeg gik ud og skreg ind i en sofapude. For satan, mand. Det er bare på ALLE planer, hele fucking tiden. Og jeg skal ikke tage noget fra nogen, og de udfører et vigtigt stykke arbejde. Men med en dreng, der læner sig op ad skolevægring, og som der er indsats i gang på hele vejen rundt, er det til at gå i stykker inde i hovedet over, at vi risikerer, at det er en sur rengøringsdame, der sender ham ud over kanten.

Nå, men jeg havde fat i skolelederen, som nærmest kom til at grine af vantro. Selvfølgelig måtte Anton sidde der.

Fordi jeg ikke gider, at Far skal tage kampen for mig, tog jeg selv fat i det faste rengøringspersonale dagen efter, fordi jeg var 110% sikker på, at det simpelthen handlede om, at de ikke var klar over, hvorfor aftalen er, som den er.

Spoiler alert: Det var det ikke.

Lang historie kort (for sent, Linda) så har de nu fået at vide, at de skal fucking styre sig han gerne må sidde der, men de onde øjne, vi har modtaget siden, ville få ægyptiske spåkoner til at slå korsets tegn for sig.

Mandag morgen var der så afløser på – som godt lige ville bede os “om at gå ned i SFO’en, for det er MEGET generende, at han sidder her!” Jeg blev så gal, at jeg råbte. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort – af nogen, faktisk – men nu er det fandengalemig nok. Ikke mindst fordi de allerede én gang har bevist, at de ikke er hævede over at vente, til jeg er gået, for så at kommandere rundt med en dreng, der hverken kan forklare eller forsvare sig. Og jeg vil gerne, at vi er gode venner. Men du kender mig dårligt, hvis du tror, jeg bakker ned, fordi du hæver stemmen. For så tager vi den bare.

Det gjorde vi så, og i morges blev jeg trukket til side af rengøringslederen og fik en uforbeholden undskyldning. Den har jeg ikke brug for; jeg har brug for, at de er ordentlige overfor Anton, men det var en olivengren, og jeg tog imod den. 

Mens jeg mandag boksede rundt i alt det ovenstående, tikkede der en mail ind med overskriften: ‘Du har modtaget en uopfordret e-konsultation fra din læge’.

Hvilket ligger lige under lavmeldte “Ups!” fra børneværelser på listen: Hvordan Man Får Min Opmærksomhed, Hurtigt. 

Som nogle af jer så på insta, handlede det om, at jeg i sidste uge var forbi lægen for at få taget nogle blodprøver, fordi jeg har en konstant og helt vanvittig craving efter isterninger. Kombineret med noget, det føltes som corona-lunger og en led, vedvarende hovedpine, pegede pilen på jernmangel, hvilket viste sig at holde stik. KÆMPE mangel, faktisk. Lægen bad venligt, men bestemt, om en mulig forklaring, ordinerede dobbelt dosis jern og gav mig besked om at få taget nye blodprøver om 14 dage, og måske er jeg et kynisk røvhul, men jeg er faktisk positivt overrasket over, at der er nogen, der kigger på resultaterne af de blodprøver.

Der er nu købt jernpiller, og jeg drikker så mange spinatsmoothies, at jeg næsten forventer, at de næste blodprøver, de tager, vil være grønne.

Der er både i går og i dag tikket nye opgaver ind, og jeg holder nu for 3. uge i træk samme indtægtsniveau, som jeg havde som fuldtidsansat.

Og i morgen tidlig har jeg en online session med den kvinde, der står for det retreat, jeg skal på i slutningen af september, og jeg glæder mig HELT vidt. Til begge dele. 

Den her uge er startet skævt, men den retter sig stille og roligt, og jeg har flere gange tænkt på et meme, jeg så for snart længe siden:

I dag har vi taget hul på den anden fulde uge efter skolestart. Den første halve uge gik med bare at komme i tanke om, hvordan det nu lige er med madpakker, bogindpakning og Aula, mens sidste uge blev brugt på dels at arbejde, dels at komme hængepartierne fra ferien til livs. Bunker, der er vokset over feriens sidste uger, fordi man ved, at de er nemmere at komme til bunds i, når børnene er afsted og der er ro igen, og firmating, der kræver en hjerne, der ikke er helt most af afbrydelser og søvnunderskud.

Sidstenævnte er et problem, og det er værre nu, end det har været længe. Frida er relativ nem at få til at sove, men vågner mange aftener efter et par timer hvert 20. minut hele aftenen, og også et par gange i løbet af natten, mens Anton er still going strong på at have svært ved at falde i søvn. Det betyder, at jeg reelt (gen)putter børn hele aftenen og om natten ikke får ret meget sammenhængende søvn, og jeg er presset af det for tiden.

Til gengæld er jeg så glad for at være blevet selvstændig, at jeg er ved at eksplodere i en regn af farvestrålende konfetti. Hold KÆFT, hvor er det fedt at have fået min tid igen! Når man hidtil har solgt 65 timer af sin tid ugentligt, og først fredag ugen inden har vidst, hvordan den kommende uges skema så ud inden for det tidsrum, så SKAL jeg love for, at man kan mærke både frihed og forskel. Samtidig er det den største tilfredsstillelse i verden bare at kunne sige ja eller nej på stedet, når folk spørger, om man kan komme og tolke d. 15., og i det hele taget er det her cirka 10.000 gange federe, end jeg havde turde drømme om.

Jeg glæder mig til, at vi lige kommer så langt hen, at jeg kan steppe ud af dagpengesystemet, for det er lidt skizofrent at være indkaldt til ‘Samtale om din ledighed’ på Jobcenteret, og så lige, på vejen ud, at slå ind om deres kontor for at få EAN-nummeret til den opgave, man skal tolke for dem ugen efter.

Men jeg nyder at kunne træne lidt igen, og jeg nyder den luksus, det er, at kunne værne lidt ekstra om børnene. Lige nu er det særligt Anton, jeg er opmærksom på, fordi skolestart for ham er en voldsom stressfaktor, men jeg synes, vi er kommet bedre i gang, end jeg havde turde håbe, og jeg kan mærke, at det har hjulpet på både samarbejde og hverdag, at vi (lærere, ledelse og jeg) taler åbent om, at det trækker op til et andet skoletilbud. Når man ved, at noget er for en begrænset periode, er det nemmere at leve med pragmatiske løsninger, end hvis man skal sætte noget i værk, som skal fungere på ubestemt tid.

I morgen holder jeg Anton hjemme, og vi skal i Legoland, bare ham og mig. Alle hans faste lærere er på lejr med de store klasser, og fordi det er lige i overkanten for ham at skulle forholde sig til 8 forskellige vikarer, har jeg (sammen med hans lærere) besluttet at give ham en fridag. I fredags gjorde jeg det samme for Frida, og det er så kæmpe optur at kunne fokusere på ét barn og bare følge med, i stedet for altid at skulle agere FN’s Fredsbevarende Styrker, når de to bananer med usvigelig sikkerhed vil to forskellige ting. #JeSuisKofi. Det er SUPER hyggeligt at få lidt kvalitetstid med dem hver især, og jeg tænker i disse dage ofte på, hvor glad jeg er for, at jeg i sin tid – helt uden at vide det – valgte et fag, der giver mig mulighed for at give lige præcis mine børn et bedre liv, end jeg ville have kunnet, hvis jeg var trukket mod et erhverv med lange dage og sene aftener.

Det går op og ned, både her og  i showbizz, men lige nu går det mest af alt bare godt.

Bare et lille pip fra vanvidsugen: Det går ok. Tak for alle jeres fine beskeder og virtuelle omsorg; det er en gave bare at kunne lægge sig fladt ned og så blive mødt med forståelse og cyberkram. I er virkelig – stadig – de bedste.

For bare at tage tingene kronologisk, så gik mødet med skole og lærere langt bedre, end jeg havde forventet.

Som jeg skrev sidst, var det et møde for alle Antons lærere, jeg havde bedt om. Skolepsykologen lavede først et kort oplæg om autisme generelt, hvorefter jeg fik lov at snakke konkret om Anton.

Så længe man er i PPR-forløb og under udredning, har det, for os i hvert fald, udelukkende været de to primære lærere på klassen, der har siddet med til Tværsmøderne, og det giver mening et stykke ad vejen. Men i foråret var klassen hårdt ramt af vikarer for den ene af de to lærere, og det betød, at der pludselig var for mange voksne omkring ham, der ikke anede, at Anton er autist eller forstod, hvad det betyder.

Samtlige lærere deltog i mandags, og jeg havde forberedt et oplæg, hvor jeg havde gjort mig umage for hele tiden at forklare årsager, referere til teorier osv, fordi jeg oplever, at det er nemmere for folk at huske noget, de forstår logikken i, end at udenadslære 10 Ting, Der Er Svære For Børn Med Autisme. Det gik virkelig godt, og lærerne var oprigtigt interesserede og stillede 1000 gode og fine spørgsmål. Det var rart at få talt om tidshorisont og helt overordnede mål, og jeg gik derfra med den bedste fornemmelse i maven for et skoleår, jeg har haft siden han startede i 0. 

Tirsdag var lang, for det var der, vi ville få svar på prøverne fra lægen. Dem fik vi kl 16, og det var GUDskelov godt nyt. Jeg er usigelig lettet – men samtidig kan jeg også mærke, at der er noget i mig, der har ændret sig af det her. For vi var gennem et tilsvarende forløb for 15 år siden, og der var jubel og champagne, da frifindelsen kom. Denne gang er lettelsen stadig så massiv, at man kan stå på den – men den seneste uge har også givet anledning til nogle svære overvejelser om, hvad man egentlig håber for dem, man holder af. Om ens egne desperate ønsker for noget, bør veje tungere, end det, den, der lider, skal bære. Må man bede nogen kæmpe, fordi man ikke selv tror, man overlever alternativet? Og hvad gør man med børn som Anton i krisesituationer? Hvor lidt, hvor meget, hvordan? Alle de tanker har fyldt den sidste uge, og den har været lang, så det trak tårer af taknemmelighed, da jeg endelig fik at vide, at vi får lov at få mere af livet, som vi kender det nu.

Tirsdag aften var .. lang, fordi Anton slet ikke kunne overskue onsdagens første skoledag. Jeg bliver forfærdelig udfordret på, at jeg overfor ham er nødt til at udstråle og italesætte, at jeg har en forventning om, at det bliver godt – men jeg er sgu da også i tvivl. Og jeg er bange for, at han tror, han skal være tapper for min skyld, for det skal han virkelig, virkelig ikke; vi løser det, uanset hvad ‘det’ viser sig at være. Omvendt kan jeg, når jeg spørger ind, høre, at han kommer til at holde ‘gå i skole’ op imod ‘være herhjemme med dig, mor, og bygge lego og se iPad’ – hvilket jo ikke er de to valg, han står med på hånden nu. Det kan ende der, hvis ikke vi hele tiden får truffet de rigtige valg, men mit bedste skøn er, at det lige nu er udsigten til ændringen fra ferie til hverdag, der fylder mest.

Onsdag morgen forløb overraskende glat. Et enkelt frustrationsudbrud, men det var dét. Små tilfælde gjorde, at jeg fik ham afleveret helt inde i klasselokalet, hvor en enkelt anden klassekammerat havde fundet vej ind, og han virkede nogenlunde ok med situationen, da jeg gik ud ad døren. 

Og han var i STRÅLENDE humør, da jeg hentede ham om eftermiddagen, og havde selv sat en legeaftale i stand i dag, som han glæder sig til.

Jeg er for gammel i gamet til at forvente, at så var problemet bare løst. Hvis det går, som det plejer, bliver det en sej omgang på mandag, fordi lettelsen over, at de første dage er overstået, har fortaget sig, og hverdagen napper i haserne.

Den tid, den sorg.

For nu er vi igennem, og vi er ok. Det rækker mere end langt.

Jeg er landet i sofaen, helt skæv i betrækket af træthed, fordi jeg i nat har været på fuldmånevandring på Møn. 

Turen var en julegave, min veninde og jeg gav hinanden i erkendelse af, at ingen af os mangler flere krus eller tørklæder, og egentlig skulle vi have været været afsted i april. Men verden venter ikke på de sløve, så da vi i slut-februar forsøgte at bestille, var alt for længst udsolgt og således besluttede skæbnen, at det var i går vi skulle afsted.

Der er godt nok pænt på Møn. Og særligt, når mørket falder på. På et tidspunkt, omkring kl 22.30, gik vi forbi fyret derovre, og det er noget af det fineste, jeg kan huske at have set.

Turen derover var til gengæld mere end almindelig træls. Krak siger ca. 3,5 time, men vi endte med at bruge 6,5 time pga. sommertrafik og kø. Da vi ankom, var der ingen, der tog imod os eller var klar til at hjælpe med det praktiske, og vores værelse var givet til nogle andre, der ved et helt usandsynligt tilfælde hed det samme som os.

Vejret var til gengæld tæt på perfekt. Vind nok til at man ikke døde af varme, når man knoklede op ad bakker og ned ad skrænter, og samtidig klart nok til at både stjerner og måne fik lov at give os åndenød af betagelse. Vi gik tæt på 9 km. med indlagte meditationsøvelser undervejs, og da vi kom tilbage til gården, var der bål og dyner og den bedste aspargessuppe, jeg kan huske at have smagt.

Meditationsøvelserne gav fuldstændig mening for min veninde, mens mange af dem ikke ramte mig. Men på en bagvendt måde var de alligevel perfekte for mig, lige der, hvor jeg er, for ét af de livstemaer, jeg i disse år arbejder med, er at overgive mig til livet på livets betingelser.

I mine 20’ere kæmpede jeg for at få de mennesker, jeg omgav mig med, til at forstå og for at tvinge mine vilkår og muligheder ned i den form, jeg gerne ville have, de skulle antage. 

I mine 30’ere skar jeg fra og væk. Både mennesker, der tog mere end de gav og mål, der krævede ofre, jeg ikke var villig til at bringe. 

I mine 40’ere oplever jeg, at opgaven går på at lære at rumme, og at blive i situationer, der ikke er optimale og se, hvad jeg kan få med på trods. For i takt med at jeg bliver ældre føler jeg større overbærenhed med mine medmennesker, og også en større villighed til at bruge kræfterne på at vokse i den jord, jeg nu engang bliver plantet i, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser. 

Og således kunne jeg i nat, uden at irriteres eller frustreres, tune ud af den fælles meditation og ind i min egen, og nyde roen og udsigten, og muligheden for at fokusere på de tanker og følelser, der i hverdagen bliver overdøvet af praktik og logistik.

Fordi træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, gik der også 20% af den mentale kapacitet på at spekulere på, hvordan man kunne optimere oplevelsen, for:

For jeg ELSKEDE at gå under fuldmånen og at have tid. At vi ikke havde travlt med at komme ind og hjem, fordi mørket faldt på. Og jeg syntes, at det var SÅ fantastisk (og SVÆRT!) at gå i stilhed og at have ophold undervejs, hvor man fik tid til at følge sine tanker i alle de retninger, de stak af i og bare betragte dem.

Derfor har min veninde og jeg snakket om at lave vores egen fuldmåne-vandring her i løbet af efteråret. Vi har flere steder i og omkring Esbjerg, hvor der er både skov og strand, og hvor man ville kunne gå i ophøjet ensomhed efter kl 21, og jeg har også et par ideer til, hvordan man kan gribe meditationsdelen an, så man har udbytte af den, uanset hvem man er, og hvad man har brug for at dvæle ved.

Det bliver ikke sidste gang, jeg fuldmånevandrer, og jeg glæder mig allerede til næste gang. Men ikke så meget, som jeg lige nu glæder mig til at kravle ind under min dyne.

Godnat derude til hver eneste af jer.

Sidste uge inden ferien og livet som selvstændig er i gang, og alting er moderat kaotisk lige nu. Børnenes skemaer er hat og briller, jeg lukker ned og takker af på mine faste opgaver, i takt med at jeg forlader dem, og madpakkerne over hele linjen kunne godt danne grundlag for et bekymringsopkald til kommunen.

Det er et underligt sted at stå, når man har to sæt tøjler i hænderne samtidig. At have hyperfokus på én opgave, mens man stadig skal holde øjnene på vejen på den anden. Men lige her, midt i midsommertimen, sidder jeg alligevel med fornemmelsen af, at det hele ruller i den helt rigtige retning. Den 4 måneder lange opløbsstrækning, hvor jeg har undersøgt en masse, spurgt tusinde mennesker og googlet til jeg var gasblå i hovedet, har været fuld af indledning, afsøgning og opmærksomhedsskærpelse, men nu, hvor det næsten er nu, kan alting eksekveres, og det frigiver mental kapacitet, fordi jeg så kan strege opgaven på den lange, tætskrevne liste. Forskudsopgørelsen er ændret, der er givet besked til boligstøtte og pladsanvisning, underleverandøraftalerne er på plads, revisoren har fået login til regnskabsprogrammet, kørebogsappen er sat op, og jeg glæder mig simpelthen så meget.

I weekenden holdt vi Fridas fødselsdag, hvilket var stort, fordi det var den første af slagsen, hvor vi har haft pigerne fra klassen på besøg. Jeg havde glemt, hvor meget lyd, der er på i den alder, og fordi hele flokken havde været til diskofest på skolen aftenen forinden, var det lidt som et 3 timers ophold i en blender, men de havde en fest, og der var kun én, der kom galt afsted, fordi hun lige ville ‘flytte en bi’. Det gik, som man kunne forvente.

Det hele kører, som det skal, og jeg ville egentlig ikke andet end at stikke hovedet ud og sige hej, for jeg er så midt i alting nu, at hele mit fokus er på dét.

Men inden I får lov at slippe, vil jeg gerne følge op på alle jeres kommentarer til sidste indlæg – tak for dem! Det gør mig så glad, at I gider spille bolden tilbage, når jeg sparker den ud i fødderne på jer, og fordi I har været gode og skarpe i de råd, I har formuleret, har jeg besluttet at lade dem stå, hvor de står. Det bliver for fragmenteret, hvis jeg forsøger at samle dem, og jeg vil gerne have alle jeres små forklaringer med. På den her måde kan man også altid gå tilbage og tilføje flere idéer, hvis man får nogle nye eller kommer i tanke om nogle, man havde glemt.

Glædelig midsommer, søstre. Må den være startskuddet til en sommer fyldt med lys og varme og gode beslutninger.