Om lige præcis to uger er vi tilbage i hamsterhjulet. Eller. Det er “vi” jo egentlig ikke, fordi jeg nu er selvstændig, men skolen starter igen, så vi er tilbage i rutiner og hverdag, og det har jeg det blandet med.
På plussiden trænger jeg til at kunne fokusere 100% på firmaopstart, og jeg savner at snakke med alle mine gode mennesker. Jeg er ferie-slidt af at forsøge at holde balancen mellem et barn, der gerne bare vil være hjemme og sammen med mig, og et der spørger 6254 gange i timen, hvad vi skal nu/om lidt/i eftermiddag/i morgen, og som selv er *fuld* af gode ideer. Det er ikke blevet nemmere af, at vejret har været enten hedebølge eller ultimo-oktober, for naturen og aktiviteter udenfor har altid fungeret godt som kompromis, og det er bare sjovere, når det er tørt og 24 grader.
Samtidig er økonomien en udfordring, fordi jeg er på supplerende dagpenge, og derfor ikke bare kan fylde på med aktiviteter, der koster, hvor børnene lige kan underholde sig selv et par timer.
Og så føles det – stadig og igen – SÅ åndssvagt, og som spild af både min og andres tid, at jeg skal søge to jobs om ugen, job-logge og løbe til møder, når vi alle sammen ved, at det ville være både urimeligt og meningsløst, hvis jeg tog pladsen fra en anden kandidat.
Så jeg er træt, for bare at sige det, som det er. Træt af at mægle, at blive snakket til og afbrudt konstant, at blive vækket, af at tjekke jobnet og at skulle finde ud af, hvordan man laver en faktura, henter og sender Tro & Love-erklæringer, hvordan man får brugernes bevillinger og hvad den administrative forskel på en opgave i jobcenter-regi og på et hospital er efter kl 20, når Frida er puttet.
Omvendt savner jeg ikke madpakkerne og at skulle tale skolen op for Anton, som synes, det er en svær setting at være i. Det føles somme tider som at være cheerleader 24/7, og det kan godt være lidt sejt de dage, man selv har svært ved at bevare optimismen.
Sidst men ikke mindst i den mugne kategori, er jeg mere presset over, at min udredning først ligger i december, end jeg havde troet, jeg ville være. Jeg havde forventet, at det ville være ligegyldigt; at 5 måneder ikke føles som noget særligt, når man har gået med noget 45 år.
Men jeg har det nærmest modsat, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg selv forstår hvorfor. Det nærmeste, jeg kommer et svar, når jeg graver, er, at det føles som at opdage, at jeg har svømmet hele mit liv, mens mange andre har sejlet, og nu er der nogen, der står i horisonten og vifter med en redningskrans, og pludselig kan jeg mærke, hvor træt jeg er.
Eller måske er det fordi, de ting, der driller, pludselig fylder dobbelt så meget, fordi jeg hele tiden er nødt til at dobbeltjustere mine tanker. Før i tiden bed jeg bare tænderne sammen og gjorde det, når noget var svært eller uoverskueligt. Nu konstaterer jeg, at det er svært – så tilbyder min hjerne en mulig forklaring – og så skal jeg indskyde et forbehold. For jeg ved jo ikke, om det er ADHD. Det får tingene til at fylde mere, end de gjorde før, og giver en minitur i den emotionelle rutchebane, hver eneste gang, det sker.
Men nu lyder det som om, det hele er én lang røvtur – og det er det ikke. For det *er* rart at have tid sammen, som vi selv kan udfylde. Ingen madpakker, ingen tidlige morgener og muligheden for at gøre alt i vores eget tempo. De mange uger er en luksus, der giver mulighed for at tune HELT ud, og det gør meget godt for os alle 3.
Opgaverne begynder også at tikke ind, og jeg kan. ikke. forklare, hvor fedt det er at være herre over egen tid. Tilfredsstillelsen ved at tage imod en opgave, udføre den, efterbehandle og hele vejen igennem selv at have hænderne på den, er ubeskrivelig. Jeg ejer min egen tid, jeg sammensætter mit eget skema, jeg sætter selv barren, jeg kan fokusere på det, der giver mening, og jeg skal ikke bruge tid på at undskylde/reparere/forklare/begrunde arbejdsgange og fejl, jeg ikke selv har besluttet, begået eller forvoldt. Det giver mig så intens arbejdsglæde, at jeg har det som om, jeg er nyuddannet igen.
Så lidt en blandet landhandel på humørsiden her for tiden. Det bliver interessant at kigge tilbage på, når vi går på ferie til næste år.
Jeg håber, at I hænger i derude i sommerlandet – uanset hvordan livet og dagene tegner sig for jer.
Jeg forstår 100%, at det er svært at vente på udredning. Står selv i samme udrednings-venteposition ifht min datter og har også svært ved at være i det. Tak for din meget fine beskrivelse, som jeg kan spejle mig i.
Selv tak, Marie. Det er rart at høre, at andre sidder med samme oplevelse. Faktisk. For man kan godt komme til at føle sig en lille smule bims over alt det, der vælter rundt i knolden.
Hvor er jeg glad for at høre dig beskrive glæden ved at være ‘herre i egen hus’. Det er simpelthen SÅ vigtigt at holde fast i den følelse som selvstændig.
I min optik, er det den aller-bedste bevæggrund for at blive selvstændig. Som selvstændig får du frihed og selvbestemmelse fremfor økonomi og sikkerhed. Det er først mange år efter, at du kan være så heldig at få begge dele…
Det syntes jeg slet ikke, der blive talt om nok, når iværksætteri bliver hyldet som Det Nye Sort.
Det er bare langt fra alle, der trives i det set-up. Så det hjælper gevaldigt at være realistisk fra starten, i forhold til forventninger, ønsker og ens egne præferencer. Især i forhold til stabilitet og tryghed.
Jeg kan sagtens forstå, at nogen bliver overvældede af alt det praktiske, der følger med. Jeg ved ikke, om jeg havde turde, hvis ikke jeg havde et forrygende netværk og særligt 3 tidligere kolleger og studiekammerater, der virkelig, virkelig hjælper mig.
Men selv lige nu, hvor jeg sidder og bander over nogle praktiske problemer, så kan jeg stadig mærke glæden over at gøre det her boble rundt i hele kroppen. Shit, hvor jeg er taknemmelig over, at det her er en mulighed.
Jeg er simpelthen så imponeret over jer, der bliver selvstændige. Jeg har nogle gange tænkt over, om det kunne være noget for mig, men mageligheden holder mig tilbage. Og hvor kommer “kunderne” fra? Hvordan gør du reklame for dig selv?
Gaven og forbandelsen i mit fag er, at tolkning er en social ydelse, hvilket betyder, at det er ret organiseret, hvor vi kan få adgang til opgaverne henne. Eksempelvis kan jeg ikke som selvstændig få lov at tolke uddannelser, bare mig. Det skal jeg have en underleverandørkontrakt med et firma for at kunne. Hospitaler og jobcentre må jeg derimod gerne tage selv og fakturere direkte. Det betyder, at det meget handler om at have de rigtige kontrakter og være med i de rigtige netværk. Dertil kommer, at der jo også er frit tolkevalg, så de brugere, der synes, at jeg er en god tolk, kan pege på mig, når de bestiller. Det betyder, at kvalifikationer og samarbejdsevner jo fremmer mulighederne for at blive valgt, ligesom ordentlighed og service også bliver et parameter her.
Til gengæld er der de opgaver, der er. Døve skal bruge tolk til det, de skal bruge tolk til – hverken mere eller mindre. Derfor har jeg ikke mulighed for at gå ud og skabe arbejde på samme måde, som man kan hvis man f.eks. lever af at lave PR-løsninger til mellemstore virksomheder.
Men friheden er sindssyg. Også LANGT mere end jeg havde turde håbe på.
(Selvom jeg her til aften har brugt 2 timer på at forsøge at få min erhvervs-eboks til at fungere, og lige nu har meget lyst til at få mig en IT-afdeling, der kan tage sig af den slags.)