Overskud og mangel på samme

Jeg vil så gerne blogge, men tiden løber fra mig, og jeg halser efter og forsøger at holde alle bolde i luften. I går fandt jeg ud af, at jeg for 14 dage siden glemte en skole/hjem-samtale. Det er første gang, jeg har prøvet dét. Og jeg havde glemt den SÅ meget, at jeg ikke engang vidste, jeg havde glemt den, før en lærer i anden sammenhæng kommenterede på mit fravær.

Noget af travlheden er positiv. Jeg har rygende travlt i mit lille firma, og da december ellers traditionelt godt kan være lidt sparsomt belagt – og januar ligeså – er det en kæmpe lettelse, at det hele ikke går i stå. Samtidig bliver jeg brugt som sparringspartner på nogle ret gode tiltag i branchen, og den slags synes jeg altid er fedt. 

Men noget af den kunne jeg virkelig, virkelig godt undvære.

For eksempel er det er nu lykkedes psyk. at fucke min sidste samtale op 3 gange. Jeg får ‘husk din aftale’-sms’er med datoer og tidspunkter, hvor jeg ikke har tider, og når jeg ringer derud, så er de tider, jeg *har* fået (og er blevet indkaldt til i e-boks) forsvundet, og ingen ved hvorhen. I sidste uge måtte jeg ringe derud 4 gange – og det skal siges, at jeg hver gang får oprigtige, uforbeholdne undskyldninger, og ‘det var da helt utroligt, så meget kludder, der er gået i din sag’ – og det til trods fik jeg i går et ‘du udeblev fra din samtale’-brev med beskeden om at kontakte dem asap, da min sag ellers ville blive afsluttet uden yderligere opfølgning.

Jeg kan ikke engang grine af det mere. Jeg vil bare have konklusionen, have lagt en eventuel plan for medicinering, og så ellers bare ud af det system så hurtigt som overhovedet muligt.

Samtidig er der også pludselig meget, der slet ikke fungerer med Anton ift. skolen. Jeg synes ellers, at vi har haft et godt samarbejde det sidste års tid, men vi er tilbage ved, at det sejler, at Anton er presset og at ingen rigtigt forholder sig til det eller inddrager mig. Hver gang det smuldrer, skal jeg have rustningen fundet frem igen, bruge tid på at rydde op og skabe overblik igenigenigenigenigen og samtidig skal jeg aktivt minde mig selv om, at Anton stadig bare er min allerbedste Anton, og at man sagtens kan leve et fint og rigt liv, selvom det ikke ligner det, de andre fra klassen har kurs imod.

Nogle dage er det nemt at huske. Andre dage har jeg bare lyst til at græde. 

Så hvis I synes, her er lidt stille for tiden, så er det ikke jer; det er mig. 

Jeg stikker hovedet ud i det omfang, det er muligt, og for at slutte på en high note, får I lige et løfte om en nisseliste på det kommende M2022-indlæg og 3 forslag til, hvad man kan lave, hvis man render og keder sig her i december:

*Lytte til podcasten “If books could kill”

(Ligger på alle de gratis platforme). 

Michael Hobbes fra The Maintenance Phase har lavet den her podcast sammen med en kammerat, hvor de gennemgår popsmarte selvhjælpsbøger, der hævder alt muligt u-underbygget (f.eks. at det tager 30 dage at skabe en ny vane). 

Både The Maintenance Phase og If Books Could Kill er podcasts, som jeg synes, man sådan helt overordnet bliver klogere af at lytte til. Begge tager afsæt i bestemte emner, men de er solide, bidende, sjove og tankevækkende indspark til den måde, vi generelt er i verden på. De er gode ift. at tænke over at være kildekritisk og ift. egne, privilegieblinde pletter.

*Bage de her knækbrød.

JA, de er gode!! Kombinationen af timian og (frisk) parmesan er groft undervurderet. 

*Se The Bear på Disney+

Det er Trainspotting møder Hells Kitchen og jeg kan ikke anbefale den nok.